Livsnyderen tager afsked med 2011

Egentlig gad jeg ikke skrive sådan et indlæg her. Og det bliver ikke nogen kavalkade over alle mine blog-bedrifter, for de har været få og langt imellem.


Men jeg fik alligevel lyst til at sige farvel til 2011, som har været et år som de fleste - et broget kludetæppe med et helt andet mønster end det, jeg havde forventet.


Meget blev selvfølgelig som planlagt og forventet. Jeg har ikke skiftet job, mand eller hus i 2011. Jeg har ikke kastet mig ud i vilde projekter og nye hobbies.


Det har været et travlt år, men det var også forventet. Jobmæssigt har jeg haft ekstremt meget om ørerne, og det har både været sjovt og hårdt. Jeg har dog holdt mit overarbejde nede, for jeg gider ikke arbejde 20 timer ekstra om ugen. 20 timer om måneden må være nok - jeg tror rigtig meget det handler om at prioritere, og vælge at skippe overflødige møder, aktiviteter med videre. Så kan man faktisk nå utroligt meget uden at arbejde som et Mærsk-jakkesæt.


Når jeg tænker på 2011 synes jeg at jeg har været træt. Nok især fordi jeg er stået tidligt op og har arbejdet over om morgenen. Min elskede har ikke haft meget fornøjelse af mit selskab om aftenen, for mangt en TV-avis har skinnet sit blå lys på mit sovende ansigt i sofaen.


I slutningen af året forrådte min krop mig lidt. Måske har jeg ikke været god nok ved den, for selvom jeg har kæmpet for at holde gang i træning og løb, har det bestemt ikke været noget fantastisk træningsår. Ihvertfald kunne min læge i december konstatere, at mit blodtryk var i overkanten af, hvad det burde være. Så så man lige min underkæbe ramme mit ene knæ med et klap, for det havde jeg ikke forventet. Her har jeg gået og blæret mig af mit altid mega-lave blodtryk (det har ligget på omkring 120/70), og så får man sådan en måling klasket i hovedet, som ser helt anderledes ud.


Jeg er ikke på piller, for lægen og jeg blev enige om at se tiden an en måned, og lave en række blodtryksmålinger igen, hen over en weekend. Så må jeg lige prøve at give den lidt gas med træning og være bedre ved mig selv, og se om det ikke giver pote - ellers står den nok på blodtryksmedicin fremadrettet.


Hvad angår kærligheden, har 2011 været et fint år. Min Bruno og jeg kunne fejre 10 års bryllupsdag i november, og jeg glæder mig stadig hver eneste dag over at dele liv lige præcis med ham.


Men vi bliver jo ældre. For i 2011 er mine børn blevet 15, 18 og 24 (!!), og mine søskende rangerer i år fra 51 (min smukke, unge storesøster) til 54 (min distingverede ældste bror). Jeg er den eneste i børneflokken, der endnu ikke kan mønstre et gråt hår i parykken (min frisør har tjekket uden held).
Min mor er lige her i julen fyldt 78, og det er jo ligegodt en sjat.


Der er også sket det sære, at print på mælkekartoner, risposer og i bøger er blevet mindre og mere gnidret i år. Derfor har man kunnet se mig med briller fra Tiger balancerende på næsespidsen, i forsøget på at modvirke denne mærkelige tendens. Jeg vil overveje at få et par ordentlige langsynsbriller i 2012, men indtil videre lever jeg i benægtelse. Og jeg garanterer, at så snart det er muligt, vil jeg stæse ned på den lokale øjenklinik og få fikset nær- og langsyn, lige så hurtigt som du kan sige "medarbejderobligationsudbetaling".


Så farvel 2011. Jeg ved ikke helt, om jeg nåede at komme til at holde af dig, men nu er du uomtvisteligt forbi. Du går derhen, hvor brugte år går hen for at dø, og jeg går ind i 2012 - lidt skeptisk, men fortrøstningsfuld, for 2012 er bare et smukkere tal end 2011.


Godt nytår - er du nået helt her ned til slutningen af blogindlægget, skal du sørme ha' en nytårshilsen med. Jeg ønsker mig selv og alle jer andre, at I har kræfter og overblik til at træffe de rigtige valg, så 2012 kan blive et godt år for os alle.


Over and out.

Livsnyderens selektive kropshukommelse

Da jeg løb nede ved Lillebælt idag, var vandet næsten blikstille.

Måske var det bare det tunge tråd og det besværede åndedræt fra en vis motionist, der lavede de krøller, der var på overfladen.

Det fik mig til at tænke.

Jeg har tit hørt, at kroppen har sin egen hukommelse. Kroppen husker det, vi gør ved den, siger nogen. Det lyder lidt new age, og jeg ved ikke, om der er noget videnskabeligt belæg for det.

Uanset, så tror jeg at min krop har en meget selektiv hukommelse.

For hvorfor er det meget lettere for den at huske, hvor overvægtig jeg var engang (og stræbe efter at opnå den vægt igen), end at huske at jeg løb et halvmaraton for langt kortere tid siden? Dumme krop!

Efter dagens løbetur gjorde jeg mig umage for at huske den virkeligt gode fornemmelse jeg havde i min krop, mens jeg smed mit svedige løbetøj på badeværelsesgulvet og gik i bad. Den vil jeg gerne have at min krop husker på.

Livsnyderens indigoblå dag

Det meste af tiden er jeg temmelig glad og ligevægtig. Mit liv er jo egentlig også vældig dejligt - jeg har en mand, jeg er meget glad for, jeg har et godt forhold til både hans og mine egne børn, og hvad angår mit job, er det vel ikke forbigået nogen, at jeg synes, at det jeg laver er sjovt.

Min økonomi er i orden, jeg bor et sted, jeg er glad for, og vi har fornøjelsen af at have gode venner, som vi kan grine og snakke og have gode oplevelser sammen med.

Alligevel er mit liv ikke altid lysegrønt. Der er nemlig også det indigoblå.

Det indigoblå sniger sig nogen gange ind i mit liv.

Der er altid en grund - og det er ikke fordi jeg er depressiv af natur, men det er som regel et sammenfald af forskellige ting - for eksempel kombinationen af travlhed, vintermørke og ting på privatsiden, som tynger - hver for sig er de til at bære, men tilsammen kan de stække smilebåndene på denne her ellers så letsindede livsnyder.

Lige nu kikker jeg ud fra det indigoblå. I behøver ikke bekymre jer for mig, for jeg er ok, og jeg passer på mig selv. Men der er ikke helt den samme glæde og energi som ellers. Livsnydere kan altså også have sorger og mørke timer. Eller, indigoblå timer.

Når jeg er i det indigoblå, tænker jeg alt for meget. Jeg bekymrer mig, og giver mig selv skylden for alt muligt lige fra vinterkrigen mellem Rusland og Finland og til finanskrisen. Eller noget i den stil. Jeg tuder på sagesløse veninder, og på min stakkels mand, når jeg skal forklare, hvad der er galt. Og jeg tuder ellers ikke ret tit, kan jeg oplyse om.

Dagene i det indigoblå er overskyede, og de stjæler min energi. Og selvom jeg forsøger at leve livet som normalt, kan jeg godt mærke, at jeg ikke er i stand til at give så meget som ellers. Når solen skinner, ser jeg det gennem det blå filter, inde fra det der hul, jeg er i.

Jeg kommer ud lige om lidt. Jeg skal bare være færdig med at snakke med mig selv, og finde ud af hvad jeg skal gøre for at finde mine ben igen. I mellemtiden er jeg lidt mere tyndhudet, træt og muligvis lidt mere stille end ellers.

I aften tror jeg bare jeg ruller mig sammen i sofaen, og går i seng så snart jeg kan slippe afsted med det.
Jeg kender en, som godt gider putte mig - heldigvis :-)

Livsnyderens halvhedenske jul

Jeg kan godt lide jul, selvom jeg ikke er kristen.

Der er masser af ting at synes om:

Stearinlysene over alt i huset, som lyser op i mørket.
Lyskæderne i havens buske, som gør tusmørket kl. 16 lidt lettere at bære.
De lækre småkager, og hyggelige sammenkomster med gode venner.
God, hjemmelavet glögg, både den hvide og den røde slags.
Havregrynskonfekt!
Familien, der samles og hygger, spiser, spiller spil.
Fridagene og roen.

Jeg synes det er en dejlig, hyggelig årstid, selvom jeg fint kunne undvære gaveræset. Jeg synes det er svært at finde på gode gaveønsker, og jeg kender forbavsende mange, som har det på samme måde.

Vores juleaften er helt almindelig, med juletræ og julesalmer. Vi går ikke i kirke, og vi beder ikke bordbøn eller læser juleevangeliet. Salmerne har vi dog stadig - mange af dem er smukke, og minder mig om min barndoms skønne familiejul. Og når man elsker at synge så meget som jeg gør, er julesalmerne fine at samles med familien om.

En af de virkeligt gode ting ved julen er, at det er der, dagene vender og begynder at blive længere. Når jeg tænder kalenderlys og adventsstage, er det i virkeligheden nedtælling til det. I mit hoved, ihvertfald. Oprindelig var julen jo også en hedensk lysfest, og det er da i den grad værd at fejre, at mørket snart begynder at slippe sit tag og dagene snart begynder at længes.

Jeg glæder mig til lyset kommer igen - og i mellemtiden tænder jeg lys i mørket omkring mig.

(Her er min yndlingssalme - Blomstre som en rosengård. Det er det fantastiske kor X-tetten, som synger den - jeg er nr. 4 fra højre.)

Livsnyderen i det politiske hjørne

I disse dage forhandles om et lovforslag, som jeg har ventet på længe.

Det er ikke fordi det ændrer min situation i det daglige, eller på nogen måde giver mig eller nogen af mine fordele.

For jeg taler om "starthjælpen", som blev indført af den tidligere regering - velsagtens for at Pia Kjærsgaard & Co. kunne glæde sig over at have marginaliseret småtbemidlede udlændinge endnu mere. Eller som det hedder på Pia-speak "motiveret dem til at integrere sig og komme i arbejde".

Starthjælpen blev indført i 2003 og er en barberet bistandsydelse, som gives til folk, som de sidste 8 år har opholdt sig 7 af årene udenfor Danmark, og som ikke kan forsørge sig selv. Det skulle, som nævnt, motivere udlændinge til ikke at hvile på den edderdunspude, som bistandshjælpen jo er (det ved alle, som Dolph siger), og i stedet gå ud og få sig et job. Og integrere sig, og spise frikadeller.

For vi ved jo alle sammen hvor fantastisk effektfuld negativ motivation er.

At starthjælpen ikke fungerede som det angiveligt var meningen, viste sig efter nogle år. Som forudsagt kom der ikke flere af målgruppen i arbejde - de blev bare mere marginaliserede og mere fattige, og når man er fattig, er det svært at få råd til sende ungerne til fodbold og spejder og den slags ... og så bliver de også dårligere integreret.

Alligevel lavede man ikke loven om.

Da folketingsvalget var på trapperne, var jeg meget splittet. Jeg er vist det, man kan kalde en borgerlig radikal (selv kan jeg godt lide udtrykket "social-liberal"), og absolut ikke nogen fan af hverken SF eller Enhedslisten (jeg er ikke så vild med statens overtagelse af industrien og den slags). Hvad angår Socialdemokraterne, føler jeg mig lidt mere i familie ... men jeg er aldrig blevet helt revet med af Helle Thorning.

Men de borgerlige partier kunne jeg altså ikke stemme på. Når jeg laver sådan nogen hvem-er-du-enig-med tests, står DF altid som den jeg er ALLERMEST uenig med - - og så er det jo lidt svært at gå ind for en regering, som er totalt i lommen på dem. For det følte jeg, at de var. Venstre kan jeg ellers blive enig med om mange ting, men den der uhellige alliance måtte jeg tage afstand fra.

Alligevel var jeg glad over valgets resultat. For vi fik Pia K. fra fadet, og en anden god ting var, at de Radikale havde et godt valg. Jeg tænkte, at hvis de kunne få det til at fungere, var det okay. Socialt hjerte med borgerlig økonomipolitik  - det er lige op af min boldgade!

For et par uger siden hørte jeg i P1 en udsendelse om to danske kvinder, der begge levede på starthjælp, og det var simpelthen fortvivlende. Begge kvinder havde problemer, der forhindrede dem i at komme på arbejdsmarkedet - den ene var kommet hjem til Danmark med PTS (Posttraumatisk Stress) efter at have levet i udlandet med en voldelig ægtefælle.

Forestil dig at have 41 kr. om dagen at leve for. Min indignation blev gen-tændt! Heldigvis sluttede udsendelsen (som var optaget i august) med, at de ringede til en af kvinderne og fortalte, at en afskaffelse af starthjælpen var planlagt af den nuværende regering. Hun var så lykkelig, for nu kunne hun få råd til at købe de jerntabletter, lægen sagde hun skulle have, og hun kunne komme til tandlæge.

Jeg er så glad for at vi kommer af med starthjælpen, for den kan vi simpelthen ikke være bekendt. Jeg ved godt riget fattes penge - men den blev jo heller ikke indført som et besparende tiltag dengang.

Nu kan vi få ryddet op i nogen af de ting, der lever som forkrøblede bastarder af en V-far og en DF-mor i vores lovgivning. Væk skal de! Så kan jeg godt leve med at se Ole Sohn som Erhvervs- og vækstminister for en tid, selvom det kryber i mig. For slet ikke at nævne Villy Søvndal ... suk.

Det er store vaskedag, og så kan det være vi om 4 år kan få en regering hen over midten, når lov-bastarderne er aflivet.

Livsnyderen synes man er forpligtet

Man har en forpligtelse til at tænke før man taler.

Og har man en ledende stilling har man også en forpligtelse til at tænke sig om, før man drikker sig bagstiv og siger til en ny-fraskilt kollega, "om hun ikke snart skal have en ny mand."

Sexchikane? Det ved jeg ikke. Det kommer helt an på konteksten, det er sagt i. Men dumt, plat og måske endda sårende - det synes jeg faktisk den kommentar er.

En minister (som godt nok ikke var minister dengang, men velsagtens noget ved musikken i partiet) med en sexchikanesag - ja, man kan vel glæde sig over, at han ikke er ligestillingsminister.
Lettere roe-lam må han ihvertfald være, når han åbner sit store gab og lader sådan en lummerhed slippe ud.

Værre endnu står det da næsten til med kommentatorerne på de onlinemedier jeg har set.
Besynderligt nok står mennesker i kø for at bakke op om platte-Carsten og fordømme hende, han (måske) har bagt på. For hun er garanteret selv ude om det, og sikke en sart snerpe. Hun skulle vist være blevet hjemme fra julefrokost, når hun er sådan en mimose.

Okay så.

Når vi som kvindelige kolleger går til julefrokost, skal vi altså tage det som en opfordring til mændene: "Kom og henstøn snapse-lugtende dumheder i mit øre, og rag mig lidt på låret."

Nej fandme nej. Skal nogen beføle mine lårbasser, skal det være pr. invitation. Ikke fordi "når hun nu er mødt op til julefrokost, må hun da også være lidt frisk!".

Endnu værre bliver det, hvis befamleren er en overordnet. Man tøver måske lige lidt mere med at give sin chef et solidt puf, hvis han bliver nærgående - vil måske gerne lige løse det i mindelighed. Måske lader man sine grænser overskride lidt mere.
Hvad er man for en chef, hvis man sætter sine folk i den situation??

Mine drenge kan ihvertfald vide sig sikre i forvisningen om, at jeg ikke kunne finde på at begynde at lapdance på dem, eller noget tilsvarende - og jeg er ikke engang chef, bare en simpel projektleder.

Men hvis kulturen er sådan, som det ser ud til på onlinemedierne, så er jeg jo bare en kedelig livsnyder. Eller noget.

Livsnyderweekend

Åh, det har været en dejlig weekend!

Sprængfyldt med alle de gode ting, som gør livet værd at leve:

• fremskridt i vores karnapværelses-projekt
• hygge med ham, jeg elsker
• løbe- og gåture
• en spontan koncert i Det Bruunske Pakhus (Led Zeppelin-coverbandet Physical Graffiti)
• mulighed for at sove indtil man ikke gider sove mere

...og så har vi lavet diverse forberedelser til vores forestående tur til USA. Printet billetter ud, tjekket det ene og det andet, snakket om hvad vi skulle pakke og så videre.
Hus-sitteren er booket, så der ikke er nogen der løber med vores hjem, mens vi er væk :-)

Der har været kaffedrikning i sofaen og hygge over lækker aftensmad, og masser af god snak.

Mine batterier er ladet op til en ny uge.

Jeg håber bare, at mit anfald af tinnitus fra gårsdagens koncert når at holde helt op! Jeg glemte ørepropperne ... dem husker jeg næste gang.

Den maskuline livsnyder

Jeg er kommet igang med at løbe igen ... igen. Og det føles som om skaden, jeg løb (haha) ind i nogle måneder efter Lillebælt Halvmaraton i 2009, endelig er gået i sig selv.

For at passe på mig selv besluttede jeg at starter rigtig, rigtig forsigtigt op. Så jeg fandt dourun.dk's begynderprogram frem og kikkede på uge 1. Og så startede jeg i uge 4 (der er også grænser for HVOR forsigtig man skal være).

Lige nu er jeg igang med uge 7, og det går rigtig, rigtig godt. I vinter gjorde mit baglår ondt inden jeg var ude af Fasanvej, men jeg har endnu ikke mærket noget til det, så jeg håber det er væk for stedse.

Jeg har opdateret min løbegarderobe lidt. Jeg elsker at løbe i tights der går ned over knæene, men ejede kun et enkelt par. For nylig købte jeg to par mere, så jeg er godt med igen. Jeg har også, i forbindelse med vores vejfest, hvor der var kræmmermarked, købt min nabos meget let brugte nike løbejakke. Kæft den er lækker! Den kommer til at hænge på mig i hele lang-ærme-sæsonen.

Der er bare det, at min nabo altså er en mand. Og det er nok derfor den der løbejakke passer mig så super perfekt.

Jeg kan nemlig ikke ret godt med dame-løbetøj. Jo, dametights er fint nok, selvom jeg ejer både dame- og herretights. Men løbetrøjer og -jakker ... jeg er simpelthen ikke petite nok til de damestørrelser, de opererer i. En herrestørrelse løbetrøje i small eller medium passer mig meget bedre end en str. 40 eller L i damestørrelse - herretrøjen er lang nok, og bred nok over skuldrene og brystet. Og alligevel ikke løs alle de forkerte steder.

Efterhånden har jeg jo lært det nogenlunde. Og køber herremodellerne, fordi de simpelthen ofte passer mig bedre. Men så er der alle de der damemodeller, jeg har fået til diverse firma-arrangementer og kvindeløb. Selv i mine tynde perioder passer de mig ikke rigtigt - for når de så passer mig over skuldrene, er de alt for store ned over kroppen.

Jeg er åbenbart lidt maskulin i faconen, men jeg tager det ikke så tungt. Indtil videre har jeg endnu aldrig oplevet, at folk løb skrigende bort når jeg kom ind i et rum, og gift og moder er jeg da også blevet :-)
Jeg har faktisk også tit lyst til at gå ind i herrebutikker, for jeg synes tit at de jeans jeg ser der, er meget smartere end dem i damebutikkerne. Men jeg har ikke været modig nok endnu.

Måske kommer det :-)

Livsnyderen om held i uheld

Min rare svigerfar er igen-igen på sygehuset med sin lungesygdom. Han lider af KOL - og han er en sej banan, som lider i stilhed. Men ind imellem må han ind og justeres i medicin, når det skralder for meget, og det har det gjort på det sidste.

Det er synd for ham, og for min svigermor, at han ikke har det godt.

Men der er lidt godt i sådan en dum situation. For i morgen henter Bruno nemlig sin mor, og så skal hun forkæles lidt hernede i weekenden. Det er rigtig længe siden de har kunnet besøge os sidst, fordi min svigerfar ikke kan holde til turen, så der er sket meget i huset, siden hun var her sidst.

Jeg glæder mig til at hygge om min søde svigermor!

Livsnyderen spidser valg-blyanten

Så blev der for alvor fløjtet til valgkamp i fredags, selvom parterne da har været igang med opvarmningen uendeligt længe.

Jeg synes ikke det var et øjeblik for tidligt, for det virker lidt på mig som om der går lidt deadlock i tingene, når alle ved at der bliver folketingsvalg lige om lidt ... men ikke præcis hvornår.

Hjemme hos os bliver der snakket meget politik, hele året. Vi er ikke altid enige om alt, men vi kan godt lide at diskutere, og ungerne er efterhånden så store at de har meninger, og spørgsmål til os om, hvad vi mener om det ene, og hvad det andet i øvrigt betyder?

Jeg synes det er svært ikke at interessere sig for politik, og jeg har aldrig helt forstået hvad folk mener, når de siger "Jeg interesserer mig ikke for politik."

For den politik, der føres i et land, har jo indflydelse på vores allesammens liv. På hvor meget vi betaler i skat, på hvordan vores børn bliver passet og undervist, på udviklingen af det vejnet vi kører på i vores bil, og på alle mulige andre aspekter af vores liv.

Så jeg har altid interesseret mig fra politik, stort set fra jeg var gammel nok til at fatte, hvad der blev sagt i TV-avisen (altså ... det meste af tiden. Engang imellem kan det såmænd være uforståeligt nok, men jeg er ikke sikker på at det har med min fatteevne at gøre).

En af de ting, der faktisk først gik op for mig, da jeg var ret voksen, var hvor uendelig stor pris vi skal sætte på, at vi har demokrati, og dermed ret til at stemme. Måske var det i virkeligheden murens fald, det gjorde mig opmærksom på, at alle mennesker dybest set gerne vil have indflydelse på de beslutninger, der sætter rammerne om deres liv. Især hvis de har prøvet IKKE at have det.

Min dybe respekt for det demokrati vi har, udløser af og til lange og højstemte taler, med mine arme børn som tilhørere. De bærer dog over med det, for det betyder også, at hos os er en valgaften en festaften.

Der er sengetid for en tid annulleret, og familien samles om fjernsynet, hvor vi følger stemmetællingen, og snakker om valget. Det kan godt være, at nogle af os er skuffede når valgets resultat gøres op, men demokratiet betyder jo, at de flestes stemmer tæller. Og så er det alligevel en festdag.

Traditionen medfører også ostebord med kiks og et lille glas rødvin til de voksne. Der er en særlig stemning og hygge lige den aften.

Så vi glæder os til den 15. september - til en valgaften på godt og ondt, men især på godt.

Den klamme livsnyder

For ikke så længe siden så jeg en dame, der skrev i en avis (eller et andet sted ... har faktisk glemt hvor) at mange har en uhygiejnisk uvane: nemlig at tage deres mobiltelefon med på toilettet.

Det spekulerede jeg noget over.

Jeg har nemlig ofte fået tiden under mit "morgentoilette" (som vi kalder det her - det, der trænger sig på når man har overstået havregrynene og morgenkaffen) med et spil Words eller en lille kabale.

Det var dog lidt svært for mig at se hvori det uhygiejniske bestod, eftersom mine fingre ikke havde foretaget sig noget væmmeligere end at trække mine bukser ned, før jeg berørte min iPhones glatte overflade. Og eftersom jeg efter endt "morgentoilette" lagde den i lommen igen, for derefter at gøre hvad man gør og herefter vaske hænder, må jeg indrømme at jeg affærdigede den hygiejne-bekymrede dame med et skuldertræk. For jeg regner faktisk ikke med, at min bukseknap og -linning er en væmmelig rede for livsfarlige bakterier.

Jeg havde egentlig næsten glemt det igen, da en diskussion på mit arbejde gjorde mig opmærksom på at jeg tog FULDSTÆNDIG fejl. Emnet var, hvor usigeligt klamt det er at læse blade på toilettet!! Jamen alle de bakterier!!

Her blev jeg lidt interesseret, for det kunne jo være, at nogen havde fundet på spændende anvendelser af ugeblade, som jeg hidtil ikke havde hørt om, men nej. Det er simpelthen så ulækkert at læse et blad på toilettet. Den blotte TILSTEDEVÆRELSE af et vandkloset er simpelthen nok, uanset hvilke nærmest overlægeagtige afvaskninger man udsætter sine hænder for efter endt ærinde.

Der er simpelthen luftbårne lortebakterier overalt på dit badeværelse! Da en kollega så sagde: "Jamen, står din tandbørste ikke derude?" endte diskussionen lidt. Jeg syntes det var en fantastisk replik, må jeg indrømme. Men jeg er da lidt bekymret.

Og jeg har slet ikke tid til at skrive mere. Jeg skal hen og overbevise Bruno om, at vi skal have installeret luftsluser udenfor alle vores (3) toiletter. Gerne med kemiske brusebade.

Livsnyderens bønner

Som sædvanlig vejer jeg liiidt mere end jeg burde, nu hvor min sommerferie er forbi.

Så da vi skulle starte på arbejde igen - her for et par uger siden - snakkede vi om mad, og hvordan vi skal spise fremadrettet.

Nu er jeg så heldig at jeg har en mand, som OGSÅ bliver lidt for polstret engang imellem. Så vi snakkede om hvordan vi skulle have sat maden i system og gjort den lidt mere sund. Emnet "madplan" kom op. Vi har i perioder - lange perioder - lavet madplan en gang om ugen, og egentlig ELSKER vi det. Når den altså ER lavet.

For når vi har en madplan

• står vi ikke ved køledisken 16.15 og ser desperate ud, fordi vi lige 1-2-3 skal finde på noget sundt, lækkert, varieret mad på vej hjem fra arbejde.
• ender vi ikke med at spise det samme (med små variationer) 3 gange på samme uge.
• kan vi købe stort ind EN gang, og så kun supplere med småting.
• sparer vi tid, penge og bekymringer.

Problemet var bare, at få lavet den der sk*de madplan. Spørgsmålet "Hvad skal vi finde på?" var nærliggende.

Så da vi snakkede om mad og madplan og sundhed, der sidst i ferien, kom jeg op med en ide som jeg har gået og puslet lidt med, efter jeg havde læst en artikel i Samvirke engang i sommer.

Vegetarmad.

Ikke, at jeg synes vi skal blive vegetarer. Men der er rigtig mange gode grunde til at spise mindre kød. En af de rigtig gode er, at det er godt for miljøet. En anden er, at det er sundt at variere sin kost mest muligt - og at smide et par vegetarmåltider ind, er en måde at gøre det på.

Men den vægtigste grund var, at jeg trængte til at vi begyndte at tænke anderledes, og lave andre retter end vi plejer. Og så havde jeg set den her opskrift på rodfrugtbøffer, der bare så super lækker ud.

Bruno syntes det var en god ide, og han foreslog vi også indførte en fiskedag om ugen. Så det har vi gjort. Og jeg har investeret i en spændende vegetarkogebog - jeg må sige at jeg er begejstret!

For vegetarmad er lækkert. Lækkert og mættende, og det, at kød ikke er en ingrediens, giver bare en variation, som jeg synes er herlig. Det ville sikkert være det samme, hvis en livslang vegetar begyndte at spise kødretter et par gange om ugen.

Idag fik vi lima-bønner som var bagt i ovnen med en chilitomatsauce og cheddar over - tilbehøret var hjemmelavet tomatsalsa, og ditto hvedetortillaer samt guacamole. MAND, det smagte godt!

Jeg glæder mig allerede til at prøve den Chili sin carne, som er i kogebogen - hvor kødet er erstattet af forskellige bønner. Jeg elsker bønner :-) ... og det er endnu en glimrende undskyldning for at lave guacamole.

Noget af det lidt sære er, når jeg nævner at vi er begyndt at spise mindre kød. Så er der altså nogen, der bliver helt stødte, og nærmest sure over det. "Skal I nu til at være vegetarer? Bilder I jer ind at det er sundt? Ja, JEG kan ihvertfald ikke undvære.... (indsæt selv en eller anden slags kød)."

Nej ... vi skal IKKE være vegetarer. Og vegetarmad kan naturligvis både være sund og usund - der er en hel, lækkert udseende og fedende afdeling i vegetarbogen om desserter.

Vi er IKKE gået i new-age mode og tror på krystalhealing og sære vibrationer i vand. Vi er stadig skeptikere til kernen.

Vi vil bare gerne spise mere varieret - og med de nye vegetarretter kunne man godt sige, at mine bønner var blevet hørt...

Livsnyderen bruger børnearbejde

Inden sommerferien snakkede jeg lommepenge med Kristian. Han har altid haft masser af penge på kistebunden, men på det sidste er han begyndt at få lidt mere forbrug. Han er blevet ældre, og det kan man jo se - også hvad det angår.

Så vi blev enige om, at her efter ferien skulle hans lommepenge sættes op - mod at han skulle lave lidt mere i huset.

Og han kan jo sagtens. På det sidste har jeg fundet ud af, at han faktisk har hænderne skruet rigtig godt på. Ham kan kan fint sætte til at hjælpe til, når der skal skæres og skrælles, ryddes op og ordnes.

Igår startede jeg på arbejde. Kristian skal først i skole på mandag, så da jeg tog på arbejde, lagde jeg en seddel til ham - han skulle tømme opvaskemaskinen (plejer han nu også at gøre helt uopfordret) og hænge vasketøj op.

Og da jeg i dag stod i kælderen for at tage vasketøjet ned, måtte jeg konstatere, at det er han faktisk god til. Også det.

De bliver jo store, de unger. Bodil tager kørekort, og Kristian er en næsten voksen ung mand. Og det er jo "de små" vi her snakker om. Det er lidt underligt, men det er godt nok også dejligt!! Jeg er slet ikke i tvivl om, at Kristian bliver hver en krone af sin "lønforhøjelse" værd.

Livsnyderen spekulerer på hvordan

Nu har jeg lige straks brugt hele min 3 ugers ferie op.

Den har været god! En uge i Østrig, med lidt blandet vejr, men med udelt skønhed i omgivelserne, og med dejligt selskab af mine to yngste poder samt min bedre halvdel.

Vi har vandret, badet, shoppet, kørt bil, og haft den ondeste krig kørende i "500" - og andre spil.

Så kom vi hjem, og da jeg var færdig med alt vasketøjet efter et par dage, holdt det op med at regne - og blev lækkert, varmt, dansk sommervejr. Så der blev drukket caipirinha i haven og grillet alverdens ting på grillen.

I denne sidste uge af ferien var min mor på visit. Det var hyggeligt - ikke mindst en tur ned på den engelske (kun for voksne damer) med tjekkisk øl og pubmad til frokost.

Igår vred vi alt ud af den sidste feriedag! Bruno, Andreas og jeg var i Vejle, hvor vi til Andreas' store fryd så Claus Elming (spørg mig ikke ... jeg synes han er liiidt irriterende) og Dennis Ritter (kan jeg så LIDT bedre forstå) for ikke at forglemme en LIDT træt Chris Anker Sørensen, som trods sin ikke særligt top-agtige placering på konge-etapen af Post Danmark Rundt (for det var den, vi besøgte) fik dagens største bifald alle 4 gange han kørte op ad Kiddesvej. Det er tilsyneladende hårdt at blive far!

Ovenpå den hårde eftermiddag valgte vi at lade Katia stå for aftensmaden. Det var som altid en herlig pasta-oplevelse, og vi gik mætte og glade hjem.

(Vi er vilde med Katias pastaretter. Det værste er at vælge hvilken en, man skal have ;)

Idag er det lørdag, og helt faktuelt er det ikke ferie mere .... bare weekend :-(

Andreas har taget toget og er på vej hjem til Aalborg, så om lidt vil jeg strippe lagner mv. af sengetøjet i gæsteværelset og lade det gå i dvale igen, indtil nogen kommer her på overnattende besøg.

Jeg vil have vasket i bund, strøget strygetøjet, og jeg vil forsøge mentalt at forberede mig på at skulle være arbejds-agtig igen.

Nu har jeg dasket rundt uden sko, make-up og BH i store dele af de sidste 3 uger, og mit hår har ikke set et hårprodukt i ugevis. Kan jeg overhovedet finde ud af at tage pænt tøj uden hængerøv på? Kan jeg ramme vipperne med min mascara (joooh det kan jeg nok ... jeg testede faktisk igår)? Kan jeg finde ud af at være professionel, planlægge og estimere, orientere mig i opgaverne? Har drengene snorksovet i mit fravær, så jeg kommer tilbage til en katastrofe (= ingen fremdrift de sidste 3 uger)? Er der opstået uforudsete problemer?

Kan jeg komme igennem en hel arbejdsdag uden at kaste mig i en sofa 10 minutter med en bog? Kan jeg overhovedet få øjne før kl. 8.30??

....mon ikke jeg finder ud af det, selvom det virker lidt uoverskueligt. For jeg glæder mig også. Det bliver dejligt at se kollegerne igen, og selv køreturen til Silkeborg glæder jeg mig til - det der frirum med lydbog og kaffe op gennem det midterste af Jylland.

Lige nu har jeg en halv lørdag og en hel søndag, hvor jeg bare skal nyde at det er sommer, og at jeg egentlig slet ikke er ked af at skulle afsted mandag morgen.

Selvom jeg da godt lige kunne ha' brugt et par feriedage mere.

Livsnyderen om at leve lykkeligt til sine dages ende

I aften faldt jeg om i sofaen og faldt ind i et tv-program, hvor konceptet er, at et ungt par skal giftes - og manden skal planlægge det hele! *GISP!*

Underforstået: Det er jo en katastrofe - for kvinder vil jo bestemme det hele, og begrebet Bridezilla har ramt de danske kyster fra USA, hvor det helt sikkert er opstået.

Et af de første klip, der blev vist, var bruden der sagde "Ja, du skal jo rigtigt ned på knæ, for ellers vil jeg ikke giftes med dig." Og det så ud som om hun mente det. På trods af at hun allerede HAVDE taget valget om at leve sammen med manden, og også havde et barn med ham.

For det skal jo være på den rigtige måde. Min måde.

Sjovt nok viste det sig at bruden blev glad og positivt overrasket over det helt alternative arrangement, som gommen arrangerede. På trods af bombastiske udtalelser omkring at hun ikke ville giftes med ham, hvis kjolen var fra Lilly, og meget andet. Så blev hun glad og rørt, og nød dagen, som han havde gjort sig umage med at planlægge.

Ellers levede hun da godt op til den der gængse nu-er-vi-flyttet-sammen-så-jeg-bestemmer stereotyp, hvor mandens akvarier røg som det første ("De er jo grimme, og passer ikke til mine guld-buddhaer") og hun "vidste hvordan hun ville have det" - hvad angik alt fra boligindretning og til hvad de skulle foretage sig på ferier.

Og manden smilede bovlamt og tamt, og lignede et kastreret æsel. Aj, det gjorde han ikke, han var da en nydelig mand, men altså lidt kastreret i det.

Så det var bare sådan en pudsig ting at opleve, hvor positiv hun var, den der pige, som blev gift i en Lilly-model (som hun syntes var smuk) i en kirke (hun ville giftes på rådhuset) med en efterfølgende fest på Danmarks Akvarium (hun ville gerne ind i Cirkusbygningen, og havde ikke noget "forhold til fisk"). Glad og smilende og stolt og glad for sin perfekte bryllupsdag.

Hvad er det så, der gør at nogle kvinder tilsyneladende forvandler sig til parforholds-zilla'er - for det er jo ikke bare når der skal holdes bryllup, at nogle kvinder opfører sig som maniske hærchefer midt i en stillingskrig?

Jeg forstår det ikke, og jeg kender ikke årsagen. (Og jeg er jo naturligvis altid totalt zen og i balance)

Jeg kunne godt små-filosofere over, at det kunne være fordi kvinder idag både skal være perfekte mødre, elskerinder og have perfekte karrierer imens de lige smækker en gang speltboller til børnehavestuen sammen, mens de læser op på tantra-sex og forbereder sig til en 10 km løbetur med indbyggede intervaller. Men ret beset ved jeg det ikke, og fatter ikke en bjælde.

For de virker jo ikke lykkelige, og mændene bliver sq da heller ikke gladere over at blive fortrængt til lokummet, fordi deres hyggeværksteder er inddraget i samtalekøkkenet.

På den anden side er der så meget, jeg ikke forstår, fordi jeg er født med et halvt y-kromosom et eller andet sted i min ellers pænt feminint buttede krop. Eller fordi jeg er en halvgammel krage efterhånden, som ikke fatter hvordan det står til med nutidens mænd.

I så fald er jeg glad for min model 1959. Han er ikke sådan at bosse rundt med, har jeg fundet ud af.

Med mindre jeg beordrer ham til at smide sig i sofaen og se Tour de France. ;)

Livsnyderen funderer på en lørdag

For nogen tid siden blev jeg ringet op af en blogger, som jeg snart gennem mange år har udvekslet kommentarer med, og som jeg ind imellem har haft en-til-en kontakt med på nettet.

Det var en sjov og rar overraskelse, for hun er en dejlig dame, med masser af vinkler på alt muligt.

Hun var dog lidt bekymret for mig, fordi jeg skriver sjældnere, og fordi hun syntes at mine indlæg virkede lidt for rosenrøde - for kunne det passe, at alting bare er så godt her, i min ende af den rigtige verden?

Det tænkte jeg længe over, og siden da har jeg ind imellem funderet over det.

Og jeg må bare erkende - jo, det er det. Mit liv er virkelig uden de store knaster og relativt frit for weltschmertz.

Jeg er sammen med en mand, som gør mig lykkelig morgen, middag og aften. Selv når han ikke er her (som nu - han er på cykletur på Söderåsen i Skåne) gør det mig utroligt glad at se hans ansigt for mig og tænke på, at han kommer hjem engang i aften. Vores samliv er lykkeligt, gensidigt givende og - beklager - fuldstændig uproblematisk. På de godt og vel 10 år vi har boet sammen, har vi nok skændtes 2 gange.

Vi er ikke altid enige om alting, men vi rummer hinanden med kærlighed og finder løsninger.

Mine børn er vokset op til at være dejlige voksne og næsten-voksne. Når man har sammenlagt 5 børn (3 biologiske og 2 tilgiftede) er der selvfølgelig bekymringer - men ikke af en karakter, som holder mig vågen om natten. Mine biologiske børns far har jeg et venskabeligt og godt forhold til, selvom det da i perioder ikke har været så let som nu.

Min øvrige familie har jeg det godt med. Og ja, vores forældre er ikke nye mere - de er alle i 70'erne - og sygdom og alder giver naturligvis bekymringer, det kan ikke undgåes. Men vi har det godt med hinanden, alle sammen. Min mor er heldigvis rask for en dame på 77, og klar i hovedet som de færreste der er 30 år yngre kan prale af. Min svigermor er noget af det sejeste og mest positive jeg kender, selvom min svigerfar i perioder har det meget skidt - han har KOL, som jo er ret invaliderende.

På jobbet trives jeg som aldrig før. Jeg elsker det jeg laver, og holder oprigtigt af mine nærmeste kolleger - gutterne i teamet. De er søde, sjove og dygtige mennesker, som tydeligvis godt gider gi' den en skalle, og vi har det hyggeligt samtidig med at vi får lavet en masse. Også en masse spas :)

Jeg bor i et dejligt hus, som min elskede og jeg selv har valgt og som vi sætter i stand, og jeg nyder at være tæt på byen og livet der. Jeg er vild med de små, hyggelige pletter i vores lille have (f.eks. formiddagssolen på terrassen ved køkkendøren, som jeg lige nu nyder godt af). Vores forhold til naboerne er godt og fredeligt.

Selv min bil gør mig lykkelig :) Når jeg henter den i P-huset efter en arbejdsdag, smiler jeg til den, når den med lygteblinken hilser mig velkommen. Så giver den mig en dejlig, komfortabel køretur, hvor der er serveret kaffe (hvis jeg altså lige har husket at lave det, inden jeg gik ned til den) og der bliver læst historier (det bedste er Jo Næsby, læst højt af Bent Otto Hansen - han har en SKØN oplæserstemme). Køreturen går gennem smukke hedelandskaber, og føles faktisk ikke længere særligt lang.

Jamen for søren. Jeg tænker af og til som førnævnte blogger, at jeg da er blevet totalt lalleglad og tilfreds med alt for lidt, men når jeg tjekker efter, synes jeg bare jeg har utroligt meget. Inklusive alle muligheder for at forbedre mit liv og mig selv endnu mere.

At jeg tilmed er heldig at være sat på jorden med et lyst og optimistisk sind, gør nok ikke sagen bedre. Eller måske gør den - for mig.

For jeg ER så tilfreds, og mit liv ER så godt. Der vokser ikke et farvekoordineret blomsterflor i min have, og mine hverdagstallerkner er stadig de kedelige hvide som vi købte i en stor kasse med 12-af-hver da vi flyttede sammen. Mine havemøbler skaller af (så de er lidt for sent blevet shabby chik) og jeg burde tabe et eller andet sted mellem 5 og 10 kg. (men jeg gider ikke). Det roder i min reol, og min lillebitte græsplæne trænger til at blive slået. Mit nuværende strikketøj har været igang i et halvt år, og er kun halvt færdigt.

Men jeg har det ret fint. Livet er godt.

Også når jeg mærker efter helt ned i maven.

Livsnyderens lørdagseventyr

Engang imellem tager Bruno og jeg på eventyr.

Altså ikke sådan de store, episke eventyr - bare nogle små nogen, hvor man ser det store i det små. Og sådan et var vi på igår.

Vi har et hold bekendte, som ynder at tage på vandreture, og det lyder meget, meget hyggeligt og dejligt! Så vi har snakket lidt om, at det kunne vi også godt tænke os. Men man skal jo starte i det små - især når man som Bruno har en dum diskos i ryggen man skal tænke på. Så igår havde vi planlagt en lidt længere gåtur på Addit Næs, ikke så langt fra Silkeborg. Bruno har cyklet deroppe, og er meget begejstret for terrænet, og han havde et fint 4 cm kort, som vi kunne bruge deroppe i skoven.

Igår morges pakkede vi en rygsæk, da vi var færdig med morgenmad og andre gøremål, og hoppede i bilen. I Brædstrup stoppede vi ved bageren og købte en hindbærsnitte (nam nam), og snart var vi ude på nogle MEGET små skovveje. Heldigvis vidste Bruno hvor vi var, så han fik parkeret automobilet, og så gik den ud af skovveje over stok og sten.

Vi gik ca. 10 km på Addit Næs (jeg havde glemt at lade min Garmin, så den døde efter 7 km), og vi mødte kun få mennesker undervejs - skovfogden og en enkelt kondiløber. Man må sige, at det er noget anderledes end at gå på Trelde Næs eller i Kongebroskoven, hvor man nærmest skal have færdselsregler for at håndtere de mange gående, cyklende og løbende.

Undervejs fandt vi et hyggeligt sted, hvor vi lige satte os og drak kaffe og spiste vores snitte, mens vi kikkede på en lille bæk, hvor vi kikkede på vandløbere, snegle og andre smådyr. Der var også en myg, som gerne ville i kontakt med Bruno, men han var ikke særligt interesseret.

Tilbage ved bilen igen kørte vi lige et par kilometer op til Klostermølle, ikke langt fra Gl. Ry. Her gik vi igen et par kilometer eller 3, måske - op på et højdepunkt, som hedder Sukkertoppen.

Det er virkelig en naturoplevelse at gå deroppe! Det er et stort område, og Bruno påstod at han kunne lave 10 tilsvarende gåture deroppe, hvor man ikke gik på de samme stier. Og det var smukt, afvekslende, og dejligt u-overrendt. Man føler lidt mere, at man er ude i naturen, når der ikke er hundeluftere og kondiløbere for hver hjørne man drejer om :-)

Til gengæld var der alt muligt andet at se på ... store, vidtfavnende udsigter, med træer i alle nuancer af grønt. Små, rislende vandfald, og masser af smukke søer, som lå og gemte sig mellem de mange træer. Steder, hvor skoven pludselig lukkede sig op, og blev til hedelandskab.

Og så snakker man så godt når man går. Vi fik talt om alt mellem himmel og jord, og ikke mindst fabuleret om alle de steder, vi gerne vil vandre. Vi fik planlagt en weekendtur i kano på gudenåen, og vandreture fra hytte til hytte i Sverige ... og meget andet.

Det er i den grad value for money, sådan en gåtur. Vi gav 28 kr. for et par hindbærsnitter, og så havde vi kaffe, vand og et par colaer, som Bruno omhyggeligt havde viklet i vådt avispapir, så han kunne overraske mig med en kold cola på det helt rigtige tidspunkt, med i rygsækken. For det fik vi en skøn naturoplevelse, motion (ja, for flere timers gang - i alt vel 12-14 km er vel en slags motion), og kvalitetssamvær med hinanden.

Dagen sluttede vi af med at køre til Silkeborg og spise græsk mad. Jeg har jo min daglige gang i byen, og havde spottet at der lå en græsk restaurant ved navn Zorba (jeg tror der er en lov, som siger at græske restauranter SKAL hedde Hellas eller Zorba), som jeg godt kunne tænke mig at prøve. Der fik vi sen frokost/tidlig aftensmad: 8 mezes (småretter) og til dessert chokoladekage med vanilleis. På trods af chokoladekage kunne vi nu godt smage hvidløg fra den virkeligt gode tzatziki, da vi kørte hjemad. Det var super lækkert mad (naturligvis med en Mythos øl til), og jeg spiser gerne derinde igen.

Det var en dejlig dag. Den var godt brugt, og igår aftes kunne vi godt sidde roligt i sofaen og slappe af :)

Musik med morgendis og skæve harmonier

Da jeg havde fødselsdag (inden jeg blev syg - og nu er jeg i øvrigt stort set rask igen!) fik jeg en cd i fødselsdagsgave af Bruno.

CD'en var Agnes Obels debut-album, og den har bare kørt rigtig mange gange siden.

Måske så I Agnes Obel i P3-guld - eller var det zulu-awards? - hun fik ihvertfald en eller anden pris for bedste debut-album, og optrådte med sangen Riverside. Missede du det, så du måske X-factor, hvor de rødhårede tvillinger optrådte med samme sang - smukt, men ikke så smukt som originalen.

Det er et ret specielt album. Obels bløde stemme akkompagneres bl.a. af et meget klassisk-lydende klaver, og i et af numrene er det harpemusik, som bærer den musikalske puls.

Der er sære, skæve harmonier, som får mig til at tænke på kølig tåge over en engelsk hede, og der er helt specielle rytmiske konstruktioner - og alt i alt giver det et helt unikt album, hvor jeg bliver ved med at finde nye, spændende detaljer.

De sidste dage har Obel leveret soundtrack til morgensol over Vejle Fjord, og hun har båret mig ud over den midtjyske hede og hjem. Jeg er sikker på at jeg kører lidt roligere, når jeg lytter.

Livsnyderen lærer en lektie

Man skal ikke være kæphøj.

Nu er jeg på ingen måde overtroisk - ellers kunne jeg godt have sunket en ekstra gang og ærgret mig over, at jeg i lørdags erklærede mig rask med flyvende fanfarer og truttende trompeter.

Det. Er. Jeg. Nemlig. Ikke.

Søndag blev en skidt dag, og idag gik jeg til læge igen og lod ham høre min rasle-hoste. Han lyttede lidt med stetoskopet, og så fik jeg en recept på noget penicillin.

Så NU bliver jeg snart rask.

Blev der sagt.

Livsnyderen lever!

Igår var jeg faktisk i tvivl om jeg ville blive klar til arbejde på mandag.

Jeg var faktisk lidt i tvivl om jeg NOGENSINDE ville blive rask igen (okay, jeg var LIDT ynkelig ... indrømmet).

Jeg hostede og var dødtræt og kunne ikke rigtig fornemme bedringen nogen steder.

Idag er den heldigvis tydelig.

Jeg er stadig træt. Jeg hoster stadig lidt, men lungerne bliver dernede hvor de hører hjemme. Og jeg havde ligefrem overskud til at tage rigtig tøj på idag (noget som ikke var hængerøv og stræk) og gå med Bruno ned til den gamle Kemira-kontorbygning og se udstillingen om Fredericia C.

Vi har nemlig en lille ny på vej her i byen ... bydel, altså! Vi slap for nogle år siden af med en stor, beskidt gødningsfabrik som lå midt i byen, ned mod vandet - og der skal være en lækker, ny bydel, med boliger, butikker, grønne områder ... det er SÅ spændende, og jeg glæder mig til at se "den lille ny" tage form lige midt i min by.

Og en række forslagsstillere har givet deres bud på, hvordan det kunne sættes sammen - og det kan man så gå ned og kikke på i disse dage.

Vi var enige om, at vi godt kunne se os selv i en lækker lejlighed dernede om 20 år, når vi nærmer os pensionsalderen (hvad den så måtte være til den tid). Det er bare rigtig spændende - og vildt dejligt at komme udenfor matriklen og se lys og andre mennesker igen :)

Da vi kom tilbage, fik vi en kop kaffe, og så en film på tv (dvs. Bruno så film, jeg så de første 10 min. og faldt prompte i søvn i sofaen - helt frisk er jeg altså ikke).

Nå - pointen var egentlig bare, at jeg er i live stadigvæk. Og snart kørende på fuld kraft igen :)