Viser opslag med etiketten Stress. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Stress. Vis alle opslag

mandag, april 14, 2014

Livsnyderen om at dø eller blive stærkere

Hvis du har læst med her, ved du at jeg ikke abonnerer på holdningen, at "hvis det ikke slår dig ihjel, gør det dig stærkere".

Alligevel må jeg erkende, at jeg tager noget med fra det stressforløb, jeg har været igennem (og heldigvis er på vej ud på den rigtige side af).

Det er først her bagefter - nu hvor farverne rigtig vender tilbage - at jeg kan mærke det. Jeg er blevet stærkere, på en eller anden måde. Ikke sådan, at jeg kan løfte en Fort Mondeo eller bare en Kia Picanto, eller sådan at jeg har lyst til at køre 8 projekter på en gang, fordi jeg er f*cking invincible.

Men jeg har bare fået en ro og en tyngde i min personlighed (jeg hader at bruge det her pop-udtryk - men jeg føler at jeg er blevet "grounded") som ikke var der før. 

Effekten er at jeg bare er lidt mere pisseligeglad med ligegyldige ting. Som for eksempel

  • om nu andre tænker at jeg er god nok
  • om jeg er arbejds-ambitiøs nok
  • om jeg er arbejds-ambitiøs på den rigtige måde
  • at du ikke synes mine tatoveringer er pæne
  • at du synes jeg ser rigtig/forkert ud i tøjet/på håret/etc
Altså. Hvis nogen ikke kan lide mig, så er det bare ærgrerligt. Sådan har jeg egentlig haft det i en del år. 
Men selv hvis du KAN lide mig, så er jeg ligeglad med om du synes mine jeans er for tøsede, eller om mine øreringe er for store/små/kedelige, og om du synes jeg går for meget i sort. For jeg har taget det på, som JEG godt kan lide. 

Og det er ikke sådan, at jeg er blevet ligeglad med mit arbejde. Men jeg gider ikke jagte ANDRES mål. Jeg har ikke lyst til at gøre ting for at positionere mig selv og "se godt ud". 

Til gengæld er jeg superambitiøs i forhold til at gøre det, jeg gør, bedst muligt, og holde de ting jeg lover. Og så er min aller-allerstørste ambition at blive ved med at elske det, jeg gør. At blive ved med at synes det er sjovt - både arbejdsmæssigt og privat.

Og så vil jeg forfølge de ting, som jeg bliver glad af.
Jeg vil synge, vil jeg, og spille på min nye guitar til mine fingre bløder.
Jeg vil elske og spise og drikke god vin.
Jeg vil forsvinde ind i skønne bøger.

Jeg vil gøre ting for mig, og det er ikke fordi jeg vil til at være superegoist. Men når jeg gør ting for mig, så bliver jeg glad, og så får jeg lyst til at gøre alt muligt for andre. Så får jeg overskud.

Prøv det - prøv det! 

Og hvis du ikke har lyst, så lad være. For helt ærligt, jeg har ikke behov for at du er enig med mig.

Mindre end nogensinde, faktisk.

torsdag, april 03, 2014

Livsnyderen stiger på regionaltoget

Det er forår, og alting springer ud.

Bare ikke mig, for mit knæ sørger for at jeg ikke springer så vildt endnu. Til gengæld er jeg i denne uge steget forsigtigt på toget igen. Ikke det der amok-kørende vildskabstog som jeg skvattede af for et par måneder siden, men et lille regionaltog som futter gennem landskabet.

Jeg er tilbage på arbejde! I første omgang 4 dage om ugen, 5 timer om dagen. Onsdag restituerer jeg, på forslag af den dygtige psykologdame jeg går hos. Tænkte faktisk at det var lidt luksus, men det har jeg så erfaret at det ikke er. Jeg var simpelthen så latterligt træt efter to arbejdsdage.

Men det går rigtig godt, og jeg er enormt glad for at være tilbage igen. 

Det sidste er vigtigt. Jeg sad her i weekenden og overvejede at skrive et indlæg om at jeg snart skulle starte på job igen, men jeg var simpelthen så splittet i forhold til, om jeg syntes det var positivt. Mit hoved syntes det var rart. Mit hjerte glædede sig til at se kollegerne igen. Men der var altså også en stor del af mig som var lidt bange.

Så jeg lod være med at skrive noget, og idag kan jeg heldigvis skrive: Jeg er enormt glad for at være tilbage igen.

Jeg er blevet modtaget varmt, men heldigvis ikke for ståhej-agtigt, af mine uforlignelige kolleger. Jeg har fået en tilbage-efter-stress-snak med min nærmeste leder, og det var også bare en god oplevelse. Jeg er begyndt at sætte mig ind i hvad der er sket siden jeg var på arbejde sidst. Og selvom der er lidt rust i gearene, skal de nok komme i sving igen.

Jeg er på toget, og det kører væk fra Stressland.

fredag, marts 14, 2014

Livsnyderen misser op mod forårssolen

Egentlig havde jeg forestillet mig at skrive mere omkring mit stressforløb, da jeg lagde det første indlæg på bloggen.

Men sådan er det ikke blevet. 

Jeg havde tænkt mig at det kunne være terapeutisk. Det kunne det måske også, men det er også rigtig sårbart at dele for meget. Og jeg gad ikke forsøge at være stresset på en overskudsagtig måde --- det hænger ikke rigtig sammen, vel?

For 2 uger siden fik jeg opereret noget menisk ud af mit knæ, og det er gået rigtig fint. Nu må jeg endda begynde at bruge benet lidt igen.

Og jeg har det rigtig godt. Føler mig som mig selv igen. Så jeg har besøgt mine lækre kolleger ude på arbejde igår, med en hjemmebagt kage, og jeg har med input fra min psykolog fået lagt en plan for, hvornår og hvordan jeg skal tilbage på arbejde.

Jeg glæder mig rigtig meget!

Den 31. marts starter jeg igen. Blødt. 4 dage om ugen, 5 timer om dagen. Jeg glæder mig ubeskriveligt meget. 

Jeg har fået det lige præcis som jeg gerne ville. Har fået lov til at lave det jeg ønskede mig at vende tilbage til. Og til evt. bekymrede, så skal jeg ikke tilbage og have den samme arbejdsbelastning som jeg efterlod. Men jeg skal tilbage til samme område og samme kolleger, og det er jeg glad for.

Nu skal mit ben lige genoptrænes helt - i papirerne står der 4-6 ugers sygemelding, og jeg vil gerne lige have det skånsomt igang, før jeg skal på arbejde med det. Det giver også mit hoved et par uger til at blive endnu stærkere.

Jeg kan godt mærke at jeg bliver hurtigt træt, når der sker mange ting. Igår var jeg først hos psykologen, derefter ude på arbejde hvor jeg snakkede med rigtig mange mennesker (dejligt!). Jeg gik hjem og sov på sofaen bagefter - jeg var decideret udmattet :D

Men jeg har overlevet. Jeg har stirret ned i dybet, og dybet har stirret igen. Det fik ikke tag i mig, men det der sug i maven vil blive hos mig altid. 
Jeg har haft dage hvor jeg bare havde lyst til at finde et mørkt sted at ligge i fosterstilling. Jeg har været vred. Jeg har været på et sted, hvor jeg ikke kunne forestille mig nogensinde at få lyst til at gå på arbejde igen. 

Jeg ved ikke om man bliver stærkere. Jeg tror ikke på "whatever doesn't kill you makes you stronger", for nogen gange efterlader hård modgang dig stækket og knækket, og så skal der arbejdes for at genvinde sin styrke. Jeg har mødt mennesker som aldrig kom 100% igen, uanset.

Ihvertfald bliver man klogere på sig selv, selvom jeg egentlig syntes jeg allerede var ret langt nede i mine egne hjerterødder.

Jeg vil heller aldrig sige at dette var en positiv oplevelse, som jeg ikke ville være foruden, ikke engang i bakspejlet. Måske er jeg blevet klogere, men det var dyrekøbt. Alt for dyrekøbt. 

Men jeg er her endnu, og jeg er i live. 

fredag, februar 21, 2014

Livsnyderen ælsger sine kolleger

Her i Stressland går det faktisk okay.

Der er gode dage og dårlige dage - men heldigvis kan jeg se at vægtskålene tipper lige så stille, til fordel for de gode.

Stressland er et sært sted at være. Eller rettere, her i grænselandet, hvor jeg er det meste af tiden. På gode dage fatter jeg ikke hvorfor jeg går her hjemme og fiser den af. Men så kommer der en frisk brise fra højre og jeg vælter. Og så er det, jeg godt ved hvorfor jeg lige er checket ud.

Men som sagt, der bliver flere af de gode dage. Jeg begynder at kunne finde ud af at gøre 2 ting på samme tid igen. Og jeg savner kollegerne og det at have en hverdag.

Kollegerne er en kæmpe, kæmpe del af at jeg tror på at jeg nok skal komme tilbage igen. Nogen dage (de dårlige) føler jeg at jeg sidder her, glemt i min sofa, mens livet (det pulserende, dejlige liv) farer forbi. 
Men så kommer der en hilsen fra en kollega. Fra facebook, på mail, via sønnebarnet eller min kære husbond, eller en sms. 

"Har du det godt? Håber du snart kommer tilbage - vi savner dig!"

Kære, dejlige, helt ubetaleligt gode kolleger - det betyder bare så pisse-meget for mig at I ikke har glemt mig, og at I tænker på mig! Lige fra dem jeg har siddet på kontor med og som gi'r et kram ude i Føtex, hen over brother-from-another-mother der kommer uanmeldt forbi og til hilsner fra dem min mand møder til spinning.

Ham der smed mig en stak episoder af Walking Dead på hans externe drev.
Hende der skrev til mig på face.
Hende der sendte en hilsen med Bruno.
Alle de søde kommentarer og beskeder på fjæset.
Tillidsrepræsentanten som kom forbi.
HR-chefen, som skælder ud når jeg synes jeg skal tilbage nuuuuu! 

Når jeg tænker på det, er jeg klar til at komme tilbage i morgen. Men jeg har lige en knækket menisk og et knæ der skal opereres på torsdag. 

Jeg lover, når knæet er i orden, så er jeg også. Kæft jeg savner jer, peeps!

mandag, januar 20, 2014

Livsnyderens dobbelte statsborgerskab

Sidst I hørte fra mig, erklærede jeg 2014 for et fantastisk år. Det håber jeg stadig på, men føler også at Nemesis napper mig i haserne.

Jeg har fået dobbelt statsborgerskab, nemlig. Er blevet borger i et land hvor nattesøvn nogen gange er en by i en fjern egn, og hvor jeg aldrig helt kender min dagsform.

I mandags smed jeg et gennemsvedt og ildelugtende håndklæde i min arbejdsmæssige boksering, og fik dermed statsborgerskab i Stressland. Og det er lidt et lorteland, skulle jeg hilse og sige. 

Siden da har jeg sovet meget, tænkt meget og set utroligt meget Breaking Bad. Jeg har nemlig slet ikke kunnet koncentrere mig om bogstaver i en bog. 

Heldigvis begynder jeg at kunne læse igen. Men igår, f.eks., konstaterede min krop, at det var søndag, og søndag aften plejer jeg jo at være vågen til kl. brækpose, mens min hjerne myldrer rundt som en myretue.

Og uanset hvor meget jeg forsøgte at forklare den, at der altså ikke stod arbejde på programmet idag, så myldrede tankerne rundt i min sagesløse hjerneskal, og søvnen udeblev. Heldigvis er jeg efterhånden en dreven søvnløshedspilot, så jeg stod op og læste en halv times tid, så jeg sov da inden kl. 1.30. Mit statsborgerskab tillader jo også, at jeg trækker stikket og tager en lur i løbet af dagen, så det skal nok gå altsammen.

Nogen dage føler jeg mig ret normal, så meget at jeg overvejer, hvorfor jeg egentlig går hjemme og laver ingenting. Men ved tanken om rent faktisk at møde på arbejde får jeg mavepine og koldsved, så jeg er nok ikke HELT klar endnu.

Faktisk har jeg nogen gange svært ved at komme ud af huset, fordi steder med mange mennesker giver mig håndsved og utilpashed. Bare en lille smule, men nok til at jeg skal overtale mig selv lidt.

Det mærkelige er, at jeg jo faktisk har et fint job, i et godt og menneskevenligt firma og med skønne, skønne kolleger (som i øvrigt har sendt mig blomster, vin og massevis af varme og kærlige hilsner) - desværre kan man alligevel godt blive stressramt, når der ligger mere på arbejdstallerkenen end man kan spise.

Jeg får hjælp, og jeg skal nok komme stærkt tilbage. Jeg ved ikke helt, om jeg tror på den der med, at det gør mig stærkere, hvis det ikke slår mig ihjel. Men klogere, det bliver man forhåbentlig.

Hvis skyld det er, at jeg er stressramt, er egentlig ikke særligt interessant. 
Jeg ved bare, at jeg har gjort det så godt jeg kunne, og at jeg både er dygtig, flittig og stærk. Og ikke mindst samvittighedsfuld.

Derfor deler jeg også mit nye, dobbelte statsborgerskab med jer her, hvor hele verden kan se det. Det er ikke skamfuldt, det er bare noget der er sket. Og det skal nok blive godt igen. 

Jeg har ikke tænkt mig at publicere hver eneste lille ting som sker, for det her er (trods navnet) ikke en bekendelsesblog. Men kryds fingre for mig, derude.

Og hav en tryg og god mandag.