Space: 1999

Da jeg kun var en lille tøs med skrammede knæ og umuligt hår, og der kun var EN tv-kanal ("Fjernsynet" - som i "Så du udsendelsen om xx i FJERNSYNET igår") - blev jeg vakt for sci-fi af en helt fantastisk serie, som hed "Månebase Alpha" - på engelsk "Space: 1999".



Jeg sad uge efter uge, med øjne så store som thekopper, og så hvordan månebase-commanderen med det faste blik og den firkantede kæbe, den rare professor-type og den dygtige damelæge (som lignede Ingrid fra Ingrid og Lillebror) klarede sig igennem alverdens (eller al-rummets) strabadser, på en måne som ved en uforudset eksplosion havde revet sig løs fra sin bane om jorden, og nu sejlede afsted ud i verdensrummet med ca. 300 sjæle ombord.

Der var lumske jord-lignende verdener, som slet ikke var hvad de gav sig ud for, der var sorte huller, og der var mærkelige eksistenser.

Det var gode sager for en lille pige med en hyperaktiv fantasi - som hidtil ikke var blevet udsat for noget mere dramatisk og udfordrende end "Præriens skrappe drenge" og "Olsenbanden".


Lige for tiden ser jeg "Space: 1999" igen. Jeg har lånt den på DVD af en anden nørde-pige - en kollega, som også har trådt sine barne-rumstøvler i denne serie.

Drengene på arbejde rå-griner af mig. De synes at Space, Star Trek og lign. er grinagtigt og arkaisk og primitivt. Men de var jo heller ikke engang tænkt på, dengang jeg sad der og så de første afsnit, tilbage i midt 70'erne. For mig er det en herlig rejse tilbage i tiden. Og jeg kan godt se at plottet er tyndt og effekterne grinagtige efter dagens standard - men jeg nyder at gense mine helte og -heltinder, og genkende episoder, som gjorde så dybt indtryk på mig, at jeg aldrig har glemt dem.

Og der er heldigvis 6 DVD-skiver med 4 afsnit på hver :-)

Livsnyderens lange dag...

I dag ringede vækkeuret kl. 4.30.

Det er tidligt. Rigtig tidligt. Men på det tidspunkt havde nogen af gutterne i projektet allerede været igang i ½ time.

Kl. 4.45 var jeg på cyklen og på vej mod Erritsø. Vejen gik lige forbi Bygaden, hvor jeg lige skulle hente noget, vi skulle bruge til testen... så lidt over 5 var jeg på Teknikervej med friskbagte boller og alt hvad dertil hører. Det var velset blandt de tidligt mødte drenge!

Vi mødte så tidligt, så vi kunne få lavet alle de manuelle ting, der skulle til, for at vi kunne få alle de ændringer, vi har lavet i netbanken, på plads. Der skulle registreres, og der skulle testes, at tingene så rigtige ud, når kunderne ville begynde at logge på hen på morgenen.

Og hen på formiddagen kunne jeg skrive ud til vores pengeinstitutter, at netbanken var helt på plads. Det var dejligt.

Der var stadig småting at følge op på. Men tingene er bare gået så fint og glat, og vores hotline blev IKKE væltet af henvendelser - heldigvis. Vi har fået ros af kunder, bankfolk og kolleger for vores pæne nye layout. Jeg må også indrømme, at jeg er stolt af os. Vi har nået fantastisk meget på ½ år.

Kl. 14.30 måtte jeg erkende, at min hjerne var hoppet ud af mit ene øre og var gået hjem. Jeg kunne ganske enkelt ikke koncentrere mig mere. Så jeg gik hjem og slappede af.

Og jeg skal helt sikkert IKKE sent i seng i aften. Til gengæld skal jeg sove længe - helt til kl. 6.30.

Weekendvitaminer

...og i øvrigt: jo tak - det var en herlig weekend, med masser af vitaminer til parforholdet.

Sjovt, som sådan et par dage, hvor man mest er sammen med hinanden, får tunet os ind på hinandens frekvenser.

Ham min mand - det er stadig ham, der gør mig glad. Gør mig varm.

Ham har jeg godtnok været heldig med :)
Også når jeg får efterårssolen i øjnene...

Værsgo' svigermor!

Igår besøgte jeg min svigermor og svigerfar.

Det vil sige - Bruno var naturligvis med! For tiden er det mest os, der besøger dem, for min svigerfar døjer noget med helbredet.

Derfor har min svigermor, Ninna, ikke set vores nye sofaer endnu.

"Hvor bliver billederne af på bloggen?" siger hun.
Jeg må hellere gøre som min svigermor siger ;) så her er de:

Girls will be .... boys?

Når mænd opfører sig drengerøvsagtigt, kan en kommentar - på engelsk - være "Boys will be boys" - som oftest sagt med et overbærende smil.

Hjemme hos os er det bare nogen gange mig, der er drengerøven.

Og det viste sig i høj grad i dag, da vi var ude for at prøve endnu en bil - en frækkert af en Mazda 6 sport med en 2.3 liters motor og 166 HK.... hvis mit smil var blevet bredere, da den susede ud af motorvejen med mig ved rattet (ups - den kom godtnok hurtigt op på 170), var det øverste af mit hoved faldet af.

Bruno er dog mere til den pæne, executive-agtige BMW 318i, som vi prøvede i sidste uge. Og det er da også en fin bil MEN .... den har bare SLET ikke det kick, som Mazdaen i dag havde, og det var såååååååå fedt!

Der er ingen tvivl - var det mig, der skulle have ny bil, og ikke Bruno, havde jeg sagt til den flinke Mazda-mand, at han godt kunne bestille plader og vinterhjul til slæden, men Brunos hjerte banker for den lidt mere konservative (kedelige) BMW.
Og det er jo ham, der skal køre i den. Så det.

...bare vent til jeg skal have ny bil. Blev der sagt.

Farvel, farveorgie!

Engang i 80'erne er der nogen, der har syntes, at sådan en kældertrappeskakt skulle have noget knald på.

Så vi købte et hus med en kældertrappeskakt, hvor væggene var afskallet gule og røde, trappetrinene afskallet grønne og træværket afskallet blåt.

Jeg ved ikke om det nogensinde har været pænt - det tvivler jeg faktisk på - men det var det ihvertfald ikke, da vi overtog huset.

Bruno har været igang - han har repareret det løse gelænder, spartlet huller i væggene op og malet væggene hvide og grå. Og i dag har jeg malet gelænderet sort og balustrene (hedder de ikke det - de der pinde der går fra gulvet op i gelænderet) hvide, samt malet lister mv. sorte.

Nu mangler vi lidt mere hvidt og et lille projekt, der går på at pille de grøn-afskallede og rundslidte trappetrin af trappen, og lave, lakere og montere nye trappetrin.

Der skal et par tiltrængte lamper op - men allerede nu ser det bare meget, meget pænere ud. Så vi har været flittige.

Bruno har fået hængt en udelampe op over vores hoveddør - det er ved at være den årstid.

Hvor er det dejligt, når vi får streget punkter ud på voes liste!

Rødvinsforgiftet på den gode måde

Igår holdt Bankdatas vinklubs bestyrelse sin årlige hyggeaften.

Det foregik hos en af de andre bestyrelsesmedlemmer, som bor indenfor voldene - efter devicen god vin, god mad og godt selskab.

Der var rå mængder oksekød, lækkert tilbehør og en ekstremt kalorierig chokoladekage til dessert - nam nam!

Undervejs holdt vi blindsmagning. En række vine, hvor vi kendte alle på nær en, blev hældt på karafler og på underfundig vis blandet rundt. Der var udfærdiget skemaer, hvor vi kunne gætte oprindelsesland og årgang - og så var der listen over vinene samt et felt, hvor der stod "Joker".

Så var det med at gætte, hvilken vin vi havde i glasset lige nu.

Uha, tænkte jeg, da vi gik igang - for nogle af mine med-bestyrelsesmedlemmer er nogle hårde vin-hunde.

Så - stor var min glæde, da jeg efter de første 4 vine lå på 2. pladsen, 1 point efter den bedste. Og jeg var ikke fri for at være lettere sejrs-hånlig, da jeg var den samlede vinder - Yes!

Det får de lov til at høre om i nogen tid fremover, drengene ;)

Men selv uden konkurrencen var det en hyggelig og sjov aften. Og hvor er det dejlig nemt, når man kan gå hjem på 10 minutter...

Frikvarter

Den kommer snart.

Lige om hjørnet, er den. Weekenden. Og det er utroligt så kompakt stakkede ugerne er lige for øjeblikket. Jeg står op tirsdag morgen og inden jeg får drukket 3 kopper kaffe er det fredag.

I aften var jeg rastløs, og jeg kunne sagtens mærke at det også handlede om at have for mange bolde i luften og være for dårlig til at lægge dem fra mig. Nu har en aften i sofaen og - ikke mindst! - et godt glas rødvin fået hevet mine fødder ned i nærkontakt med det gamle trægulv i mit hus.

Nu glæder jeg mig til, at det bliver weekend.

I morgen arbejder jeg hjemme. Måske afspadserer jeg lidt. I morgen aften er der hyggeaften med vin-drengene, og så venter en hel weekend, hvor jeg har min mand helt for mig selv. Han skal få min fulde opmærksomhed. Han har fortjent det.

"Jeg synes det er dejligt, at du er engageret i dit arbejde," siger han og ignorerer, at jeg starter 2 ud af 3 samtaler med anekdoter fra projektet, eller beskrivelser af dagens problemstilling. Eller, jeg tror faktisk han synes det er ok.

Jeg synes selv, jeg er lidt belastende at være sammen med, men jeg har svært ved at slippe for mig :)

Vi har haft alt for få os-selv weekender de sidste par år.
Den her trænger vi til!

Livsnyderen i lav sol

Jeg bliver lidt underlig af efterår.

Måske er det fordi den kolde klare luft gør mig kulret - og blændet af den lave eftermiddagssol, hvem kan så fortænke mig i at miste fokus?

Det rykker i benene, og øjnene søger horisonter. Jeg synes pludselig, der er en masse, jeg skal nå - min tålmodighed bliver kort og mit perspektiv skifter.

Måske er det fornemmelsen af at det hele snart lukker ned. At det snart bliver mørkt og koldt og ufrugtbart. At det haster. Hvis det skal være.

Efteråret er en tid, hvor jeg ikke kan bilde mig selv mere ind. Jeg søger kernen. Jeg analyserer mit liv - er det det her, jeg vil? Og kulretheden bliver en mærkelig nøgtern ting. Hvis jeg har vundet slør rundt om ting, jeg ikke ønsker at konfrontere i mit liv, er det nu jeg rydder op og flår slørene af. Syner kanterne. Gør op med mig selv.

Illusioner lever livet farligt i mit efterår. Varme kartofler kølner.

Nogen gør forårsrengøring. Jeg bliver efterårskulret.

Det må være luften.

Bruno på tv2-Fyn

Han har været på TV!

Ca. 1 minut inde i dette indslag er der nogle Baghjuls-fyre. Ham der fræser forbi i baggrunden i blå jersey og knickers er Bruno... :-)

Når arbejdet fylder i hovedet...

Nu er det jo lige op over at vi går igang med den store omlægning af vores netbank, som vi i "mit" projekt har arbejdet på det sidste halve år.

Det fylder meget i hovedet - og der dukker stadig massevis af ting op som liiiige skal klares inden på tirsdag.

F.eks. er Helge Sander begyndt at rumstere på diverse offentlige hjemmeside. Han (eller rettere - hans ansatte) undersøger, om hjemmesiderne er til at bruge for bl.a. synshandicappede og ordblinde.

Og så ved vi jo godt, at det på et eller andet tidspunkt kommer til at handle om netbanker også.

På Bankdata er vi så heldige at have en kollega, som er blind. Han havde lovet at hjælpe mig med at lave en test af netbanken, som den ser ud i dag, holdt op mod det, vi sætter igang på tirsdag.

Så jeg besøgte kollegaen den anden dag - og det var interessant at se, hvad det var for et hjælpemiddel, han har. Det er simpelthen en maskine, som læser al tekst på skærmen op - mere mystifystisk er det ikke. Og han var simpelthen lynhurtig til at navigere rundt på skærmbilledet, men trods det fik han aldrig rigtig vores "gamle" netbank til at fungere.

Heldigvis viste det sig, at den nye netbank - som har en hel ny type navigation - var noget lettere for ham at bevæge sig rundt i. Det var en rar opdagelse, og vi fik også et par tips til, hvad vi skal være opmærksomme på, hvis vi starter et "Handicapvenlighedsprojekt" op på et senere tidspunkt.

Men den der igangsætning - den fylder meget i hovedet for tiden. Jeg har lovet Bruno, at jeg bliver normal igen hen engang i næste uge. Lige nu er jeg vist en fraværende størrelse at leve sammen med...

Fra tøsekomsammen til hygge med gutterne

De senere uger har budt på et par kvinde-arrangementer - i arbejdsregi og senest med X-tetten.

På fredag står den på vin- og madfrådsning med gutterne i vinklubbens bestyrelsen. Vi holder forkæl-en-bestyrelse-aften hos Helge, og der skal smages lækker vin, spises god mad og HELT sikkert siges klåwe ord.

Det bliver hyggeligt - jeg glæder mig.

Kan du ta' en kompliment?

De fleste mennesker kan lide at få ros.

Faktisk er der jo ikke ret meget, der er rarere, end at nogen fortæller dig, at det arbejde du gør er godt, at du ser godt ud i dag, at dit hår er smart, at du dufter godt, og så videre...

Min dejlige mand overøser mig med komplimenter i tide og utide, og jeg labber dem i mig.

Jeg bliver rigtig glad, når jeg får ros, og jeg er blevet bedre til at tage imod det. Især har jeg fået rimeligt styr på mine reaktioner, når veninder og kvindelige kolleger roser mig. Komplimenterer nogen f.eks. mit tøj, kan jeg godt finde ud af at sige: "Tak - jeg er også glad for den." ...og IKKE kaste mig ud i "..nåååh DEN gamle las!"-monologen.

Som oftest har jeg heller ikke nogen problemer med at tage imod ros, hvis det går på min faglighed. No problemo lige der.

Det kan dog hyle mig grundigt ud af den, hvis venner eller kolleger af hankøn giver mig komplimenter på mit udseende eller andet ikke-fagligt. Arrgh! Hvordan responderer man på det??

Af gammel lillesøster-vane går jeg nemlig straks i forsvar - for det kan jo ikke passe, at det er en reel kompliment, det her - hvis nu jeg slapper af og siger "tak," så kommer der HELT sikkert et spark i måsen: troede du virkelig, at jeg mente det, jeg sagde???

Jeg kan huske en episode, hvor en kollega sådan på en lidt elegant måde fik sagt, at jeg virkelig pyntede på mit projekt :o) - og jeg aner simpelthen ikke hvad jeg svarede, for jeg røg lige i den der jaja-den-er-god-med-dig position.

Måske er jeg bare blevet så vant til at tænke på mig selv som "en af gutterne" at det er en homofobisk reaktion? ;)

Hvordan har du det med ros og komplimenter - kan du ta' det?


PS: kære realtime-venner og veninder ... bliv nu bare ved .. jeg må jo vænne mig til det ;)

Livsnyderen i X-tase...

Nu har jeg to aftner på en uge grinet så meget, at mine kinder var ømme.

Det gør ikke noget - jeg kan klare det. Mine grinemuskler er i fornuftig form.

Der blev hygget med chips ...


Der blev drukket lidt rødvin...


Der var venskabeligt pjat...


Indisk mad på bordet...


Og total-karaoke...


Hvad kan man ønske sig mere?

X-tetten på slap line

Ovenstående vil man kunne opleve her på Fasanvej i aften.



De skønne swingende kvinder fra Vokalgruppe X-tetten - en gruppe syngende madammer som udgør mit ugentlige onsdagsåndehul - mødes i aften til spisning og fri leg på PS2 med Singstar ... jeg glæder mig til en gang sjov og ballade.



Men inden man kan nyde, skal man yde ... der skal vist lige ryddes lidt op inden tøserne dukker op i aften.

Hov?? Hvor blev den uge af?

Uuups ... det var en af de uger, der gik hurtigt!

Til gengæld er jeg så væsentlig mere træt end jeg plejer at være om fredagen. Ikke fordi det har været en hårdere uge en normalt - men igår var jeg på afdelingsseminar.

Den stod på bowling og gocartrace i Svendborg. Jeg ELSKER at køre gocart, og banen var faktisk ret god. Men damn, hvor var vi ømme at se på med kedeldragter og "hårnet"! I dag har jeg mega ømme arme. Men de var det værd!


Nogen af os så sødere ud med hårnet end andre...

Herefter stod den på sejltur med færge i skønt vejr og minigolf på en meget flot bane på Valdemarslot på Tåsinge. Godt jeg ikke skal leve af at spille golf. Jeg har vist ikke ret meget talent.



Bagefter tog vi igen en sejltur tilbage til Svendborg.



Vi var indkvarteret på Carlsberg Camping (let at huske, mente arrangørerne) i campinghytter, og efter et tiltrængt bad (det er VARMT at køre gocart!) tog vi ned til Svendborg igen og spiste i et pakhus på havnen.

Det blev sent. Og der er tilsyneladende ikke så mange taxaer i byen, så vi var nogen stykker der gik hjem. Mine rare kolleger sørgede for at jeg ikke vandrede ud over en mark (min navigator var lidt defekt), og vores egen afdelings-stifinder fandt vej ... så engang mellem 3 og 3.30 kunne jeg falde om i mit rum i campinghytten og sove. Dejligt!

Jeg er heldig at have kolleger hvis selskab jeg virkelig nyder. Så skidt med at jeg er lidt slatten i dag.

Slip lige ½ liter!

Jeg er blevet bloddonor igen.

Jeg startede oprindeligt med at give blod, da jeg blev 18. For mig var det soleklart - noget, man gør når man kan. En gave til andre - og noget, man måske selv kunne få brug for en dag.

En slags borgerpligt, i mine øjne.

Siden 1994 har jeg ikke givet blod - kort efter min sidste tapning blev jeg gravid med Kristian, og siden dengang har en gang kyssesyge (hvor mine levertal ikke ville ned igen) og en række irriterende små-infektioner har holdt mig ude.

Nu har jeg dog været infektionsfri temmelig længe - selv den irriterende tilbagevendende blæreinfektion holder sig borte (syv-ni-tretten)- så nu kan jeg være donor igen.

Er du bloddonor? Hvis du er rask og u-medicineret, bør du overveje det.
Det gør ikke ondt. Du tager ikke skade. Og landet fattes donorblod.

Livsnyderen om at være ene høne i kurven

Sidste fredag var os piger fra afdelingen samlet her hos mig. Vi var hele 8 personer - men så var det også inklusive en, som er rejst fra firmaet for nylig.

Vi er nemlig ikke så mange tøser i afdelingen. Under 10, faktisk, ud af de 35 stykker afdelingen tæller.

Hen på aftenen spurgte en af de andre mig: "Synes du ikke nogen gange det er lidt træls at være den eneste kvinde i dit projekt?"

.......!

Tilsyneladende ikke - for jeg havde faktisk ikke tænkt over, at det var det, jeg var. Altså, selvfølgelig vidste jeg det godt. De er ikke specielt feminine, drengene i projektet. Men jeg har aldrig tænkt over det som et problem, eller noget specielt.

Jeg har før arbejdet i grupper, hvor jeg var den eneste af hunkøn. Jeg arbejder jo trods alt i en ret mandsdomineret branche. Og min erfaring er denne: Der er nogen mænd, der er lette at arbejde sammen med. Der er nogen der er lidt mere besværlige. Der er nogen jeg umiddelbart falder i hak med, og nogen, jeg er knap så kompatibel med. Men de fleste er søde og rare, når jeg lærer dem lidt bedre at kende.

Og nøjagtig det samme gælder de kvindelige kolleger, jeg har.

Så her kommer det sidste nye - fra Livsnyderen - i "Mars og Venus"-debatten: Mænd er mennesker. Kvinder er mennesker. Det behøver ikke være så vanskeligt.

Måske skulle jeg skrive en selvhjælpsbog. Den kan måske nå julehandlen 2009...

Mangel-på-talent 2008

Jeg har lige siddet og set to kvinder i waders synge totalt falsk og hæsligt på TV.

Hvorfor viser de sådan noget i den bedste sendetid?

Og hvorfor ser jeg det? ..fordi Andreas har fjernbetjeningen. Arrgh! Godt jeg skal se "Down with Love" kl. 21.

I det mindste kan det kun blive bedre.

Pyyyyyyh.....

Det går lidt hurtigt lige nu - på arbejde.

Så når jeg kommer hjem er mit hoved liiiidt mast. Eller rettere: spørg mig om noget mere komplekst end hvor min næse befinder sig, og du vil få svaret: "HUH?"

Men hvor er det sjovt! Når jeg går ned af trappen, på vej ud til cyklen efter en endt arbejdsdag, er det med en følelse af at have udrettet en hel masse. Og med glæden ved at have kolleger, jeg kan lide at være sammen med.

Min hjerne føles dog lidt som om den har fået tæv med et baseball-bat.

På mandag skulle det gerne løsne lidt op. Jeg har en deadline mandag middag, som trænger sig på lige nu, men når den er overstået burde tingene se fornuftige ud.
Heldigvis er vores projektleder tilbage fra orlov (pyyyyh) - det er i hans fravær gået op for mig hvor stor en del af projektlederens tid der går med, at projektdeltagerne spørger om alt muligt mellem himmel og jord, som man skal tage stilling til eller undersøge.

Og så vejret ... pyha en dårlig uge jeg har valgt at låne min bil til ny-Aalborgenserne. Det har godtnok regnet MEGET. I morges blæste det så meget - i den helt forkerte retning - at det flade stykke, som jeg plejer at blæse ud af med 28 km/t føltes som en grum, stejl bakke. Til gengæld FLØJ jeg hjemad - jeg nåede op på 46 km/t ned af Sandal-bakken og farten holder altså LÆNGE når man har en stiv kuling i ryggen (og en god, bred ryg).

Jaja... først må man yde, og på hjemvejen kan man så nyde!