Det har været nogen bevægede dage.
Vi fik besøg af en vognfuld glade studenter torsdag middag - det var herligt.
Torsdag aften var jeg med Bodil til afskedsfest med klassen - de går nu ud af Lyng skole og starter i 7. klasse i en anden skole, i en klasse, som er en blanding af gamle og nye klassekammerater.
Jeg sagde farvel til Bodils klasselærer, som har fulgt først Andreas, og derefter Bodil, fra 1. til 6. klasse - og dermed også fulgt mig i 12 år - fra jeg var 28 og indtil i dag.
Det var mærkeligt.
Jeg ved af erfaring, at jeg aldrig kommer til at kende nogen klasse (incl. forældre), som Bodil går i, så godt som den, hun har forladt.
I formiddag har jeg været til translokation, for at se min store dreng få sit eksamensbevis. Han er bare en blandt et par hundrede - men jeg er så stolt (selvom hans snit bare er helt gennemsnitligt) og jeg blev vældig rørt - men typisk for mig, først i bilen på vej tilbage på arbejde.
I morgen meget tidligt kører vi på ferie. Vi er ikke klar endnu, men vi bliver det.
Så bloggen holder ferie lidt... vi snakkes ved.
1 kommentar:
Tak Liselotte - I lige maade!
Send en kommentar