Jo - jeg er her endnu! Lige her hvor jeg hele tiden har været.
Eller ... noget af tiden er jeg her.
Siden sidst har jeg både været ude at rejse - - var i USA og besøge skønne New York (og skønne Roberta, min veninde som bor på de kanter), og bagefter var Bruno og jeg i Canada.
Der besøgte vi min reserve-far - jeg har selv fundet ham på internettet og adopteret ham, og han er bare en super god far, selvom jeg først har fået ham som hel voksen! Han bor på en hestefarm sammen med sin kone, ude på landet nord for Toronto.
Det er dejligt at have familie, både den slags man er født med, og den slags man samler op undervejs.
Jeg har også haft min første bisættelse som Humanistisk Ceremonileder (læs mere her), og det gik rigtig godt. Jeg føler mig stadig rigtig heldig med at være engageret i det arbejde - det er rigtig givende, og man møder dejlige mennesker.
Både de spændende, kloge og rare mennesker, som har klædt mig på til jobbet (gruppen af CL'er) og det, at møde familier i sorg, som viser mig den tillid at dele en trist tid i deres liv med mig, og lade mig stå for deres afsked.
Skal jeg nævne to ting, som er sket inden for det sidste par år, som har gjort mig til et gladere menneske, er det helt klart CL-tjansen hos HS og det skønherlige tirsdagsband, som i øvrigt hedder Fairy's Tail - man kan like os på Facebook!!
Lige nu er det sommerferie der fylder. Og den der sublime flaske Chablis som står på bordet foran mig. Og - selvfølgelig - ham den smækre på den anden side af bordet.
Nu vil han ud og gå en aftentur. Så det gør vi. Man er vel en lydig hustru. Eller noget.
God sommer til jer alle!
Viser opslag med etiketten Livsnyderstrategier. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Livsnyderstrategier. Vis alle opslag
tirsdag, juli 14, 2015
onsdag, oktober 08, 2014
Livsnyderen undrer sig over kromosomklubber
Der er noget, jeg til stadighed undrer mig over.
Noget, som jeg ikke helt forstår nødvendigheden af, eller hvorfor folk finder det specielt og interessant.
Det er alle mulige arrangementer som hedder noget med "Dame-", "Mande-", "Pige-" eller "Herre-" til at begynde med.
Altså, jeg kan selvfølgelig bedst gøre mig klog på hunkønsdelen. For jeg er jo ikke en mand, og kan derfor ikke udtale mig om hvad mennesker med Y-kromosomer har af specielle behov.
I min gamle afdeling havde vi en "pigeaften" engang imellem. Eller, jeg er ikke sikker på om det hed sådan. Men os med to X-kromosomer mødtes en håndfuld gange om året og spiste, snakkede og drak et glas vin sammen.
Det var meget hyggeligt, helt sikkert!
Men nogen gange tænkte jeg at jeg godt ville have hygget mig med nogen af de andre kolleger, dem med Y-kromosomerne, også.
Vi var ikke så mange kvinder, så det var nemt at samle os - det havde straks været en større sag hvis det var hele afdelingen.
Og jeg deltog, for det var hyggeligt, men jeg må indrømme at jeg ikke havde noget specielt behov. Altså for samværet med personer med ene X-kromosomer. Havde der været nogen Y-kromosomer til stede, ville det ikke have ødelagt det mindste for mig.
Måske illustreres det af noget, jeg blev spurgt om sådan en aften. Nemlig, om jeg ikke syntes det var lidt træls at jeg var den eneste kvinde i mit daværende projekt. Jeg tog lige et par sekunder om at svare, for jeg skulle lige lave et mentalt tjek - - næh, der var ikke andre kvinder. Og dermed serverede svaret sig selv. Jeg havde det egentlig fint med at være eneste kvinde.
Jeg ville helt sikkert også have haft det fint med at der var flere kvinder. I mit nuværende projekt er vi hele to kvinder. Det giver ingen problemer.
Men seriøst, jeg synes altså at vi mennesker er så meget mere end vores køn, og jeg bliver altid overrasket, når jeg forventes at have mere til fælles med nogen af mit eget køn end nogen af det modsatte.
Ikke at køn er ligemeget. Jeg sætter stor pris på at vi er to køn. Det gør livet nuanceret og spændende.
Men jeg er nok tilbøjelig til at se mennesker. Se humoren, fagligheden, empatien, den skæve vinkel, intelligensen, frem for de der X og Y-kromosomer. Nogen mennesker har jeg rigtig meget kemi med, nogen mindre.
Jeg har en ven (med Y-kromosom) som har det på samme måde. Han går troligt med til mandetingene, men han har heller ikke rigtig fanget det. Er heller ikke så meget til for meget "mandehørm".
For mænd gør det jo også. De har endda loger, hvor kvinder ikke må være med. Og det tilsvarende findes vist også for kvinder.
Dermed ikke sagt at jeg ikke kommer i kvinde-forsamlinger og nyder det. Et eksempel er X-tetten.
Men vi er jo en dame-vokalgruppe, fordi det at synge arrangementer for lige stemmer (kun kvindestemmer) er det, vi gør. Jeg har også gået til sport og spillet på dame-hold. Fint nok.
Men der er jo en årsag til, at man har kønsopdelingen. Ikke fordi vi har bestemt at vi er en kromosomklub.
Jeg vil ikke rynke på næsen af køns-ekskluderende forsamlinger og arrangementer. Jeg erkender, at nogen tilsyneladende har det behov.
Jeg forstår det bare ikke. Det gør jeg helt ærligt ikke.
Noget, som jeg ikke helt forstår nødvendigheden af, eller hvorfor folk finder det specielt og interessant.
Det er alle mulige arrangementer som hedder noget med "Dame-", "Mande-", "Pige-" eller "Herre-" til at begynde med.
Altså, jeg kan selvfølgelig bedst gøre mig klog på hunkønsdelen. For jeg er jo ikke en mand, og kan derfor ikke udtale mig om hvad mennesker med Y-kromosomer har af specielle behov.
I min gamle afdeling havde vi en "pigeaften" engang imellem. Eller, jeg er ikke sikker på om det hed sådan. Men os med to X-kromosomer mødtes en håndfuld gange om året og spiste, snakkede og drak et glas vin sammen.
Det var meget hyggeligt, helt sikkert!
Men nogen gange tænkte jeg at jeg godt ville have hygget mig med nogen af de andre kolleger, dem med Y-kromosomerne, også.
Vi var ikke så mange kvinder, så det var nemt at samle os - det havde straks været en større sag hvis det var hele afdelingen.
Og jeg deltog, for det var hyggeligt, men jeg må indrømme at jeg ikke havde noget specielt behov. Altså for samværet med personer med ene X-kromosomer. Havde der været nogen Y-kromosomer til stede, ville det ikke have ødelagt det mindste for mig.
Måske illustreres det af noget, jeg blev spurgt om sådan en aften. Nemlig, om jeg ikke syntes det var lidt træls at jeg var den eneste kvinde i mit daværende projekt. Jeg tog lige et par sekunder om at svare, for jeg skulle lige lave et mentalt tjek - - næh, der var ikke andre kvinder. Og dermed serverede svaret sig selv. Jeg havde det egentlig fint med at være eneste kvinde.
Jeg ville helt sikkert også have haft det fint med at der var flere kvinder. I mit nuværende projekt er vi hele to kvinder. Det giver ingen problemer.
Men seriøst, jeg synes altså at vi mennesker er så meget mere end vores køn, og jeg bliver altid overrasket, når jeg forventes at have mere til fælles med nogen af mit eget køn end nogen af det modsatte.
Ikke at køn er ligemeget. Jeg sætter stor pris på at vi er to køn. Det gør livet nuanceret og spændende.
Men jeg er nok tilbøjelig til at se mennesker. Se humoren, fagligheden, empatien, den skæve vinkel, intelligensen, frem for de der X og Y-kromosomer. Nogen mennesker har jeg rigtig meget kemi med, nogen mindre.
Jeg har en ven (med Y-kromosom) som har det på samme måde. Han går troligt med til mandetingene, men han har heller ikke rigtig fanget det. Er heller ikke så meget til for meget "mandehørm".
For mænd gør det jo også. De har endda loger, hvor kvinder ikke må være med. Og det tilsvarende findes vist også for kvinder.
Dermed ikke sagt at jeg ikke kommer i kvinde-forsamlinger og nyder det. Et eksempel er X-tetten.
Men vi er jo en dame-vokalgruppe, fordi det at synge arrangementer for lige stemmer (kun kvindestemmer) er det, vi gør. Jeg har også gået til sport og spillet på dame-hold. Fint nok.
Men der er jo en årsag til, at man har kønsopdelingen. Ikke fordi vi har bestemt at vi er en kromosomklub.
Jeg vil ikke rynke på næsen af køns-ekskluderende forsamlinger og arrangementer. Jeg erkender, at nogen tilsyneladende har det behov.
Jeg forstår det bare ikke. Det gør jeg helt ærligt ikke.
tirsdag, september 02, 2014
Livsnyderens kønskamp på herretoilettet
På IT-fabrikken hvor jeg arbejder, er der mange toiletter (naturligvis, for vi er jo en del mennesker).
Jeg har ikke helt forstået systemet ... men nogen er dametoiletter, andre herretoiletter og nogen er bare ... toiletter.
Det som er tættest på det kontor, jeg sidder på for tiden, er i forbindelse med en garderobe. Der er et dametoilet, som også er bruser, og så er der et herretoilet, som er en forgang med en håndvask, og adgang til to toiletter.
I dag skulle jeg bruge et toilet, og som det af og til sker, var dametoilettet optaget.
Praktisk som jeg er, smuttede jeg da bare ud på herretoilettet. Jeg mener - der er jo ikke noget pissoir, eller i den stil, så det kan vel lidt være hip som hap.
Ind imellem møder jeg nogen, som kommer med sjove kommentarer når det er mig, som kommer ud fra en af boksene.
I dag stod der en rar mandlig kollega og vaskede hænder, da jeg kom ud, og selvom jeg kun kender ham meget overfladisk, gættede jeg på at han var nørdet nok til at forstå min afværgemanøvre: Den for Star Wars fans kendte håndbevægelse, ledsaget af sætningen: "These are not the droids you are looking for."
Han grinede bare af mig, og så var det det.
Men der er da lige et akavet øjeblik, når man sådan vader ud af herretoilettet, umiskendeligt hunkønsagtig.
Godt man arbejder et sted, hvor en lille bemærkning på nørdisk redder det meste. :-)
Jeg har ikke helt forstået systemet ... men nogen er dametoiletter, andre herretoiletter og nogen er bare ... toiletter.
Det som er tættest på det kontor, jeg sidder på for tiden, er i forbindelse med en garderobe. Der er et dametoilet, som også er bruser, og så er der et herretoilet, som er en forgang med en håndvask, og adgang til to toiletter.
I dag skulle jeg bruge et toilet, og som det af og til sker, var dametoilettet optaget.
Praktisk som jeg er, smuttede jeg da bare ud på herretoilettet. Jeg mener - der er jo ikke noget pissoir, eller i den stil, så det kan vel lidt være hip som hap.
Ind imellem møder jeg nogen, som kommer med sjove kommentarer når det er mig, som kommer ud fra en af boksene.
I dag stod der en rar mandlig kollega og vaskede hænder, da jeg kom ud, og selvom jeg kun kender ham meget overfladisk, gættede jeg på at han var nørdet nok til at forstå min afværgemanøvre: Den for Star Wars fans kendte håndbevægelse, ledsaget af sætningen: "These are not the droids you are looking for."
Han grinede bare af mig, og så var det det.
Men der er da lige et akavet øjeblik, når man sådan vader ud af herretoilettet, umiskendeligt hunkønsagtig.
Godt man arbejder et sted, hvor en lille bemærkning på nørdisk redder det meste. :-)
mandag, juli 21, 2014
Livsnyderens stille aftenstund
Sådan en sommeraften er der godtnok både mørkt og roligt på min terrasse.
Her sidder jeg. Kan høre dæmpede stemmer fra et vindue, og lyden af rangerende tog. En bil der kører forbi ude på Luthersvej.
Der er lys i vinduerne i husene omkring os. Mange står åbne.
Der er mørkt og fredeligt her. Lun luft og ben på bordet. Hus-silhouetter mod sommerhimlen som er svagt rødlig og mellemblå.
Der er dejligt her i min by-have. Jeg gider ikke gå ind endnu.
tirsdag, juli 08, 2014
Livsnyderen om lykke og integritet
I morges var jeg en tur forbi Facebook, hvor jeg observerede at en af mine venner havde postet et billede med nogen inspirerende ord.
Hvis du spørger mig, er ca. 90% af disse inspirerende citater det argeste crap, som man siger på ny-jysk, men lige den her kildede mig lidt mere end vanligt. Der stod nemlig:
…. man møder en person, som man forelsker sig i. Man tænker, at vedkommende kan gøre en lykkelig, og så hælder man en hel masse kræfter ind i at relationen skal gøre netop det - fylde en op og gøre en komplet og stærk og lykkelig.
En dag går man derfra, og siger "Han/hun gjorde mig ikke lykkelig."
Og i virkeligheden er det jo mig selv, der skal sørge for at jeg er lykkelig. Selvfølgelig er en god partner med til at give mig lykke i livet. Jeg er på den front en utroligt heldig kartoffel, og der er ingen tvivl om at ham jeg deler dobbeltdyne med er med til at gøre mine dage lysere og smukkere.
Men det er ikke, og det har aldrig været, hans ansvar at gøre mig lykkelig.
Jeg siger heller ikke, at alle parforhold står at redde. Nogen gange er den vej, der gør dig lykkelig, nemlig den der fører ud af parforholdet.
Det er vigtigt for mig at være noget i kraft af mig selv. At have et job, der tilfredsstiller mig, at gøre ting i min fritid, som giver mig energi. At opsøge fællesskaber som opfylder de behov jeg har - og jeg har masser af behov, masser af sider, som min partner ikke kan eller skal dække.
Engang imellem stopper jeg op, midt i vores semisymbiotiske tosomhed og tænker: hvordan ville dit liv være, hvis du ikke var i det her forhold? Hvem ville du være?
Svaret skal helst være, at mit liv ville være godt på en anden måde, og at jeg ville være præcis den samme, bare single. Dermed ikke sagt at man ikke præger og udvikler hinanden, når man er i et forhold. Men der er en grundsubstans i enhver person, som ikke sådan lige lader sig ændre. En identitet, som man bærer med sig, ligesom fingeraftryk og øjenfarve.
Man skal aldrig opgive, miste sig selv og sin integritet, fordi man er i et forhold.
Det er meget nemt at synke ind i sådan en par-somhed, men jeg tror det er døden for kærligheden. Både fordi man lægger ansvaret for sin egen lykke fra sig, og fordi man holder op med at være den der unikke person, som den anden forelskede sig i. I stedet bliver man sådan en par-enhed, hvor man ikke rigtigt er noget selv …
Ham jeg deler dobbeltdyne med er en kæmpestor og dejlig tilstedeværelse i mit liv. Jeg er uendeligt taknemmelig for hans kærlighed og respekt og støtte. Men selvom vi er forbundne, så er vi IKKE én person. Og det er vigtigt - ihvertfald for mig.
Og jeg er også utroligt glad for at jeg ikke har ansvar for at dække alle hans behov. Jeg vil gerne have en partner, som kommer hjem med sine egne oplevelser og indtryk som giver energi ind i vores liv, i stedet for at han kommer hjem og forventer at jeg skal "være" det hele. Jeg gider for eksempel ikke drøne rundt i skoven på en mountainbike, eller se Formel 1 med ham.
Lige så lidt som han deler min interesse for SciFi og skrækfilm, og min hang til at musicere.
Det er helt som det skal være, tror jeg. Jeg har brug for at være mig. Han har brug for at være ham - og vi har det utroligt hyggeligt når vores veje krydser hinanden her hjemme i huset Rosa.
Så start nu, hvis du ikke allerede er igang. Det er kun dig, der kan sørge for at søge de veje, der gør dig til et helt og lykkeligt menneske.
Hvis du spørger mig, er ca. 90% af disse inspirerende citater det argeste crap, som man siger på ny-jysk, men lige den her kildede mig lidt mere end vanligt. Der stod nemlig:
One day she remembered, that the only person that could make her happy was HERSELF…. so she took back her power, re-claimed her place in the world and shined like never before!Det sjove var egentlig, at jeg igår aftes sad og filosoferede over netop det. Jeg tror rigtig mange kan genkende det der med ….
…. man møder en person, som man forelsker sig i. Man tænker, at vedkommende kan gøre en lykkelig, og så hælder man en hel masse kræfter ind i at relationen skal gøre netop det - fylde en op og gøre en komplet og stærk og lykkelig.
En dag går man derfra, og siger "Han/hun gjorde mig ikke lykkelig."
Og i virkeligheden er det jo mig selv, der skal sørge for at jeg er lykkelig. Selvfølgelig er en god partner med til at give mig lykke i livet. Jeg er på den front en utroligt heldig kartoffel, og der er ingen tvivl om at ham jeg deler dobbeltdyne med er med til at gøre mine dage lysere og smukkere.
Men det er ikke, og det har aldrig været, hans ansvar at gøre mig lykkelig.
Jeg siger heller ikke, at alle parforhold står at redde. Nogen gange er den vej, der gør dig lykkelig, nemlig den der fører ud af parforholdet.
Det er vigtigt for mig at være noget i kraft af mig selv. At have et job, der tilfredsstiller mig, at gøre ting i min fritid, som giver mig energi. At opsøge fællesskaber som opfylder de behov jeg har - og jeg har masser af behov, masser af sider, som min partner ikke kan eller skal dække.
Engang imellem stopper jeg op, midt i vores semisymbiotiske tosomhed og tænker: hvordan ville dit liv være, hvis du ikke var i det her forhold? Hvem ville du være?
Svaret skal helst være, at mit liv ville være godt på en anden måde, og at jeg ville være præcis den samme, bare single. Dermed ikke sagt at man ikke præger og udvikler hinanden, når man er i et forhold. Men der er en grundsubstans i enhver person, som ikke sådan lige lader sig ændre. En identitet, som man bærer med sig, ligesom fingeraftryk og øjenfarve.
Man skal aldrig opgive, miste sig selv og sin integritet, fordi man er i et forhold.
Det er meget nemt at synke ind i sådan en par-somhed, men jeg tror det er døden for kærligheden. Både fordi man lægger ansvaret for sin egen lykke fra sig, og fordi man holder op med at være den der unikke person, som den anden forelskede sig i. I stedet bliver man sådan en par-enhed, hvor man ikke rigtigt er noget selv …
Ham jeg deler dobbeltdyne med er en kæmpestor og dejlig tilstedeværelse i mit liv. Jeg er uendeligt taknemmelig for hans kærlighed og respekt og støtte. Men selvom vi er forbundne, så er vi IKKE én person. Og det er vigtigt - ihvertfald for mig.
Og jeg er også utroligt glad for at jeg ikke har ansvar for at dække alle hans behov. Jeg vil gerne have en partner, som kommer hjem med sine egne oplevelser og indtryk som giver energi ind i vores liv, i stedet for at han kommer hjem og forventer at jeg skal "være" det hele. Jeg gider for eksempel ikke drøne rundt i skoven på en mountainbike, eller se Formel 1 med ham.
Lige så lidt som han deler min interesse for SciFi og skrækfilm, og min hang til at musicere.
Det er helt som det skal være, tror jeg. Jeg har brug for at være mig. Han har brug for at være ham - og vi har det utroligt hyggeligt når vores veje krydser hinanden her hjemme i huset Rosa.
Så start nu, hvis du ikke allerede er igang. Det er kun dig, der kan sørge for at søge de veje, der gør dig til et helt og lykkeligt menneske.
fredag, maj 30, 2014
Livsnyderens kulørte klatter
Jeg elsker at smøre maling på lærreder, og jeg gør det alt for sjældent.
Lad mig starte med at sige at jeg ikke har noget nævneværdigt talent for det. Tro mig - det har jeg vitterlig ikke.
Men når jeg snasker farver sammen til en baggrund, klasker effekter på med en fluesmækker, krøllet papir eller en gammel svamp, så bliver jeg totalt nulstillet. Jeg maler naivistiske motiver (min kære mand fniste af min børnetegningsagtige rumraket igår), for det er det eneste jeg næsten kan.
Nøj hvor jeg hygger mig!
Alligevel er det første gang i 3-4 år jeg maler. Og jeg forstår ikke helt hvorfor.
For jeg kan jo være helt ligeglad med at resultatet aldrig kommer til at hænge på Louisiana, eller nogen som helst andre steder for den sags skyld. Lærreder er billige, og man kan jo genbruge dem.
Jeg har brug for leg og kreativitet i mit liv. Sangen giver mig det, men det gør det også at male. Det giver balance. Det forynger min sjæl, som en slags mental rynkecreme.
Derfor har jeg lavet et forårsforsæt (der er jo længe til nytår) om at jeg vil male noget mere.
Og så håber jeg virkelig at jeg har ret i, at jeg synger bedre end jeg maler!!
Lad mig starte med at sige at jeg ikke har noget nævneværdigt talent for det. Tro mig - det har jeg vitterlig ikke.
Men når jeg snasker farver sammen til en baggrund, klasker effekter på med en fluesmækker, krøllet papir eller en gammel svamp, så bliver jeg totalt nulstillet. Jeg maler naivistiske motiver (min kære mand fniste af min børnetegningsagtige rumraket igår), for det er det eneste jeg næsten kan.
Nøj hvor jeg hygger mig!
Alligevel er det første gang i 3-4 år jeg maler. Og jeg forstår ikke helt hvorfor.
For jeg kan jo være helt ligeglad med at resultatet aldrig kommer til at hænge på Louisiana, eller nogen som helst andre steder for den sags skyld. Lærreder er billige, og man kan jo genbruge dem.
Jeg har brug for leg og kreativitet i mit liv. Sangen giver mig det, men det gør det også at male. Det giver balance. Det forynger min sjæl, som en slags mental rynkecreme.
Derfor har jeg lavet et forårsforsæt (der er jo længe til nytår) om at jeg vil male noget mere.
Og så håber jeg virkelig at jeg har ret i, at jeg synger bedre end jeg maler!!
onsdag, april 30, 2014
Livsnyderens lyseblå morgen
Jeg vågnede i morges og havde et (for mig) sjældent anfald af alders-traume.
Måske fordi jeg bare havde lidt en møg-morgen, som resultat af en lidt for travl dag i går.
Ihvertfald så jeg på mig selv i spejlet på badeværelset med bare en smule selvhad, og tænkte (muligvis højt, det kan ikke afvises): "Hvordan blev du lige så gammel?!"
Og så slog det mig.
Jeg blev så gammel - 48 år, faktisk - imens jeg elskede, arbejdede, sov, spiste, grinede, sang, dovnede, cyklede, løb, slængede mig, dansede, fik børn…. levede.
Nåja, så.
Og alternativet er jo afgjort værre.
Måske fordi jeg bare havde lidt en møg-morgen, som resultat af en lidt for travl dag i går.
Ihvertfald så jeg på mig selv i spejlet på badeværelset med bare en smule selvhad, og tænkte (muligvis højt, det kan ikke afvises): "Hvordan blev du lige så gammel?!"
Og så slog det mig.
Jeg blev så gammel - 48 år, faktisk - imens jeg elskede, arbejdede, sov, spiste, grinede, sang, dovnede, cyklede, løb, slængede mig, dansede, fik børn…. levede.
Nåja, så.
Og alternativet er jo afgjort værre.
mandag, april 14, 2014
Livsnyderen om at dø eller blive stærkere
Hvis du har læst med her, ved du at jeg ikke abonnerer på holdningen, at "hvis det ikke slår dig ihjel, gør det dig stærkere".
Alligevel må jeg erkende, at jeg tager noget med fra det stressforløb, jeg har været igennem (og heldigvis er på vej ud på den rigtige side af).
Det er først her bagefter - nu hvor farverne rigtig vender tilbage - at jeg kan mærke det. Jeg er blevet stærkere, på en eller anden måde. Ikke sådan, at jeg kan løfte en Fort Mondeo eller bare en Kia Picanto, eller sådan at jeg har lyst til at køre 8 projekter på en gang, fordi jeg er f*cking invincible.
Men jeg har bare fået en ro og en tyngde i min personlighed (jeg hader at bruge det her pop-udtryk - men jeg føler at jeg er blevet "grounded") som ikke var der før.
Effekten er at jeg bare er lidt mere pisseligeglad med ligegyldige ting. Som for eksempel
Men selv hvis du KAN lide mig, så er jeg ligeglad med om du synes mine jeans er for tøsede, eller om mine øreringe er for store/små/kedelige, og om du synes jeg går for meget i sort. For jeg har taget det på, som JEG godt kan lide.
Og det er ikke sådan, at jeg er blevet ligeglad med mit arbejde. Men jeg gider ikke jagte ANDRES mål. Jeg har ikke lyst til at gøre ting for at positionere mig selv og "se godt ud".
Til gengæld er jeg superambitiøs i forhold til at gøre det, jeg gør, bedst muligt, og holde de ting jeg lover. Og så er min aller-allerstørste ambition at blive ved med at elske det, jeg gør. At blive ved med at synes det er sjovt - både arbejdsmæssigt og privat.
Og så vil jeg forfølge de ting, som jeg bliver glad af.
Jeg vil synge, vil jeg, og spille på min nye guitar til mine fingre bløder.
Jeg vil elske og spise og drikke god vin.
Jeg vil forsvinde ind i skønne bøger.
Jeg vil gøre ting for mig, og det er ikke fordi jeg vil til at være superegoist. Men når jeg gør ting for mig, så bliver jeg glad, og så får jeg lyst til at gøre alt muligt for andre. Så får jeg overskud.
Prøv det - prøv det!
Og hvis du ikke har lyst, så lad være. For helt ærligt, jeg har ikke behov for at du er enig med mig.
Mindre end nogensinde, faktisk.
Alligevel må jeg erkende, at jeg tager noget med fra det stressforløb, jeg har været igennem (og heldigvis er på vej ud på den rigtige side af).
Det er først her bagefter - nu hvor farverne rigtig vender tilbage - at jeg kan mærke det. Jeg er blevet stærkere, på en eller anden måde. Ikke sådan, at jeg kan løfte en Fort Mondeo eller bare en Kia Picanto, eller sådan at jeg har lyst til at køre 8 projekter på en gang, fordi jeg er f*cking invincible.
Men jeg har bare fået en ro og en tyngde i min personlighed (jeg hader at bruge det her pop-udtryk - men jeg føler at jeg er blevet "grounded") som ikke var der før.
Effekten er at jeg bare er lidt mere pisseligeglad med ligegyldige ting. Som for eksempel
- om nu andre tænker at jeg er god nok
- om jeg er arbejds-ambitiøs nok
- om jeg er arbejds-ambitiøs på den rigtige måde
- at du ikke synes mine tatoveringer er pæne
- at du synes jeg ser rigtig/forkert ud i tøjet/på håret/etc
Men selv hvis du KAN lide mig, så er jeg ligeglad med om du synes mine jeans er for tøsede, eller om mine øreringe er for store/små/kedelige, og om du synes jeg går for meget i sort. For jeg har taget det på, som JEG godt kan lide.
Og det er ikke sådan, at jeg er blevet ligeglad med mit arbejde. Men jeg gider ikke jagte ANDRES mål. Jeg har ikke lyst til at gøre ting for at positionere mig selv og "se godt ud".
Til gengæld er jeg superambitiøs i forhold til at gøre det, jeg gør, bedst muligt, og holde de ting jeg lover. Og så er min aller-allerstørste ambition at blive ved med at elske det, jeg gør. At blive ved med at synes det er sjovt - både arbejdsmæssigt og privat.
Og så vil jeg forfølge de ting, som jeg bliver glad af.
Jeg vil synge, vil jeg, og spille på min nye guitar til mine fingre bløder.
Jeg vil elske og spise og drikke god vin.
Jeg vil forsvinde ind i skønne bøger.
Jeg vil gøre ting for mig, og det er ikke fordi jeg vil til at være superegoist. Men når jeg gør ting for mig, så bliver jeg glad, og så får jeg lyst til at gøre alt muligt for andre. Så får jeg overskud.
Prøv det - prøv det!
Og hvis du ikke har lyst, så lad være. For helt ærligt, jeg har ikke behov for at du er enig med mig.
Mindre end nogensinde, faktisk.
onsdag, april 09, 2014
Livsnyderen i panikalderen
En god telefon-ven sagde engang til mig, at min blog nogen gange havde gjort hende lidt forundret. For man kan fa´me ikke have det så godt så meget af tiden, som det så ud til når man læste mine poster.
Men jeg plejer nu ikke at pynte på virkeligheden her på bloggen. Er noget for broget, så skriver jeg bare ikke om det - det er det der princip med, at det er fint at være personlig, men jeg har ikke lyst til at være privat. Eller - noget er jeg ok med at dele, andet bliver hjemme i den virkelige vennekreds.
Jeg vover alligevel pelsen, og skriver endnu et positivt blogindlæg - og helt ærligt, så har der jo også været halvlangt imellem dem. Men jeg har bare haft sådan en herrelækker uge, at det er lige til at hvine af fryd over, hvis man var den type.
Man kunne godt få tanken, om jeg var i kvinde-versionen af en mid-life-crisis, for indenfor den sidste uge har jeg:
I bemærker nok at 2 ud af de 3 punkter er musikrelaterede. Og det er ikke tilfældigt, for jeg har i løbet af de seneste måneder lovet mig selv, at der skulle være mere af det gode i mit liv. Og noget af det bedste jeg kan foretage mig er at synge.
Så da en af mine fjæsbogsvenner postede en "amatørband søger sangerinde"-ting, skød jeg hjertet op i halsen og kontaktede bandet. Jeg inkluderede et par lydfiler af min øndige stemme, så de kunne høre om jeg var et seriøst bud eller fuldstændig ude af kontakt med virkeligheden på X-faktor-audition-måden.
De må have ment det første, for igår så vi hinanden an. Jeg mødte op - af alle steder udenfor den lokale dyrehandel - og skulle prøve at synge med bandet. Til min lettelse var der ikke en X-faktor-agtig audition-kø, men bare mig.
Gutterne viste sig at være både hyggelige og positivt stemt, og nu kan jeg kalde mig forsanger. Det er dælme længe siden jeg har prøvet det. Jeg sang engang med det hedengangne Bankdata-band, men det afgik ved døden omkring den tid hvor min datter blev født … og hun bliver jo snart 21.
Jeg endte faktisk med at synge med dem resten af aftenen, og jeg gik hjem på en lyserød sky. Jeg elsker at synge!! Så idag er jeg totalt høj på livet, og glæder mig bare til at skråle i vildskab igen :-)
Undskyld mig, men jeg tror jeg er nødt til at snuppe min nye guitar og klimpre lidt. Og måske kysse lidt på den også. Og hvine en lillebitte smule af fryd.
Men jeg plejer nu ikke at pynte på virkeligheden her på bloggen. Er noget for broget, så skriver jeg bare ikke om det - det er det der princip med, at det er fint at være personlig, men jeg har ikke lyst til at være privat. Eller - noget er jeg ok med at dele, andet bliver hjemme i den virkelige vennekreds.
Jeg vover alligevel pelsen, og skriver endnu et positivt blogindlæg - og helt ærligt, så har der jo også været halvlangt imellem dem. Men jeg har bare haft sådan en herrelækker uge, at det er lige til at hvine af fryd over, hvis man var den type.
Man kunne godt få tanken, om jeg var i kvinde-versionen af en mid-life-crisis, for indenfor den sidste uge har jeg:
- købt en virkeligt fed akkustisk guitar af mærket Fender
- fået mig en lille ny tus, som jeg har ønsket mig længe
- landet en tjans som forsanger i et hyggeligt amatør-rockband.
I bemærker nok at 2 ud af de 3 punkter er musikrelaterede. Og det er ikke tilfældigt, for jeg har i løbet af de seneste måneder lovet mig selv, at der skulle være mere af det gode i mit liv. Og noget af det bedste jeg kan foretage mig er at synge.
Så da en af mine fjæsbogsvenner postede en "amatørband søger sangerinde"-ting, skød jeg hjertet op i halsen og kontaktede bandet. Jeg inkluderede et par lydfiler af min øndige stemme, så de kunne høre om jeg var et seriøst bud eller fuldstændig ude af kontakt med virkeligheden på X-faktor-audition-måden.
De må have ment det første, for igår så vi hinanden an. Jeg mødte op - af alle steder udenfor den lokale dyrehandel - og skulle prøve at synge med bandet. Til min lettelse var der ikke en X-faktor-agtig audition-kø, men bare mig.
Gutterne viste sig at være både hyggelige og positivt stemt, og nu kan jeg kalde mig forsanger. Det er dælme længe siden jeg har prøvet det. Jeg sang engang med det hedengangne Bankdata-band, men det afgik ved døden omkring den tid hvor min datter blev født … og hun bliver jo snart 21.
Jeg endte faktisk med at synge med dem resten af aftenen, og jeg gik hjem på en lyserød sky. Jeg elsker at synge!! Så idag er jeg totalt høj på livet, og glæder mig bare til at skråle i vildskab igen :-)
Undskyld mig, men jeg tror jeg er nødt til at snuppe min nye guitar og klimpre lidt. Og måske kysse lidt på den også. Og hvine en lillebitte smule af fryd.
torsdag, marts 20, 2014
Livsnyderen humper glad omkring
Så er jeg i gang med at gå igen!
I den sidste uge har jeg haft lov til at støtte på mit knæ igen - og gå lidt mere omkring end bare ruten mellem soveværelse, badeværelse, stue og køkken.
Jeg kan hjælpe til med aftensmad og vasketøj igen (ok - jeg har snydt LIDT og vasket en enkelt maskinfuld eller to) - og JEG MÅ KØRE BIL IGEN!
Jeg har været på en lille gåtur nede i byen (havde ærinde på apoteket), og nøjj hvor har jeg savnet at komme udenfor! Den første tur i supermarked var nærmest et emotionelt højdepunkt på min uge. Hurra! Fri igen!
Her, en uge efter jeg er blevet "sluppet fri" og tre uger efter min knæ-operation, kan jeg gå op og ned af trapperne på den "normale" måde, og jeg humper også meget mindre end før.
Især nedad trappen er lidt udfordrende - man tænker ikke normalt over det, men den bevægelse når man skal have det raske ben ned til næste trappetrin (vægt på det opererede knæ, som bøjes lidt) er lidt spændende. Lige der kan jeg mærke at mine knæ-muskler har et stykke vej til normal styrke - det er lidt gelé-agtigt!
Og jeg skal stadig lige tænke over hvad jeg skal i løbet af en dag, og dosere brugen af knæet nøje.
Igår var jeg super-huslig om formiddagen, og til middag var mit knæ rigtig, rigtig træt, så jeg satte mig med frokost og ispose i sofaen. Og så sparede jeg på det resten af dagen.
Men mon ikke det bliver ved med at gå fremad - så jeg ikke ligner en gammel sørøver med træben, når jeg starter på arbejde igen.
Ting jeg glæder mig til:
I den sidste uge har jeg haft lov til at støtte på mit knæ igen - og gå lidt mere omkring end bare ruten mellem soveværelse, badeværelse, stue og køkken.
Jeg kan hjælpe til med aftensmad og vasketøj igen (ok - jeg har snydt LIDT og vasket en enkelt maskinfuld eller to) - og JEG MÅ KØRE BIL IGEN!
Jeg har været på en lille gåtur nede i byen (havde ærinde på apoteket), og nøjj hvor har jeg savnet at komme udenfor! Den første tur i supermarked var nærmest et emotionelt højdepunkt på min uge. Hurra! Fri igen!
Her, en uge efter jeg er blevet "sluppet fri" og tre uger efter min knæ-operation, kan jeg gå op og ned af trapperne på den "normale" måde, og jeg humper også meget mindre end før.
Især nedad trappen er lidt udfordrende - man tænker ikke normalt over det, men den bevægelse når man skal have det raske ben ned til næste trappetrin (vægt på det opererede knæ, som bøjes lidt) er lidt spændende. Lige der kan jeg mærke at mine knæ-muskler har et stykke vej til normal styrke - det er lidt gelé-agtigt!
Og jeg skal stadig lige tænke over hvad jeg skal i løbet af en dag, og dosere brugen af knæet nøje.
Igår var jeg super-huslig om formiddagen, og til middag var mit knæ rigtig, rigtig træt, så jeg satte mig med frokost og ispose i sofaen. Og så sparede jeg på det resten af dagen.
Men mon ikke det bliver ved med at gå fremad - så jeg ikke ligner en gammel sørøver med træben, når jeg starter på arbejde igen.
Ting jeg glæder mig til:
- Gåture. Rigtige gåture, som varer TIMER.
- At kunne kravle igen, og generelt støtte på knæet på den måde … det opdager man faktisk hvor tit man har brug for!
- TRÆNING! Jeg føler mig som en fed, slap sofakartoffel!
- Ikke at skulle tænke over hvor meget jeg går og står, så knæet kan holde ud en hel dag.
tirsdag, januar 28, 2014
Livsnyderen - ikke kold i bagdelen
Min mand og jeg bor i et skønt gammelt hus fra 1926. Delvis moderniseret, noget af det af os selv i de snart 6 år vi har boet her, noget var gjort inden vi flyttede ind.
En af de rare ting er, at der er toiletter på alle 3 planer - badeværelser i kælderen og på 1. sal. I stueetagen er der sådan et lille "skab" med et toilet og en lillebitte håndvask - meget praktisk.
I dette lille rum er der et vindue. Det sidder indvendigt på væggen, og åbner indad, og så kan det lukkes med en lille hasp. Udenfor er der murede "tremmer" - så udefra ses det som aflange åbninger i muren, ikke som et vindue.
Da vi skiftede alle husets vinduer, overså vi detteher primitivt haspede og ikke-termoglassede vindue. Med det resultat, at toilettet - som alene er opvarmet af en let underdimensioneret el-gulvvarme, og i øvrigt er et hjørne-rum med 2 ydervægge - er MEGET koldt om vinteren. Især når temperaturen dropper under 0.
For tiden bruger jeg jo det her toilet en del - fordi jeg er hjemme. Og jeg har frosset, har jeg. Og nogen gange endda gået ovenpå for at tisse.
Gennem flere år har jeg også foreslået diverse intelligente løsninger til min kære husbond, som behændigt har svaret henholdende - og ingenting er sket.
Men nu har jeg fået et frostfrit toilet - og her er opskriften på handy-kvindens eget lille isolerings-hack:
Man tager:
En af de rare ting er, at der er toiletter på alle 3 planer - badeværelser i kælderen og på 1. sal. I stueetagen er der sådan et lille "skab" med et toilet og en lillebitte håndvask - meget praktisk.
I dette lille rum er der et vindue. Det sidder indvendigt på væggen, og åbner indad, og så kan det lukkes med en lille hasp. Udenfor er der murede "tremmer" - så udefra ses det som aflange åbninger i muren, ikke som et vindue.
Da vi skiftede alle husets vinduer, overså vi detteher primitivt haspede og ikke-termoglassede vindue. Med det resultat, at toilettet - som alene er opvarmet af en let underdimensioneret el-gulvvarme, og i øvrigt er et hjørne-rum med 2 ydervægge - er MEGET koldt om vinteren. Især når temperaturen dropper under 0.
For tiden bruger jeg jo det her toilet en del - fordi jeg er hjemme. Og jeg har frosset, har jeg. Og nogen gange endda gået ovenpå for at tisse.
Gennem flere år har jeg også foreslået diverse intelligente løsninger til min kære husbond, som behændigt har svaret henholdende - og ingenting er sket.
Men nu har jeg fået et frostfrit toilet - og her er opskriften på handy-kvindens eget lille isolerings-hack:
Man tager:
- en kasseringsværdig ekstradyne
- en genbrugs-plasticsæk
- Fold dynen i en passende størrelse, som passer i vindueshullet. Måske skal du lige prøve et par gange, for det skal passe rimeligt godt - hellere folde lidt for stort end lidt for lille.
- Stop den foldede dyne i plasticsækken
- Åbn vindue og indfør dyne i plasticsæk i vindueshul
- Luk vinduet og afvent at rumtemperaturen mirakuløst kommer over 12 grader celcius for første gang i 2 uger
- Nyd at der ikke formes istapper på din mås når du benytter toilettet.
torsdag, januar 02, 2014
Livsnyderen lægger an til et klasse-år.
December måned var ikke noget at skrive hjem om, og det var november sådan set heller ikke. Men det er en række historier, som ikke hører hjemme her.
Til gengæld har jeg haft en dejlig juleferie - og en lang en af slagsen, helt fra den 19. december og til på mandag, hvor jeg starter på jobbet igen.
Jeg har bøvlet lidt med helbredet, men der er ved at være styr på det igen, tror jeg. Og en juleaften med min dejlige mand, vores mødre, alle mine unger samt verdens dejligste lille barnebarn (som nu er fyldt ET ÅR!!) satte et travlt, men dejligt næsten-punktum for et år som faktisk i det store og hele ikke har været noget at prale af.
Noget jeg har gået og bestemt med mig selv, her i min ekstralange juleferie, er at mit 2014 skal handle om mig. Jeg skal være god ved mig selv, og god for mig selv.
Jeg har bestemt at mit nytårsforsæt skal handle om at leve og elske meget mere. Og om at gøre flere ting som gør mig glad, for jeg kan mærke at noget af den bedste energi jeg fik i 2013 kom lige der hvor jeg gjorde lige præcis sådan noget.
Jeg har bestemt mig for at turde gå efter det jeg har lyst til - uden skelen til om andre, udenforstående, synes at det er rigtigt eller forkert. Og uden at slå mig selv i hovedet med at jeg nok ikke kan.
SÅ selvfølgelig skal jeg synge i 2014 - lige så meget som jeg kan komme afsted med. Med X-tetten, til soloundervisning, i bruseren og når jeg ellers kan komme til det.
Men jeg skal også gøre det gode for den krop, jeg bor i. Derfor har jeg gjort noget lidt vanvittigt, her i det første kvartal af 2014. Jeg har meldt mig til et trænings- og kostvejledningshold, som kører frem til 1. april.
Der vil blive stillet krav til mig, og jeg kommer til at træne mere end jeg er vant til.
Og ja, jeg regner da med at der ryger nogen kg. Men hovedårsagen er, at jeg vil gøre noget for MIG og have fokus på mig selv. Jeg vil føle mig let, stærk og glad, som jeg VED jeg gør når jeg træner og spiser på den rigtige måde.
Jeg regner også med at jeg får flyttet fokus væk fra nogen ting, som jeg ikke gider bruge kræfter på mere, og over på min egen glæde, mit eget velvære.
Livet er for kort til kun at eksistere - jeg vil leve, og være lykkelig.
2014 bliver et klasse-år.
Til gengæld har jeg haft en dejlig juleferie - og en lang en af slagsen, helt fra den 19. december og til på mandag, hvor jeg starter på jobbet igen.
Jeg har bøvlet lidt med helbredet, men der er ved at være styr på det igen, tror jeg. Og en juleaften med min dejlige mand, vores mødre, alle mine unger samt verdens dejligste lille barnebarn (som nu er fyldt ET ÅR!!) satte et travlt, men dejligt næsten-punktum for et år som faktisk i det store og hele ikke har været noget at prale af.
Noget jeg har gået og bestemt med mig selv, her i min ekstralange juleferie, er at mit 2014 skal handle om mig. Jeg skal være god ved mig selv, og god for mig selv.
Jeg har bestemt at mit nytårsforsæt skal handle om at leve og elske meget mere. Og om at gøre flere ting som gør mig glad, for jeg kan mærke at noget af den bedste energi jeg fik i 2013 kom lige der hvor jeg gjorde lige præcis sådan noget.
Jeg har bestemt mig for at turde gå efter det jeg har lyst til - uden skelen til om andre, udenforstående, synes at det er rigtigt eller forkert. Og uden at slå mig selv i hovedet med at jeg nok ikke kan.
SÅ selvfølgelig skal jeg synge i 2014 - lige så meget som jeg kan komme afsted med. Med X-tetten, til soloundervisning, i bruseren og når jeg ellers kan komme til det.
Men jeg skal også gøre det gode for den krop, jeg bor i. Derfor har jeg gjort noget lidt vanvittigt, her i det første kvartal af 2014. Jeg har meldt mig til et trænings- og kostvejledningshold, som kører frem til 1. april.
Der vil blive stillet krav til mig, og jeg kommer til at træne mere end jeg er vant til.
Og ja, jeg regner da med at der ryger nogen kg. Men hovedårsagen er, at jeg vil gøre noget for MIG og have fokus på mig selv. Jeg vil føle mig let, stærk og glad, som jeg VED jeg gør når jeg træner og spiser på den rigtige måde.
Jeg regner også med at jeg får flyttet fokus væk fra nogen ting, som jeg ikke gider bruge kræfter på mere, og over på min egen glæde, mit eget velvære.
Livet er for kort til kun at eksistere - jeg vil leve, og være lykkelig.
2014 bliver et klasse-år.
lørdag, september 28, 2013
Den taknemlige Livsnyder
I denne uge læste jeg at en af nøglerne til at være et lykkeligt menneske, er at være taknemmelig, og at give udtryk for det.
Nogle forskere havde lavet et forsøg, hvor de lavede en "tilfredshedstest" på en gruppe mennesker. Herefter bad de gruppen lukke øjnene og tænke på en person, som havde haft stor positiv indflydelse på deres liv.
Når de havde tænkt på en person, skulle de skrive nogle sætninger om hvad den specifikke person betød for dem, og på hvilken måde de havde haft indflydelse på deres liv.
Derefter blev de bedt om at ringe personen op (hvis det var muligt) og læse det, de netop havde skrevet ned, højt.
Efterfølgende fik de lavet en ny "tilfredshedstest", og den viste, at især dem, som ikke var særligt lykkelige eller tilfredse, var blevet væsentlig mere tilfredse.
Konklusion: hvis du er opmærksom på det gode, andre gør for dig, og vel at mærke giver udtryk for det, bliver du selv et lykkeligere menneske.
Og på sådan en lørdag formiddag med hjertet fuldt af mine ungers selskab (og ikke mindst besøg af mit søde barnebarn) er det svært ikke at have utroligt nemt ved at føle mig taknemmelig og glad.
For den gode, varme kontakt jeg har med mine børn. De gider mig godt.
For ham jeg deler liv med - han gør mit liv sjovere og varmere.
For mit job, som er udfordrende (og lidt frustrerende nogen gange), spændende, og hvor jeg ikke mindst er omgivet af utroligt kompetente og gode og søde kolleger og samarbejdspartnere.
For mit gode helbred og min fornuftige økonomi.
For at jeg stadig har min dejlige mor.
Jeg er kort sagt en lykkens pamjulefis - en taknemlig livsnyder.
Og nu har jeg sagt det.
Jeg afventer nu et voldsomt lykke-humørhop :-)
torsdag, september 12, 2013
Livsnyderens fuldgode torsdag
Efter en forrygende travl arbejdsdag, satte jeg kursen lige ud mod mit fitness-center. Jeg har ellers morgentrænet her i sommer, men nu trækker terrassen ikke længere så meget som de ekstra 45 minutters søvn.
Så den stod på lidt styrketræning og min første spinning i noget der ligner et halvt års tid.
Puha det var hårdt ... men jeg har brug for lidt ekstra kardio, og så ligger det jo lige til højrebenet.
Kævver jeg var balret da timen nærmede sig sin afslutning. Faktisk var jeg så træt at selv udstrækningsdelen var næsten uoverskuelig. Badet var hårdt tiltrængt og det var lækkert.
Bagefter måtte jeg konstatere at jeg lige trængte til en frisk streg om øjet og lidt mascara - jeg skulle nemlig ikke lige hjem i sofaen - næææh den stod på en lækker pasta-date med Bruno.
Sådan en date bliver jo ikke ringere af at man så kommer hjem til en smuk buket fra sin dejlige mand :) og så lige ud af døren igen.
Når jeg går ud at spise, får jeg ofte lidt flere kalorier end jeg måske i virkeligheden har godt af. Men herregud. Det er jo ikke hver dag man gør det.
God mad er mere end brændstof for kroppen, og når jeg får et rigtig godt måltid mad stopper jeg op. Nyder synet. Dufter til det - prøver at finde ud af hvad det dufter af. Finder duften af den friske pasta, nyder at skille duftene fra hinanden. Glæder mig til smagen.
Smager langsomt og nydende på maden .... smager og mærker teksturen og følelsen af maden i munden. Mærker hvordan mine smagsløg åbner sig og hvordan varmen fra maden føles.
Dufter til vinen. Slynger den rundt og nyder gardinerne på glasset og duften som lukker sig op. Smager, nyder.
Prøver at nyde hele måltidet, hele glasset langsomt, bevidst. Taler lidt, deler smagsoplevelser. Glæder mig over at det lige præcis er ham, der sidder overfor mig.
Så kan man sq altid tælle kalorier i morgen.
Så den stod på lidt styrketræning og min første spinning i noget der ligner et halvt års tid.
Puha det var hårdt ... men jeg har brug for lidt ekstra kardio, og så ligger det jo lige til højrebenet.
Kævver jeg var balret da timen nærmede sig sin afslutning. Faktisk var jeg så træt at selv udstrækningsdelen var næsten uoverskuelig. Badet var hårdt tiltrængt og det var lækkert.
Bagefter måtte jeg konstatere at jeg lige trængte til en frisk streg om øjet og lidt mascara - jeg skulle nemlig ikke lige hjem i sofaen - næææh den stod på en lækker pasta-date med Bruno.
Sådan en date bliver jo ikke ringere af at man så kommer hjem til en smuk buket fra sin dejlige mand :) og så lige ud af døren igen.
Når jeg går ud at spise, får jeg ofte lidt flere kalorier end jeg måske i virkeligheden har godt af. Men herregud. Det er jo ikke hver dag man gør det.
God mad er mere end brændstof for kroppen, og når jeg får et rigtig godt måltid mad stopper jeg op. Nyder synet. Dufter til det - prøver at finde ud af hvad det dufter af. Finder duften af den friske pasta, nyder at skille duftene fra hinanden. Glæder mig til smagen.
Smager langsomt og nydende på maden .... smager og mærker teksturen og følelsen af maden i munden. Mærker hvordan mine smagsløg åbner sig og hvordan varmen fra maden føles.
Dufter til vinen. Slynger den rundt og nyder gardinerne på glasset og duften som lukker sig op. Smager, nyder.
Prøver at nyde hele måltidet, hele glasset langsomt, bevidst. Taler lidt, deler smagsoplevelser. Glæder mig over at det lige præcis er ham, der sidder overfor mig.
Så kan man sq altid tælle kalorier i morgen.
søndag, august 25, 2013
Livsnyderens 70'er-fornemmelser
Jeg er lige kommet hjem fra en skønherlig weekend i vores beskedne sommerresidens. Der er bare så godt at være.
Efterhånden har den fragtet mange måltider ud på en af vores terrasser, og den gør det godt.
Denne fine petroleumslampe har boet i min søsters sommerhus, som engang var mine forældres. Lampen købte min søster og jeg engang til min mor - hos den købmand som dengang lå oppe ved enden af grusvejen.
Ikke mindst en augustweekend med det dejligste sommervejr.
Der er mange årsager til at jeg elsker at være deroppe. På en eller anden måde holder jeg HELT fri deroppe i plantagen.
Denne weekend bød på lidt malen, en lørdagsforsumpning i dejlig rosevin og sol, pandekager med is til aftensmad, hjemmebagt brød til morgenkaffen under geviret og en 10 km søndagsgåtur i landskabet.
I sommerhuset er der også ting jeg er rigtig glad for, og som passer netop der. Du har set mine frimærkepuder... men der er meget mere.
Et par ting fik jeg i sommer. Den ene var en helt fantastisk second hand bakke, som min skønne søster købte til mig på et lokalt marked. Den er rød og rustik og jeg bliver glad når jeg ser på den.
Efterhånden har den fragtet mange måltider ud på en af vores terrasser, og den gør det godt.
Rød går lidt igen oppe i sommerhuset. Her i sommer forærede min søster mig en skøn og lidt kitchet sag - jo, hende har jeg faktisk været heldig med!
Vi var meget stolte da vi gav hende den, for vi syntes den var utroligt flot. Nu spreder den nostalgisk sommerstemning i Lille Rosa.
Nogen synes sådan et 70'er-hus partout skal males hvidt og fyldes med nyt fra IKEA. Det synes vi ikke. Og så passer røde bakker og kitchede petroleumslamper jo ind som fod i hose.
fredag, juli 12, 2013
Livsnyder på åndelig vandretur
I nærheden af min sommerresidens ligger en lejrskole. Jeg kommer jævnligt forbi på løbe- eller gåture.
Lejrskolen er ejet af en kristen organisation, og det meste af tiden står den tom.
Rundt om lejren går mange stier, og her har ejerne etableret en "åndelig vandretur". Pile leder vandreren rundt ad stier, hvor man så kan møde nogle opgaver, som skal få vandreren til at tænke over sit liv og fokus, og det er ko i sig selv en god ide.
Desværre kommer opgaverne med en facitliste, og facit er naturligt nok altid at få vandreren til at følge "den sande vej".
Den anden dag var min bedre halvdel på en helt almindeligt u-åndelig vandretur, og her stødte jeg på en af opgaverne, som fik mig til at le...
Mellem to træer var et blåt nylonreb udspændt mellem to træer. Opgaven gik på, at man skulle vælge to træer UDEN reb imellem. Så skulle man stille sig hen til det ene, lukke øjnene og forsøge at finde vej hen til det andet træ.
Bagefter skulle man gå hen til de to sammenbundne træer, lukke øjnene og med rebet som støtte gå fra det ene til det andet.
Pointen kommer her: følte du dig tryggeste og sikrest ved den første eller den anden vandring? Den anden, ikke? Det er fordi du har brug for Guds vejledning - uden ham vandrer du blindt i mørket.
Jeg grinede lidt da jeg læste det.
For de kunne jo bare gå med åbne øjne. Så kan man også selv bestemme hvilke træer man vil hen til.
fredag, januar 04, 2013
Livsnyderens nye epoke
Der er sket noget helt vanvittigt i mit liv.
For 2 dage siden sad jeg på et patienthotel med 3470 gram rendyrket skønhed og lykke i armene.
Jeg er blevet farmor - wow!!
:D
For 2 dage siden sad jeg på et patienthotel med 3470 gram rendyrket skønhed og lykke i armene.
Jeg er blevet farmor - wow!!
:D
fredag, oktober 26, 2012
Zumba revisited
Jeg har gået og taget tilløb.
Jeg har været inde på Dansk Fitness' side og kikket og meldt mig til, og fra igen. Det ene spinninghold efter det andet.
Egentlig har jeg ikke haft voldsom lyst. Jeg bliver træt af spinning, altså ikke sådan pyha-svedig-fysisk-træt (det gør jeg også, men det er jo godt), men trivielt-jeg-gider-ikke-træt.
Da jeg sad inde på tilmeldingssiden i forgårs havde jeg pludselig meldt mig til Zumba idag. Vupti. Jeg var tæt på at melde mig fra igen, men lod være.
Og jeg havde helt glemt det - glemt, hvor sjovt det er. Jeg kan stadig huske rigtig meget af det, og det føltes som en lille eftermiddagsfest, som endte med sved på panden og en god følelse i kroppen.
Kan godt være at jeg kunne melde mig til nogle ting, som jeg ville forbrænde flere kalorier på eller bygge flere muskler ved. Men der er sgutte meget motion som bare går ud på at danse, ryste røv og ha' det sjovt. Det er det, jeg kalder "gratis motion" fordi det ikke føles som om man gør noget pligt-agtigt.
Bagefter sagde jeg til vores søde instruktør at jeg snart kommer igen. Til helvede med spinning.
Jeg vil hellere ryste røv.
Jeg har været inde på Dansk Fitness' side og kikket og meldt mig til, og fra igen. Det ene spinninghold efter det andet.
Egentlig har jeg ikke haft voldsom lyst. Jeg bliver træt af spinning, altså ikke sådan pyha-svedig-fysisk-træt (det gør jeg også, men det er jo godt), men trivielt-jeg-gider-ikke-træt.
Da jeg sad inde på tilmeldingssiden i forgårs havde jeg pludselig meldt mig til Zumba idag. Vupti. Jeg var tæt på at melde mig fra igen, men lod være.
Og jeg havde helt glemt det - glemt, hvor sjovt det er. Jeg kan stadig huske rigtig meget af det, og det føltes som en lille eftermiddagsfest, som endte med sved på panden og en god følelse i kroppen.
Kan godt være at jeg kunne melde mig til nogle ting, som jeg ville forbrænde flere kalorier på eller bygge flere muskler ved. Men der er sgutte meget motion som bare går ud på at danse, ryste røv og ha' det sjovt. Det er det, jeg kalder "gratis motion" fordi det ikke føles som om man gør noget pligt-agtigt.
Bagefter sagde jeg til vores søde instruktør at jeg snart kommer igen. Til helvede med spinning.
Jeg vil hellere ryste røv.
Abonner på:
Opslag (Atom)