fredag, oktober 06, 2006

En gave

Her på en helt almindelig fredag har jeg fået en gave.

I sommer var jeg på cykel rundt i barndommens land. I den forbindelse nævnte jeg en veninde, som jeg var meget tæt med på gymnasiet.

Der var Lone, som jeg tidligere har fortalt om, og så var der hende her - hun hed Lene.

Lene kom ind i mit liv, da jeg lige var startet i 3. g - eller måske var det i slutningen af 2.g. Jeg kan endda fortælle, hvornår jeg første gang mødte hende. Det var i rutebilen (55'eren) fra Storvorde og ind til Aalborg. Jeg skulle til min første Gnags-koncert - i Vejgaard-hallen, var det - bl.a. sammen med Lone.

Med bussen var en pige. Hun var langbenet og storøjet som et hoppeføl - og smuk, det var hun, selvom hun tydeligvis ikke selv troede på det. Hun havde rød- og hvidstribede, hjemmestrikkede benvarmere på. Og hun skulle også til koncert.

Sådan lærte jeg Lene at kende. Hun gik i 1.g. på Aalborg Katedralskole, det år jeg gik i 3.g. Vi blev rigtige tøseveninder, der løb rundt og fnisede, diskuterede drenge og vi kunne grine fuldstændig hæmningsløst sammen. Vi kunne også snakke om ALT!

Venskabet holdt der fra 1983 og indtil ca. 1990. Der var jeg flyttet til Aabenraa, og hun boede i København. På en eller anden måde kom livet og afstanden imellem os, men jeg har tænkt på hende rigtig, rigtig tit - og håbet, vi engang fandt hinanden igen. For det kunne være rart at høre, hvor hun havde bevæget sig hen.

I dag fik jeg en email - fra Lene. Hun havde googlet sig selv, og havde fået hit på min blog - fordi jeg havde nævnt hende. Måske var det også lidt det, jeg havde håbet, da jeg nævnte hende i den post i juli måned. Hun sendte et billede af sig selv, og hun ser fuldstændig ud som hun gjorde, sidst jeg så hende. Det kan simpelthen ikke passe, at der er gået 16 år.

Jeg har svaret hende, og glæder mig allerede til at høre fra hende igen. Hun har 3 børn nu, og bor i Viborg - så det skulle være til at have med at gøre. Jeg håber og tror, at vi er så meget de samme mennesker, som vi var dengang, at vi kan finde hinanden igen - henover 1½ årti.

Venskab forgår ikke så let.

5 kommentarer:

Liselotte sagde ...

Hvor er det dog en herlig historie. God fornøjelse med genforeningen :-)

Lizelotte sagde ...

Ja det er utroligt, de glæder som en blog kan bringe :-)

ella sagde ...

Herlig historie - jeg glæder mig til at høre om genforeningen :-)

Lizelotte sagde ...

Ella, jeg glæder mig til at opleve den :-)

Susan sagde ...

Jeg glaeder mig ogsaa til at hoere om jeres genforening.

Det er skoent at faa kontakt til gamle venner igen.