Livsnyderen i forhøjet beredskab

En dag læste jeg i avisen om et ubehageligt sexisme-fænomen, som vi nærmest tager for givet.

Det er ikke fordi jeg er en jamrende rødstrømpe. Det ved I, som kender mig, og I, som læser med her også godt. Faktisk blev jeg lidt mærkeligt til mode over det jeg læste, og det har rumsteret i mig siden.

Fordi jeg faktisk uden at tænke over det har levet hele mit liv lidt forsigtigt og lidt i forhøjet beredskab - simpelthen fordi jeg er kvinde.

Jeg er ikke bange, når jeg går ude om aftenen. Men jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke var meget opmærksom hvis jeg er på øde steder - især hvis går alene, og hører skridt bag mig, eller ser en mand komme imod mig. 
Ikke bange, men i forhøjet beredskab.

Jeg tænker da over, hvor jeg færdes, og hvornår. Jeg slår blikket væk og er afvisende. 

Jeg har oplevet at en mand blottede sig for mig. Det var i en biograf - han satte sig ved siden af mig og hev sit lem frem. Jeg gik fra biografen, sagde ikke noget til nogen - jeg var ung og alene og i DEN grad på udebane, for det var i Chicago.

Jeg er blevet befølt af fremmede mænd på steder, hvor der var trængsel. Jeg er endda blevet befølt af mænd jeg kendte, i situationer hvor jeg helt sikkert slet ikke inviterede til det.

Det er noget, man lever med som kvinde. Man tager sine forholdsregler, forhøjer sit beredskab, undgår øjenkontakt, går andre veje. Ikke stort og dramatisk, man gør det bare som en selvfølgelighed. Jeg har ikke søgt psykolog eller grædt mig i søvn over det.

Før jeg læste artiklen havde jeg ikke tænkt over, at i realiteten begrænser den adfærd, nogle få mænd udviser, min handlefrihed. Den kontrollerer i nogen grad mit liv.

Jeg blev lidt rasende da det gik op for mig. Både rasende på de mænd, der synes det er okay at opføre sig sådan - lige fra blotteren i biografen og til kollegaen, der synes det var okay at rage på mig, fordi jeg havde sagt ja til at danse.

Jeg blev også rasende på mig selv, og på samfundet, om jeg så må sige, fordi jeg bare tilpasser mig og indpasser mig og begrænser mig selv. Og fordi det forventes af mig, at jeg gør det.

Fordi vi har ligesom fået hård hud over for det her fænomen. Vi tænker slet ikke over det. Det er som når man er rigtig længe i en svinestald, så man slet ikke kan lugte lorten mere.

En dag læste min mand så noget i avisen om en trend i Japan, der vistnok hed tog-gramseri - hvor mænd tog toget alene med det formål at gramse på kvinder. Han syntes godtnok det var noget underligt noget (heldigvis - han er en af de gode mænd som der er flest af), men jeg skoggerlo nærmest: "Skulle det være en nyhed?!"

Så fortalte jeg ham at de fleste kvinder har oplevet at blive krænket seksuelt i en eller anden grad, og at de fleste af os har det der evigt forhøjede beredskab. Han var nærmest lamslået, for han anede det ikke. Ingen - inklusive jeg - havde nogensinde fortalt ham det.

Men hvad pokker gør man ved det? Jeg aner det ikke, men jeg accepterer ikke bare længere at sådan er det. 

Jeg er rasende over det. 
Og det tror jeg er godt, så det har jeg tænkt mig at blive ved med at være.

Livsnyderen om kød og bønner

Jeg kan godt lide kød.

Jeg kan også godt lide bønner - i alle mulige afskygninger: grønne bønner, hestebønner, edamame-bønner, butter beans, kidney beans.

Lige for tiden raser debatten om kød og bønner, men det handler ikke om "min" slags bønner - derimod handler det om de bønner, som udtales over halalslagtet kød.

Mange ting bliver sagt i den debat. Dem, som raser mod at man fx. bruger halalslagtet kød på hospitaler, påpeger at det er en inhuman aflivningsmetode, fordi dyret får overskåret halspulsåren.

Dem der ikke er imod siger, at det ikke er særligt forskelligt fra almindelige slagtningsmetoder, og at koranen i øvrigt foreskriver at dyret ikke har følt angst, sult eller tørst op til slagtningen.

I Danmark bedøves dyr før slagtning, uanset om det er den ene eller den anden slags slagtning, som praktiseres.

Personligt er jeg hamrende ligeglad med, om en heksedoktor fremmumler besværgelser over kødet, eller kaster vievand på det - bare dyrene behandles så humant som det er muligt i industrien (og vievandet er sterilt). Jeg tror ikke på guder, så for mig har det ingen betydning - negativt eller positivt.

Og jeg fatter ikke rigtig den her debat, som for mig at se raser om hvorvidt man skal aflive dyr på den ene eller den anden ret humane måde. Og om man som ikke muslim skal have mulighed for at sige fra om der siges bønner over kødet.

Gode medborgere, brug dog jeres stemme og jeres passion for i stedet at interessere jer for det liv, som dyrene i vores fødevareindustri har OP TIL det øjeblik de bliver slagtet! Tremmekalve, burkyllinger og grise med skuldersår ... var det ikke snarere deres liv, vi skulle tage at få hevet frem i lyset og denne gang måske også få gjort noget ved?

Spis lidt mindre kød (erstat evt. med nogen af alle de dejlige, spiselige bønner, jeg nævner øverst) og køb i stedet det dyrere kød fra fritgående dyr - tal med dit dankort, og gør livet for de dyr, der ender på vores spiseborde, bedre.

Køb økologiske æg, fra høns som har haft et anstændigt liv. Tænk dyrevelfærd når du handler.

De dage, uger, måneder, år et slagtedyr lever, skal ikke drukne i en agurketidsdebat om de timer, de bliver slagtet, hvis man spørger mig.

Livsnyderen om risiko og ansvar

På det seneste er jeg flere gange i diverse medier stødt på beskrivelser af et mystisk aggregat, som er udviklet i Sydafrika. Det er en dims, som kvinder kan indføre i skeden, og som vil tilføje en eventuel voldtægtsmand skade og smerter, hvis han forsøger sig med vaginal voldtægt af kvinden.

Man kan mene meget om sådan en dims, og min umiddelbare reaktion er, at hvis der er sagt nej, så er man lidt selv ude om det, hvis dunkedyret lider overlast. 

Dingenoten er diskuteret vidt og bredt, og meningerne er mange. Det, der dog fik mine alarmklokker til at bimle, var en udtalelse fra en politimand i denne artikel fra BT:

"- Efter min mening er det bedste værn mod voldtægt, at man undgår at bringe sig i situationer, hvor man er særligt udsat. Det handler i høj grad om, hvor man færdes og hvornår og hvor fuld man er, siger vagtchefen.

Han tilføjer, at man i mange tilfælde kan afbøde det ved at tage en taxa, få nogen til at følge sig hjem eller at drikke sig i godt humør i stedet for fuld.

- Der sker selvfølgelig ting, som man ikke har mulighed for at gardere sig mod. Men vi ser også en del voldtægter, der kunne have været undgået med lidt sund fornuft."

Således taler den gode lovhåndhæver. Og der er da noget om, at man kan undgå risikofyldte situationer.

Men jeg synes det er problematisk, når en embedsmand står frem i pressen og siger: "Her får du lige en opskrift på at undgå voldtægt, unge dame." 

For mig at se gør udtalelsen nemlig lige præcis det, at ansvaret for om man ender som voldtægtsoffer eller ej, bliver offerets. 

Og kan det nogensinde være andet end gerningsmandens ansvar?

Politimanden kunne jo have fortsat, at man også kunne tænke over, hvordan man klædte sig. At man ikke skulle vise hud - og at man jo i øvrigt var sikrere, hvis man nøjedes med at færdes ude om dagen, og helst sammen med et mandligt familiemedlem. Burka, anyone?

Jeg ved godt jeg sætter det på spidsen, men jeg synes at det bør understreges med lårtykke, knaldrøde streger at GERNINGSMANDEN ALENE ER ANSVARLIG når kvinder voldtages.

Om jeg så danser can-can splitterragende nøgen ned midt igennem Jomfru Ane Gade nytårsaftensnat med en hegnspæl i øret, giver det ikke nogen ret til at tiltvinge sig adgang til mig seksuelt. Basta.

Livsnyderen om frustration og skyldsanbringelse

Så blev det søndag ovenpå en vældigt hæsblæsende uge.

Tirsdag og onsdag stod begge på X-tetten-øveaftner, for på tirsdag er det julekoncert - og det bliver måske den sidste i lang tid (måske bare den sidste), for fra 2013 står vi uden dirigent. Vi søger og leder efter den rigtige person, og håber det lykkes.

I mellemtiden satser vi på et brag af en optræden på tirsdag, når vi optræder i Middelfart kirke sammen med de andre kor (ja, altså ikke sammen med, men til samme koncert).

Torsdag og fredag var besat med juleagtige arrangementer også, og lørdag bød både på en brunch og besøg om aftenen. Lige nu er jeg så klasket ud i sofaen, mens Bruno okser rundt på MTB med sin vintercup-makker et eller andet sted ovre på Fyn. Vaskemaskinen snurrer, og lige om lidt skal jeg have planlagt næste uges mad - for når Bruno kommer hjem, skal vi en tur op i reservedomicilet og ha' lukket for vandet, for de truer med hård frost.

I løbet af ugen har jeg dog nået at interessere mig lidt for verden omkring mig også. Jeg nåede at se den adoptions-dokumentar som bragte sindene i kog ude i fædrelandet, og jeg medgiver, at det var en trist affære.

Hvor er det synd, at kyniske mennesker lokker en fattig familie til at bortadoptere deres børn! Og hvor er det trist, at der ikke er mere hjælp til adoptivforældrene, når det ene barn vantrives og ikke kan knytte sig, fordi hun er traumatiseret af forløbet.

Det var utroligt rart at opleve danskernes empati med den lille pige. Rigtig mange mennesker har givet udtryk for frustration og medfølelse, og hvis den kraft, der var i al den kærlige medfølelse, kunne omdannes til god energi til Masho, ville hun være helet på nul komma fem. 

Danskernes frustration og vrede har været stor. Desværre synes jeg den har været rettet et helt forkert sted hen. Jeg blev også vred og ked af det, og havde lyst til at ruske Danadopt og de etiopiske myndigheder. 
Mange har rettet deres frustration mod de danske adoptivforældre, som nærmest er blevet offentligt korsfæstet. Skulle man dømme efter de kommentarer, man læser rundt omkring, er de nærmest at sidestille med Josef Fritzl og Adolf Hitler.

Jeg må da indrømme, at mine øjenbryn også rynkede sig undervejs i dokumentaren. Der faldt nogle kommentarer, og blev sagt nogle ting, som jeg nok ville have formuleret anderledes. Jeg tænkte dog, at det var en dokumentar af en times varighed jeg så, og at der kunne ligge meget bag. At jeg nok ikke så alle nuancerne.

Min konklusion var, at de uheldige kommentarer nok var resultatet af frustration og sorg hos nogle adoptivforældre, som egentlig bare ville have børn at elske og være noget for, men som ikke kunne nå den datter, de rigtig gerne ville elske og elskes af.
Hvor meget af skylden der lå i deres egen måde at tackle det på, synes jeg ikke helt, jeg kunne vurdere på det relativt spinkle grundlag. Så det lod jeg være med at lave helt endelige vurderinger på.

For hvor mange af os har ikke ind imellem reageret på en måde, som vi nødig ville se på TV, når vores unger har teet sig tosset? Har de fleste af os ikke engang imellem tænkt - og måske snerret - "møgunge!" af vores afkom? Jeg ved ihvertfald, at jeg ikke har været en perfekt, engleagtig overskudsmor i alle de 25 år, jeg har haft børn.

Jeg synes at det var modigt at de forældre at stå frem og stå ved de følelser, de har haft i processen. At det er en vigtig dokumentar, fordi vi er nødt til at sikre, at børn ikke unødvendigt rives væk fra deres biologiske forældre og bliver til handelsvarer i et rigt land. At adoptivforældre kan være sikre på, at de virkelig ER den bedste udvej for børn, som ellers skulle leve et kærlighedsløst liv i fattigdom på et børnehjem.

Og jeg synes faktisk det er hjertevarmende og smukt, at så mange danskere føler så varmt for Masho og hendes skæbne. Men at de måske skulle lade tvivlen komme hendes adoptivforældre til gode, og gå mere efter de rigtige skyldige i den sørgelige sag, som lige den adoption blev til.