Livsnyderen rapporterer fra en fredszone

Det har været en toplækker weekend, selv efter livsnyder-standard.


Jeg vil ikke plage jer med detaljerne, bare sige, at der har været 

• hyggeligt besøg af dejlige venner
• lækker frokost på stam-cafeen
• afslapning
• tosomhed
• endda en enkelt løbetur

inde over.


Fredag fik jeg endda monteret en Parrot i min bil, som skal gøre det muligt for mig at snakke i telefon - helt lovligt - mens jeg kører. Der ud over kan den lille gøje også lade min telefon og spille musik fra telefon (eller iPod) ud igennem radioen. Tror det bliver et lækkert lille kæledyr at ha' i bilen! Gøjen er en julegave fra min søde og gavmilde mand, som var træt af at høre om mine kvaler med diverse halvdårlige løsninger - jeg var selv for nærig til at købe den gode, rigtige (og lidt dyre) løsning.


Jeg bliver nok nødt til at prøve den imorgen, når jeg kører til eller fra arbejde!


I formiddags burde jeg nok egentlig have lagt et par arbejdstimer, men jeg endte med at mene, jeg trængte til at holde fri. Så det gjorde jeg. Så må jeg bare knokle lidt mere imorgen.


Så det blev en søndag med fred og ro, og en løbetur i lys og tørvejr! Sikke en luksus.


Dagens sure opgave var at aflyse de førstkommende bookninger, jeg har lavet i fitness-centeret. Jeg har overbelastet mit albueled, men håber hele tiden at det nok er klar lige om lidt igen. Lægen gav mig en gang gigtpiller, men de virkede ikke ud over den periode, jeg tog dem... æv!
Heldigvis duer mine ben, så jeg benytter styrketræningspausen til at få godt gang i mit løb igen. Det er drønhårdt og jeg løber langsomt, men det er noget, jeg kan gøre noget ved.


Vi forsøger også at leve lidt sundt. Så der er ikke noget kage-guf og chokolade og chips her på matriklen. Jeg satser også lidt på at vores vegetar-indslag i kosten vejer i den rigtige retning. Det holder nemlig stadig ved, og vi er rigtig glade for den gode variation, det giver i kosten. Hvis jeg ser tilbage på den seneste uge, har vi faktisk spist vegetarisk 4 dage ud af 7 - og af de tre tilbageværende dage har vi fået fisk en af dagene!


Mellem jul og nytår købte jeg en ny veggie-kogebog - Vegetarisk Vellyst. I fredags testede vi den - vi serverede Chili sin Carne for vores gæster, og det var faktisk et hit. Der er masser af andre sjove og spændende opskrifter i bogen, som jeg er klar til at teste.


Oven i er vi kommet igang med at lave kostplan en uge frem af gangen. Det er SÅ dejligt - især når vi får planlagt det som i denne uge, hvor vi lavede planen lørdag og købte alt det ind, vi overhovedet kunne til ugen. Så er det sq nemt. Og planen er naturligvis tilpasset de ting, vi skal i løbet af ugen. Det er helt vildt så meget nemmere livet er, når man ikke skal være opfindsom på kommando, og ikke skal fare rundt og glo fortvivlet ned i køledisken 16.30 om eftermiddagen flere gange om ugen.


Jeg har nået et punkt i mit liv, hvor jeg bare er nødt til at opfinde systemer, som kan gøre livet lettere ... ellers tilter jeg.


En anden ting, jeg også er nødt til - er at få min nattesøvn. Så det her snikke-snakke indlæg bliver ikke længere.


Hav en god uge derude - og godnat.

Livsnyderens lyse onsdag

Det har faktisk været en god uge, af første-uge-efter-ferien-uger at være.

Mandag mærkede jeg lidt at ferien var slut - at jeg måske var kommet til at sove lidt for sent, og at dagen var startet på et tidspunkt, hvor jeg den seneste uge har ligget og snuet.

Ellers har det faktisk været rimeligt ud af landevejen.

Idag var jeg til evalueringsmøde, med hele det store projekt, som vores lille team har været en del af det sidste halve år. Vi har lavet vores systemer klar til at tage Jyske Banks Totalkonto i brug, og det har været en omfattende og ret spændende opgave. Oven i købet er Jyske Bank glade - de får en løsning som på mange punkter er bedre end den, de har idag.

Det var nemt at komme i tanker om gode ting at sige om projektet, selvom der naturligvis også var ting, som kunne have været bedre - sådan er det vist altid.

Jeg fik snakket lidt med nogen af dem, jeg ikke ser så tit - det gode ved min virksomhed er, at der er dejlige mennesker overalt hvor man vender sig hen.

Og så fik jeg oven i købet ryddet et par opgaver af vejen, da mødet var slut, og jeg sad hjemme ved pc'en - nogen af de opgaver, jeg har skubbet foran mig.

Imorgen er det torsdag - jeg skal ud at løbe en tur. Det har jeg fået godt gang i mens det var juleferie, og nu skal der holdes fast. Det lykkedes mig at komme ud at løbe i stormvejret igår, jeg var temmelig stolt af mig selv, da jeg kom hjem med kolde kinder efter at have kæmpet mig igennem en mur af vind på vej hjem ad Sjællandsgade.

Undervejs så jeg enkelte forfrosne hundeluftere, og kun en enkelt anden løber. Jeg mødte også en mand, der slingrede temmelig meget - det var nede i mørket på Nørre Voldgade, og engang ville jeg nok have været lidt bange. Han så dog bare lidt usikker ud på benene - han havde vist indtaget noget stærkere end sportsvand - og jeg er overbevist om at jeg både kunne ha' væltet staklen og løbet fra ham ... så jeg løb bare i en god bue udenom hans slingrekurs.
Da jeg var hjemme igen var jeg fuld af lækker efter-løbs-energi. Uh, hvor har jeg savnet at løbe! Og jeg elsker jo at løbe, mindst lige så meget om vinteren som om sommeren!

Fredag er det hjemme-dag - og en ekstra god en af slagsen. Jeg bliver nok nødt til at tage et par timer fri, for jeg skal til Kolding og ha' monteret et håndfri-sæt i min bil. Det har jeg fået af Bruno - så nu ser jeg frem til at sludre med min mor mens jeg kører hjemad. Mon ikke Bruno gi'r frokost, mens de monterer det nyeste gadget? Til aften får vi gæster - min dejlige veninde og hendes kæreste kommer, og der er absolut ingen tvivl om at det nok skal blive sjovt og hyggeligt!

Tilmed er dagen tiltaget med hele 12 minutter! Det synes jeg er skønt, og måske er det lige de 12 minutters lys der er faldet ind i mit liv, og har fordrevet det indigoblå.

Dagen er nu heller ikke ringere af at et andet lys - mit livs, nemlig - i aften er kommet hjem efter en 2 dages tur til Sverige :-)

For at citere Benny Andersen: Livet er ikke det værste, man har.

Livsnyderen tager afsked med 2011

Egentlig gad jeg ikke skrive sådan et indlæg her. Og det bliver ikke nogen kavalkade over alle mine blog-bedrifter, for de har været få og langt imellem.


Men jeg fik alligevel lyst til at sige farvel til 2011, som har været et år som de fleste - et broget kludetæppe med et helt andet mønster end det, jeg havde forventet.


Meget blev selvfølgelig som planlagt og forventet. Jeg har ikke skiftet job, mand eller hus i 2011. Jeg har ikke kastet mig ud i vilde projekter og nye hobbies.


Det har været et travlt år, men det var også forventet. Jobmæssigt har jeg haft ekstremt meget om ørerne, og det har både været sjovt og hårdt. Jeg har dog holdt mit overarbejde nede, for jeg gider ikke arbejde 20 timer ekstra om ugen. 20 timer om måneden må være nok - jeg tror rigtig meget det handler om at prioritere, og vælge at skippe overflødige møder, aktiviteter med videre. Så kan man faktisk nå utroligt meget uden at arbejde som et Mærsk-jakkesæt.


Når jeg tænker på 2011 synes jeg at jeg har været træt. Nok især fordi jeg er stået tidligt op og har arbejdet over om morgenen. Min elskede har ikke haft meget fornøjelse af mit selskab om aftenen, for mangt en TV-avis har skinnet sit blå lys på mit sovende ansigt i sofaen.


I slutningen af året forrådte min krop mig lidt. Måske har jeg ikke været god nok ved den, for selvom jeg har kæmpet for at holde gang i træning og løb, har det bestemt ikke været noget fantastisk træningsår. Ihvertfald kunne min læge i december konstatere, at mit blodtryk var i overkanten af, hvad det burde være. Så så man lige min underkæbe ramme mit ene knæ med et klap, for det havde jeg ikke forventet. Her har jeg gået og blæret mig af mit altid mega-lave blodtryk (det har ligget på omkring 120/70), og så får man sådan en måling klasket i hovedet, som ser helt anderledes ud.


Jeg er ikke på piller, for lægen og jeg blev enige om at se tiden an en måned, og lave en række blodtryksmålinger igen, hen over en weekend. Så må jeg lige prøve at give den lidt gas med træning og være bedre ved mig selv, og se om det ikke giver pote - ellers står den nok på blodtryksmedicin fremadrettet.


Hvad angår kærligheden, har 2011 været et fint år. Min Bruno og jeg kunne fejre 10 års bryllupsdag i november, og jeg glæder mig stadig hver eneste dag over at dele liv lige præcis med ham.


Men vi bliver jo ældre. For i 2011 er mine børn blevet 15, 18 og 24 (!!), og mine søskende rangerer i år fra 51 (min smukke, unge storesøster) til 54 (min distingverede ældste bror). Jeg er den eneste i børneflokken, der endnu ikke kan mønstre et gråt hår i parykken (min frisør har tjekket uden held).
Min mor er lige her i julen fyldt 78, og det er jo ligegodt en sjat.


Der er også sket det sære, at print på mælkekartoner, risposer og i bøger er blevet mindre og mere gnidret i år. Derfor har man kunnet se mig med briller fra Tiger balancerende på næsespidsen, i forsøget på at modvirke denne mærkelige tendens. Jeg vil overveje at få et par ordentlige langsynsbriller i 2012, men indtil videre lever jeg i benægtelse. Og jeg garanterer, at så snart det er muligt, vil jeg stæse ned på den lokale øjenklinik og få fikset nær- og langsyn, lige så hurtigt som du kan sige "medarbejderobligationsudbetaling".


Så farvel 2011. Jeg ved ikke helt, om jeg nåede at komme til at holde af dig, men nu er du uomtvisteligt forbi. Du går derhen, hvor brugte år går hen for at dø, og jeg går ind i 2012 - lidt skeptisk, men fortrøstningsfuld, for 2012 er bare et smukkere tal end 2011.


Godt nytår - er du nået helt her ned til slutningen af blogindlægget, skal du sørme ha' en nytårshilsen med. Jeg ønsker mig selv og alle jer andre, at I har kræfter og overblik til at træffe de rigtige valg, så 2012 kan blive et godt år for os alle.


Over and out.

Livsnyderens selektive kropshukommelse

Da jeg løb nede ved Lillebælt idag, var vandet næsten blikstille.

Måske var det bare det tunge tråd og det besværede åndedræt fra en vis motionist, der lavede de krøller, der var på overfladen.

Det fik mig til at tænke.

Jeg har tit hørt, at kroppen har sin egen hukommelse. Kroppen husker det, vi gør ved den, siger nogen. Det lyder lidt new age, og jeg ved ikke, om der er noget videnskabeligt belæg for det.

Uanset, så tror jeg at min krop har en meget selektiv hukommelse.

For hvorfor er det meget lettere for den at huske, hvor overvægtig jeg var engang (og stræbe efter at opnå den vægt igen), end at huske at jeg løb et halvmaraton for langt kortere tid siden? Dumme krop!

Efter dagens løbetur gjorde jeg mig umage for at huske den virkeligt gode fornemmelse jeg havde i min krop, mens jeg smed mit svedige løbetøj på badeværelsesgulvet og gik i bad. Den vil jeg gerne have at min krop husker på.

Livsnyderens indigoblå dag

Det meste af tiden er jeg temmelig glad og ligevægtig. Mit liv er jo egentlig også vældig dejligt - jeg har en mand, jeg er meget glad for, jeg har et godt forhold til både hans og mine egne børn, og hvad angår mit job, er det vel ikke forbigået nogen, at jeg synes, at det jeg laver er sjovt.

Min økonomi er i orden, jeg bor et sted, jeg er glad for, og vi har fornøjelsen af at have gode venner, som vi kan grine og snakke og have gode oplevelser sammen med.

Alligevel er mit liv ikke altid lysegrønt. Der er nemlig også det indigoblå.

Det indigoblå sniger sig nogen gange ind i mit liv.

Der er altid en grund - og det er ikke fordi jeg er depressiv af natur, men det er som regel et sammenfald af forskellige ting - for eksempel kombinationen af travlhed, vintermørke og ting på privatsiden, som tynger - hver for sig er de til at bære, men tilsammen kan de stække smilebåndene på denne her ellers så letsindede livsnyder.

Lige nu kikker jeg ud fra det indigoblå. I behøver ikke bekymre jer for mig, for jeg er ok, og jeg passer på mig selv. Men der er ikke helt den samme glæde og energi som ellers. Livsnydere kan altså også have sorger og mørke timer. Eller, indigoblå timer.

Når jeg er i det indigoblå, tænker jeg alt for meget. Jeg bekymrer mig, og giver mig selv skylden for alt muligt lige fra vinterkrigen mellem Rusland og Finland og til finanskrisen. Eller noget i den stil. Jeg tuder på sagesløse veninder, og på min stakkels mand, når jeg skal forklare, hvad der er galt. Og jeg tuder ellers ikke ret tit, kan jeg oplyse om.

Dagene i det indigoblå er overskyede, og de stjæler min energi. Og selvom jeg forsøger at leve livet som normalt, kan jeg godt mærke, at jeg ikke er i stand til at give så meget som ellers. Når solen skinner, ser jeg det gennem det blå filter, inde fra det der hul, jeg er i.

Jeg kommer ud lige om lidt. Jeg skal bare være færdig med at snakke med mig selv, og finde ud af hvad jeg skal gøre for at finde mine ben igen. I mellemtiden er jeg lidt mere tyndhudet, træt og muligvis lidt mere stille end ellers.

I aften tror jeg bare jeg ruller mig sammen i sofaen, og går i seng så snart jeg kan slippe afsted med det.
Jeg kender en, som godt gider putte mig - heldigvis :-)

Livsnyderens halvhedenske jul

Jeg kan godt lide jul, selvom jeg ikke er kristen.

Der er masser af ting at synes om:

Stearinlysene over alt i huset, som lyser op i mørket.
Lyskæderne i havens buske, som gør tusmørket kl. 16 lidt lettere at bære.
De lækre småkager, og hyggelige sammenkomster med gode venner.
God, hjemmelavet glögg, både den hvide og den røde slags.
Havregrynskonfekt!
Familien, der samles og hygger, spiser, spiller spil.
Fridagene og roen.

Jeg synes det er en dejlig, hyggelig årstid, selvom jeg fint kunne undvære gaveræset. Jeg synes det er svært at finde på gode gaveønsker, og jeg kender forbavsende mange, som har det på samme måde.

Vores juleaften er helt almindelig, med juletræ og julesalmer. Vi går ikke i kirke, og vi beder ikke bordbøn eller læser juleevangeliet. Salmerne har vi dog stadig - mange af dem er smukke, og minder mig om min barndoms skønne familiejul. Og når man elsker at synge så meget som jeg gør, er julesalmerne fine at samles med familien om.

En af de virkeligt gode ting ved julen er, at det er der, dagene vender og begynder at blive længere. Når jeg tænder kalenderlys og adventsstage, er det i virkeligheden nedtælling til det. I mit hoved, ihvertfald. Oprindelig var julen jo også en hedensk lysfest, og det er da i den grad værd at fejre, at mørket snart begynder at slippe sit tag og dagene snart begynder at længes.

Jeg glæder mig til lyset kommer igen - og i mellemtiden tænder jeg lys i mørket omkring mig.

(Her er min yndlingssalme - Blomstre som en rosengård. Det er det fantastiske kor X-tetten, som synger den - jeg er nr. 4 fra højre.)

Livsnyderen i det politiske hjørne

I disse dage forhandles om et lovforslag, som jeg har ventet på længe.

Det er ikke fordi det ændrer min situation i det daglige, eller på nogen måde giver mig eller nogen af mine fordele.

For jeg taler om "starthjælpen", som blev indført af den tidligere regering - velsagtens for at Pia Kjærsgaard & Co. kunne glæde sig over at have marginaliseret småtbemidlede udlændinge endnu mere. Eller som det hedder på Pia-speak "motiveret dem til at integrere sig og komme i arbejde".

Starthjælpen blev indført i 2003 og er en barberet bistandsydelse, som gives til folk, som de sidste 8 år har opholdt sig 7 af årene udenfor Danmark, og som ikke kan forsørge sig selv. Det skulle, som nævnt, motivere udlændinge til ikke at hvile på den edderdunspude, som bistandshjælpen jo er (det ved alle, som Dolph siger), og i stedet gå ud og få sig et job. Og integrere sig, og spise frikadeller.

For vi ved jo alle sammen hvor fantastisk effektfuld negativ motivation er.

At starthjælpen ikke fungerede som det angiveligt var meningen, viste sig efter nogle år. Som forudsagt kom der ikke flere af målgruppen i arbejde - de blev bare mere marginaliserede og mere fattige, og når man er fattig, er det svært at få råd til sende ungerne til fodbold og spejder og den slags ... og så bliver de også dårligere integreret.

Alligevel lavede man ikke loven om.

Da folketingsvalget var på trapperne, var jeg meget splittet. Jeg er vist det, man kan kalde en borgerlig radikal (selv kan jeg godt lide udtrykket "social-liberal"), og absolut ikke nogen fan af hverken SF eller Enhedslisten (jeg er ikke så vild med statens overtagelse af industrien og den slags). Hvad angår Socialdemokraterne, føler jeg mig lidt mere i familie ... men jeg er aldrig blevet helt revet med af Helle Thorning.

Men de borgerlige partier kunne jeg altså ikke stemme på. Når jeg laver sådan nogen hvem-er-du-enig-med tests, står DF altid som den jeg er ALLERMEST uenig med - - og så er det jo lidt svært at gå ind for en regering, som er totalt i lommen på dem. For det følte jeg, at de var. Venstre kan jeg ellers blive enig med om mange ting, men den der uhellige alliance måtte jeg tage afstand fra.

Alligevel var jeg glad over valgets resultat. For vi fik Pia K. fra fadet, og en anden god ting var, at de Radikale havde et godt valg. Jeg tænkte, at hvis de kunne få det til at fungere, var det okay. Socialt hjerte med borgerlig økonomipolitik  - det er lige op af min boldgade!

For et par uger siden hørte jeg i P1 en udsendelse om to danske kvinder, der begge levede på starthjælp, og det var simpelthen fortvivlende. Begge kvinder havde problemer, der forhindrede dem i at komme på arbejdsmarkedet - den ene var kommet hjem til Danmark med PTS (Posttraumatisk Stress) efter at have levet i udlandet med en voldelig ægtefælle.

Forestil dig at have 41 kr. om dagen at leve for. Min indignation blev gen-tændt! Heldigvis sluttede udsendelsen (som var optaget i august) med, at de ringede til en af kvinderne og fortalte, at en afskaffelse af starthjælpen var planlagt af den nuværende regering. Hun var så lykkelig, for nu kunne hun få råd til at købe de jerntabletter, lægen sagde hun skulle have, og hun kunne komme til tandlæge.

Jeg er så glad for at vi kommer af med starthjælpen, for den kan vi simpelthen ikke være bekendt. Jeg ved godt riget fattes penge - men den blev jo heller ikke indført som et besparende tiltag dengang.

Nu kan vi få ryddet op i nogen af de ting, der lever som forkrøblede bastarder af en V-far og en DF-mor i vores lovgivning. Væk skal de! Så kan jeg godt leve med at se Ole Sohn som Erhvervs- og vækstminister for en tid, selvom det kryber i mig. For slet ikke at nævne Villy Søvndal ... suk.

Det er store vaskedag, og så kan det være vi om 4 år kan få en regering hen over midten, når lov-bastarderne er aflivet.