En livsnyders bekendelser

Livsnyderens sultne husven

2012-01-30T20:30:00.001+01:00

Vi har fået en ny beboer på matriklen.

En doven fyr, som bare bliver hvor man sætter ham, men som skal fodres grundigt og nusles og pusles om.

Til gengæld for al den omsorg, regner jeg med at få noget tilbage. Det, jeg gerne vil have, er at han bobler lidt, og begynder at lugte lidt syrligt.

Sådan en husven lyder måske ikke rar - men han gør jo bare det, en surdej skal.

For han er en våd surdej - startet op af mel og vand og ikke andet, og så skal min kærlige omsorg og daglige fodring og omrøring gerne resultere i, at en venligsindet gærkultur eller to flytter ind.

Så nej - det har intet med utroskab at gøre, når jeg snuser interesseret til denne her lille fyr, som sidder i sin blå plastskål på mit køkkenbord.

Jeg satser bare på lidt syrlighed og lidt bobler, så jeg kan bage et rugbrød :-)

Livsnyderens madplan uge 5

2012-01-29T13:20:00.001+01:00

På Facebook skrev jeg glad og tilfreds igår, at nu var der lagt madplan for næste uge, og købt ind til det, vi skulle spise.

Bruno og jeg er begyndt at sætte os sammen om lørdagen og lave madplan - og så køber vi ind lørdag eftermiddag, så der maksimalt skal købes et brød, lidt mælk, måske et par tomater i løbet af ugen. Dejligt overskueligt og billigt, og man slipper for at stå og glo fortabt ned i køledisken kl. 16.30 og forsøge at finde på noget hurtigt, spændende og sundt man kan lave til aftensmad (det lykkes i øvrigt sjældent at møde alle de kriterier).

En enkelt spurgte efter vores ugeplan - til inspiration. Jeg havde egentlig sat mig til tasterne for at sende den til hende, men tænkte: Jeg skriver den ind på bloggen. Når jeg laver et blogindlæg, kan alle mine Facebookvenner se det som en NetworkedBlogs-post, og så kan evt. nysgerrige jo bare bide til bolle.

Måske vil jeg lave det til et ugentligt tilbagevendende punkt herinde - hvem ved :-)

Her kommer den ihvertfald:

Mandag:
Bolognaise (rest fra fryseren) med squashstrimler, gulerodssalat og broccoli samt pasta

Tirsdag:
Rodfrugtbøffer med ovnkartofler og salat

Onsdag:
Risotto med champignon, ærter og majs (og måske kylling)

Torsdag:
Tomatsuppe med pasta og bradepandebrød

Fredag:
Fiskedag (Bruno køber ind på dagen - tilbehøret afhænger af fisken).

Der er ingen plan for igår - for der var vi i byen. Der er heller ingen plan for idag - ikke fordi vi skal springe maden over, men fordi vi besøger min søde svigermor og Bent, og der skal vi nok blive fodret af.
Vi har alle ingredienser i hus, pånær til fredagsmenuen. Bruno er familiens fiskekok - sådan er det bare.

God uge 5 - og velbekomme derude.

Livsnyderens træningscykler

2012-01-28T16:21:00.002+01:00

Da jeg startede med at lave bodypump i sensommeren, var jeg helt sikker på at jeg ihvertfald ikke gad spinne.

Jeg har spinnet stort set hver vinter de sidste 8-10 år - lige undtaget det år (2007/2008) hvor jeg brugte vinteren til at komme i løbe-form til Middelfart Halvmaraton. Som regel er jeg tændt i oktober, hvor jeg normalt begynder på det, og når så forårssolen begynder at kikke frem, hænger spinningen mig langt ud af halsen, og jeg er klar til at lave noget helt andet - og helst udendørs.

Ingen tvivl om at udendørs motion står højt på hitlisten. Allerhelst vil jeg løbe mig en tur, og det var også løbet, jeg tog fat på igen, da en stædig albue-overbelastning satte mig ud af spillet på bodypump-holdet.
Det gik faktisk også ret godt, det der løb.

Men da jeg efter jul begyndte at løbe 5 km ture på asfalt, fordi de "bløde" stier ikke er oplyst, og det var mørkt når jeg nåede hjem, løb jeg lige i armene på en skinnebensbetændelse. Øv, øv, øv.

Så nu er jeg - af nød - tilbage på spinningcyklen. Den er ikke såå god ved albuen, men med lidt omtanke går det. Jeg bliver sindssyg når jeg ikke får brændt lidt krudt af!! :D

Og til min overraskelse nyder jeg spinningen. Der er gået tilpas længe til at det er sjovt igen :-)

På den måde er jeg nu kommet hele vejen rundt i min træningscyklus :-)

Ude på arbejde er der en kollega, der for sjov (håber jeg) kalder mig fitness-dronningen. Det er ikke ret klædeligt - jeg får billeder af Jane Fonda og firser-hår og store benvarmere. Men måske er det i virkeligheden lidt suspekt at kunne lide at dyrke motion? Det kan jeg ihvertfald - og jeg er også nødt til det, for ellers kan jeg ikke holde til mit stillesiddende arbejdsliv, har jeg for længst fundet ud af. Jeg får ondt i skuldre og ryg, for ikke at nævne at jeg bliver flæsket som en slagtegris - så det er ganske heldigt at jeg godt kan lide at røre mig.

Der var engang en fysioterapeut som så lidt bekymret på mig og sagde, at jeg jo i virkeligheden ikke var skabt til at sidde på kontor - men at jeg skulle ha' været skovhugger eller sådan noget :-) Det synes jeg ikke lød ret feminint, men inden jeg nåede at protestere sagde han også, at jeg nok ikke skulle tage min BMI ALT for bogstaveligt - "Du har til enhver tid omkring 5 kg. muskler mere på kroppen end gennemsnitskvinden," sagde den rare mand.

Så nu kan jeg trøste mig med, at når jeg ikke kan tvinge mit BMI under 22, så er det bare fordi muskler vejer mere end fedt :o)

Og når alt andet fejler, så hopper jeg på et par høje sko eller støvler - - det er fantastisk for mit BMI.
Og for mit ego :o)

Livsnyderen rapporterer fra en fredszone

2012-01-08T21:51:00.000+01:00

Det har været en toplækker weekend, selv efter livsnyder-standard.

Jeg vil ikke plage jer med detaljerne, bare sige, at der har været

hyggeligt besøg af dejlige venner
lækker frokost på stam-cafeen
afslapning
tosomhed
endda en enkelt løbetur

inde over.

Fredag fik jeg endda monteret en Parrot i min bil, som skal gøre det muligt for mig at snakke i telefon - helt lovligt - mens jeg kører. Der ud over kan den lille gøje også lade min telefon og spille musik fra telefon (eller iPod) ud igennem radioen. Tror det bliver et lækkert lille kæledyr at ha' i bilen! Gøjen er en julegave fra min søde og gavmilde mand, som var træt af at høre om mine kvaler med diverse halvdårlige løsninger - jeg var selv for nærig til at købe den gode, rigtige (og lidt dyre) løsning.

Jeg bliver nok nødt til at prøve den imorgen, når jeg kører til eller fra arbejde!

I formiddags burde jeg nok egentlig have lagt et par arbejdstimer, men jeg endte med at mene, jeg trængte til at holde fri. Så det gjorde jeg. Så må jeg bare knokle lidt mere imorgen.

Så det blev en søndag med fred og ro, og en løbetur i lys og tørvejr! Sikke en luksus.

Dagens sure opgave var at aflyse de førstkommende bookninger, jeg har lavet i fitness-centeret. Jeg har overbelastet mit albueled, men håber hele tiden at det nok er klar lige om lidt igen. Lægen gav mig en gang gigtpiller, men de virkede ikke ud over den periode, jeg tog dem... æv!
Heldigvis duer mine ben, så jeg benytter styrketræningspausen til at få godt gang i mit løb igen. Det er drønhårdt og jeg løber langsomt, men det er noget, jeg kan gøre noget ved.

Vi forsøger også at leve lidt sundt. Så der er ikke noget kage-guf og chokolade og chips her på matriklen. Jeg satser også lidt på at vores vegetar-indslag i kosten vejer i den rigtige retning. Det holder nemlig stadig ved, og vi er rigtig glade for den gode variation, det giver i kosten. Hvis jeg ser tilbage på den seneste uge, har vi faktisk spist vegetarisk 4 dage ud af 7 - og af de tre tilbageværende dage har vi fået fisk en af dagene!

Mellem jul og nytår købte jeg en ny veggie-kogebog - Vegetarisk Vellyst. I fredags testede vi den - vi serverede Chili sin Carne for vores gæster, og det var faktisk et hit. Der er masser af andre sjove og spændende opskrifter i bogen, som jeg er klar til at teste.

Oven i er vi kommet igang med at lave kostplan en uge frem af gangen. Det er SÅ dejligt - især når vi får planlagt det som i denne uge, hvor vi lavede planen lørdag og købte alt det ind, vi overhovedet kunne til ugen. Så er det sq nemt. Og planen er naturligvis tilpasset de ting, vi skal i løbet af ugen. Det er helt vildt så meget nemmere livet er, når man ikke skal være opfindsom på kommando, og ikke skal fare rundt og glo fortvivlet ned i køledisken 16.30 om eftermiddagen flere gange om ugen.

Jeg har nået et punkt i mit liv, hvor jeg bare er nødt til at opfinde systemer, som kan gøre livet lettere ... ellers tilter jeg.

En anden ting, jeg også er nødt til - er at få min nattesøvn. Så det her snikke-snakke indlæg bliver ikke længere.

Hav en god uge derude - og godnat.

Livsnyderens lyse onsdag

2012-01-04T21:19:00.000+01:00

Det har faktisk været en god uge, af første-uge-efter-ferien-uger at være.

Mandag mærkede jeg lidt at ferien var slut - at jeg måske var kommet til at sove lidt for sent, og at dagen var startet på et tidspunkt, hvor jeg den seneste uge har ligget og snuet.

Ellers har det faktisk været rimeligt ud af landevejen.

Idag var jeg til evalueringsmøde, med hele det store projekt, som vores lille team har været en del af det sidste halve år. Vi har lavet vores systemer klar til at tage Jyske Banks Totalkonto i brug, og det har været en omfattende og ret spændende opgave. Oven i købet er Jyske Bank glade - de får en løsning som på mange punkter er bedre end den, de har idag.

Det var nemt at komme i tanker om gode ting at sige om projektet, selvom der naturligvis også var ting, som kunne have været bedre - sådan er det vist altid.

Jeg fik snakket lidt med nogen af dem, jeg ikke ser så tit - det gode ved min virksomhed er, at der er dejlige mennesker overalt hvor man vender sig hen.

Og så fik jeg oven i købet ryddet et par opgaver af vejen, da mødet var slut, og jeg sad hjemme ved pc'en - nogen af de opgaver, jeg har skubbet foran mig.

Imorgen er det torsdag - jeg skal ud at løbe en tur. Det har jeg fået godt gang i mens det var juleferie, og nu skal der holdes fast. Det lykkedes mig at komme ud at løbe i stormvejret igår, jeg var temmelig stolt af mig selv, da jeg kom hjem med kolde kinder efter at have kæmpet mig igennem en mur af vind på vej hjem ad Sjællandsgade.

Undervejs så jeg enkelte forfrosne hundeluftere, og kun en enkelt anden løber. Jeg mødte også en mand, der slingrede temmelig meget - det var nede i mørket på Nørre Voldgade, og engang ville jeg nok have været lidt bange. Han så dog bare lidt usikker ud på benene - han havde vist indtaget noget stærkere end sportsvand - og jeg er overbevist om at jeg både kunne ha' væltet staklen og løbet fra ham ... så jeg løb bare i en god bue udenom hans slingrekurs.
Da jeg var hjemme igen var jeg fuld af lækker efter-løbs-energi. Uh, hvor har jeg savnet at løbe! Og jeg elsker jo at løbe, mindst lige så meget om vinteren som om sommeren!

Fredag er det hjemme-dag - og en ekstra god en af slagsen. Jeg bliver nok nødt til at tage et par timer fri, for jeg skal til Kolding og ha' monteret et håndfri-sæt i min bil. Det har jeg fået af Bruno - så nu ser jeg frem til at sludre med min mor mens jeg kører hjemad. Mon ikke Bruno gi'r frokost, mens de monterer det nyeste gadget? Til aften får vi gæster - min dejlige veninde og hendes kæreste kommer, og der er absolut ingen tvivl om at det nok skal blive sjovt og hyggeligt!

Tilmed er dagen tiltaget med hele 12 minutter! Det synes jeg er skønt, og måske er det lige de 12 minutters lys der er faldet ind i mit liv, og har fordrevet det indigoblå.

Dagen er nu heller ikke ringere af at et andet lys - mit livs, nemlig - i aften er kommet hjem efter en 2 dages tur til Sverige :-)

For at citere Benny Andersen: Livet er ikke det værste, man har.

Livsnyderen tager afsked med 2011

2011-12-31T13:42:00.001+01:00

Egentlig gad jeg ikke skrive sådan et indlæg her. Og det bliver ikke nogen kavalkade over alle mine blog-bedrifter, for de har været få og langt imellem.

Men jeg fik alligevel lyst til at sige farvel til 2011, som har været et år som de fleste - et broget kludetæppe med et helt andet mønster end det, jeg havde forventet.

Meget blev selvfølgelig som planlagt og forventet. Jeg har ikke skiftet job, mand eller hus i 2011. Jeg har ikke kastet mig ud i vilde projekter og nye hobbies.

Det har været et travlt år, men det var også forventet. Jobmæssigt har jeg haft ekstremt meget om ørerne, og det har både været sjovt og hårdt. Jeg har dog holdt mit overarbejde nede, for jeg gider ikke arbejde 20 timer ekstra om ugen. 20 timer om måneden må være nok - jeg tror rigtig meget det handler om at prioritere, og vælge at skippe overflødige møder, aktiviteter med videre. Så kan man faktisk nå utroligt meget uden at arbejde som et Mærsk-jakkesæt.

Når jeg tænker på 2011 synes jeg at jeg har været træt. Nok især fordi jeg er stået tidligt op og har arbejdet over om morgenen. Min elskede har ikke haft meget fornøjelse af mit selskab om aftenen, for mangt en TV-avis har skinnet sit blå lys på mit sovende ansigt i sofaen.

I slutningen af året forrådte min krop mig lidt. Måske har jeg ikke været god nok ved den, for selvom jeg har kæmpet for at holde gang i træning og løb, har det bestemt ikke været noget fantastisk træningsår. Ihvertfald kunne min læge i december konstatere, at mit blodtryk var i overkanten af, hvad det burde være. Så så man lige min underkæbe ramme mit ene knæ med et klap, for det havde jeg ikke forventet. Her har jeg gået og blæret mig af mit altid mega-lave blodtryk (det har ligget på omkring 120/70), og så får man sådan en måling klasket i hovedet, som ser helt anderledes ud.

Jeg er ikke på piller, for lægen og jeg blev enige om at se tiden an en måned, og lave en række blodtryksmålinger igen, hen over en weekend. Så må jeg lige prøve at give den lidt gas med træning og være bedre ved mig selv, og se om det ikke giver pote - ellers står den nok på blodtryksmedicin fremadrettet.

Hvad angår kærligheden, har 2011 været et fint år. Min Bruno og jeg kunne fejre 10 års bryllupsdag i november, og jeg glæder mig stadig hver eneste dag over at dele liv lige præcis med ham.

Men vi bliver jo ældre. For i 2011 er mine børn blevet 15, 18 og 24 (!!), og mine søskende rangerer i år fra 51 (min smukke, unge storesøster) til 54 (min distingverede ældste bror). Jeg er den eneste i børneflokken, der endnu ikke kan mønstre et gråt hår i parykken (min frisør har tjekket uden held).
Min mor er lige her i julen fyldt 78, og det er jo ligegodt en sjat.

Der er også sket det sære, at print på mælkekartoner, risposer og i bøger er blevet mindre og mere gnidret i år. Derfor har man kunnet se mig med briller fra Tiger balancerende på næsespidsen, i forsøget på at modvirke denne mærkelige tendens. Jeg vil overveje at få et par ordentlige langsynsbriller i 2012, men indtil videre lever jeg i benægtelse. Og jeg garanterer, at så snart det er muligt, vil jeg stæse ned på den lokale øjenklinik og få fikset nær- og langsyn, lige så hurtigt som du kan sige "medarbejderobligationsudbetaling".

Så farvel 2011. Jeg ved ikke helt, om jeg nåede at komme til at holde af dig, men nu er du uomtvisteligt forbi. Du går derhen, hvor brugte år går hen for at dø, og jeg går ind i 2012 - lidt skeptisk, men fortrøstningsfuld, for 2012 er bare et smukkere tal end 2011.

Godt nytår - er du nået helt her ned til slutningen af blogindlægget, skal du sørme ha' en nytårshilsen med. Jeg ønsker mig selv og alle jer andre, at I har kræfter og overblik til at træffe de rigtige valg, så 2012 kan blive et godt år for os alle.

Over and out.

Livsnyderens selektive kropshukommelse

2011-12-30T14:07:00.000+01:00

Da jeg løb nede ved Lillebælt idag, var vandet næsten blikstille.

Måske var det bare det tunge tråd og det besværede åndedræt fra en vis motionist, der lavede de krøller, der var på overfladen.

Det fik mig til at tænke.

Jeg har tit hørt, at kroppen har sin egen hukommelse. Kroppen husker det, vi gør ved den, siger nogen. Det lyder lidt new age, og jeg ved ikke, om der er noget videnskabeligt belæg for det.

Uanset, så tror jeg at min krop har en meget selektiv hukommelse.

For hvorfor er det meget lettere for den at huske, hvor overvægtig jeg var engang (og stræbe efter at opnå den vægt igen), end at huske at jeg løb et halvmaraton for langt kortere tid siden? Dumme krop!

Efter dagens løbetur gjorde jeg mig umage for at huske den virkeligt gode fornemmelse jeg havde i min krop, mens jeg smed mit svedige løbetøj på badeværelsesgulvet og gik i bad. Den vil jeg gerne have at min krop husker på.

Livsnyderens indigoblå dag

2011-12-07T19:36:00.001+01:00

Det meste af tiden er jeg temmelig glad og ligevægtig. Mit liv er jo egentlig også vældig dejligt - jeg har en mand, jeg er meget glad for, jeg har et godt forhold til både hans og mine egne børn, og hvad angår mit job, er det vel ikke forbigået nogen, at jeg synes, at det jeg laver er sjovt.

Min økonomi er i orden, jeg bor et sted, jeg er glad for, og vi har fornøjelsen af at have gode venner, som vi kan grine og snakke og have gode oplevelser sammen med.

Alligevel er mit liv ikke altid lysegrønt. Der er nemlig også det indigoblå.

Det indigoblå sniger sig nogen gange ind i mit liv.

Der er altid en grund - og det er ikke fordi jeg er depressiv af natur, men det er som regel et sammenfald af forskellige ting - for eksempel kombinationen af travlhed, vintermørke og ting på privatsiden, som tynger - hver for sig er de til at bære, men tilsammen kan de stække smilebåndene på denne her ellers så letsindede livsnyder.

Lige nu kikker jeg ud fra det indigoblå. I behøver ikke bekymre jer for mig, for jeg er ok, og jeg passer på mig selv. Men der er ikke helt den samme glæde og energi som ellers. Livsnydere kan altså også have sorger og mørke timer. Eller, indigoblå timer.

Når jeg er i det indigoblå, tænker jeg alt for meget. Jeg bekymrer mig, og giver mig selv skylden for alt muligt lige fra vinterkrigen mellem Rusland og Finland og til finanskrisen. Eller noget i den stil. Jeg tuder på sagesløse veninder, og på min stakkels mand, når jeg skal forklare, hvad der er galt. Og jeg tuder ellers ikke ret tit, kan jeg oplyse om.

Dagene i det indigoblå er overskyede, og de stjæler min energi. Og selvom jeg forsøger at leve livet som normalt, kan jeg godt mærke, at jeg ikke er i stand til at give så meget som ellers. Når solen skinner, ser jeg det gennem det blå filter, inde fra det der hul, jeg er i.

Jeg kommer ud lige om lidt. Jeg skal bare være færdig med at snakke med mig selv, og finde ud af hvad jeg skal gøre for at finde mine ben igen. I mellemtiden er jeg lidt mere tyndhudet, træt og muligvis lidt mere stille end ellers.

I aften tror jeg bare jeg ruller mig sammen i sofaen, og går i seng så snart jeg kan slippe afsted med det.
Jeg kender en, som godt gider putte mig - heldigvis :-)

Livsnyderens halvhedenske jul

2011-11-27T21:37:00.001+01:00

Jeg kan godt lide jul, selvom jeg ikke er kristen.

Der er masser af ting at synes om:

Stearinlysene over alt i huset, som lyser op i mørket.
Lyskæderne i havens buske, som gør tusmørket kl. 16 lidt lettere at bære.
De lækre småkager, og hyggelige sammenkomster med gode venner.
God, hjemmelavet glögg, både den hvide og den røde slags.
Havregrynskonfekt!
Familien, der samles og hygger, spiser, spiller spil.
Fridagene og roen.

Jeg synes det er en dejlig, hyggelig årstid, selvom jeg fint kunne undvære gaveræset. Jeg synes det er svært at finde på gode gaveønsker, og jeg kender forbavsende mange, som har det på samme måde.

Vores juleaften er helt almindelig, med juletræ og julesalmer. Vi går ikke i kirke, og vi beder ikke bordbøn eller læser juleevangeliet. Salmerne har vi dog stadig - mange af dem er smukke, og minder mig om min barndoms skønne familiejul. Og når man elsker at synge så meget som jeg gør, er julesalmerne fine at samles med familien om.

En af de virkeligt gode ting ved julen er, at det er der, dagene vender og begynder at blive længere. Når jeg tænder kalenderlys og adventsstage, er det i virkeligheden nedtælling til det. I mit hoved, ihvertfald. Oprindelig var julen jo også en hedensk lysfest, og det er da i den grad værd at fejre, at mørket snart begynder at slippe sit tag og dagene snart begynder at længes.

Jeg glæder mig til lyset kommer igen - og i mellemtiden tænder jeg lys i mørket omkring mig.

(Her er min yndlingssalme - Blomstre som en rosengård. Det er det fantastiske kor X-tetten, som synger den - jeg er nr. 4 fra højre.)

Livsnyderen i det politiske hjørne

2011-11-25T14:37:00.001+01:00

I disse dage forhandles om et lovforslag, som jeg har ventet på længe.

Det er ikke fordi det ændrer min situation i det daglige, eller på nogen måde giver mig eller nogen af mine fordele.

For jeg taler om "starthjælpen", som blev indført af den tidligere regering - velsagtens for at Pia Kjærsgaard & Co. kunne glæde sig over at have marginaliseret småtbemidlede udlændinge endnu mere. Eller som det hedder på Pia-speak "motiveret dem til at integrere sig og komme i arbejde".

Starthjælpen blev indført i 2003 og er en barberet bistandsydelse, som gives til folk, som de sidste 8 år har opholdt sig 7 af årene udenfor Danmark, og som ikke kan forsørge sig selv. Det skulle, som nævnt, motivere udlændinge til ikke at hvile på den edderdunspude, som bistandshjælpen jo er (det ved alle, som Dolph siger), og i stedet gå ud og få sig et job. Og integrere sig, og spise frikadeller.

For vi ved jo alle sammen hvor fantastisk effektfuld negativ motivation er.

At starthjælpen ikke fungerede som det angiveligt var meningen, viste sig efter nogle år. Som forudsagt kom der ikke flere af målgruppen i arbejde - de blev bare mere marginaliserede og mere fattige, og når man er fattig, er det svært at få råd til sende ungerne til fodbold og spejder og den slags ... og så bliver de også dårligere integreret.

Alligevel lavede man ikke loven om.

Da folketingsvalget var på trapperne, var jeg meget splittet. Jeg er vist det, man kan kalde en borgerlig radikal (selv kan jeg godt lide udtrykket "social-liberal"), og absolut ikke nogen fan af hverken SF eller Enhedslisten (jeg er ikke så vild med statens overtagelse af industrien og den slags). Hvad angår Socialdemokraterne, føler jeg mig lidt mere i familie ... men jeg er aldrig blevet helt revet med af Helle Thorning.

Men de borgerlige partier kunne jeg altså ikke stemme på. Når jeg laver sådan nogen hvem-er-du-enig-med tests, står DF altid som den jeg er ALLERMEST uenig med - - og så er det jo lidt svært at gå ind for en regering, som er totalt i lommen på dem. For det følte jeg, at de var. Venstre kan jeg ellers blive enig med om mange ting, men den der uhellige alliance måtte jeg tage afstand fra.

Alligevel var jeg glad over valgets resultat. For vi fik Pia K. fra fadet, og en anden god ting var, at de Radikale havde et godt valg. Jeg tænkte, at hvis de kunne få det til at fungere, var det okay. Socialt hjerte med borgerlig økonomipolitik - det er lige op af min boldgade!

For et par uger siden hørte jeg i P1 en udsendelse om to danske kvinder, der begge levede på starthjælp, og det var simpelthen fortvivlende. Begge kvinder havde problemer, der forhindrede dem i at komme på arbejdsmarkedet - den ene var kommet hjem til Danmark med PTS (Posttraumatisk Stress) efter at have levet i udlandet med en voldelig ægtefælle.

Forestil dig at have 41 kr. om dagen at leve for. Min indignation blev gen-tændt! Heldigvis sluttede udsendelsen (som var optaget i august) med, at de ringede til en af kvinderne og fortalte, at en afskaffelse af starthjælpen var planlagt af den nuværende regering. Hun var så lykkelig, for nu kunne hun få råd til at købe de jerntabletter, lægen sagde hun skulle have, og hun kunne komme til tandlæge.

Jeg er så glad for at vi kommer af med starthjælpen, for den kan vi simpelthen ikke være bekendt. Jeg ved godt riget fattes penge - men den blev jo heller ikke indført som et besparende tiltag dengang.

Nu kan vi få ryddet op i nogen af de ting, der lever som forkrøblede bastarder af en V-far og en DF-mor i vores lovgivning. Væk skal de! Så kan jeg godt leve med at se Ole Sohn som Erhvervs- og vækstminister for en tid, selvom det kryber i mig. For slet ikke at nævne Villy Søvndal ... suk.

Det er store vaskedag, og så kan det være vi om 4 år kan få en regering hen over midten, når lov-bastarderne er aflivet.

Livsnyderen synes man er forpligtet

2011-11-23T17:53:00.001+01:00

Man har en forpligtelse til at tænke før man taler.

Og har man en ledende stilling har man også en forpligtelse til at tænke sig om, før man drikker sig bagstiv og siger til en ny-fraskilt kollega, "om hun ikke snart skal have en ny mand."

Sexchikane? Det ved jeg ikke. Det kommer helt an på konteksten, det er sagt i. Men dumt, plat og måske endda sårende - det synes jeg faktisk den kommentar er.

En minister (som godt nok ikke var minister dengang, men velsagtens noget ved musikken i partiet) med en sexchikanesag - ja, man kan vel glæde sig over, at han ikke er ligestillingsminister.
Lettere roe-lam må han ihvertfald være, når han åbner sit store gab og lader sådan en lummerhed slippe ud.

Værre endnu står det da næsten til med kommentatorerne på de onlinemedier jeg har set.
Besynderligt nok står mennesker i kø for at bakke op om platte-Carsten og fordømme hende, han (måske) har bagt på. For hun er garanteret selv ude om det, og sikke en sart snerpe. Hun skulle vist være blevet hjemme fra julefrokost, når hun er sådan en mimose.

Okay så.

Når vi som kvindelige kolleger går til julefrokost, skal vi altså tage det som en opfordring til mændene: "Kom og henstøn snapse-lugtende dumheder i mit øre, og rag mig lidt på låret."

Nej fandme nej. Skal nogen beføle mine lårbasser, skal det være pr. invitation. Ikke fordi "når hun nu er mødt op til julefrokost, må hun da også være lidt frisk!".

Endnu værre bliver det, hvis befamleren er en overordnet. Man tøver måske lige lidt mere med at give sin chef et solidt puf, hvis han bliver nærgående - vil måske gerne lige løse det i mindelighed. Måske lader man sine grænser overskride lidt mere.
Hvad er man for en chef, hvis man sætter sine folk i den situation??

Mine drenge kan ihvertfald vide sig sikre i forvisningen om, at jeg ikke kunne finde på at begynde at lapdance på dem, eller noget tilsvarende - og jeg er ikke engang chef, bare en simpel projektleder.

Men hvis kulturen er sådan, som det ser ud til på onlinemedierne, så er jeg jo bare en kedelig livsnyder. Eller noget.

Livsnyderweekend

2011-10-09T17:24:00.000+02:00

Åh, det har været en dejlig weekend!

Sprængfyldt med alle de gode ting, som gør livet værd at leve:

fremskridt i vores karnapværelses-projekt
hygge med ham, jeg elsker
løbe- og gåture
en spontan koncert i Det Bruunske Pakhus (Led Zeppelin-coverbandet Physical Graffiti)
mulighed for at sove indtil man ikke gider sove mere

...og så har vi lavet diverse forberedelser til vores forestående tur til USA. Printet billetter ud, tjekket det ene og det andet, snakket om hvad vi skulle pakke og så videre.
Hus-sitteren er booket, så der ikke er nogen der løber med vores hjem, mens vi er væk :-)

Der har været kaffedrikning i sofaen og hygge over lækker aftensmad, og masser af god snak.

Mine batterier er ladet op til en ny uge.

Jeg håber bare, at mit anfald af tinnitus fra gårsdagens koncert når at holde helt op! Jeg glemte ørepropperne ... dem husker jeg næste gang.

Den maskuline livsnyder

2011-10-08T16:54:00.003+02:00

Jeg er kommet igang med at løbe igen ... igen. Og det føles som om skaden, jeg løb (haha) ind i nogle måneder efter Lillebælt Halvmaraton i 2009, endelig er gået i sig selv.

For at passe på mig selv besluttede jeg at starter rigtig, rigtig forsigtigt op. Så jeg fandt dourun.dk's begynderprogram frem og kikkede på uge 1. Og så startede jeg i uge 4 (der er også grænser for HVOR forsigtig man skal være).

Lige nu er jeg igang med uge 7, og det går rigtig, rigtig godt. I vinter gjorde mit baglår ondt inden jeg var ude af Fasanvej, men jeg har endnu ikke mærket noget til det, så jeg håber det er væk for stedse.

Jeg har opdateret min løbegarderobe lidt. Jeg elsker at løbe i tights der går ned over knæene, men ejede kun et enkelt par. For nylig købte jeg to par mere, så jeg er godt med igen. Jeg har også, i forbindelse med vores vejfest, hvor der var kræmmermarked, købt min nabos meget let brugte nike løbejakke. Kæft den er lækker! Den kommer til at hænge på mig i hele lang-ærme-sæsonen.

Der er bare det, at min nabo altså er en mand. Og det er nok derfor den der løbejakke passer mig så super perfekt.

Jeg kan nemlig ikke ret godt med dame-løbetøj. Jo, dametights er fint nok, selvom jeg ejer både dame- og herretights. Men løbetrøjer og -jakker ... jeg er simpelthen ikke petite nok til de damestørrelser, de opererer i. En herrestørrelse løbetrøje i small eller medium passer mig meget bedre end en str. 40 eller L i damestørrelse - herretrøjen er lang nok, og bred nok over skuldrene og brystet. Og alligevel ikke løs alle de forkerte steder.

Efterhånden har jeg jo lært det nogenlunde. Og køber herremodellerne, fordi de simpelthen ofte passer mig bedre. Men så er der alle de der damemodeller, jeg har fået til diverse firma-arrangementer og kvindeløb. Selv i mine tynde perioder passer de mig ikke rigtigt - for når de så passer mig over skuldrene, er de alt for store ned over kroppen.

Jeg er åbenbart lidt maskulin i faconen, men jeg tager det ikke så tungt. Indtil videre har jeg endnu aldrig oplevet, at folk løb skrigende bort når jeg kom ind i et rum, og gift og moder er jeg da også blevet :-)
Jeg har faktisk også tit lyst til at gå ind i herrebutikker, for jeg synes tit at de jeans jeg ser der, er meget smartere end dem i damebutikkerne. Men jeg har ikke været modig nok endnu.

Måske kommer det :-)

Livsnyderen om held i uheld

2011-09-01T22:00:00.003+02:00

Min rare svigerfar er igen-igen på sygehuset med sin lungesygdom. Han lider af KOL - og han er en sej banan, som lider i stilhed. Men ind imellem må han ind og justeres i medicin, når det skralder for meget, og det har det gjort på det sidste.

Det er synd for ham, og for min svigermor, at han ikke har det godt.

Men der er lidt godt i sådan en dum situation. For i morgen henter Bruno nemlig sin mor, og så skal hun forkæles lidt hernede i weekenden. Det er rigtig længe siden de har kunnet besøge os sidst, fordi min svigerfar ikke kan holde til turen, så der er sket meget i huset, siden hun var her sidst.

Jeg glæder mig til at hygge om min søde svigermor!

Livsnyderen spidser valg-blyanten

2011-08-28T14:46:00.002+02:00

Så blev der for alvor fløjtet til valgkamp i fredags, selvom parterne da har været igang med opvarmningen uendeligt længe.

Jeg synes ikke det var et øjeblik for tidligt, for det virker lidt på mig som om der går lidt deadlock i tingene, når alle ved at der bliver folketingsvalg lige om lidt ... men ikke præcis hvornår.

Hjemme hos os bliver der snakket meget politik, hele året. Vi er ikke altid enige om alt, men vi kan godt lide at diskutere, og ungerne er efterhånden så store at de har meninger, og spørgsmål til os om, hvad vi mener om det ene, og hvad det andet i øvrigt betyder?

Jeg synes det er svært ikke at interessere sig for politik, og jeg har aldrig helt forstået hvad folk mener, når de siger "Jeg interesserer mig ikke for politik."

For den politik, der føres i et land, har jo indflydelse på vores allesammens liv. På hvor meget vi betaler i skat, på hvordan vores børn bliver passet og undervist, på udviklingen af det vejnet vi kører på i vores bil, og på alle mulige andre aspekter af vores liv.

Så jeg har altid interesseret mig fra politik, stort set fra jeg var gammel nok til at fatte, hvad der blev sagt i TV-avisen (altså ... det meste af tiden. Engang imellem kan det såmænd være uforståeligt nok, men jeg er ikke sikker på at det har med min fatteevne at gøre).

En af de ting, der faktisk først gik op for mig, da jeg var ret voksen, var hvor uendelig stor pris vi skal sætte på, at vi har demokrati, og dermed ret til at stemme. Måske var det i virkeligheden murens fald, det gjorde mig opmærksom på, at alle mennesker dybest set gerne vil have indflydelse på de beslutninger, der sætter rammerne om deres liv. Især hvis de har prøvet IKKE at have det.

Min dybe respekt for det demokrati vi har, udløser af og til lange og højstemte taler, med mine arme børn som tilhørere. De bærer dog over med det, for det betyder også, at hos os er en valgaften en festaften.

Der er sengetid for en tid annulleret, og familien samles om fjernsynet, hvor vi følger stemmetællingen, og snakker om valget. Det kan godt være, at nogle af os er skuffede når valgets resultat gøres op, men demokratiet betyder jo, at de flestes stemmer tæller. Og så er det alligevel en festdag.

Traditionen medfører også ostebord med kiks og et lille glas rødvin til de voksne. Der er en særlig stemning og hygge lige den aften.

Så vi glæder os til den 15. september - til en valgaften på godt og ondt, men især på godt.

Den klamme livsnyder

2011-08-26T13:47:00.003+02:00

For ikke så længe siden så jeg en dame, der skrev i en avis (eller et andet sted ... har faktisk glemt hvor) at mange har en uhygiejnisk uvane: nemlig at tage deres mobiltelefon med på toilettet.

Det spekulerede jeg noget over.

Jeg har nemlig ofte fået tiden under mit "morgentoilette" (som vi kalder det her - det, der trænger sig på når man har overstået havregrynene og morgenkaffen) med et spil Words eller en lille kabale.

Det var dog lidt svært for mig at se hvori det uhygiejniske bestod, eftersom mine fingre ikke havde foretaget sig noget væmmeligere end at trække mine bukser ned, før jeg berørte min iPhones glatte overflade. Og eftersom jeg efter endt "morgentoilette" lagde den i lommen igen, for derefter at gøre hvad man gør og herefter vaske hænder, må jeg indrømme at jeg affærdigede den hygiejne-bekymrede dame med et skuldertræk. For jeg regner faktisk ikke med, at min bukseknap og -linning er en væmmelig rede for livsfarlige bakterier.

Jeg havde egentlig næsten glemt det igen, da en diskussion på mit arbejde gjorde mig opmærksom på at jeg tog FULDSTÆNDIG fejl. Emnet var, hvor usigeligt klamt det er at læse blade på toilettet!! Jamen alle de bakterier!!

Her blev jeg lidt interesseret, for det kunne jo være, at nogen havde fundet på spændende anvendelser af ugeblade, som jeg hidtil ikke havde hørt om, men nej. Det er simpelthen så ulækkert at læse et blad på toilettet. Den blotte TILSTEDEVÆRELSE af et vandkloset er simpelthen nok, uanset hvilke nærmest overlægeagtige afvaskninger man udsætter sine hænder for efter endt ærinde.

Der er simpelthen luftbårne lortebakterier overalt på dit badeværelse! Da en kollega så sagde: "Jamen, står din tandbørste ikke derude?" endte diskussionen lidt. Jeg syntes det var en fantastisk replik, må jeg indrømme. Men jeg er da lidt bekymret.

Og jeg har slet ikke tid til at skrive mere. Jeg skal hen og overbevise Bruno om, at vi skal have installeret luftsluser udenfor alle vores (3) toiletter. Gerne med kemiske brusebade.

Livsnyderens bønner

2011-08-19T21:26:00.002+02:00

Som sædvanlig vejer jeg liiidt mere end jeg burde, nu hvor min sommerferie er forbi.

Så da vi skulle starte på arbejde igen - her for et par uger siden - snakkede vi om mad, og hvordan vi skal spise fremadrettet.

Nu er jeg så heldig at jeg har en mand, som OGSÅ bliver lidt for polstret engang imellem. Så vi snakkede om hvordan vi skulle have sat maden i system og gjort den lidt mere sund. Emnet "madplan" kom op. Vi har i perioder - lange perioder - lavet madplan en gang om ugen, og egentlig ELSKER vi det. Når den altså ER lavet.

For når vi har en madplan

står vi ikke ved køledisken 16.15 og ser desperate ud, fordi vi lige 1-2-3 skal finde på noget sundt, lækkert, varieret mad på vej hjem fra arbejde.
ender vi ikke med at spise det samme (med små variationer) 3 gange på samme uge.
kan vi købe stort ind EN gang, og så kun supplere med småting.
sparer vi tid, penge og bekymringer.

Problemet var bare, at få lavet den der sk*de madplan. Spørgsmålet "Hvad skal vi finde på?" var nærliggende.

Så da vi snakkede om mad og madplan og sundhed, der sidst i ferien, kom jeg op med en ide som jeg har gået og puslet lidt med, efter jeg havde læst en artikel i Samvirke engang i sommer.

Vegetarmad.

Ikke, at jeg synes vi skal blive vegetarer. Men der er rigtig mange gode grunde til at spise mindre kød. En af de rigtig gode er, at det er godt for miljøet. En anden er, at det er sundt at variere sin kost mest muligt - og at smide et par vegetarmåltider ind, er en måde at gøre det på.

Men den vægtigste grund var, at jeg trængte til at vi begyndte at tænke anderledes, og lave andre retter end vi plejer. Og så havde jeg set den her opskrift på rodfrugtbøffer, der bare så super lækker ud.

Bruno syntes det var en god ide, og han foreslog vi også indførte en fiskedag om ugen. Så det har vi gjort. Og jeg har investeret i en spændende vegetarkogebog - jeg må sige at jeg er begejstret!

For vegetarmad er lækkert. Lækkert og mættende, og det, at kød ikke er en ingrediens, giver bare en variation, som jeg synes er herlig. Det ville sikkert være det samme, hvis en livslang vegetar begyndte at spise kødretter et par gange om ugen.

Idag fik vi lima-bønner som var bagt i ovnen med en chilitomatsauce og cheddar over - tilbehøret var hjemmelavet tomatsalsa, og ditto hvedetortillaer samt guacamole. MAND, det smagte godt!

Jeg glæder mig allerede til at prøve den Chili sin carne, som er i kogebogen - hvor kødet er erstattet af forskellige bønner. Jeg elsker bønner :-) ... og det er endnu en glimrende undskyldning for at lave guacamole.

Noget af det lidt sære er, når jeg nævner at vi er begyndt at spise mindre kød. Så er der altså nogen, der bliver helt stødte, og nærmest sure over det. "Skal I nu til at være vegetarer? Bilder I jer ind at det er sundt? Ja, JEG kan ihvertfald ikke undvære.... (indsæt selv en eller anden slags kød)."

Nej ... vi skal IKKE være vegetarer. Og vegetarmad kan naturligvis både være sund og usund - der er en hel, lækkert udseende og fedende afdeling i vegetarbogen om desserter.

Vi er IKKE gået i new-age mode og tror på krystalhealing og sære vibrationer i vand. Vi er stadig skeptikere til kernen.

Vi vil bare gerne spise mere varieret - og med de nye vegetarretter kunne man godt sige, at mine bønner var blevet hørt...

Livsnyderen bruger børnearbejde

2011-08-09T19:21:00.003+02:00

Inden sommerferien snakkede jeg lommepenge med Kristian. Han har altid haft masser af penge på kistebunden, men på det sidste er han begyndt at få lidt mere forbrug. Han er blevet ældre, og det kan man jo se - også hvad det angår.

Så vi blev enige om, at her efter ferien skulle hans lommepenge sættes op - mod at han skulle lave lidt mere i huset.

Og han kan jo sagtens. På det sidste har jeg fundet ud af, at han faktisk har hænderne skruet rigtig godt på. Ham kan kan fint sætte til at hjælpe til, når der skal skæres og skrælles, ryddes op og ordnes.

Igår startede jeg på arbejde. Kristian skal først i skole på mandag, så da jeg tog på arbejde, lagde jeg en seddel til ham - han skulle tømme opvaskemaskinen (plejer han nu også at gøre helt uopfordret) og hænge vasketøj op.

Og da jeg i dag stod i kælderen for at tage vasketøjet ned, måtte jeg konstatere, at det er han faktisk god til. Også det.

De bliver jo store, de unger. Bodil tager kørekort, og Kristian er en næsten voksen ung mand. Og det er jo "de små" vi her snakker om. Det er lidt underligt, men det er godt nok også dejligt!! Jeg er slet ikke i tvivl om, at Kristian bliver hver en krone af sin "lønforhøjelse" værd.

Livsnyderen spekulerer på hvordan

2011-08-06T12:20:00.002+02:00

Nu har jeg lige straks brugt hele min 3 ugers ferie op.

Den har været god! En uge i Østrig, med lidt blandet vejr, men med udelt skønhed i omgivelserne, og med dejligt selskab af mine to yngste poder samt min bedre halvdel.

Vi har vandret, badet, shoppet, kørt bil, og haft den ondeste krig kørende i "500" - og andre spil.

Så kom vi hjem, og da jeg var færdig med alt vasketøjet efter et par dage, holdt det op med at regne - og blev lækkert, varmt, dansk sommervejr. Så der blev drukket caipirinha i haven og grillet alverdens ting på grillen.

I denne sidste uge af ferien var min mor på visit. Det var hyggeligt - ikke mindst en tur ned på den engelske (kun for voksne damer) med tjekkisk øl og pubmad til frokost.

Igår vred vi alt ud af den sidste feriedag! Bruno, Andreas og jeg var i Vejle, hvor vi til Andreas' store fryd så Claus Elming (spørg mig ikke ... jeg synes han er liiidt irriterende) og Dennis Ritter (kan jeg så LIDT bedre forstå) for ikke at forglemme en LIDT træt Chris Anker Sørensen, som trods sin ikke særligt top-agtige placering på konge-etapen af Post Danmark Rundt (for det var den, vi besøgte) fik dagens største bifald alle 4 gange han kørte op ad Kiddesvej. Det er tilsyneladende hårdt at blive far!

Ovenpå den hårde eftermiddag valgte vi at lade Katia stå for aftensmaden. Det var som altid en herlig pasta-oplevelse, og vi gik mætte og glade hjem.

(Vi er vilde med Katias pastaretter. Det værste er at vælge hvilken en, man skal have ;)

Idag er det lørdag, og helt faktuelt er det ikke ferie mere .... bare weekend :-(

Andreas har taget toget og er på vej hjem til Aalborg, så om lidt vil jeg strippe lagner mv. af sengetøjet i gæsteværelset og lade det gå i dvale igen, indtil nogen kommer her på overnattende besøg.

Jeg vil have vasket i bund, strøget strygetøjet, og jeg vil forsøge mentalt at forberede mig på at skulle være arbejds-agtig igen.

Nu har jeg dasket rundt uden sko, make-up og BH i store dele af de sidste 3 uger, og mit hår har ikke set et hårprodukt i ugevis. Kan jeg overhovedet finde ud af at tage pænt tøj uden hængerøv på? Kan jeg ramme vipperne med min mascara (joooh det kan jeg nok ... jeg testede faktisk igår)? Kan jeg finde ud af at være professionel, planlægge og estimere, orientere mig i opgaverne? Har drengene snorksovet i mit fravær, så jeg kommer tilbage til en katastrofe (= ingen fremdrift de sidste 3 uger)? Er der opstået uforudsete problemer?

Kan jeg komme igennem en hel arbejdsdag uden at kaste mig i en sofa 10 minutter med en bog? Kan jeg overhovedet få øjne før kl. 8.30??

....mon ikke jeg finder ud af det, selvom det virker lidt uoverskueligt. For jeg glæder mig også. Det bliver dejligt at se kollegerne igen, og selv køreturen til Silkeborg glæder jeg mig til - det der frirum med lydbog og kaffe op gennem det midterste af Jylland.

Lige nu har jeg en halv lørdag og en hel søndag, hvor jeg bare skal nyde at det er sommer, og at jeg egentlig slet ikke er ked af at skulle afsted mandag morgen.

Selvom jeg da godt lige kunne ha' brugt et par feriedage mere.

Livsnyderen om at leve lykkeligt til sine dages ende

2011-07-05T21:33:00.002+02:00

I aften faldt jeg om i sofaen og faldt ind i et tv-program, hvor konceptet er, at et ungt par skal giftes - og manden skal planlægge det hele! *GISP!*

Underforstået: Det er jo en katastrofe - for kvinder vil jo bestemme det hele, og begrebet Bridezilla har ramt de danske kyster fra USA, hvor det helt sikkert er opstået.

Et af de første klip, der blev vist, var bruden der sagde "Ja, du skal jo rigtigt ned på knæ, for ellers vil jeg ikke giftes med dig." Og det så ud som om hun mente det. På trods af at hun allerede HAVDE taget valget om at leve sammen med manden, og også havde et barn med ham.

For det skal jo være på den rigtige måde. Min måde.

Sjovt nok viste det sig at bruden blev glad og positivt overrasket over det helt alternative arrangement, som gommen arrangerede. På trods af bombastiske udtalelser omkring at hun ikke ville giftes med ham, hvis kjolen var fra Lilly, og meget andet. Så blev hun glad og rørt, og nød dagen, som han havde gjort sig umage med at planlægge.

Ellers levede hun da godt op til den der gængse nu-er-vi-flyttet-sammen-så-jeg-bestemmer stereotyp, hvor mandens akvarier røg som det første ("De er jo grimme, og passer ikke til mine guld-buddhaer") og hun "vidste hvordan hun ville have det" - hvad angik alt fra boligindretning og til hvad de skulle foretage sig på ferier.

Og manden smilede bovlamt og tamt, og lignede et kastreret æsel. Aj, det gjorde han ikke, han var da en nydelig mand, men altså lidt kastreret i det.

Så det var bare sådan en pudsig ting at opleve, hvor positiv hun var, den der pige, som blev gift i en Lilly-model (som hun syntes var smuk) i en kirke (hun ville giftes på rådhuset) med en efterfølgende fest på Danmarks Akvarium (hun ville gerne ind i Cirkusbygningen, og havde ikke noget "forhold til fisk"). Glad og smilende og stolt og glad for sin perfekte bryllupsdag.

Hvad er det så, der gør at nogle kvinder tilsyneladende forvandler sig til parforholds-zilla'er - for det er jo ikke bare når der skal holdes bryllup, at nogle kvinder opfører sig som maniske hærchefer midt i en stillingskrig?

Jeg forstår det ikke, og jeg kender ikke årsagen. (Og jeg er jo naturligvis altid totalt zen og i balance)

Jeg kunne godt små-filosofere over, at det kunne være fordi kvinder idag både skal være perfekte mødre, elskerinder og have perfekte karrierer imens de lige smækker en gang speltboller til børnehavestuen sammen, mens de læser op på tantra-sex og forbereder sig til en 10 km løbetur med indbyggede intervaller. Men ret beset ved jeg det ikke, og fatter ikke en bjælde.

For de virker jo ikke lykkelige, og mændene bliver sq da heller ikke gladere over at blive fortrængt til lokummet, fordi deres hyggeværksteder er inddraget i samtalekøkkenet.

På den anden side er der så meget, jeg ikke forstår, fordi jeg er født med et halvt y-kromosom et eller andet sted i min ellers pænt feminint buttede krop. Eller fordi jeg er en halvgammel krage efterhånden, som ikke fatter hvordan det står til med nutidens mænd.

I så fald er jeg glad for min model 1959. Han er ikke sådan at bosse rundt med, har jeg fundet ud af.

Med mindre jeg beordrer ham til at smide sig i sofaen og se Tour de France. ;)

Livsnyderen funderer på en lørdag

2011-06-11T10:25:00.002+02:00

For nogen tid siden blev jeg ringet op af en blogger, som jeg snart gennem mange år har udvekslet kommentarer med, og som jeg ind imellem har haft en-til-en kontakt med på nettet.

Det var en sjov og rar overraskelse, for hun er en dejlig dame, med masser af vinkler på alt muligt.

Hun var dog lidt bekymret for mig, fordi jeg skriver sjældnere, og fordi hun syntes at mine indlæg virkede lidt for rosenrøde - for kunne det passe, at alting bare er så godt her, i min ende af den rigtige verden?

Det tænkte jeg længe over, og siden da har jeg ind imellem funderet over det.

Og jeg må bare erkende - jo, det er det. Mit liv er virkelig uden de store knaster og relativt frit for weltschmertz.

Jeg er sammen med en mand, som gør mig lykkelig morgen, middag og aften. Selv når han ikke er her (som nu - han er på cykletur på Söderåsen i Skåne) gør det mig utroligt glad at se hans ansigt for mig og tænke på, at han kommer hjem engang i aften. Vores samliv er lykkeligt, gensidigt givende og - beklager - fuldstændig uproblematisk. På de godt og vel 10 år vi har boet sammen, har vi nok skændtes 2 gange.

Vi er ikke altid enige om alting, men vi rummer hinanden med kærlighed og finder løsninger.

Mine børn er vokset op til at være dejlige voksne og næsten-voksne. Når man har sammenlagt 5 børn (3 biologiske og 2 tilgiftede) er der selvfølgelig bekymringer - men ikke af en karakter, som holder mig vågen om natten. Mine biologiske børns far har jeg et venskabeligt og godt forhold til, selvom det da i perioder ikke har været så let som nu.

Min øvrige familie har jeg det godt med. Og ja, vores forældre er ikke nye mere - de er alle i 70'erne - og sygdom og alder giver naturligvis bekymringer, det kan ikke undgåes. Men vi har det godt med hinanden, alle sammen. Min mor er heldigvis rask for en dame på 77, og klar i hovedet som de færreste der er 30 år yngre kan prale af. Min svigermor er noget af det sejeste og mest positive jeg kender, selvom min svigerfar i perioder har det meget skidt - han har KOL, som jo er ret invaliderende.

På jobbet trives jeg som aldrig før. Jeg elsker det jeg laver, og holder oprigtigt af mine nærmeste kolleger - gutterne i teamet. De er søde, sjove og dygtige mennesker, som tydeligvis godt gider gi' den en skalle, og vi har det hyggeligt samtidig med at vi får lavet en masse. Også en masse spas :)

Jeg bor i et dejligt hus, som min elskede og jeg selv har valgt og som vi sætter i stand, og jeg nyder at være tæt på byen og livet der. Jeg er vild med de små, hyggelige pletter i vores lille have (f.eks. formiddagssolen på terrassen ved køkkendøren, som jeg lige nu nyder godt af). Vores forhold til naboerne er godt og fredeligt.

Selv min bil gør mig lykkelig :) Når jeg henter den i P-huset efter en arbejdsdag, smiler jeg til den, når den med lygteblinken hilser mig velkommen. Så giver den mig en dejlig, komfortabel køretur, hvor der er serveret kaffe (hvis jeg altså lige har husket at lave det, inden jeg gik ned til den) og der bliver læst historier (det bedste er Jo Næsby, læst højt af Bent Otto Hansen - han har en SKØN oplæserstemme). Køreturen går gennem smukke hedelandskaber, og føles faktisk ikke længere særligt lang.

Jamen for søren. Jeg tænker af og til som førnævnte blogger, at jeg da er blevet totalt lalleglad og tilfreds med alt for lidt, men når jeg tjekker efter, synes jeg bare jeg har utroligt meget. Inklusive alle muligheder for at forbedre mit liv og mig selv endnu mere.

At jeg tilmed er heldig at være sat på jorden med et lyst og optimistisk sind, gør nok ikke sagen bedre. Eller måske gør den - for mig.

For jeg ER så tilfreds, og mit liv ER så godt. Der vokser ikke et farvekoordineret blomsterflor i min have, og mine hverdagstallerkner er stadig de kedelige hvide som vi købte i en stor kasse med 12-af-hver da vi flyttede sammen. Mine havemøbler skaller af (så de er lidt for sent blevet shabby chik) og jeg burde tabe et eller andet sted mellem 5 og 10 kg. (men jeg gider ikke). Det roder i min reol, og min lillebitte græsplæne trænger til at blive slået. Mit nuværende strikketøj har været igang i et halvt år, og er kun halvt færdigt.

Men jeg har det ret fint. Livet er godt.

Også når jeg mærker efter helt ned i maven.

Livsnyderens lørdagseventyr

2011-05-15T10:44:00.008+02:00

Engang imellem tager Bruno og jeg på eventyr.

Altså ikke sådan de store, episke eventyr - bare nogle små nogen, hvor man ser det store i det små. Og sådan et var vi på igår.

Vi har et hold bekendte, som ynder at tage på vandreture, og det lyder meget, meget hyggeligt og dejligt! Så vi har snakket lidt om, at det kunne vi også godt tænke os. Men man skal jo starte i det små - især når man som Bruno har en dum diskos i ryggen man skal tænke på. Så igår havde vi planlagt en lidt længere gåtur på Addit Næs, ikke så langt fra Silkeborg. Bruno har cyklet deroppe, og er meget begejstret for terrænet, og han havde et fint 4 cm kort, som vi kunne bruge deroppe i skoven.

Igår morges pakkede vi en rygsæk, da vi var færdig med morgenmad og andre gøremål, og hoppede i bilen. I Brædstrup stoppede vi ved bageren og købte en hindbærsnitte (nam nam), og snart var vi ude på nogle MEGET små skovveje. Heldigvis vidste Bruno hvor vi var, så han fik parkeret automobilet, og så gik den ud af skovveje over stok og sten.

Vi gik ca. 10 km på Addit Næs (jeg havde glemt at lade min Garmin, så den døde efter 7 km), og vi mødte kun få mennesker undervejs - skovfogden og en enkelt kondiløber. Man må sige, at det er noget anderledes end at gå på Trelde Næs eller i Kongebroskoven, hvor man nærmest skal have færdselsregler for at håndtere de mange gående, cyklende og løbende.

Undervejs fandt vi et hyggeligt sted, hvor vi lige satte os og drak kaffe og spiste vores snitte, mens vi kikkede på en lille bæk, hvor vi kikkede på vandløbere, snegle og andre smådyr. Der var også en myg, som gerne ville i kontakt med Bruno, men han var ikke særligt interesseret.

Tilbage ved bilen igen kørte vi lige et par kilometer op til Klostermølle, ikke langt fra Gl. Ry. Her gik vi igen et par kilometer eller 3, måske - op på et højdepunkt, som hedder Sukkertoppen.

Det er virkelig en naturoplevelse at gå deroppe! Det er et stort område, og Bruno påstod at han kunne lave 10 tilsvarende gåture deroppe, hvor man ikke gik på de samme stier. Og det var smukt, afvekslende, og dejligt u-overrendt. Man føler lidt mere, at man er ude i naturen, når der ikke er hundeluftere og kondiløbere for hver hjørne man drejer om :-)

Til gengæld var der alt muligt andet at se på ... store, vidtfavnende udsigter, med træer i alle nuancer af grønt. Små, rislende vandfald, og masser af smukke søer, som lå og gemte sig mellem de mange træer. Steder, hvor skoven pludselig lukkede sig op, og blev til hedelandskab.

Og så snakker man så godt når man går. Vi fik talt om alt mellem himmel og jord, og ikke mindst fabuleret om alle de steder, vi gerne vil vandre. Vi fik planlagt en weekendtur i kano på gudenåen, og vandreture fra hytte til hytte i Sverige ... og meget andet.

Det er i den grad value for money, sådan en gåtur. Vi gav 28 kr. for et par hindbærsnitter, og så havde vi kaffe, vand og et par colaer, som Bruno omhyggeligt havde viklet i vådt avispapir, så han kunne overraske mig med en kold cola på det helt rigtige tidspunkt, med i rygsækken. For det fik vi en skøn naturoplevelse, motion (ja, for flere timers gang - i alt vel 12-14 km er vel en slags motion), og kvalitetssamvær med hinanden.

Dagen sluttede vi af med at køre til Silkeborg og spise græsk mad. Jeg har jo min daglige gang i byen, og havde spottet at der lå en græsk restaurant ved navn Zorba (jeg tror der er en lov, som siger at græske restauranter SKAL hedde Hellas eller Zorba), som jeg godt kunne tænke mig at prøve. Der fik vi sen frokost/tidlig aftensmad: 8 mezes (småretter) og til dessert chokoladekage med vanilleis. På trods af chokoladekage kunne vi nu godt smage hvidløg fra den virkeligt gode tzatziki, da vi kørte hjemad. Det var super lækkert mad (naturligvis med en Mythos øl til), og jeg spiser gerne derinde igen.

Det var en dejlig dag. Den var godt brugt, og igår aftes kunne vi godt sidde roligt i sofaen og slappe af :)

Musik med morgendis og skæve harmonier

2011-05-11T21:15:00.002+02:00

Da jeg havde fødselsdag (inden jeg blev syg - og nu er jeg i øvrigt stort set rask igen!) fik jeg en cd i fødselsdagsgave af Bruno.

CD'en var Agnes Obels debut-album, og den har bare kørt rigtig mange gange siden.

Måske så I Agnes Obel i P3-guld - eller var det zulu-awards? - hun fik ihvertfald en eller anden pris for bedste debut-album, og optrådte med sangen Riverside. Missede du det, så du måske X-factor, hvor de rødhårede tvillinger optrådte med samme sang - smukt, men ikke så smukt som originalen.

Det er et ret specielt album. Obels bløde stemme akkompagneres bl.a. af et meget klassisk-lydende klaver, og i et af numrene er det harpemusik, som bærer den musikalske puls.

Der er sære, skæve harmonier, som får mig til at tænke på kølig tåge over en engelsk hede, og der er helt specielle rytmiske konstruktioner - og alt i alt giver det et helt unikt album, hvor jeg bliver ved med at finde nye, spændende detaljer.

De sidste dage har Obel leveret soundtrack til morgensol over Vejle Fjord, og hun har båret mig ud over den midtjyske hede og hjem. Jeg er sikker på at jeg kører lidt roligere, når jeg lytter.

Livsnyderen lærer en lektie

2011-05-02T21:48:00.002+02:00

Man skal ikke være kæphøj.

Nu er jeg på ingen måde overtroisk - ellers kunne jeg godt have sunket en ekstra gang og ærgret mig over, at jeg i lørdags erklærede mig rask med flyvende fanfarer og truttende trompeter.

Det. Er. Jeg. Nemlig. Ikke.

Søndag blev en skidt dag, og idag gik jeg til læge igen og lod ham høre min rasle-hoste. Han lyttede lidt med stetoskopet, og så fik jeg en recept på noget penicillin.

Så NU bliver jeg snart rask.

Blev der sagt.

Livsnyderen lever!

2011-04-30T18:45:00.002+02:00

Igår var jeg faktisk i tvivl om jeg ville blive klar til arbejde på mandag.

Jeg var faktisk lidt i tvivl om jeg NOGENSINDE ville blive rask igen (okay, jeg var LIDT ynkelig ... indrømmet).

Jeg hostede og var dødtræt og kunne ikke rigtig fornemme bedringen nogen steder.

Idag er den heldigvis tydelig.

Jeg er stadig træt. Jeg hoster stadig lidt, men lungerne bliver dernede hvor de hører hjemme. Og jeg havde ligefrem overskud til at tage rigtig tøj på idag (noget som ikke var hængerøv og stræk) og gå med Bruno ned til den gamle Kemira-kontorbygning og se udstillingen om Fredericia C.

Vi har nemlig en lille ny på vej her i byen ... bydel, altså! Vi slap for nogle år siden af med en stor, beskidt gødningsfabrik som lå midt i byen, ned mod vandet - og der skal være en lækker, ny bydel, med boliger, butikker, grønne områder ... det er SÅ spændende, og jeg glæder mig til at se "den lille ny" tage form lige midt i min by.

Og en række forslagsstillere har givet deres bud på, hvordan det kunne sættes sammen - og det kan man så gå ned og kikke på i disse dage.

Vi var enige om, at vi godt kunne se os selv i en lækker lejlighed dernede om 20 år, når vi nærmer os pensionsalderen (hvad den så måtte være til den tid). Det er bare rigtig spændende - og vildt dejligt at komme udenfor matriklen og se lys og andre mennesker igen :)

Da vi kom tilbage, fik vi en kop kaffe, og så en film på tv (dvs. Bruno så film, jeg så de første 10 min. og faldt prompte i søvn i sofaen - helt frisk er jeg altså ikke).

Nå - pointen var egentlig bare, at jeg er i live stadigvæk. Og snart kørende på fuld kraft igen :)

Livsnyderens ømme hostemuskler

2011-04-27T09:41:00.003+02:00

Mens solen har skinnet over et sommerligt Danmark her i påsken, har jeg hostet, snottet, nyst og haft ondt i halsen.

Feber har jeg også haft, og selvom jeg ihærdigt har forsøgt at hhv. ignorere og kurere mig selv med positive tanker og selvforkælelse, har det ikke hjulpet alverden. Jeg nærmer mig ugedagen for det tidspunkt hvor jeg sagde: "Jeg tror jeg er ved at få en rigtig sommerforkølelse."

Nu er jeg sygemeldt på 2. dag, og lige pt. er der ikke meget der tyder på at jeg kommer på job imorgen - jeg har det nemlig ikke udpræget bedre end igår. :-(

Jeg overvejer dog at gå ned til lægen idag, og få tjekket min hals - det er den, der synes at være det slemmeste sted. For et par dage siden var jeg nervøs for min hoste - men den er taget lidt af og har efterladt mig med et stor-ømt mellemgulv.

Tilsyneladende skal der tages revanche for, at jeg kom gennem vinteren uden en eneste influenza - hrmpff! Jeg er ikke en særlig tålmodig patient, og det værste er, at jeg er nødt til at begrænse min læsning, mit tv-kikning og mit pc-brug temmelig meget, for ellers bliver den milde hovedpine der følger med influenzaen til en tung, dunkende sag - i værste tilfælde en slem migræne.

Så jeg tusser lidt rundt, sover lidt på sofaen, sidder lidt i skyggen udenfor, læser en lille smule, tusser lidt rundt igen, åbner pc'en et kvarter ... og sådan går en hel dag, for hvis jeg laver noget der er hårdere, er jeg gennemsvedt og træt som et alderdomshjem. Der ryger en del the og med jævne mellemrum et par panodiler ned - og panodilerne følges som regel af hedestigninger, et sikkert tegn på feber, der slåes ned.

Det er forfærdeligt kedeligt, og jeg ville meget hellere på arbejde :-( men jeg må bare være tålmodig og blive rask. Det er nemlig også en smitsom sag, tilsyneladende - Bodil blev syg i weekenden, og Bruno har måttet give op og tager hjem fra arbejde idag med samme symptomer som jeg har.

I det mindste var jeg rask de tre dage op til påskeferien, hvor jeg holdt fri. Der havde jeg nogle hyggelige, dejlige dage med mine to yngste, og nød solen og haven til fulde.

Nu vil jeg bare gerne være rask igen. En uge er nok. Skal vi ikke bare aftale det så?

Livsnyderen gør status på en lørdag morgen

2011-04-09T10:16:00.003+02:00

Børn-i-huset-status: 2 ud af 3 til stede, en sovende på værelset med kæreste

Ægtemandsstatus: 1 stk kaffedrikkende lækkermås siddende ved spisebordet

Husstatus: Nogenlunde rent, omend noget rodet

Vejrstatus: Solskin og ikke meget blæst

Havestatus: Trænger voldsomt til en forårshånd

Humørstatus: Mild og glad, med en sær trang til havearbejde (det sidste sker IKKE tit)

Jeg må vist ud i den have idag. Havemøblerne skal frem, og jeg har allerede plaget Bruno med forespørgsler om hvorvidt vi har algefjerner i huset. Han så lidt træt ud, for han forestillede sig allerede at han blev sat i arbejde :D

I skrivende stund rejser han sig og går i kælderen. Hans planer går vist mere i retning af at få samlet sin cykel, så den kan komme ud og køre en tur i det gode vejr - og det skal der sørme også være plads til.

Mon ikke vi når alt det, vi skal idag?

Livsnyderens op- og nedture

2011-04-07T16:52:00.002+02:00

Det går lidt op og ned på jobbet for tiden.

Siden vi lancerede i februar, har stort set alle mine gutter været lånt ud til et andet projekt, og jeg har sammen med en enkelt rundet af og fikset de småting som altid dukker op, når man har sat noget igang.

Og så har jeg haft sådan nogle spadestik-opgaver.

Dvs. jeg har fået stukket nogle meget overfladisk beskrevne opgaver, og er blevet bedt om at grave spadestikket dybere. Typisk på nogle ting, hvor jeg ikke selv har den viden, det kræver.

Nu er det sådan, at vi på Bankdata tit kombinerer analyse- og projektlederrollen. Selvom det ret beset er to forskellige ting. Jeg kan sagtens lave analyse - jeg har gjort det før, og det plejer at virke. Men jeg må nok erkende, at analyse er ikke lige det, jeg tænder på. Det er den ANDEN rolle - den med projektledelse - jeg synes er RIGTIG sjov.

Så det har dælen dulme været op ad bakke med de der analyseopgaver, og jeg har haft LIDT en tendens til at kaste mig over alle mulige ANDRE opgaver uden smålig skelen til prioritering og den slags kedelige ting. Men i sidste uge besluttede jeg at NU skulle det være - når jeg havde torsdagens projektafslutning (en herlig begivenhed indeholdende en procesevaluering, en drabelig dyst i gocarts, en god middag med herlige vine på Radisson i Silkeborg i selskab med 5 drenge i alderen 28 - 48) overstået, ville jeg simpelthen kaste mig FRÅDENDE over mine analyseopgaver.

Og så har det altså bare været en produktiv uge. Især idag har jeg fået sat håndtag på og gang i nogle opgaver, det føles bare RIGTIG godt. Imorgen tager jeg igen en ordentlig bid - jeg skal arbejde hjemmefra (lige bortset fra at jeg skal en tur til frisøsen og have organiseret min efterhånden temmelig høstak-agtige manke), og jeg regner med at have ultra-meget tjek på tingene, når jeg møder mandag morgen.

Typisk mig. Jeg er altid pletvis effektiv - sådan fungerer jeg bare. Og måske trængte jeg bare til at dalre lidt, for de første par måneder af året (og den sidste af det gamle) var bare monster-travle. Altså ... det er jo ikke fordi jeg ikke har LAVET noget .... jeg har nok bare ikke liiige kunnet tage mig sammen til at få hul på førsteprioriteterne.

Skaden er dog til at overskue, for der går nogle uger (tidligst primo maj) inden jeg får mit team tilbage fra udlån. Og til den tid regner jeg med at have masser af guf de kan kaste sig over.

Jeg er nemlig hurtig. Og effektiv. Det meste af tiden.

Nåmen - hovedårsagen og budskabet med dette indlæg er: DAMN det føles godt, når det "spøgelse" der ligger i hjørnet af mit skrivebord efter en ihærdig indsats på et par dage indtager helt menneskelige dimensioner :-)

Synes bare lige jeg ville dele ;o)

Firsertanker

2011-04-03T20:52:00.002+02:00

For en uges tid siden hørte jeg en gammel sang i radioen.

Helt præcis var den fra 1981 - det år, hvor jeg blev 15, og startede på gymnasiet.

Sangen vakte minder om en helt anden tid, hvor jeg var yngre og verden var anderledes - og de sange, man hørte og dyrkede lød på en anden måde, end de gør nu.

Den hed "Vienna" og var med et britisk band, Ultravox. Soundet var køligt, tåget, blåtonet - distanceret og lidt håbløst.

Og sådan husker jeg også lidt den tid.

Ikke fordi jeg havde en trist og forfærdeligt barn- og ungdom, for det havde jeg ikke. Men jeg kan godt huske de der tidlig-firsere, hvor musikken var ekstrem (i den modsatte ende af skalaen fandt du punkmusikken), arbejdsløsheden enorm og den kolde krigs lammende trussel en realitet.

Et af mine yndlingsbands var danske Malurt, der sang om "Neonsolen" - a-bomben, som ville gøre det af med os allesammen, og hvordan vi bare skulle leve i nuet og elske, for lige pludselig kunne vi være væk.

Så det var de fakta, vi levede med. At vi kunne uddanne os til arbejdsløshed, hvis ikke krigen ville bryde ud og gøre en ende på menneskeheden. Det lyder dramatisk, men i mit hoved (og sikkert også i andre unges) var det noget, vi forholdt os til.

Vi var generationen, som der ikke var brug for, og som måske aldrig ville nå at blive gamle.

Og pudsigt er det jo så, at jeg faktisk aldrig har været arbejdsløs, og nu hastigt nærmer mig min 45 års fødselsdag.

Men jeg forstod de der sange - både Malurts atomkrigs-lyrik, Ultravox's kolde, håbløse toner, og Clash' opfordringer til oprør. For det var tiden.

Måske var alt dette også medvirkende til, at så mange af mine jævnaldrende knækkede. En veninde røg ind og ud af psyk, led af spiseforstyrrelser og ville nogen gange dø. En klassekammerat - en fyr - stod helt af mentalt. Jeg mødte ham en sen eftermiddag ved skolen (jeg havde været til kor), hvor han bare stirrede glasagtigt på mig, da jeg spurgte hvad han lavede der på den tid. Få dage senere blev han indlagt på den lukkede, hvor jeg i øvrigt stødte på ham, da jeg besøgte min veninde, der på det tidspunkt var indlagt også.

Jeg selv? Jeg klarede mig. For et par år siden læste jeg min dagbog fra dengang, og blev lidt forskrækket. Idag havde der nok været en AKT-medarbejder eller en skolepsykolog der havde spottet mig, for det, jeg læste, lugtede af depression. Ihvertfald efterlod gymnasieårene mig trist, udmattet og forfærdeligt skoletræt, og trods mit ret gode intellekt valgte jeg den kortest mulige uddannelse - for jeg orkede simpelthen ikke at tænke på et længere studium.

Tristheden voksede jeg fra. Og den kolde krig sluttede. Men jeg gad vide hvordan det ville have præget mig, hvis jeg havde været 10 år ældre, og var vokset op i 70'erne i stedet?

Livsnyderen møder livsklog powerprinsesse

2011-04-02T11:07:00.003+02:00

Jeg har hørt, at der findes et særligt sted i helvede for kvinder, som ikke hjælper hinanden.

Nu kunne jeg godt tænke mig at udskifte "kvinder" med "mennesker" ... men der er jo en del sandhed i det.

Lone "Powerprinsesse" Rasmussen kommer nok aldrig til at kende det der særlige sted i helvede, for hun har faktisk viet sit liv til at forsøge at lære andre kvinder at elske sig selv og få det bedste ud af den værdi, de selv repræsenterer.

Jeg læste hendes bog "Fra pæn pige til powerprinsesse" sidste år, og var helt vild med hendes tilgang til det. For når hun fortæller, er det enkle principper og på et grundlag, som baserer sig på personlige erfaringer frem for tillærte teorier.

Meget af det, hun er kommet frem til, er erfaringer, jeg også selv har gjort mig, og da jeg gik til foredrag med hende tidligere i denne uge, var det ikke fordi jeg regnede med at lære en hel masse nyt. Men efter at have læst bogen lovede jeg mig selv, at jeg ville gå ind og se Lone live, hvis jeg fik chancen.

Så tirsdag aften sad jeg i det Bruunske Pakhus, og jeg tror jeg var den eneste, der ikke var sammen med en eller flere veninder. Og jeg vil sige, at Lone leverede varen. Jeg gik faktisk derfra, inspireret og beriget af den energi og inderlighed, hun lægger for dagen. Sådan en dejlig dame, med et kæmpe-enormt hjerte, og det skinner bare igennem, at hun brænder for at hjælpe og støtte andre kvinder.

Jeg ville ENORMT gerne have læst en bog som hendes, da jeg var 25. Og jeg håber inderligt, at hun holder foredrag igen i Fredericia til efteråret, så vil jeg ta' en veninde med :)

Forår for Livsnyderen

2011-03-24T08:08:00.002+01:00

Sikke et herligt forårsvejr det var igår - og ser ud til at blive idag!

Igår fik jeg endda lokket mine ben ud at løbe en tur - den første udendørs i et halvt års tid, sådan cirka! Ja, for turene på løbebåndet i Dansk Fitness, de tæller ikke rigtig helt på samme måde.

Af en eller anden ukendt årsag gik det bare forrygende. Om det var det dejlige vejr, de tørre, rare stier på volden, den lune vind fra Lillebælt eller min fantastiske grundform (rund) vides ikke, men mine ben ville gerne løbe, og de bad ikke om lov til at gå efter 5 minutter. Faktisk løb de hele vejen - knap 5 km - kun med et stop ved banken, hvor jeg var inde og sætte den check ind, som jeg fik for Slamberten.

Det var en lækker løbetur, men idag betaler mine ben prisen - mine muller er pænt ømme.

Men det føles godt, og jeg er frisk nok til at fejre det søde unge menneske, som har fødselsdag idag :-)

Livsnyderen er fødselsdagsklar!

2011-03-22T21:06:00.004+01:00

Der er skrækkeligt meget uro og ufred i verden lige nu.

I Japan kæmper de med en stor naturkatastrofe, og i Libyen slås en gammel egoist mod sit folk. Det murrer og rumler i det hele taget meget dernede i Nordafrika.

Her i Fredericia er det anderledes fred og fryd og gammen, vi har på tapetet. Denne uge står i et ganske bestemt tegn - og nej, det er ikke i bilkøbets tegn. Eller jo, det er det lidt, men det er sekundært.

Den store begivenhed i denne uge er, at familiens yngste pode fylder år - 15 år, bliver han, min store lille dreng :-)

Det vil blive fejret i dagevis, vil det :)

Min mor kommer herned, så hun kan være her på selve dagen, på torsdag, og i weekenden kommer også min søster og svoger og min skøre og søde niece (hende, som er jævnaldrende med Bodil). Det bliver hyggeligt og dejligt med en familie-fejring, først med mormor, og så med drengens yndlings-moster (okay, hun ER så også den eneste).

Jeg glæder mig voldsomt til at se dem alle - og har endda taget en fridag torsdag, så jeg kan hygge med min mor og være hjemme til at tage kærligt mod Kristian, når han får fri fra skole. Fredag arbejder jeg hjemme, det er rigtig dejligt!

Ellers føler jeg mig en lillebitte smule amputeret. For Bruno er kommet hjem fra København, og lige pludselig er vi en to-personers-et-bils-familie. Altså: jeg er bil-løs. Det er godtnok mange år siden jeg har været det, og jeg holder ikke af den manglende fleksibilitet.

Til gengæld glæder jeg mig stærkt til mit nye køretøj!

Men forrest i bevidstheden står den store drengs fødselsdag. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan vi fejrede hans fødselsdag for 3 år siden, da vi gik og malede vores nye hus ... herregud en lille fyr :-)

Han er godtnok blevet stor og lang og voksen at se på siden.

Livsnyderen og smagsdommerne

2011-03-20T21:59:00.005+01:00

(Advarsel: stærk sarkasme kan være anvendt)

Lige for øjeblikket går jeg og overvejer hvilken ny bil, jeg skal købe.

Den sorte slambert er sat til salg - for kørekomforten i en C1 står bare ikke mål med mange km. tilbagelagt hver uge.

Så er det, at det går op for mig, at der er et par slående lighedspunkter imellem at arbejde med brugervenlighed på internettet, og det at købe ny bil.

Og hvad er det så?? Spørger den opvakte læser naturligvis. Johh ... lyt nøje efter ... det kommer nemlig lige her:

Alle er eksperter!!

Og ... de er ikke bare eksperter ... de er også meget, meget, MEGET klogere end dig. De kender dine behov bedre end du selv gør, og har afgrundsdyb indsigt i hvor vigtigt det er for dig at din bil har bakkesensor, bluetooth og et bestemt logo på fronten.

Tror de ihvertfald.

Tilsyneladende træder der en eller anden mekanisme i kraft, når man kommer til at sige, at man kikker på ny bil. En ganske betragtelig procentdel af dine bekendte føler sig tilsyneladende så usikre på deres eget valg af bilmærke og -model, at de føler en ubændig trang til at få dig fuldstændig overbevist om, at det er det HELT rigtige. For hvis det lykkes, kan de jo føle sig lidt mere sikre. Ikke?

Ihvertfald får du at vide, at den bil, du overvejer (og måske endda har læst specs, tests og detaljer om, og ligefrem prøvekørt) er det argeste pis, og umuligt kan være et godt køb. Og så forventes du at smile venligt og svare høfligt, når du indirekte får at vide at du er en inkompetent idiot.

SÅ SLAP DOG AF!

Og lad mig vælge bil uden at blive hånet og "vejledt". Jeg fatter ikke hvad der lige sker med almindelig takt og tone, når nogen hører, at jeg vil købe en ny bil??

Whoa ... sagde livsnyderen

2011-03-17T20:17:00.002+01:00

Mit input-barometer står på ADVARSEL - RISIKO FOR OVERLOAD, og alligevel er jeg lidt halv-ekstatisk.

For hvor er der længe imellem den slags kurser, som jeg er på lige nu.

Siden jeg blev projektleder for godt 1,5 år siden (1 år og omkring 8 måneder, tror jeg) har jeg fået masser af opbakning og klap og positiv respons. Samtidig har jeg efterlyst værktøjer og uddannelse.

Og jeg har tænkt: det kan bare ikke passe at jeg er så god, når jeg dybest set leder efter den metode som man på engelsk kalder "flying by the seat of my pants". Altså, at handle på intuition og erfaring.

Naturligvis ved jeg lidt om ledelse. Man har vel læst lidt litteratur, og set eksempler til efterfølgelse (såvel som det modsatte). Men selvom jeg godt kan lide tanken om at være et pragteksemplarisk naturtalent, køber jeg den ikke helt.

Jeg har fået ros og ros og ros. Og tænkt, at jeg må gøre det okay, men også tænkt, at jeg sørme også er heldig med at have et dygtigt, velsammenkørt team at arbejde med.

Og idag fik jeg faktisk en god dosis feedback - ikke på, hvad jeg er god til (for en gangs skyld) men konkret feedback på hvad jeg bør arbejde med at blive bedre til.

Jubi-yeah!!

Der var sørme lige et par ting, som jeg kunne blive rigtig meget bedre til. Og det var da lidt af en lettelse, for jeg kom jo ikke herover for at få bekræftet at jeg var fantastisk (for jeg ved jo godt at man ikke bare griber god ledelse ud af luften), men for at få nogle hints til, hvad jeg kunne gøre bedre!

Og sådan er det her kursus bare. Jeg kommer hjem med

et klarere billede af hvad mine styrker og svagheder er
en håndfuld værktøjer, som rent faktisk ER værktøjer - dvs. jeg kan hive dem op af tasken og tage dem i brug, når jeg møder en situation hvor jeg mangler dem

og hvor er det bare fedt!

Det er dælan dulme bare et trucker-godt kursus, det her! Men jeg tror jeg skal bruge et par dage på at fordøje det hele...

Livsnyderen lærer

2011-03-17T08:12:00.002+01:00

Jeg er på kursus i disse dage.

Fra igår til imorgen skal jeg lære om professionel teamledelse, og mand, er det et kompakt kursus. Gårsdagen var lige på og hårdt, få og korte pauser, fra kl. 10, da vi ankom og indtil kl. 18 i aftes.

Jeg var komplet smadret da jeg 21.30 væltede om i min seng, satte Albert (min mac) på min mave og nuppede et afsnit af House. Jeg har en bog med at læse i, men det syntes at være for stor en indsats at læse i den igår aftes.

Til daglig står jeg tidligt op - ofte omkring 5.30 - så igår valgte jeg at sætte mit vækkeur til 7.30, som var det seneste tidspunkt jeg kunne vågne op og på komfortabel vis nå at være med på kurset fra 8.30. At jeg så reelt vågnede en times tid før gjorde ikke noget - bare det at sove indtil man vågner af sig selv er jo en voldsom luksus :-)

Lige om lidt skal jeg ned i kursuslokalet. Jeg glæder mig til endnu en action packed og lærerig dag lige her på Hotel Radisson Blu HC Andersen.

Er føtex sej? undrer Livsnyderen

2011-03-15T22:37:00.002+01:00

Jeg må erkende at jeg er en lillebitte anelse træt af Føtex' irriterende ny reklame-jingle: "Føtex er sej - vi gør mere for dig!"

Men engang imellem elsker jeg også Føtex.... fordi: DET ER DER man lige kan svinge forbi på vej hjem fra fitnesscentret kl. lidt over normal spisetid, finde en lækker ret med kylling, parmaskinke og grøntsager som er lige til at smække i ovnen med parmaskinke - og voila, så har man også på den travle dag fået sund, velsmagende mad (som har taget 10 minutter i effektiv arbejdstid).

Mere af den sunde slags "færdigmad", tak! Det holder 100 - og gør mig i stand til at bære over med selv den mest irriterende tv-reklame.

Livsnyderen samler tråde op

2011-03-15T19:59:00.002+01:00

Indenfor den sidste uge har jeg lavet aftaler om at ses med to skønne kvinder, som livet ellers næsten havde skilt mig fra.

Fælles for dem er, at de er sjove, varme, dybe, kloge og lattermilde. Og de har begge to været nogen, jeg mest så gennem arbejde.

Den ene er en skøn dame, jeg mødte, da jeg var aktiv i fagforeningen. Vi sad i hver vores kredsbestyrelse, var næsten lige gamle, og da vi mødtes for omkring 10 år siden, var vi begge meget nyforelskede. Vi havde det utroligt sjovt sammen, og snakkede godt. Der var så mange punkter, hvor vi lignede hinanden, og forstod hinanden.

Vi søgte hinandens selskab, men selvom vi var enige om at holde kontakten, fes det alligevel lidt ud da jeg stoppede med fagforeningsarbejdet. Men hurra for Facebook - for her blev vi venner for et par år siden, så vi kunne følge en smule med i hinandens liv.

For nylig begyndte vi at skrive lidt mere sammen igen, og nu har vi lavet en konkret aftale om at ses. Det er jeg glad for, for hende her har bare manglet i mit liv. Jeg ser stærkt frem til at indhente det forsømte med hende!

Den anden er en tidligere kollega. Vi arbejdede sammen for noget der ligner 5-6 år siden, tror jeg. I dagligdagen havde vi en fed kemi - vi arbejdede godt sammen, grinede godt sammen og snakkede godt sammen. Desværre stoppede hun på Bankdata igen, og igen fes det lidt ud ... hun boede ovre i vestjylland, og fik et job tættere på sin bolig, hvor hun fik meget travlt. Ind imellem har vi skrevet sammen, men mere er det ikke blevet til.

Nu er det sådan, at hun arbejder i Jyske Bank - og da jeg for et par måneder siden blev flyttet derop, blev vi enige om, at NU skulle vi snart ses! Nu har vi lavet en frokostaftale, og det glæder jeg mig meget til.

Hele to skønne damer, som jeg har aftaler med i den nærmeste tid. Det er jeg glad for. Gode mennesker kan man ikke have for mange af i sit liv :-)

Livsnyderen svinger penslen

2011-03-13T17:10:00.003+01:00

I vinter var jeg på afdelingsseminar med min afdeling.

En af de ting, vi skulle lave, var at male billeder - under kyndig vejledning fra Anette Walther, som er en billedkunstner ovre i Strib.

Jeg havde en fest! Det var sjovt! Og jeg tænkte, at det ville jeg frygtelig gerne dele med Bodil.

Så da jeg kom hjem kikkede jeg på Anettes hjemmeside og så til min glæde, at hun jævnligt afholder workshops.

Så jeg skrev mig op til den næste, for 2 personer :-)

Det var idag, og vi har bare hygget os, Bodil og jeg. Det er sjovt at lege med former og farver, og jeg kunne mærke at jeg lige var LIDT mere modig denne gang. Mit ene billede er jeg faktisk rimeligt tilfreds med, og så er alt jo godt :)

Men det er lidt pudsigt. Anette sagde flere gange "Husk at skrive dit navn på" ... og jeg var sådan lidt.... NO WAY! For hvis jeg signerer mit billede, er det lige som om jeg tror det er kunst - og det er det jo ikke. Der ramte jeg lige min blufærdighedsgrænse, eller noget :D

Jeg har fået lidt blod på tanden, og overvejer at anskaffe mig en stak akrylfarver, nogle lærreder og lidt forskelligt, så jeg kan slutte mig til hæren af amatørmalende damer midt i 40'erne .... vildt kliche, men det er skægt at male, og jeg tror det er sundt for hjernen at blive brugt på denne her måde. Hvis billederne bliver møg-grimme, kan jeg jo bare male dem over og starte forfra. Eller give dem til Bodil, så hun kan male dem over.

Jeg må hellere se om jeg kan finde mig en alpehue.

Darwins danske "bedstefar"

2011-03-07T21:47:00.002+01:00

I aften har jeg lært noget nyt.

På vej hjem fra Aalborg (jeg har idag været på Hjørring Sygehus med Andreas, som har fået fikset det håndled, han slog i stykker for 1,5 år siden) idag hørte jeg en mega-interessant radioudsendelse om videnskabelig udvikling gennem tiden.

Det handlede om jordens alder, og geologi.

Allerførst var der nogle biskopper, som af et godt hjerte forsøgte at bidrage til den videnskabelige videnspulje. De talte generationer i det gamle testamente, og mente at de der ud fra kunne beregne jordens skabelse til at have været 4004 år før Kristi fødsel.

Godt forsøgt - fejlen var selvfølgelig at deres udgangspunkt var helt ude i hampen. For Bibelen er jo nok ikke ligefrem videnskabelige optegnelser.

Det var faktisk først langt senere, at der begyndte at komme seriøse bud på jordens alder, og idag ved vi ret præcist (inden for en million år :D) at jorden er 4.567.000.000 år gammel. Og det er jo ligegodt en sjat, men ham Biskop Usher havde fat i noget - - det var noget med "4" først!

Det rigtigt sjove i udsendelsen var dog historien om Nicolas Steno - eller Niels Steensen, som han hed på dansk. Han var en københavner, som blev født i 1638, og han ville være videnskabsmand. Så han læste til læge. Det var dog ikke lige hvad han havde tænkt sig - lidt for meget "bartskærer" og lidt for lidt videnskab.

Så Steno skiftede til anatomi, hvor han faktisk blev et rigtigt stort navn - bl.a. ved at konstatere at hjertet er en muskel. Han blev faktisk så anerkendt, at han turnerede Europa, og bl.a. reviderede datidens syn på, hvordan hjernen fungerer.

Da var det en italiensk hertug - en af Medici'erne - fik øje på ham. Han fik sendt et haj-hoved til Steno, så han kunne sturdere hajtænders lighed med visse sære sten, man fandt oppe i bjergene - og så var Stenos vej til geologi skabt.

For Steno begyndte at undre sig over fossiler af havdyr, som blev fundet langt fra den nærmeste kyst, og det ledte ham frem til, at jorden ikke bare var en statisk ting som stod som den var skabt af gud, men at den er under evig forandring.

Han var godtnok liiige på kanten engang imellem - for det var dengang Inkvisitionen havde skarpe blikke for, hvis videnskabsmænd fandt ud af noget, der ikke passede med bibelen - for så kunne det jo ikke passe. Men det lykkedes ham ved hjælp af diplomati og sikkert også fordi han var en oprigtigt troende katolik, at undgå at blive 30 cm kortere.

Steno udgav flere videnskabelige skrifter undervejs i sin karriere, og rent faktisk endte hans metoder med at være grundlaget for den moderne geologi.

For Charles Lyell, som udgav Pricipia (Principles of geologi) skrev faktisk i sin indledning, at hans teorier hvilede på Stenos principper. Og nævnte Lyell var en af Darwins store inspirationskilder såvel som ven og mentor.

At Steno ikke er mere kendt idag, skyldes først og fremmest, at han ikke var englænder. Hans religiøsitet gjorde ham også udstødt - i Danmark fordi han var konverteret til katolicismen, og længere sydpå fordi han oprindeligt var lutheraner.

Manden lod ikke sin religiøse baggrund stå i vejen for sin videnskab, for han mente, at når videnskaben og bibelen ikke stemte overens, var det fordi bibelen blev tolket forkert :) - relativt sundt udgangspunkt, hvis du spørger mig.

Nogle mener faktisk, at hans bidrag til den moderne videnskab var på niveau med Newtons - og at det er ganske uretfærdigt, at hans eftermæle ikke er større.

Uanset hvad, synes jeg det er lidt sejt, at vi i Danmark har en videnskabsmand, som har været med til at danne grundlag for Darwins vigtige evolutionsteori - om end ad omveje :)

Livsnyderen taler ud om undertrykte mænd

2011-03-05T16:44:00.003+01:00

På Facebook har jeg lige fulgt en diskussion om mænd og kvinder - apropos sidste indlæg.

Her handler det meget om den der stereotyp, der går på at "kvinderne har taget magten" så de både bestemmer hvordan hjemmet skal se ud, hvilken bil familien skal have osv osv osv.

De onde, onde kvinder kører kort sagt de stakkels mænd helt ned, hvorefter de kommer til at kede sig med de svage tøffelhelte, de selv har skabt, og så bliver de skilt, fordi de vil have en rigtig mand.

Fra den anden side lyder det at mændene er svage og ligeglade, og har glemt at være mænd. Kvinderne vil have en mand som kan åbne døre og købe blomster, og i øvrigt bolle dem på køkkenbordet uden at spørge først.

Sig mig, hvor findes de der par, ude i den rigtige verden? Og hvis kvinderne er så magtfulde, hvorfor afspejler det sig så ikke i vores pensionsopsparinger og lønninger, og i vores andel af lederstillinger ude på arbejdsmarkedet?

Jeg fatter slet ikke det der - - og jeg fatter ikke de der parforhold, som bliver en krig.

For pokker, vi flytter jo sammen med nogen, fordi vi elsker dem. Ikke fordi vi vil vinde over dem, bestemme over dem og lave om på dem!

Og så tænker jeg PUHA - hvor er jeg heldig!

Jeg tror ikke så tit Bruno lukker døre op for mig, men han kan godt skubbe min stol ind når vi er til fest. Og han slæber ikke blomsterkoste hjem flere gange om ugen. Hvad køkkenbordet angår, finder vi bestemt ud af det ;) - og han behandler mig som et passende mix af bedste ven, en gudinde og yndlings-legekammerat.

Vi snakker tit om, hvor rart det er at være ligeværdige. At man ikke altid skal være den stærke/svage eller kloge/uvidende. At vi begge har styr på vores fælles økonomi. At vi kan sparre med hinanden, og byde ind med kvalificerede råd, når en af os har noget, der lige skal vendes engang.

Og nej. Det er ikke mig der bestemmer, hvordan vi indretter vores hjem. Det kan vi godt finde ud af at blive enige om - jeg tror for øvrigt også, at jeg ville få stress af at skulle forholde mig til det selv :D

Hvad sjov er der i at have magtkampe, når der er plads til at elske?

Livsnyderen om kønskamp og alt det der

2011-03-02T21:38:00.004+01:00

Nu er det snart kvindernes internationale kampdag.

Der er helt sikkert nogen der synes, at det er helt overflødigt, at kvindekønnet har en kampdag.

For ser man tv og læser aviser, så er der ingen ende på klummer af og udsendelser om mænd, der føler sig helt vildt domineret og undertrykt og kørt over af kvinder. Kvinderne vil styre alting, og bestemme hvordan alting skal foregå, og mændene føler sig truede på deres maskulinitet.

Og det er da også et faktum, at diverse videregående uddannelser idag domineres af kvinder. Så vi ser ind i en fremtid, hvor det er kvinderne, der kommer til at sidde på de videnstunge jobs.

Engang var jeg til et foredrag med Martin Østergaard, en selvudråbt ekspert i parforhold, som vist nærmest mente at vi skulle regressere til gamle dage, hvor mænd var mænd og får var angste. Eller noget.

Men hvad er fakta, og hvad er noget sludder?

Det er ihvertfald et fakta, at vi i 2011 i Danmark ikke har ligeløn. Ja, det vil sige, der er lige løn for lige arbejde. Mandefagene er bare lidt mere lige end kvindefagene, så den reelle lønforskel i den offentlige sektor er 15-20%.

Man kan så spekulere over, om det arbejde, der udføres i de traditionelle mandefag virkelig er 15-20% mere værd, eller om et fag automatisk bliver mindre værd, hvis det er domineret af kvinder.

Som det f.eks. er sket med lærerjobbet.

Traditionelt var læreren landsbyens store mand. En autoritet. "Skolelæreren," sagde man med ærefrygt i stemmen. Så gik der mange år, og en dag var det mest kvinder, der søgte ind på seminariet. Idag er skolelærere dem, som medierne kan jagte, og lønnen er ikke på nogen måde skyhøj taget i betragtning af, hvor lang en uddannelse lærerne har taget, og hvor stort et ansvar de har.

En anden ting, som kan trigge min bekymringsrynke i panden er det faktum, at kvinder typisk har langt mindre pensionsopsparing end mænd. Hovedårsagen er barselsorloven - for når kvinder går på barsel, stopper indbetalingen til pensionen ofte. Og barslen er jo ikke blevet kortere de senere år. Ganske vist kan mænd også tage en del af barslen - men er det ikke tit sådan, at det unge forældrepar bedst kan undvære kvindens (i forvejen lavere) løn?

For slet ikke at nævne de tilfælde, hvor man har prioriteret at sætte ind på mandens pensionsopsparing - - og forholdet er endt i skilsmisse.

Nu tager jeg for givet, at kvinden tjener mindst - men sådan er det tit, også fordi vi har en tendens til at vælge mænd, som er ældre end os selv, og derfor har et lønmæssigt forspring frem for os selv.

Så det kan godt være, at mændene synes, vi bestemmer for meget, og at bekymrer sig for om de i fremtiden bliver de lavt-uddannede. Men idag er der stadig forskel til mændenes fordel.

For kan det passe, at vi skal opføre os som mænd, og søge mod mandefag, for at få (økonomisk) anerkendelse og muligheder? Og hvorfor er der flere mandlige ledere, når kvinder er lige så gode til at lede? Hvorfor er de høje lederstillinger ikke attraktive for kvinder?

Vi er derhenne, hvor man ikke kan tale om undertrykkelse og bevidst forskelsbehandling. Og jeg tror i mange tilfælde, at vi skal arbejde med vores holdninger - begge køn.

Og nu har jeg slet ikke været inde på spørgsmål som

Vurderes kvinder i højere grad på deres udseende end mænd?
Hvordan fordeles opgaver i hjemmet mellem mand og kvinde?
Hvordan påvirker MTV-kvindebilledet ligestillingen?
Hvorfor er en voksen mand distingveret og en voksen kvinde (over?)moden?
Hvorfor er det meget værre når en kvinde er promiskuøs end når en mand er det?

Der er nok at tage fat på. Men måske er det ikke så meget kamp, som det er gode debatter, vi har brug for.

Så lad os have vores dag, drenge. Hvis I engang bliver de lavtlønnede, kan I overtage den.

Tillykke med fødselsdagen, Livsnyder!!

2011-02-27T17:57:00.002+01:00

Hovsa .... jeg har lige opdaget at min blog har 5 års fødselsdag idag!!

Det er da lidt vildt.

Siden mit første, famlende indlæg for 5 år siden, er der gået mange ord gennem bloggen her. Der har også været mange stille perioder.

Mange har kommenteret, og fulgt mig i glade stunder såvel som i triste. En overgang havde jeg tæller på antal besøg, men det blev jeg træt af - jeg skriver nemlig for mig selv - og så blev den pillet af.

Tak til jer, der har læst med - jeg garanterer ikke at Livsnyderen som blog holder 5 år mere, men hey! hvem ved??

Skål og tillykke til mit alter ego - Livsnyderen.

Livsnyderen planlægger

2011-02-27T14:59:00.003+01:00

Til april er det 3 år siden at vi tømte vores 70'er hus i Snoghøj for de sidste flyttekasser og flyttede her ind på Fasanvej - i vores charmerende rødstensvilla fra 1926, tæt på by og banegård.

Noget af det vi faldt for dengang var husets kønne karnap - og vi kunne se det for os: rummet, som kort sagt var grimt med de brune 70'er vinduer, legeværelsestæppet (og det mærkelige tofarvede trægulv nedenunder), det gyselige cigarkasseloft og de umalede vægge kunne blive en hyggelig kombination af kontor og opholdsstue - uden tv, naturligvis. To kønne stole i karnappen, et lille bord til en kop kaffe eller et glas rødvin, bløde farver, gulvet afhøvlet, nye vinduer ... det kunne blive SÅ lækkert!!

Vinduerne fik vi skiftet i vinteren 08-09, og det legeværelsestæppet er for længst røget ud. Men loftet og væggene står stadig umalede, og rummet er, ud over at være kontor, det sted vi sætter ting ind. :-(

Men nu skal det være slut!

Igår satte vi os ned med den projektliste, vi oprindelig lavede over ting, vi ville have gjort i huset. Listen var lang dengang, og rigtig meget var streget over. Men vi trængte til at få overblik, og til at få kategoriseret opgaverne i store og små opgaver, og den slags opgaver man skal have håndværkere til.

Eller rettere ... jeg havde ihvertfald behov for det :)

Da vi stregede og skrev og kategoriserede og prioriterede igår, bestemte vi at den første af de lidt større projekter, vi vil lave, skulle være karnapværelset.

Og vi er allerede så småt igang. For første skridt er at få ryddet op derinde, og smidt alt det ud, som vi ikke vil gemme. Og idag er jeg nået igennem den stigereol, der står derinde - så den er klar til at tømme, pille ned og sætte i kælderen.

Der er lang vej - for der skal nye lofter op - og de skal sidde lidt højere end de gamle. Væggene er besat med celoflex, som er skrækkeligt brændbart, så det skal ned, og i stedet skal der gips op. Måske skal væggen ind mod stuen laves lidt højere - den er lavet efter at loftet er sænket. Vi skal have en elektriker ud og lave flere stikkontakter (pt. er der EN stikkontakt derinde!), og en gulvmand ud for at høvle gulvet af. Der skal males, og rummet skal møbleres på ny.

Et par gode lænestole, det lille bord, en sofa som skal kunne laves om til gæsteseng, lamper, et nyt arbejdsbord - men jeg kan næsten allerede se det for mig, og det bliver SÅ dejligt at få lavet!

Sikke en energi vi har - mon det er foråret, der melder sig?

Livsnyderen om andenhåndsliv

2011-02-26T15:21:00.002+01:00

Jeg har det sådan lidt blandet med nutidens tv-underholdning (og ja - jeg ved godt, at når man siger "nutidens et-eller-andet", så er man ved at være lidt halvgammel!!).

Faktisk kan jeg godt lide at se X-faktor, især når de pinlige er sorteret fra, og de resterende synger rent (det kniber så lidt i år, synes jeg). Der er tit nogle gode sange, fremført på en ny måde, og det er da lidt hyggeligt.

Men jeg har det bare lidt belastet med det der drama, der piskes op omkring det. Alt det der tuderi, og krammeri, og de der kæmpestore candyfloss-ord, der bliver brugt.

Mange af deltagerne snakker i interviews om ting, der er vigtige for dem. Så bruger de næsten med usvigelig sikkerhed udtrykket "....betyder ALT for mig." F.eks.: "Min far betyder alt for mig." "Musikken betyder alt for mig." "Det betyder alt for mig, at vi har hinanden i den her konkurrence."

Hvor mange forskellige ting kan betyde alt for den samme person? Og klasker de sammen, visner og dør, hvis den ting bliver taget fra dem? Eller er det et ord der er stort og sukret og fuldt af luft, som candyfloss?

Jeg kan altid - med et træt suk - forudsige, hvornår Pernille Rosendal begynder at tude, og hvornår Blachmann sætter sig indøvede nu-er-jeg-bevæget-ansigt op. Og to fredage i træk har en dommer måttet sende en deltager hjem og begge gange er det blevet trukket ud i det uendelige, selvom jeg da slet ikke har været et sekund i tvivl om hvem de ville vælge.

Der er også det der udsøgt frygtelige program, "Toppen af poppen". Vi har set det et par gange, og jeg ved ikke helt hvorfor. Magen til kendis-hyklerisk rygklapperi skal man da lede længe efter. Er sikker på det påvirker blodsukkeret på den helt forkerte måde.

Og så er der en uendelig strøm af tilsvarende programmer, som aften efter aften dækker min sendeflade, for først omkring den tid, hvor jeg overvejer at gå i seng, giver plads til film eller lignende, som jeg måske kunne have lyst til at se.

Fælles for programmerne er, at de stiller følelser og drama til rådighed for seeren. Man kan sidde fuldstændig passiv i sofaen derhjemme og opleve nederlag, svig, skuffelse, triumf, loyalitet, jubel og spænding, uden at bevæge et øjenbryn. En slags andenhånds-liv, hvis man mangler noget i det liv, man har i hverdagen.

Men det ER andenhånds. Og overdrevet. Og i sin essens uendeligt ligegyldigt.

Så vi skal huske engang imellem at slukke for det der tv, og mærke kærligheden, sejrene, begejstringen, smerten, dramaet, begæret og LIVET i vores eget liv.

Livsnyderen lytter

2011-02-25T19:56:00.002+01:00

Efterhånden er de 182 km til Silkeborg blevet rutine.

I starten var det en pinsel - ikke mindst på grund af føret, som var alt andet end optimalt i december. Men også fordi det var uvant for mig at bruge så meget tid på at køre bil.

Til at starte med hørte jeg musik. Alle pop-stationerne, som jeg normalt hører. P3, Skala FM, Nova ... i den dur.

Hold da helt bøtte, hvor blev jeg træt af:

De samme 15 popnumre i varierende rækkefølge
Mega-hyper-overfriske radioværter (hvorfor er det altid to mænd og en kvinde? Kan nogen forklare mig det?)
Rædselsfulde amatøragtige radioreklamer

Jeg kan ellers godt klare noget popmusik, men det blev bare for meget. Så gik der lidt tid, hvor jeg satte min iPhone til, og hørte det musik, der lå på den. Det er også okay, men musik, musik, musik ... nogen gange gider man bare IKKE høre musik.

Så var der en dag jeg skiftede radioen over på P1, og nu er jeg fan.

Jeg er godt klar over, at man reelt kan vælge og vrage på P1, fordi de fleste programmer ligger som podcasts, men jeg synes lidt af charmen er IKKE at vælge. Jeg sætter mig i bilen en tidlig morgen eller en eftermiddag, og aner ikke, hvad jeg skal blive klogere på idag.

Måske er det japansk kultur, og baggrunden for at de har den forfatning, de har idag.

Måske er det den måde, lyde virker på vores nervesystem.

Måske er det om byplanlægning, der tager hensyn til de subsistensløse.

Måske er det analyse af tallene bag efterlønsreformen.

Jeg ved det ikke før jeg tænder for min bilradio, men det er altid øjenåbnende og særdeles underholdende.

De dage, jeg ikke hører P1, er der en lydbog inde over. Tiden går bare SÅ hurtigt, når jeg kan sidde og lytte til en god krimi eller noget god faglitteratur. Og på den måde føles tiden i bilen ikke spildt, det er nærmest afslapning - ikke i samme grad som når jeg snupper bussen, men alligevel - hjernen bliver sporet væk fra arbejde, og over på noget andet.

Næste efterår er det slut med at køre til Silkeborg. Men jeg tror ikke, jeg holder op med at høre P1.

Det er underholdning, som man bliver klogere af.

Luksus-Livsnyderen

2011-02-24T20:03:00.002+01:00

På en helt almindelig uge er jeg i Silkeborg 4 dage ud af 5.

Hvis vejret er fornuftigt, og jeg har nok at lave, møder jeg tidligt 2 eller 3 dage - så kører jeg hjemmefra så tidligt, at jeg er på min plads omkring 7.10. Det giver mig mindst en times tid med god arbejdsro til at få en masse fra hånden, og jeg kan med god samvittighed køre hjem igen lidt før kl. 15. Når jeg gør det, er jeg nemlig hjemme på samme tid, som hvis jeg havde arbejdet i Erritsø.

Efter at have mødt så tidligt to eller tre dage, trænger jeg til at sove LIDT længere end til 5.25.

Og da det heldigvis er sådan, at min transporttid er arbejdstid, kan jeg med god samvittighed møde lidt senere.

De dage, hvor jeg kører hjemmefra på samme tid som jeg gjorde, da jeg arbejdede i Erritsø, kan det ikke svare sig at jeg kører til Silkeborg i min lille bil. Så der triller jeg bare ud til Erritsø, og sætter bilen - og sætter mig om bord i en rummelig og komfortabel bus.

Bussen kører til Silkeborg hver dag, med de Bankdata-ansatte, som måtte have behov for at blive transporteret derop og hjem - den forlader Bankdata i Erritsø kl. 8, og kører hjem igen kl. 14.45.

I bussen er der termokander med kaffe, og flasker med vand. Du kan vælge at sludre med kolleger, du kan tage en lur, du kan arbejde lidt, eller du kan læse en bog. Det er totalt luksus, og en dejlig afstressende måde at komme retur på arbejde - især sådan en dag sidst på ugen, hvor du har mødt tidligt og knoklet igennem et par dage.

Det er skønt at have den mulighed! Det er helt klart med til at få min arbejdsuge til at hænge sammen på en god måde, især de dage, hvor der er dårligt føre: der vælger jeg konsekvent at tage bussen.

Idag fik jeg læst Lars Keplers "Hypnotisøren" færdig - den var god! Og mine skuldre var lige så langt nede som de kan komme :)

Næste weekend skal jeg: INGENTING!

2011-02-23T19:31:00.002+01:00

Hen over aftensmaden gik det op for Bruno og mig, at vi A-B-S-O-L-U-T ingen planer har for weekenden!

Altså ... lidt træning skal der jo nok til, og Bruno skal til optikeren lørdag formiddag, men derudover? ZILCH, som de siger i USA når de mener "Intetsomhelst".

Mine unger kommer på weekend, så mon ikke vi skal forsøge at etablere noget gedigen familiehygge over et brætspil og nogle gode måltider mad?

Jeg vil til bunds i strygetøjet, og ha' strikket de yogasokker færdige, som jeg er temmelig langt med. Jeg har nemlig lige fået julegave af min svigermor (penge - for en bog jeg fik dobbelt, og som hun fik pengene tilbage for), og de gik som tilskud til noget lækkert garn, som jeg vil strikke en trøje af til mig selv.

Men først skal yogasokkerne jo lissom af vejen! Det går ikke at lægge et strikketøj halvfærdigt til side og starte på et nyere og mere spændende :o)

Jeg LOVER højt og helligt ikke at bringe billeder af strikketøjet ... så højt er mit ambitionsniveau som strikketante eller som håndarbejds-blogger simpelthen ikke. ;o)

Jeg vil have læst lidt mere i Lars Keplers "Hypnotisøren" - jeg har endelig fået rigtig hul på den, og den er jo rigtig spændende.

Og allermest vil jeg sove lørdag og søndag morgen, til jeg vågner helt af mig selv! Det synes jeg at jeg trænger til, for der er som regel 2 eller 3 rigtig tidlige morgener i løbet af ugen, og jeg når ofte at oparbejde et mindre søvnunderskud. Så sover jeg LÆNGE lørdag og søndag - - helt til kl. 8 eller 8.30!

En tår rødvin skal jeg ihvertfald have!! Sidste weekend var rødvinsløs, for mine smagsløg var havarerede på de der elendige pinjekerner. Den bitre smag har heldigvis næsten forladt min mund, så fredag er jeg klar til en flaske Villa Mt. Eden!

Alle muligheder står åbne, for vi skal ikke besøge eller ha' besøg af nogen. Så meget som jeg nyder at se vores venner og familie, er det livsensnødvendigt at have nogle af de weekender, hvor man ikke har planer. Det er rigtig afkobling, og der hvor jeg kommer godt ned i gear.

Og - psst - har I opdaget at det snart er forår?? Dagen er blevet mærkbart længere, og i weekenden bliver det plusgrader!! Og snart er det 1. marts - og så vil jeg forsøge mig med lidt løb igen, efter at have holdt en kiropraktoranbefalet vinterpause.

Mmmmm - weekend!! Tænk så meget fornøjelse man kan have af den, når man allerede begynder at glæde sig til den onsdag aften :D

Livsnyderen ser balletfilm

2011-02-21T20:53:00.002+01:00

I aften var Bodil og jeg i Fredericias lækre, nye biograf for at se filmen Black Swan - en thriller, som udspiller sig indenfor balletverdenen.

Uafhængig af hinanden havde vi hørt om filmen, og havde lyst til at se den - og det kunne vi jo lige så godt gøre sammen.

Jeg vil ikke komme med en anmeldelse af filmen, for det er der masser af andre det har gjort - både blogs og avisanmeldelser - men den var drolan spilme god!

En fin psykologisk thriller, hvor Natalie Portman spillede helt F-A-N-T-A-S-T-I-S-K ... og balletscenerne gav mig lyst til at prøve en tur i den kgl. ballet ... måske kunne man godt blive grebet lidt af at se dans, på den måde?

Den næste film, jeg vil i bio og se, er den spansk/mexicanske Biutiful med Javier Bardem - den har premiere her i Fredericia i starten af marts, og det er jo snart. Og der ved jeg, at jeg sagtens kan lokke Bruno med :-)

Den huslige livsnyder

2011-02-20T18:18:00.002+01:00

Det har været RIGTIG søndag idag!!

Først sov jeg indtil jeg vågnede af mig selv (skøn, skøn søndagsluksus) kl. 8.30. Så stod Bruno og jeg op og lavede amerikanske pandekager med blåbær og banan -- vores absolutte favoritmorgenmad.

Så fik Bruno lige trimmet lokkerne, og så trillede han en tur ud i vinterlandskabet på MTB.

Imens kastede jeg mig ud i et bage-eksperiment - jeg har fundet en opskrift på kanel-og-rosin-bagels, som skulle prøves af. Og den slags tager lidt tid, for bagels skal æltes, koges og derefter bages.

De blev rimeligt lækre, og da jeg var færdig, kom Bruno hjem igen.

Vi tog en pose bagels med ud og besøgte en sygemeldt veninde, som er ved at komme sig over en rygoperation... det var hyggeligt at se hende og hendes kæreste og børn.

Nu er vi hjemme igen, og jeg tror det bliver en pizza-aften. Kristian er kommet hjem fra sin far - de har været på skiferie - og i morgen skal han i skole igen. Det lyder til han har haft en skøn tur, og ugen er bare fløjet afsted.

Sådan en søndag, som bare går med dejlige, hyggelige, afslappede ting, er bare guld værd. Det er sådan en dag der sætter overskud ind på kontoen.

Nu vil jeg nyde min søndag aften i total afslappet zen :)

Livsnyderen advarer om pinjekerner!!

2011-02-19T12:58:00.002+01:00

Igår da jeg spiste frokost oplevede jeg noget sært. Den sandwich, jeg spiste (med kylling og bacon) smagte mega underligt. En sær, bitter bismag - men den lugtede fint, og var frisksmurt.

Lidt efter tog jeg en banan, for jeg tænkte jeg skulle have den sære smag væk - og bananen smagte ... bittert. Så prøvede jeg en karamel, og et stykke brød ... uanset hvad jeg spiste eller drak, så smagte det bittert, lidt ligesom når man får et glas hvidvin eller juice efter man har børstet tænder.

Puha!

Da smagen stadig var der i morges, begyndte jeg at undre mig over hvad pokker det kunne være. Kunne det være det tandarbejde, som jeg har siddende midlertidigt i munden, som var begyndt at afgive et eller andet?

Når man nu er mig, er svaret lige ved hånden ... eller rettere, for enden af fingrene. Jeg klappede Albert op (min mac) og gik ind på netdoktor.dk. OG til min store glæde fandt jeg faktisk løsningen på, hvorfor maden ikke smager godt for øjeblikket.

Pinjekerner.

I onsdags kom bonussøn Lasse på visit, og vi lavede italienske kyllingruller med parmaskinke og mozzarella, og dertil salat - og pasta med grøn pesto.

Pestoen var hjemmelavet. Jeg havde ude i Føtex stået ved hylden med pinjekerner og overvejet om jeg skulle vælge de sædvanlige, eller jeg skulle prøve de økologiske, som lige kostede et par kroner mere. Det kunne jo være de smagte bedre.......

.....så jeg drog hjem med en pose små, økologiske pinjekerner produceret i Kina. Og det gør jeg aldrig, aldrig mere. For den bitre smag skyldes sandsynligvis disse pinjekerner - det er et fænomen som kaldes "pine mouth" eller "pinjemund" på dansk, og det kommer ofte 1-3 dage efter man har indtaget små pinjekerner - ofte fra Kina. Det kan vare op til 3-4 uger, men jeg håber sørme det klinger af snart!!

Til alle jer andre: LAD VÆRE AT KØBE DE SMÅ PINJEKERNER!!! Forestil jer at selv chokolade og rødvin smager grimt. Det er ingen spøg.

Nå - - jeg har en plasticbeholder med hjemmelavet pesto jeg skal hen og ha' smidt i skraldespanden.

Livsnyderen og nørderne

2011-02-18T15:14:00.003+01:00

Der hvor jeg arbejder, er der mange intelligente mennesker af begge køn.

Vi snakker her i høj grad om personer med matematisk-logiske evner, selvom firmaet også huser lidt mere generalistiske typer (som mig selv).

For at starte med mig - så er jeg sådan en, som kunne have valgt det ene eller det andet. Jeg havde pæne karakterer i både de sproglige og de matematiske fag, men valgte at gå på matematisk linje på gymnasiet.

Nogen stor matematiker ville jeg nok aldrig være blevet. Det var naturfagene - især biologi og kemi - som tændte mig, så det var i den grad ad omveje jeg endte på det nu hedengangne studie, som hed "Edb-assistent". Edb-assistenten var sådan en kog-sammen uddannelse, med vægt på programmering af forskellige platforme, og en del projekt-orienterede fag. Man var en it-håndværker når man blev færdig - eller måske snarere en trainee, når man tager i betragtning hvor kort en uddannelse det var.

I modsætning til mange af mine kolleger blev jeg ret hurtigt TRÆT af at programmere. Jeg plejer at sige, at for mig var det ligesom at gætte kryds-og-tværs - - vældig sjovt i sommerferien, men så går nyheden li'som af det. Og i virkeligheden er jeg nok ikke helt detaljeorienteret nok til sådan et arbejde ... så jeg drev over i noget kundevendt, og er indtil videre endt som projektleder.

Mange af mine kolleger er meget dygtigere programmører end jeg nogensinde kunne have gjort mig forhåbninger om at blive. Og mange af dem ville man nok betragte som lidt nørdede.

For mig er ordet "nørdet" faktisk positivt ladet. Jeg kan godt lide nørder, og synes at filmindustrien gør dem skammeligt uret i måden, de fremstiller den klassiske nørd på.

En nørd kan nemlig sagtens være social, sjov, pæn og gift. Og alligevel en ægte nørd.

Nogen nørder er generte (jeg kender en, som er LIDT bange for fremmede mennesker - og socialt begavet nok til at lave sjov med det), og nogen kan huske de mest utrolige ting omkring datoer for sportsbegivenheder og pladeudgivelser. Men for mig er det dejlige, givende kolleger.

Jeg skal give dig 5 grunde til, at jeg er vild med nørder...:

Nørder er intelligente. De ved en masse, ofte om nogle ret quirky og spændende ting. Det er fedt.
Nørder har ofte et dejligt, bizart twist på deres humor. Nok bla. pga. punkt 1.
Nørder kan hjælpe dig, hvis din computer gør sære ting - og de gør det som regel gerne. Især hvis det kan klares med et par gode råd - for de har det med at komme til at hænge på andres pc-problemer.
Nørder er en fest at arbejde sammen med, og de er som regel smadder gode til at balancere hvornår vi har det sjovt, og hvornår vi arbejder.
Nørder sætter pris på at have generalister til at tage sig af de ting, som de er mindre gode til - og som vi generalister excellerer i :)

Jeg kunne sikkert lave listen meget længere, hvis jeg gad. F.eks. kunne jeg nævne den der ud-af-kroppen-oplevelse jeg nærmest kan få når jeg kommer til at overhøre to af gutterne diskutere et eller andet spil, de har spillet i weekenden. Eller alle de underlige insider-jokes som bla. kan involvere batterier og stickytack, røde hæftemaskiner, klokkeslættet 13.37, japanske verber og meget andet.

Kan godt være jeg ikke er en ægte nørd - men bare en hang-around eller en wannabe. Men det er okay. Jeg har min daglige gang i nørdland, mit adgangskort - og jeg kan lide atmosfæren der.

Livsnyderens arbejdsfryd

2011-01-24T20:47:00.002+01:00

Efter en temmelig mat december, kan jeg uden skam melde, at min arbejdsglæde er tilbage ... også i den grad!

Og den her uge er bare startet ... godt!

Vi har travlt i teamet. Søndag den 6. februar sætter vi en hel masse brugervenlighedsforbedringer igang - så hvis du er kunde i Sydbank, Ringkjøbing Landbobank, Nørresundby Bank, Nordjyske Bank eller en af vores andre banker, og du ind imellem bevæger dig ind i investeringsfunktionerne, så vil du kunne glæde dig over at det hele bliver meget mere lækkert, pænt og let at bruge.

Men der er stadig et par uger til, og det har virkelig stået på brændende pæle, eller hvad man siger... der har været ting der drillede, var uafklarede og ikke ville som vi ville. Så helt indtil slutningen af sidste uge frygtede jeg, at vi blev nødt til at udskyde.

MEN takket være nogle dygtige og dedikerede kolleger, ser det hele nu meget bedre ud. Vi har godtnok også knoklet.

Lige fra programmører (som har kodet og undersøgt og knoklet) hen over vores tester (som har testet og gentestet adskillige gange) og vores mand i Sydbank (som har hjulpet med test og båret over med os) og til mig (som har forsøgt at holde overblik og hovedet køligt og samtidig lave mine andre opgaver). Og lige nu ser det bare ud til at lykkes.

Når vi kan sætte det igang om et par uger, og det forhåbentlig bare kører, så bliver det en stor tilfredsstillelse! Så er der andre opgaver der skal løses, og en lille smule opfølgning på det, vi har lavet, men på en eller anden måde er en forløsning at afslutte noget, som man har arbejdet på længe. For den her proces startede allerede sidste forår for mig - og sidst på sommeren for de øvrige projektdeltageres vedkommende.

Hvad vi skal lave bagefter, vides ikke helt endnu. Men det bliver garanteret noget, der på en eller måde er relateret til konverteringen af vores store, nye bank - Jyske Bank. Helt sikkert er det, at der er masser af opgaver til os, og at vi nok skal blive udfordret.

Jeg glæder mig :-)

PS: Jeg ved det godt ... jeg er lalleglad. Men det er jeg lige nu. Er det ikke okay??

Livsnyderens ode til lejet

2011-01-19T19:05:00.003+01:00

Hver aften når jeg lægger mig i min seng, glæder jeg mig over den. Jeg har nemlig en helt fantastisk skøn seng :-)

Gennem årene har jeg haft mange senge. Da jeg var alene med Andreas, havde jeg en 3/4 vandseng, og den var jeg meget glad for. Så flyttede jeg sammen med Bodil og Kristians far - som ind i forholdet bragte en dobbelt udæmpet vandseng. Det var en mere blandet fornøjelse, for han var noget mere kuldskær end jeg, og når jeg skruede lidt ned for vandtemperaturen, skruede han op ;-)

Da vi fik børn sammen, røg den ud - som højgravid med bækkenløsning kunne jeg bare SLET ikke komme ud af den seng uden en fastmonteret kran. Så blev det til almindelige boksmadrasser, og det var heller ikke så tosset.

Da Bruno og jeg flyttede sammen, sov vi allerførst på et par ældgamle springmadrasser. Så noget af det første vi købte sammen, var en rigtig god 3/4 boksmadras med en god overmadras. Jeg var lidt skeptisk, for jeg syntes at en 3/4 seng var lidt lille. Vi købte også en dobbeltdyne - og den har vi aldrig fortrudt, for det er hyggeligt at man ikke er pakket ind i hver sin dyne, men ligger under den samme.

Jeg har dog døjet en del med skuldre og lænd. Og når jeg er øm, har jeg brug for at have plads nok at ligge på. Så gennem et par år agiterede jeg for en dobbeltseng - og det fik jeg sidste sommer, hvor vores 3/4 seng blev degraderet til gæsteværelsesseng. Til stor glæde for Andreas, som ofte har lånt vores gæsteværelse i ugevis om sommeren, når han har haft sommerjob på Coca Cola.

Nu har vi to boksmadrasser med en stor, fælles koldskumsovermadras. Da vi ikke vejer det samme, har vi forskellige madrasser, og aldrig i mit liv har jeg ligget bedre i min seng. Madrassen er blød på de rigtige steder og fast hvor den skal være det, og den har en speciel skulderzone. Når jeg ligger mig i min seng, er det som om den tager imod mig, former sig efter mig og støtter op omkring min ryg - det er skønt.

Lidt mere plads har det også været dejligt at få - og sengen er jo ikke større, end man lige kan stikke hånden over og nå den anden.

Det betyder utroligt meget, at man ligger godt i sin seng. Når jeg rammer madrassen om aftenen, er jeg ofte træt, og så er der intet bedre end at føle, at man lægger sig på en sky, som om man var en lille, træt basunengel. Den gode nattesøvn er fantastisk vigtig for livskvaliteten - din dag bliver faktisk tit så god som din søvn har været.

Så igen i aften vil jeg lægge mig på mit leje med et lille, tilfreds suk, og føle at livet er godt - fordi jeg har haft kræfter til at bruge mig selv træt idag, og fordi jeg nu kan ligge mig ned og hvile. Og fordi jeg ligger så pokkers godt i den seng :-)

Livsnyderen om den danske selvhadstrend

2011-01-16T12:00:00.002+01:00

Hvad er det, der sker med danskere for tiden?

Det er blevet moderne at rakke ned på Danmark. Vi er ikke internationale nok, vi er småtskårne, racistiske mennesker, og den er helt gal med vores samfund.

Vi kan ikke lide folk der ikke kommer udefra, og vi går bare her og hygger os i vores lille smørhul (det sidste er fandme også for dårligt, det kan jeg godt se!!).

Det bliver der skrevet og blogget og kommenteret og facebooket en masse omkring. Senest har Dankortsystemet stået for skud - fordi en herboende finder det problematisk at bruge andre betalingskort i landets butikker og cafeer. Hm. Ja. Det er da uheldigt, kan jeg godt se, men det ser man da i masser af lande. Ikke at det er en undskyldning - det burde bestemt løses - men det er ikke noget specielt dansk.

Ikke desto mindre får alle disse kritiske indlæg diverse kommentarer med på vejen såsom: "Det er også typisk dansk."

"Jamen, sådan ER det jo altid i lille Danmark."

"Det er også for dårligt."

"Man er jo nærmest flov over at være dansker."

Og så er det jeg sidder og kradser mig lidt i parykken. Og nogen gange bliver jeg sq lidt harm og råber ud i lokalet (hvor min familie kikker forvirret på mig) "Gu' er jeg da EJ flov over at være dansker!!".

Nej - Danmark er ikke perfekt, ejheller er alle danskere perfekte. Og det er helt okay at forholde sig kritisk til vores system og vores sindelag, det er jo vejen til diskussion og udvikling.

Men jeg gider kraftpetervælteme ikke smide mig selv rundt i den der selvflaggellerende mudderpøl, hvor alt dansk er noget lort, og alt er i vejen med Danmark. Hæv lige blikket lidt, spænd hageremmen og kom ind i kampen igen!

Jep - der findes racistiske og småtskårne mennesker her i landet. Og der findes en masse mennesker som er åbne og positive og grundlæggende nysgerrige overfor andre kulturer.

Er vi internationale nok? Det ved jeg ikke. Jeg anser mig selv for at være europæer i højere grad end dansker. Og mon jeg er den eneste? Faktisk anser jeg mig selv for at være MENNESKE allerførst.....

Den samme kritik kunne man rette mod masser af andre lande. F.eks. er der da ikke ret mange regioner, hvor indbyggerne er så gode til engelsk, som skandinavien. Er det ikke en slags internationalitet?

Og hvor internationale skal vi være?

En ting jeg græmmer mig over, er vores udlændingepolitik. Den er stram på de helt forkerte steder, i min bog. Den forsøger at løse et gammelt integrationsproblem med nogle lappeløsninger, som rammer med spredehagl. Den er i mine øjne dårlig og lidt pinlig, men den gør mig sørme ikke flov over at være dansker?? Jeg mener - jeg synes faktisk det er FEDT at leve i et demokrati, hvor jeg kan stemme (og endda på mere end to næsten ens partier, som de fx. gør i USA) på dem, jeg synes skal bestemme. Det betyder så, at jeg ikke altid får ret, men jeg har stemt, har jeg. Og så har jeg lov til at brokke mig :-)

Jeg tror egentlig, det handler om, at retorik, hvor vi nedgør os selv, er blevet moderne.

Men jeg krummer tæer, når jeg ser folk rakke ned på det land, jeg bor i. Og jeg ved godt, der er en hårfin linje - men jeg synes godt jeg kan skelne mellem en reel kritik (som det blogindlæg jeg læste om dankortet) og nedrakning (ofte set i kommentarer til kritik-indlæg).

Selv er jeg da heller ikke bleg for at sige til, når jeg ser noget foregå i mit land, som jeg ikke bryder mig om - f.eks. hvordan man behandler homoseksuelle.

Men hvis nu man lige hæver sig lidt op over den førnævnte mudderpøl. Så kan man måske tørre mudderet ud af øjnene og se

at vi lever i et land hvor vi har demokrati
at vi lever i et land hvor vi har et skattefinansieret sundhedssystem
at vi lever i et land hvor vi har et ditto uddannelsessystem
at vi kan udtale os om alle de ovenstående (og alt muligt andet) uden at blive pisket, diskrimineret imod eller smidt i fængsel

..og jeg kunne godt fortsætte, men du fanger pointen, ikke?

Hvorfor hader vi os selv og vores land så meget? Og hvorfor hyler så mange med, når hylekorslederne går igang med deres "jeg-er-flov-over-at-være-dansker"-tirade?

Breaking news!!

2011-01-16T11:01:00.002+01:00

Af en eller anden grund er den helt store dille indenfor nutidens journalistik at vise BREAKING NEWS.

I mit hoved er det noget med helt store politiske begivenheder, naturkatastrofer eller exceptionelt alvorlige biluheld med mange involverede.

Det er IKKE

at de royale nyfødte bliver behandlet for gulsot (det gjorde Andreas også som baby - det var ret udramatisk)
at Paradise-Amalie har fået et smilehul forærende af sin far
at Pia Kjærsgaard er uenig med Villy Søvndal om noget

Men det er sådan cirka i det lag, vi ofte bevæger os, når de danske medier dækker noget.

F.eks. har tv2 news VIRKELIG dækket den royale familieforøgelse. Komplet med reportager fra en tom gang på rigshospitalet, og grafik af ruten fra Rigshospitalet til Amalienborg.

Vi må konstatere, at det er et MEGET lille land vi lever i. For kors, hvor er det uinteressant.

Jeg spekulerer lidt på, hvad de mon vil kalde det, hvis der sker noget, som reelt ER at betragte som "Breaking news"?

Livsnyderen om gamle hunde og nye tricks

2011-01-11T19:38:00.003+01:00

Nu har jeg i lidt mere end en måned haft arbejdsplads i Silkeborg.

Det har været hårdere, end jeg havde regnet med. På forhånd syntes jeg ikke, det var et problem - med de gode vilkår, vi blev tilbudt, var det jo til at håndtere, og jeg er egentlig ret fleksibel oven i hovedet.

Eller, det synes jeg da ihvertfald selv at jeg er.

Men til min egen store overraskelse ramte flytningen mig som et læs mursten - hårdt.

Der var flere årsager til det.

Køreturen. Der er 91 km til Silkeborg, og de sidste 40 (ca.) er på landevej. Læg dertil mørke morgener, masser af sne og frostgrader der sætter salt ud af funktion. Selvom jeg ikke er en ængstelig chauffør, eller bange for at køre, fordi der er lidt glat, er det trættende og udfordrende at køre den lange vej, når man hele tiden har alle sanser på højkant for at imødegå alle mulige situationer. Og december med sne, sort is og lignende morsomheder, bød på rigeligt med udfordringer på turen.

De nye rammer. Et nyt hus. Masser af nye mennesker. Vi skulle finde ud af, hvor vi fandt tingene, og vi er stadig ikke i stand til selv at booke mødelokaler - så vi skulle spørge nogle af kollegerne fra Jyske It om hjælp til det ene og det andet. Vi kan godt holde videomøde, men hvis vi skal vise ting frem i vores systemer, slår teknikken ikke til.

Nye arbejdsvilkår - fordi vores kørsel er arbejdstid, er der jo mindre tid at arbejde i. Turen fra Erritsø til Fredericia tager omkring en time og 15 minutter, og selvom vi alle har sagt ja til en bonusordning, hvor vi bliver ekstra belønnet, hvis vi når et fastsat antal overarbejdstimer det næste års tid, er der altså ikke mange der arbejder de 12,5 timer ekstra om ugen, som det ville kræve for at opnå samme arbejdstid. Så vi kan nå mindre, og det er frustrerende og besværligt - ikke mindst for projektlederen, som skal få enderne til at nå sammen. Det er nu gået rimeligt godt - nok mest fordi jeg er en del af et fedt team, som har ydet virkeligt godt.

En ændret hverdag.... mange af mine arbejdsdage starter, når jeg kører fra Erritsø kl. 6 om morgenen - fordi jeg vælger at lægge mit overarbejde om morgenen. Andre dage arbejder jeg hjemme, og andre igen tager jeg senere til Silkeborg og arbejder ikke over.

Jeg er pludselig langt fra mine børn, min frisør, min læge, min kiropraktor, min tandlæge. Det kræver lidt mere logistisk planlægning.

Så alt i alt har der været meget, der har været anderledes. Besværligt og ind imellem lidt svært at se den dybere mening med. Selvom jeg godt ved, at det kommer til at give mening på sigt, er det en svær pille at sluge, når det går ud over kadencen i projektet og hverdagen.

Hos mig har det faktisk givet lidt stress-symptomer. Læg nøje mærke til at jeg IKKE siger, at jeg har stress, eller har haft det - men der er nogle velkendte lamper, der har blinket lidt gult. Det mest karakteristisk har været, at min søvn har været dårlig. Jeg har sovet dårligt, vågnet mange gange, og haft svært ved at falde i søvn - især de nætter, hvor jeg skulle til Silkeborg dagen efter. Mit humør har været mere svingende, og latteren har været lidt sværere at finde. Arbejdsglæden - som ellers er stor - er udeblevet fra mit liv.

Åbenbart i en grad, så min afdelingsleder (som ellers er en travl mand) har lagt mærke til det: "Du har længere til smil," sagde han "og du er jo ellers en glad pige." Godt set af ham, synes jeg - vi har ikke arbejdet sammen ret længe, og han er arbejdsmæssigt godt hængt op, fornemmer jeg.

Jeg har ind imellem også oplevet, at der er kommet urimeligt meget brok ud af min mund. Og sådan gider jeg bare slet overhovedet ikke at være. Det er ligesom om der er nogen, der overtager min krop, mens jeg selv sidder magtesløs oppe på den ene skulder og siger "Hov, stop det der!! Sådan er jeg ikke, jeg er for fa'en både positiv og forandringsparat!"

Så jeg har arbejdet rigtig meget med mig selv, tænkt meget over hvordan jeg kunne få arbejdsglæden og smilet igen, og jeg tror jeg er ved at have fundet et mindset og nogle daglige rutiner, som kan få det til at fungere. Og så har jeg en aftale med min dygtige coach-kollega, som har lovet at hjælpe mig med at få ryddet op i tankerodet.

Og i denne uge er det forunderlige så sket. Jeg har siddet oppe i Silkeborg og har hørt mig selv le ... ja, sådan rigtig le, nærmest skraldergrine ... og jeg har følt mig glad og overskudsagtig. Og vigtigst af alt: Jeg har sovet som et spædbarn.

Så det kan godt være at du kan lære en halvgammel tæve nye tricks. Det tager bare lidt tid.

Juhuu ... jeg er her endnu :D

2011-01-09T14:14:00.002+01:00

Jeg er altså ikke blevet væk - det har bare ikke været bloggen, jeg har haft fokus på.

Min december kom og gik, rigtig hurtigt. Jeg har været til advendtsblomsterbinding, julefrokost og et par julekoncerter med X-tetten (som gik rigtig godt) - holdt juleferie, selvom jeg egentlig havde bestemt mig til at arbejde flere dage end jeg gjorde, og vænnet mig til at køre frem og tilbage til Silkeborg.

Jeg har været træt om aftenen, og har ikke fået trænet helt så meget som i november.

Men nu er der lidt luft igen. Juleferien er slut, en dejlig nytårsaften ligger bag mig, og et friskt, nyt år strækker sig ud foran mig.

Jeg har ikke lavet nogle nytårsforsætter - og jeg har ikke noget egentligt mål for 2011.

Det er blevet tøvejr (jeg håber det er et tidligt forårstegn), og dagen er blevet omkring 20 minutter længere. Jeg glæder mig til forår, for jeg har fundet ud af, at det ikke er min favoritdisciplin at køre 182 km om dagen på skøjtebaneglatte veje.

Måske bliver jeg en flittigere blogger i 2011 - det må vi se næste år ved denne tid. Men jeg er her altså endnu.

Sprællevende og i fornuftig form.

Livsnyderen om had og kærlighed

2010-11-28T22:06:00.008+01:00

Det her blogindlæg kom for en uges tid siden på min engelske blog - lige da jeg skrev det, synes jeg det havde rigtig meget relevans også for dem, der læser med der, nemlig mine amerikanske venner.

Men det har små-rumlet siden ... så her kommer det, nu på dansk.

I Danmark kan vi godt lide at tænke på os selv som tolerante.

Og i nogle henseender troede jeg faktisk, at vi var det.

Men den anden aften så jeg TV - der var et program om had-forbrydelser imod bøsser. En del af udsendelsen viste en skjult kamera-optagelse af to fyre som gik sammen ned af Strøget, noget af vejen hånd i hånd, noget af vejen med armen om hinanden.

Jeg var himmelfalden - ikke alene vendte folk sig og gloede efter dem, nogle sendte dem vrede blikke, og hen på aftenen var der endda nogle, der råbte "Homoer!" og det, der var værre, efter dem.

Der sad jeg så og tænkte: Er det her det tolerante, frisindede Danmark, hvor mennesker af samme køn kan gifte sig, adoptere og leve i fred?

Jeg følte mig flov, og vred.

Jeg kender en del mennesker som er sådan indrettet, at de elsker nogen af deres eget køn. Det er sådan en information jeg lægger mærke til og noterer mig - ligesom hvis jeg hører at nogen spiller musik i deres fritid, er vildt gode til skak, bor langt væk eller har diabetes. Det er en information om den person, som jeg bruger til at forstå dem. Eller ikke bruger til noget overhovedet.

Jeg arbejder et stort sted, så der er en del af mine kolleger som er homoseksuelle. De er kolleger som alle andre. Nogle er laaaangt ude af skabet, andre holder kortene tættere til kroppen. En del af dem har deres partner med til firmafest og hallo! Det er ikke noget problem! Ikke noget vi lægger mærke til.

Jo, selvfølgelig syntes jeg det var sjovt at hilse på Michaels samlever, for jeg kender ham rimeligt godt og har hørt en masse om fyren.

Men altså, ikke det store drama. Du er bøsse eller lesbisk, og hvad så?

Da min mands datter kom hjem for nogle år siden for at fortælle os at hun havde fået en kæreste, og at det var en pige, var det absolut heller ikke noget drama. Vi vil gerne se vores børn lykkelige. Og da vi fandt ud af at vores nye familiemedlem var sjov, sød og bare generelt en elskelig tøs, var vi bare glade. For hun gjorde vores pige lykkelig.

Hadet, volden, tilråbene ... det er mig meget fremmed. Det gør mig trist. Jeg bliver oprørt og vred. Det får mig til at undres - hvad gør mennesker så hadefulde og små og bange?

Og det får mig til at spekulere på:

Hvordan kan man hade nogen på grund af hvem de elsker?

Livsnyderen vinker farvel... og på gensyn.

2010-11-28T19:30:00.004+01:00

Imorgen tager jeg hul på den sidste uge på Teknikervej - ihvertfald i denne omgang.

Teknikervej er det hus, som er kommet til sidst, af Bankdatas bygninger. Oprindeligt sad vi allesammen på Erritsø Bytorv - der var 220 af os, sådan cirka, da jeg startede i 1991. I løbet af 90'erne blev vi rigtig mange flere, og der blev bygget et hus på Østergårdsvej, lige ved siden af Bankdatas gamle bygninger. Det er der siden blevet bygget til, og for omkring 4-5 år siden lejede Bankdata Teknikervej 1.

Jeg flyttede på Teknikervej for godt 3,5 år siden. Det skete, da jeg tog springet fra mit gamle forretningsområde, og over til eBanking-området. Med tungen lige i munden og hjertet oppe i halsen. Men jeg var nødt til det, for det, jeg havde lyst til at lave, kunne jeg ikke komme til i min gamle afdeling. Og så trængte jeg nok også voldsomt til luftforandring.

Nyt forretningsområde. Nyt job - for tidligere var jeg en blanding af Servicedesk-konsulent og Produktkonsulent, og i mit nye område skulle jeg være Projektkonsulent.

Da jeg startede sad vi vel 50-60 mennesker på Teknikervej. Det var specielle omgivelser - en gammel lampefabrik, hvor vi sad i kontordelen og i det gamle showroom. Ude bagved var der en kæmpestor lagerhal, hvor vi havde skilt den ene ende af til verdens mest højloftede mødelokaler - og så var der de små mødelokaler, højt oppe af en hønsestige under loftet - med udsigt til lagerhallen.

Det endte med at Bankdata købte bygningerne, og så blev der renoveret og gjort lækkert. Den gamle lagerhal blev til lækre, nye kontorer i 2 etager, og "det gamle" blev shinet voldsomt op. Ydersiden af bygningerne fik en omgang, og så var "fremtidens udviklingshus" født.

Jeg har haft det rigtig, rigtig godt på Teknikervej. Jeg har fået udfordringer og er blevet vist tillid, og ikke mindst nydt samarbejdet med nogle virkeligt dejlige kolleger. Heldigvis flytter kollegerne med, og forhåbentlig også det gode arbejdsmiljø.

Alligevel er det lidt sært. Teknikervej har været rammen om den bedste del af mit arbejdsliv, for der er ingen tvivl om at jeg har fået lov til at folde mig ud og bruge mange flere sider af mig selv, end nogen sinde før.

Men det skal nu nok gå! Det er fine rammer vi får i Silkeborg, og de sjove, søde og hyggelige gutter i teamet bliver nok ikke anderledes fordi vi skifter postnummer.

Fremtiden står åben. Der bliver endnu flere muligheder og chancer. Og jeg ved, jeg kommer tilbage til Fredericia igen.

Men det er da med et lille stik i hjertet jeg vil pakke mine ting på fredag.

Livsnyderens endorfin-rush

2010-11-21T22:09:00.002+01:00

Wow ... jeg havde en vaskeægte endorfin-rush i lørdags!!

Det er godtnok ved at være længe siden. Jeg har trænet tilpas meget til at jeg nyder det - og bliver rastløs, hvis jeg ikke får trænet nok.

Som nogen af jer måske ved, løb jeg Lillebælt Halvmaraton i 2009. Efter løbet kom jeg godt igang igen - men "løb ind i" en skade i august 2009. Mit højre baglår/balle gjorde ondt når jeg løb - og selv efter en flere måneder lang pause fra løb, var det stadig tosset.

I løbet af foråret kom jeg igang med at løbe igen - men smertefrit var det ikke. Måske var det dumt - men jeg VILLE løbe, så jeg satsede på at fokusere på de perioder hvor det ikke gjorde ondt.

Så fik massøren på arbejde fat i mig. Hun var optimistisk til at starte med, men hen over sommeren var hun lige ved at opgive mig. Selv når jeg kom hver uge, startede hun forfra med en muskulatur i baglår, baller og lænd, som var totalt overspændt og låst. Så jeg startede hos en kiropraktor i sommer, og besluttede at få det sjove motion - og starte derfra.

Den stod altså på kiropraktor, massør og zumba et par gange om ugen.

Kiropraktoren fik i løbet af et par måneder hul på det. . . godt hjulpet af at jeg gradvis byggede på min zumbatime. Variation har været nøgleordet for min træning, og på en perfekt uge laver jeg 2 * zumba, 2 * styrketræning (ofte samme dag som zumba) og 2* spinning om ugen. Smid der oven i et yogahold (befalet af kiropraktoren), og lige der tror jeg, du finder nøglen til mit forbedrede velvære.

Jeg har lovet kiropraktoren at jeg ikke begynder at løbe "rigtigt" før til foråret. "Giv det nu lidt ro," siger hun. Men jeg må godt løbe en lille smule på løbebånd, som opvarmning til styrketræning, så det gør jeg.

I lørdags fik jeg min sædvanlige halve time på båndet. Et par minutters gang, 5 min. løb, et par minutters gang, 10 min. løb, et par minutters gang og 5 min. løb - og til sidst gang indtil de 30 min. er nået.

Jeg gav den gas! Den fik lige lidt mere hastighed end ellers, og det gik fantastisk. Det var faktisk først da jeg kom hjem, at det gik op for mig at der INGEN smerter var i forbindelse med løbet - YES! Så nu glæder jeg mit til tirsdag, hvor jeg skal på båndet igen... :-)

Efter løbeturen i lørdags styrketrænede jeg - lidt ryg, lidt mave, fuld gas i benpressen og ellers fokus på skuldre, ryg, arme. Det er så godt for mit belastede bevægeapparat.

For nogle måneder siden gik det op for mig, at jeg var holdt op med at sætte min træningstaske ind på passagersædet. Fordi bevægelsen gjorde ondt. Nu kan jeg igen, på grund af sådan nogle træningspas som i lørdags.

Men det aller-allerbedste var følelsen i kroppen da jeg sad hjemme og spiste frokost bagefter. Den er svær at forklare. Men et velvære, en afslappethed og en balance som jeg KUN får, når jeg har trænet hårdt og godt. Næsten en lykkefølelse, men på det fysiske plan.

Det er lige der at træningen bliver mere end en nødvendig vedligeholdelse. For det er det jo også.

Det er den følelse i kroppen, jeg går efter.

Den er heldigvis vanedannende.

Livsnyderen indad og udad

2010-11-07T13:46:00.002+01:00

Idag var jeg til spinning ved en af mine favorit-spinning-instruktører.

Elin spiller skide god musik, den passer altid til det antal omdrejninger, hun vil have os til at køre, træningen er dejligt varieret, og så er hun bare en glad humørbombe.

Efter spinningtimen stod vi og sludrede lidt - jeg havde et par spørgsmål om watt-tal, og da vi begge er et par sludrechatoller faldt snakken jo lidt på det ene og det andet. Elin nævnte at hun får ekstra energi fra den respons, hun får fra os af holdet ... "De fleste instruktører har det sådan," sagde hun "fordi vi er ekstroverte." (Ekstrovert = udadvendt)

"Ha," sagde jeg så, "jeg vil vædde på du er gift med en introvert mand!" sagde jeg så - og ganske rigtigt, det er hun :)

Jeg har jo den her teori om, at man skal veje hinanden op. En meget ekstrovert person vil søge en partner som ikke er ekstrovert - ikke for at "få plads" som man måske kunne tro - men fordi de synes en introvert er spændende at "pakke ud".

Og på magisk vis giver det en god balance med en indadvendt og en udadvendt person - man lærer af hinanden. Den hurtige sætter lidt gang i den langsomme, og den langsomme får den hurtige til lige at klappe hesten og komme ned på jorden.

Og det sjove er, at i mit parforhold er det jo slet ikke sådan, at jeg snakker ørerne af Bruno og han må kæmpe for at få et ben til jorden.

Han har nemlig masser at sige, og fordi han kender mig så godt, får jeg det HELE at høre :-)

Og jeg lytter, fordi han er klog og eftertænksom, og fordi hans vinkel på tingene er anderledes end min, og jeg måske kan lære noget af det. Om ikke andet, så at der er forskellige måder at gribe ting an på, og at hans fungerer godt for ham, selvom min ville være anderledes.

Vi er i balance, og fylder nogenlunde lige meget. Nogen aftener er det ham der snakker mens jeg siger "hmmmm,", andre gange er det mig der fortæller i 10 minutter om et eller andet der optager mig.

Når jeg ser mig om, ser jeg ofte andre par med samme konstellation. Det er lidt forskelligt om det er den ene eller den anden part der er ekstrovert, og graden varierer også. Jeg synes også at have observeret, at mennesker som ikke er udtalt det ene eller det andet, tit finder sammen med nogen af samme slags.

Jeg tror det fungerer, det med balancen :) Det gør ihvertfald hjemme hos os.

Hvad mener du? Og hvad med dig? Er du introvert eller ekstrovert, og hvad er din kæreste/partner/ægtefælle?

Livsnyderen lyttede!

2010-11-04T22:13:00.002+01:00

Her for nylig så jeg, at Joan Ørting skulle komme til byen og holde foredrag. Spændende, tænkte jeg, og så glemte jeg alt om det igen.

Indtil en bekendt pludselig havde to billetter til salg på Facebook - dem skyndte jeg mig at købe.

Joan Ørting er jo en dame, som skiller vandene. Nogen synes hun er forfærdelig og alt for meget. Jeg synes hun er rimeligt cool. Hun sætter sin røv op i klaskehøjde, og tør være åben omkring sit eget sexliv - og jeg tror det er vigtigt, at modige mennesker som hende tør gå forrest og pille lidt af tabuemnerne ned fra hylderne.

Det gør, at vi andre også kommer til at tale om de ting - og den slags redder parforhold.

Erotik og sex er en del af livet. Og det er en vigtig del, synes jeg.

Når man er i et parforhold, er det erotikken, sexlivet, der er det sted, hvor vi er rigtig tæt, det er der, vi kan udtrykke vores kærlighed og samhørighed allerbedst. Det er der, vi cementerer og reparerer, og har man et godt, kærligt og givende sexliv, så har man overskud til at give den anden albuerum, og til at se igennem fingre med småting. Så kan man være rummelig og accepterende og kærlig.

Og den anden vej rundt - det er vist det, man kalder en god cirkel.

Men tilbage til Joan Ørtings foredrag. Ind i Bøgeskovhallen i aften kom en lille, rødhåret kvinde. Fra min plads på første række - lidt ude til siden - blev jeg væltet omkuld af et varmt og glad smil og en udstråling som en masseovn.

Og tjubang, så var foredraget i gang. Du får ikke noget referat her, men jeg kan fortælle, at selvom titlen var Sex og Sport, så var der mere sex end sport ... og helt ærligt, det var også okay. Med fagter, sjove lyde og masser af ord fortalte Joan om forskellen mellem mænds og kvinders seksualitet, farerne for dødvande i kærlighedslivet, og hvordan man holder gnisten. Der var små, kærlige los til begge køn - og konkrete tips til hvad man kan gøre for at gøre livet og samlivet endnu bedre.

Og så må jeg sige - at hvis jeg før syntes at Joan var "rimeligt cool", så synes jeg nu hun er dejlig! En smuk, smilende kvinde, som udstråler en enorm varme, begejstring og imødekommenhed. Jeg tror hende, når hun siger, at hun synes det er hyggeligt at komme rundt til foredrag, for det var tydeligt at mærke. Selvfølgelig lever hun af at sælge sig selv og sine bøger, men jeg er ikke i tvivl om at hun elsker sit job og sin mission - og det at gøre en forskel.

Jeg ved ikke hvordan hun gjorde det, men hun rakte ud og rørte ved mit hjerte.

Nu er jeg Joan-fan :-)

Livsnyderens autist-test

2010-11-03T16:01:00.002+01:00

På Facebook har der kørt sådan en test, hvor man svarer på en række spørgsmål, og så fik man sit autist-indeks.

Jeg var ikke særligt autistisk ifølge testen, som gik meget på hvordan man foretrækker at arbejde og tilbringe sin tid, og hvilke sociale kompetencer man har.

Jeg har ellers nogen gange tænkt at jeg måske har en rem af huden ... bare en lille en. Det er nemlig blevet klart for mig, at jeg af og til springer formaliteter, smalltalk og almindelig social smørelse over, hvis jeg lige er i det målrettede mode.

For målrettet og resultatorienteret er jeg vist, selvom jeg er opvokset i 70'ernes folkeskole, hvor vi skulle arbejde i grupper hele tiden og helst være næsten lige gode (MAND jeg hadede gruppearbejde!!).

Nogen gange bliver jeg bare helt overrasket (og en lille smule flov) fordi jeg bare drøner der ud af. Og nogen gange glemmer etiketten, fordi mit fokus 100% er at komme fra A til B. Helst hurtigt og uden svinkeærinder, tak.

Men jeg arbejder med det. Det gør jeg virkelig. Så bær over :D

Livsnyderen om at stjæle slik fra børn

2010-10-31T09:26:00.003+01:00

Igår var det vistnok halloween ... en "event" som diskoteker, ugeblade og supermarkeder har besluttet sig til at indføre i Danmark (der er penge i lortet).

I den anledning viste de uhyggelige film på TV ... hahahaaa - vi så ghostbusters 2 - og bagefter kom der "Åndernes magt".

Jeg har aldrig set det før, men hørt meget om det, så jeg bestemte mig lige for at se det inden jeg gik i seng. Det var vældigt underholdende på en bizar måde.

En ung mand bor i en lejlighed og han oplever, at der er ting der siger "bump" om natten. Og så er der noget med nogen tallerkner der falder på gulvet, og en "fælles drøm" om en mand med fuldskæg som både den unge mand og hans bofælle har .... ja okay, fælles er så meget sagt, men der er en mand med skæg i begge deres drømme.

Uuuuuuha .... det er ren "Paranormal Activity" lige der.

SÅ kommer mediet ind i billedet. En ex-præst i et ekstremt grimt jakkesæt, som minder skræmmende meget om Søren Krarup. Han vandrer rundt i lejligheden og leverer et skoleeksempel på, hvordan man koldlæser.

Dvs. han fyrer en hel række "fakta" (læs: gæt) af, og ind imellem rammer han plet - og selvom det kun er ca. hver 10. gang det sker, bliver den unge mand i lejligheden helt stor i hovedet.

Krarup-klonen kommer frem til, at det unge menneske har fået en klæbe-ånd med hjem, og herefter fulgte en forklaring, som jeg ikke helt kunne høre, fordi min bullshit-detektor overdøvede ordene med BIIIIIIP-lyde.

Men konklusionen var at de satte sig ned og tog hinanden i hænderne, for at få ånden til at vise sig. Det gjorde den naturligvis ikke. Ånder findes ikke. Så skulle den give et tegn på at den ville blive, og ellers skulle den smutte.

Jakkesættet sagde flere gange "Jeg kan dufte tobak" eller "Mærker du svedlugten", men den unge mand bed dog ikke på. Så det var han helt alene med. Måske skulle han lægge cigaretterne på hylden, vores medie, og købe en bedre deo.

Lige som jeg var begyndt at tænke, om de ikke snart opgav at få en åndelig manifestation, skete aftenens clou: GLASBORDET VED SOFAEN GIK "SPONTANT" I STYKKER! Naturligvis var det ikke der, kameraet pegede hen, men vi hørte lyden og hørte de overraskede hyl. (jeg gætter på at de ikke havde indviet deltagerne i, da de riggede det)

Det var en helt igennem lattervækkende udsendelse - og lidt kvalmefremkaldende også.

Man burde jo overveje en alternativ karriere. Folk står i kø derude for at blive snydt, og de er klar til at tro på hvad som helst, bare man præsenterer dem for en gang hokus-pokus og måske en bog med et indisk eller kinesisk inspireret cover. Jeg har talegaverne og intuitionen til at kunne blive en fantastisk koldlæser.

Jeg har bare ikke kynismen til det. Det er jo som at stjæle slik fra børn.

Nemt og umoralsk.

Fagre nye verden

2010-10-26T22:01:00.002+02:00

Tiden nærmer sig til - til at den Sorte Slambert skal til at finde vej til Silkeborg hver dag.

Idag er datoen 8. november blevet meldt ud - nu må vi se, jeg synes der er meget, der stadig er lidt uafklaret. Men når dagen kommer, så triller jeg forventningsfuldt derop.

Idag har jeg både set hele Jyske Banks bestyrelse, og mødt min nye chef. Altså ikke min nærmeste leder - han hedder pt. Mogens, og ham vil jeg godt lige beholde lidt længere - men ham, som er chef for det område, min afdeling hører under. Han hedder Benny, og virker som en rigtig fin fyr.

Hvis han er lige så god til at danse som min nuværende chef, så har vi en vinder ;-)

Bestyrelsen for vores nye bank var på rundvisning. Og Bankdata elsker at vise rundt i det fine, nye kontorhus, som jeg er så heldig at sidde i, så selvfølgelig kom de forbi ude på gangen.

Der kunne de så sidde og se mig og resten af teamet - vi sad og så meget alvorlige ud. Jeg havde endda puttet mine bamser (Kaj og en tøjtiger) i skuffen for at det skulle se lidt seriøst ud.

Misforstå mig nu ikke - vi arbejder faktisk pænt seriøst, men der er, og der skal være, plads til lidt spas.

Og kontoret har glasvæg ud til gangen, så jeg tænkte det godt lige måtte fremstå lidt arbejdsagtigt.

Pludselig så jeg en mand ude på gangen, som jeg kender, og så måtte jeg jo lige ud og hilse på - et knus fik jeg endda også. Det var en god tillidsmandskollega, som jeg både har siddet i edb-udvalget og været til repræsentantskabsmøder og meget andet sammen med. Vi er facebookvenner, men det var virkelig hyggeligt at at se ham i levende live :)

Forundringen hos vores rundvisende direktør, Lene, var til at se ... det kom vist bag på hende at jeg var på kram med et JB-bestyrelsesmedlem ;-)

Lige nu venter jeg spændt på mere nyt og flere detaljer. Og jeg ser med stor spænding og fortrøstning på fremtiden - jeg er slet ikke spor i tvivl om, at der bliver endnu flere spændende, sjove og udviklende jobs i det store, nye Bankdata, for sådan nogen som mig.

Livsnyderen ser Luksusfælden

2010-10-24T21:03:00.003+02:00

Efter at have siddet sammen med min husbond og lagt budget for 2011, var det lidt pudsigt at jeg kom til at tænde for TV - og så var det Luksusfælden, der tonede frem.

Jeg kan godt lide at se det engang imellem. Især fordi jeg godt kan lide Mette Reissmann ... hun har en god og sober måde at håndtere folk på, og så har jeg faktisk mødt hende og talt med hende, da hun for mange år siden arbejdede i finanssektoren ... jeg tror det var i Lokale Pengeinstitutter, hvor hun var juridisk konsulent.

Til gengæld kan jeg få helt ondt i hovedet af at rykke mig i håret og slå mig for panden - - for det er utroligt, hvor langt ude af kontakt med virkeligheden, folk kan være. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan man kan bringe sig i en situation hvor man månedligt bruger 8-10000 kr. mere hver måned, end de tjener.

Jeg kan godt forstå at man kan få lyst til at skide på budgetterne engang imellem, og måske købe noget, man ikke har råd til. Det er menneskeligt at ønske sig noget, især når man ser at andre har råd til det. Jeg er splittet mellem at blive dybt irriteret, og at have utroligt ondt af de mennesker, som ender med at stå skoleret foran Mette og Gustav - på landsdækkende TV.

Men ... virkelighedstjek!!! Hvis du bruger 2000 kr. hver gang du tjener 1000 kr., så ender du altså med at være økonomisk på skideren. Og hvis du lukker øjnene længe nok, så ender du et sted, hvor du ikke har ret mange valg.

OG så er vi tilbage der, hvor vi sad og lagde budget. Idag har vi pænt med penge at lægge budget med, så det er egentlig simpelt nok. Men jeg har også prøvet at være alenemor på SU, og alligevel få lagt lidt til side hver måned til uforudsete udgifter. Det giver en dejlig ro i maven at vide hvad man har at gøre med - det føles godt at have en plan at følge.

Dermed ikke sagt at jeg er et perfekt, økonomisk eksempel. Det har nogle gange rodet, men jeg har altid fået lavet virkelighedstjekket, inden jeg endte i en økonomisk sump. Der, hvor valgene er få, og vejen ud i gældfrihed er lang og ualmindelig kedelig.

Langt kedeligere end at sætte sig og få lavet det der budget. Så længe tager det jo heller ikke :-)

Livsnyder med fridage

2010-10-16T11:05:00.002+02:00

Nu ser jeg ind i et par fridage - dejligt.

Skolernes efterårsferie er begyndt, og mit dejlige datterbarn er dampet af på ferie med sin far - de skal på cruise på Nilen. Kristian (som er mere til skiferier med sin far) bliver hjemme hos mig, og derfor har jeg taget et par fridage - mandag til onsdag mere præcist.

Idag kører jeg en tur til Aalborg og besøger min mor, sammen med Kristian. Bruno bliver hjemme og plejer et hold i ryggen - så det er bare mig og min store dreng.

Vi bliver i Aalborg til imorgen, og så giver Andreas og Kristina frokost. Andreas tager med hjem på miniferie :-) - og onsdag tager han nordpå igen.

Så vi skal hygge os, skal vi. Mon ikke der bliver set nogen film, spillet nogle spil og bagt lidt kager og brød ... og hygget grundigt igennem!

Bruno har ikke ferie, men jeg skal nok sørge for at hans hjemmesko står ved kaminen og kaffen er klar når han kommer hjem fra job :-)

Der skal nydes grundigt, for vi har fortjent det.

Et hul i tiden

2010-10-14T19:04:00.003+02:00

I 70 år stod en herskabslejlighed i Paris urørt hen.

Ingen kom eller gik der. Kun årene. Støvet faldt, tyst. Ingen stemmer brød tavsheden, ingen hænder skilte gardinerne for at se ud.

Så døde damen, som havde lejemål til lejligheden, og lejligheden blev åbnet.

Alt stod som for 70 år siden ... for første gang i en menneskealder trådte nogen ind og brød stilheden.

Da jeg læste nyheden om lejligheden igår, pirrede det min fantasi helt vildt. Den der lejlighed, efterladt en dag. Måske lå der en bog på et sofabord. Måske stod et glas i vasken i køkkenet. Nogen har smidt sine hjemmesko i et hjørne. En hårbørste på et toiletbord.

Og stilhed. Stilhed. Stilhed. Støvet der falder, årene der passerer. Svage lyde af verden der passerer forbi. Udenfor.

Hvis jeg var forfatter, ville jeg skrive en bog, med afsæt i den der forladte lejlighed, hvor livet fortsatte rundt om.

Det kunne blive en fantastisk, dyster, sær historie, tror jeg.

Livsnyderen tjekker tændrørene

2010-10-13T20:47:00.002+02:00

Der hvor jeg arbejder, laver vi IT til en række danske banker. Indtil for nylig hed den største Sydbank - men for en måneds tid siden skete der ting og sager. Jyske Bank, som ellers har haft deres egen udviklingsafdeling, melder sig ind i foreningen, og KABUM! så bliver vi lige 70% større end vi var før.

Det er fedt fordi det stiller vores virksomhed stærkere. Men sådan noget gør man jo ikke, uden det har omkostninger.

En masse mennesker oppe i Silkeborg er kede af det. Det system, de har udviklet på - for nogens vedkommende i mange år - skal bare lukke og slukke. Og det er sandsynligvis et ganske udmærket system. Deres job skal måske flytte til Bankdata.

Alle dem, som arbejder i vores drift, er heller ikke for glade. Deres job flytter til JN Data i Silkeborg. Og det er ikke fordi de ikke har gjort det godt - vi har haft en utrolig veltrimmet og effektiv driftsafdeling.

Det er altsammen politiske beslutninger.

I 2012 skal vi være klar til at konvertere Jyske Bank over på vores systemkompleks. Der skal laves en masse analyse, der skal kodes konverteringsprogrammer, og vores systemer skal på nogle områder videreudvikles for at kunne rumme Jyske Banks forretning - ligesom alt skal stresstestes i systemerne - for at vokse med 70% er jo ligegodt en sjat.

Lige nu skal vi starte med at blande blod. Og i den forbindelse skal en masse mennesker fra Silkeborg komme til Fredericia, og vice versa.

Jeg er en af dem, der fra november skal finde sit skrivebord i Silkeborg. Så den Sorte Slambert skal ud og trille på landevejen på et dagligt basis, ihvertfald frem til konverteringen. Så regner jeg med, at der er et job til mig i Fredericia.

Meget tyder på, at jeg skal finde mig et andet forretningsområde. Men det ved jeg ikke engang med sikkerhed endnu.

Heldigvis bliver det med kørsel i arbejdstiden, og betalt kørsel. Så det kommer ikke til at gå urimeligt meget ud over det liv, jeg har, som ikke handler om arbejde. Og selvom det er lidt træls og besværligt, så tror jeg bestemt på, at vi ser ind i en rigtig spændende fremtid. Der bliver en større legeplads at boltre sig på.

For vores udvikling øges ikke bare med det, der skal til for at servicere en stor, ny medlemsbank. Vores ejere - bankerne - har besluttet at der skal lægges 3o% ekstra udvikling oven i - så den synergieffekt og nogle af de (store!!) besparelser bankerne får ud af det, skal bruges til at være lidt mere fremme i skoene, rent udviklingsmæssigt.

Før var vi vel omkring 350 der lavede udvikling i Bankdata. Fra 2012 bliver der 475 i Fredericia og 150 i Silkeborg, der skal lave udvikling.

Det bliver MANGE udviklingsprojekter. En STOR legeplads. :-)

Livsnyderen om at kikke ind i andres liv

2010-10-10T14:07:00.002+02:00

Jeg kan godt lide Facebook.

Det er små vinduer ind til andres liv, som man helt uforpligtende kan kikke ind af - og man har fået lov til det :-)

OK - der er nogen, der stiller lidt mere frem i vinduet end jeg ville gøre - men bliver det for meget, kan man jo altid fjerne folk fra sit newsfeed - så jeg synes ikke, det er et problem.

Det er altid spændende at se, at der ligger en venneanmodning eller en besked på Facebook - er der nogen fra fortiden, måske endda nogen man har tænkt på, hvor de blev af, som dukker op? Nogen gange får jeg dog anmodninger fra folk, som er vildtfremmede. Dem ignorerer jeg. Hvis jeg ikke ved, hvem de er, så skal de ikke være venner med mig.

For nylig fik jeg et brev i min Facebook indbakke fra en læser af min blog. Han har aldrig kommenteret, men han har læst med, og han ville gerne fortælle mig, at han var glad for at læse mine poster. Det blev jeg glad for. Vi skrev lidt frem og tilbage, og efter lidt tid sendte jeg ham en venneanmodning.

Nu kan vi begge to kikke lidt på hinandens liv - han kan se mit her på bloggen, og i Facebook, og jeg kan lure ind på ham - på hans hus der ligger smukt i naturen, hans fine bil, hans kønne blonde datter, og følge med i de helbredsproblemer, han har. Det er tankevækkende og spændende at lære ham at kende, høre hvordan han får livet til at give mening på trods af de udfordringer han har.

Og han er en af de Facebookere som rammer balancen fint - han er personlig, men ikke privat. Noget af det, jeg selv har tænkt meget over i al den tid, jeg har haft min blog (fem år til februar - wow!).

For et socialt væsen som mig, en, der er nysgerrig på sine medmennesker, er Facebook en gave. Det er herligt at følge gamle venner uden den store indsats, og dejligt at man blot kan række ud og nå dem, man måtte have lyst og overskud til at have lidt mere kontakt med.

Man bestemmer jo selv, hvad man vil lægge ud, og hvordan man vil bruge det.

Livsnyderen om fleksibilitet og stabilitet

2010-10-04T21:25:00.003+02:00

I eftermiddag var jeg til en reception for en kollega, som havde 25 års jubilæum. Det sker faktisk ret jævnligt i mit firma - folk har en tendens til at blive hængende på Bankdata :-)

Jeg gik hen for at sige tillykke med jubilæet, og hørte gratulanten lige før mig sige "... og skal jeg så sige tillykke eller skal jeg kondolere?"

Den her jubilant var kvik nok til prompte at bede om et tillykke, for han har ikke en eneste gang i de 25 år oplevet ikke at have lyst til at gå på arbejde. I talen fra direktøren fremgik det da også, at han har lavet rigtig mange forskellige ting i firmaet - og han er sådan en type der bare altid møder en med et smil og en hurtig kommentar.

Den med at kondolere har jeg faktisk hørt rigtig, rigtig mange gange - og måske har jeg også selv sagt det i sjov. Men idag kom jeg til at tænke - hvorfor siger vi egentlig det? Dybest set er det jo skrækkeligt negativt, selv hvis det er sagt i spøg. For hvis vores jubilar skulle kondoleres, så skulle han jo være rejst for læge, længe siden.

Men der er en eller anden tendens til, at mange år på samme arbejdsplads - det er pr. definition noget dårligt. Så er du ufleksibel, tryghedsnarkoman, ikke forandringsparat og måske endda stagneret. Det ligger lidt underforstået, at du nok ikke kan bruges andre steder. Det er usexet, utrendy og ikke særligt fashionabelt at fejre 10-15-20-25 års jubilæum.

Der er to ting i det her.

Den første er: Når man arbejder på en stor arbejdsplads, er det rent faktisk muligt at have en god, jobmæssig udvikling. Man kan skifte job, fagområde, kolleger, chef. Man kan lære nyt og møde udfordringer. Så nej - man er ikke nødvendigvis stagneret og støvet. Men det er da en fed luxus at kunne få nyt job uden at skifte arbejdsplads.

Den anden er: Jeg kender intelligente, dejlige mennesker, som har lavet det samme i rigtig mange år. Og jeg mener virkelig det samme. Samme job, med små ændringer, gennem mange år. De fleste af dem gør det rigtig, rigtig godt, er stolte af det, og glade for det.

Er det ikke okay? Er de ikke værdifulde og gode medarbejdere? Vel er de så! Og det er da godt at der er god blanding af dem, der gerne vil have ændringer, og dem, der har det fint med tingene, som de er ... for så har du både stabilitet og fleksibilitet i din organisation.

Jeg synes vi skal have respekt for de medarbejdere, som ikke har så meget behov for nødvendigvis at flytte sig i en lodret eller en vandret karriere. Dem, som i stedet sidder og er rigtig dygtige til det, de gør.

Og når jeg om godt et halvt års tid har været på Bankdata i 20 år (for det satser jeg da på at komme til at opleve) - så vil jeg være stolt og glad over at have været en del af en god, effektiv, spændende, medarbejdervenlig arbejdsplads i så lang tid. Stolt af at være et tandhjul i en stor maskine, og glad for alle de dejlige mennesker, jeg har arbejdet sammen med i alle disse år.

Så der er ikke nogen der skal kondolere mig den dag. Men man må godt sige tillykke, selvom det "kun" er 20 år.

Den stramme livsnyder :D

2010-10-01T08:03:00.000+02:00

Igår var jeg ved kiropraktor - og det endte med at jeg nu skal prøve noget helt nyt!!

Jeg har de seneste måneder bøvlet med min lænd. Det startede sidste år i august, hvor jeg fik problemer med at løbe, fordi jeg fik ondt i baglåret og op i ballen/hoften - ondt nok til, at jeg ikke kunne løbe.

I starten af 2010 begyndte jeg langsomt at træne mig op igen, og har været oppe og løbe rimeligt stabilt - men det var ikke godt. Min lænd føltes låst, og smerterne i baglåret kom og gik.
Massøren på arbejde var først optimistisk ("Det skal vi nok få has på") og måneder senere rystede hun bare på hovedet og forstod ikke hvordan alle mine muskler kunne nå at låse fast på en uge.

Hun ville gerne lege kiropraktor på mig, men jeg synes ikke hun helt havde styr på det, så jeg gik til en rigtig en af slagsen her lige før sommerferien.

Vibeke, som er en dygtig og sød dame, har fået lidt bedre styr på det. Jeg løber stadig ikke, men jeg kan gå uden at føle at min lænd føles låst og benene tunge.

For at dække mit motionsbehov spinner jeg, går til zumba 1-2 gange om ugen og styrketræner. Især styrketræningen tror jeg på. Jeg tror mange af mine problemer kommer fra mit stillesiddende arbejde, og styrketræningen forebygger og modvirker og støtter. Det er dødsenskedeligt, men jeg ser det som noget nødvendigt på lige fod med at børste tænder.

Igår, da jeg som sagt var hos kiropraktor, spurgte hun hvad jeg laver motionsmæssigt. Hun grinede af mig, for efterhånden kender hun mig - og så sagde hun: "Du kan godt lide det der styrkebetonede, ikke?"

Og hun har evigt ret. Jeg går målrettet efter noget, hvor jeg kan bruge min muskelstyrke og tonse der ud af, og komme til at svede rigtig meget. Det der feminine noget med koreografi har aldrig været mit store nummer - jeg er simpelthen en fjums til det, selvom min periode med mavedans og nu zumba har rykket lidt ved min tiltro til egne koordinations-evner.

"Du skal gå til yoga," sagde hun "for de der store, stramme muskler skal spændes ud." Og ja, jeg har nok en muskulatur som er dimensioneret til en god, solid bondepige. Hvilket jeg jo genetisk set også er. Dermed er hun enig med den fys jeg gik hos, som mente min fysik havde egnet sig fint til at jeg skulle have været skovhugger (??!!) eller håndboldspiller (ærgrerligt jeg kaster som en tøs).

Men nu har jeg kastet et blik i holdoversigten hos Dansk Fitness, hvor jeg slår mine trænings-folder, og har fundet ... tadaaa! ... et yogahold! Så nu glæder jeg mig helt vildt til mandag, hvor jeg skal ud og strække mig igennem - og prøve noget nyt.

Men i formiddag vil jeg ud og styrketræne. Jeg har nemlig snuppet mig en spontan feriedag - der skal trænes, ordnes lidt vasketøj, og bages en lækker bolle til i eftermiddag, når Bruno og ungerne kommer hjem.

Livsnyderens egoist-weekend

2010-09-25T22:42:00.000+02:00

Sikke en dejlig dag, det har været!

Netop som jeg mentalt havde sendt sandalerne i vinterhi, viste sensommeren sig fra sin allervenligste side. Efter et par ærinder i byen i formiddag, stod der havearbejde på planen - og det var en ren fornøjelse. Solen har skinnet idag, og lunet mig mens jeg lugede og kultiverede og rev og slog græs.

Vasketøjet hang fint og tørrede i solen, og der var bare så dejligt ude i solen, at jeg satte mig i en havestol og læste avisen ... og da jeg løb tør for avis, hentede jeg min bog. Et par timer blev det til, i havestolen i det lune hjørne nederst i haven - med udsigt til blå himmel, blafrende vasketøj og en nyluget og veltrimmet have .... aaaaah!

Lige nu får jeg mig et lillebitte glas rødvin i sofaen, mens jeg nyder Chronicles of Riddick ... det er længe siden jeg har set den, og en aften med en god sci-fi actionfilm (med Vin Diesel i stram tshirt) er ikke det værste man har.

Gårsdagen bød på en tur på Katias, sammen med min veninde Alice (hendes mand, Kim, er sammen med Bruno i Harzen). Det var ustyrligt hyggeligt, og vi sluttede af med tiramisu og kaffe og en lang sludder med Katia og hendes veninde Anita(som hjælper i restauranten). Vi kom laaaangt omkring emnemæssigt, og Alice og jeg fortsatte på hjemvejen ... i en grad så vi sad i bilen og snakkede ud for mit hus :-)

I morgen står den på spinning, og så tror jeg lige jeg har et par ting i huset, jeg vil have lavet.
I morgen aften kommer Bruno og Kristian hjem. Så har jeg fået en dejlig dosis egoist-liv og vil nyde at være sammen med dem igen.

Weekend alene

2010-09-22T22:20:00.000+02:00

I morgen sender jeg Bruno til Harzen. Han skal ned og lege med de andre MTB-drenge - der skal cykles, snakkes og mon ikke også der ryger en enkelt fadøl ned undervejs ;-)

Han kommer hjem på søndag, og så er der helt sikkert en masse cykeltøj der skal vaskes.

Fredag sender jeg Kristian hjem til sin far. Og så er jeg faktisk bare alene hjemme - HELT ALENE!

Uuuuuuh jeg glæder mig - rigtig rigtig meget! Fredag har jeg en aftale om Zumba og spise ude med en veninde, og det bliver helt sikkert hyggeligt.
Men der ud over skal jeg ab-so-lut ingenting!

Al den tid - bare til mig.

Måske skal jeg spise pizza til morgenmad og sove med tæerne på hovedpuden ... og i øvrigt lege Pippi alene hjemme. Allerbedst er det at jeg bare har huset helt for mig selv, kan se lige præcis hvad jeg har lyst til på tv, læse eller se film på min mac den halve nat og i øvrigt være 100% egoist.

Og når mine 2 mænd så kommer hjem igen på søndag, så er det garanteret rigtig dejligt - for så tror jeg at jeg har fået alene-hed nok.

Efterårsblå livsnyder

2010-09-20T20:28:00.000+02:00

Jeg har endelig erkendt det.

Det er efterår.

Jeg har skiftet sommerdynen ud med den lidt tungere vinterdyne, og vasket sommerdynen. Nu ligger den ren og lækker og luftet og venter på, at det bliver forår igen.

Det er ved at være en uges tid siden at jeg trak strømperne på - og sandalerne nød vist deres eftersæson den weekend, vi var i Alghero.

Det regner idag - og det har det gjort ret meget på det seneste, synes jeg. Heldigvis ikke så meget i weekenden, hvor jeg fik luget mig halvvejs igennem haven. En formiddag mere, så er haven klar.
"Vinterklar," tænkte jeg faktisk igår, da jeg stod og så på mit arbejde: "Hvis jeg kan lægge 3-4 timer næste weekend, så er haven vinterklar."

I maj står jeg på sommerens dørtærskel og tror den aldrig, aldrig får ende. Det kommer bag på mig hver gang september ikke byder på lune, solrige dage med det karakteristiske skrå og lidt blege sensommerlys, men på blæst og vand fra oven.

Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj afsted - tomhændet står vi tilbage og kan slet ik' følge med.

Sådan sang CV, dengang jeg var ung, og det passer jo. Den går alt for hurtigt, sommeren, og vi har slet ikke fået nok, når den smider sommerkjolen og trækker i regnbukserne.

Men det er vilkårene, når man lever på de breddegrader, som vi gør. Og heldigvis byder efterår og vinter også på mange dejlige ting (som spinning, stearinlys, simremad og sprødstegt flæskesteg).

Og vinteren varer ikke evigt. Det bliver forår igen.

Livsnyderen i husmor-mode

2010-09-19T15:41:00.000+02:00

Jeg har haft en god og travl weekend indtil videre - og noget anderledes, end planlagt...

Fredag aften fik Bruno nemlig ondt i maven. Og før jeg fik set mig om havde han kastet aftensmaden op - og hvad var værre endnu, det glas Mitolo Jester Shiraz, som han havde nået at nyde, inden hans mave satte ud.

Staklen har været sløj lige siden. Natten til lørdag var slem - det kom, populært sagt, "ud af begge ender", og han frøs og svedte og havde det bare rigtig, rigtig dårligt.

Det skal siges, at Bruno ikke lever op til myten om mænd, der bliver pylrede når de er syge - for det er han absolut ikke. Til gengæld skal jeg tage mig selv i at cirkle om ham og blive totalt hønemor-agtig. Det er røvirriterende i alle situationer, og i særdeleshed når man har det skidt :-)

Idag er appetitten så småt vendt tilbage, men lige nu sover han på sofaen - og det vildeste han har lavet er at gå ud og koble traileren af bilen (vi skulle ha' været i Ikea lørdag) så jeg kunne tage den på indkøb.

Jeg kan godt mærke der er mere at lave, når halvdelen af husets effektive arbejdsstyrke ligger brak. Der skal laves mad til 5 mennesker (ungerne samt Bodils kæreste), og mange ting har ventet på denne weekend - for vi har haft ting og sager for de sidste 3-4 weekender, så opgaverne har hobet sig op.

Heldigvis har JEG været rask - og jeg har været rigtig effektiv. Masser af vasketøj er røget gennem vaskemaskinen, der er blevet bagt og vandet blomster og skiftet sengetøj og ryddet op ... og idag havde jeg godtnok aflyst en gang spinning (kom til at se film aaalt for sent igår), men jeg tror jeg fik lige så meget motion i haven, hvor jeg har slået græs og ordnet bede.

Et par timer til, så er haven vinterklar.

Vi var heldig her - vejret har været udsøgt lækkert indtil for 10 minutter siden. Solen har skinnet og lunet, men nu er det slut - regnen slår mod ruderne og vander den høstanemone og de forårsløg jeg har sat i det nye bed foran huset.

Lige om lidt går jeg ud og banker en rabarbertærte sammen. Jeg fik nemlig også høstet de sidste rabarber, da jeg var i haven. Og samlet en lille håndfuld hasselnødder samt en 3-4 pærer, som er faldet ned, og som fuglene endnu ikke har kastet sig over.

Jeg har planer om en lækker marokkansk-inspireret sag til aften - kylling og abrikos og couscous og gode grøntsager. Og så den der rabarbertærte til dessert. Mon ikke min patient bliver lidt raskere, på god kost?

Og jeg tror faktisk, jeg har fortjent et glas vin mens jeg laver mad.

Sardegna mi amore!

2010-09-13T21:59:00.000+02:00

En weekend er bare for lidt, når det er september i Danmark og sommer på Sardinien.

Bruno og "vores" 500

Men det var hvad vi havde, og vi fik mest muligt ud af det.

Alghero er en hyggelig lille by - indbyggermæssigt på størrelse med Fredericia, og rigtig sydeuropæisk - komplet med strand, strandpromenade og en lækker gammel bydel med masser af spisesteder og liv om aftenen.

Vi hyggede os intenst. Spiste ude, udforskede byen, tog en dejlig sejltur med en guidebåd op langs kysten, til en drypstensgrotte.

Fandt byens bedste Pina Colada (er vi sikre på) på Girasol Fruit Bar, og fik lækker mad op til flere steder.

Sol, strandbar og lokal øl ... det er livet!

Badede i Middelhavet og lå på stranden og blev tørrede i solen, gik lange, lange ture mens vi snakkede om alt mellem himmel og jord.

Sad i skyggen og drak øl eller sodavand eller kold rosévin - lokal, naturligvis.

Holdt lange, dovne siestaer på værelset med bog og middagslur og hinanden.

Grinede og snakkede og kærestede og hyggede og blev spist af myg. Brugte timer på at finde de helt rigtige steder at spise, og lavede madanmeldelser på stedet.

Sejltur til Neptuns grotte.

Nød solen, som var varm uden at være brutal, og skyggen, som var lige tilpas når vi var mætte af varme.

Snakkede om den lille bar vi lige kunne have, der på kysten, eller Bed & Breakfast - de cykelrejser vi kunne arrangere, og hvordan vi skulle leve lige der i nuet og i varmen.

Men allermest nød vi bare hinanden, og det totale break fra hverdagen sådan en ferie er. Og overvejede lidt at gemme os den sidste aften, ligesom i de fjollede Spies-reklamer, hvor gæsterne ikke vi hjem fra deres ferie igen.

Jeg tror vi kommer tilbage til Sardinien, for der er masser af mere, vi gerne vil se. Øen er lige så stor som Jylland, og vi kunne godt tænke os at se hvad der sker udenfor Alghero.

Kysten syd for Alghero

Der var klart da vi fløj hjem, og vi kunne følge den danske kyst fra grænsen og nordpå. Vi fløj over Kolding og kunne se Lillebæltsbroerne, og Fredericia lå lige der i solen ved bæltet og så hjemlig og alligevel anderledes ud, deroppe fra luften.

Få minutter senere kunne vi ikke længere se Fredericia, og Vejle Fjord var som en rende nogen havde hældt skyer i. Broen stak lidt oven ud af vattotterne, og så drejede vi ind imod Billund.

Det var alligevel rart at komme hjem, og i morgen vender jeg lidt modstræbende tilbage til hverdagen.

Jeg kunne virkelig, virkelig godt have brugt en uge dernede i varmen. Jylland kunne godt ligge lige der syd for Sardinien. Er der nogen der er friske på at flytte den?

Manden min

2010-09-09T22:47:00.000+02:00

Imorgen melder jeg mig ud af jobbet, moderskabet og hverdagen.

Jeg tjekker ind i den syvende himmel, og er helt og aldeles kæreste, kone, kvinde de næste dage. Jeg skal et varmt sted hen, og det skal jeg sammen med ham den ualmindeligt dejlige mand, som jeg snart har delt adresse, avisabonnement og dobbeltdyne med i 10 år.

Ham der godt gider ordne aftensmaden alene, hvis jeg er rigtig træt en dag og trænger til en lille lur i sofaen. Ham der henter mine børn, ordner deres cykler og spiller spil med dem, når han bliver spurgt. Ham der får mig til at grine af sine vandede vitser, og som gør mig varm inden i med den måde, han kikker på mig på. Ham der er allerbedst at snakke tingene igennem med, og som er den sjoveste diskussionspartner jeg kunne ønske mig.

Ham der på perfekt vis kombinerer en sød og positiv personlighed med en skarp hjerne, en passende portion initiativ, verdens lækreste skuldre og en dejlig fasthed i ... øhhh ... sit håndtryk ;-)
Ham der under mig alt, også selvom det koster lidt tid og opmærksomhed. Ham der rummer mig, lige sådan som jeg er. Også når jeg er røvirriterende.

Ham som har de dygtigste hænder når der skal sættes fliser og skabe op, og de nænsomste, kærligste hænder når mit hjerte skal samles op fra gulvet.

En weekend med ham i et varmt klima - og så nupper vi lige resten af livet bagefter. Ja tak!

Jeg er her endnu :-)

2010-09-08T21:32:00.000+02:00

Jeg ved det godt - jeg har været en slem blogger.

Men jeg er hverken død, nødlidende eller på nogen måde forsvundet - mine ord har bare ikke lige nået bloggen.

September er og har været travl - både på job og i fritiden. Sidste weekend forsvandt som dug for solen, da vi havde hyggelige gæster fredag og var til 100 års fødselsdag fra lørdag til søndag i Storvorde. Det var søster og hendes mand, der deltes om det runde tal, og det var en god fest, omend vi kom sent hjem søndag. Der var nemlig et par ting der lige skulle køres ind til Andreas og Kristina, og et komfur der lige skulle sluttes til.

Weekenden før var vi på camping i Århus, og en tur inde og se på det der festuge. Hyggeligt og sjovt - og i godt selskab med et hold rigtig dejlige venner.

I næste weekend ... ja, der venter sol og varme. Vi flyver en tur til Sardinien, og lader vores unge mennesker passe på huset. Bare en forlænget weekend, men jeg glæder mig - det er længe siden vi har haft chancen for at stikke af og være nyforelskede...

Jeg glæder mig!

Har ellers hængt lidt i bremsen i denne uge ... måske var det kroppen der var lidt træt fordi der har været noget blærebetændelse inde over, men i morges vågnede jeg og var på toppen! Og dagen har også bare været god. Et hammergodt arbejdsmøde i det projekt, jeg og teamet er ved at starte op, og i aften en superhyggelig X-tet-aften.

Nu sidder jeg i sofaen med benene under et lunt tæppe og undrer mig over hvor sommeren blev af. Godt jeg skal en tur ned og besøge den på fredag :-)

Om anmelderes forskellighed

2010-08-15T15:44:00.002+02:00

I morges tænkte jeg på, om det mon var den samme koncert, som jeg og den lunkne anmelder fra Fyens Stiftstidende havde været til. Men ok, hvad skal man forvente af en amatøravis, som ikke respekterer mit ejerskab af mine blogtekster - ja, præcis - at de sender en inkompetent anmelder, ikke?

Fyren fra Jyllandsposten har tydeligvis været til samme koncert som mig. Der kan man se :-)

Genlæsningen af min blogtekst-sag fra for 2 år siden var lige ved at få mig op at ringe igen. Mage til dumhed og arrogance fra en lille journalist-snotklat på en ynkelig provinsavis skal man da lede længe efter.

Livsnyderens musikalske stjernestund

2010-08-15T10:44:00.002+02:00

Det kan godt være at visse anmeldere mener, at koncerten igår med Leonard Cohen bød på et kedeligt 1. sæt. Sådan oplevede jeg det bare slet ikke.

Jeg oplevede den gamle mester med en styrke i stemmen man ikke forventer af en mand på 76, og en indlevelse, som blot blev større i løbet af koncerten.

Smukt og gribende var det. Og ensemblet på scenen var stærkt - især den gamle spanier, som håndterede diverse strengeinstrumenter faldt lige i ørerne på mig.

Da koncerten så ud til at være slut, hviskede jeg til Bruno: "Nu skal han bare komme ind og spille Famous Blue Raincoat, så er min lykke gjort." Og det gjorde han så, efter et par andre ekstranumre.

Koncerten, som startede kl. 20.00 (sharp!), var ikke forbi før næsten 23.30, med en pause på godt 20 minutter midt i. Så vi fik sørme noget for pengene! Den gamle mester har helt sikkert også fået noget for pengene - for ud over billettens pris, var der en anderledes bonus at høste for ham: den kærlighed og respekt, der mærkbart strømmede op mod ham fra publikum.

Suk. Det var en magisk aften, selv med umådeligt trætte ben og en smadret lænd.

Jeg fatter bare ikke, at nogen betaler omkring 650 kr for en billet, for så at tro de er kommet til byfest. Snakker og griner, vader ustandseligt frem og tilbage (og hen over mine tæer) for at hente fadøl, pølser og gå på toilettet. Som en debattør foreslog på fyens.dk, så burde man have indført en koncertlinje, og dem der ville til byfest kunne stå bagved, og så kunne os, der ville høre musik, have stået foran den. Jeg kan godt lade være med at spise, drikke OG tisse i de 3,5 timer det varede.

Men sådan er vi jo så forskellige.

Flyvende livsnyder

2010-08-10T19:27:00.003+02:00

Uhhhh jeg er næsten oppe at flyve idag!

Bruno og jeg har hele sommeren snakket om, at vi i sensommeren ville på kæresteweekend. Der har været snakket Rom, Lissabon og mange andre steder, og IGÅR købte vi så flybilletter og hotelophold.

Fra fredag morgen til mandag morgen, bliver det - og vi skal til Alghero i Sardinien. For returbilletter til os begge to, alt inklusive, må vi slippe den fyrstelige sum af 1.248 kr. Så er der da lidt ekstra til at spise godt og bo dejligt for.

Der ser superlækkert ud dernede ... uhm! Jeg glæder mig helt vildt!

Benløs livsnyder

2010-08-09T19:48:00.002+02:00

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal synes om alt det der motion.

På den ene side ved jeg jo godt, at jeg har godt af det, og at den hjælper mig med at styre min vægt. Og når jeg er i form, er det faktisk også rigtig dejligt med en løbetur.

Men idag var det som om mine ben slet ikke ville med ud at løbe - og de er jo faktisk også en del af min krop - så de burde vide bedre. PUHA de var tunge og utidige. Og jeg blev så træt, så træt af at slæbe dem efter mig.

Værst var at jeg frygtede at blive overhalet af skovsnegle, gamle damer med rollatorer, sommerfugle, teenagepiger på lyserøde cykler - kort sagt, alle naturens langsomste skabninger.

Jeg blev dog kun overhalet af nogle andre, mere overskudsagtige løbere. Overvejede at skælde ud på benene, men nu har jeg jo læst en del ledelsesteori, så jeg prøvede i stedet at give dem en omgang AI - Appreciative Inquiry. Jeg sendte kærlige og anerkendende tanker til mine ben, forsøgte at visualisere hvordan de bevægede sig let, men kraftfuldt hen ad stien - men lige lidt hjalp det. De var uafhjælpeligt tunge og umedgørlige.

Sure ben!

Heldigvis blev min løbetur slut, og belønningen var et dejligt varmt bad, og mad som Bruno havde lavet. Og nu sidder jeg og har super god samvittighed, fordi jeg BÅDE har cyklet på arbejde OG løbet en tur.

Og det er jo sådan, at selvom nogle ture bare er helt umulige og rædsomme og smertefulde, så ved jeg at den næste tur sikkert bliver bedre. Det hører med.

Så nu belønner jeg mine ben ved at klaske dem op i sofaen, og nyde, at DR2 byder på to afsnit af "min serie" - The Tudors.

Tæt på

2010-08-08T12:12:00.004+02:00

I fredags var jeg at finde på Kiddesvej, da Post Danmark Rundt-feltet kørte ind på rundstrækningen i Vejle, på årets kongeetape.

Jeg fik heppet og hujet, især på ham her, som ikke havde en chance lige den dag --- men han er og bliver min cykelhelt :-)

Jo, det ER Jens Voigt ... på 2. eller 3. omgang. Første gang kom han så tæt forbi mig, at jeg kunne have strakt armen ud og rørt ved ham. Jeg var helt befippet, og fik slet ikke taget billeder. Jens er super sej, og jeg har allerede tilgivet ham, at han skifter hold i 2011 ... jeg er bare glad for at han beriger os med sin tilstedeværelse i pro cycling endnu et år.

Livsnyderen funderer over blufærdighed

2010-08-05T11:52:00.003+02:00

Jeg tror nok jeg er rimeligt frit opdraget, når det kommer til kropslighed.

Ihvertfald er jeg ikke et fysisk blufærdigt menneske, hverken når det gælder min krop eller dens funktioner. Faktisk er jeg mest blufærdig på andre menneskers vegne....

På en eller anden måde forsøger jeg altid at holde fokus på, at jeg ikke siger noget upassende. Nogle mennesker synes rent faktisk ikke at det er naturligt at sige "Jeg skal lige tisse," når man altså skal det. Så jeg prøver at huske at sige "Jeg går lige ud for mig selv først," eller undlader at sige noget som helst om hvor jeg går hen.

Det smutter altså nogen gange for mig. For jeg kan for min død ikke forstå, hvorfor det er så forfærdeligt at sige "tisse". Eller det, der er værre. For pokker, vi gør det jo allesammen, ikke??

Lidt på samme måde har jeg det med at tale om sex. Jeg har kun enkelte nære venner, jeg normalt taler med sex om ... og sådan er det, fordi jeg jo godt ved, at det ikke er alle, der synes at sex (som jeg finder umådelig interessant at diskutere) er et spændende samtaleemne.

Lad mig en gang for alle slå fast: naturligvis disker jeg ikke op med intime detaljer om mit sexliv til hvem som helst. Der er ting, som bliver indenfor soveværelsets vægge, men der er altså også mange ting, som man både bliver klogere og rummeligere af, hvis man diskuterer det med andre.

Men jeg nøjes med at diskutere sex med de venner og veninder, som jeg ved har det ligesom jeg selv har - som synes det er enormt interessant at snakke om.

Jeg har også virkeligt gode veninder, som er langt mere kropsligt blufærdige end jeg er - og som jeg taler med andre, ikke mindre væsentlige emner om.

Mine ikke-eksisterende hæmninger i forhold til kropslige emner betyder dog ikke at jeg

render rundt med måsen bar i tide og utide
prutter og bøvser hæmningsløst i alle sammenhænge
diskuterer sex med gud og hvermand

ganske enkelt fordi jeg trods alt har min egen form for blufærdighed.

Den går dog primært ud på, at jeg har det umådeligt dårligt, hvis jeg kommer til at støde andres blufærdighed, eller gøre nogen flove ved at presse mine normer ned over hovedet på dem. Jeg bryder mig heller ikke om at udlevere detaljer om mig selv og mine erfaringer til nogen, som jeg ikke stoler på. Der skal altså være en vis tillid.

Vi er enormt forskellige som mennesker, og jeg spekulerer nogen gange over hvorfor. Det er ikke opdragelse alene. For eksempel er min søster langt mere blufærdig end mig, og jeg kan også se, at der er himmelvid forskel på mine børn.

Jeg tænker også nogen gange på, hvordan det mon er at være meget blufærdig. Jeg har jo aldrig prøvet det, så jeg ved det ikke. Gad vide om det er irriterende, hæmmende, eller om det bare er dødpraktisk (fordi man aldrig kommer til at sige "Jeg skal lige ud og tisse")?

Er du blufærdig? Er du slet ikke? Fortæl mig hvordan du oplever det. Og hvordan du oplever ublufærdige mennesker, hvis du er blufærdig - og omvendt.

Familie-livsnyder vs. kæreste-livsnyder

2010-08-04T12:24:00.002+02:00

De sidste 3 uger har budt på masser af familiesamvær.

Jeg har haft mine 3 poder (samt diverse kærester og andet godtfolk) under tag, og det har været rigtig hyggeligt og familie-varmt.

Men jeg må erkende, at ferien nu lakker mod enden. Det betyder at Bodil tager hjem til sin far, og at hverdagen melder sig med job og andre pligter.

Hulk-snøft! Jeg vil gerne have bare en ENKELT uge mere, hvor jeg kan gå herhjemme og vænne mig til tanken om at skulle igang igen ... men min kalender er booket fuldt op, lige fra jeg starter på mandag - det bliver fuld fart frem og håret HELT tilbage!

Til gengæld ser jeg frem til, at Bruno og jeg engang i september nok snupper en lille smuttur sammen. Hvorhen ved vi ikke endnu. Det bliver nok noget Sydeuropa - både Rom, Lissabon og andre byer har været oppe at vende i den sammenhæng. En forlænget weekend, hvor vi bare skal gå rundt og hygge os og være kærester. Stedet betyder mindre, og det bliver nok afrejsetidspunkter og billetpriser der kommer til at afgøre, hvorhen vi rejser.

For selvfølgelig nyder jeg at have alle mine store unger her, men det er altså også bare dejligt at være kærester og ikke andet. Og det er Bruno og jeg efter snart 10 år på bagen stadig rigtig gode til. Vi nyder intenst hinandens samvær, og skønner på at vi har både bedsteven, kæreste, partner, elsker(inde) og legekammerat samlet i en pakke :-)

Heldigvis udelukker det ene ikke det andet.

Livsnyderen som power-prinsesse

2010-08-04T11:10:00.005+02:00

For nogle uger siden købte jeg magasinet Q.

Ikke fordi det er et særligt godt blad, for det synes jeg vitterlig ikke det er. Men der var en bog med, som jeg har set derude før, og tænkt, at jeg godt kunne tænke mig at læse.

Der er tale om Lone Rasmussens "Fra pæn pige til powerprinsesse", og den har nu ligget i mit køkken og gloet mens jeg har læst Harry Potter og Richard Dawkins' The Blind Watchmaker.

Men så tog jeg hul på powerprinsessen igår, og det er herlig læsning. Jeg er nok egentlig ikke i den målgruppe, som Lone henvender sig til, for jeg har arbejdet RIGTIG meget med mig selv, men det er alligevel givende at læse om Lones løsninger på hvordan man tackler livet, og selvudvikling er bare noget, man aldrig bliver færdig med.

Begyndelsen på bogen lyder:

"Størstedelen af mit liv har jeg følt mig alene, kikset og sårbar. Lidt som en skuespiller, der medvirker i en film uden en defineret rolle eller den fjerneste ide om, hvad handlingen går ud på. Følelsen af usikkerhed har været baggrundsmusikken gennem min tilværelse, og den har forpestet alt for mange år af mit liv.

Den har afholdt mig fra at have det så sjovt, som jeg kunne have haft det.

Den har mudret mine forhold til andre mennesker.

Den har gjort mig mere optaget af, hvordan jeg så ud, end hvordan jeg havde det.

Den har gjort andres mening mere vigtig for mig end min egen."

Wow ... er der andre end mig, der genkender det? Det er mig for 15 år siden, tror jeg. Og går vi 20 år tilbage, er det ENDNU mere mig.

Lone har en række power-principper og sætninger, som hun bruger til at motivere og målrette sig selv. Og så har hun en sund og ligetil facon, som især skinner igennem på de videoklip, der ligger på hendes hjemmeside. En klog, smuk og boblende dame, som man slet ikke kan lade være med at holde af... jeg tror simpelthen jeg er nødt til at opleve hende "live" :-)

Bogen og hjemmesiden kan anbefales - om ikke andet, så bare fordi Lone Powerprinsesse er en smittende positiv tilstedeværelse. Og lidt sund fornuft og fingerpeg til hvordan man bliver bedre til at være blid ved sig selv, kan vi allesammen bruge.

Indrømmet, jeg er lidt forelsket :-) hun er bare en skøn dame!

Livsnyderen labber cykelrygter i sig...

2010-07-31T11:27:00.003+02:00

Rygterne svirrer om kontraktforlængelser og holdsport i pro-cycling.

Det er nu sikkert, at Scheck-brødrene forlader Riis til fordel for den nye luxembourgske hold, og at Contador udvandrer fra Astana.

Jeg vil savne Andy, som jeg synes har udviklet sig enormt de sidste par år, han er en elegant og stærk rytter, som kun lige mangler de sidste 10% for at kunne stå ØVERST på podiet.

Fränk vil jeg savne mindre. Jeg må tilstå at jeg blev lidt træt af alt hans klynkeri, da han væltede på brostensetapen - efterfølgende var han ude og råbe en del op om at det var for dårligt at arrangørerne havde lavet sådan en farlig etape.

Det fatter jeg ikke noget af - tror han det er ufarligt at køre 100 km/t ned af et bjerg, gennem div. hårnålesving? Han kan jo spørge Joseba Beloki om det er ufarligt - det var ham som i 2003 styrtede på en nedkørsel og brækkede bl.a. lårbenet. Han var ret lovende, men kom aldrig tilbage som cykelrytter efter nedkørslen.

Landevejscykling er IKKE en ufarlig sport, og jeg tror såmænd ikke brostensetaper er farligere end så meget andet ... og der er jo faktisk, Fränk, et helt løb som nærmest går ud på at finde de vildeste brostenspaveer .... prøv lige at google "Paris-Roubaix"....

Rygterne går også, at Contador skal til Riis' hold næste sæson. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Det forlyder, at hans superdygtige hjælperytter Daniel Navarro også skal med. Jeg har svært ved at tro helt på det, for Contador ligner ikke den type ryttere, som Riis tegner med - han plejer at købe dem lidt billigere, enten unge ryttere som ikke har toppet endnu, eller talenter, som mod forventning ikke har blomstret endnu og er halvvejs afskrevet ... men hvis det passer, danser jeg da en lille jubeldans.

Jeg kan godt lide Alberto Contador, uanset hvem han kører for. Spændende og dygtig allroundrytter, god personlighed... det vil sq være okay, ham kan jeg sagtens heppe på.

Jens Voigt ... min all-time favorit-rytter ... har givet udtryk for at han gerne vil tage en sæson mere. Han er ellers 37 eller 38, men jeg håber Riis forlænger med ham. Han er en ren fornøjelse, både som rytter og som person.

Jeg er virkelig spændt på alt det, som kommer for dagen, når de må melde nye kontrakter ud her den 1. september! Det kan kun blive spændende.

Feriestatus

2010-07-23T21:35:00.006+02:00

Så er den første ferieuge godt brugt. Vejret har været skønt, og vi har nået en masse ... både af det behagelige og det nyttige.

Antal bøger læst:

2 igangværende (Richard Dawkins "The blind watchmaker" og en Harry Potter-bog på engelsk...)

Antal timer tilbragt i solen med bøger:

Nok til at jeg er blevet lækkerbrun over DET HELE!

Antal kabaler spillet på iPhone:

Ahem ... det er fortrolige oplysninger, er vi ikke enige om det??

Antal besøg i Bauhaus:

2 stk.

Antal badeværelser færdiggjort:

1 stk - der mangler kun småting ... herligt!

Antal gæstebud:

2 stk - bonusdatter & kæreste, og senere et hold gode venner.

Antal måltider indtaget indendørs:

ET - og det var i aften, hvor det regnede. Ellers har regnen været så venlig at indfinde sig EFTER kl. 22 om aftenen.

Antal gåture ned i byen:

Mange.

Antal kg. madvarer slæbt hjem:

Uha ... mange! Med 3 voksne børn hjemme samt to kærester på deltid, går der meget mælk, rugbrød, cornflakes, pålæg og alt muligt andet til.

Antal stuegulve skrubbet med sæbevand:

1 stk ... jeg følte mig vildt overskudsagtig idag.

Antal TdF-etaper fulgt nøje på tv:

Vel en 3-4 stykker. Og så det løse. Ellers havde det jo også været totalt overflødigt at have et hus, og en sofa.

Antal masker strikket på igangværende strikketøj:

Lige præcis NUL - er der ikke en lov imod at strikke når der er godt vejr - særligt når man er igang med en stor norsk striktrøje?

Kæft hvor er jeg bare god til at slappe af. Hvis jeg slapper mere af, tror jeg at jeg tisser i bukserne. Stik mig bare 2 ugers ferie mere.

Bruserglæder

2010-07-19T17:40:00.004+02:00

Jubiiii .... så er vi faktisk så langt med vores badeværelses-ombygning, at det begynder at ligne noget!

Jeg har været i bad deroppe - for første gang siden påske, hvor vi pillede det gamle badeværelse ned. Bruno har endda sluttet toilettet til, så vi ikke længere behøver at gå nedenunder, når vi en tidlig morgen vågner og skal tisse .... herligt!

Så nu mangler der kun vaskmøblet og det spejlskab med lys, vi har købt. Og så diverse toiletrulleholdere, håndklædetørrere og måske et skab, vi overvejer at købe til at have håndklæder og andre forsyninger i.

Det kan NÆSTEN ... men også kun næsten ... opveje det tungsind der greb mig, da jubel blev vendt til frustration, idet Andy Schlecks kæde røg af cyklen, netop som han havde satte et skønt angreb ind på Alberto Contador...

Lige om lidt ...

2010-07-15T20:58:00.003+02:00

Så er der bare en kort arbejdsdag på 6 timer tilbage - så har jeg ferie.

Uhm - jeg glæder mig! Bodil og Kristian dukker op i morgen eftermiddag, og så er der bare dømt 3 ugers hygge og afslapning (og lige et enkelt badeværelsesfærdiggørelsesprojekt).

Vi håber på godt vejr, fordi for en sjælden gangs skyld skal vi IKKE på ferie i udlandet - vi skal bare hygge os her i Danmark. Næste uge - startende søndag - bliver jo også en spændende periode i TdF, og så gør det jo heller ikke noget at vi kan tænde for den hjemlige fladskærm og sidde i den hjemlige sofa og heppe.

Hele 3 uger, hvor vi ikke har en plan.

Lige nu ligner 3 uger en uendelighed :-)

Livsnyderen om helte

2010-07-13T19:02:00.004+02:00

Hvis du er en fast læser her, ved du også, at jeg ELSKER at se cykelløb. Og naturligvis er højdepunktet på året Tour de France.

Jeg afspadserer gerne for at se en god bjergetape, en spændende enkeltstart eller måske en holdtidskørsel (en disciplin, jeg gerne ser genindført i Touren).

Idag var der en SUPER bjergetape - som sluttede af med en tur op af Col de la Madeleine, med en nedkørsel bagefter. Pyyyyha et drama.

Det blev en stor dag for Team Saxo Bank - Andy Schleck blev kørt i gult, og det er jo ham, der står på podiet og bliver fejret bagefter. Det er svært ikke at beundre Andy, for han er sej og talentfuld og sympatisk.

Men min yndlings-cykelrytter ... ham jeg synes er den allerstørste helt ... er ikke en Tour-stjerne, men snarere end vandbærer, som oftere bruger sine kræfter for sin kaptajn end til at køre sin egen chance. Idag var han i angreb, brændte sig selv ud over op til flere bjerge, som slet ikke er hans terræn. Til sidst satte de andre udbrydere ham, lige inden Madeleine begyndte at vise tænder.

Men så kom hans kaptajn - og han ofrede alt det, han havde tilbage i sig, for at køre ham så langt op af bjerget, som han overhovedet kunne. Han eksploderede inden toppen, og man så ham slingre afsted i kravlehastighed efter nogle kilometer, hvor hans ansigt havde været et malende billede på de smerter, det gav.

Jo, det er naturligvis Jensi, jeg snakker om.

Stor, glad, tysk fyr, altid angrebslysten, fuld af pep og sjove indfald, far til 5 unger - og en af de ryttere som skaber store cykelløb, enten ved at angribe og bryde ud, eller ved at ofre sig for sin kaptajn.

At han så også er lidt af en charmetrold, gør jo heller ikke noget.

Jeg håber han nupper en etape i år - han har fortjent det!

Fordi jeg er dét værd!

2010-07-12T22:33:00.002+02:00

Altså, den der reklame for l'Oreal rynkecreme .... tssssss!

Hende der den amerikanske filmstjerne med det let fastfrosne ansigtsudtryk (der har vist været mere end l'Oreal creme inde over der) snakker om ... "Du ved, de der rynker ... som man faktisk kan føle..."

Oh the horror!! Rynker som man kan mærke med fingrene! Nej, så er livet altså også forbi, det kan jeg godt se.

Jeg mærkede efter, og der var ihvertfald nogen i panden, som jeg kunne mærke ... og i øjenkrogene ...

Alligevel følte jeg ikke jorden ryste under mig, som om den ville åbne sig og opsluge mit stakkels, midaldrende, rynkede væsen. Men på den anden side, så lever jeg jo også af det, jeg har inden i hovedet, og ikke af mit ydre.

....som jeg i egentlig vældig godt kan lide. Nåja, og der er også et stykke vej fra Hollywood og til Fredericia.

Og ja - man kan se på mit ansigt, at jeg har smilet og leet en del. Den slags sætter jo spor.

So sue me. Not that I'm worth it. :-D

Dage i solen

2010-07-10T12:36:00.002+02:00

Jeg elsker sommervejr, og jeg er ikke en af dem der klager og stønner, når termometret ryger op omkring de 30 grader.

Men nu er jeg også så heldigt stillet at jeg

har et dejligt, airconditioneret kontor at arbejde i
har et gammelt hus, som er dobbeltmuret og rigtig godt til at holde på køligheden
har en skøn have med to terrasser, hvor den ene altid er i skygge.
er indrettet sådan, at varmt vejr bekommer mig godt.

Lige nu sidder jeg med Albert, min trofaste MacBook, på træterrassen ved huset, og nyder skyggen. Morgenmaden, som vi indtog ved 9-tiden, blev nydt på terrassen bagerst i haven, hvor pæretræet giver dejlig skygge med indbyggede solpletter på den tid af dagen.

Vi nyder livet, varmen og vores gode have.

Jeg har været på en enkelt ekskursion ud i solen - for vi manglede et par ting, som nu SKULLE købes ind. Og det var også dejligt, ikke mindst fordi det kan klares uden at skulle ind i en varm bil.

Vi har en uges arbejde endnu, før vi har sommerferie. Det er helt okay, for vi nyder de her uger med godt vejr og ikke de store forpligtelser. Bodil og Kristian er hos deres far, så husstanden består af lutter voksne - Bruno og mig, Andreas, og meget af tiden også Kristina, som ikke har fået job i sommer, men i stedet holder ferie og hygger om skiftevis sin familie i Børkop og Andreas og os andre her i Fredericia :-)

I år skal vi ikke ud at rejse i vores sommerferie. Vi har et badeværelse, som vi godt vil have gjort færdigt - og så var vi jo i Spanien i maj. Og kort sagt, så havde vi alle lyst til at tilbringe ferien lige her, hvor alle bekvemmelighederne er.

Måske nupper vi et par dage i søsters sommerhus i Øster Hurup, måske tager vi med Campletten til vestkysten, hvis vejret byder det. Men vi har ingen bindinger og ingen planer.

Bare tid.

Livsnyderen got the blues

2010-07-03T10:20:00.002+02:00

Nu kunne man godt forledes til at tro - ud fra overskriften - at jeg var kommet i ulykke eller krise.

Det er så ikke tilfældet, kan jeg berolige med.

Med mindre man kan betegne en vidunderlig sommeraften, tommetyk bluesmusik og kolde fadbamser som "ulykke" ... og så skal man vist være mere end almindeligt fundamentalistisk indstillet.

I disse dage er der Fredericia Festival. Og det er heldigvis mere end fakkeltog for soldater der faldt for umindelige tider siden, og kransenedlæggelse - det betyder også blues og jazz i byen.

Igår stod den på dobbeltkoncert i det store telt som er sat op ved Det Bruunske Pakhus - med gratis entre. I løbet af min arbejdsdag havde en kollega (og god ven) nævnt det ene af de to bands - Shades of Blue - som han havde været til koncert med flere gange tidligere, og anbefalet dem varmt.

Så selvom jeg egentlig ikke er SÅ meget til blues (for meget køren rundt i de samme tre akkorder og ditto toner), så er det jo fedt at høre live! Så efter en skøn eftermiddag med sol, grill, lækker rosé-vin og hygge, gik Bruno og jeg ned i byen.

Vi slog os ned med kolde fadøl ved et bord, tæt ved scenen, sammen med førnævnte kollega og hans kone, og så sad vi der i den lune sommeraften og hørte fed og tæt blues, mens aftenhimlen langsomt blev mere og mere mørkeblå.

Band nr. 2 hed Memo Gonzales and the Bluescasters, og de var mere ovre i noget rockabilly - lidt mere gang i den, og lidt mere min boldgade end det første band. Forsangeren vejede nok sine 150 kg, men der var godtnok gang i den.

Begge bands kunne prale af VIRKELIGT gode guitarister, og det i sig selv er jo nok en gåtur ned i byen værd.

Kl. 1.30 tullede Bruno og jeg hjemad, efter at have nedlagt et par grillpølser. Damn det var en hyggelig aften - og fuldstændig uplanlagt :-)

Idag er det sommer igen. I en grad, så morgenmaden var henlagt til den terrasse, som byder på skygge fra morgenen, nemlig den nederst i haven. Vi har netop droppet planerne om en tur ud og købe de sidste ting til badeværelset - vejret er simpelthen for godt til at bruge i en bil frem og tilbage til Odense!

Idag er også dagen, hvor Andreas lander i Aalborg. I morgen kommer ham og Kristina herned, og så skal vi fejre hjemkomsten med lidt mad - og vi har inviteret Andreas' søskende og deres far herind også. Andreas flytter ind i gæsteværelset, for mandag morgen starter han på Coca Cola. Han er en arbejdsom ung mand :-) og han har brug for pengene ;-)

Jeg glæder mig til at se ham og Kristina her igen!

Livsnyderen i feelgood-hjørnet

2010-06-28T20:49:00.003+02:00

Her sidder man så på sin terrasse kl. før 21 og nyder en spektakulær sommeraften. Med sin trofaste Mac (den hedder Albert), sin dejlige mand (han hedder Bruno) OG en lækker kold gin&lime med masser af is.

En bog ved hånden, og solen en lillebitte smule i øjnene på de-sidste-stråler-gennem-det-store-træ-måden. Luften er stadig lun, fuglene synger, og jeg kan høre en bil trille ned af Luthersvej. De glade (men lidt bøvede) ungersvende i en af de tilstødende haver er gået indenfor, børn er puttet i seng hos naboerne, og her er rigtig fredeligt og dejligt.

Vi har ferie ... hver dag fra 16 til 8. Idag stod menuen på grillede pølser, improviseret pastasalat og assorterede grøntsager (dem der var i køleskabet) skåret i stykker. Og masser af karryketchup :D

Vejrudsigten ser fantastisk ud ... hvad kunne man ønske sig mere? (Det skulle lige være ferie fra 8 til 16 også)

Snakker med mig selv

2010-06-26T19:18:00.002+02:00

Jeg går og snakker med mig selv - var der engang en gammel dansktopschlager der hed - så gammel, at den nærmest allerede var rustik, da jeg var barn.

Men det gør jeg altså - snakker med mig selv. Jeg har gjort det så længe, jeg kan huske, og jeg har nogen gange syntes det var lidt flovt. Nu er jeg efterhånden så gammel, at jeg er ligeglad, så jeg småsludrer stadig lystigt med mig selv.

Og idag er det faktisk gået op for mig hvorfor jeg gør det.

For øjeblikket er jeg igang med et coachingforløb med en virkeligt dygtig coach. I torsdags havde vi en session, og der var virkelig nogen ting, der flyttede sig inden i mig - lidt ligesom de store sten-mekanismer man ser i Indiana Jones-filmene - de store, skurrende stentandhjul der forskubber sig og sætter sindrige fælder i aktion, når helten træder på den forkerte flise inde i det gamle inka-tempel.

Ikke at der går fælder igang. Jeg kan bare mærke, at gamle overbevisninger forskubber og ændrer sig, og at tankesæt, som var groet fast, ryster sig løs og drysser ned på gulvet. Hvor vores rare rengøringsmand så senere kan støvsuge dem op.

Efter sådan et par stentandhjuls-flytninger, sagde jeg til min coach, Inga: "Jeg kan mærke at jeg tænker og reflekterer utroligt godt, når jeg taler om ting."

Jeg kan ikke huske præcis, hvad hun svarede, men tanken stod pludselig lysende klar i hovedet på mig, da jeg i aften gik og førte en indre dialog med mig selv mens jeg lavede mad. Den var vist mest indre - nogen gange går jeg og hviske-taler lidt med mig selv, formulerer det, jeg tænker.

Og så sagde jeg til mig selv - højt, forståes - "Det er sgu da derfor, jeg gør det!"

Jeg får simpelthen ting på plads, får behandlet og bearbejdet det, der rumsterer i mig, ved at italesætte dem (hedder det vist med et moderne ord). Om det er, når jeg diskuterer det med veninder eller med min coach, går og snakker med mig selv, eller når jeg skriver blogindlæg - så er det jo det, jeg gør.

Det er derfor, jeg nogengange faktisk overrasker mig selv med indsigtsfulde bemærkninger. . . fordi jeg tænker ved at blive verbal - ved at formulere. Jeg snakker ikke med mig selv, fordi jeg elsker at høre mig selv tale, men fordi det er min måde at reflektere på.

Wow. Endnu en aha-oplevelse - som er en direkte følge af det coachingforløb jeg er igang med.

Bor du i nærheden af mig, og mangler en coach - så kan jeg varmt anbefale hende her!

Skt. Hans-nydning

2010-06-23T22:14:00.004+02:00

"Der skulle blive godt vejr på onsdag," sagde min gemal til mig for nogle dage siden.

Ret hurtigt kom vi til at snakke om, at vi da så næsten skulle hen og se noget Skt. Hans-bål, for der var jo ikke andet vi lige skulle i aften.

Igår sendte jeg så en sms til Alice - som udgør den kvindelige halvdel af vores nærmest-boende vennepar - og spurgte hvad DE skulle til Skt. Hans?

Det udviklede sig hen over nogen sms'er, og i aften mødtes vi så i Madsby Parken til byens store bålarrangement. Alice havde picnicmad og brød med, og vi havde drikkevarer med - øl, vand og en lækker sødlig mousserende vin. Efter maden hev vi kaffe og muffins frem - jeg havde lige sørget for at bage rigeligt igår, da jeg bagte hindbærmuffins til projektevalueringen på jobbet idag.

Så der blev hygget igennem med mad og hyggelig samtale, ved et bord i parken, omgivet af mennesker og til lyden af levende musik. Senere var der båltale, og ude midt i søen blev der sat ild til et stort bål.

Vejret var fint, og vi nød den lyse aften. Vi blev dog ikke til fyrværkeriet - det er først 22.30, og vi skal jo også op på arbejde i morgen :-)

Sikke en dejlig Skt. Hans aften!

Latina-lækker livsnyder

2010-06-15T21:05:00.001+02:00

Jeg er lidt vild med en lækker rødhåret donna, der hedder Tine.

Det er efterhånden 8-9 år siden jeg mødte hende første gang. Dengang instruerede hun et hold, der hed Mave-Baller-Lår (MBL), hvor jeg mødte totalt u-fit op. Jeg fandt ud af at det var utroligt at være lav-energi og uglad på Tines hold. For hun er fuld af det reneste, naturligste PEP!

I mellemtiden har jeg været til Bodypump med Tine, til spinning med Tine ... og nu går jeg til Zumba hos Tine. Hun har fået et par børn - og det har kostet et par kg. Og hun har aldrig været den skindmagre type.

Men hvor er det dejligt at kikke op på Tine og se en dejlig dame, som vejer noget mere end 50 kg og er lidt mere end 18 - stå og svinge med hofterne og bare være latina-lækker. Selvom hun tydeligvis er 100 gange bedre til de der fede moves end jeg nogensinde bliver, er hendes accept af sig selv, og hendes glade og positive tilstedeværelse med til at gøre, at selv en motorik-udfordret bevægelseshæmmet som mig glemmer mig selv et øjeblik, og forvandles til Shakira. Lige indtil jeg kommer til at kikke mig i spejlet :D

Tine er indiskutabelt lækker. Og jeg er enormt glad for, at hun deler ud af sin glæde og energi hver tirsdag ude i centret.

Status på en lørdag

2010-06-12T18:56:00.002+02:00

Det er lørdag, og et par kornfede kyllinger simrer i ovnen.

Vi sov længe imorges, for igår aftes blev det lidt sent - vi var ude at spise på Strandparken, som er en restaurant ude ved Skærbæk. Selskabet var godt - et hold gode venner - maden var ligeledes upåklagelig.

Sent blev det, fordi vi bagefter tog hjem til dem og fik en kop kaffe, en cognac, og mere af den gode snak, der flyder let i venners lag.

Så den blev da noget over otte før min kære mands øjne lukkede sig op :-) det er ellers altid ham, der vågner først normalt. For en gangs skyld nåede jeg at stå op og tisse og komme i seng igen og læse lidt, inden han vågnede.

Dagen har været dejlig og travl. Jeg havde en plan om at ordne lidt i kælderen, men det blev andre ting, jeg fik gjort. Handlet ind, ordnet vasketøj og en vældig bunke strygetøj som på EN eller anden måde er vokset frem i løbet af de seneste uger :-) Syet en knap i en kjole, set lidt cykelløb og blundet en lille bitte smule ...

Bruno har fuget færdig oppe på det nye badeværelse - så mangler der faktisk kun, at han laver gummifuge rundt langs gulvet og ned mellem de to rækker fliser, hvor bruseren skal være. Nu må det også godt snart rykke lidt, det badeværelse - det har været pillet ned siden påske, og det bliver enorm luksus når vi kan gå på toilet og bade deroppe igen.

Jeg er træt af at huset små-roder - der står byggeting på trappen, og karnapværelset er fuldt af badeværelsesmøbler, brusevægge og et enkelt toilet :-(

Til gengæld kan jeg allerede se, at badeværelset bliver lækkert og flot, og jeg savner IKKE den gamle brusekabine, som var klaustrofobisk lille og umulig at gøre ordentlig ren. Ej heller det let ramponerede vaskskab med marmorbord og -vask (gys!) og de gulnede jem-og-fiks toiletrulleholder og håndklædestang.

Og i næste uge bliver det sommer, siger Bruno. Hvad kan jeg så ønske mig mere?