mandag, oktober 30, 2006

Årets mand 2006

Spændingen er udløst!

Udnævnt af en jury bestående af Lizelotte, Livsnyderen, Fr. Saxkjær og Fru Hausgaard får I her årets mand:

bruno0001
(Billede: Gert Lykke)

For sine kvaliteter som menneske, sin faste bagdel - og sine lækre lår. En sikker vinder...

Mandag uden stress

Hallo - det er lykkedes os at overleve mandag - helt uden stress...

Noget af grunden er, at vi har styr på ugen på forhånd. Så går det bare bedst. Når jeg får lavet ugeplanen med
  • alle vores aftaler
  • madplan for mandag til fredag
  • "huskebeskeder" for svømmetøj, gymnastiktøj, mødetider mv

...så fungerer ugen altså bare bedst.

Sammen med madplanen i går lavede vi en indkøbsseddel. Og eftersom jeg har tidligt fri mandag, for at køre Kristian til badminton, passer det fint, at jeg køber de ting ind til ugen, som vi mangler.

køkkenbruijs

I dag stod der Brunos kålgryde på menuen. En dejlig efterårsret med sprødstegt bacon af den slags, man skærer selv, gulerødder, kartofler, porrer og hvidkål. Gode danske grøntsager. Uhm.

P1010648

Mens Bruno kokkererede (jeg var undskyldt pga. mit dumme håndled - det holdt LIGE til indkøbsturen), kreerede Kristian en græskarlygte. Han var meget koncentreret!

Resultatet blev faktisk også kanongodt! Han fik kun LIDT hjælp af mig - det er svært at skære i sådan et hoved, når man kun er 10...

P1010650

Nu står det udenfor vores dør og spreder (u)hygge.... over en dag, som faktisk har været vældigt hyggelig. Bodil er i juniorklub, og lige om lidt skal Andreas på arbejde... han gider ikke ... men pengene er jo i orden at få :-)

søndag, oktober 29, 2006

Søndagstur

Ordet "søndagstur" bringer måske for nogen billedet op af en tur op af promenaden i det fineste puds - hele familien.

Det er nu ikke den slags tur, som er min yndlings-søndagstur.

I formiddags drog min vintercupmakker og jeg afsted ud i området med et kort forsynet med 8 poster, som husbonden venligt havde tegnet ind. Kald det forberedelse. Vi fik øvet os lidt i orientering, kikket på området, og i særdeleshed fundet ud af hvor man IKKE kan komme under motorvejen...

Der blev cyklet, grinet og fniset, væltet og fræset gennem mudder, givet baghjul og givet læ.

Hold op, hvor var det en dejlig tur! Jeg kan ikke vente, til det bliver søndag igen, hvor vi skal ud og køre vintercup for alvor!

lørdag, oktober 28, 2006

Efterårsklar

Vi må erkende det - det er efterår. Selvom der har været nogen eftermiddage, der føltes forårsmilde og gode.

I dag har vi været flittige. Ikke fordi vi havde lyst, men fordi at NU skulle det være!

Kaninburet skulle flyttes. I vinter skal det stå i vores gamle drivhus, ikke så meget af hensyn til kaninerne, men fordi det er dejligt for Bodil, at hun kan sidde derinde og nusse med dem på en mørk aften. Vi har nemlig også sat min gamle sakselampe op derude, så hun kan tænde lys.
For at få kaninburet ind, er Bruno nødt til at afmontere hele siden på det efterhånden ret vaklevorne gamle "drivskur". Det gik en gang til. Drivskuret har også fået nyt tag, for det regnede temmelig meget ind sidste år.

P1010636

Mens Bruno arbejdede, undrede kaninerne sig over, hvor pokker deres bur var blevet af...

P1010638

Jeg var også flittig. Der blev tømt blomsterkasser og sat potter væk, og terrassen blev grovluget og fejet og fin.

P1010642

De plantesække, som var i blomsterkasserne, blev tømt ud i de nylugede højbede - det blev så pænt...

P1010641

Selv Andreas var i sving! Han vaskede havemøbler af, så vi kunne sætte dem væk med god samvittighed - god dreng!

P1010643

Jo - det ER Andreas. Men han syntes bare, han skulle prøve, hvordan det var at have brunt hår... :-)

Da det begyndte at blive mørkt, kunne vi gå ind med god samvittighed, over alt det, vi har nået.
Og jeg kan sagtens overse nullermændene i hjørnerne, indtil i morgen. Jeg kikker bare på denne her, som står og blomstrer i mit køkkenvindue:

hawaiiblomst

Nu vil jeg ned i sofaen og nyde min mand og et dejligt glas rødvin fra Ellul-Ferrieres...

fredag, oktober 27, 2006

Livet går videre

Det er pokkers med de kæledyr! Især dem, der kun har en livslængde på 2-3 år, for der er basis for tilbagevendende sorg, når de små, uldne hjertebørn ikke kan mere.

Birger var gammel - godt 3 år - og vi havde snakket om, at han nok ikke holdt så længe endnu. Alligevel var der stor sorg i går aftes, da han pludselig ikke rigtig gad løbe omkring mere. Han sad bare lige så stille, og kunne falde i søvn når man sad med ham.

Vi snakkede meget, Bodil og jeg - om at det er den vej, det går, og at han har haft et godt liv.
I nat har hans bur stået ved siden af Bodils seng, og jeg havde egentlig regnet med, at han ville være død her til morgen. Det var han ikke. Der var dog ikke meget liv tilbage i ham, og jeg besluttede sammen med Bodil, at han ikke skulle ligge sådan længe - så jeg ringede til dyrlægen fra arbejde, og fik en tid.

Bodil var godt klar over, at det dyrlægen kunne gøre for Birger, var at give ham fred. Og det var ok.

Da jeg kom hjem for at hente Birger, var han dog lige så stille gået bort af sig selv.

Nu sover han i husets fineste decouperede æske, pakket ind i sort, blødt fleece-stof, og han har fået en fin grav.
P1010627

Han var en fin hamster.

Bodil klarer den, tror jeg :-) Især efter denne her lille fyr er flyttet ind.

Pjevs

Mød Pjevs. Hvis hun bliver lige så forkælet, som Birger var, skal hun nok også blive en gammel hamster... :-)

torsdag, oktober 26, 2006

Før stormen

Det har været et par smukke dage, sådan vejrmæssigt. Det har jeg nået at observere, selvom jeg har haft alt for travlt.

Det er hårdt at være alenemor! Bruno er stukket af igen - lige nu er han på messe i Hannover.
Jeg kørte ham til Kolding onsdag morgen (på den måde har vi to biler og dermed mere fleksibilitet), og allerede da var der klart, dejligt vejr.
På vej ud af industriområdet, som han arbejder i, var himlen så utroligt flot.

P1010613

Der var røde og orange glødende farver, og med de store elmaster som forgrund blev industriområdet næsten smukt.

Nu venter vi på blæsevejret. Jeg har samlet "løsdelene" ind, og håber at resten bliver, hvor det er. Samt at vi ikke får en gentagelse af december 1999 hvor taget næsten røg af huset her.

Mobning

"Her på vores skole accepterer vi ikke mobning," lyder det lidt selvtilfreds fra skolelæreren.

"Vi har en aktiv mobbepolitik, og der foregår kun et minimum af mobning her," kunne han eller hun også have sagt.

Det er ikke børnenes oplevelse. I nyhederne i dag kan man læse, at mindst 5 børn i hver klasse jævnligt oplever at være udsat for mobning.

Puha, hvor er det grimt. Vi som forældre, og skolerne, er nødt til at tage ansvar for det problem, og det skal være nu.

onsdag, oktober 25, 2006

Danmarksmester -- i hvad?

I dag kom jeg for skade til at høre radio i bilen lige her omkring kl. 14. Der var en udsendelse, som hed Danmarksmester, eller noget i den stil.

Følgende sætning kom ud af den kvindelige vært (journalist?) til en lytter, som havde ringet ind:
"Og hvad bedriver du så tiden med?"

Altså ... enten "fordriver" han tiden, eller også "bedriver" han noget (nogen bedrifter, måske..).
*SUK*

Manden blev nok ikke stødt over sprogfejlen, for senere kunne man høre ham sige følgende:
"Jeg skal lige af-klimatiseres først."

Hvad f..... betyder "af-klimatiseres"?? Der burde laves en kampagne på TV som forklarer folk, at det FG hedder "at akklimatisere"!!

....livsnyderen ER lidt knotten i dag. Det sker, når hun får for lidt søvn og samtidig bombarderes med dårligt sprog.

tirsdag, oktober 24, 2006

Danskkursus for journalister - 1. lektion

I dagens netversion af Ekstra Bladet kan følgende læses i en artikel:

- Vi vil advare folk om at give sig i klins med ham. Han er presset og farlig. Vi mener, at han vil opsøge andre bekendtskaber på egnen, oplyser Børge Fransen.

At give sig i klins?? Hvad er det for et udtryk??

Kanske journalisten mente "at gå i clinch med" i stedet - men det må stå hen i det uvisse.
Måske har en numerolog haft fat i udtrykket, såvel som i gerningsmandens navn - han hedder nemlig Kenni.

Hvis jeg var journalist, ville jeg holde mig til at bruge udtryk, jeg var sikker på, at jeg kunne stave - og bruge rigtigt.

Der er noget galt i Danmark...

Jeg har lige læst et nedslående indlæg hos et af de mest optimistiske, sprudlende, positive og stærke mennesker, jeg har mødt.

Tilbage står jeg med frustration på Liselottes families vegne, og en stor ærgrelse og sorg over, at vi i dette så velhavende land kan støde på så lidt vilje til at hjælpe en familie, som selv yder, hvad de kan, og tager ansvar for deres situation.

Jeg håber, at konsulentens besøg kan føre til en bedret situation for Alexander - og for hans familie. De bedste tanker fra livsnyderen herfra ... jeg tænker så det knager, om der er noget, JEG kan gøre...

mandag, oktober 23, 2006

Manisk mandag!

Vi har drøn på om mandagen.

Jeg møder kl. 7 - det gør jeg fordi jeg så kan gå hjem kl. 15, og det er jeg nødt til, for at nå at følge Kristian til badminton. Der er lidt langt for ham at cykle alene - han ku' såmænd nok lære det, men nu, hvor der bliver tidligt mørkt, kan jeg ikke lide at ha' ham til at cykle hjem selv.

Jeg er ikke særligt vild med tanken om at møde en time tidligere. Men det er faktisk mindre slemt, end det lyder. Jeg står op til normal tid og går i bad, og i stedet for at deltage i familiens morgenliv og -ritualer, tager jeg på arbejde.

Der er ofte mørkt, når jeg møder på den tid. I hele bygningen er vi vel en håndfuld, der er mødt kl. 7. Til gengæld er der utroligt roligt - ud over, at der ingen kolleger er, er der heller ikke nogen, der ringer. Så der er ro til at få set på de emails, der ligger fra fredag - kollegerne ude i banken går nemlig sjældent hjem kl. 14.30 om fredagen, som vi gør, så der ligger tit nogen mails.

Morgenmaden henter jeg i kantinen. En rugbrød med ost og en banan - rugbrødet er som regel friskbagt, i dag kom det lige fra ovnen - uhm! Så en kop stempelkaffe til - jeg har naturligvis min mini-stempelkande ude på arbejde - så glider både arbejde og morgenmad glat ned...

Klokken 15 er det også dejligt - de andre har en time tilbage at arbejde i, men jeg har fået foræret en time. Idag har jeg fået vandet blomster - det plejer jeg ellers at gøre søndag - og støvsuget. Støvsugningen var egentlig også plansat til i går, men så løb støvsugerposen HELT fuld - og det var den sidste...

I aften kommer Carsten og spiser med os. Bruno og ham skal ud i Sønderskoven i Vejle og køre rundt som små, mudrede drenge på deres mountainbikes. De kommer hjem med glade smil og et stort behov for et brusebad, og så står den på kylling, gør den.

Jeg må tilslutte mig Onkel Danny - jeg holder af hverdagen.

søndag, oktober 22, 2006

Tomatagurk

Vi er gået helt agurk over tomater her på matriklen.

Det er Anitas skyld! Hun sendte mig et link, og straks sad Kristian, Andreas og jeg og passede hver vores tomatplante...

Det er meget fjollet, og temmelig vanedannende...

fredag, oktober 20, 2006

Doven fredag

Aaaaah... her er klokken over middag og jeg har endnu ikke
  1. været i bad
  2. fået brillerne af og kontaktlinserne på
  3. iført mig noget mere formelt end joggere og en gl. sweatshirt

Jeg har ikke foretaget mig noget som helst fornuftigt i dag - det er dejligt! ;-)

Drengene er lige kørt. De skal besøge deres bedsteforældre i Midtjylland, og Andreas er bevæbnet med en krak-udskrift - han skal finde vej derop :-)

Bodil skal over til en veninde, og så tror jeg jeg vil flade ud i sofaen og hygge mig med mig selv...

Uhm...

torsdag, oktober 19, 2006

5 Ting, som feminismen har gjort for mig...

Ovre hos Liselotte er jeg blevet tagget til at nævne 5 ting, som feminismen har gjort for mig.

Det synes jeg faktisk er en sjov og god ide - for hvor tit tager vi ikke hårdt tilkæmpede rettigheder som en selvfølgelighed? Godt initiativ, Uffe...

1. Feminismen har gjort kvinders seksualitet fri. Jeg har som ung og uafhængig kvinde kunnet udleve min seksualitet uden at blive betragtet som eller at føle mig billig. Jeg kan som voksen, gift kvinde tage imod og give nydelse, uden skam eller hæmninger.

2. Feminismen har været en bombe under kernefamilien. Økonomisk og socialt uafhængige kvinder behøver nemlig ikke at blive i dårlige ægteskaber, fordi de er nødt til det - af økonomisk nød eller fordi de ville blive sociale paria'er som fraskilte. Og hvilken frihed, at kunne vælge!

3. Feminismen har gjort kønnene mere lige - og det betyder, at det er okay, at jeg er venner med Per såvel som Pernille. Der er ikke noget "forkert" eller "syndigt" i, at jeg taler og ler med venner af det modsatte køn, og jeg kan også sagtens selv have sådan et venskab, uden der behøver at være en seksuel dimension i det, eller være bange for, at det bliver opfattet sådan af den anden part.

4. Feminismen har betydet, at jeg har kunnet vælge at få børn, uden at det betød, at jeg måtte opgive mit arbejdsliv af den grund. Valget står ikke længere imellem børn eller job.

5. Feminismen har betydet, at jeg har haft frit valg på drømmehylden. Læge, journalist, automekaniker, sygeplejersker - valget var mit, ud fra lyst og evner. Og så endte jeg som IT-konsulent ... :-)

Jeg mener faktisk, at både mænd og kvinder har en masse at takke alle dem, der har kæmpet igennem tiden, for resultaterne indtil videre. Det er blevet sjovere, om end noget mere komplekst, at være såvel kvinde som mand.

Jeg giver bolden videre ... til HenrietteB, Helle, Pernille/Lommen, Bruno og Christina... grib den, hvis I vil spille med.

Efterårsferie - aaaah!

Jeg holdt fredag i tirsdags.

Da jeg gik hjem fra arbejde, var det for at holde efterårsferie - dejligt!
Min mor var kommet til Fredericia med mine to mindste, som har været på besøg hos hende siden søndag, og Bodil havde bagt kage, som var klar, da jeg kom hjem - til en "fredagsnydning" på en tirsdag.

Tirsdag aften drog Bodil afsted med toget - hun besøger sine bedsteforældre i midtjylland, og kommer hjem til middag i dag.

Kristian skulle over til sin fars familie og spise, de var på udflugt i går - en god dag, kunne jeg mærke på den glade dreng, jeg fik hjem. Han fortalte og fortalte!

Så jeg havde min mor for mig selv i går. Vi havde en hyggelig dag - først med at stene i sofaen med en stak blade, og da butikkerne åbnede, tog vi en tur ind til Fredericia for at se os omkring.
P1010598

Vejret var råkoldt, men i perioder var solen fremme, og det var smukt. Vi fik kikket på en masse forretninger, og frokosten blev indtaget på en græsk restaurant i bymidten. Den græske salat var dejlig, men ikke overvældende i størrelse, når jeg tænker på, hvad Bruno og jeg fik i Grækenland for 5 EUR.
P1010604

Vi fik både snakket, motioneret og kikket på stort og småt.
P1010601

Vi besøgte Bolig Outlet, hvor mor fik købt dækkeservietter. Jeg forelskede mig i en skål med glasmosaik, men jeg ved, at Bruno ville vende det hvide ud af øjnene over den, så den fik lov at blive i butikken...

Jeg fik vist min mor Fredericias grimmeste hus. Jeg håber, at nogen snart GØR noget - det ligger lige ved Axeltorv, hvor mange af bygningerne ellers er rigtig smukke.

P1010603

I går aftes kom Christina og Lasse til spisning her. Det var meget hyggeligt! Snakken gik, selvom den var "tosproget", og hjemmelavet pizza og salat gled ned i rigelige mængder (sammen med lidt rødvin til de "voksne").

Sidst på aftenen fik vi som sagt en glad og meget talende Kristian hjem. I dag er han også glad - hans nye pc er nemlig kommet op og køre nu... :-) Vi har fået stor hjælp af den kollega, vi købte den af - han er en meget hjælpsom og rar mand!

tirsdag, oktober 17, 2006

mandag, oktober 16, 2006

Livsnyderen ude med riven

Haha ... jeg er rigtig ude med riven i dag!

Både her på bloggen, hvor jeg har haft lejlighed til at knurre over to af mine yndlingsaversioner, nemlig alternative fup-behandlere, og intelligent design/kreationisme.

Samt ovre hos Helle, hvor jeg lige havde chancen til at udtrykke min mening om demokrati og royalisme.

Så mangler jeg faktisk kun en af mine kæpheste ... nemlig at få stat og kirke adskilt ... :-)

Men det må godtnok blive en anden dag - jeg har været samfundsomstyrtende nok i dag!

En grim historie

"Jo - vi kan helbrede kræft," siger Hugo i artiklen.

Puha, hvor jeg hader fupmagere og plattenslagere, som udnytter fortvivlede, syge mennesker.

Ansvarlig biologiundervisning

Jeg synes det er i orden, at man har en personlig tro.

Men jeg synes f.g. ikke, at det er i orden, når kristne friskoler i biologitimerne vil fortælle børnene, at evolutionsteorien "kun er en teori", og at skabelsesberetningen fra biblen er et lige så validt bud på, hvordan livet er opstået.

De skoler, der underviser i den slags, bør fratages al offentlig støtte.
Og hvis jeg var havde mine børn sådan et sted, ville jeg tage dem ud.

søndag, oktober 15, 2006

Inspireret på biltur

Luften: glasklar, sprød
gult løv, duften af æbler
oktoberdage

Jeg elsker den her årstid... :-)