søndag, marts 20, 2011

Livsnyderen og smagsdommerne

(Advarsel: stærk sarkasme kan være anvendt)

Lige for øjeblikket går jeg og overvejer hvilken ny bil, jeg skal købe.

Den sorte slambert er sat til salg - for kørekomforten i en C1 står bare ikke mål med mange km. tilbagelagt hver uge.

Så er det, at det går op for mig, at der er et par slående lighedspunkter imellem at arbejde med brugervenlighed på internettet, og det at købe ny bil.

Og hvad er det så?? Spørger den opvakte læser naturligvis. Johh ... lyt nøje efter ... det kommer nemlig lige her:

Alle er eksperter!!

Og ... de er ikke bare eksperter ... de er også meget, meget, MEGET klogere end dig. De kender dine behov bedre end du selv gør, og har afgrundsdyb indsigt i hvor vigtigt det er for dig at din bil har bakkesensor, bluetooth og et bestemt logo på fronten.

Tror de ihvertfald.

Tilsyneladende træder der en eller anden mekanisme i kraft, når man kommer til at sige, at man kikker på ny bil. En ganske betragtelig procentdel af dine bekendte føler sig tilsyneladende så usikre på deres eget valg af bilmærke og -model, at de føler en ubændig trang til at få dig fuldstændig overbevist om, at det er det HELT rigtige. For hvis det lykkes, kan de jo føle sig lidt mere sikre. Ikke?

Ihvertfald får du at vide, at den bil, du overvejer (og måske endda har læst specs, tests og detaljer om, og ligefrem prøvekørt) er det argeste pis, og umuligt kan være et godt køb. Og så forventes du at smile venligt og svare høfligt, når du indirekte får at vide at du er en inkompetent idiot.

SÅ SLAP DOG AF!

Og lad mig vælge bil uden at blive hånet og "vejledt". Jeg fatter ikke hvad der lige sker med almindelig takt og tone, når nogen hører, at jeg vil købe en ny bil??

3 kommentarer:

Pigen sagde ...

Almindelig takt og tone har det også med at blive sat ud af spil, når det handler om (andres) babyers vægt/søvn/ble osv osv... Alle andre kender nemlig babyen meeget bedre end forældrene, der er sammen med det 24/7...

Men det er så svært ikke at blande sig :-)

(jeg er så en af dem, der nok høfligt ville spørge, hvilken bil du har købt, men alligevel ville være et stort spørgsmålstegn, når du gav mig navnet ;-) behøver jeg sige, at vi ikke har bil...?)

Lizelotte sagde ...

Uha Pige, det kan jeg forestille mig :)

Jeg kan dårligt undvære bil, synes jeg - og så alligevel. Men det giver mig en luksus i form af fleksibilitet som jeg er meget glad for.

Pigen sagde ...

Det gør det bestemt også nemmere at undvære den (og være hellig) når man bor i Kbh 2 minutter fra s-toget, og det meste derudover kan nåes i gåafstand ;-)