lørdag, maj 02, 2009

En rejse

Mit liv har været godt fyldt op af stort og småt på det sidste.

En af de ting, der har fyldt meget, har været træning og forberedelse til mit livs første halvmaraton.

Det har været en lang rejse. Før jul løb jeg 2 gange om ugen ... ca. 4-6 km ... og ikke særligt hurtigt. Da jeg gik på juleferie, begyndte jeg at følge et løbeprogram med ½ maraton som mål, og løbeturene blev hyppigere - 3 gange om ugen - og gradvis længere og længere.

Jeg kan huske den dag i vinter, hvor jeg første gang løb 10 km. Det var STORT ... en milepæl. Her den sidste måned har 10 km turen rangeret under "korte træningsture" ... jeg har været oppe at løbe 35-38 km om ugen.

Det har gjort ondt. På et tidspunkt var der altid en muskel, et knæ, et baglår, en ankel ... et eller andet, som var ømt eller gjorde ondt. Mine ben føltes permanent trætte. Men mine ben, mit kredsløb, vænnede sig til "mishandlingen", min form blev bedre, og jeg blev hurtigere på de korte ture.

I dag løb jeg så mit første halvmaraton. Det var sindssygt hårdt, og mine tæer ligner et månelandskab med vabler og hård hud. Men jeg gjorde det - og endda i en tid, jeg kunne leve med.

Det har været en rejse på flere måder. Både rent fysisk, men også mentalt. Jeg er nu medlem af en klub - jeg har løbet halvmaraton.

Gør jeg det igen? Hvis du havde spurgt mig ved 19-km mærket havde jeg råbt NEEEEEEJ! Men da jeg løb over målstregen, fangede jeg mig selv i at tænke: "Næste år vil jeg lave en bedre tid."

Så ja ... det kan meget vel tænkes, at jeg 1. maj næste år snører løbeskoene igen, og løber de 21 km.

Jeg skylder tak til dem, der har bragt mig hertil. Især tak til Bruno, som har bakket op om mit løb, rost mig og heppet på mig og især troet på mig. Og som stillede op idag som hepper og soigneur.

Tak også til Lene, min veninde, som fik mig med, og som jeg har sparret med på hele denne rejse. Tak til mine unger, som aldrig brokker sig, selvom jeg bruger al den tid på at spæne rundt i Fredericia og omegn.

Jeg er så superglad for at jeg turde stille op idag. Tak til mig selv fordi jeg overvandt angsten for at falde igennem. Det var nok den største hurdle på min rejse...

10 kommentarer:

Anonym sagde ...

Stort tillykke herfra - og dejligt at høre fra dig igen.
- Jeannette

Lizelotte sagde ...

Tak Jeannette :)

Mona sagde ...

Kæmpestort tillykke - det er flot gået (løbet) !! Selv er jeg i overvejelser om bare at BEGYNDE at løbe ... kollegerne lokker med DHL-stafetten. Hvis jeg begynder nu, bør det kunne lade sig gøre at løbe 5 km den 2. september ...

Lizelotte sagde ...

Mona, selv hvis du starter helt fra scratch skulle det være et realistisk mål :) Køb et par gode løbesko og find et begynderprogram ... der ligger nogen gode på dourun.dk (en hjemmeside jeg varmt kan anbefale - altid gode tips i deres forum).

Og tak for lykønskningen ... der går lige et par dage før jeg løber igen, med de store blodvabler jeg har (den ene punkterede omkring de 19 km, og jeg kunne mærke blodet sive ud i min strømpe ... adr).

Lene sagde ...

Stort tillykke med dit første halvmaraton, jeg tror ikke det bliver det sidste :-)

Mona sagde ...

Tak for tippet om hjemmesiden ... den vil jeg studere. Håber du kan gå på dine ben i dag ... og pas nu godt på vablerne :-).

Lizelotte sagde ...

Tak Lene, det tror jeg heller ikke...

Mona, jeg går fint ... når bare jeg passer på vablerne. Men der går nok lige en uges tid inden jeg løber nogen steder igen :)

Anna sagde ...

Tillykke Lizelotte, og velkommen i klubben!

Min søster løb samme løb som dig, og jeg har næsten lovet hende at jeg løber med hende til næste år, så det kan være at vi ses der :)

Lizelotte sagde ...

Anna, du vil nok få lettere ved at kende mig end jeg vil have ved at kende dig ... :) så vink, hvis du ser mig...

Anna sagde ...

Dét gør jeg :D