søndag, juni 18, 2006

Mit gamle kladdehæfte

Jeg har et gammelt, grønt kvadreret kladdehæfte.
hæfte
Det er temmelig laset og nusset efterhånden.
Men jeg har også gemt det i 22 år - det har fulgt mig gennem mit livs omskiftelser og været med rundt, hvor jeg har boet siden 1984, hvor det kom i min besiddelse.

Hæftet brugte min veninde Lone Lilholt Sørensen, og jeg selv, når vi skulle sludre i timerne - uden at få alt for meget uønsket opmærksomhed fra læreren. Vi fyldte utallige sådanne hæfter gennem de 3 år, vi gik på gymnasiet, og det her er det sidste, vi skrev i - så det er ikke engang fyldt helt ud.

Lone var min bedste veninde og klassekammerat gennem de 3 år, jeg gik på Aalborg Katedralskole. Jeg ved ikke helt, hvorfor hun tog mig under sine vinger.
På en eller anden måde var vi nok begge lidt outsidere i klassen.

Jeg var den yngste, suverænt. Lige fyldt 15 i april, da jeg mødte op til første skoledag i mine jeans, min tshirt fra en lokal bilforhandler (lokal som i Storvorde - oplandsbyen, hvor jeg boede) og mine gummisko. Ikke helt på niveau med flertallet af pigerne, som ikke alene var fra Aalborg, men også nok kom af noget lidt finere end mig de fleste. Som brugte neglelak og bh, og gik i mærketøj og bare helt generelt var vildt meget mere sofistikerede end mig.

For sofistikeret, det var jeg ikke.

Lone kom fra en arbejderfamilie i Nørresundby. Hendes far havde gjort det rigtig godt - han var fabrikschef på Bates sækkefabrik. De var meget søde mennesker.
Lone var lille og lidt rund i det, og havde langt, mørkt hår. Hun gik i stramme bukser og træskosandaler med høje kilehæle, og hendes cowboyjakkelook var der på en måde lidt Suzy Quatro over. Hun var en af de ældste i klassen, og suverænt en af de mest modne på mange måder. Hun var vant til at arbejde, og lige så snart hun blev 18 (i starten af 2 g) købte hun bil. Indtil da fragtede hun sig selv (og nogen gange mig) rundt på en puch maxi.

Og hun tog sig af mig. Vi var venner. Drak øl og sladrede, og tog på mange sjove udflugter sammen. Jeg husker stadig tydeligt vores ture til Blokhus, og dengang vi gik i Karolinelund en torsdag aften, fordi vi ikke gad læse til eksamen mere.

Jeg havde også andre venner i gymnasiet, men Lone var min konstant.

Og så havde vi jo det her kladdehæfte. Jeg citerer løst:
Mig: Gid den (klokken altså) var 13.49!
Lone: Ja jeg tænkte nok at det ikke var længden. Ikke 13.49 men 13.51.
Mig: Okay så, du er ikke så beskeden, hvad?
Lone: Klokken din BUK BUK JULEÅND!
Mig: Fy bad! Næe lad os gå efter: Mål over skuldrene, mål over hofterne, højde
Lone: OG..... <--- tankeprikker Mig: Nej, det kan sq være ligemeget. Lone: Ja okay, bare han FORSTÅR DET! Mig: Ja, en med NATURTALENT... hæfte 1
Og sådan kunne en time nemt gå med sladder om dette og hint... lektier og drenge og livet generelt.

Når jeg læser i hæftet, er det som at tage et lille kik tilbage til starten af 80'erne. Ind i en anden person, som dengang var mig. Jeg føler mig transporteret, og kan næsten huske lugten på gangene, de store, truglignende vaske, som stod for enden af gangene, trapperne i den gamle bygning, bænkene i gården, som på alle 4 sider var omgivet af skolens bygninger. Nostalgi.
Men ingen længsel. For min gymnasietid var mest præget af usikkerhed og følelsen af ikke helt at slå til.

Jeg holdt fantastisk meget af Lone, og der var også andre, som jeg havde det rigtig godt med.
Der var de tøser, jeg gik i byen med - Lille kønne Hanne, Iben, som var mørk og hvis far var apoteker, og Anlo, som var sporty og begavet - og de drenge, jeg var venner med. Det var nok især søde, venlige Dan og musiksmølfen Bjarne, og Palle med det hvide hår og de brede skuldre, som jeg egentlig nok var lidt forelsket i.
Men det var ikke nogen sorgløs idealtid, og jeg ville ikke tage tilbage, hvis jeg kunne.

Pigerne aner jeg ikke hvor er.
For nylig stødte jeg tilfældigt på Bjarne online. Han kunne fortælle mig at Dan var død af kræft.

Selv har jeg ikke haft nogen kontakt, siden Lone kørte sig selv ihjel. Det var i 1987 eller -88. Andreas var ganske lille. Jeg fandt ud af det, da jeg ikke fik svar på et brev, jeg havde skrevet, og derfor ringede til Lones mor for at høre, hvor hun var flyttet hen.

Jeg kan stadig huske, at hun sagde "Lone er her ikke mere." Og jeg fattede ikke hvad hun snakkede om. HVOR var Lone ikke? Jeg vidste jo godt, hun ikke var i Nørresundby!
Men så fes det ind.

Jeg skulle have været der til begravelsen og sunget for Lone. Hun kunne godt lide, når jeg sang, og jeg sang tit for hende, når vi kørte bil eller gik tur eller sad i gården eller på gangen.
Det plagede mig nogen tid, at jeg ikke havde været der til at synge, den sidste gang.

Lone ligger på Nørresundby Kirkegård.
De første år besøgte jeg hende tit. Mest for at det skulle blive virkeligt. Jeg forstod det ikke.
Nogen gange drømmer jeg stadig om Lone - men der går efterhånden år imellem.

Det grønne kladdehæfte er det tætteste, jeg kommer på hende nu.
Jeg ved ikke, om vores venskab var bestået, hvis hun havde levet. Men hun var det bedste i min gymnasietid, og jeg er ked af, at hun ikke fik lov til at leve lidt længere.

4 kommentarer:

Henriette sagde ...

hvor er det smukt

Helle sagde ...

Ja... og sørgeligt ...

Ella sagde ...

Hor er det et smukt mindeskrift du har lavet over hende - meget bevægende Lizelotte.

Lizelotte sagde ...

Tak alle tre.

Den her post har boblet i mig i nogen tid - nu var den moden.