Vi har drøn på om mandagen.
Jeg møder kl. 7 - det gør jeg fordi jeg så kan gå hjem kl. 15, og det er jeg nødt til, for at nå at følge Kristian til badminton. Der er lidt langt for ham at cykle alene - han ku' såmænd nok lære det, men nu, hvor der bliver tidligt mørkt, kan jeg ikke lide at ha' ham til at cykle hjem selv.
Jeg er ikke særligt vild med tanken om at møde en time tidligere. Men det er faktisk mindre slemt, end det lyder. Jeg står op til normal tid og går i bad, og i stedet for at deltage i familiens morgenliv og -ritualer, tager jeg på arbejde.
Der er ofte mørkt, når jeg møder på den tid. I hele bygningen er vi vel en håndfuld, der er mødt kl. 7. Til gengæld er der utroligt roligt - ud over, at der ingen kolleger er, er der heller ikke nogen, der ringer. Så der er ro til at få set på de emails, der ligger fra fredag - kollegerne ude i banken går nemlig sjældent hjem kl. 14.30 om fredagen, som vi gør, så der ligger tit nogen mails.
Morgenmaden henter jeg i kantinen. En rugbrød med ost og en banan - rugbrødet er som regel friskbagt, i dag kom det lige fra ovnen - uhm! Så en kop stempelkaffe til - jeg har naturligvis min mini-stempelkande ude på arbejde - så glider både arbejde og morgenmad glat ned...
Klokken 15 er det også dejligt - de andre har en time tilbage at arbejde i, men jeg har fået foræret en time. Idag har jeg fået vandet blomster - det plejer jeg ellers at gøre søndag - og støvsuget. Støvsugningen var egentlig også plansat til i går, men så løb støvsugerposen HELT fuld - og det var den sidste...
I aften kommer Carsten og spiser med os. Bruno og ham skal ud i Sønderskoven i Vejle og køre rundt som små, mudrede drenge på deres mountainbikes. De kommer hjem med glade smil og et stort behov for et brusebad, og så står den på kylling, gør den.
Jeg må tilslutte mig Onkel Danny - jeg holder af hverdagen.
4 kommentarer:
Jeg holder også af at møde tidligt (kl 7) en gang i mellem på mit arbejde. Og så må det da være rigtigt rart, at I kan få morgenmad - det kunne jeg også bruge en gang imellem, når alting skal gå lidt stærkt (specielt når jeg kommer til at sove over mig :-))
Signe, det er klart en af de store fordele ved at arbejde i et stort hus som vores - vi har en super kantine :-) og de lukker op kl. 7!
Ja. Jeg holder også af hverdagen. :-)
Han sagde nu mange vise ord, ham Onkel Danny.
Helle - det er jo også hverdage, vi har flest af - så de skal helst være gode og fulde af livsnydelse :-)
Send en kommentar