Total undren

De må have enormt mange penge, de svenskere. Ellers tager man vel ikke en taxa hele vejen fra Skåne og til Fredericia. Damn!

Stakkels os...

Vi er på slankekur - for vi er blevet for tykke.

Derfor er vi nødt til at nøjes med denne her til aftenskaffen:



Livet er hårdt.

Opskriften er her. Du skal se under "Bagværk".

Dage med frihed

Jeg har billeder fra ferien, jeg gerne vil dele med jer.
Jeg har tanker, ideer og sjove episoder i hovedet, jeg godt ville skrive om her.

Men lige nu går dagene fra 16-8 så hurtigt.
Så det bliver bare til små meldinger om, at vi stadig er i live :-)

Bodil er stadig hos sine bedsteforældre, og Kristian på ferie.
Andreas har fri lige nu - han er i Børkop hos Kristina og hendes familie, men kom dog lige forbi i onsdags, hvor han fik en bid mad med, inden han kørte der ud (uden vasketøj - med min bil ;-).

Onsdag aften gik vi en dejlig tur i Middelfart - og endte på en hyggelig havnefrontcafe, hvor Bruno fik en kop kaffe og jeg fik en cola (som han også lige skulle ha' noget af - kan han bestemme sig??).

I går var Bruno ude at cykle med bedsteven Carsten - oppe ved Munkebjerg, på deres MTB'er. Jeg greb chancen for at nuppe en tur i fitnesscentret - har langt om længe taget mig sammen til at gøre som massøren siger, og har fået et godt træningsprogram med fokus på skuldre og ryg. Jeg sluttede af med en sveddryppende ½ time på cirkelstepperen - pyyyyh det var hårdt at cykle hjem bagefter, for jeg var træt.

Andreas var hjemme, da jeg kom hjem - for Kristina var på arbejde, så han så sit snit til at frekventere sit hjemme-fitnesscenter. Andreas har en del håndvægte osv, samt en bænk, og det bruger han til at træne lidt på hjemme. Jeg har prøvet at løfte de håndvægte han bruger - utroligt så mange kræfter der er i hans arme, de er ellers ikke SÅ store...

Omkring samme tid som Bruno kom hjem, tog Andreas afsted igen. Heldigvis, for vi skulle have koldskål med vandmelon til aftensmad, og det er IKKE noget han synes om.
Vi er i gang med at æde os igennem en stor tigermelon - det har vi nu været siden weekenden, og jeg tror stadig der er ½ melon tilbage!!

Nu er det snart weekend - og det skulle blive sommervejr. Mon ikke vi finder en passende strand, hvor vi kan smide tøjet og hoppe i bølgerne??

Romantik i luften

I går var vi i bio, og nød den herlige film om Jane Austens liv, Becoming Jane.

Det var ren guf for en Austen-fan som mig... og Bruno var altså gået helt frivilligt med. Havde han fået valget mellem denne film og Die Hard 4, var han nok gået ind og se Jane.

Jeg er lidt til det hele - for jeg vil faktisk også gerne se førnævnte film ... og det sidste jeg så i biffen var faktisk om biler, der blev til robotter - og omvendt...

Var der nogen der sagde "en bred smag"?

Unik?

Liselotte er tilsyneladende ikke helt slået igennem som navn i USA.

HowManyOfMe.com

There are 0 people with my name in the U.S.A. How many have your name?

I Danmark var der i 2007 3.914 personer med samme navn som mig .....

Godt jeg bor her og ikke i USA. Tænk på, hvor tit jeg så skulle forklare mit navn :-)

FERIE!!

Kristian er taget i sommerhus med sin far.
Bodil har været en tur i sommerhus med sin far, og er nu taget på besøg hos sine bedsteforældre.
Andreas passer på Daisy & Co. i Gråsten.

VI HAR FERIE!!!!!!!!!!
....hver dag fra 16 til 8.....

Det er jo ikke fordi vi ikke elsker ungerne og nyder, at de er der.
Engang imellem er det bare fedt at de ikke er.

....så det .... :-)

Og vi afbryder sønnetilbedelsen....

...med et lille indlæg om et rejselystent bonusbarn.

Brunos datter, Christina, tilbringer pt. 4½ uge i Kina (!!!) sammen med sin veninde, Cathrine.

Cathrine og Christina har kendt hinanden siden de som ret små mødtes i skolen her i Fredericia. De har delt tykt og tyndt, og i en periode boede de også sammen i Odense - mens Cathrine gik på gymnasiet (som hun i øvrigt tog med 3 højniveaufag og høje karakterer)og Christina tog en også ret flot HF-eksamen.

Nu er de to seje bananer futtet af til Kina. At de skal klare sig helt selv - selvom de ikke er voldsomt gamle (midt i tyverne) og oven i døve - er ikke nogen hindring. Tjah. De forstår jo sådan set også lige så meget kinesisk som vi andre gør.

På Christinas blog kan man følge med i turen - det er ikke så lidt, de to tøser får flakket rundt.

Hjemme sidder så deres kærester og glæder sig til at få dem tilbage igen :-)

Jeg glæder mig til at se billeder og høre "live" beretning fra Christina fra turen!

Fans af Andreas...

...må absolut se dette videoklip, hvor poden laver vagtskifte med sine buddies.

Han er en af dem, der vandrer væk til sidst . . faktisk den der står tættest på kameraet, og længst ind mod vagtstuen.

Danser med bjørne

Det var ikke fordi jeg følte mig overvældende kvik, da jeg vågnede i morges.
Men Kristina var håbefuldt kommet hertil i går, og jeg vidste også, at det betød en masse for Andreas, at vi kom ned og så hans vagtskifte i dag.

Og da jeg først kom ud af sengen, var det faktisk helt okay.

Så vi kørte til Gråsten, Kristina, Bruno og jeg. Da vi ankom, gik vi ned til slottet. Der stod en garder - en af Andreas' kolleger. Der var ingen skilte om hvor og hvornår vagtskiftet var - kun et hvidt skilt med "INGEN ADGANG - POLITIET".
Det er vist sådan, at haven er åben, når familien ikke bor på slottet. Det gør de dog for tiden.

Jeg talte med Andreas i torsdags, og han fortalte, at han havde set Dronningen. Hun kom ud for at ryge (ha - naturligvis!) og Andreas præsenterede gevær (det skal de). Så TALTE HUN TIL HAM... hun sagde: "Videre, garder" som signal til, at han ikke behøvede at præsentere gevær mere.

Så nu har han snakket med Dronningen. Sådan lidt envejs..

Der kom flere folk til, og rygtet ville, at det altså var her, det ville foregå.
Kl. 12 viste det sig heldigvis at være rigtigt. Vi så Andreas skifte vagt, tog billeder og en masse film, og så fulgte vi efter dem, da de marcherede op gennem byen (håber ikke den stakkels dreng blev alt for pinligt berørt, da Kristina og jeg besluttede, at en hurtig spurt nok skulle bringe os på siden af dem...).

Her er han så - Andreas på vej gennem Gråsten by, iført blåt og bjørn. Han er for lækker! Og det er ham under den lyserøde pil...



Bruno mobber mig godtnok lidt med, at jeg er så stolt som en pave af min flotte søn. Han griner af mig - men pyt. Det kan ikke ødelægge min moderlige glæde over at ha' sådan et pragteksemplar til at føre arvemassen videre ;-)

For lidt siden ringede han. Han sagde, at vi ikke var ALT for pinlige, og at han i øvrigt kommer hjem om en times tid ... han kunne køre med en kammerat hertil, som er i bil. Så får han en overnatning hjemme. Jeg tror nok, at var hårdt tiltrængt, for det har været en lidt skør uge for ham uden ret meget søvn, hvile eller fritid. Den smule fritid de har, bruger de på vedligehold af deres grej (pudsning af støvler, taske osv). Men i morgen har han rigtig fri.

Ellers har der gået rygter om, at man ikke fik lov at komme hjem den første måned. Det var da heldigvis kun et rygte :-)

Hej igen, verden!

Hvis I undrer jeg over min tavshed på bloggen, er det fordi jeg lige har været "unplugged" et par dage.

Onsdag aften var jeg vældig træt. Ondt i hovedet. Flad som en pandekage, kort sagt.
Jeg slog det hen - det er "den tid på måneden", og så plejer en god nats søvn at hjælpe.

Jeg vågnede dog torsdag morgen med en voldsom hovedpine, og en mave der kørte.
Så torsdag gik nærmest i en tåge for mig. Jeg sov. Vågnede og vaklede ud for at kaste op. Konstaterede at mavesyre er grønt. Vaklede i seng igen. Sov. Vågnede fordi hovedet gjorde ondt. Sov igen. Kastede op.

...faktisk virkede Mikael Rasmussens afgang fra TdF som en mindre sag, sammenlignet med min elendighed.

Omkring kl. halv otte i går aftes vågnede jeg og kunne ikke helt finde ud af hvad tid på døgnet det var. Jeg vaklede ud på toilettet, kastede op - - og derfra var det ligesom om det lige så stille gik fremad. Hovedpinen lettede. Kvalmen svandt.

Kl. 11 i går aftes tog jeg en lille tør bolle, og drak en dåsecola. Det var nu også rigeligt.

I dag er jeg nogenlunde tilbage i de levendes land - kraftesløs som et spædbarn og træt som et alderdomshjem, men hovedpinen og kvalmen er væk, og jeg kan spise lidt igen.

Der er nu ikke noget bedre end at være næsten rask igen - når man har været syg!

Tour de hvad-for-noget?

Jeg tør godt sige det: Jeg elsker cyklesporten.

Jeg elsker scenariet "Manden mod bjerget". Jeg ser så meget cyklesport, at jeg ofte kan genkende en rytter på hans måde at sidde på cyklen.

Fra de første løb i marts til det sidste i oktober, følger jeg troligt sporten på tv, når det er muligt - og kan vi får en live-etape af Post Danmark Rundt med, gør vi også det.

Men for ... pokker (nu er det her jo en pæn blog) hvor er jeg træt af alt det doping-fis! Og af kloge hoveder som siger at NU er det slut for cyklesporten.

Jeg synes Vino er et fjols, ligesom alle de andre, der har dopet sig - inklusive Bjarne Riis (håber han virkelig ER blevet klogere) og min ex-helt Ivan Basso. Jeg er træt til døden af NYE dopinghistorier, og snotirriteret over, at jeg ikke engang RIGTIG kan glæde mig over den måske-salmonellafrie Kylling, som pt. har påskedresset på i turen. Det er svært at bevare begejstringen.

Og dog.

Når det går løs - når bjergene er udenfor kategori, når en er en mand selvom han ikke vejer over 60 kg, når strategiske dramaer udspilles på de spinkle kulfiberrammer, når pulsen dunker både i sofaen og på bjerget - når jeg sidder og følger med, så glemmer hovedet al dopingsnakken, og så elsker jeg min cykelsport.

Og jeg håber, at al den her ballade for gjort den så ren som elitesport nu kan blive.

Allerede ferietrængende??

For første gang i mange år kom jeg på arbejde efter min ferie - og kunne rent faktisk huske mit password!

Ellers plejer jeg

1) møde tidligt, så jeg rigtig kan få ryddet op i mails mv. inden de andre kommer
2) opdage, at jeg har glemt mit password
3) sidde med hånden under kinden og vente på, at dem, der skal give mig nyt password møder på arbejde....

Men i år kunne jeg huske det!

Jeg må ikke ha' slappet nok af - jeg trænger nok til ferie??

Når vi kører sydpå

Vi er næsten altid på bilferie, og turen er stort set altid gået til Sydeuropa - primært Sydfrankrig.

Der er langt. Rigtig langt. Men vi forsøger at gøre turen til en del af ferien, at gøre den hyggelig, en tradition, med gentagelsens og genkendelighedens charme.

Vi har altid vækkeuret til at ringe kl. 3 om natten. Så står vi op, børster tænder, bader måske lige, og så kører vi. For stort set alt er nemlig pakket i bilen, og de ting, der skal i "håndbagagen" udvalgt og klart. Ungerne tager hovedpuder og dyner med ind i bilen, så de kan sove lidt videre.

I år havde vi valgt at pakke vores dyne, så vi sov med vores soveposer. Alt gik bare glat, og kl. 3.29 trillede Opelen ud af indkørslen, skarpt forfulgt af "pletten" - vores sommerresidens.

Grunden til, at vi kører så tidligt, kan siges kort. Man kan også nøjes med at vise, hvordan den nordtyske motorvej ser ud lidt i 5 om morgenen:



Vi satser altid på at nå syd for Hannover, inden vi stopper for at spise morgenmad. Vi kører som regel af motorvejen, og finder en bager, og også gerne et hyggeligt og idyllisk sted, hvor vi kan slappe af og nyde omgivelserne, inden vi kører videre.

I år kørte vi ind i en lille tysk landsby, hvor vi fandt en bager, og lige ved siden af, en lille flod, hvor vi kunne sætte os på en bænk og snakke med ænderne, mens vi spiste.



Der var også et offentligt toilet - så vi kunne allesammen få tisset af, inden vi trillede videre.

Undervejs er ungerne som regel et mønster på godt humør, tålmodighed og søskendekærlighed. Der er ingen plagen og øffen, og de finder på skøre ting og sjove lege, som får tiden til at glide lidt bedre på motorvejen. Her har Kristian fundet en måde at sætte solskærmen op, så den ALTID skærmer for solen...



Af en eller anden grund havde Bodil isoleringstape i blå og rød med ... spørg ikke!!
Denne kom dog til sin ret - det blev til Piphans og Gøj - to fjollede fugle, som hen ad vejen også fik vinger og andet, inden de blev til små sammenkrøllede tapekugler.



Ihvertfald gik tiden. Vi fik os lidt frokost på en rasteplads,og sidst på eftermiddagen kunne vi rulle ind på en campingplads ved den nordfranske by Dôle. Vi havde lige fået slået pletten op, så blev det regnvejr! Godt teltet er hult - vi hyggede os indendøre med stearinlys og lækker bolognaise og spaghetti!



Næste morgen skinnede solen - det var dejligt, selvom pletten ikke kunne nå at tørre helt, inden vi pakkede den sammen. Og det var dejligt at vide, at vi var nået så langt sydpå, at vi kun havde 500 km at køre. Vi var faktisk allerede i Cevennes ved 16-tiden om eftermiddagen - og pladsen var lige så dejlig, som den så ud til på internettet.

Vores tur sydpå var dermed slut - og endnu engang gået uden de store problemer i form af bilkøer, ægteskabelige kriser eller mekaniske problemer.

Blå fest i moderens fravær

ADVARSEL: Dette indlæg er rent moder-blær ;-)


Mens vi var i Cevennes, indtraf den helt store begivenhed for min garder-søn.
Blå fest.

Jeg har aldrig hørt om det før - vi har ikke tradition for gardere i familien, men det er vist meget stort. Det er en fest for dem, der arbejder ved Livgarden - og det er med blå uniform til herrerne og gallakjoler til damerne.

Selvfølgelig var Kristina og Andreas med. Jeg har hørt meget om blå fest i løbet af foråret - og Kristina havde det helt store projekt i gang med en kjole, sådan en med flere lag og stivet skørt osv.

Om eftermiddagen gik garderne parade gennem Kolding by, og var bl.a. på Koldinghus, hvor Grev Ingolf sagde et par ord.

Andreas havde pudset knapper og strøget pressefolder (UDEN sin mor) - og resultatet var rigtig flot - er du i tvivl, er ham til venstre min unge:



De fik fine nye hvide paradehandsker - dem, de har øvet eksersits med er rykket i stykker og tilsmudset af blod og andet godt - det lyder som hårdt arbejde.



Om aftenen var der fest, først i blå uniform og galla, senere skiftede de til almindeligt festtøj. Her er Andreas og Kristina:



Andreas' bedste buddy er fra Vodskov oppe ved Aalborg, og her hænger de ud i baren:



De ser ret tilfredse ud!

Jeg snakkede med Andreas om søndagen - via sms. Begejstringen for festen, og den store oplevelse, det havde været, var nem at spore. Dejligt at det ikke blev en skuffelse - nu har de snakket om den fest siden april...

Livsnyderen i bjergene...

SÅ!! Er jeg tilbage.

Efter en dejlig ferie, som jeg nok skal fortælle mere om.

Det var dejligt at komme hjem til et hus, som føltes beboet - og alle blomsterne havde overlevet, takket være Kristina (og hendes mor, som havde dubleret Kristina som blomsterpasser, da hun var et par dage på Amager).

Nu er jeg i gang med en større udfordring - nemlig de bjerge af vasketøj, som vi har hjembragt. Godt, at der er vejr til at tørre tøj udenfor.

Om lidt vil jeg få uploaded billeder til PC'en, og så får I lige et kik på Cevennes ... der var virkelig skønt!

Mig og kaffe...

Jeg elsker kaffe, så jeg kunne ikke modstå at tage .... KAFFE-TESTEN!

You Are a Plain Ole Cup of Joe

But don't think plain - instead think, uncomplicated You're a low maintenance kind of girl... who can hang with the guys Down to earth, easy going, and fun! Yup, that's you: the friend everyone invites. And your dependable too. Both for a laugh and a sympathetic ear.

What'>http://www.blogthings.com/whatkindofcoffeegirlareyouquiz/">What Kind of Coffee Girl Are You?

Lige om lidt

Om ca. 11 timer starter min clockradio.


Jeg står op. Børster tænder. Hælder lidt vand i håret, og vækker mine søvnige unger.

Der er kulsort udenfor, selv her først i juli måned.


Vi samler de sidste ting sammen. Tager ting ud af køleskab og fryser, putter dem i køleboksen til bilen. Sørger for bil-guf og blade og bøger til underholdning undervejs.


Og ca. ½ time senere starter bilen sin lange køretur. Først med Bruno ved rattet (fordi jeg sagtens kan sove i bilen), og senere med mig som chauffør (når Bruno bliver træt).


Søndag morgen - ved 9-tiden - holder vi pause, nede forbi Hannover. Finder et sted hvor vi kan købe morgenbrød, og kører lidt væk fra motorvejen, så vi kan nyde det i en grøftekant.

Sådan starter vores ferier næsten altid. Det er blevet tradition, og ungerne brokker sig aldrig det mindste over det tidlige starttidspunkt eller den lange køretur. Det er en del af vores ferie.

For "vores" er det - og "vi" er vi, selvom vi er en sammenbragt familie, hvor vi ikke alle deler gener. Vi er glade for vores traditioner - dem som er VORES - de binder os sammen.

Jeg ved, vi får en fed ferie. Vi er næsten klar. Jeg er ved at bage rugbrød og gulerodsboller, til at dele mellem os og vores hus-sitter, som ikke skal komme til et tomt køleskab. Kristina har været så sød at love at passe på vores hus, vores dyr og vores blomster. Andreas vil være her, i det omfang han har fri, og når han ikke har, ved jeg, at hun kan trække på Lasse, hvis hun har brug for hjælp.

Mon ikke også hun får veninder på besøg undervejs, hvis vejret bliver godt er der jo ikke langt til stranden herfra.

Lige her og nu har feriefornemmelserne rigtig meget meldt sig hos mig. Jeg glæder mig til campingpladsen i Cevennes, som vi forventer at ankomme til mandag. Søndag aften overnatter vi et sted i Alsace ... som vi plejer :-)

Er du vild, mand!

Det er dyrene i Skandinavisk Dyrepark ihvertfald!

Det er længe siden, at jeg har været i en dyrepark/zoo, der kommer i nærheden af denne her. Det er lykkedes dem, der kører parken, at kombinere dyrenes komfort - gode, store arealer og varieret terræn - med tilskuernes mulighed for at føle sig virkeligt tæt på.



Det kan i den grad anbefales! Vi nød især isbjørnene og de brune bjørne - og fik også fortalt, at Bent Jørgensen (ham fra Kbh. Zoo) har udtalt, at deres bjørneområder er i verdensklasse.
Dyrene ser godtnok også ud til at hygge sig og have det godt.



Hvis du har været i en traditionel zoo, og har set en mølædt, apatisk bjørn trave rundt i dens betoncirkel, vil dit hjerte fryde sig ved at se bjørne der leger, svømmer, løber rundt og spiller tossede. De ser faktisk glade ud!



De tre brune bjørne på billedet her galopperede rundt, op i træet, ned igen, en hurtig slåskamp - det var herligt at se på. Et andet sted i anlægget lå der et par bjørne mere og sov lidt. Der var plads til det hele.

Der var også klappedyr. Den her fætter var vældig nærgående - den havde gerne fisket foderet ud af min lomme, hvis den havde vidst hvordan en lynlås virker.



Billedet er IKKE med zoom. Han var på vej hen for at tjekke, om kameraet mon kunne spises...

Der var også vildsvin, diverse hjortevildt, ulve, vildsvin og meget mere. Og det var bare så pænt, velholdt og dejligt - og alle dyr havde plads.
Vi tog glade afsted, og hvis det lykkes dem at få isbjørneunger i vinter, skal vi helt sikkert derop igen til foråret!

Lugten af ...

Jeg kan konstatere, at en elverdronning efter en uge uden bad lugter temmelig meget som man forestiller sig, at en ork lugter.

Puha.

Det var næsten lige så slemt, som dengang jeg hentede 5 uvaskede cyklister i Vejle.

Men hun har haft det rigtig sjovt - og taler nu sjællandsk, fordi hun har gået sammen med en flok rollespillere fra Roskilde :-)

Den lille forskel

Jeg ser lige på DR2, at den kontroversielle professor Helmut Nyborg er blevet frikendt for uredelighed i forhold til sin forskning - ja, lige præcis den, som i 2005 gav ham en del klø, fordi han udtalte at

1. der er flere højt intelligente mænd end kvinder
2. mænd er gennemsnitligt mere intelligente end kvinder

Hvorvidt han har ret eller ej, skal jeg ikke kunne udtale mig om. Han uddyber i øvrigt i aften, at pkt. 1 bl.a. kommer af, at mænds spredning på intelligensskalaen er større end kvinders - der findes altså også flere dumme mænd end dumme kvinder. Hvor interessant kønsfordelingen for matematisk/logisk intelligens så lige er i den store sammenhæng, skal være usagt.

Den lille forskel, der virkelig morede mig i aften, var at den journalist, som på DR2 var vært ved en debat med bl.a. Peter Lund Madsen, blev ved med at kalde professoren Harald i stedet for Helmut.

Så kloge-professoren kom op til flere gange til at blive omtalt "Harald Nyborg".

Mon journalisten havde hjemme-forbedringer i tankerne - eller noget??

Molbohistorier

Vi har lige nuppet et par dage på Mols.

Campletten blev lige prøvekørt inden vi smutter på "rigtig" ferie, med en tur til Ebeltoft.
Vi endte på noget, som hedder Elsegårde Camping - en lille plads, som varmt kan anbefales, da den både er hyggelig og pæn.

Forunderligt nok var vejret rigtig fint. Vi spillede minigolf, og Bruno vandt selvfølgelig :-/



Der var ellers noget stil over Kristian - han spiller jo golf, sådan rigtigt. Men Bruno vandt altså alligevel - han er for heldig!

Der er bare så smukt i det område. Bakket og grønt og dejligt - det var lige til at blive helt fjollet over.



Vi fandt et udsigtspunkt, hvor man kunne se langt. Jeg synes udsigten er perfekt på dette billede.



Solen blev ved at kikke frem bag skyerne, og markerne var fulde af valmuer og kornblomster og margueriter - jeg tror der må have været noget økologisk brug, for normalt er der ikke så mange blomster, langt inde i markerne.

Valmuer er så smukke, og Kristian plukkede en til mig. Han fik således lært, hvor kort tid sådan en valmue holder, når først den er plukket. Så fremover lader han dem nok stå og være smukke, der hvor de gror.



Vi nød også Ebeltoft by - jeg har faktisk aldrig været der før, men den er så idyllisk, at det næsten bliver for meget! Små, brolagte stræder med lave huse, hvor stokroserne er lige ved at tage magten.



Det velholdte og smukke trives fint side om side med idyllisk forfald, som nærmest ligner noget fra idyl-siderne i Bo Bedre ... eller sådan noget.



Jeg håber de vil lade den dør være, lige som den er.

Der var rigtig dejligt og smukt over det hele, og da vores øjne var mættede med indtryk (og vores maver mættede af en kæmpe belgisk vaffel med softice), kørte vi videre.
Vi havde nemlig besluttet at besøge Skandinavisk Dyrepark - og det fortrød vi ikke.

Men mere om det senere.... :-)

Nivea DNAge

Det lyder besnærende, navnet. Som om cremen går ind og reparerer din DNA, og gør din hud ung igen.

Cremen er da også lækker. Duftende og appetitlig i en dæmpetblå krukke. Behagelig på huden.

Jeg har dog et problem med alle de her "alders-" cremer. Hver gang jeg har syntes, at NU skulle jeg gøre noget godt for min hud - og har købt en rynkecreme (lad os kalde spaden for en spade, piger) er det samme historie. Jeg smører cremen ind i min hud - og så er jeg blank som lakken på nabosønnens gejlede golf. Jeg skinner som en lampe.

Eftersom jeg hader foundation og pudder, er dette en ubetinget ulempe. Og DNAge-cremen er ingen undtagelse. Så efter et par uger, hvor jeg irriteret har konstateret, at pudder var en nødvendighed, hvis jeg skulle se nogenlunde ordentlig ud, har jeg foræret cremen til min mor.

Jeg har en teori om, at min hud måske er for ungdommelig (jeg håber!) til de der rynkecremer. Den kan simpelthen ikke æde alt det guf, der er i cremen. Så nu har min mor fået det seneste forsøg - hun er 73, så mon ikke hun er gammel nok.

Natcremen beholder jeg. Jeg kan godt lide cremen, bare ikke skinne-effekten. Og Bruno er ligeglad med, om jeg er lidt blank i det, når jeg kommer i seng (bare jeg ikke har fodsid natkjole på ;-).

Øjencremen? Nja - jeg har aldrig rigtig fattet ideen i øjencremer. Jeg klarer mig fortrinligt med almindelig ansigtscreme - også i øjenområdet, og alle de katastrofer, diverse matas-ekspedienter har forsøgt at bilde mig ind ville indtræffe, er udeblevet.

Mine rynker?? De har det fint. Jeg har ikke den store tro på rynkecremer. Til gengæld tror jeg på at en sund, velplejet hud er pæn, uanset hvad alder man har.

Den eneste kur mod rynker, jeg hidtil har konstateret er effektiv, er når jeg tager min kontaktlinser af og ser mig i spejlet. Så er de sq pist-væk!!

Jeg nåede det!

En dejlig løbetur inden det begyndte at regne.

Benene var allerede lidt mindre tunge end sidste gang. Kunne begynde at nyde det så småt - benenes rytmiske pumpen på asfalten, duften af skoven og lydene. Fornemmelsen da asfalten afløstes af blød skovsti.

Jeg har lyst til at skrive, at jeg aldrig holder lang løbepause igen. Men jeg ved også, at det er rent overmod. Livet kommer indover, og så mangler overskuddet. Fjollet egentlig, når jeg nu ved hvor meget overskud jeg får af at løbe. Det bider sig selv i halen.

Men jeg vil ihvertfald skrive, at jeg har til hensigt at holde mig i gang - få en løberutine op at køre her mens jeg har ferie.

I øvrigt kan jeg enormt godt lide at løbe i regnvejr. Beslutningen - den der virkelig nåede bunden af maven - om at begynde at løbe igen, kom en dag, da jeg sad til et møde, i et lille indelukket lokale. Døren stod åben ud til verden, hvor det var lummervarmt, og det regnede.

Det er perfekt vejr at løbe 5 km i. Lunt regnvejr. Hvor duften af jorden bliver så stærk, og støvet lægger sig. Uhm. Man skal bare huske kasketten, for det er træls at løbe, blændet af vand i øjnene.

Soldaten, studenten og føsdasbarnet

De var her allesammen her i weekenden.

Det vil sige, fødselsdagsbarnet har været her hele tiden. Men det billede, jeg tog af hende fredag morgen, hvor hun smiler og ser på sine gaver, er blevet rystet - så det får I ikke at se.

Til gengæld var hun glad, da vores nybagte garder kom hjem i går aftes.



Se de diskrete guldmærker på skuldrene ... det er dem, han har arbejdet for de sidste 3 måneder... tæt på ser de sådan her ud, de berømte Rex-mærker:



Til gengæld har hans fødder det ikke så godt. Den venstre forfod er en stor vabel, og så er der storetåneglene... på højre fod er et eller andet betændt ... det er faktisk ikke lige så godt, men sådan går det, når konstant regn vasker al skoimprægnering af og gennembløder støvlerne.

Dette billede er IKKE for svage sjæle, og til advarsel for alle, der overvejer at søge ind til livgarden.



Trods dårlige fødder skulle han i byen i går. Rex-mærker og studenterhuer skulle fejres.
Det var godt nok - nogen kylling er han altså ikke.

I dag fejrede vi Bodil, sammen med Ninna og Bent (Brunos forældre) og min mor. Kristina og Andreas dukkede også op, og så fik vi set den der studenterhue...



Flot ikke??

Nu er de smuttet videre til endnu en studenterfest. Bodil har fået masser af fine gaver og lykønskninger. Der er ro i huset. Og vi har ferie i 3 uger. Ikke dårligt...

Torsdag aften var Carsten Bedsteven forbi. Ham og Bruno skulle have været ude at cykle, men det blev ikke lige, for Carsten blev forsinket af en campingvogn, som han kom til at købe. Så vi hyggede med mad og lidt rødvin, og Bodil syntes, at Carstens frisure godt kunne forbedres. Så hun hentede mit voks, og vores tættekam (??) og så fik den ikke for lidt. Han fik en ret sej hanekam ud af det. Gad vide om det er hans fremtidige look?

*rømmer sig*: I dag er det ....

Bodils fødselsdag - Hurra, Hurra, Hurraaaaaaa.......

Nogenlunde sådan her startede dagen for min nu 14-årige datter kl. 6.45 i morges. Hun så søvnig og glad ud, og kom ret hurtigt ud af fjerene - ned til nybagte morgenboller (af den slags som hæver i køleskab natten over) og gaver.

Hun er en dejlig, glad og positiv unge. Hun fortjener en god dag!

TIL LYKKE BODIL!

Stolt af min dreng...

Andreas ringede for lidt siden.

Han er nu færdig med Rex-turen, har fået sit Rexmærke, og er nu en rigtig garder.... tilbage er kun en måned med exercitstræning, så skal han på vagttjeneste.

Han har overstået 60 timer med tæpperegn, hårdt fysisk arbejde, smerter, og en sovepose som var lige så våd og mudret inden i som udenpå.
Klarede den hele vejen tilbage til kasernen, hvor de blev klappet, piftet og hujet ind af de andre gardere. Han var stolt og rørt, da han fortalte om det!

Og jeg er utroligt stolt af min dreng - stolt af hans viljestyrke, af hans målrettethed og af, at han klarede den.

I morgen skal han og de andre ind og vise noget exercits for Dronningen, og så skal han hjem og fejre Bodils fødselsdag. Og vi skal fejre ham.

Afsløret!

Den anonyme kommentator, som har huseret på min blog, og som tilsyneladende kender mig og min familie, har voldt mig en del hovedbrud.

Jeg er dog ret sikker på at have gættet, hvem det er.

Kære anonyme ... hvis jeg nu siger "hule i kartoffelkælderen" - og nævner grisene "langnæse" og "kortnæse" .... så er jeg lige på kornet hvad angår vores fælles fortid - ikke?

Vi havde nogle herlige somre ude hos dig ... det havde vi!

Våd i håret og træt i benene

Her sidder jeg og er våd i håret og lidt træt i nogen af de muskler, som har ligget stille for længe.
Fik taget mig sammen og luntet en tur, ikke hurtigt eller langt, men en forsigtig start. Jeg har alt for tit prøvet at lægge for hårdt ud, det giver bare skinnebensbetændelse eller knæproblemer.

Stille og roligt, that's the cue.

Det var godt med et break her i en travl uge. Lige om lidt skal jeg hente Bodil, som besøger sin kæreste i Brejning. Bruno er ude at cykle - godt der er blevet næsten-tørvejr her i aften!

I morgen kommer Lene fra Liber Vin ned med et sortiment af norditalienske vine, vi skal smage for hende. Kan du sige Amarone og Barolo...? Jeg tror Bruno kommer til at køre mig til kor i morgen aften ;-)

Torsdag skal vi have en smagning af mousserende vin, til næste tema i vinklubben. Så jeg kommer senere hjem. Sjovt skal det nu nok blive!

Et eller andet sted i løbet af ugen skal jeg både ha' gjort diverse arbejdsopgaver klar til, at jeg starter ferie . . for jeg har sidste arbejdsdag fredag . . og jeg skal have købt en fødselsdagsgave til Bodil. Hun fylder 14 på fredag, den store pige! Vi holder familiefødselsdag på lørdag - pigefødselsdagen regner hun med at få sin far til at holde, i deres sommerhus i Juelsminde. Det bliver først efter sommerferien.

Godt vi ikke skal til Frankrig lige med det samme i år! Jeg tror det bliver godt med en uges tid at falde ned på.

Har ellers forkælet mig selv i dag: Massage, og en tur til frisøren. Ingen af delene var nu vild luxus - jeg har sovet forkert på en skulder i weekenden, og er herre-øm i nakken - og mit hår var SÅ langt. Læg der oven i en dejlig løbetur, et varmt aften-bad og benbarbering med skum ud over det hele - samt den gode bodylotion fra Biotherm til at slutte af på.

Var der nogen, der sagde Livsnyder?

TIL LYKKE KRISTINA!

Så blev Kristina student - med et flot 9-tal i mundtlig dansk!

TIL LYKKE KRISTINA!

....billede af studinen inkl. hat følger!

Fingrene krydsede

Uha.

Lige NU er Kristina oppe i mundtlig dansk, og når hun kommer ud, kan hun sætte den rød/hvide hue på hovedet. Jeg krydser fingre! For selvom hun bliver student uanset karakteren i dag, ved jeg, at det alligevel betyder noget for hende at klare sig godt.

Det skal nu nok gå! Hun er både kvik og velforberedt. En svigerdatter (det kalder man vel også faste kærester - ikke?) af den slags, man kun kan være glad for - både på mine egne vegne, og på Andreas'. Sød og frisk, let at snakke med. Sikker i sine værdier, målrettet på den gode måde. Handlekraftig uden at være frembusende. Og altid rar at være i selskab med.

Jojo ... svigermor-eksamen - den har hun bestået :-)

Andreas krydser jeg også fingre for. Han er lige nu på Rex-tur, og kommer først hjem igen engang torsdag. Han har glædet sig og gruet - skiftevis og på samme tid. Jeg er nu også overbevist om, at han klarer sig med flyvende faner. Han er blevet en rigtig, voksen mand, er han - hvornår pokker er det lige, det er sket?? Lige under næsen på mig???

Jeg glæder mig til at høre hans beretninger om turen i weekenden. Kristina kommer vi nok ikke til at se noget til - hun har studenterfester på stribe, som skal passes. Men jeg glæder mig til at se hende med huen - jeg er sikker på, at den vil klæde hende smukt!

Livsnyderen overfaldet af heks

Det føltes ihvertfald sådan.

Min storebror havde valgt at fejre sin 50. fødselsdag i lørdags, hvor der også var Sct. Hans aften.
Derfor var der naturligvis et bål, og en heks, som skulle futtes af ovenpå.

Heksen var hjemmegjort, og der var masser af heksehyl i hende. Men oven i det havde nogen (måske min bror, som er lidt af en fyrværkeri-pyroman) stoppet en god portion romerlys i damen.

De pegede ikke nødvendigvis opad, men ud til alle sider - så Midsommervisen blev afbrudt af hyl og skrig og flugtlyde, da heksen forsøgte et sidste stormangreb.

Ingen kom til skade, men det så dramatisk (og sjovt) ud, da folk flygtede til alle sider.

Festen var i øvrigt rigtig god. Bruno var tilpas feststemt til at lade sig overtale af Conny til at de sammen skulle afsynge "Johnny han var lige ved at blive sindssyg" stående på et bord - det var som sædvanlig en overnaturlig oplevelse. Jeg faldt omkuld i min Camplet-seng kl. 3, og Bruno kom vist en times tid senere.

Så vi var LIDT matte i koderne i går - vi er sq vist blevet for gamle til at gøre den slags ret tit...

Livsnyder på krigsstien

Vi havde en rigtig kedelig episode i går.

Bodil blev til rollespil opsøgt at to drenge - to af hendes plageånder fra den gamle skole - som råbte af Bodil, og endte med at få overbevist en 3. dreng om, at han skulle slå hende med sit rollespilssværd. Og det gjorde han. Hårdt.

Bodil blev ked af det - både fordi det gjorde ondt, og fordi drengene stod og grinede af, at det gjorde ondt. Og fordi fortidens mangfoldige mobberier, ensomme frikvarter tilbragt på toilettet og andre ubehageligheder væltede frem i hende.

Det blev håndteret godt af de ansvarlige voksne deroppe, og de har lovet at kontakte den skole, de går på. De skyldige vil blive forment adgang til det område, der spilles rollespil på, forældre vil blive kontaktet.

Bodil mærkede, at hun havde venner deroppe - blandt andre et par lidt ældre drenge, som plejer at agere "tro væbnere" for Bodil. De var vist lidt kede af, at de ikke havde været til stede, da det skete... men det var rigtig godt, at Bodil trods alt følte sig bakket op af det fællesskab, hun er så glad for!

Da vi snakkede om det, nævnte Bodil for mig, at nogle af hendes andre tidligere klasse"kammerater" igen er begyndt på at drille hende, når hun tilfældigt møder dem. Hvis de står og venter på bussen sammen, taler de indbyrdes om hende - naturligvis så højt, at hun kan høre det - og så begynder de: Hvorfor skiftede du skole, Bodil? Ku' du ikke klare det, Bodil? ... med høj og hånlig stemme.

Jeg har besluttet mig for at kontakte forældrene til de to drenge fra igår, samt for plageånderne hun møder på gaden. Bizart nok skrev jeg for nylig konfirmationssang til en af de drenge - det gik først op for mig hvem konfirmanden var, noget efter, jeg havde sagt ja til opgaven. Det føltes kvalmende at sidde og skrive rosende vers om denne "søde dreng" og "gode kammerat". Skønt han nok ikke er for-mobber, men snarere en lidt sølle medløber.

Jeg har talt med den første - de øvrige traf jeg ikke hjemme.

Men hvad er det, der får børn fra helt almindelige, ude fra set velfungerende familier, til at opføre sig som følelseskolde rovdyr? Og mobbe en pige, som ikke er værre eller bedre end de fleste andre - men måske bare ikke helt mainstream? Er de syge i hovedet? Er de forsømte hjemme? Er de bare ualmindeligt dårligt opdragede? Er de vant til, at deres forældre taler respektløst til dem og hinanden - eller dårligt om andre?

Jeg bliver så vred! Får lyst til at ruske dem - og deres selvfede forældre - grundigt! Håber, at de som voksne får et semi-liv på grund af deres manglende sociale kompetencer. Håber de får evig kløe i røven og lidt for korte arme.

Hvis de ringer for at sige undskyld til Bodil (det er sket tidligere), vil hun ikke snakke med dem. Det skal hun heller ikke, i min bog. Vi har ikke noget at bruge deres forældrepåtvungne undskyldninger til.

De kan bare lade hende være i fred.

Og næste gang kontakter jeg ikke forældrene, men de sociale myndigheder eller skolen. Fandme.

Jeg skulle hilse...

Det er sjovt, som de gamle venner popper op lige for tiden!

I dag, på arbejde, talte jeg med en samarbejdspartner, som er ansat i en af vores pengeinstitutter. Han er kollega med en dejlig tøs, som jeg delte rødvin og til dels skæbne med i de år, hvor jeg sad i kredsbestyrelsen. Hun havde hørt, at han var på Bankdata for tiden, og bad ham hilse mig varmt.

Når jeg siger, at vi til dels delte skæbne, er det fordi:

Vi havde begge forladt dårlige ægteskaber for at være sammen med en mand, som vi følte var den, vi ønskede at blive gamle sammen med - og som vi var vildt forelskede i.

Vi havde begge to vores børn boende hos deres far - og delte omverdenens fordomme og hullet i hjertet med hinanden.

Og så var vi bare så ens på mange måder.


Geografisk afstand og hændelser i livet gjorde, at vi mistede forbindelsen lidt. Men i dag fik jeg så pludselig - uventet - den hilsen fra min gamle veninde.
Det fik mig til spontant at smide en mail til hende - for at sige tak for hilsenen. Jeg fik ret hurtigt svar, og jeg må med skam melde, at jeg da har brugt lidt tid i dag til at skrive lidt sammen med hende.

Vores liv ligner stadig hinanden. Vores børn er kommet hjem til os for at bo. Vi synes stadig, at vores nuværende partnere er fantastiske. Og det tog ca. 4 linier at føle, at kontakten stadig var meget til stede.

Jeg er så glad for, at jeg fik den hilsen i dag.

Infirmeri i mit hus

Har lige hentet Andreas ved toget - han har fået influenza (sammen med et par stykker til fra sin deling), og er af en fornuftig læge blevet sendt hjem til mor indtil mandag.

Så nu skal han bare sørge for at blive rask i en fart. Han skal nemlig på Rex-tur om en uge...

Det' dansk...

I nærheden af Kolding ligger Danmarks første registrerede vingård, Skærsøgaard.

Den besøgte vi i går aftes med vinklubben. Vi var ca. 35 som havde valgt at bruge eftermiddagen og lidt af aftenen på at kikke på vinstokke og store blanke beholdere, og smage på vine, brygget lige her i nærheden.

For nogle år siden havde vi en vinsmagning, hvor der blev serveret en dansk vin. I min bedste overbevisning ville den have været meget velegnet til at fjerne fodvorter med. Jeg synes, den smagte forfærdeligt!

I går smagte vi vine, der var ganske drikkelige. Især den mousserende, og de to top-rødvine stak ud. Billige er de ikke - de ligger på et par hundrede kroner, og var de blevet smagt op mod sydeuropæiske eller oversøiske vine til samme pris, var de sikkert faldet med et klamt klask.

Men et faktum er, at man faktisk på Skærsøgaard producerer nyd-bar vin.

Vin bliver nok aldrig en stor industri her i landet. Vi har for lidt plads, for lidt sol og for dyr arbejdskraft.

Men det var rigtig sjovt at se en dansk vingård - og smage produkter, som kunne drikkes.

Vi hjembragte en enkelt flaske - mest som et kuriosum. Og smukt var der.

Nattesøvn

Note til mig selv:

Husk at lade VÆRE med at læse 100 sider i Stephen Kings From a Buick 8 OG drikke to dåser pepsi max inden du går i seng.

Godt brugt lørdag

Så er lørdagen forbi og der er taget hul på søndag.

Jeg skal snart i seng.

Men først vil jeg lige dele det her med jer: Min gamle veninde Lene har i går sendt mig sit telefonnummer, med opfordring til at ringe til hende.

Det gjorde jeg i eftermiddag. Det var lidt kejtet først - som om vi lige skulle høre hinandens stemme og sikre, at den var som den plejede - og så snakkede vi og snakkede og snakkede i 1½ time.

Det var så dejligt. Vi er blevet ældre. Men et sted inden i er vi stadig de samme tøser, som gjorde Aalborg Katedralskole usikre, og som delte tykt og tyndt, sorger og glæder i de unge år.

Det er en gave, at vi har fået hinanden igen.

-------------------------

Da vi ringede af, opdagede jeg at klokken var 17.05 - og vi skulle være i byen 17.30.

Vi nåede det næsten. Og havde en meget dejlig og hyggelig aften.

Venner er en kilde til livsnydning og overskud.

Både de gamle og de lidt nyere.....

Livsnyderen på slap line

I går havde vi afdelingsfest.

I dag har jeg ømme lårbasser.

Afdelingsfest er så ikke helt korrekt. Det firma, jeg arbejder i, har i efterhånden mange år haft til huse på Erritsø Bygade, i Erritsø, som er en lille "forstad" til Fredericia. Da jeg startede i firmaet i 1991, var vi vist omkring 220 ansatte.
Sidst i 90'erne var vi blevet så mange, at det eksisterende kontorhus ikke slog til. Man lejede sig ind i nogle lokaler, ejet af Sydbank, som lå i Vejle. Der sad en flok af os så, indtil et nyt kontorhus, lige ved siden af det gamle, med plads til 70-80 ekstra personer, var klar til indflytning.

Der var megen debat om, hvor vidt det var praktisk at have to kontorhuse, selvom de var lige ved siden af hinanden, og kun adskilt af en lille villavej, som man skulle krydse, hvis man skulle fra det ene hus til hinanden. Der blev købt paraplyer ind til regnvejrsdage, og der blev af nogle rumlet i krogene om, at det var for dårligt, der ikke var en overdækket glas-overgang, eller en kældergang under jorden. Der blev også mugget over, at der jo var LANGT over til kantinen fra den nye bygning - det var for nogle et stort problem, lige på det tidspunkt.

Det nye hus blev dog taget i brug, og problemerne var ganske uanselige. Det var lækre, nye lokaler, og jeg har siddet i det hus, siden vi kom tilbage fra Vejle i sin tid. Ret hurtigt blev det dog for lille ... der gik ikke ret mange år, før det nye hus blev udvidet til dobbelt størrelse.
Nogle år senere købte Bankdata det gamle bibliotek, som på det tidspunkt havde været lukket en periode. Det blev gjort i stand, og rummer nu et stort mødelokale, et undervisningslokale, og et lille tekøkken.

For et års tid siden (tror jeg nok) var vi dog igen blevet så mange, at husets sømme var ved at briste. Flere mødelokaler blev inddraget til kontorer, og så måtte vi holde møder ude i byen.
Løsningen blev, at firmaet lejede huset på Teknikervej, som ligger ½ km fra det oprindelige Bankdata. To af vores projektafdelinger flyttede der over, og da huset blev tilbudt til salg til firmet, købte man det.

Sjovt nok var der ikke så meget rumlen og mumlen over udflytningen til Teknikervej. Der er blevet indkøbt 8-10 cykler, som man kan bruge når man skal til møde i "Moderskibet" på Bygaden, og jeg hører aldrig nogen brokke sig over den halve kilometer.

Det er der, jeg sidder nu. Vi er nu 450 ansatte - dobbelt så mange, som da jeg startede i 1991. For nylig lejede firmaet de lokaler, hvor en lokal radioforretning havde til huse, og de er nu i brug som mødelokaler.

Huset, jeg sidder i, på Teknikervej, er der planer om at omforme til endnu flere kontorer. Vi har en stor lagerhal ude bagved, som skal omdannes til to plan for at lave - hold nu fast - "Verdens bedste udviklingshus". Det er store ord. Vi er alligevel ikke så jantelovsramte her ovre i Jylland.

Festen igår - for nu at komme tilbage til den - var for de to udviklingsafdelinger, som sidder på Teknikervej. Og den var sjov. Hele eftermiddagen kørte vi en turnering, hvor der blev spillet fodbold, høvdingbold og hockey. Derfor de ømme lår - for mor her kan jo ikke lade være med at gå til vaflerne, når der lægges op til fri leg.

Bagefter spiste vi, og Helge, som havde udvalgt vinen, vi skulle have til, er jo ikke for ingenting en af mine med-bestyrelsesmedlemmer i Vinklubben. Så det var i orden vin. Guf.

En lækker Rhône-rosévin fra Ch. Val Joanis til os, der er til den slags, og en dejlig chardonnay fra Haselgrove i Australien, til de andre. Og til hovedretten en herlig, let men fyldig Bordeaux - som jeg ikke helt husker navnet på. Det sjove ved den var faktisk, at den havde en alder hvor den skulle drikkes NU - og hvor hver flaske var lidt forskellig. Vi sad og sammenlignede forskellige flasker, og måtte konstatere, at der ikke var så lidt forskel på dem. Spændende!

Til desserten bestemte Helge - hurtigt opbakket af mig - at vinklubben ville give en flaske portvin. Mand, den var lækker! Jeg kan ikke huske hvad den hed, men jeg er klar til at bestille et par flasker. Der er ikke ret mange portvine, som giver mig lyst til at sidde og sippe videre EFTER desserten er væk, men denne her gjorde!

Måske var det portvinen. Jeg vågnede ihvertfald engang i nat og havde NOGET ondt i låget.
Men den var hovedpinen værd.

Hyggeligt var det ihvertfald. Vi sad nogen stykker tilbage til sidst, og snakkede tro og værdier og liv og kærlighed, og det var fedt. Enige var vi ikke - men det ville der jo heller ikke være meget dynamik i.

Bruno var så sød at hente mig, da jeg halvvissen ringede efter ham ved 22.30-tiden - og hvis jeg snorkede i fuldskab i nat, har han båret over med mig, eller også har jeg ikke mærket hans albuer :-)

I aften skal vi besøge et hold venner. Lige her i byen. Det bliver hyggeligt, og dejlig ukompliceret.

Pyt med det regner. Vi kan sagtens have en herlig weekend i regnvejr :-)

Gik den mon efter nødderne?

I aviserne kan man læse om et sexuelt frustreret egern, som angreb 3 personer i Tyskland.
Blandt andet angreb den en kvinde ... bagfra!

Man bliver godtnok klog af at læse web-aviser.

Og MAND, det er fredag!! :-D

Nivea-feen

Jeg er blevet for gammel til at tro på tandfeen. Til gengæld ved jeg stensikkert, at Nivea-feen findes.

For nogen tid siden testede jeg selvbrunere. Nogen hos Niveas marketingsafdeling havde fået øje på bl. a. min blog, og tilbød mig at teste produktet - jeg måtte selv bestemme, om jeg ville skrive om det eller ej.

Det valgte jeg at gøre - fordi jeg rent faktisk syntes det var sjovt og rimeligt meget i tråd med de ting, jeg skriver om - nemlig hverdagen. Og jeg ville naturligvis ha' slammet produktet for hårdt, hvis jeg ikke havde syntes om det. Sådan er det.

Bagefter forlagde jeg Nivea-damens mail, og kunne derfor ikke skrive og gøre opmærksom på, at jeg altså HAVDE gjort min pligt ;-) så hun kunne sende mig noget mere.


Den anden dag stødte jeg så i en sjældent besøgt undermappe i min mailbox - på Nivea-damens mailadresse. Og sendte håbefuldt en mail til hende om, at jeg da egentlig godt kunne tænke mig at teste mere - samt et velvalgt link til min anmeldelse af selvbrunerne.

I dag var det så, at jeg fandt ud af, at Nivea-feen findes. For ind af min dør kom et rent eldorado af plejeprodukter - i normalstørrelse, ikke noget fedteri med små prøveflasker her - og jeg vil skyde på at der er for omkring 800 kr., hvis jeg selv skulle ind og købe produkterne!



Tak søde Nivea-fe. Jeg bliver trekantområdets mest indsmurte livsnyder i den næste tid.
Helt gratis.

Chili i min vindueskarm

For nogle uger siden såede jeg indholdet af en chilifrugt (som jeg bagefter puttede i min tomatsovs) i et par urtepotter, og nu ser de sådan her ud:



I den kommende weekend vil jeg få dem pottet over i nogle flere potter. Der bliver virkelig flotte og store planter ud af det, og mon ikke også jeg får nogle chilier i de sydvendte vinduer? Det plejer jeg ihvertfald at få!

Da Bruno og jeg lige var flyttet sammen, prøvede jeg ovenstående for første gang. Vi havde ikke så frygtelig mange penge, men jeg fik de flotteste grønne potteplanter til hele huset - bare af en enkelt chilifrugts frø...

Alt det jeg har vundet ved at blogge...

Jeg er så heldig, at jeg er blogger - tænk, alle de sjove ting jeg aldrig ville have oplevet, og alt det, jeg har fået af at blogge.

Alene i dag har jeg - helt konkret - fået ikke mindre end to gevinster.
Jeg har vundet en lyrisk bordskåner ovre hos Beologen - der vinder jeg i øvrigt mindst et smil eller to, hver gang jeg bevæger mig ind på hans finurlige ordvridende blog - og så har jeg lige fået en mail fra min Nivea-pusher om, at der er flere produkter på vej, som jeg kan teste.

Ren livsnyderi på flere planer!

Når jeg ser tilbage over det snart 1½ år, jeg har blogget, kan jeg i flæng opremse andre ting, jeg har fået:

• pudseløjerlige præmier i Operation Påskeglad
• et stk. bloggende grandkusine med landmand og motorcykel
• ørerne op for en dejlig sangerinde som endda har lært mig at navigere lidt i myspace
• hyggestunder på msn med min navnesøster og endnu en ordekvilibrist
• jeg er blevet fundet af en ungdomsveninde
• jeg er blevet fundet af en god ven fra mine tidlige år på Bankdata - nemlig Johnnie, som kommenterer her af og til
• jeg er blevet fundet af en tidligere samarbejdspartner ud i det fagforeningspolitiske - Mona, som også har været her inde forbi
• ...og så er der det utal af sjove debatter og søde kommentarer, min blog har lagt plads til, og alle de skægge, spændende og rørende ting jeg har set rundt omkring på andres blogs, for ikke at forglemme kontakten med en masse mennesker, som har inspireret mig på den ene og anden måde.

Så er der jo også den terapeutiske sideeffekt.

Jeg lægger sjældent mine problemer til skue her på min blog, men prøver på at fange den positive vinkel - og det kan være nok så balsamisk som at græde sit hjerte ud på skærmen. Det har været udviklende og sjovt og forløsende at skrive om de ting, der ligger mit hjerte nært, såvel som det daglige - og vide, at familien på den måde kan kikke ind af mit vindue. Så føles de lidt tættere på.

Selv når jeg ikke blogger et par dage, tænker jeg ofte i blogindlæg. Jeg oplever et eller andet og tænker: Det her må jeg dele med de andre på bloggen!

Så efter et år og 5 måneder - sådan særkus - kan jeg konstatere: Blogning ER rent livsnyderi.

Jeg bliver her lidt endnu! Her er rart at være!

Amy Winehouse - Love is a Losing Game

Jeg ved ikke, hvornår jeg bliver færdig med Amy Winehouse. Den her sang er min pt. favorit.

Teksten kommer her:

For you I was a flame
Love is a losng game.
Five story fire as you came.
Love is a losing game.

One I wish I never played.
Oh what a mess we made.
And now the final fram.
Love is a losing game.

Played out by the band.
Love is a losing hand.
More than I could stand.
Love is a losing hand.

Self professed, profound.
-till the tips were down.
Thought you were a gambling man.
Love is a losing hand.

Tho' I'm battle blind.
Love is a fate resigned.
Memories mar my mind.
Love is a fate resigned.

Over futile odds.
And laughed at by the gods.
And now the final frame.
Love is a losing game.

Next, please!

Det har været en god uge trods

• svigtende internetforbindelse
• svigtende bloglyst pga. supergodt vejr

Her kommer en kort ugerevy med et par highlights fra ugen der gak...

Denne smukke unge mand hedder Alexander - eller, han kommer til det ganske snart. Han er 5 uger gammel, og kommer nok til at høre en del til X-tetten, når hans mor vender tilbage fra barselsorlov - forhåbentlig snart, for vi savner vores sopran.

Han var med mor på besøg i onsdags - og jeg fik dikket og nusset, og igen konstateret at for DYLLAN hvor er de søde - og at den der dunken i æggestokkene, som jeg fik af babyer for 11-12 år siden er HELT væk...

Her hygger Mathias og Kristian i haven. Lørdag var den perfekte dag for den olympiske disciplin havesprinklergymnastik, og lige her er Kristian vist på vej til en score på 9,8.

Smukke og letpåklædte mænd på min terrasse. Uhm! Bruno er søgt i skyggen, i sine pjankede røde shorts. Han er bedre uden, men de billeder går ikke . . det er jo en pæn blog, og Helle bliver bare genert.

Herlig uge! Next, please!

Sommernat

Drømmene putter sig
i den tynde skive nat fra to til tre

Mørke tanker gemmer sig
trænges febrilsk mellem hinanden
hektisk - tiden så kort

Sovende solduftende kroppe
får en skarp lugt af angst
og ligger ikke mere roligt
lagner krøller - natteluften er flydende
og sødligt skarp

Kroppen stiger langsomt op
i den grå time
hører med næsten vantro
at fuglene synger
at dækkene synger
på vejen et stykke væk
at livet leves

Drømmene
allerede uskarpe i kanten
er kun en svag uro
en ufokuseret angst
en kort stund endnu

Jeg vender min pude
ryster den
ryster drømmene af
lægger mig og lytter til mit hjerte
som igen slår roligt

Og når morgenen kommer
er nattens dødsangst
kun en anekdote
en underholdende absurditet
fortalt over morgenkaffen.

Offline-weekend med hamsterkrise

Arrgh! Mit internet er nede - derhjemme.

Derfor har jeg været ganske offline i weekenden - og har slet ikke delt noget med jer.

Fredag blev en dejlig og travl dag. Andreas kom hjem allerede 15.45 - så jeg fik pludselig travlt med at købe de sidste gaver til Kristina og ham. De fyldte nemlig 20 hhv. torsdag og fredag.

Jeg var også nødt til at købe nogen shorts til Kristian - for han er lige præcis vokset ud af alle sine shorts pånær et par, som han havde på i skole fredag.

Så der var drøn på, der fredag eftermiddag - det var lige før jeg var glad for dsb's forsinkelser, for de gav mig 20 ekstra minutter at få klaret mine ærinder i.

Fredag var der også en "hamsterkrise" - Bodils hamster var udvandret fra sit bur, og trods en ihærdig eftersøgningsindsats, kunne vi bare ikke finde den. Bodil fandt den dog - natten til lørdag, kl. ca. 3. Der lød mystiske lyde inde fra hendes skab (hvor hun i øvrigt tidligere havde syntes, at hun hørte lyde), og hun blev mere og mere sikker på, at hamsteren var derinde.
Da hun tømte skabet, var der dog ingen hamster - men til gengæld en sprække, hvor bagbeklædningen af skabet var gået løs fra bunden af skabet, og gav en sprække ned i soklen.
Og der var dyret.

Lige der kl. 3 var jeg ikke så indstillet på at vække husets håndværker for en øjeblikkelig løsning, så vi dryssede lidt mad ned til den, og relokerede Bodil til stuen, hvor der var fred og ingen hamsterlyde.

Lørdag morgen hev Bruno bunden ud af skabet - og ganske rigtigt, der sad det dumme lille dyr.
Han var dagens mand i skysovs, behøver jeg vel ikke at sige...


Lørdag eftermiddag og aften var Kristinas mor og brødre på besøg. Det var rigtig hyggeligt, og vejret artede sig ganske fantastisk. Hendes yngste bror er et år yngre end Kristian, og de hyggede sig simpelthen helt vildt ...

Så vi fik fejret de unge mennesker behørigt...

Der kom en mail...

"Hej.

Tak for jeres onlinetilmelding.
Vi ses til september.

NN, LB Dans"


...jeg glæder mig!

Første mundtlige eksamen

Kristina har været til sin første mundtlige eksamen i dag - hun bliver student om et par uger.

Hun har terpet Homer og læst om Agamemnon og sukket over Platon - og her til morgen gik hun så lige op og scorede et 10-tal.

Godt gået, Kristina!!

Forældredag på Høvelte Kaserne...

Lørdag var forældredag på Høvelte Kaserne, hvor Andreas aftjener sin værnepligt. Bruno var ude at cykle, så jeg kørte afsted med Kristina i passagersædet, iført kortbog og udstyret med en udskrift fra krak - samt med Kristian og Bodil på bagsædet. Mand, det var svært at finde derover! Vi blev næsten helt væk på et tidspunkt, og da vi kørte ind på en benzintank for at spørge om vej, var det første vi så en kæmpe plakat, som reklamerede for en GPS - med teksten "STRESSFRI FERIE". Vi flåede os i håret og grinede på samme tid...

Det lykkedes os trods alt at finde frem, ved hjælp af venligtsindede indfødte. Lidt forsinkede, men bedre sent end aldrig. Vi var alle spændte på at se hvor det er, at Andreas tilbringer sine hverdage...



Da vi endelig mødte ham, var Kristian og Bodil hurtige til at kaste sig over ham! Kristina måtte vente pænt til de blev færdige, før hun kunne få et goddag-knus.



Jeg er ked af at indrømme det ... men jeg bliver sådan lidt varm og stolt, når jeg ser min store dreng i uniformen - jeg er sikker på, at han er den flotteste af dem alle sammen! Jeg troede faktisk ikke, det ville påvirke mig noget særligt, men det gør det, og jeg kan ikke sige hvorfor. Jeg er ikke stærkt patriotisk eller militær-venlig ... men alligevel. Måske er det fordi han ser så voksen ud lige pludselig.

Først gik vi op og så hans værelse - det er et lille rum med 12 senge (køjer), og en tilsvarende mængde gamle skabe. Bruno grinede, da han så billederne - både senge og skabe ser ud præcis som da han var inde for 30 år siden.

Bodil og Kristian måtte prøve Andreas' hjelm og rygsæk. Bruno siger, at disse ting i det mindste er opgraderet siden han var soldat...



Kristian ser ud som om han synes den er tung - godt at den var tom, den rygsæk! :-)



Bodil ser ud som om hun er med i nyindspilningen af "Rekrut Benjamin" - i en musicalversion...

Der var masser af ting på udstilling, og ting man kunne prøve. Andreas' deling stod for en stand, hvor de serverede feltrationer. Så Andreas, Kristina og Kristian guffede en større mængde posemos.



Her tjekker drengene en jeep ud, som er klar til felten. Kristian fik også lov til at prøve at skyde med et rigtigt gevær - med løst, heldigvis! Han dræbte tre fjender (af pap, altså) og havde det vist ret sjovt, selvom geværet var temmelig tungt.



Jeg var med rundt og tog billeder, da an skød - og fortrød bittert at jeg glemte at tage ørepropper i - hold op, det larmer!!

Den store finale var, at vagtkompagniet lavede Tattoo - det bliver SÅ vildt at se Andreas i sådan en uniform!!




Efter det skulle Andreas bare til eftermiddagsappel. Vi fik anbragt os lige bag Andreas, og efter det, kunne vi køre hjem. Selvfølgelig kørte vi forkert igen, på vej hjem ... ikke så meget som på vej over, men alligevel ... JEG VIL HAVE EN GPS!! Hvis jeg bliver ved at gentage det ... tror I så ikke jeg får en til sidst?

Mr. 503 km.

Min Bruno er ikke nogen Mr. 64% - han er næsten-økologisk cykelmotionsudøver, kun dopet af rødvin og god mad.

Til gengæld kan jeg nu kalde ham Mr. 503 km. - for så langt nåede han at køre, før en hudløs bagdel tvang ham i pit kl. 8 igår morges.
Lidt ærgrerlig var han - for der var stadig lidt km. i benene, tro det hvem der ville ...

Min andel i løbet bestod i, at jeg havde fået et crew-job med at hjælpe med forplejning fra kl. 19.45 til 24.00. Jeg var en del af et team, som stod for at servere mad og rydde op i spiseteltet og sørge for te og kaffe. Jeg hjalp også til i udtjekningsteltet, hvor der stod chokolade, frugt, sandwiches og meget mere til de cyklister, som bare lige skulle ha' lidt med på vejen.

Da jeg kom derover, havde Bruno altså været i gang i ca. 10 timer. Det var gået forrygende - på trods af målsætningen om, at det ikke skulle gå for hurtigt, havde han nået at køre 125 km ruten 2 gange - første gang med 30,6 i snit og anden gang med 29,6 i snit ... wow!!

Han så faktisk rimeligt frisk ud, da han kom ind, 11 ½ time efter starten var gået - som det ses her:



Jeg havde nok at se til, ovre i kaffeteltet! Omkring kl. 22 kom der en byge, og pludselig ville ALLE have kaffe - - jeg bryggede og bryggede og kunne næsten ikke følge med efterspørgslen. Men hyggeligt var det!

Jeg kørte hjem omkring 00.30, og kl. 7 næste morgen var jeg vågen igen. Jeg var NØDT til at stå op og se på nettet, hvordan natten var gået ... og når jeg så var oppe, kunne jeg lige så godt nuppe en rugbrød og fise til Middelfart - så jeg kunne heppe min mand igennem de sidste km.

Kl. var omkring 7.30, da jeg kom derover. Der var liv og glade dage i målområdet, og de første tilskuere var ved at dukke op. Deltagerne kørte stadig på natruten på 16 km, så der kom ofte nogen igennem målområdet.

Omkring kl. 8 kom Bruno ind. Han så frisk ud, men han havde besluttet, at så snart jeg kom, ville han stoppe - for hans bagdel gjorde simpelthen så ondt, uanset hvordan han sad på sadlen. Og på det tidspunkt havde han rundet de magiske 500 km, så hans mål var nået.



Så godt kan man se ud efter 22 timer på cykel, og 503 km tilbagelagte km.! Jeg var fantastisk stolt af ham! Jeg tror han blev nr. 89 af godt 200 deltagere - det synes jeg er rigtig pænt!

I går var han træt. Vi blev ovre ved målområdet indtil kl. 10 og heppede på Carsten, som kørte sine sidste runder. Så pakkede vi campletten ned, og kørte hjem. Bruno fik sig et velfortjent og tiltrængt (!!) bad, og noget tidlig frokost. Han lagde sig ind og sov et par timer, og så stod han op igen.

Lidt Giro d'Italia skulle han jo se.



Var det en god etape, Bruno?

Afsted igen...

...nu kører jeg over og hepper Bruno igennem de sidste omgange!

HEJA BRUNO! Så vidt jeg kan se på hjemmesiden, har han kl. 6 i morges kørt 471 km - - - det er superflot! Resultatet kan ses på denne side.

Sikke en dag!

Det har godtnok været en travl dag!

Kørte hjemmefra i morges kl. 9.20 for at besøge Andreas' kaserne i Høvelte, og var først retur på matriklen kl. 18.15. Så skulle der produceres noget aftensmad, for jeg skulle stille i Middelfart kl. 19.45.... jeg havde nemlig været så uforsigtig at love mig bort som arbejdskraft ifm. Melfar 24 hour challenge.

Bruno var allerede derovre - han kører nemlig. Fra kl. 10 i morges til kl. 10 i morgen formiddag.
Da jeg mødte ham ved 20-tiden, havde han kørt 125 km-ruten 2 gange, samt 30 km ruten 1 gang ... det var gået rigtig godt for ham!

Han ser stadig godt ud, og klager kun over, at han er øm bagi - og lidt øm i nakken også. Jeg tror han når de 500 km! Da jeg kørte hjem var han godt på vej mod 400 - så det skal da nærmest gå galt for ham i løbet af natten.

I morgen skal jeg op og heppe på ham, når han kører de sidste runder. Jeg synes, han er rigtig sej - og en lille smule skør - men jeg er stolt af ham! :-)

Billeder fra løbet, samt fra forældredagen i Høvelte kommer ... måske i morgen, eller på mandag. Lige nu vil jeg bare i seng og sove lidt, inden jeg skal over og heppe på min rytter...

Den sure buschauffør

Email sendt til Midttrafik dd:

Vedr. chikane fra chauffør på rute 3, Fredericia.

Gennem nogen tid har min 13-årige datter og hendes veninde oplevet at blive generet af en chauffør på rute 3. Vi bor i Snoghøj, og min datter tager bussen dagligt, da hun går i skole inde i Fredericia.

Benævnte chauffør ynder at kommentere pigernes påklædning på en ubehagelig måde - hvis han ikke kan lide deres påklædning, spørger han surt hvor de skal hen i det tøj - det er jo ikke fastelavn osv.
Min datters veninde er lidt punket i det - og det kan da godt være, at han synes, hun ser herrens ud - men det er absolut ikke på sin plads, at han kommenterer det. Pigen er decideret bange for ham, for hun synes han opfører sig truende.

Jeg ved positivt, at pigerne ikke opfører sig provokerende eller støjende, da jeg har forhørt min datter meget grundigt - og da det simpelthen ikke ligner dem.

I går synes jeg dog, at bægeret løb fuldt. Min datter skulle med bussen, som går 17.39 fra Lyngsvej, da hun spiller rollespil på Lyng skole, og som regel har så meget grej med, at hun tager bussen.
Hun kom lidt tidligt afsted, og bestemte sig derfor for at stå på bussen, når kom inde fra byen, og så køre med ud omkring vendepladsen ved Snoghøj Landevej.

Da hun kommer op i bussen, starter førnævnte chauffør med at skælde hende ud, fordi hun holder buskortet i samme hånd som sit rollespilsvåben. Der er tale om en ret stor hellebard af latex - chaufføren blev sur fordi han angiveligt "ikke kunne se om det var metal eller plastic". Bodil forsikrede ham om, at den er ganske ufarlig - men jeg må da sige, at jeg er utryg ved at en så synshæmmet person har lov til at føre bus.... for det er meget tydeligt for enhver - på lang afstand - at det er en blød attrap....

Derefter skælder chaufføren ud over, at Bodil ikke venter til bussen kommer retur fra vendepladsen, når hun skal ind mod byen.
Mig bekendt gælder Bodils buskort i de zoner, hun bevæger sig i med 3'eren, og chaufføren kan blande sig noget så grundigt uden om, hvordan hun vælger at bruge det - det er købt og betalt. I øvrigt var der stort set ikke andre i bussen.

Da bussen langt om længe kommer i nærheden af Lyng Skole, hvor min datter skal af, ringer hun i god tid med klokken. Men chaufføren vælger at køre videre - uden at stoppe. Da min datter går op for at bede ham holde ind, siger han "Jeg har et arbejde, jeg skal passe!" og kører videre.
Nu er min datter velopdragen, men hun er ikke dum. Så hun fortæller chaufføren, at hendes opfattelse er, at hans job er at tage passagerer op og sætte dem af ved de stoppesteder, de ønsker. Således instrueret stopper chaufføren endelig bussen, og min datter må gå ca. dobbelt så langt som nødvendigt, fordi manden tilsyneladende ikke ved, hvordan jobbet skal udføres.

Jeg går ud fra, at I kan finde ud af hvem han er, ud fra ruten og tidspunktet. Ellers kan jeg tilføje at manden er dansker og midaldrende. Jeg forventer, at han bliver gjort opmærksom på, at hans job er at køre bus - ikke at genere små piger, der kører med bussen.

Jeg forventer også et svar fra jer, om hvad der bliver gjort ved sagen.

Venlig hilsen ...

Andreas' nye hobby

Det er utroligt. Han kan pudse på de støvler i timevis.

Når vi skal til forældredag ovre på kasernen i weekenden, må jeg simpelthen ha' lusket et par tricks ud af sergenten...



Der er åbent hus på lørdag, og Bodil, Kristian, Kristina og jeg skal derover. Bruno vil heller køre Melfar 24 hour challenge ... 24 timer på racercykel...

Jeg skal godtnok ha' en snak med den sergent!!

Aftryk

Bodil var malet til rollespil, da hun pludselig fik et anfald af bonusdatterkærlighed til Bruno.
Det lavede aftryk. :-D

Kik nøje OVER læbestiftmærket - der ses lidt øjenblåt osse...

Team Easy On Pressemøde

Denne her fandt jeg hos Milla ... og så var der dømt griner... ENDELIG noget at grine af i cykelsporten!