Om anmelderes forskellighed

I morges tænkte jeg på, om det mon var den samme koncert, som jeg og den lunkne anmelder fra Fyens Stiftstidende havde været til. Men ok, hvad skal man forvente af en amatøravis, som ikke respekterer mit ejerskab af mine blogtekster - ja, præcis - at de sender en inkompetent anmelder, ikke?

Fyren fra Jyllandsposten har tydeligvis været til samme koncert som mig. Der kan man se :-)

Genlæsningen af min blogtekst-sag fra for 2 år siden var lige ved at få mig op at ringe igen. Mage til dumhed og arrogance fra en lille journalist-snotklat på en ynkelig provinsavis skal man da lede længe efter.

Livsnyderens musikalske stjernestund

Det kan godt være at visse anmeldere mener, at koncerten igår med Leonard Cohen bød på et kedeligt 1. sæt. Sådan oplevede jeg det bare slet ikke.

Jeg oplevede den gamle mester med en styrke i stemmen man ikke forventer af en mand på 76, og en indlevelse, som blot blev større i løbet af koncerten.

Smukt og gribende var det. Og ensemblet på scenen var stærkt - især den gamle spanier, som håndterede diverse strengeinstrumenter faldt lige i ørerne på mig.

Da koncerten så ud til at være slut, hviskede jeg til Bruno: "Nu skal han bare komme ind og spille Famous Blue Raincoat, så er min lykke gjort." Og det gjorde han så, efter et par andre ekstranumre.

Koncerten, som startede kl. 20.00 (sharp!), var ikke forbi før næsten 23.30, med en pause på godt 20 minutter midt i. Så vi fik sørme noget for pengene! Den gamle mester har helt sikkert også fået noget for pengene - for ud over billettens pris, var der en anderledes bonus at høste for ham: den kærlighed og respekt, der mærkbart strømmede op mod ham fra publikum.

Suk. Det var en magisk aften, selv med umådeligt trætte ben og en smadret lænd.

Jeg fatter bare ikke, at nogen betaler omkring 650 kr for en billet, for så at tro de er kommet til byfest. Snakker og griner, vader ustandseligt frem og tilbage (og hen over mine tæer) for at hente fadøl, pølser og gå på toilettet. Som en debattør foreslog på fyens.dk, så burde man have indført en koncertlinje, og dem der ville til byfest kunne stå bagved, og så kunne os, der ville høre musik, have stået foran den. Jeg kan godt lade være med at spise, drikke OG tisse i de 3,5 timer det varede.

Men sådan er vi jo så forskellige.

Flyvende livsnyder

Uhhhh jeg er næsten oppe at flyve idag!

Bruno og jeg har hele sommeren snakket om, at vi i sensommeren ville på kæresteweekend. Der har været snakket Rom, Lissabon og mange andre steder, og IGÅR købte vi så flybilletter og hotelophold.

Fra fredag morgen til mandag morgen, bliver det - og vi skal til Alghero i Sardinien. For returbilletter til os begge to, alt inklusive, må vi slippe den fyrstelige sum af 1.248 kr. Så er der da lidt ekstra til at spise godt og bo dejligt for.

Der ser superlækkert ud dernede ... uhm! Jeg glæder mig helt vildt!

Benløs livsnyder

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal synes om alt det der motion.

På den ene side ved jeg jo godt, at jeg har godt af det, og at den hjælper mig med at styre min vægt. Og når jeg er i form, er det faktisk også rigtig dejligt med en løbetur.

Men idag var det som om mine ben slet ikke ville med ud at løbe - og de er jo faktisk også en del af min krop - så de burde vide bedre. PUHA de var tunge og utidige. Og jeg blev så træt, så træt af at slæbe dem efter mig.

Værst var at jeg frygtede at blive overhalet af skovsnegle, gamle damer med rollatorer, sommerfugle, teenagepiger på lyserøde cykler - kort sagt, alle naturens langsomste skabninger.

Jeg blev dog kun overhalet af nogle andre, mere overskudsagtige løbere. Overvejede at skælde ud på benene, men nu har jeg jo læst en del ledelsesteori, så jeg prøvede i stedet at give dem en omgang AI - Appreciative Inquiry. Jeg sendte kærlige og anerkendende tanker til mine ben, forsøgte at visualisere hvordan de bevægede sig let, men kraftfuldt hen ad stien - men lige lidt hjalp det. De var uafhjælpeligt tunge og umedgørlige.

Sure ben!

Heldigvis blev min løbetur slut, og belønningen var et dejligt varmt bad, og mad som Bruno havde lavet. Og nu sidder jeg og har super god samvittighed, fordi jeg BÅDE har cyklet på arbejde OG løbet en tur.

Og det er jo sådan, at selvom nogle ture bare er helt umulige og rædsomme og smertefulde, så ved jeg at den næste tur sikkert bliver bedre. Det hører med.

Så nu belønner jeg mine ben ved at klaske dem op i sofaen, og nyde, at DR2 byder på to afsnit af "min serie" - The Tudors.

Tæt på

I fredags var jeg at finde på Kiddesvej, da Post Danmark Rundt-feltet kørte ind på rundstrækningen i Vejle, på årets kongeetape.

Jeg fik heppet og hujet, især på ham her, som ikke havde en chance lige den dag --- men han er og bliver min cykelhelt :-)

Jo, det ER Jens Voigt ... på 2. eller 3. omgang. Første gang kom han så tæt forbi mig, at jeg kunne have strakt armen ud og rørt ved ham. Jeg var helt befippet, og fik slet ikke taget billeder. Jens er super sej, og jeg har allerede tilgivet ham, at han skifter hold i 2011 ... jeg er bare glad for at han beriger os med sin tilstedeværelse i pro cycling endnu et år.

Livsnyderen funderer over blufærdighed

Jeg tror nok jeg er rimeligt frit opdraget, når det kommer til kropslighed.

Ihvertfald er jeg ikke et fysisk blufærdigt menneske, hverken når det gælder min krop eller dens funktioner. Faktisk er jeg mest blufærdig på andre menneskers vegne....

På en eller anden måde forsøger jeg altid at holde fokus på, at jeg ikke siger noget upassende. Nogle mennesker synes rent faktisk ikke at det er naturligt at sige "Jeg skal lige tisse," når man altså skal det. Så jeg prøver at huske at sige "Jeg går lige ud for mig selv først," eller undlader at sige noget som helst om hvor jeg går hen.

Det smutter altså nogen gange for mig. For jeg kan for min død ikke forstå, hvorfor det er så forfærdeligt at sige "tisse". Eller det, der er værre. For pokker, vi gør det jo allesammen, ikke??

Lidt på samme måde har jeg det med at tale om sex. Jeg har kun enkelte nære venner, jeg normalt taler med sex om ... og sådan er det, fordi jeg jo godt ved, at det ikke er alle, der synes at sex (som jeg finder umådelig interessant at diskutere) er et spændende samtaleemne.

Lad mig en gang for alle slå fast: naturligvis disker jeg ikke op med intime detaljer om mit sexliv til hvem som helst. Der er ting, som bliver indenfor soveværelsets vægge, men der er altså også mange ting, som man både bliver klogere og rummeligere af, hvis man diskuterer det med andre.

Men jeg nøjes med at diskutere sex med de venner og veninder, som jeg ved har det ligesom jeg selv har - som synes det er enormt interessant at snakke om.

Jeg har også virkeligt gode veninder, som er langt mere kropsligt blufærdige end jeg er - og som jeg taler med andre, ikke mindre væsentlige emner om.

Mine ikke-eksisterende hæmninger i forhold til kropslige emner betyder dog ikke at jeg

• render rundt med måsen bar i tide og utide
• prutter og bøvser hæmningsløst i alle sammenhænge
• diskuterer sex med gud og hvermand

ganske enkelt fordi jeg trods alt har min egen form for blufærdighed.

Den går dog primært ud på, at jeg har det umådeligt dårligt, hvis jeg kommer til at støde andres blufærdighed, eller gøre nogen flove ved at presse mine normer ned over hovedet på dem. Jeg bryder mig heller ikke om at udlevere detaljer om mig selv og mine erfaringer til nogen, som jeg ikke stoler på. Der skal altså være en vis tillid.

Vi er enormt forskellige som mennesker, og jeg spekulerer nogen gange over hvorfor. Det er ikke opdragelse alene. For eksempel er min søster langt mere blufærdig end mig, og jeg kan også se, at der er himmelvid forskel på mine børn.

Jeg tænker også nogen gange på, hvordan det mon er at være meget blufærdig. Jeg har jo aldrig prøvet det, så jeg ved det ikke. Gad vide om det er irriterende, hæmmende, eller om det bare er dødpraktisk (fordi man aldrig kommer til at sige "Jeg skal lige ud og tisse")?

Er du blufærdig? Er du slet ikke? Fortæl mig hvordan du oplever det. Og hvordan du oplever ublufærdige mennesker, hvis du er blufærdig - og omvendt.

Familie-livsnyder vs. kæreste-livsnyder

De sidste 3 uger har budt på masser af familiesamvær.

Jeg har haft mine 3 poder (samt diverse kærester og andet godtfolk) under tag, og det har været rigtig hyggeligt og familie-varmt.

Men jeg må erkende, at ferien nu lakker mod enden. Det betyder at Bodil tager hjem til sin far, og at hverdagen melder sig med job og andre pligter.

Hulk-snøft! Jeg vil gerne have bare en ENKELT uge mere, hvor jeg kan gå herhjemme og vænne mig til tanken om at skulle igang igen ... men min kalender er booket fuldt op, lige fra jeg starter på mandag - det bliver fuld fart frem og håret HELT tilbage!

Til gengæld ser jeg frem til, at Bruno og jeg engang i september nok snupper en lille smuttur sammen. Hvorhen ved vi ikke endnu. Det bliver nok noget Sydeuropa - både Rom, Lissabon og andre byer har været oppe at vende i den sammenhæng. En forlænget weekend, hvor vi bare skal gå rundt og hygge os og være kærester. Stedet betyder mindre, og det bliver nok afrejsetidspunkter og billetpriser der kommer til at afgøre, hvorhen vi rejser.

For selvfølgelig nyder jeg at have alle mine store unger her, men det er altså også bare dejligt at være kærester og ikke andet. Og det er Bruno og jeg efter snart 10 år på bagen stadig rigtig gode til. Vi nyder intenst hinandens samvær, og skønner på at vi har både bedsteven, kæreste, partner, elsker(inde) og legekammerat samlet i en pakke :-)

Heldigvis udelukker det ene ikke det andet.

Livsnyderen som power-prinsesse

For nogle uger siden købte jeg magasinet Q.

Ikke fordi det er et særligt godt blad, for det synes jeg vitterlig ikke det er. Men der var en bog med, som jeg har set derude før, og tænkt, at jeg godt kunne tænke mig at læse.

Der er tale om Lone Rasmussens "Fra pæn pige til powerprinsesse", og den har nu ligget i mit køkken og gloet mens jeg har læst Harry Potter og Richard Dawkins' The Blind Watchmaker.

Men så tog jeg hul på powerprinsessen igår, og det er herlig læsning. Jeg er nok egentlig ikke i den målgruppe, som Lone henvender sig til, for jeg har arbejdet RIGTIG meget med mig selv, men det er alligevel givende at læse om Lones løsninger på hvordan man tackler livet, og selvudvikling er bare noget, man aldrig bliver færdig med.

Begyndelsen på bogen lyder:

"Størstedelen af mit liv har jeg følt mig alene, kikset og sårbar. Lidt som en skuespiller, der medvirker i en film uden en defineret rolle eller den fjerneste ide om, hvad handlingen går ud på. Følelsen af usikkerhed har været baggrundsmusikken gennem min tilværelse, og den har forpestet alt for mange år af mit liv.

Den har afholdt mig fra at have det så sjovt, som jeg kunne have haft det.

Den har mudret mine forhold til andre mennesker.

Den har gjort mig mere optaget af, hvordan jeg så ud, end hvordan jeg havde det.

Den har gjort andres mening mere vigtig for mig end min egen."

Wow ... er der andre end mig, der genkender det? Det er mig for 15 år siden, tror jeg. Og går vi 20 år tilbage, er det ENDNU mere mig.

Lone har en række power-principper og sætninger, som hun bruger til at motivere og målrette sig selv. Og så har hun en sund og ligetil facon, som især skinner igennem på de videoklip, der ligger på hendes hjemmeside. En klog, smuk og boblende dame, som man slet ikke kan lade være med at holde af... jeg tror simpelthen jeg er nødt til at opleve hende "live" :-)

Bogen og hjemmesiden kan anbefales - om ikke andet, så bare fordi Lone Powerprinsesse er en smittende positiv tilstedeværelse. Og lidt sund fornuft og fingerpeg til hvordan man bliver bedre til at være blid ved sig selv, kan vi allesammen bruge.

Indrømmet, jeg er lidt forelsket :-) hun er bare en skøn dame!

Livsnyderen labber cykelrygter i sig...

Rygterne svirrer om kontraktforlængelser og holdsport i pro-cycling.

Det er nu sikkert, at Scheck-brødrene forlader Riis til fordel for den nye luxembourgske hold, og at Contador udvandrer fra Astana.

Jeg vil savne Andy, som jeg synes har udviklet sig enormt de sidste par år, han er en elegant og stærk rytter, som kun lige mangler de sidste 10% for at kunne stå ØVERST på podiet.

Fränk vil jeg savne mindre. Jeg må tilstå at jeg blev lidt træt af alt hans klynkeri, da han væltede på brostensetapen - efterfølgende var han ude og råbe en del op om at det var for dårligt at arrangørerne havde lavet sådan en farlig etape.

Det fatter jeg ikke noget af - tror han det er ufarligt at køre 100 km/t ned af et bjerg, gennem div. hårnålesving? Han kan jo spørge Joseba Beloki om det er ufarligt - det var ham som i 2003 styrtede på en nedkørsel og brækkede bl.a. lårbenet. Han var ret lovende, men kom aldrig tilbage som cykelrytter efter nedkørslen.

Landevejscykling er IKKE en ufarlig sport, og jeg tror såmænd ikke brostensetaper er farligere end så meget andet ... og der er jo faktisk, Fränk, et helt løb som nærmest går ud på at finde de vildeste brostenspaveer .... prøv lige at google "Paris-Roubaix"....

Rygterne går også, at Contador skal til Riis' hold næste sæson. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Det forlyder, at hans superdygtige hjælperytter Daniel Navarro også skal med. Jeg har svært ved at tro helt på det, for Contador ligner ikke den type ryttere, som Riis tegner med - han plejer at købe dem lidt billigere, enten unge ryttere som ikke har toppet endnu, eller talenter, som mod forventning ikke har blomstret endnu og er halvvejs afskrevet ... men hvis det passer, danser jeg da en lille jubeldans.

Jeg kan godt lide Alberto Contador, uanset hvem han kører for. Spændende og dygtig allroundrytter, god personlighed... det vil sq være okay, ham kan jeg sagtens heppe på.

Jens Voigt ... min all-time favorit-rytter ... har givet udtryk for at han gerne vil tage en sæson mere. Han er ellers 37 eller 38, men jeg håber Riis forlænger med ham. Han er en ren fornøjelse, både som rytter og som person.

Jeg er virkelig spændt på alt det, som kommer for dagen, når de må melde nye kontrakter ud her den 1. september! Det kan kun blive spændende.

Feriestatus

Så er den første ferieuge godt brugt. Vejret har været skønt, og vi har nået en masse ... både af det behagelige og det nyttige.

Antal bøger læst:

2 igangværende (Richard Dawkins "The blind watchmaker" og en Harry Potter-bog på engelsk...)

Antal timer tilbragt i solen med bøger:

Nok til at jeg er blevet lækkerbrun over DET HELE!

Antal kabaler spillet på iPhone:

Ahem ... det er fortrolige oplysninger, er vi ikke enige om det??

Antal besøg i Bauhaus:

2 stk.

Antal badeværelser færdiggjort:

1 stk - der mangler kun småting ... herligt!

Antal gæstebud:

2 stk - bonusdatter & kæreste, og senere et hold gode venner.

Antal måltider indtaget indendørs:

ET - og det var i aften, hvor det regnede. Ellers har regnen været så venlig at indfinde sig EFTER kl. 22 om aftenen.

Antal gåture ned i byen:

Mange.

Antal kg. madvarer slæbt hjem:

Uha ... mange! Med 3 voksne børn hjemme samt to kærester på deltid, går der meget mælk, rugbrød, cornflakes, pålæg og alt muligt andet til.

Antal stuegulve skrubbet med sæbevand:

1 stk ... jeg følte mig vildt overskudsagtig idag.

Antal TdF-etaper fulgt nøje på tv:

Vel en 3-4 stykker. Og så det løse. Ellers havde det jo også været totalt overflødigt at have et hus, og en sofa.

Antal masker strikket på igangværende strikketøj:

Lige præcis NUL - er der ikke en lov imod at strikke når der er godt vejr - særligt når man er igang med en stor norsk striktrøje?

Kæft hvor er jeg bare god til at slappe af. Hvis jeg slapper mere af, tror jeg at jeg tisser i bukserne. Stik mig bare 2 ugers ferie mere.

Bruserglæder

Jubiiii .... så er vi faktisk så langt med vores badeværelses-ombygning, at det begynder at ligne noget!

Jeg har været i bad deroppe - for første gang siden påske, hvor vi pillede det gamle badeværelse ned. Bruno har endda sluttet toilettet til, så vi ikke længere behøver at gå nedenunder, når vi en tidlig morgen vågner og skal tisse .... herligt!

Så nu mangler der kun vaskmøblet og det spejlskab med lys, vi har købt. Og så diverse toiletrulleholdere, håndklædetørrere og måske et skab, vi overvejer at købe til at have håndklæder og andre forsyninger i.

Det kan NÆSTEN ... men også kun næsten ... opveje det tungsind der greb mig, da jubel blev vendt til frustration, idet Andy Schlecks kæde røg af cyklen, netop som han havde satte et skønt angreb ind på Alberto Contador...

Lige om lidt ...

Så er der bare en kort arbejdsdag på 6 timer tilbage - så har jeg ferie.

Uhm - jeg glæder mig! Bodil og Kristian dukker op i morgen eftermiddag, og så er der bare dømt 3 ugers hygge og afslapning (og lige et enkelt badeværelsesfærdiggørelsesprojekt).

Vi håber på godt vejr, fordi for en sjælden gangs skyld skal vi IKKE på ferie i udlandet - vi skal bare hygge os her i Danmark. Næste uge - startende søndag - bliver jo også en spændende periode i TdF, og så gør det jo heller ikke noget at vi kan tænde for den hjemlige fladskærm og sidde i den hjemlige sofa og heppe.

Hele 3 uger, hvor vi ikke har en plan.

Lige nu ligner 3 uger en uendelighed :-)

Livsnyderen om helte

Hvis du er en fast læser her, ved du også, at jeg ELSKER at se cykelløb. Og naturligvis er højdepunktet på året Tour de France.

Jeg afspadserer gerne for at se en god bjergetape, en spændende enkeltstart eller måske en holdtidskørsel (en disciplin, jeg gerne ser genindført i Touren).

Idag var der en SUPER bjergetape - som sluttede af med en tur op af Col de la Madeleine, med en nedkørsel bagefter. Pyyyyha et drama.

Det blev en stor dag for Team Saxo Bank - Andy Schleck blev kørt i gult, og det er jo ham, der står på podiet og bliver fejret bagefter. Det er svært ikke at beundre Andy, for han er sej og talentfuld og sympatisk.

Men min yndlings-cykelrytter ... ham jeg synes er den allerstørste helt ... er ikke en Tour-stjerne, men snarere end vandbærer, som oftere bruger sine kræfter for sin kaptajn end til at køre sin egen chance. Idag var han i angreb, brændte sig selv ud over op til flere bjerge, som slet ikke er hans terræn. Til sidst satte de andre udbrydere ham, lige inden Madeleine begyndte at vise tænder.

Men så kom hans kaptajn - og han ofrede alt det, han havde tilbage i sig, for at køre ham så langt op af bjerget, som han overhovedet kunne. Han eksploderede inden toppen, og man så ham slingre afsted i kravlehastighed efter nogle kilometer, hvor hans ansigt havde været et malende billede på de smerter, det gav.

Jo, det er naturligvis Jensi, jeg snakker om.

Stor, glad, tysk fyr, altid angrebslysten, fuld af pep og sjove indfald, far til 5 unger - og en af de ryttere som skaber store cykelløb, enten ved at angribe og bryde ud, eller ved at ofre sig for sin kaptajn.

At han så også er lidt af en charmetrold, gør jo heller ikke noget.

Jeg håber han nupper en etape i år - han har fortjent det!

Fordi jeg er dét værd!

Altså, den der reklame for l'Oreal rynkecreme .... tssssss!

Hende der den amerikanske filmstjerne med det let fastfrosne ansigtsudtryk (der har vist været mere end l'Oreal creme inde over der) snakker om ... "Du ved, de der rynker ... som man faktisk kan føle..."

Oh the horror!! Rynker som man kan mærke med fingrene! Nej, så er livet altså også forbi, det kan jeg godt se.

Jeg mærkede efter, og der var ihvertfald nogen i panden, som jeg kunne mærke ... og i øjenkrogene ...

Alligevel følte jeg ikke jorden ryste under mig, som om den ville åbne sig og opsluge mit stakkels, midaldrende, rynkede væsen. Men på den anden side, så lever jeg jo også af det, jeg har inden i hovedet, og ikke af mit ydre.

....som jeg i egentlig vældig godt kan lide. Nåja, og der er også et stykke vej fra Hollywood og til Fredericia.

Og ja - man kan se på mit ansigt, at jeg har smilet og leet en del. Den slags sætter jo spor.

So sue me. Not that I'm worth it. :-D

Dage i solen

Jeg elsker sommervejr, og jeg er ikke en af dem der klager og stønner, når termometret ryger op omkring de 30 grader.

Men nu er jeg også så heldigt stillet at jeg

1. har et dejligt, airconditioneret kontor at arbejde i
2. har et gammelt hus, som er dobbeltmuret og rigtig godt til at holde på køligheden
3. har en skøn have med to terrasser, hvor den ene altid er i skygge.
4. er indrettet sådan, at varmt vejr bekommer mig godt.

Lige nu sidder jeg med Albert, min trofaste MacBook, på træterrassen ved huset, og nyder skyggen. Morgenmaden, som vi indtog ved 9-tiden, blev nydt på terrassen bagerst i haven, hvor pæretræet giver dejlig skygge med indbyggede solpletter på den tid af dagen.

Vi nyder livet, varmen og vores gode have.

Jeg har været på en enkelt ekskursion ud i solen - for vi manglede et par ting, som nu SKULLE købes ind. Og det var også dejligt, ikke mindst fordi det kan klares uden at skulle ind i en varm bil.

Vi har en uges arbejde endnu, før vi har sommerferie. Det er helt okay, for vi nyder de her uger med godt vejr og ikke de store forpligtelser. Bodil og Kristian er hos deres far, så husstanden består af lutter voksne - Bruno og mig, Andreas, og meget af tiden også Kristina, som ikke har fået job i sommer, men i stedet holder ferie og hygger om skiftevis sin familie i Børkop og Andreas og os andre her i Fredericia :-)

I år skal vi ikke ud at rejse i vores sommerferie. Vi har et badeværelse, som vi godt vil have gjort færdigt - og så var vi jo i Spanien i maj. Og kort sagt, så havde vi alle lyst til at tilbringe ferien lige her, hvor alle bekvemmelighederne er.

Måske nupper vi et par dage i søsters sommerhus i Øster Hurup, måske tager vi med Campletten til vestkysten, hvis vejret byder det. Men vi har ingen bindinger og ingen planer.

Bare tid.

Livsnyderen got the blues

Nu kunne man godt forledes til at tro - ud fra overskriften - at jeg var kommet i ulykke eller krise.

Det er så ikke tilfældet, kan jeg berolige med.

Med mindre man kan betegne en vidunderlig sommeraften, tommetyk bluesmusik og kolde fadbamser som "ulykke" ... og så skal man vist være mere end almindeligt fundamentalistisk indstillet.

I disse dage er der Fredericia Festival. Og det er heldigvis mere end fakkeltog for soldater der faldt for umindelige tider siden, og kransenedlæggelse - det betyder også blues og jazz i byen.

Igår stod den på dobbeltkoncert i det store telt som er sat op ved Det Bruunske Pakhus - med gratis entre. I løbet af min arbejdsdag havde en kollega (og god ven) nævnt det ene af de to bands - Shades of Blue - som han havde været til koncert med flere gange tidligere, og anbefalet dem varmt.

Så selvom jeg egentlig ikke er SÅ meget til blues (for meget køren rundt i de samme tre akkorder og ditto toner), så er det jo fedt at høre live! Så efter en skøn eftermiddag med sol, grill, lækker rosé-vin og hygge, gik Bruno og jeg ned i byen.

Vi slog os ned med kolde fadøl ved et bord, tæt ved scenen, sammen med førnævnte kollega og hans kone, og så sad vi der i den lune sommeraften og hørte fed og tæt blues, mens aftenhimlen langsomt blev mere og mere mørkeblå.

Band nr. 2 hed Memo Gonzales and the Bluescasters, og de var mere ovre i noget rockabilly - lidt mere gang i den, og lidt mere min boldgade end det første band. Forsangeren vejede nok sine 150 kg, men der var godtnok gang i den.

Begge bands kunne prale af VIRKELIGT gode guitarister, og det i sig selv er jo nok en gåtur ned i byen værd.

Kl. 1.30 tullede Bruno og jeg hjemad, efter at have nedlagt et par grillpølser. Damn det var en hyggelig aften - og fuldstændig uplanlagt :-)

Idag er det sommer igen. I en grad, så morgenmaden var henlagt til den terrasse, som byder på skygge fra morgenen, nemlig den nederst i haven. Vi har netop droppet planerne om en tur ud og købe de sidste ting til badeværelset - vejret er simpelthen for godt til at bruge i en bil frem og tilbage til Odense!

Idag er også dagen, hvor Andreas lander i Aalborg. I morgen kommer ham og Kristina herned, og så skal vi fejre hjemkomsten med lidt mad - og vi har inviteret Andreas' søskende og deres far herind også. Andreas flytter ind i gæsteværelset, for mandag morgen starter han på Coca Cola. Han er en arbejdsom ung mand :-) og han har brug for pengene ;-)

Jeg glæder mig til at se ham og Kristina her igen!

Livsnyderen i feelgood-hjørnet

Her sidder man så på sin terrasse kl. før 21 og nyder en spektakulær sommeraften. Med sin trofaste Mac (den hedder Albert), sin dejlige mand (han hedder Bruno) OG en lækker kold gin&lime med masser af is.

En bog ved hånden, og solen en lillebitte smule i øjnene på de-sidste-stråler-gennem-det-store-træ-måden. Luften er stadig lun, fuglene synger, og jeg kan høre en bil trille ned af Luthersvej. De glade (men lidt bøvede) ungersvende i en af de tilstødende haver er gået indenfor, børn er puttet i seng hos naboerne, og her er rigtig fredeligt og dejligt.

Vi har ferie ... hver dag fra 16 til 8. Idag stod menuen på grillede pølser, improviseret pastasalat og assorterede grøntsager (dem der var i køleskabet) skåret i stykker. Og masser af karryketchup :D

Vejrudsigten ser fantastisk ud ... hvad kunne man ønske sig mere? (Det skulle lige være ferie fra 8 til 16 også)

Snakker med mig selv

Jeg går og snakker med mig selv - var der engang en gammel dansktopschlager der hed - så gammel, at den nærmest allerede var rustik, da jeg var barn.

Men det gør jeg altså - snakker med mig selv. Jeg har gjort det så længe, jeg kan huske, og jeg har nogen gange syntes det var lidt flovt. Nu er jeg efterhånden så gammel, at jeg er ligeglad, så jeg småsludrer stadig lystigt med mig selv.

Og idag er det faktisk gået op for mig hvorfor jeg gør det.

For øjeblikket er jeg igang med et coachingforløb med en virkeligt dygtig coach. I torsdags havde vi en session, og der var virkelig nogen ting, der flyttede sig inden i mig - lidt ligesom de store sten-mekanismer man ser i Indiana Jones-filmene - de store, skurrende stentandhjul der forskubber sig og sætter sindrige fælder i aktion, når helten træder på den forkerte flise inde i det gamle inka-tempel.

Ikke at der går fælder igang. Jeg kan bare mærke, at gamle overbevisninger forskubber og ændrer sig, og at tankesæt, som var groet fast, ryster sig løs og drysser ned på gulvet. Hvor vores rare rengøringsmand så senere kan støvsuge dem op.

Efter sådan et par stentandhjuls-flytninger, sagde jeg til min coach, Inga: "Jeg kan mærke at jeg tænker og reflekterer utroligt godt, når jeg taler om ting."

Jeg kan ikke huske præcis, hvad hun svarede, men tanken stod pludselig lysende klar i hovedet på mig, da jeg i aften gik og førte en indre dialog med mig selv mens jeg lavede mad. Den var vist mest indre - nogen gange går jeg og hviske-taler lidt med mig selv, formulerer det, jeg tænker.

Og så sagde jeg til mig selv - højt, forståes - "Det er sgu da derfor, jeg gør det!"

Jeg får simpelthen ting på plads, får behandlet og bearbejdet det, der rumsterer i mig, ved at italesætte dem (hedder det vist med et moderne ord). Om det er, når jeg diskuterer det med veninder eller med min coach, går og snakker med mig selv, eller når jeg skriver blogindlæg - så er det jo det, jeg gør.

Det er derfor, jeg nogengange faktisk overrasker mig selv med indsigtsfulde bemærkninger. . . fordi jeg tænker ved at blive verbal - ved at formulere. Jeg snakker ikke med mig selv, fordi jeg elsker at høre mig selv tale, men fordi det er min måde at reflektere på.

Wow. Endnu en aha-oplevelse - som er en direkte følge af det coachingforløb jeg er igang med.

Bor du i nærheden af mig, og mangler en coach - så kan jeg varmt anbefale hende her!

Skt. Hans-nydning

"Der skulle blive godt vejr på onsdag," sagde min gemal til mig for nogle dage siden.

Ret hurtigt kom vi til at snakke om, at vi da så næsten skulle hen og se noget Skt. Hans-bål, for der var jo ikke andet vi lige skulle i aften.

Igår sendte jeg så en sms til Alice - som udgør den kvindelige halvdel af vores nærmest-boende vennepar - og spurgte hvad DE skulle til Skt. Hans?

Det udviklede sig hen over nogen sms'er, og i aften mødtes vi så i Madsby Parken til byens store bålarrangement. Alice havde picnicmad og brød med, og vi havde drikkevarer med - øl, vand og en lækker sødlig mousserende vin. Efter maden hev vi kaffe og muffins frem - jeg havde lige sørget for at bage rigeligt igår, da jeg bagte hindbærmuffins til projektevalueringen på jobbet idag.

Så der blev hygget igennem med mad og hyggelig samtale, ved et bord i parken, omgivet af mennesker og til lyden af levende musik. Senere var der båltale, og ude midt i søen blev der sat ild til et stort bål.

Vejret var fint, og vi nød den lyse aften. Vi blev dog ikke til fyrværkeriet - det er først 22.30, og vi skal jo også op på arbejde i morgen :-)

Sikke en dejlig Skt. Hans aften!

Latina-lækker livsnyder

Jeg er lidt vild med en lækker rødhåret donna, der hedder Tine.

Det er efterhånden 8-9 år siden jeg mødte hende første gang. Dengang instruerede hun et hold, der hed Mave-Baller-Lår (MBL), hvor jeg mødte totalt u-fit op. Jeg fandt ud af at det var utroligt at være lav-energi og uglad på Tines hold. For hun er fuld af det reneste, naturligste PEP!

I mellemtiden har jeg været til Bodypump med Tine, til spinning med Tine ... og nu går jeg til Zumba hos Tine. Hun har fået et par børn - og det har kostet et par kg. Og hun har aldrig været den skindmagre type.

Men hvor er det dejligt at kikke op på Tine og se en dejlig dame, som vejer noget mere end 50 kg og er lidt mere end 18 - stå og svinge med hofterne og bare være latina-lækker. Selvom hun tydeligvis er 100 gange bedre til de der fede moves end jeg nogensinde bliver, er hendes accept af sig selv, og hendes glade og positive tilstedeværelse med til at gøre, at selv en motorik-udfordret bevægelseshæmmet som mig glemmer mig selv et øjeblik, og forvandles til Shakira. Lige indtil jeg kommer til at kikke mig i spejlet :D

Tine er indiskutabelt lækker. Og jeg er enormt glad for, at hun deler ud af sin glæde og energi hver tirsdag ude i centret.