Det sidste par dage har vi haft to telefonkriser.
Den første opstod, da Bodil tabte sin Siemens klap-telefon ned i en kop nudelsuppe. Lad være med at spørge, hvordan det kunne ske!! Telefonen er uhjælpeligt død. Bodil var fortvivlet - hun var "out of touch", og der findes intet værre for en teenager.
Hendes søde storebror har dog lovet, at hun må få hans gamle, for han ville alligevel have en ny.
Indtil videre bruger hun dog min, så jeg er offline rent mobilmæssigt... men jeg kan klare det. Jeg er nemlig 40.
Den næste krise opstod, da vi ville ændre Kristians abonnement. Vi kunne nemlig ikke finde telefonen. Hårdt gået på klingen mente han ikke at have set den siden i tirsdags "eller noget i den stil". Han er ikke så afhængig af telefonen som hans søster. Det viste sig nemlig, efter heftig, men forgæves gennemledning af hhv. Kristians og Andreas' værelser, at telefonen lå ovre ved hans far ... det har den så ligget siden i søndags. hmmm....!
Måske var livet nemmere, da jeg var barn...?
3 kommentarer:
Når Emilie har haft telefonkriser af den karakter Bodil gennemlever lige nu - har hun nogengange stønnet: "Hvad GJORDE I, dengang I ingen mobiler havde!?!?" ..
.....
hvad pokker gjorde, vi egentlig?
Hihi Helle, jeg kan tydeligt huske min mors sukken naar jeg lige efter jeg var kommet hjem fra skole ringede til min bedste veninde og snakkede i en times tid. Vi havde jo set hinanden hele dagen og boede max 5 minutters gang fra hinanden.
Men hvad vi ellers gjorde ved jeg ikke - ikke noget vel, saaes og snakkede tit tror jeg.
Heldigvis har Cathrine ikke haft den slags telefon kriser endnu, men jeg er sikker paa de kommer om faa aar.
Jeg fik ALDRIG lov til at snakke en time i telefon derhjemme!!
Jeg tror nok vi praktiserede at hoppe på cyklen og stikke hovederne sammen... men det gør de jo også, de unge.
Send en kommentar