Lørdag skulle vi ud på eventyr.
Ud at gense barndommens og ungdommens land, for mit vedkommende. Så vi lagde ud med at sætte kursen mod vest, mod Blokhus, som da jeg var ung, var STEDET man tog hen om sommeren, når der skulle diskes og drikkes og bades.
Der var ikke mange solbrune ungersvende deroppe lørdags. Men stranden var smuk og bred som altid, og blæsten kunne få selv de mest vinter-kontorblege kinder til at antage ungpigekuløren.
Solen holdt sig bag skyerne, men ind imellem anede man et glimt af blå himmel.
Havet var blågråt, og jeg sværger på, at vandet så ud som om det var en anelse tykkere end det er om sommeren... så koldt tror jeg, det var. Jeg mærkede ikke efter, skal det siges...
Fra Blokhus kørte vi ad stranden op til Grønhøj, hvor vi kørte lidt ind langs kysten igen. Vi besøgte Nørre Lyngvig, hvor havet æder kysten, så dem der bor i 3. række ikke kan være specielt misundelig på dem med havudsigt...
Men smukt var det. Vi gik et stykke hen langs kysten og nød det flotte syn af de rå skrænter. Så besteg vi en høj, høj trappe (gelænderet har stadig mærker efter mine fingre), og gik mellem husene tilbage til bilen igen. Den asfalterede sti, vi fulgte, forsvandt ud i det blå, bare nogle meter efter vi så dette skilt.
Nørre Lyngvig var i den grad lukket for vinteren. Der var ikke et øje at se deroppe. Vi kørte videre til Lønstrup, vi var faktisk også ved at være lidt frokostsultne.
Lene har talt meget varmt om Lønstrup, og jeg kan kun tilslutte mig hendes hyldest. En hyggelig lille by, hvor man kan se, at der bor "rigtige" mennesker - butikker, som rent faktisk er åbne, og liv i gaderne.
Vi indtog en herlig frokost på cafe Slugten, et hyggeligt sted til varm anbefaling, efter vi havde gået ned til stranden og nydt synet af fiskerlejet.
Lønstrup er et af de steder, hvor man trækker fiskerbådene op på stranden med et spil. Det er for, at de ikke skal vælte, at de har disse sære meder under boven. Her ses en båd ved siden af det spil, som de bruger.
Skråningen, som denne båd ligger øverst på, er faktisk ret stejl, og jeg ønsker, at jeg engang kan få at se, hvordan de trækker bådene op her.
I Lønstrup fik jeg styret min osetrang en smule - en butik havde garnudsalg, og jeg var nødt til at slå til, da jeg fandt dette garn til en 10er nøglet. Det bliver en smuk sweater engang.
Da vi havde spist, kørte vi med fulde og glade maver videre. Nu ville Bruno gerne til Hammer Bakker, som ligger lidt nord for Nørresundby.
For mange, mange år siden var store dele af Vendsyssel (og faktisk også det østligste af Himmerland syd for fjorden) havbund. Derfor er det ganske fladt. Hammer Bakker var dengang en ø, som ragede op af det hav, som dengang var.
Og fladt ... det er der godtnok deroppe. Godt for motionscyklisterne, at der er en god blæst deroppe, for det er ihvertfald ikke bjergpoints man scorer i Vendsyssel...
Det er ikke lige den type landskaber, vi er mest vant til her nede i trekantsområdet. Men det er smukt på sin egen måde, og der er så fantastisk højt til loftet. Måske er det derfor, at det nordjyske sprog er så kønt - der er kun runde hjørner, og ingen hårde lyde i det. Det lyder varmt og mildt og venligt.
Pludselig, som vi kørte sydpå mod Hammer Bakker, rejste denne ø sig i horisonten. Vi valgte at køre til Grindsted for at finde den grusvej, som går gennem området til Vildbjerg. Bruno havde researchet hjemmefra, og vidste, at der ved denne grusvej er et par p-pladser, hvorfra afmærkede gå-stier kan følges rundt i landskabet.
Vi fik en skøn 5 km gåtur oven i alle de andre skridt, vi havde gået lørdag - det var dejligt, og der var så smukt derude, på en helt anden måde end ude ved vesterhavet.
Terrænet steg og faldt, og det var meget afvekslende. Der var ikke mange mennesker ude, sådan en kølig lørdag eftermiddag, men vi mødte da et par friske fyre på mountainbikes, som Bruno så længselsfuldt efter... ;-)
Det begyndte så småt at skumre, inden vi nåede tilbage til bilen, og vi kunne se, at vi kunne nå eftermiddagskaffen på hotellet, hvis vi satte det lange ben (fordæk??) forrest.
Vi nåede tilbage, og heldigvis - det var en virkelig lækker lagkage, og kaffen var varm og god.
Bagefter var jeg træt. Nattesøvn i en fremmed seng er ikke min force, især ikke den første nat. Så jeg puttede mig under dynen for at snuppe ½ times tid - - og vågnede ikke før efter kl. 18.! Da var det ganske mørkt, men jeg var frisk som en havørn, skal det siges....
Klar til aftensmaden, som bestemt ikke var imponerende. "Tre retter mad", skriver de i brochuren "fra vort fransk inspirerede køkken."
Buffeten bestod af: en kedelig salat (bland-selv), flødekartofler, flutes, overstegte, kolde frikadeller, kedeligt, koldt oksekød og en skinke. Desserten var ost (blåskimmel) med mandarinstykker på, men efter at have hørt vores mening om det, fik de hentet en (i øvrigt meget lækker) nøddetærte frem, som sammen med kaffe var et plaster på såret.
Vi var stadig ret skuffede over buffeten, og fik tydeligt givet det til kende, da vi tjekkede ud søndag.
Men selv ikke en halvslap buffet, blandet med en usigelig larm fra et lukket selskab ved siden af restauranten, formåede at ødelægge vores dejlige lørdag.
Og vi havde heldigvis lidt rødvin på værelset...
