tirsdag, oktober 27, 2009

Côtes du Sdr. Vilstrup

Igår smagte jeg vin lavet af druer fra det smukke trekantområde, brygget på vingården "Lindely".

Vinklubben var nemlig til smagning på en af MODAVI's to vingårde.

Og mand, det var hyggeligt!

Rundvisning blandt de smukt bakkede vinmarker, og en tur ind i selve vingårdens hjerte, hvor et par tanke rødvin stod og andengærede. Fremvisning af MODAVI's imponerende aftapningsanlæg (der vel kan rumme 5 liter vin, og har tre tappehaner til at sætte flasker på) og en tur ind igennem det rum, hvor de vine, som er tappet og endnu ikke solgt - og hvor der også ligger en del importerede vine.

Og det var lidt af begge dele vi skulle smage. For herefter gik turen ind i festsalen, som var fantastisk hyggelig. Chefoenologen (som i øvrigt også besidder alle øvrige positioner på vingården, pånær dem hans kone tager sig af) forvandlede sig her til fransk vinbonde, komplet med baskerhue, forklæde og skolefransk, og serverede diverse lækre vine for os.

En af vinene var husets egen - "Trekanten" - som er brygget på 90% Rondo. Særdeles drikkelig, men naturligvis lidt let sammenlignet med de andre vine, vi smagte.

Sammen med vinene fik vi lækkert brød og et udvalg af pølser og oste, som var ren nam-nam. Vi fik også masser af snak og sjove historier, og tiden fløj afsted.

Jeg glemte at spytte ud - for vinene smagte rigtig godt - så jeg var lidt træt i morges (og glad for at jeg drak behersket).

Et helt igennem godt arrangement - fedt at møde sådanne ildsjæle i så hyggelige rammer. Står du overfor at skulle lave et lidt anderledes firmaarrangement, er her den perfekte opskrift: kontakt MODAVI, og få dem til at holde en smagning for jer.

3 kommentarer:

Tina - omme i London sagde ...

Det lyder som en aften helt i min aand - isaer det med IKKE at spytte ud. :)

Helle sagde ...

Jeg har altid syntes det var synd og skam at spytte god vin ud!

Lizelotte sagde ...

Jeg plejer altid at påstå, at vinklubbens motto er "Vi spytter aldrig ud" - men det står HELT for egen regning, for jeg tror aldrig jeg har vendt det med de andre :)