Jeg forstår ikke alt det med alder.
Lige for ganske kort siden var jeg 25 og blev ansat på Bankdata ... og én ting er, at jeg nu har været ansat i firmaet i 17 år lige om lidt, en anden er, at jeg ikke er 25 år mere.
Ikke at jeg har noget imod at være 42 - for det har jeg ikke. Jeg synes bare slet, slet ikke at jeg er voksen og moden nok til at være "en midaldrende dame".
Så er der det med spejlet. Jeg har stærkt blandede følelser omkring det, der sker i mit ansigt - aldringen. Jeg er fascineret af det på den ene side - synes det er værdigt og smukt. På den anden side forstår jeg ikke helt, at det sker for mig. Undrer mig over, at det er mit ansigt, der får fine smilerynker, farveujævnheder ... og så har jeg ikke engang fået mit første grå hår endnu.
Forstå mig ret - jeg er glad for den måde, jeg ser ud på. Lige fra mine skæve tænder til min mærkelige næsefacon og mine brune øjne. Og jeg synes godt om den måde, jeg aldres på. Jeg får at vide, at jeg holder mig godt, og det er selvfølgelig dejligt.
En anden sjov ting er, at jeg pludselig har kolleger, der er på alder med mine børn og bonusbørn. Mennesker, som jeg har et venskabeligt, ligeværdigt forhold med - og så bliver jeg pludselig mindet om, at jeg faktisk er en anden generation end dem.
Jeg har en rigtig god ven på arbejde. Vi pjatter, og vi snakker engang imellem lidt alvorligt, og han er bare sådan en rigtig buddy. Og altså en del yngre end mig. Men alligevel temmeligt klog. Nogen gange mobber jeg ham med hans unge alder, eller udbeder mig "respekt for en ældre dame". Så siger han - og det lyder oprigtigt - at han faktisk ikke opfatter mig som "ældre" på den måde (og det er jeg jo egentlig heller ikke).
Så har jeg den her vane med at lave sjov ved at sige "ældre dame", "dum blondine" og "hende den småfede" om mig selv - for sjov, i ironi - men en dag, hvor jeg kørte blondine-tingen, sagde han et eller andet i retning af "det var da en selv-sviner."
Det fik mig til at tænke på - er det en slags indirekte "jeg er ikke god nok, og hvis jeg skynder mig at sige det selv, er det ikke så slemt", jeg har gang i?
Selv hvis det ikke er (og jeg har jo faktisk et rimeligt selvværd - så det er det jo nok ikke) - så er det da faktisk en rigtig dårlig vane. At lave sjov ved at tale dårligt om mig selv. Så det har jeg bestemt mig for at holde op med. Jeg er god nok selvom jeg ikke er 30 år og har 20 i BMI - og jeg VED at jeg er en god og kompetent arbejdskraft.
Tænk at man sådan skal blive belært af en knægt, som ikke engang er fyldt 30 endnu.
Nogen af mine unge kolleger er jeg altså fint på bølgelængde med. Der er også en ung kvindelig kollega, som bare er så dejlig en pige. Der er så mange ting ved hende, der minder mig om mig selv i den alder, selvom hun har en meget anderledes baggrund end jeg har. Og vi snakker fuldstændig ubesværet sammen - hun er bare en gutterpige.
Andre af de unge er bare et helt, helt andet sted i livet end jeg er. Søde og dejlige mennesker, men bare så åbenlyst meget yngre end jeg er. Og det er okay. Men det er bare så uvirkeligt at arbejde sammen med nogen (i øvrigt meget dygtige og kompetente) mennesker, som er 3-4 år ældre end Andreas... altså når jeg kommer i tanker om det :-)
Det er jo netop lige det, det handler om. For meget af tiden tænker jeg jo slet ikke på det.
Og mystisk nok er det ikke et problem at have venner, som er 10 eller 15 år ældre end mig selv - det tænker jeg ikke over, kom jeg lige til at tænke på. De ældre kolleger tænker jeg jo egentlig heller ikke over, er ældre end mig selv (når de altså ikke lige nævner deres børn, som er i 30'erne).
Måske er det så mærkeligt for mig, fordi jeg var DEN YNGSTE i alle mulige sammenhænge i mange år. Hjemme var jeg yngste barn. Jeg kom tidligt i skole, og var hele vejen igennem min skolegang - i folkeskolen og gymnasiet - den yngste i min årgang. På edb-skolen var jeg ikke den yngste. Jeg havde været ude på arbejdsmarkedet et par år, og det var faktisk meget rart at være en af de mere "voksne" i klassen.
Men så kom jeg ud på arbejdsmarkedet, og både i Sydbank, hvor jeg arbejdede først, og på Bankdata, var jeg, om ikke den yngste, så ihvertfald "en af de unge". Og sådan var det længe - for op gennem 90'erne blev der ikke ansat mange.
Og jeg mener jo ikke, at det er en kvalifikation i sig selv at være ung. Jeg ved selv, hvor meget mere rummelig, stærk og effektiv jeg er blevet med årene. Jeg kan mærke, hvordan min personlighed er blevet afrundet og udviklet - hvordan min klangbund bare er en hel anden, end da jeg var 25.
Så hvorfor er det så stor en kilde til forundring for mig - det med alder?
.JPG)
