torsdag, juli 02, 2009

Sommeraften

Hvis ikke idag har været den perfekte sommerdag - så ved jeg snart ikke ....

Da jeg kom hjem kastede jeg min solhungrende krop ud bag pæretræet. Der kan jeg smide hver en trævl, og man skal VIRKELIG være nysgerrig for at kunne belure mig.

Eller blikkenslager. Pludselig så jeg op fra min bog og observerede, at en trind mand i arbejdstøj havde indfundet sig i min have.

Hej, sagde jeg .... hvad vil du?

Jeg er blikkenslager, sagde han, og så kom jeg i tanker om at Bruno havde bestilt sådan en til at komme og kikke på vores vandrør.

Jeg har altså ikke noget tøj på, informerede jeg den rare mand, og så sagde han Nå da, jamen så vender jeg mig lige om.

Fru Hausgaard iførte sig så sin kjole ... og fulgte med den glade rørlægger rundt i huset for at fortælle hvad vi manglede at få gjort.

Bruno er sikker på at vi ALDRIG får problemer med at få ham til at komme ud fremover ;-)

Nå --- vi slap da af med ham igen, og da det blev spisetid fyrede Andreas op under grillen. (han har i den forbindelse fortjent tilnavnet Duck Norris).

Så da Bruno kom hjem fra cykeltur, var der glødende kul og pølser på køl, og jeg var begyndt at tænke på at lave salat.

Nu er klokken snart 23, og vi sidder stadig på terrassen og nyder det.

Jeg vil være sydeuropæer i mit næste liv. Selvom det her fandme også er godt.



Livsnyderen - signing off (efter 1 corona, 2 caipirinhos og en ordentlig sjat hvidvin)

onsdag, juli 01, 2009

Mexico ligger i Spanien

...og Danmark er pt. en del af Sydeuropa.

Ihvertfald er klimaet lige nu lettere provencalsk. Jeg kender mange, der vånder sig i varmen, og ønsker sig briser og skyer og endog lidt regn, men jeg selv elsker det.

Gi' mig 28 grader og luft, der føles som en håndgribelig ting - der smyger sig blødt og nærgående og lunt om min sommerhud. Gi' mig aftener hvor man kan sidde ude indtil man ikke kan se mere, gi' mig asfalt der brænder mine fødder og dage med dis og lyden af børn der leger i et soppebassin to haver herfra.

It's your latin blood, ville Roberta sikkert sige - hun mener, jeg er en blond latina, og måske har hun ret.

Jeg har dog kun et enkelt hjertesuk. Sidste år ved denne tid havde jeg ca. 1/3 af det hår, jeg har nu. Brunos bedende blik har foranlediget, at jeg har ladet det vokse sig længere og tykkere (!!) - - og det er VARMT!!!

For langt til at være komfortabelt, og for kort til at smække tilbage i en hestehale.
Jeg skiftevis rykker i det for at det skal vokse, og sender længselsfulde tanker til min frisør.

Men bortset fra det, så elsker jeg varmen.

mandag, juni 29, 2009

Ugeblog

Det er sommer, og så er der så mange andre ting end PC'en der trækker!

Det er også blevet skoleferie, og i mange år har skoleferiens start også betydet sommerferiens start. Sådan er det ikke i år, for vi har byttet med Bodil og Kristians far, så det er ham der har ferie med dem nu.

Lige nu har vi "den lille ferie" - der, hvor vi har fri hver dag fra 16 til 8. I princippet, ihvertfald - for der er jo alligevel nogle gange et par praktiske gøremål, som vi skal tage os af.

I dag stod den på lidt rengøring, for gulvet i Kristians værelse og gæsteværelset er blevet høvlet af. Det grisser, den slags. Og så lavede Andreas og jeg aftensmad.... ja, for vi har jo alligevel et enkelt ferie "barn" - Andreas skal bo her i juli og en del af august, for han har job på Coca Cola i sin ferie. Han er dog helt klar over, at han ikke skal regne med at der bliver serveret aftensmad og så videre hver eneste aften - for vi plejer at tage det lidt let i de her uger.

Weekenden har været dejlig. Fredag var jeg ude med en flok hyggelige kolleger fra afdelingen, vi var i Fredericiahallen, hvor vi fyrede den af med indefodbold, basketball og hockey. Supersjovt, bortset fra at min skade ikke var glad for fodbolddelen.

Bagefter var vi ude at spise... og et par øl på den engelske blev det da også til ... jeg var lidt tipsy, da jeg styrede cyklen hjemad.

Lørdag var jeg dog frisk nok til at jeg kunne ordne gave til mit søde tøsebarn, som fylder 16 idag - og som fejrede det i lørdags hjemme hos sin far. Det var rigtig hyggeligt.

Igår sluttede vi weekenden af på skønneste måde med en hyggelig tur med gode venner, ud på Vejle Fjord i deres lille motorbåd. Ud hvor der var smukt og roligt, og så frem med kolde drikke, så vi kunne sidde og snakke og nyde solen og det gode selskab.

En helt igennem dejlig afslutning på en rigtig sommerweekend. Og en fin start på vores "Lille ferie".

I morgen fortsætter det gode - - jeg skal ud til Lene, min veninde, og tøsehygge. Vist godt nok at jeg skal arbejde hjemme onsdag... :-S

tirsdag, juni 23, 2009

Så går ungdom til dans...

...på dit bud, Sankte Hans.

Sådan synger de i Midsommervisen.

Da jeg nu ikke ligefrem kan påstå at jeg er en del af ungdommen, vil jeg tage min pode under armen og smutte i Madsby Legepark. Der synger min kollega, Martin, med Sct. Michaels Singers, og ham skal jeg over og klappe af.

Måske bliver vi hængende til båltid, det må vi se.

Bruno er ude og underholde nogen forretningsforbindelser, så det er bare mig og Kristian - og vi har i øvrigt lige nydt et dejligt aftensmåltid. (Koldskål)

søndag, juni 21, 2009

Efter festen...

Der var telt i haven og vejr, som truede, men som endte med at arte sig.


Der var veldækket bord og oplagte gæster.

Der var en fødselar i godt humør som gav et nummer sammen med Conny.

Der var gæster af den humørfyldte slags ...



Og der var min mor, som også så ud til at hygge sig.



I det hele taget var det en rigtig dejlig aften, og de sidste tog ikke hjem før lige inden midnat - og eftersom gæsterne dukkede op kl. 12, må det siges at være ganske fint :)

Jeg bliver så glad og varm, når vores familie og venner er samlet omkring os. Det er der ikke meget, der kan slå.

Så jeg var også glad.



fredag, juni 19, 2009

...så mangler vi bare vejret!

Vi har styr på det, tror vi.

Vi ved, hvem der kommer, der er bestilt mad og gjort rent, og de sidste dage har jeg bagt kage, så jeg var lige ved at tro, at jeg var en kendt tegneseriefigur.



Men nu er vi nået derhen, at vi mest mangler at dække bord - og det vil vi ikke gøre før i morgen.

Maden, vi skal have, kommer fra Caffe Katia - Katia har lavet en lækker buffet til os, som vi serverer sammen med hvidvin, øl, rødvin og sodavand. Og idag har jeg også fundet det tøj, jeg skal have på - det skal være smart men også komfortabelt!

Jeg glæder mig til at fejre ham, jeg elsker. Det er ikke hver dag, han fylder 50 - og selvom den rigtige fødselsdag blev passeret i januar, er det i morgen, vi markerer. Jeg er glad for at så mange af vores familie og vores venner vil møde frem og hjælpe mig med at feste for ham, som er min trygge havn, min legekammerat, min elskede og min allerbedste ven.

Vejret har bare af at arte sig, for det fortjener han.

Basta!

torsdag, juni 18, 2009

Vennehjælp

Man er heldig, når man har gode venner.

En af vores har virkelig ydet noget support ifm. Brunos fødselsdagsfest ... da jeg efterlyste et køleskab til låns i weekenden, havde han lige et ude på arbejde, som var blevet skadet. Han arbejder på et hvidevarelager, og der stod det her køleskab og skulle bare køres væk, for det havde fået et tryk og havde en del buler og skrammer. Men det var et nyt køleskab, og det virkede.

Det har vi så lige fået - og vi kan bare beholde det.

Da han og Bruno bragte køleskabet hjem igår, brugte han også lige eftermiddagen på at hjælpe Bruno med at sætte telte op i haven.

Så vi er pænt langt med det hele. Køleskabet kører, teltet er sat op, og bordene er på plads.

Og der har været mange, der har sagt, at vi måtte sige til hvis vi lige skulle have lidt hjælp - vi er priviligerede mennesker.

Idag skal jeg bage og vi skal have gjort rent. Man kommer langt på sådan en feriedag.

søndag, juni 14, 2009

Dejlig weekend...

Huset er pænt og rent.

Vasketøjsbunken er forvandlet til stakke af lækkert og velduftende tøj.

Strygetøjet er klaret.

Vi har hygget os, og købt ind til næste weekends fejring af Brunos fødselsdag.

Bodil er glad. Kristian luger mellem fliserne sammen med Bruno. Lige om lidt løber jeg en tur. Jeg glæder mig at komme på arbejde i næste uge..

..alt ånder harmoni. Lige nu.

Og jeg sidder helt stille og nyder det intenst.

fredag, juni 12, 2009

Så røg min golf-uskyld ;)

Jeg har masser af kolleger og venner, som elsker golf - som bruger masser af fritid og ferier på denne fritidsinteresse - som taler passioneret om matches og eagles og birdies og masser af andre ting, som jeg kun perifert ved hvad er.

Jeg har ikke forstået det helt. For umiddelbart har jeg ikke været tiltrukket af det - har ikke følt stor trang til at prøve det.

Idag skulle det dog have chancen. Brunos firma holdt et arrangement, hvor nogle kunder var inviteret, med deres hustruer. Og jeg var med, som Brunos kone.

Først kom vi - os på "sandkasseholdet" - ud på en driving range hvor vi skulle lære at skyde en golfbold afsted. Jov jov ... det var vældigt. Bagefter prøvede vi at putte, og så blev vi sat ud på en 9-huls-bane.

Det gik egentlig okay. Jeg stank ikke HELT skrækkeligt til det, og dem, jeg gik sammen med, var vældig søde og hyggelige.

Det fængede bare ikke. Når det gik godt var det moderat kedeligt. Og i perioder var det lige så sjovt som at betragte maling der tørrer.

Kort sagt: det bliver ikke mig i møder, trillende saligt afsted med min bag, i den lokale golfklub. Det er nok også godt nok. Så er der plads til alle dem, der synes det er sjovt :D

torsdag, juni 11, 2009

En spændende uge

Så smuttede der lige et par dage til ...

Vi fik fejret Andreas i mandags, det var rigtig hyggeligt (billeder følger).
Nu er han rejst til Barcelona, hvor han nyder livet - han bor hos en ven til en studiekammerat, så det er en billig tur, de får der.

Ellers er dagene bare gået med arbejde og alt det andet, der hører til i et helt almindeligt liv.

Alligevel har det været en lidt særlig uge, for i forgårs blev jeg kaldt ind til min afdelingsleder og fik tilbudt en tjans som projektleder fra 1. september. Det tog mig ikke mange splitsekunder at svare ja til det, og nu glæder jeg mig bare til at tiden skal gå, så jeg kan komme igang med det :)

Det er spændende at få mulighed for at prøve nye ting, og nu har jeg siddet på min projektkonsulentpind i godt 2 år. Dejligt at arbejde et sted, hvor der er så mange muligheder for at flytte og udvikle sig.

I dag er det blevet offentliggjort i afdelingen, og eftersom der hverken var nogen der besvimede, brød ud i gråd eller skulede ondt til mig, er det nok okay. Der var endda nogen der sagde tillykke, og nogen der mente, at jeg bliver en god projektleder.

Det bliver ikke helt fremmed, for i første omgang kommer mit projekt kun til at bestå af mig selv, samt to af "mine drenge" fra det projekt jeg sidder i - og vores tester, som man næppe kan kalde en dreng, eftersom han er noget mere voksen end mig ;)

Jeg glæder mig! Woohoo!

søndag, juni 07, 2009

Søndagsfredelighed

Søndag:

Sove længe...
Slentre rundt i
Slasketøj...
Spise morgenmad i lang tid...

Sortere og ordne vasketøj
Stryge lidt...
Senere Snuppe en løbetur...
Snakke i telefon.
Sende sms til svigerdatteren som har fødselsdag...
Smække en kagemand sammen til sønnens fødselsdag i morgen ... og
Sådan noget....

Nå ikke flere S-ord!! Bruno leger byggemand Bob ... gæsteværelset er så langt, at vi er klar til at få ringet til en gulvmand i morgen. Når Kristian tager på sommerferie hos sin far, skal vi have afhøvlet de 2 m2 gulv på hans værelse, der er lak på, og så får gulvet i gæsteværelset en omgang.

Bruno har sat loft op deroppe, og gjort klar til at tapetsere den nye væg på gæsteværelsessiden.
På Kristians side er den klar til at blive malet, men det skal gøres når Kristian ikke er her ... dvs. det bliver når han skal på ferie hos sin far.

Vi skal også have malet gæsteværelset - jeg tror vi tester den sartgrønne farve, jeg gerne vil have i stuen, deroppe. Med nye gardiner, som jeg skal sy, afhøvlet gulv og nymalede vægge, bliver det et hyggeligt rum. Vi har også planer om at købe os en dobbeltseng, og så ryger vores 3/4 seng ind på gæsteværelset. Det tror jeg vores besøgende gæster bliver glade for ;)

Som man ser ovenfor, har Andreas fødselsdag i morgen. Vi fejrer ham der - Bodil kommer sammen med sin far, og Kristina kommer også - så hygger vi med lidt god mad. Jeg skal have spurgt ham om, hvad han gerne vil have - og jeg gætter på at han ønsker sig paëlla! :)

Mmmmm søndag .... det bliver en god uge - og kort igen, for fredag skal jeg have fri - for jeg skal ud og spille golf med Brunos arbejde. Jeg har aldrig prøvet det, så det bliver spændende. Det er et arrangement, de laver, for nogle af firmaets kunder.

Så mangler vi bare noget RIGTIGT sommervejr...

fredag, juni 05, 2009

Løbenyderens livsstatus

Jeg opdager til min bestyrtelse, at det er rigtig længe siden, at jeg sidst har skrevet et løbe-indlæg.

Det er altså ikke fordi jeg slet ikke løber mere, selvom der har sneget sig en løbepause ind på 14 dage.

Faktisk har jeg løbet jævnligt, også efter jeg gennemførte min ½-maraton i starten af maj, og jeg har endda introduceret noget nyt: Intervaltræning.

Fåårk det er hårdt!! Men jeg har hørt at det virkelig flytter noget - og jeg må sige, at for et par uger siden løb jeg faktisk min hurtigste 10 km nogensinde. Uden egentlig at anstrenge mig vildt.

Min plan er at løbe interval 2 gange i løbet af arbejdsugen, og så løbe en længere tur (10+) i weekenden - i roligt tempo. På den måde får jeg også lidt vedligeholdt min distance, så jeg ikke skal starte fra 5 km og bygge op, næste gang jeg skal løbe ½-maraton.

Men som sagt har der sneget sig en pause ind. Det startede med et hold i nakke og skulder, som umuliggjorde løb, og så kom der det ene og det andet i vejen.... og pludselig, idag, var der gået 15 dage uden løb.

Idag smed jeg så skoene på og lystløb en tur --- bare i roligt tempo, ned på volden, og så ellers hvor mine ben havde lyst til at løbe hen. Det var fedt at komme afsted igen .. jeg er fuld af ny energi, og vil lige om lidt gå i gang med at gøre rent.

torsdag, juni 04, 2009

Fredag på en torsdag

Pæn, mandlig kollega kommer ind til mig idag i et strengt fagligt ærinde.

Han begynder at forklare problemstillingen, som har med Elektroniske Indbetalingskort at gøre, og det går ganske udmærket, indtil PBS i hans mund pludselig bliver til SM???

Gad vide om jeg lige sad og lignede en domina eller noget??


Joh ... det var RIGTIG meget fredag idag.

WEEKEND, Baby!

Yeah ... så er det weekend!

Ja, jeg ved det godt ... det er kun 3 arbejdsdage siden, at det var weekend sidst, men af en eller anden grund trængte jeg til weekend idag.

Heldigvis har det ikke været en særligt travl uge på arbejde. Og idag gik det da helt op i hat og briller! Drengene i projektet var re-la-tivt pjattede idag, og det røg konstant under bæltestedet. (Okay, okay ... jeg trak måske heller ikke HELT så meget op som man kan forvente af en pæn ældre dame)

Samtidig havde jeg en gang eklatant fis og ballade kørende med en kollega på direct messaging, så det var liiidt svært at holde fokus på det rent faglige.

Trods alt lykkedes det mig at få en del kedelige småting fra hånden - og det var nok de kedelige småting der gjorde, at jeg var så uhyggeligt nem at aflede idag. Med en flok festlige knejter ved hånden blev arbejdsdagen alligevel rigtig god - om end nok ikke den suverænt mest produktive i mit arbejdsliv.

Da jeg sådan er omgivet af dejlige drenge hele dagen på arbejde, bringer det balance i tingene at jeg i morgen skal til tøseaften med den relativt lille mængde kvinder, som arbejder i vores 32-33 personer store afdeling. Vi kan mønstre i alt 8 kvinder - og det ER jo ikke meget.

Jeg har dog ikke nogen problemer med kønsfordelingen, jeg synes vores afdeling er smækfuld af dejlige mennesker. Så interesserer det mig altså mindre hvad køn de har (med mindre de har meget pæne numser ;) ...

Ellers byder min weekend på besøg af min "biografklub" - Andreas kommer hjem på weekend, vi skal i bio og se den nye Terminator. Godt jeg har ham til at slæbe ind og se de film, som det vil være mande-mishandling at udsætte Bruno for.

Men .. ahhhh ... det er weekend. Mon ikke jeg skal ha' en drink eller noget??

mandag, juni 01, 2009

Hvad så vi MERE i Barcelona?

Nej - det VAR ikke mad og drikke det hele.
Den første dag, vi var i Barcelona, tog vi op og så La Sagrada Familia. Dette mærkelige bygningsværk begyndte Antoni Gaudi på i 1880'erne, og de bygger stadig derinde. Den er LANGT fra færdig, og jeg tør slet ikke tænke på hvor fantastisk denne kirke bliver, når den engang er færdig.

Jeg syntes det var svært at sige, om den er fantastisk smuk eller overdrevent grim. Men den vokser op af jorden og strækker sig mod himlen, og ligner en kulisse fra en science fiction film, eller en gyserfilm. Organisk, himmelstræbende, mystisk. Med en milliard små, sære detaljer og en dristighed som ikke ligner noget andet, jeg har set.

Da Antoni Gaudi døde i 1926 (han blev kørt ned af en sporvogn) havde de altså allerede bygget på kirken i 40 år. Og her, godt 80 år senere, bygger de stadig.

Det er vildt - og meget imponerende.
Samtidig med Antoni Gaudi havde travlt med at sætte sine fingeraftryk på Barcelona, færdedes også en fyr der hed Pablo Picasso i byen. De var vist ikke særligt gode venner - bl.a. nok fordi de befandt sig i hver sin ende af det politiske spekter, og der var pænt langt dengang. Gaudi var konservativ, og Picasso var socialist.

Vi var inde at se Picasso-museet. Og der er jo en grund til, at vi ikke traver museer tynde, min Bruno og mig - vi er simpelthen ikke særligt kulturelle. Picasso-museet var i vores øjne en ultra tynd kop te - jeg tror de ville ha' udstillet et stykke toiletpapir han havde tørt mås i, hvis de havde fået fat i noget.
Langt det meste af det, som hang i museet var i mine øjne kedeligt og grimt. Vi faldt dog over en serie billeder - udsigt fra vindue - som vi syntes var fantastisk fede. Ellers var der langt mellem snapsene. Tag jer bare til hovedet - vi nægter at falde på halen for noget, vi simpelthen ikke kan se værdien af...
Barcelona er faktisk rimeligt ren og pæn af en sydeuropæisk storby at være, synes jeg. Og meget hyggelig! Her midt i en rundkørsel var der en lillebitte park, og en mand sad roligt og fodrede duer. Et rigtigt idyllisk sceneri.

Vi var naturligvis på La Rambla - Barcelonas hovedstrøg på godt og ondt. Det var ikke her, vi havde de største, lækreste og mest autentiske oplevelser, for det var temmelig turistet.
Ovenfor er en af de utallige "levende statuer". Hende her hørte klart til i den gode ende, der er en noget svingende kvalitet.



I Parc Güell kan man se mere af Gaudis arbejde. Det skulle oprindelig have været et velhaverkvarter, der oppe på bjergskråningen, men det rumlede i den almindelige Barcelona-befolkning, og så blev det kun til et par huse og anden udsmykning. Der ligger bl.a. det hus som Gaudi selv boede i frem til sin død. En skøn park, flot udsigt - og dejlige omgivelser. Godt det ikke blev til rigmandshuse!

Imponerende huse findes der mange af i Barcelona. I Barri Gothic er det smalle gader og små huse og bittesmå hobbit-døre, man ser. Her i Eixample, hvor vi boede, var det nok ikke hobitter, men kæmper, der boede. Jeg ville godt ha' besøgt dem der boede her, men jeg kunne godtnok ikke nå dørhammeren!!



I Gothic gjorde de også en del ud af vejskiltene. Det oven over fandt vi i en rimeligt anonym lille smøge - - måske skal jeg gøre min stilling som medlem af bestyrelsen af grundejerforeningen gældende, og få lavet noget tilsvarende til Fasanvej??
Det var en fed tur! Og lige om lidt tager Andreas derned, en hel uge. Men han kan jo også snakke med de lokale. :)

Barcelona - mmm tapas!

Det er noget helt specielt at sidde på en tapasbar i Barcelona og nippe til tallerkner med lækre tapas, mens du nyder en øl eller et glas køligt rosévin ... eller måske en herlig rødvin.


Du har god tid, og maden nydes langsomt, bid for bid. Rundt om dig kan du høre livlig samtale - det meste på spansk, hvis du har været heldig og fundet en rigtig god, billig, autentisk tapasbar - og måske har du verdens bedste udsigt - til ham eller hende, som du allerhelst vil se på henover dit veldækkede bord.



Og maden ser også godt ud... :)


Ovenfor er det tapas fra den lille Barri Gotic tapasbar, Tropezòn. Kommer du forbi inden de lukker op - om dagen - ser det helt lukket ud, men om aftenen summer det af liv. Bagerst har du en tun-tærte, små friturestegte fisk, og bag rosévinen de obligatoriske tomatbrød. Forrest spinatpie og manchego-ost.

På La Taberna del Cobre sad vi på fortovet, på en lille plads. Rundt om sad andre gæster, på andre cafeer. På Taberna del Cobre fik vi disse superlækre tapas, og nok den suverænt bedste, venligste og mest effektive service vi har oplevet længe.

Bagerst ses stegte kartofler med en hammerstærk, lækker pikant sauce. Foran det små grønne, stegte peberfrugter samt foran igen grillede asparges. På fotografens tallerken kroketter med tun og kartoffel i, samt tomatbrød med skinke. Til maden fik vi en toplækker rose, som stod i en spand is ved bordet ... uhmmmm.....

Specielt var vi vilde med de grønne pebre, og her får du dem tæt på:

Den sidste aften spiste vi på Vinateria del Call, som var et ekstremt hyggeligt sted. Mad-udvalget er dog lidt begrænset, og de missede drikkepengene ved ikke at være særligt kvikke på betjeningen. Vi fik et udvalg af tørrede skinker, et udvalg af oste samt tomatbrød, og en fantastisk rødvin, som jeg skal se om jeg kan købe her i DK. Det var nams!




søndag, maj 31, 2009

Esta muy bien!

Her sidder jeg så på 3. dag i Barcelona sammen med ham den skønne Bruno.

Vi kom herned i fredags - ved middagstid - og vi har bare stor-hygget os.

Drukket fadbamser og rosévin, spist tapas, kikket butikker og gået usandsynligt mange km.
Vi har været på Picasso-museet og i Güell-parken, og set Sagrada Familia kirken ... vi er lidt vilde med Gaudis sære arkitektur, selvom jeg ikke er helt sikker på om den er røvlækker eller alt, alt for meget.

Igår var vi på bar-hopping og fik sjove drinks - de er gode til at lave caipirinhas hernede, kan jeg konstatere. OG man kan købe det rigtige, brasilianske sprut til det - så det har jeg hermed gjort :)

Lige nu holder vi siesta. Vi har drukket et par colaer og nydt lidt snacks på hotelværelset, og lige om 10 minutter sover jeg sikkert som et spædbarn. Ved 20-tiden går vi ud og spiser, for sådan gør man altså hernede i sydeuropa :)

Vi synes Barcelona er dejlig, og spanierne virkeligt søde og hjælpsomme. Og til vores store overraskelse er vores billige hotel meget, meget pænt - nydeligt, faktisk.

I morgen meget tidligt skal vi hjem. Det er også okay, for vi har hørt, at vejret i Danmark er rigtig godt. Og så venter en kort uge ... 3 arbejdsdage.

Det er da lige til at holde ud :D

tirsdag, maj 26, 2009

Ode til kop

På Koldings gågade stopped' jeg op
for i et vindue var en kop
så smuk som få jeg endnu har set -
og så sagde Bodil ganske diskret:



Mor har du set, der er en til af slagsen?
Et nyt lækkert mønster - jeg sad i saksen!
Tallerkner kunne man også erhverve sig -
på vej ind af døren jeg pludselig fandt mig.



Der var så mange kopper, og alle så kønne,
tallerkner med mønstre så fine og skønne -
Jeg måtte en enkelt af kopperne ha'
så den kunne redde min shopping-dag.



Ak skønt i butikken der var så mange,
er der endnu flere - og jeg er bange
for at jeg må have flere - jeg ser
at man kan købe dem lige her!




Så nu kan jeg ikke sove om natten,
jeg ligger og drømmer om kopper, for katten!
Og smukke tallerkner med mønster der passer
til fine galettes og bagerens basser....

Tøsetur - ja tak!

I dag havde Bodil og jeg en rigtig tøse-dag. Hun havde fri kl. 13, så jeg tog tidligt fri - og så tog vi toget til Kolding.

Der skulle oses og tøses og hygges igennem!

Og det blev der. Følgende ingredienser var til stede:

1) En lækker frokost på cafe med efterfølgende stopmæthed
2) Gennemosning af diverse butikker (inkl. genbrugsbutikker)
3) Indtagelse af en softice som vi ikke RIGTIG havde plads til
4) Et stk. grineanfald opstået ifm. at Bodil skulle tørre sin jakke af i mine bukser ... lang historie, spørg ikke...!

Lidt før spisetid tog vi trætte og glade hjem. Det var rigtig hyggeligt.

Vi gør det snart igen!

søndag, maj 24, 2009

Hvor er reservedelslagret?

Engang imellem bøvler jeg med bevægeapparatet.

I går begyndte min nakke lige så stille at sætte sig fast. Jeg havde ikke gjort noget - ingen vilde aktiviteter, intet overdrevet pc-brug ... men pludselig låste nakken.

Av-av! Det gør ondt! Jeg tager den lidt forsigtigt, og har heldigvis kunnet nyde solen i haven på trods af øm og træls nakke og skulder. Et glas rødvin skal der til i aften - muskelafslappende! - og så ved jeg jo, at det går over af sig selv i løbet af i morgen eller tirsdag.

Det skal fandengaleme være væk til weekenden, hvor jeg skal have en rigtig kæresteweekend med min Bruno!

Ellers må jeg finde reservedelslagret og få en ny nakke. Basta.

lørdag, maj 23, 2009

Sjælden salighed

Det er bare SÅ dejligt, når alle mine 3 unger er her under mit tag på en og samme tid.

Andreas har været hjemme - fra torsdag og til idag - og har bl.a. givet mig den fødselsdagsgave, han havde lovet mig: en voksbehandling af mazdaen. Den er blevet fin og skinnende rød igen, og det er dejligt.

Vi har bagt kage og hygget, og Andreas og jeg har været i bio og se Star Trek ... en VIRKELIGT fed film hvis man er sci-fi fan, og ikke mindst hvis man er lidt trekkie.

Nu er han kørt - i den nypudsede mazdabil - til Kibæk for at besøge sine bedsteforældre. Han har fået lov til at låne dytbilen indtil han kommer hjem igen om 14 dage. Så jeg satser hårdt på godt cykelvejr :D

Bruno har arbejdet som en lille hest med flytte-væg-projektet. Kristians værelse er klar til at blive malet, men han foretrækker at vi venter til en dag, hvor han er hos sin far - så han ikke skal sove i malingsdunsten. Så det gør vi.

Gæsteværelset har fået gipsvægge op, og Bruno kan spartle første gang. Han har købt nyt loft der ind til, som han også skal have sat op. Når det er gjort, skal der tapetseres der inde også, og det skal males.

Så mangler vi kun at gøre noget ved gulvene. Gulvet i det gamle gæsteværelse var nemlig IKKE høvlet af, så nu er der en rektangel af "gammelt" gulv i Kristians værelse. Det skal vi have en gulvmand ud at gøre noget ved, og han skal også ordne gulvet i gæsteværelset - når han nu er der alligevel.

Det begynder kort sagt at tage form - og det er rigtig dejligt!

Og så går vi ellers bare og nyder, at vi har fri. Næste uge er også en kort uge for Bruno og mig - vi holder fri fredag, og har store planer for weekenden :D

onsdag, maj 20, 2009

P4 Trekanten opfordrer til utugt!

I morges hørte jeg det i min radio ... mine ører var nær faldet af .. hørte jeg rigtigt??

Det gjorde jeg ... en opfordring med denne ordlyd: "Onsdag morgen har vi chokoladetrekanter på spil til den lytter, der tager det sjoveste, bedste og mest fantasifulde billede af en trekant og sender det til os."

ULP! Tænkte jeg bare.

I eftermiddag gik jeg spændt ind for at se de saftige billeder. Men jeg er ikke sikker på, om det er mig, der bare er noget galt med... for de var altså ikke særligt frække. Døm selv her.

mandag, maj 18, 2009

Mmmmmm .... solskin!

Vejrudsigten så kedelig ud, selvom vejret var fint i morges.

Da jeg kom hjem, småregnede det.

Men nu er solen kommet frem ... skrå forårsaftensol ned på alt det grønne, og på de røde mursten som er standard i vores kvarter.

Jeg er glad - og nu går jeg i kælderen og finder mit løbetøj.

søndag, maj 17, 2009

Sløv søndag

I går var vi i dejligt selskab med nogle mennesker som vi havde det rigtig hyggeligt sammen med. Derfor blev det SENT inden vi ramte boxmadrassen ... og i morges, da mit vækkeur ringede kl. 5.30 var jeg pænt glad for, at jeg havde meldt mig frivilligt til at køre hjem, så jeg ikke var lettere cognac-forgiftet, som Bruno senere på dagen viste sig at være.

Jeg har tilbragt min morgen på arbejde, og det, projektet har knoklet for, er nu i luften. Der venter os garanteret 3 travle dage på arbejde i næste uge, hvor vi følger op på dette og hint - og så kan vi gå på velfortjent "miniferie".

Alpetoppen er besejret for denne gang, og vi kan puste ud og stille og roligt starte næste projekt op.

Desværre kan vi ikke køre videre med helt samme besætning af projektet som hidtil - to af "mine drenge" skal forlade os (vi ved endnu ikke hvem) og erstattes af to andre programmører, som kan nogle andre ting (cobol/mainframe, for de indviede) end de programmører, som vi har nu. Snøft-snøft! Godt de ikke flytter så langt væk! For uanset HVEM det er der forlader os af mine 4 programmør-kolleger, vil jeg helt stensikkert komme til at savne dem.

Vi er gennem et par år blevet rystet godt og grundigt sammen, og er blevet en god, homogen gruppe, som både er dødeffektive og har det rigtig sjovt sammen.

Lige nu hænger jeg i sofaen. Jeg har småsovet af et par omgange, for 4 timers søvn er ALT for lidt for en "alfahun" som mig ;)

Tror lige straks jeg klapper en film på dvd-afspilleren. Der er vist ikke noget effektivt arbejde i mig idag alligevel.

lørdag, maj 16, 2009

Naturlig?

Nogle gange hører jeg nogen omtale andre ... især kvinder ... som "naturlige". F.eks.: hun er køn på en naturlig måde.

Men hvad indebærer det der naturlige egentlig? Hvor naturlige skal vi være, for at være naturlige ... og ikke bare kedelige...?

Jeg spekulerede lidt over det, og hvis nogen er interesseret i at vide hvor naturlig/unaturlig jeg er, kommer det her:

Mit hår ER blondt, fra naturens side (1-0 til "naturligt")
Om vinteren bliver det nogen gange leverpostejfarvet, og så lysner jeg det. (1-1)
MEN mine krøller de er ægte! (2-1)
...jeg hjælper dem godtnok lidt til at holde faconen med hårprodukter... (2-2)
Jeg går aldrig i solarie - det er da naturligt! (3-2)
Til gengæld snyder jeg lidt med selvbruner om vinteren ... (3-3)
Nej - jeg bruger ikke kontaktlinser med farve - mine øjne ER faktisk brune. (4-3)
Min mund er præcis som den ser ud. Smal-læbet og ikke særligt rød. For jeg bruger aldrig læbestift. (5-3)
Der er ikke ANTYDNING af silikone i mit brystparti ... min "svulmende" B-skål er som naturen har skabt den. (6-3)

Pynt?? Joooh ... mascara, eyeliner, øjenskygge og andet lir ... hmmmm hvordan tæller det i scoren?

Det, der kommer ud af munden på mig, er oftest lige fra hjertet ... og det er da også ret naturligt? Faktisk har jeg ind imellem ønsket mig at være LIDT mindre naturlig, lige i den sammenhæng.

Uhh .. og så er der alle de der hår, jeg fjerner rundt omkring ... noget øjenbryn og ben og i den dur. Det trækker vist ikke i den naturlige retning...

Så er der min kropsfacon. Hvis ikke jeg gjorde en hel masse (kost, motion) ville jeg være temmelig meget mere buttet. Ville det være mere naturligt? Eller hvad? Og er det mere naturligt at være i form af løb, end hvis jeg trænede i et fitnesscenter?

Mand, det er indviklet. Jeg skal vist ikke forsøge mig med al for meget overdreven naturlighed, hvis det betyder jeg skal være fed og behåret, og ligne udskidt æblegrød uden make up....

I give up! Jeg er bare en livsnyder, med tilsætningsstoffer......
Og nu har Bruno hældt en lækker kop kaffe op til mig :D

torsdag, maj 14, 2009

Sikke en uge!

Det har været en pænt heftig uge ... eller rettere, jeg burde sige måned.

Vi har haft travlt på arbejde - meget travlt. På den gode måde, forstås ... jeg har hele tiden kunnet overskue mine opgaver, men jeg har også vidst, at jeg skulle rubbe neglene for at nå dem.

Der har været meget at gøre udenfor arbejdstiden også, og tiden er fløjet afsted. Jeg har sådan set haft det fint med travlheden, men har også kunnet mærke, at det er godt at det snart peaker.

Bl.a. har jeg døjet ret meget med hovedpine. Det har varet en del tid - faktisk var jeg i ugen op til Lillebælt ½ maraton ved lægen og få målt mit blodtryk og lige blive tjekket, fordi jeg ikke ville løbe 21 km uden at være sikker på, at jeg var fysisk okay.

Blodtrykket er lige så fint som det plejer at være, så jeg gætter på at hovedpinen skyldes nakkespændinger, som igen skyldes travlhed. Stress nægter jeg at kalde det - for jeg er vitterlig ikke stresset! Jeg ville måske blive det, hvis jeg fortsatte i samme tempo i 4-5 måneder i træk - men heldigvis sætter vi vores produkt igang på søndag, og når vi så har samlet op, starter vi lige så stille op med fundering af et nyt projekt.

Idag strammede jernbåndet sammen om hovedet igen. Men lige nu har jeg det bare rigtig, rigtig godt. En lækker løbetur på volden, en slapper med min bog, en gåtur ned i byen og købe ind sammen med Bruno, aftensmad .... jeg føler mig som et nyt og bedre menneske.

Hvis jeg så bare kan finde ud af at komme i ordentlig tid i seng ... så tror jeg i morgen bliver en fin dag også.

onsdag, maj 13, 2009

I denne eksamenstid...

...glæder jeg mig over, at vi indtil videre har høstet:

* et flot 12-tal, bragt hjem af Andreas i sidste uge - da han var til eksamen i Virksomhedsforståelse

* et smukt 10-tal, lavet af Bodil, i hendes 9. klasses afgangsprøve i Biologi.

Gad vide hvem de børn er blevet så kloge og dygtige efter??

søndag, maj 10, 2009

Igang igen

Så fik jeg snøret løbeskoene og løb min første tur siden sidste lørdag. Vejret lokkede, løbeskoene stod og kaldte på deres plads nede i kælderen ... jeg kunne ikke modstå mere :D

Den der nye løbetrøje med "Lillebælt Halvmaraton" på lå også bare i skabet og ventede på at komme ud og blive godt gennemsvedt.

Så jeg fandt grejet frem, forlod min handy-mand midt i loftsmontering på Kristians værelse og satte afsted ud på min 10 km rute.

Det var en rigtig dejlig løbetur, i fint og lækkert vejr, og jeg løb i roligt tempo og tænkte på alt mellem himmel og jord.

På vej hen ad Prangervej passerede en bil mig. I bilen sad en kvinde, vel lidt yngre end mig, og pænt meget overvægtig. Hun så ikke særligt glad ud, og jeg tænkte, at det let kunne have været mig.

For 10 år siden var jeg ret overvægtig. Jeg vejede mig ikke, så jeg ved faktisk ikke præcis hvor meget. Men jeg gætter på, at jeg vejede et sted mellem 90 og 100 kg.
Jeg var på den aller tungeste "etage" i den vægtelevator, jeg før har skrevet om.

Jeg gik konsekvent efter telt-tøjet, når jeg skulle have nyt, og kunne ikke handle i flere af butikkerne i Fredericia - de havde simpelthen ikke tøj i min størrelse.

Problemer i ægteskabet med mine børns far gjorde på et tidspunkt, at jeg tabte mig . . op til skilsmissen røg der 8-9 kg (vil jeg tro) uden at jeg gjorde noget som helst for det. Desværre røg de allesammen på igen det første år jeg boede sammen med Bruno - men jeg opdagede, at jeg ikke behøvede at være stor; det kunne lade sig gøre at tabe vægt.

Bruno og jeg var begge for store, så vi gik sammen på en livsstilsomlægning, der bestod i opmærksomhed på vores kost, samt motion som en fast bestanddel af vores liv.

Siden dengang har vi begge kørt lidt op og ned i den der elevator, som åbenbart SKAL være en del af vores liv, men det er aldrig gået så galt, at vi er kommet op på vores "top-vægt". Det får det nemlig ikke lov til.

Det her forår har været hårdt af flere årsager, som ikke hører hjemme her. Men et faktum er, at jeg har trøstespist, som en lille gris. Min halvmaratontræning har dog begrænset skaden :D ... et løbeprogram på 30-35 km om ugen er en god vægtøgningsforebygger.

Men da jeg så hende kvinden i bilen idag, satte jeg mig for at der bare skal holdes fast i de gode løbevaner. Der skal jeg ikke hen igen. Så jeg gav den lidt ekstra gas, mens jeg sendte hende en venlig tanke med håb om at hun finder balancen og motivationen i sit liv.

Jeg bliver aldrig Victoria Beckham-mager. (HELDIGVIS!) Men jeg gider heller ikke være tyk. Jeg kan så uendeligt meget bedre lide min krop, når den ikke har pølser af fedt hængende alle mulige mærkelige steder. Når den er stærk og veltrænet og gør det, jeg beder den om.

Så jeg løber.
For livet.

lørdag, maj 09, 2009

En tur til de fjerne lande...

Det er lidt en mini-ferie at besøge de Bazarer, som efterhånden findes flere steder rundt omkring.

I dag besøgte Bruno og jeg Bazar Fyn, som ligger i Odense. Nøj, det var hyggeligt! Vi shoppede grøntsager i stride strømme, og jeg fik det, jeg egentlig ville derover efter: et møntbælte, som jeg skal bruge til mavedans. Det, jeg har købt er råhvidt og minder om disse her - men der er godtnok mange penge at spare på at hente dem i den lokale bazar frem for at købe dem på internettet.

Jeg har testet det her i eftermiddag, mens Bruno har leget "Bob the Builder" ovenpå - satte musikcd'en på fra mavedans, og forsøgte mig med de "moves" vi har øvet ... jeg er nok ikke noget stort talent, men det er sjovt .. og et nummer sjovere, når der kommer de rigtige raslelyde sammen med hoftebevægelserne!

Bruno er rigtig langt med projekt flyt-en-væg. Han er ved at forstørre Kristians værelse - det bliver rigtig godt. Han har fået brudt den gamle væg ned, og er lige nu ved at sætte en ny op. Det skulle jo gerne være nogenlunde beboeligt, når Kristian kommer hjem i morgen aften.

Vi får brug for en gulvmand, for gulvene i Kristians værelse er slebet af - men det er de ikke i gæsteværelset. Så der skal lige køres en tur med en gulvsliber på noget af gulvet.

Men det må komme bagefter ... lige nu skal værelset bare lukkes af :)

Vi har slet ingen planer denne weekend - det er bare dejligt. I aften skal vi hygge med lækker mad - bl.a. skal vi have tomatsalat af nogle fantastiske aromatiske tomater, som vi har købt i bazaren. Et godt glas rødvin, nye kartofler og et stykke kylling... det bliver garanteret vellykket.

fredag, maj 08, 2009

Når det lykkes er man glad

For ikke så længe siden havde jeg en tvær teenager, som synes at skolen var kedelig, fagene meningsløse, lærerne dumme ..... der var ikke det, der ikke var i vejen.

Lærerne var lidt ærgrerlige, for de syntes at drengen spildte sine evner, for han gad ikke rigtig noget. Og begavet var han.

Han fik en pæn studentereksamen - ikke prangende, men pæn. Og så skulle han ud i livet lidt, for han var ikke klar til at læse videre.

I går ringede han så til mig - ham drengen, som var engang. For at fortælle mig, at han havde fået 12 til den eksamen, han skulle op i - i virksomhedsforståelse.
Og jeg var så glad.

For drengen er en glad ung mand, som arbejder målrettet og ivrigt på det universitetsstudie, han er rigtig tilpas med. Som har venner og en dejlig kæreste, og retning i sit liv.

Damn det er dejligt, når de lykkes, de børn :D

Og TIL LYKKE Andreas!

mandag, maj 04, 2009

Stemmer i æteren

Jeg har før undret mig over den måde, stewardesser taler på, når jeg har været ude at flyve. Det vil sige - måden de snakker på, lige så snart der er en tændt mikrofon foran munden på dem.

Jeg har tænkt, at det måske var noget man lærte på stewardesseskolen .. det der med en mærkelig intonation og utydelig udtale. En bizar vane, hvis du spørger mig.

Lidt af det samme har jeg oplevet i reklamer - i særdeleshed reklamer for mobiltelefoner. F.eks. Telmores reklamer. En eller anden krukket-kælen mærkelig kvindestemme der lyder som ... ja, som noget jeg ALDRIG har hørt nogen andre steder end i en mobiltelefonreklame på TV eller i radioen.

Gad vide hvem den stemmeføring appelerer til? Jeg får bare sådan en ubændig trang til at skifte kanal, når jeg hører den.

søndag, maj 03, 2009

Familieguf

Jeg har været til konfirmation i dag - - og som altid må jeg glædes over, hvor dejlig en familie jeg har :)

Det var den næstyngste i den unge generation, som blev konfirmeret - min niece, som er et års tid ældre end min "lille" Kristian. Hun så rigtig sød ud, og festen, som blev holdt på et lækkert hotel i Aalborg, var god - især var vinen guf for et vin-øre som mig.

Men det bedste guf var nu - familieguf. Det er altid rart at være sammen med mine søskende og deres familier ... og så fedt at se de unge mennesker hygge sig sammen.

Jeg hyggesnakkede længe med et af min voksne søskendebørn - en dejlig pige midt i tyverne, brandgodt begavet, hurtig og udadvendt ... Hun er en smuk og dejlig tøs, som er midt i et længere studie.

Det var nu ikke studier, vi snakkede om. Vi snakkede om mange andre ting - bl.a. motion, og med min nys overståede halve maraton in mente, fortalte hun om sine kvaler med at begynde at løbe. Det er jo både hårdt og kedeligt, især når man ikke er i superform, og så er søskendebarnet ligesom mig ... man må jo godt ta' sig lidt godt ud, MENS man udfører sporten.

Hendes foretrukne løberute går lige forbi et sted hvor en flok unge fyre træner amerikansk fodbold, og hele den strækning er hun jo så nødt til at suge maven ind, skyde brystet frem, svinge kækt med hestehalen og se godt ud. Dælme hårdt!!

"For det er jo sådan nogen fyre på alder med os," sagde hun ... og så kunne jeg godt se på hende at det gik op for hende, at hun havde sagt noget forkert. For jeg er jo trods alt små 20 år ældre end hende.

Det er fedt at være "jævnaldrende" med sådan en ung sild ... og med 88 år gamle fødder, er det jo en kommentar der kan redde ens dag - eller uge, måske endde :D

lørdag, maj 02, 2009

En rejse

Mit liv har været godt fyldt op af stort og småt på det sidste.

En af de ting, der har fyldt meget, har været træning og forberedelse til mit livs første halvmaraton.

Det har været en lang rejse. Før jul løb jeg 2 gange om ugen ... ca. 4-6 km ... og ikke særligt hurtigt. Da jeg gik på juleferie, begyndte jeg at følge et løbeprogram med ½ maraton som mål, og løbeturene blev hyppigere - 3 gange om ugen - og gradvis længere og længere.

Jeg kan huske den dag i vinter, hvor jeg første gang løb 10 km. Det var STORT ... en milepæl. Her den sidste måned har 10 km turen rangeret under "korte træningsture" ... jeg har været oppe at løbe 35-38 km om ugen.

Det har gjort ondt. På et tidspunkt var der altid en muskel, et knæ, et baglår, en ankel ... et eller andet, som var ømt eller gjorde ondt. Mine ben føltes permanent trætte. Men mine ben, mit kredsløb, vænnede sig til "mishandlingen", min form blev bedre, og jeg blev hurtigere på de korte ture.

I dag løb jeg så mit første halvmaraton. Det var sindssygt hårdt, og mine tæer ligner et månelandskab med vabler og hård hud. Men jeg gjorde det - og endda i en tid, jeg kunne leve med.

Det har været en rejse på flere måder. Både rent fysisk, men også mentalt. Jeg er nu medlem af en klub - jeg har løbet halvmaraton.

Gør jeg det igen? Hvis du havde spurgt mig ved 19-km mærket havde jeg råbt NEEEEEEJ! Men da jeg løb over målstregen, fangede jeg mig selv i at tænke: "Næste år vil jeg lave en bedre tid."

Så ja ... det kan meget vel tænkes, at jeg 1. maj næste år snører løbeskoene igen, og løber de 21 km.

Jeg skylder tak til dem, der har bragt mig hertil. Især tak til Bruno, som har bakket op om mit løb, rost mig og heppet på mig og især troet på mig. Og som stillede op idag som hepper og soigneur.

Tak også til Lene, min veninde, som fik mig med, og som jeg har sparret med på hele denne rejse. Tak til mine unger, som aldrig brokker sig, selvom jeg bruger al den tid på at spæne rundt i Fredericia og omegn.

Jeg er så superglad for at jeg turde stille op idag. Tak til mig selv fordi jeg overvandt angsten for at falde igennem. Det var nok den største hurdle på min rejse...

lørdag, april 04, 2009

Påskeferiefryd

Mmmmm .... påskeferie!

Og oven i har vejret bare været nærmest sommerligt, så vi kan ikke klage.

Igår nød vi forårssolen nederst i haven i et lunt hjørne, mens vi drak lækker kold chardonnay.

I dag har vi været RIGTIG flittige ... Bruno har malet vores terrasse, som tog en del skade, da vi fik nye vinduer i november, og nu står den smuk og sort igen.

Han har fundet havemøblerne frem, og vandet det sidste af fliserne for alger. Og oven i har han været i byggemarkedet og har fået købt de ting ind, han skal bruge, når han skal lave ny væg mellem gæsteværelset og Kristians værelse. Det bliver nu nok først sidst på påsken, for allerede på mandag får vi overnattende gæster. Der kommer Andreas og min mor - og Kristina, som dog tager videre til sin egen familie i Børkop.

De tager hjem torsdag formiddag, og så får vi gæster igen fra lørdag til søndag, hvor min bror, hans kone og deres datter kommer på visit - langt om længe, for de har ikke besøgt os i vores nye hus endnu.

Jeg har gjort huset rent fra kælder til kvist, godt hjulpet af Bodil. Der er summet masser af vasketøj igennem vaskemaskinen, og sengetøjet har været ude og blive luftet. Vi har haft vinduerne åbne, og fyldt huset med forårsluft. Og både frokost og eftermiddagskaffe er blevet indtaget på terrassen nede ved hækken.

Nu er både hus og have klar til at vi kan holde påskeferie uden den store indsats. Der mangler kun at slå græs ... og der er stadig et par maskinfulde vasketøj, som skal igennem vaskeriet.

Men i morgen skal vi for første gang siden ungerne var helt små en tur i Legoland.
Det skal nok blive hyggeligt.

Vi ønsker os meget mere forårssol de næste dage - tak!

søndag, marts 29, 2009

Søndagsspinden....

Jeg spinder som en kat.

Det har været en rigtig dejlig weekend!

Fredagstosomhedshygge med ham den skønne, dejlig mad og en lang og dyb samtale over et rigtig godt glas rødvin.

Lørdagsbrunch med gode venner, opklaring til middag og en god, lang løbetur. Jeg løb 15 km på 1 time og 36 minutter, og havde det fortræffentligt hele vejen rundt. Begynder for alvor at tro på den halvmaraton!

Lørdagsaftenshygge på besøg hos en god veninde og hendes kæreste - og i dag kunne vi bare slappe af og fede den i sengen indtil vi gad stå op.

God tid over kaffen, og så ud i det gode vejr. Vi har gået en dejlig tur ude på Trelde Næs i solskin og vindstille - så bliver livet altså ikke meget bedre. Nu sidder vi med ristet hotdog i mavsen og drikker en cola, og lige om lidt kaster vi os ud i at forårsklargøre vores frimærkestore have ...

Det har været lige den slags weekend som vi trængte til! Og der er stadig lidt tilbage af den...

torsdag, marts 26, 2009

I aften vandt fornuften!

Pyh hvor jeg ikke gad idag.

Der stod 10 km på planen, men jeg havde 117 overspringshandlinger og undskyldninger.

Det regnede og var koldt.
Jeg skulle jo også lige..
..og gjorde det ikke lidt ondt et sted??

Men nej. Den gik ikke. Jeg kunne ikke skyde til i morgen, for så ville jeg også udskyde min weekendløber til søndag, og så ville jeg være i bekneb - for tirsdag får jeg ikke løbet, for der holder vinklubben generalforsamling, og jeg har andre ting at se til. Og jeg løber aldrig to dage i træk.

Så efter aftensmaden blev jeg træt af at høre mig selv klynke, og så fandt jeg løbetøjet frem.

10 km i stille regn, rimeligt stille vejr, ikke så koldt som jeg havde frygtet. Faktisk en god tur, ind gennem byen på regnvåde gader.

Altså lige bortset fra ham fjolset i bil, som inde på 6. juli vej syntes at han skulle hælde en vandpyt i min venstre sko - hvad skete der for ham?? Jeg indrømmer at jeg råbte lidt af ham ... det er sq da for dumt, sådan noget.

Nu er jeg træt rent fysisk, men føler mig meget mere oplagt og glad end før jeg løb.
Jeg har fået mit løbefix.

tirsdag, marts 24, 2009

En gammel drøm

Jeg har i mange år været lidt fascineret af mavedans.

Sensuelt, smukt, og imponerende kontrolleret. Gratiøst og feminint ... kort sagt det modsatte af, hvordan jeg opfatter mig selv.

For skal jeg være ærlig, er jeg nok mere kraftfuld end elegant. Jeg er lidt af en no-bullshit drengepige, og jeg har altid forsaget ting som jazzballet, aerobic og step, fordi der var ..... *GYS* ... KOREOGRAFI!

Kort sagt ... man skulle gøre en ting med benene og noget andet med armene.

Men alligevel har jeg altid syntes, at det der mavedans var sejt. Sexet, sensuelt, subtilt.

En msn-snak med en ligesindet veninde fik skubbet til mig. Jeg fik vækket min slumrende lyst til at lære at bevæge mig på den der skønne og erotiske måde. Hvorfor ikke?? Og vupti - så var jeg meldt til et mavedans-kursus. Bodil ville også gerne med, så det kom hun.

Nu har vi været der nogle gange. Jeg var hooked fra dag 1. Det skyldes ikke mindst vores danselærer, som er en varm, kurvet, smuk og dejlig kvinde ved navn Dorrit. Havde jeg været en mand, ville jeg nok have gokket hende i nødden med en kølle og slæbt hende med hjem ved håret. Nu ER jeg jo så en kvinde, så jeg nøjes med at beundre hendes søde smil og hendes ekvilibristiske hoftesving. Damn, hvor den kvinde kan!

Hun har sin egen lille mavedanser-virksomhed, Fahrida Oriental Dance.

Jeg håber jeg en dag bliver bare HALVT så god som hun er. Men indtil da vil jeg forbeholde mig ret til at have det rigtig sjovt sammen med de andre søde og hyggelige kursister, mens jeg forsøger at lære lidt.

Bare mine drenge i projektet så kan klare, hvis jeg kommer til at stå og øve lidt ottetal mens jeg arbejder ;D

søndag, marts 22, 2009

Nå ja... det var derfor ... (undertitel: JENSENS BØFHUS SUCKS!)

Vi har haft en rigtig hyggelig, men travl weekend.

I dag stod den på motion for både Bruno og mig ... Bruno kørte en laaaang tur med en flok baghjulere på sin mtb, og jeg løb 13 km. Det gik rigtig godt! Baglår, knæ og skinneben var trætte, men godt tilpas ... ingenting gjorde ondt, og jeg følte mig rigtig godt tilpas og godt løbende, helt til det sidste. Kunne godt have snuppet et par km mere, hvis det skulle have været.

Jo ... jeg er tilbage på sporet igen rent løbemæssigt .. og det er dejligt.

Efter motion (og en weekendens aktiviteter ... først børnefødselsdag fredag, og derefter hyggeligt besøg fra min søster og svoger og deres datter Stine fra lørdag til søndag) faldt vi lidt om i sofaen og stenede ... eller, RESTITUEREDE, hedder det vist!

Vi restituerede så meget, at vi blev enige om at vi ikke gad lave aftensmad - og så var det vi bestemte os for at gå på Jensens Bøfhus, lige her 5 minutters gang væk.

Det er vist for længe siden vi har været derinde, for jeg havde LIDT glemt hvorfor de med jævne mellemrum er blevet streget fra vores liste over steder, vi gider at spise i Fredericia.

I aften mindede de os så grundigt om det, at jeg tvivler på at vi nogensinde sætter vores fødder der igen.

Jeg forventer ikke det store, når jeg går på Jensens. I min bog er det bøf-versionen af McDonalds ... hurtig mad med en ensartet standard. Jeg ved af erfaring, at jeg skal bestille bøffen rød, for så er der chance for at den ikke er stegt til uigenkaldelighed.

Men i aften gik alt bare galt :(
Det startede med, at de spurgte os: hvordan vil I have bøffen stegt? Og hvorfor spørger de, hvis de alligevel bare steger dem allesammen igennem????? For naturligvis kom både Brunos og mine bøffer stegt, så man med lidt god vilje kunne kalde dem svagt rosa. Og vi havde jo sagt RØD, da de spurgte.
Tilbage røg de, for de skal altså ikke slippe godt fra det der med
1) spørge hvordan bøffen skal steges
2) glemme alt om hvad man har svaret og servere alt næsten-gennemstegt

Så ventede vi rigtig, rigtig længe på at få vores bøffer igen.
Min var så rigtig fin, da den kom - rød og lækker. Brunos var medium (men han gad ikke brokke sig igen), og fuld af sener.

Vi spiste, og så ventede og ventede og ventede vi igen.

Ungerne ville gerne have dessert, men det var utroligt svært at komme i kontakt med tjeneren. Forstår egentlig ikke hvad de havde så travlt med, for der var ret tyndt besat, og så få var de altså ikke.

Da vi endelig fik bestilt 3 belgiske vafler med softice og en ta' selv softice, var der gået pænt længe. Bodil gik op for at tage softice ... og så løb maskinen tør.

Personalet fik den til at virke, og så fik Bodil en softice. Der gik nok et kvarter - mindst - så så vi dem komme ud med vores vafler, for at lægge softice på. Splat. så ville maskinen ikke.

Og i stedet for at give os besked, gav de sig til at makke med maskinen. I mellemtiden fik vi lunken kaffe der skulle være tilbehør til desserten. Christ. Vi ventede IGEN et kvarters tid - så tog jeg fat i en tjener og sagde, at vi gerne ville skippe vores dessert, for vi syntes faktisk ikke vi gad vente mere.

Så kom der en 3. tjener, og han lovede storsindet at fjerne de 3 belgiske vafler fra vores regning. Jeg bad ham lige om at fjerne Bodils ta'selv softice ... for man kan vel næppe kalde en forkølet, halvsmeltet gang softice for "all you can eat".

For det ikke skal være løgn, måtte vi høre tjeneren sige "det var jo ikke vores skyld" (who gives a damn??) og DEREFTER vente 10 minutter for at få lov til at betale.....

Normalt er jeg ret tempereret og høflig, men min grænse var ved at være nået. Da fjolset sagde "Hav en fortsat god aften", tænkte jeg at DET var da et point blank skud lige i foden, og jeg svarede muntert, at "fortsat" nok lige var så meget sagt...

TRE EN HALV TIME, tog det at indtage en hovedret, og VENTE VENTE VENTE ..... og på den forkerte side af 700 kr. Det er sq ikke engang billigt!

Næste gang går vi på Katias ... ingen tvivl om det!!

fredag, marts 20, 2009

Hallo .. gad vide om her stadig er nogen?

Hvor har jeg været en sløv blogger.

Men der er nogen ting der tager energien i mit liv, og så er det jo bloggen, der hænger yderst.

Bare lige så i ved det ... jeg er her endnu. Lige i aften er jeg lukket inde i mit karnapværelse med min mand, min pc, en flaske god rødvin og lidt slik ... mens 20 unger på omkring 13 raserer mit hus :D

Ganske rigtigt .. Kristian fylder 13 på tirsdag, og han har sin klasse på besøg. Lige nu er jeg bare glad for at alle 28 ikke kom, for hvor søren skulle de have siddet og spist?

De har været nede og bowle, og så har de spist en uhyggelig mængde pizza, og rå mængder frikadeller og kartoffelsalat. De har spist is og guffet chips. De har indtaget mit gæsteværelse ... der sidder en flok tøser og leger S, P eller K. På Kristians værelse sidder han selv og et par stykker mere og ser Simpsons, og så sidder der en flok drenge i stuen. De har set Disney Sjov, og guderne må vide, hvad de laver nu.

Men de hygger sig. Og Kristian synes det er en fed fødselsdag. Og ingen har ødelagt noget, og ingen er kede af det.

Så er jeg sådan set tilfreds...

torsdag, marts 12, 2009

Løbestatus...

Nåja ... og jeg løb jo lige 7 km igår, og det gik faktisk såååå godt. Jeg løb ikke ret hurtigt, men det var heller ikke meningen.

Har fået massage på baglåret idag, og så må jeg løbe igen ... regner med at snuppe 10 på lørdag :D og så kan jeg smutte lige så stille ind i mit løbeprogram igen...

Smukke X-tøser

Normalt er jeg ikke tilhænger af at kalde voksne kvinder for "tøser" eller "piger". Men det er langt og tungt at sige "Kvinderne i X-tetten" eller noget i den stil - så mit kælenavn til dem ... eller os ... er "X-tøserne".

Nok også fordi vi hurtigt bliver lidt tøsede, når vi går igang ...

Nå, men ... Michala, vores talentfulde formand, har taget billeder af os, og hun er ved at bygge en flot hjemmeside op for X-tetten.

Kik ind på X-tetten.dk og se og hør mere om os!

mandag, marts 09, 2009

En mild dom

Jeg var til fysioterapeut i morges, og heldigvis var dommen ikke særligt hård.

Jeg havde faktisk opført mig ligesom jeg skal ... for en gangs skyld :)

Mit baglårsproblem kommer af, at jeg har fået for meget fart på ... som i hastighed. Min kondition er blevet god, og mine muskler har ikke helt kunnet følge med. Jeg har ikke kunnet modstå fristelsen til at forsøge at slå min egen fartrekord HVER gang ... at bruge det der ekstra gear, der er vokset frem på mit løbe-dashboard.

Så min biceps femoris (stor muskel, der hæfter indvendigt på knæet og oppe i ballen) er overbelastet. Hvis jeg havde ignoreret den og var løbet videre, havde jeg risikeret en fibersprængning. Men jeg lyttede pænt, og løb forsigtigt, og med den hvile, jeg har fået, og noget massage, må jeg løbe en tur igen på onsdag - 7 forsigtige kilometer. Torsdag står den på lidt massage igen, og så løber jeg en tur igen fredag - igen 7. Hvis det stadig går godt, må jeg snuppe en 10'er søndag eller mandag.

Og så kan jeg ease ind i mit løbeprogram igen, lige så stille.

Jeg skal nok blive klar til maj, siger coach Lars. Og når han siger det, så tror jeg på ham.

søndag, marts 08, 2009

Rejsedrømme

Kan godt være min løbekarriere ikke lige går så fantastisk lige nu.

Så er det godt at jeg kan se frem til nogle dejlige ferier her i 2009.

Bortset fra den kæreste-forlængede-getaway-smuttur til Barcelona, som min elskede og jeg har på planen her i foråret, har vi lige booket sommerferie. Kan I gætte hvor hen?

NIX - snydt! Vi skal IKKE til Provence i år!! Vi har nemlig lige booket en bådferie i England - en uge i Norfolk Broads.

Det bringer minder frem! I 1981 var jeg med mine 4 søskende (ja, okay, så ... mine 3 søskende og min næsten-bror, svoger Carsten) på bådferie i Norfolk Broads i den fantastiske båd Tideway II. Tideway II er dog for længst pensioneret, så vi har booket en lidt mere nutidig model.

Jeg mindes dog stadig turen i 1981, som stadig bringes op .. og historierne bliver ikke dårligere med årene. Der var bådshagen, som forsøgte at ombringe min bror Kim ved flere lejligheder (ved bl.a. at filtre sig ind i kystbevoksning og forsøge at hive ham overbord - og den knækkede vist også til sidst). Der var Kurt, der tiltede på Captains Chair, og den aften, hvor Carsten påstod, at motoren lå i den forkerte ende af båden (han havde sat sig på den modsatte side af bordet af hvad han plejede), der var "Doktordansen" som foregik en våd nat på bådens dæk, og det var vist også den aften jeg fik indtaget Pernod og Cola i mængder, som gjorde at jeg ikke drak cola i flere uger bagefter - og først er begyndt at drikke Pernod indenfor de sidste par år!

Men ikke mindst var der de smukke omgivelser, naturområder med skov og sivklædte bredder, småbitte åer og idylliske engelske landsbyer ... jeg har længtes tilbage til Norfolk Broads lige siden.

I 1999 var jeg på en kort visit - min daværende mand og vores børn ferierede i Sydengland, og han gav efter for mine lønlige bønner og gik med til at tage et smut forbi Norfolk. Der var vi på en 2-timers tur ude på the Broads, og det var præcist lige så smukt, lækkert og idyllisk som jeg huskede det. Selv så mange år efter.

Nu er der gået 28 år (WHAT!! Kan det passe!!!!) og nu vender jeg endelig tilbage. Sådan rigtigt.

Jeg glæder mig!!

onsdag, marts 04, 2009

Jeg fattes ord...

...så derfor vælter de ikke ud over min blog lige nu.

Jeg har passet lidt på mit højre baglår i denne uge ... min tirsdagstur skulle have været 10 km, men blev skåret ned til 7 i lunte-tempo pga. ømhed i baglår, balle og lænd.

Nu ser jeg tiden an til i morgen. Måske er benet løbeklar, måske ikke. Jeg har en massørtid - måske kan vores massør løsne lidt op for sagerne. Mandag har jeg tigget mig til en tid hos min ellers ret ombejlede fysioterapeut... hvis han ikke kan hjælpe mig, er der ingen der kan! Om ikke andet vil jeg bare gerne have at vide, om det er i orden at løbe, selvom ømheden er der.

Det ville være SÅ surt at blive skadet nu. Så jeg passer godt på mig selv og mit bentøj.

fredag, februar 27, 2009

Så hurtigt skifter årstiderne...

For 2 uger siden var det vinter, og jeg tog billeder af sne-idyller .. her er Bruno på vej på arbejde:



Når jeg kikkede ud af vinduet ved terrassen, var det dette her, der mødte mig:



....og nu er det forår ... det går hurtigt med de der årstider...

Hul på weekenden

Jeg har lige taget hul på weekenden.

Jeg har nemlig en fridag idag! Eller ... fri er så meget sagt. Jeg regner med at få gjort huset rent og løbet en lille tur på 12 km, og måske forberedt et par ting til den middag, vi har i morgen aften.

Vi skal have ledelsesgruppen med ægtefæller ud til en middag, for at fejre Brunos 50 års fødselsdag. Festen for familie og venner holder vi til sommer, har vi bestemt. Så vi bliver 8 mennesker, og der skal laves lækker mad, og sådan noget nyder man jo bedst når huset er rent, og man har forberedt mest muligt på forhånd.

Det er søde og hyggelige mennesker, så jeg glæder mig. Der er vist ikke nogen af dem, som har set vores hus før, og det glæder vi os da også til at vise frem :)

Lige nu ligger fredagen foran mig. Godtnok skal jeg have lavet en masse, men jeg har allerede klaret en maskinfuld vasketøj og stuen mangler kun en støvsuger for at være præsentabel.

God weekend til jer allesammen.

onsdag, februar 25, 2009

Meep Meep!!

Igår løb jeg 7 km med en snithastighed på næsten 10,5 km/t ... whaaat?

Og der var ikke engang nogen efter mig.

Gad vide hvor hurtigt jeg løber en dag hvor jeg IKKE har tunge ben når jeg starter??

mandag, februar 23, 2009

Det er lige rundt om hjørnet...

Er der andre end mig, der har opdaget det??

Det er ikke på grund af de der små blomster, der står og nikker i min baghave. Det er heller ikke fordi det allerede er lyst 7:30 om morgenen.

Det er luften. Den er blevet mildere, blødere. Med et strejf af lunhed. Og så er det fuglene, som har indtaget de stadig bladløse træer, hvor de synger (eller skræpper ... som det umusikalske bæst der sad i pæretræet i haven i morges) af karsken bælg.

Jeg kunne mærke det, da jeg gik hjem fra byen i dag. Folk smilede lidt mere, og det var lige som om der var lidt mere fjedren i mine skridt.

Det er forår lige straks ... det er lige om hjørnet!

lørdag, februar 21, 2009

Lørdagsløbetur...

Hvor jeg dog ikke gad ud at løbe idag!!

Jeg havde 117 undskyldninger .... gjorde ryggen ikke lidt ondt? Var benene ikke lidt medtagne? Nej? Til sidst fik jeg trukket i løbetøjet ... simpelthen med den motivation at få løbeturen overstået idag, så jeg ikke behøvede løbe i morgen!

Selv iført langt skiundertøj, løbetights, løbetrøje og pulsmåler holdt det hårdt. Jeg trak tiden ved PC'en og skulle lige tjekke facebook og lave en alternativ, mudderfri rute. Til sidst gik den ikke længere. Jeg måtte have skoene på og afsted.

I samme øjeblik som min løbesko trådte ud på trappen, begyndte det at regne. Typisk...

De første 2 km var ren lidelse idag. Kroppen var tung, lungerne stive, benene ville ikke som jeg ville. Pulsen kom kun langsomt op i omdrejninger.

Så omkring 5 km opdagede jeg, at jeg løb uden at tænke over det, og smånynnede oppe i hovedet. Endelig varm - endelig inde i en god rytme. Tidsmæssigt var det heller ikke så slemt, som de første km. føltes. Jeg var måske 2 minutter bagud for min normale tid.

I stedet for at løbe op på volden fra Prangervej, løb jeg i dag videre ud mod kysten - op til Norgesgade, ned ad denne og på Fynsgade ud til sygehuset. Her tog jeg strandstien op til Lundingsvej, hvor jeg løb ad Fæstningsalleen og Hugo Mathiesensvej op til 6. julivej. Stadig var mine ben forbavsende gode, og pludselig var jeg så flyvende som en halvfed og halvgammel motionist nogensinde bliver det.

Jeg kunne mærke at det gik rigtig godt .... som jeg fulgte 6. julivej hele vejen ned til Nørrebrogade mærkede jeg efter om der stadig var lidt overskud, og jeg fandt faktisk kræfter til at gi' den gas det sidste stykke af 6. julivej og ned ad Fasanvej. Det fik mig hjem i samme tid som på min normale 10 km rute ... og det er godt, for den jeg løb idag var nærmere 10½.

Der er ingen tvivl om at mine sidste 5 km var væsentligt hurtigere end mine første, og det er jo forunderligt og mærkeligt.

Endnu mere mærkeligt er det, at jeg så udpræget nyder at løbe, når det regner. Jeg ved ikke hvad det er, men jeg har det SÅ dejligt med at løbe i regnvejr. Det er noget med luften som er blød og duftene som er anderledes, tror jeg.

Det blev en god tur i dag, og endnu bedre var det, at jeg var lige ved at kalde dette indlæg for "Søndagsløbetur" ... da jeg kom i tanker om at det kun er lørdag, og på den måde lige fik en dag forærende...

Venner

Jeg har et princip omkring venskaber på Facebook.

Jeg er kun venner med nogen, jeg har et eller andet forhold til: gamle klassekammerater (hvis jeg vel at mærke kunne lide dem), studiekammerater, tidligere og nuværende kolleger (som jeg vel at mærke ville kunne navngive hvis jeg mødte dem på gangen) og naturligvis venner og bekendte fra alle andre steder i livet.

Nogen gange modtager jeg venneanmodninger fra folk, som jeg simpelthen ikke aner hvem er. Og så føler jeg mig altså lidt i et dilemma.

Hvis nu jeg BURDE kende dem ... hvis det nu var nogen, jeg engang havde hængt ud med, men som har skiftet navn (og måske også udseende hen over de 20 år der er gået)... så er det jo lidt flovt, at de har genkendt mig, men at jeg ikke har genkendt dem.

Tror også nogen gange, at dem jeg får venneanmodninger fra, er nogen, som læser min blog. Men hvis de hedder "Truntepigen" i mit kommentarspor, så ved jeg altså ikke hvem de er, når de anmoder om Facebook-venskab i deres eget navn.

Måske har de ikke engang kommenteret her inde - men har læst med. Det kan godt være, at det kan få nogen til at føle, at de kender mig ... men følelsen er ikke gensidig.

Engang fik jeg en anmodning fra en, som jeg simpelthen ikke vidste hvem var. Det viste sig at være en tidligere, kær chatveninde fra Ohio, som jeg egentlig godt vidste hed Cindy ... men hun havde skiftet efternavn, fordi hun var blevet gift, så jeg kunne ikke kende hende. En anden anmodning, som undrede mig dybt, viste sig at være exmanden til min veninde Robertas nabo .... han har nok set mig i Robertas venneliste og syntes jeg så venlig ud??

Forskellen på de to sidste anmodninger var, at den ene var inderligt velkommen, og den anden var totalt uinteressant.

For jeg har ikke lyst til at have Facebookvenner, som jeg ikke aner hvem er, ikke kender, og ikke har lyst til at lære at kende.

Jeg forstår bare ikke helt, hvad der får nogen til at sende en venskabsanmodning til andre, som de ikke kender - uden samtidig at skrive en besked om
a) hvor kender vi hinanden fra
b) at vi ikke kender hinanden - og en forklaring på hvorfor de synes, vi skal være venner.

Kan godt være jeg er selektiv, men det synes jeg, at man er nødt til at være. Ellers holder konceptet op med at give mening ... for mig, ihvertfald.

torsdag, februar 19, 2009

Tanker før sengetid

Et af mine yndlingstidspunkter på dagen er, når jeg går i seng.

Som regel er klokken omkring 23 ... og ofte er den mere. For selvom jeg egentlig gerne vil have 7-8 timers søvn, bliver det sjældent til det. Vi kan ikke tage os sammen til at finde soveværelset - der skal slappes lidt af, der er ting der skal snakkes om, ting vi godt vil se på TV, og blogindlæg, der lige skal skrives....

Vi går altid sammen i seng. Eneste undtagelse er, hvis en af os er til fest eller på anden måde i byen. Men vi følges, vi børster tænder og småsludrer sammen, og vi går i seng på samme tid.

Det er meget sjældent, at vi læser i sengen om aftenen. Men i de godt 8 år vi har sovet sammen, kan jeg ikke huske en aften, hvor vi ikke som minimum har ligget og puttet lidt - Bruno med armen om mig, mit hoved på hans skulder. Der ligger vi hver aften. Nogen gange snakker vi lidt, andre gange ligger vi bare og nyder at mærke hinanden tæt på.

Men vi lægger os aldrig til at sove uden at have ligget sammen, der under dobbeltdynen, først. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne sove ellers :)

Vi falder aldrig i den dybe nat-søvn på den måde. Måske døser vi hen - men vi sover bedst lidt mere adskilt, og tit sover vi ryg mod ryg.

Jeg tror dog tit, at vi, halvt i søvne, søger lidt sammen. Hvis jeg vågner af en træls drøm, putter jeg mig over til Bruno. Hvis jeg ikke kan sove, skal jeg helst lige have en hånd over til ham.

Og jeg er tit vågnet op midt om natten, hånd i hånd med Bruno. Jeg er ikke sikker på, at vi kan undvære hinanden.

Det skal vi heldigvis heller ikke.

tirsdag, februar 17, 2009

Livsnyderen <3 iTunes!

Ja nu er blogger jo ikke så fancy. Men <3 kan med lidt god vilje godt ligne et hjerte ... især hvis man lægger hovedet på skrå.

Men nu det der iTunes ... damn, det er smart! Jeg har før haft MP3'ere, og jeg skulle nærmest hen og finde brugsanvisningen frem hver gang jeg skulle skifte musik på det.

iTunes er bare totalt nem at bruge. Intuitiv. Og så er der jo iTunes Store...

Kender du ikke det, at man havde den på vinyl, og man har ønsket sig den i lang tid på cd ... altså når man lige kommer i tanker om det. Men man får bare aldrig købt den, for den står ikke på supermarkedshylderne, og er heller ikke lige den du finder i Fona.

Eller du har hørt en sang, som du er blevet vild med. Bare en simpel popsang, eller en gammel slager, du har genopdaget. Resten af albummet er du ligeglad med. Men lige den her, den må du have.

iTunes Store er løsningen for mig ... f.eks. har jeg lige købt ELO Time, som er indbegrebet af min ungdom, på iTunes ... så nu kan jeg nyde den på iPod'en, og jeg har selvfølgelig også brændt den ud på cd, så jeg kan høre den på vores cd-afspiller.

Og enkeltnumrene koster 8 kr - så jeg har både Run DMC feat. Aerosmith med Walk This Way, Hej Matematiks Walkman og Madrugadas Majesty at my disposal...

Hvordan overlevede vi, dengang vi var nødt til at købe LP'er og CD'er??

Livsnyderen ... nu med elektronisk indkøbt musik. (For jeg har aldrig nogensinde stjålet musik på nettet)

Mudder, is, vand og ... mere mudder.

Nogenlunde sådan ser verden ud i dag, hvis man da vælger at løbe en lille tur i sin frokostpause ... rundt på Fredericia Voldanlæg.

Jeg havde glædet mig til en KORT tur ... kun 5 km ... for det er min restitutionsuge, hvor turene er lidt kortere, og det var lidt spændende hvor hurtigt jeg ville kunne løbe en femmer...

Da jeg drejede ind på stien ved volden, kunne jeg dog godt regne at det blev mere behændighedstræning end hastighed. Stien var nemlig dækket af sammentrampet sne, som var blevet til is ... med enkelte bare pletter, som domineredes af sort, sjasket mudder.

Is.
Vandpytter.
Vandpytter med is i bunden.
Mudder med is nede i.
Mudder som bare var fedtet.

...der var mange varianter! Så jeg løb forsigtigt, og ofte ude på de knap så jævne græskanter langs stierne. Og det gik da også fint indtil jeg var NÆSTEN af stien.
Der er nemlig lige et sted på de sidste 200 meter sti, hvor to stier krydser hinanden. Her står ofte vand, og idag var der vanddækket is en masse. Jeg løb op på græskanten, og gjorde klar til at sætte af for at hoppe over is-krydset.

...da min fod skred i det mudder, som græsset pt. vokser i og SJASK - så var mine sko, mine handsker, mine løbetights og min jakke smurt lækkert ind. Der lå livsnyderen med alle sine talenter, som en bedre Miss Piggy i mudderbad.

Der var heldigvis ingen der så det, jeg slog mig heldigvis ikke, og der var heldigvis kun kort hjem.

Mand jeg så godt ud.

søndag, februar 15, 2009

Dejlig weekend

Vi har haft en dejlig weekend - en perfekt afslutning på en dejlig uge i tosomhedens tegn.

Vores gæster kom heldigvis uden problemer frem til Fasanvej, og over de kærligt krydrede retter, som kom på bordet (rogan josh med hjemmebagt naan og ris-pilau med ærter, mandler, gurkemeje, kanel og rosiner - samt en indisk dessert med sukkerstegte bananer og safrankrydret yoghurt) gik snakken i alle mulig retninger.

De var dejlige gæster ... bloglands sensuelle barfodsdanser og hendes lige så dejlige mand. Og det bliver helt sikkert ikke sidste gang, vi bryder brød og fletter samtaler med dem. Skønne og dejlige mennesker er de - vi er heldige at vi har mødt dem.

Idag gik vi en lang lang tur og dovnede i sofaen til en film. Nu er Kristian kommet hjem (og Bodil har været her og fået mange kram) fra en dejlig skiferie... så tosomheden er forbi, men det gør heller ikke noget...

Det har været en skøn uge. Vi er godt ladet op.

fredag, februar 13, 2009

Sensuel mad

I morgen får vi besøg af nogle mennesker, som vi ikke har mødt før - ihvertfald ikke IRL. Det er en blogger og hendes mand, som besøger os (med mindre de sner totalt inde), og vi skal have nogen hyggelige, sjove og spændende timer sammen.

Jeg kan egentlig godt lide at lave mad når jeg har tid til det, og det har jeg. Med en fridag idag, og lørdag oven i, bør det være til at overskue.

Oven i er jeg gået "the safe way" med en type mad, som jeg har prøvet at lave før - nemlig det indiske køkken.

Jeg elsker indisk mad! Der er kæmpe variation at hente, men uanset hvor du dykker ned i den indiske madkultur, finder du et orgie af smag ... skønne, subtile krydderier der kildrer dine smagsløg, fuldbringede smagspaletter som forfører og henrykker din gane - konsistenser og farver som er skabt til at hænge i din mund som et smukt minde i timevis.

Indisk mad er for mig det mest sensuelle og smukke køkken. Det er i sandhed sexet mad. Tilberedt omsorgsfuldt, kødretter der bobler i timer i saucer, som er skabt af de krydderier, du selv har svitset og malet i din krydderikværn. Sprødt duftende krydet brød. Ris, som du aldrig har fået det før - kogt med hel kanel og krydret med alverdens gode sager.

Jeg håber, vores gæster ikke bliver forhindret af at komme pga. sneen. Men hvis de gør, så holder vi vores eget sensuelle madorgie i garam masala, gurkemeje, kardemomme, safran og karry....

torsdag, februar 12, 2009

Pigevenner

Jeg har ikke kontakt - sådan rigtigt - med de veninder, jeg voksede op sammen med. Der er heller ingen tilbage i min omgangskreds, som jeg har gået på gymnasiet med - og kammeraterne fra edb-skolen ser jeg primært på Facebook.

Sådan er mit liv - en konsekvens af, at jeg er flyttet mange gange, siden jeg var ung. Vokset op i Nordjylland, boet nogle år i Struer, gået i skole i Skive, boet i Aabenraa ... inden jeg slog rødder lige her, hvor Lillebælt er dyb og smal, og den lille by, som nu er min hjemby, ligger pænt ordnet med et gitterværk af parallelle gader indenfor de smukke, grønne voldområder.

Efterhånden har jeg boet her længe nok til at have venskaber, lige her i byen, som strækker sig mange år tilbage i tiden. Parvenner, venner som er mænd, og veninder. Pigevenner, om man vil.

Alle mine venner er vigtige dele af mit netværk. Jeg ved dog, at det nogen gange er fristende at glemme at pleje sine veninder - når man nu er i et parforhold. Så bliver det nemt sådan noget parvenneri, og det er ærgrerligt, når nogle af mine bedste og dybeste venskaber ER de der venindeforhold.

Så i år har mit nytårsforsæt været, at jeg ville give mine venskaber med andre kvinder bedre plads.

I tirsdags var jeg sammen med en af mine allerældste veninder. Lene og jeg har været venner siden 1991, hvor jg startede på Bankdata. I perioder har vi af forskellige årsager ikke snakket så meget sammen, men vi plejer altid at finde hinanden igen. Lene kan jeg snakke om ALT sammen med. Vi har det også skide skægt sammen, og kan regressere til omkring 16-års-alderen, f.eks. når vi udnævner "Bankdatas Bedste Bagdel". I det hele taget spænder vi over hele registret - fra de ting, der gør ondt og er rigtig svære at snakke om, og til totalt tøse-fniseri.

Klokken blev mange, og jeg var nødt til at ringe efter Bruno, fordi jeg havde fået for meget rødvin til at køre. Men hold op, hvor var det afsindig hyggeligt og dejligt - ren hårbalsam til sindets slidte spidser...

Det giver god mening at pleje sit kvinde-netværk, og der skal ikke gå meget længe, før Lene og jeg tøser den igen...

mandag, februar 09, 2009

Tid med kød på

Vi har haft en rigtig dejlig weekend.

Ingen børn, og kun en enkelt (hyggelig) aftale fredag aften.

Nem mad, frokost ude ... masser af tid til hinanden. Uhm.

Nu er det arbejdsuge igen. I morgen skal Bruno med Lasse på sygehuset - han skal have ordnet sine ben, for han har nogen kedelige åreknuder, som skal væk. Bagefter skal han "passes" hos os, for han må ikke være alene det første døgn.

For at drengene kan får noget kvali-tid (og fordi jeg har lyst), besøger jeg min gode veninde Lene tirsdag aften. Vi skal tøse-sladre og spise og drikke et enkelt glas (!) god rødvin.

Så er der mere kvalitetstid forude :) det bliver en dejlig uge.

torsdag, februar 05, 2009

Hold da op...

Jeg har været henne og blive vejet ved den rare vægtkonsulent-dame.

2 uger = 2,2 kg.

Hold da op! Har aldrig før kunnet tabe mere end 1 kg om ugen når jeg er under 75 kg.
Damn ... jeg er for lækker! ;)

onsdag, februar 04, 2009

Ferie fra 16 til 8

Whoa ... stop ... jeg vil af!

Jeg synes det går lidt hurtigt lige nu ... dagene fiser forbi og er fyldt med alverdens ting.

Jeg sidder og tænker ... hvad var det jeg lavede mandag?? og det virker som om det var enormt længe siden.

Idag har været kompakt ... hjem fra arbejde, ud at handle, lave mad sammen med Bruno, spise-spise-spise, afsted til X-tetten-aften ... og nu er den dag nærmest gået.

I morgen bliver ikke meget bedre, for der skal vi til skolefest med Kristian ... pyha.

Men fredag... fredag siger jeg dig ... så skal ungerne med deres far på skiferie en hel uge. Altså, jeg elsker mine børn, men det er altså også dejligt at have børne-fri ... ferie hver dag fra 16 til 8, plejer vi at kalde det.

Vi trænger til noget alene-tid, og noget af tiden skal bruges til at planlægge. Vi har tanker om at tage afsted i Bededagene ... til Rom, Barcelona, Valencia ... et eller andet lækkert storby-sted ...

Når jeg husker hvor skøn en tur vi havde til Paris i foråret, får jeg kriller i maven, bare af at tænke på næste tur. Uhm.

søndag, februar 01, 2009

Welcome to my DARK side...

Livsnyderen har en mørk side ... meget mørk.

Jeg kom til at afsløre den overfor en kollega her for nylig, men jeg tror godt han kan lide mig alligevel ... han reagerede med mild undren, og et eller andet sted passer det måske heller ikke vildt godt med min easy-going natur, den her mørke side.

Den mørke side kommer bl.a. frem forbindelse med min træning. Den gør sig gældende i en nærmest analfixeret detaljefokusering, som ellers ikke præger min person. Der går skemaer i den ... i den grad ... især når der er et mål, jeg skal nå.

For det første har jeg et word-dokument - en tabel med 5 kolonner: Dato, planlagt km, km løbet, tid, kommentar.

Her har jeg nøje planlagt hvilke dage jeg skal løbe hvilket antal km - helt frem til 2. maj, hvor jeg gerne skulle gennemføre Lillebælt Halvmaraton. Men det stopper ikke der.

I iForms ruteplanner har jeg under min profil en række ruter opmålt - der er som regel ruter til en uges tid frem. Her kan jeg se hvilken rute, jeg kan vælge på et givent antal km - alt efter om jeg skal løbe en tur hjemmefra, eller om jeg skal løbe fra arbejde og hjem.

På motionsdagbogen.dk har jeg - under min dourun-profil - oprettet en motionsdagbog. Her registrerer jeg mine løbeture, med rute, hvilke sko jeg løber i, tid, gennemsnitspuls. Den beregner min snitfart osv for mig - og jeg kan kikke tilbage på løbetider mv. helt tilbage til 2003...

Så mine ture er registreret på km og mine ture på minutter og sekunder. Der er styr på det og system i det.

Hvad gør det for mig? Jo - når jeg laver det her, behøver jeg ikke bekymre mig for, om jeg nu når det antal km og den længde ture der skal til, for at kunne løbe 21,5 km. Og så tilfredsstiller det en sær lille indre bogholder, som godt kan lide at lave lister og tælle kolonner sammen :)

(At jeg også er en stor fan af mad- og aktivitetsplaner vil heller ikke komme bag på folk, der kender mig ... det sparer tid og bekymringer og hey! man kan jo bare lave om hvis det ikke lige passer den dag...)

Stille søndagstur

Jeg lover det!! Jeg skal nok lade være med at skrive om løb HELE tiden ... det er jo næsten lige så kedeligt som at følge andre folks strikketøj maske for maske.

Så jeg har bestemt mig for at jeg hver weekend vil skrive et løbe-indlæg - og begrænse mig til det :)

Idag passerede jeg den magiske grænse ... min løbedistance blev to-cifret, for idag var min første 10 km løbetur i efterhånden 4 år. Og det betyder noget - om ikke andet, så mentalt for mig.

At det var pivende koldt, blæsende og at sneen i perioder piskede mit ansigt følelsesløst, tog ikke glæden ved dagens løbetur fra mig. Turen var bygget op som en forlængelse af 9 km turen fra sidste weekend: Op af Luthersvej, over Indre Ringvej og ned af Frants Hansens Alle. Ud af Egumvej, og ned af Vestre Ringvej ind mod byen igen. Gennem krydset med Vejlevej, og ned til Prangervej.

Da jeg drejede ind mod centrum af Prangervej, løb jeg frontalt ind i en mur af blæst. Puha. Turen ind til det sted, hvor Volden møder Prangervej, var HÅRD - mine ører var dybfrosne, og havde jeg haft hår i næsen, havde der hængt istapper i. Vinden piskede ind i ansigtet på mig, selvom jeg har kasket på, som skærmer for det værste. Pulsen var høj, og den blev ikke mindre høj af at forcere den lange trappe op til volden. Pyha.

Det blev faktisk først rigtig godt igen, da jeg kunne løbe af volden nede ved Kongens Port. Her kom jeg ud af den værste vind, og løb HJEMAD ... på ydersiden af voldgraven.

Det var lige der omkring min iPod valgte at gå i disco-mode: den smed Footloose på, og jeg fik samlet måsen op fra stien og kom nok op i fart til at følge rytmen. Smilende, mens jeg drømte salige drømme fra min ungdoms fester. Footloose kunne dog ikke holde hele vejen hjem ... så iPod'en valgte at give mig en dosis Earth Wind and Fire: Let's groove tonight. Det var inspirerende, selvom benene her begyndte at mærke trætheden. Det sidste stykke hjem løb jeg sammen med Nenas 99 luftballoner - og på det tidspunkt var jeg begyndt at overveje, om min lille spillefyr var gået i hak :)

Men godt hjem kom jeg, i en tid der var HELT i orden med mig - nemlig 1 time 6 minutter. Drømmer om at løbe 10'eren på en time, og der skal jeg nok også nå til. Det skal nok bare være en dag med lidt mindre kuling, tror jeg.

Det var rigtig dejligt at komme ud af løbetøjet og i et VARMT bad ... det er sq første gang jeg jeg har oplevet, at det varme vand, som ramte mine skuldre, blev afkølet så meget, at det føltes koldt, når det nåede ned omkring anklerne!

Nu sidder jeg og slapper af i sofaen med trofaste lappie på skødet ... benene er trætte men der er ikke noget der gør ondt. Det er blevet til 23 km i denne uge - næste uge står den på 25 km.

Er jeg meget mærkelig, når jeg allerede glæder mig til næste løbetur?