Livsnyderweekend

Åh, det har været en dejlig weekend!

Sprængfyldt med alle de gode ting, som gør livet værd at leve:

• fremskridt i vores karnapværelses-projekt
• hygge med ham, jeg elsker
• løbe- og gåture
• en spontan koncert i Det Bruunske Pakhus (Led Zeppelin-coverbandet Physical Graffiti)
• mulighed for at sove indtil man ikke gider sove mere

...og så har vi lavet diverse forberedelser til vores forestående tur til USA. Printet billetter ud, tjekket det ene og det andet, snakket om hvad vi skulle pakke og så videre.
Hus-sitteren er booket, så der ikke er nogen der løber med vores hjem, mens vi er væk :-)

Der har været kaffedrikning i sofaen og hygge over lækker aftensmad, og masser af god snak.

Mine batterier er ladet op til en ny uge.

Jeg håber bare, at mit anfald af tinnitus fra gårsdagens koncert når at holde helt op! Jeg glemte ørepropperne ... dem husker jeg næste gang.

Den maskuline livsnyder

Jeg er kommet igang med at løbe igen ... igen. Og det føles som om skaden, jeg løb (haha) ind i nogle måneder efter Lillebælt Halvmaraton i 2009, endelig er gået i sig selv.

For at passe på mig selv besluttede jeg at starter rigtig, rigtig forsigtigt op. Så jeg fandt dourun.dk's begynderprogram frem og kikkede på uge 1. Og så startede jeg i uge 4 (der er også grænser for HVOR forsigtig man skal være).

Lige nu er jeg igang med uge 7, og det går rigtig, rigtig godt. I vinter gjorde mit baglår ondt inden jeg var ude af Fasanvej, men jeg har endnu ikke mærket noget til det, så jeg håber det er væk for stedse.

Jeg har opdateret min løbegarderobe lidt. Jeg elsker at løbe i tights der går ned over knæene, men ejede kun et enkelt par. For nylig købte jeg to par mere, så jeg er godt med igen. Jeg har også, i forbindelse med vores vejfest, hvor der var kræmmermarked, købt min nabos meget let brugte nike løbejakke. Kæft den er lækker! Den kommer til at hænge på mig i hele lang-ærme-sæsonen.

Der er bare det, at min nabo altså er en mand. Og det er nok derfor den der løbejakke passer mig så super perfekt.

Jeg kan nemlig ikke ret godt med dame-løbetøj. Jo, dametights er fint nok, selvom jeg ejer både dame- og herretights. Men løbetrøjer og -jakker ... jeg er simpelthen ikke petite nok til de damestørrelser, de opererer i. En herrestørrelse løbetrøje i small eller medium passer mig meget bedre end en str. 40 eller L i damestørrelse - herretrøjen er lang nok, og bred nok over skuldrene og brystet. Og alligevel ikke løs alle de forkerte steder.

Efterhånden har jeg jo lært det nogenlunde. Og køber herremodellerne, fordi de simpelthen ofte passer mig bedre. Men så er der alle de der damemodeller, jeg har fået til diverse firma-arrangementer og kvindeløb. Selv i mine tynde perioder passer de mig ikke rigtigt - for når de så passer mig over skuldrene, er de alt for store ned over kroppen.

Jeg er åbenbart lidt maskulin i faconen, men jeg tager det ikke så tungt. Indtil videre har jeg endnu aldrig oplevet, at folk løb skrigende bort når jeg kom ind i et rum, og gift og moder er jeg da også blevet :-)
Jeg har faktisk også tit lyst til at gå ind i herrebutikker, for jeg synes tit at de jeans jeg ser der, er meget smartere end dem i damebutikkerne. Men jeg har ikke været modig nok endnu.

Måske kommer det :-)

Livsnyderen om held i uheld

Min rare svigerfar er igen-igen på sygehuset med sin lungesygdom. Han lider af KOL - og han er en sej banan, som lider i stilhed. Men ind imellem må han ind og justeres i medicin, når det skralder for meget, og det har det gjort på det sidste.

Det er synd for ham, og for min svigermor, at han ikke har det godt.

Men der er lidt godt i sådan en dum situation. For i morgen henter Bruno nemlig sin mor, og så skal hun forkæles lidt hernede i weekenden. Det er rigtig længe siden de har kunnet besøge os sidst, fordi min svigerfar ikke kan holde til turen, så der er sket meget i huset, siden hun var her sidst.

Jeg glæder mig til at hygge om min søde svigermor!

Livsnyderen spidser valg-blyanten

Så blev der for alvor fløjtet til valgkamp i fredags, selvom parterne da har været igang med opvarmningen uendeligt længe.

Jeg synes ikke det var et øjeblik for tidligt, for det virker lidt på mig som om der går lidt deadlock i tingene, når alle ved at der bliver folketingsvalg lige om lidt ... men ikke præcis hvornår.

Hjemme hos os bliver der snakket meget politik, hele året. Vi er ikke altid enige om alt, men vi kan godt lide at diskutere, og ungerne er efterhånden så store at de har meninger, og spørgsmål til os om, hvad vi mener om det ene, og hvad det andet i øvrigt betyder?

Jeg synes det er svært ikke at interessere sig for politik, og jeg har aldrig helt forstået hvad folk mener, når de siger "Jeg interesserer mig ikke for politik."

For den politik, der føres i et land, har jo indflydelse på vores allesammens liv. På hvor meget vi betaler i skat, på hvordan vores børn bliver passet og undervist, på udviklingen af det vejnet vi kører på i vores bil, og på alle mulige andre aspekter af vores liv.

Så jeg har altid interesseret mig fra politik, stort set fra jeg var gammel nok til at fatte, hvad der blev sagt i TV-avisen (altså ... det meste af tiden. Engang imellem kan det såmænd være uforståeligt nok, men jeg er ikke sikker på at det har med min fatteevne at gøre).

En af de ting, der faktisk først gik op for mig, da jeg var ret voksen, var hvor uendelig stor pris vi skal sætte på, at vi har demokrati, og dermed ret til at stemme. Måske var det i virkeligheden murens fald, det gjorde mig opmærksom på, at alle mennesker dybest set gerne vil have indflydelse på de beslutninger, der sætter rammerne om deres liv. Især hvis de har prøvet IKKE at have det.

Min dybe respekt for det demokrati vi har, udløser af og til lange og højstemte taler, med mine arme børn som tilhørere. De bærer dog over med det, for det betyder også, at hos os er en valgaften en festaften.

Der er sengetid for en tid annulleret, og familien samles om fjernsynet, hvor vi følger stemmetællingen, og snakker om valget. Det kan godt være, at nogle af os er skuffede når valgets resultat gøres op, men demokratiet betyder jo, at de flestes stemmer tæller. Og så er det alligevel en festdag.

Traditionen medfører også ostebord med kiks og et lille glas rødvin til de voksne. Der er en særlig stemning og hygge lige den aften.

Så vi glæder os til den 15. september - til en valgaften på godt og ondt, men især på godt.

Den klamme livsnyder

For ikke så længe siden så jeg en dame, der skrev i en avis (eller et andet sted ... har faktisk glemt hvor) at mange har en uhygiejnisk uvane: nemlig at tage deres mobiltelefon med på toilettet.

Det spekulerede jeg noget over.

Jeg har nemlig ofte fået tiden under mit "morgentoilette" (som vi kalder det her - det, der trænger sig på når man har overstået havregrynene og morgenkaffen) med et spil Words eller en lille kabale.

Det var dog lidt svært for mig at se hvori det uhygiejniske bestod, eftersom mine fingre ikke havde foretaget sig noget væmmeligere end at trække mine bukser ned, før jeg berørte min iPhones glatte overflade. Og eftersom jeg efter endt "morgentoilette" lagde den i lommen igen, for derefter at gøre hvad man gør og herefter vaske hænder, må jeg indrømme at jeg affærdigede den hygiejne-bekymrede dame med et skuldertræk. For jeg regner faktisk ikke med, at min bukseknap og -linning er en væmmelig rede for livsfarlige bakterier.

Jeg havde egentlig næsten glemt det igen, da en diskussion på mit arbejde gjorde mig opmærksom på at jeg tog FULDSTÆNDIG fejl. Emnet var, hvor usigeligt klamt det er at læse blade på toilettet!! Jamen alle de bakterier!!

Her blev jeg lidt interesseret, for det kunne jo være, at nogen havde fundet på spændende anvendelser af ugeblade, som jeg hidtil ikke havde hørt om, men nej. Det er simpelthen så ulækkert at læse et blad på toilettet. Den blotte TILSTEDEVÆRELSE af et vandkloset er simpelthen nok, uanset hvilke nærmest overlægeagtige afvaskninger man udsætter sine hænder for efter endt ærinde.

Der er simpelthen luftbårne lortebakterier overalt på dit badeværelse! Da en kollega så sagde: "Jamen, står din tandbørste ikke derude?" endte diskussionen lidt. Jeg syntes det var en fantastisk replik, må jeg indrømme. Men jeg er da lidt bekymret.

Og jeg har slet ikke tid til at skrive mere. Jeg skal hen og overbevise Bruno om, at vi skal have installeret luftsluser udenfor alle vores (3) toiletter. Gerne med kemiske brusebade.

Livsnyderens bønner

Som sædvanlig vejer jeg liiidt mere end jeg burde, nu hvor min sommerferie er forbi.

Så da vi skulle starte på arbejde igen - her for et par uger siden - snakkede vi om mad, og hvordan vi skal spise fremadrettet.

Nu er jeg så heldig at jeg har en mand, som OGSÅ bliver lidt for polstret engang imellem. Så vi snakkede om hvordan vi skulle have sat maden i system og gjort den lidt mere sund. Emnet "madplan" kom op. Vi har i perioder - lange perioder - lavet madplan en gang om ugen, og egentlig ELSKER vi det. Når den altså ER lavet.

For når vi har en madplan

• står vi ikke ved køledisken 16.15 og ser desperate ud, fordi vi lige 1-2-3 skal finde på noget sundt, lækkert, varieret mad på vej hjem fra arbejde.
• ender vi ikke med at spise det samme (med små variationer) 3 gange på samme uge.
• kan vi købe stort ind EN gang, og så kun supplere med småting.
• sparer vi tid, penge og bekymringer.

Problemet var bare, at få lavet den der sk*de madplan. Spørgsmålet "Hvad skal vi finde på?" var nærliggende.

Så da vi snakkede om mad og madplan og sundhed, der sidst i ferien, kom jeg op med en ide som jeg har gået og puslet lidt med, efter jeg havde læst en artikel i Samvirke engang i sommer.

Vegetarmad.

Ikke, at jeg synes vi skal blive vegetarer. Men der er rigtig mange gode grunde til at spise mindre kød. En af de rigtig gode er, at det er godt for miljøet. En anden er, at det er sundt at variere sin kost mest muligt - og at smide et par vegetarmåltider ind, er en måde at gøre det på.

Men den vægtigste grund var, at jeg trængte til at vi begyndte at tænke anderledes, og lave andre retter end vi plejer. Og så havde jeg set den her opskrift på rodfrugtbøffer, der bare så super lækker ud.

Bruno syntes det var en god ide, og han foreslog vi også indførte en fiskedag om ugen. Så det har vi gjort. Og jeg har investeret i en spændende vegetarkogebog - jeg må sige at jeg er begejstret!

For vegetarmad er lækkert. Lækkert og mættende, og det, at kød ikke er en ingrediens, giver bare en variation, som jeg synes er herlig. Det ville sikkert være det samme, hvis en livslang vegetar begyndte at spise kødretter et par gange om ugen.

Idag fik vi lima-bønner som var bagt i ovnen med en chilitomatsauce og cheddar over - tilbehøret var hjemmelavet tomatsalsa, og ditto hvedetortillaer samt guacamole. MAND, det smagte godt!

Jeg glæder mig allerede til at prøve den Chili sin carne, som er i kogebogen - hvor kødet er erstattet af forskellige bønner. Jeg elsker bønner :-) ... og det er endnu en glimrende undskyldning for at lave guacamole.

Noget af det lidt sære er, når jeg nævner at vi er begyndt at spise mindre kød. Så er der altså nogen, der bliver helt stødte, og nærmest sure over det. "Skal I nu til at være vegetarer? Bilder I jer ind at det er sundt? Ja, JEG kan ihvertfald ikke undvære.... (indsæt selv en eller anden slags kød)."

Nej ... vi skal IKKE være vegetarer. Og vegetarmad kan naturligvis både være sund og usund - der er en hel, lækkert udseende og fedende afdeling i vegetarbogen om desserter.

Vi er IKKE gået i new-age mode og tror på krystalhealing og sære vibrationer i vand. Vi er stadig skeptikere til kernen.

Vi vil bare gerne spise mere varieret - og med de nye vegetarretter kunne man godt sige, at mine bønner var blevet hørt...

Livsnyderen bruger børnearbejde

Inden sommerferien snakkede jeg lommepenge med Kristian. Han har altid haft masser af penge på kistebunden, men på det sidste er han begyndt at få lidt mere forbrug. Han er blevet ældre, og det kan man jo se - også hvad det angår.

Så vi blev enige om, at her efter ferien skulle hans lommepenge sættes op - mod at han skulle lave lidt mere i huset.

Og han kan jo sagtens. På det sidste har jeg fundet ud af, at han faktisk har hænderne skruet rigtig godt på. Ham kan kan fint sætte til at hjælpe til, når der skal skæres og skrælles, ryddes op og ordnes.

Igår startede jeg på arbejde. Kristian skal først i skole på mandag, så da jeg tog på arbejde, lagde jeg en seddel til ham - han skulle tømme opvaskemaskinen (plejer han nu også at gøre helt uopfordret) og hænge vasketøj op.

Og da jeg i dag stod i kælderen for at tage vasketøjet ned, måtte jeg konstatere, at det er han faktisk god til. Også det.

De bliver jo store, de unger. Bodil tager kørekort, og Kristian er en næsten voksen ung mand. Og det er jo "de små" vi her snakker om. Det er lidt underligt, men det er godt nok også dejligt!! Jeg er slet ikke i tvivl om, at Kristian bliver hver en krone af sin "lønforhøjelse" værd.

Livsnyderen spekulerer på hvordan

Nu har jeg lige straks brugt hele min 3 ugers ferie op.

Den har været god! En uge i Østrig, med lidt blandet vejr, men med udelt skønhed i omgivelserne, og med dejligt selskab af mine to yngste poder samt min bedre halvdel.

Vi har vandret, badet, shoppet, kørt bil, og haft den ondeste krig kørende i "500" - og andre spil.

Så kom vi hjem, og da jeg var færdig med alt vasketøjet efter et par dage, holdt det op med at regne - og blev lækkert, varmt, dansk sommervejr. Så der blev drukket caipirinha i haven og grillet alverdens ting på grillen.

I denne sidste uge af ferien var min mor på visit. Det var hyggeligt - ikke mindst en tur ned på den engelske (kun for voksne damer) med tjekkisk øl og pubmad til frokost.

Igår vred vi alt ud af den sidste feriedag! Bruno, Andreas og jeg var i Vejle, hvor vi til Andreas' store fryd så Claus Elming (spørg mig ikke ... jeg synes han er liiidt irriterende) og Dennis Ritter (kan jeg så LIDT bedre forstå) for ikke at forglemme en LIDT træt Chris Anker Sørensen, som trods sin ikke særligt top-agtige placering på konge-etapen af Post Danmark Rundt (for det var den, vi besøgte) fik dagens største bifald alle 4 gange han kørte op ad Kiddesvej. Det er tilsyneladende hårdt at blive far!

Ovenpå den hårde eftermiddag valgte vi at lade Katia stå for aftensmaden. Det var som altid en herlig pasta-oplevelse, og vi gik mætte og glade hjem.

(Vi er vilde med Katias pastaretter. Det værste er at vælge hvilken en, man skal have ;)

Idag er det lørdag, og helt faktuelt er det ikke ferie mere .... bare weekend :-(

Andreas har taget toget og er på vej hjem til Aalborg, så om lidt vil jeg strippe lagner mv. af sengetøjet i gæsteværelset og lade det gå i dvale igen, indtil nogen kommer her på overnattende besøg.

Jeg vil have vasket i bund, strøget strygetøjet, og jeg vil forsøge mentalt at forberede mig på at skulle være arbejds-agtig igen.

Nu har jeg dasket rundt uden sko, make-up og BH i store dele af de sidste 3 uger, og mit hår har ikke set et hårprodukt i ugevis. Kan jeg overhovedet finde ud af at tage pænt tøj uden hængerøv på? Kan jeg ramme vipperne med min mascara (joooh det kan jeg nok ... jeg testede faktisk igår)? Kan jeg finde ud af at være professionel, planlægge og estimere, orientere mig i opgaverne? Har drengene snorksovet i mit fravær, så jeg kommer tilbage til en katastrofe (= ingen fremdrift de sidste 3 uger)? Er der opstået uforudsete problemer?

Kan jeg komme igennem en hel arbejdsdag uden at kaste mig i en sofa 10 minutter med en bog? Kan jeg overhovedet få øjne før kl. 8.30??

....mon ikke jeg finder ud af det, selvom det virker lidt uoverskueligt. For jeg glæder mig også. Det bliver dejligt at se kollegerne igen, og selv køreturen til Silkeborg glæder jeg mig til - det der frirum med lydbog og kaffe op gennem det midterste af Jylland.

Lige nu har jeg en halv lørdag og en hel søndag, hvor jeg bare skal nyde at det er sommer, og at jeg egentlig slet ikke er ked af at skulle afsted mandag morgen.

Selvom jeg da godt lige kunne ha' brugt et par feriedage mere.

Livsnyderen om at leve lykkeligt til sine dages ende

I aften faldt jeg om i sofaen og faldt ind i et tv-program, hvor konceptet er, at et ungt par skal giftes - og manden skal planlægge det hele! *GISP!*

Underforstået: Det er jo en katastrofe - for kvinder vil jo bestemme det hele, og begrebet Bridezilla har ramt de danske kyster fra USA, hvor det helt sikkert er opstået.

Et af de første klip, der blev vist, var bruden der sagde "Ja, du skal jo rigtigt ned på knæ, for ellers vil jeg ikke giftes med dig." Og det så ud som om hun mente det. På trods af at hun allerede HAVDE taget valget om at leve sammen med manden, og også havde et barn med ham.

For det skal jo være på den rigtige måde. Min måde.

Sjovt nok viste det sig at bruden blev glad og positivt overrasket over det helt alternative arrangement, som gommen arrangerede. På trods af bombastiske udtalelser omkring at hun ikke ville giftes med ham, hvis kjolen var fra Lilly, og meget andet. Så blev hun glad og rørt, og nød dagen, som han havde gjort sig umage med at planlægge.

Ellers levede hun da godt op til den der gængse nu-er-vi-flyttet-sammen-så-jeg-bestemmer stereotyp, hvor mandens akvarier røg som det første ("De er jo grimme, og passer ikke til mine guld-buddhaer") og hun "vidste hvordan hun ville have det" - hvad angik alt fra boligindretning og til hvad de skulle foretage sig på ferier.

Og manden smilede bovlamt og tamt, og lignede et kastreret æsel. Aj, det gjorde han ikke, han var da en nydelig mand, men altså lidt kastreret i det.

Så det var bare sådan en pudsig ting at opleve, hvor positiv hun var, den der pige, som blev gift i en Lilly-model (som hun syntes var smuk) i en kirke (hun ville giftes på rådhuset) med en efterfølgende fest på Danmarks Akvarium (hun ville gerne ind i Cirkusbygningen, og havde ikke noget "forhold til fisk"). Glad og smilende og stolt og glad for sin perfekte bryllupsdag.

Hvad er det så, der gør at nogle kvinder tilsyneladende forvandler sig til parforholds-zilla'er - for det er jo ikke bare når der skal holdes bryllup, at nogle kvinder opfører sig som maniske hærchefer midt i en stillingskrig?

Jeg forstår det ikke, og jeg kender ikke årsagen. (Og jeg er jo naturligvis altid totalt zen og i balance)

Jeg kunne godt små-filosofere over, at det kunne være fordi kvinder idag både skal være perfekte mødre, elskerinder og have perfekte karrierer imens de lige smækker en gang speltboller til børnehavestuen sammen, mens de læser op på tantra-sex og forbereder sig til en 10 km løbetur med indbyggede intervaller. Men ret beset ved jeg det ikke, og fatter ikke en bjælde.

For de virker jo ikke lykkelige, og mændene bliver sq da heller ikke gladere over at blive fortrængt til lokummet, fordi deres hyggeværksteder er inddraget i samtalekøkkenet.

På den anden side er der så meget, jeg ikke forstår, fordi jeg er født med et halvt y-kromosom et eller andet sted i min ellers pænt feminint buttede krop. Eller fordi jeg er en halvgammel krage efterhånden, som ikke fatter hvordan det står til med nutidens mænd.

I så fald er jeg glad for min model 1959. Han er ikke sådan at bosse rundt med, har jeg fundet ud af.

Med mindre jeg beordrer ham til at smide sig i sofaen og se Tour de France. ;)

Livsnyderen funderer på en lørdag

For nogen tid siden blev jeg ringet op af en blogger, som jeg snart gennem mange år har udvekslet kommentarer med, og som jeg ind imellem har haft en-til-en kontakt med på nettet.

Det var en sjov og rar overraskelse, for hun er en dejlig dame, med masser af vinkler på alt muligt.

Hun var dog lidt bekymret for mig, fordi jeg skriver sjældnere, og fordi hun syntes at mine indlæg virkede lidt for rosenrøde - for kunne det passe, at alting bare er så godt her, i min ende af den rigtige verden?

Det tænkte jeg længe over, og siden da har jeg ind imellem funderet over det.

Og jeg må bare erkende - jo, det er det. Mit liv er virkelig uden de store knaster og relativt frit for weltschmertz.

Jeg er sammen med en mand, som gør mig lykkelig morgen, middag og aften. Selv når han ikke er her (som nu - han er på cykletur på Söderåsen i Skåne) gør det mig utroligt glad at se hans ansigt for mig og tænke på, at han kommer hjem engang i aften. Vores samliv er lykkeligt, gensidigt givende og - beklager - fuldstændig uproblematisk. På de godt og vel 10 år vi har boet sammen, har vi nok skændtes 2 gange.

Vi er ikke altid enige om alting, men vi rummer hinanden med kærlighed og finder løsninger.

Mine børn er vokset op til at være dejlige voksne og næsten-voksne. Når man har sammenlagt 5 børn (3 biologiske og 2 tilgiftede) er der selvfølgelig bekymringer - men ikke af en karakter, som holder mig vågen om natten. Mine biologiske børns far har jeg et venskabeligt og godt forhold til, selvom det da i perioder ikke har været så let som nu.

Min øvrige familie har jeg det godt med. Og ja, vores forældre er ikke nye mere - de er alle i 70'erne - og sygdom og alder giver naturligvis bekymringer, det kan ikke undgåes. Men vi har det godt med hinanden, alle sammen. Min mor er heldigvis rask for en dame på 77, og klar i hovedet som de færreste der er 30 år yngre kan prale af. Min svigermor er noget af det sejeste og mest positive jeg kender, selvom min svigerfar i perioder har det meget skidt - han har KOL, som jo er ret invaliderende.

På jobbet trives jeg som aldrig før. Jeg elsker det jeg laver, og holder oprigtigt af mine nærmeste kolleger - gutterne i teamet. De er søde, sjove og dygtige mennesker, som tydeligvis godt gider gi' den en skalle, og vi har det hyggeligt samtidig med at vi får lavet en masse. Også en masse spas :)

Jeg bor i et dejligt hus, som min elskede og jeg selv har valgt og som vi sætter i stand, og jeg nyder at være tæt på byen og livet der. Jeg er vild med de små, hyggelige pletter i vores lille have (f.eks. formiddagssolen på terrassen ved køkkendøren, som jeg lige nu nyder godt af). Vores forhold til naboerne er godt og fredeligt.

Selv min bil gør mig lykkelig :) Når jeg henter den i P-huset efter en arbejdsdag, smiler jeg til den, når den med lygteblinken hilser mig velkommen. Så giver den mig en dejlig, komfortabel køretur, hvor der er serveret kaffe (hvis jeg altså lige har husket at lave det, inden jeg gik ned til den) og der bliver læst historier (det bedste er Jo Næsby, læst højt af Bent Otto Hansen - han har en SKØN oplæserstemme). Køreturen går gennem smukke hedelandskaber, og føles faktisk ikke længere særligt lang.

Jamen for søren. Jeg tænker af og til som førnævnte blogger, at jeg da er blevet totalt lalleglad og tilfreds med alt for lidt, men når jeg tjekker efter, synes jeg bare jeg har utroligt meget. Inklusive alle muligheder for at forbedre mit liv og mig selv endnu mere.

At jeg tilmed er heldig at være sat på jorden med et lyst og optimistisk sind, gør nok ikke sagen bedre. Eller måske gør den - for mig.

For jeg ER så tilfreds, og mit liv ER så godt. Der vokser ikke et farvekoordineret blomsterflor i min have, og mine hverdagstallerkner er stadig de kedelige hvide som vi købte i en stor kasse med 12-af-hver da vi flyttede sammen. Mine havemøbler skaller af (så de er lidt for sent blevet shabby chik) og jeg burde tabe et eller andet sted mellem 5 og 10 kg. (men jeg gider ikke). Det roder i min reol, og min lillebitte græsplæne trænger til at blive slået. Mit nuværende strikketøj har været igang i et halvt år, og er kun halvt færdigt.

Men jeg har det ret fint. Livet er godt.

Også når jeg mærker efter helt ned i maven.

Livsnyderens lørdagseventyr

Engang imellem tager Bruno og jeg på eventyr.

Altså ikke sådan de store, episke eventyr - bare nogle små nogen, hvor man ser det store i det små. Og sådan et var vi på igår.

Vi har et hold bekendte, som ynder at tage på vandreture, og det lyder meget, meget hyggeligt og dejligt! Så vi har snakket lidt om, at det kunne vi også godt tænke os. Men man skal jo starte i det små - især når man som Bruno har en dum diskos i ryggen man skal tænke på. Så igår havde vi planlagt en lidt længere gåtur på Addit Næs, ikke så langt fra Silkeborg. Bruno har cyklet deroppe, og er meget begejstret for terrænet, og han havde et fint 4 cm kort, som vi kunne bruge deroppe i skoven.

Igår morges pakkede vi en rygsæk, da vi var færdig med morgenmad og andre gøremål, og hoppede i bilen. I Brædstrup stoppede vi ved bageren og købte en hindbærsnitte (nam nam), og snart var vi ude på nogle MEGET små skovveje. Heldigvis vidste Bruno hvor vi var, så han fik parkeret automobilet, og så gik den ud af skovveje over stok og sten.

Vi gik ca. 10 km på Addit Næs (jeg havde glemt at lade min Garmin, så den døde efter 7 km), og vi mødte kun få mennesker undervejs - skovfogden og en enkelt kondiløber. Man må sige, at det er noget anderledes end at gå på Trelde Næs eller i Kongebroskoven, hvor man nærmest skal have færdselsregler for at håndtere de mange gående, cyklende og løbende.

Undervejs fandt vi et hyggeligt sted, hvor vi lige satte os og drak kaffe og spiste vores snitte, mens vi kikkede på en lille bæk, hvor vi kikkede på vandløbere, snegle og andre smådyr. Der var også en myg, som gerne ville i kontakt med Bruno, men han var ikke særligt interesseret.

Tilbage ved bilen igen kørte vi lige et par kilometer op til Klostermølle, ikke langt fra Gl. Ry. Her gik vi igen et par kilometer eller 3, måske - op på et højdepunkt, som hedder Sukkertoppen.

Det er virkelig en naturoplevelse at gå deroppe! Det er et stort område, og Bruno påstod at han kunne lave 10 tilsvarende gåture deroppe, hvor man ikke gik på de samme stier. Og det var smukt, afvekslende, og dejligt u-overrendt. Man føler lidt mere, at man er ude i naturen, når der ikke er hundeluftere og kondiløbere for hver hjørne man drejer om :-)

Til gengæld var der alt muligt andet at se på ... store, vidtfavnende udsigter, med træer i alle nuancer af grønt. Små, rislende vandfald, og masser af smukke søer, som lå og gemte sig mellem de mange træer. Steder, hvor skoven pludselig lukkede sig op, og blev til hedelandskab.

Og så snakker man så godt når man går. Vi fik talt om alt mellem himmel og jord, og ikke mindst fabuleret om alle de steder, vi gerne vil vandre. Vi fik planlagt en weekendtur i kano på gudenåen, og vandreture fra hytte til hytte i Sverige ... og meget andet.

Det er i den grad value for money, sådan en gåtur. Vi gav 28 kr. for et par hindbærsnitter, og så havde vi kaffe, vand og et par colaer, som Bruno omhyggeligt havde viklet i vådt avispapir, så han kunne overraske mig med en kold cola på det helt rigtige tidspunkt, med i rygsækken. For det fik vi en skøn naturoplevelse, motion (ja, for flere timers gang - i alt vel 12-14 km er vel en slags motion), og kvalitetssamvær med hinanden.

Dagen sluttede vi af med at køre til Silkeborg og spise græsk mad. Jeg har jo min daglige gang i byen, og havde spottet at der lå en græsk restaurant ved navn Zorba (jeg tror der er en lov, som siger at græske restauranter SKAL hedde Hellas eller Zorba), som jeg godt kunne tænke mig at prøve. Der fik vi sen frokost/tidlig aftensmad: 8 mezes (småretter) og til dessert chokoladekage med vanilleis. På trods af chokoladekage kunne vi nu godt smage hvidløg fra den virkeligt gode tzatziki, da vi kørte hjemad. Det var super lækkert mad (naturligvis med en Mythos øl til), og jeg spiser gerne derinde igen.

Det var en dejlig dag. Den var godt brugt, og igår aftes kunne vi godt sidde roligt i sofaen og slappe af :)

Musik med morgendis og skæve harmonier

Da jeg havde fødselsdag (inden jeg blev syg - og nu er jeg i øvrigt stort set rask igen!) fik jeg en cd i fødselsdagsgave af Bruno.

CD'en var Agnes Obels debut-album, og den har bare kørt rigtig mange gange siden.

Måske så I Agnes Obel i P3-guld - eller var det zulu-awards? - hun fik ihvertfald en eller anden pris for bedste debut-album, og optrådte med sangen Riverside. Missede du det, så du måske X-factor, hvor de rødhårede tvillinger optrådte med samme sang - smukt, men ikke så smukt som originalen.

Det er et ret specielt album. Obels bløde stemme akkompagneres bl.a. af et meget klassisk-lydende klaver, og i et af numrene er det harpemusik, som bærer den musikalske puls.

Der er sære, skæve harmonier, som får mig til at tænke på kølig tåge over en engelsk hede, og der er helt specielle rytmiske konstruktioner - og alt i alt giver det et helt unikt album, hvor jeg bliver ved med at finde nye, spændende detaljer.

De sidste dage har Obel leveret soundtrack til morgensol over Vejle Fjord, og hun har båret mig ud over den midtjyske hede og hjem. Jeg er sikker på at jeg kører lidt roligere, når jeg lytter.

Livsnyderen lærer en lektie

Man skal ikke være kæphøj.

Nu er jeg på ingen måde overtroisk - ellers kunne jeg godt have sunket en ekstra gang og ærgret mig over, at jeg i lørdags erklærede mig rask med flyvende fanfarer og truttende trompeter.

Det. Er. Jeg. Nemlig. Ikke.

Søndag blev en skidt dag, og idag gik jeg til læge igen og lod ham høre min rasle-hoste. Han lyttede lidt med stetoskopet, og så fik jeg en recept på noget penicillin.

Så NU bliver jeg snart rask.

Blev der sagt.

Livsnyderen lever!

Igår var jeg faktisk i tvivl om jeg ville blive klar til arbejde på mandag.

Jeg var faktisk lidt i tvivl om jeg NOGENSINDE ville blive rask igen (okay, jeg var LIDT ynkelig ... indrømmet).

Jeg hostede og var dødtræt og kunne ikke rigtig fornemme bedringen nogen steder.

Idag er den heldigvis tydelig.

Jeg er stadig træt. Jeg hoster stadig lidt, men lungerne bliver dernede hvor de hører hjemme. Og jeg havde ligefrem overskud til at tage rigtig tøj på idag (noget som ikke var hængerøv og stræk) og gå med Bruno ned til den gamle Kemira-kontorbygning og se udstillingen om Fredericia C.

Vi har nemlig en lille ny på vej her i byen ... bydel, altså! Vi slap for nogle år siden af med en stor, beskidt gødningsfabrik som lå midt i byen, ned mod vandet - og der skal være en lækker, ny bydel, med boliger, butikker, grønne områder ... det er SÅ spændende, og jeg glæder mig til at se "den lille ny" tage form lige midt i min by.

Og en række forslagsstillere har givet deres bud på, hvordan det kunne sættes sammen - og det kan man så gå ned og kikke på i disse dage.

Vi var enige om, at vi godt kunne se os selv i en lækker lejlighed dernede om 20 år, når vi nærmer os pensionsalderen (hvad den så måtte være til den tid). Det er bare rigtig spændende - og vildt dejligt at komme udenfor matriklen og se lys og andre mennesker igen :)

Da vi kom tilbage, fik vi en kop kaffe, og så en film på tv (dvs. Bruno så film, jeg så de første 10 min. og faldt prompte i søvn i sofaen - helt frisk er jeg altså ikke).

Nå - pointen var egentlig bare, at jeg er i live stadigvæk. Og snart kørende på fuld kraft igen :)

Livsnyderens ømme hostemuskler

Mens solen har skinnet over et sommerligt Danmark her i påsken, har jeg hostet, snottet, nyst og haft ondt i halsen.

Feber har jeg også haft, og selvom jeg ihærdigt har forsøgt at hhv. ignorere og kurere mig selv med positive tanker og selvforkælelse, har det ikke hjulpet alverden. Jeg nærmer mig ugedagen for det tidspunkt hvor jeg sagde: "Jeg tror jeg er ved at få en rigtig sommerforkølelse."

Nu er jeg sygemeldt på 2. dag, og lige pt. er der ikke meget der tyder på at jeg kommer på job imorgen - jeg har det nemlig ikke udpræget bedre end igår. :-(

Jeg overvejer dog at gå ned til lægen idag, og få tjekket min hals - det er den, der synes at være det slemmeste sted. For et par dage siden var jeg nervøs for min hoste - men den er taget lidt af og har efterladt mig med et stor-ømt mellemgulv.

Tilsyneladende skal der tages revanche for, at jeg kom gennem vinteren uden en eneste influenza - hrmpff! Jeg er ikke en særlig tålmodig patient, og det værste er, at jeg er nødt til at begrænse min læsning, mit tv-kikning og mit pc-brug temmelig meget, for ellers bliver den milde hovedpine der følger med influenzaen til en tung, dunkende sag - i værste tilfælde en slem migræne.

Så jeg tusser lidt rundt, sover lidt på sofaen, sidder lidt i skyggen udenfor, læser en lille smule, tusser lidt rundt igen, åbner pc'en et kvarter ... og sådan går en hel dag, for hvis jeg laver noget der er hårdere, er jeg gennemsvedt og træt som et alderdomshjem. Der ryger en del the og med jævne mellemrum et par panodiler ned - og panodilerne følges som regel af hedestigninger, et sikkert tegn på feber, der slåes ned.

Det er forfærdeligt kedeligt, og jeg ville meget hellere på arbejde :-( men jeg må bare være tålmodig og blive rask. Det er nemlig også en smitsom sag, tilsyneladende - Bodil blev syg i weekenden, og Bruno har måttet give op og tager hjem fra arbejde idag med samme symptomer som jeg har.

I det mindste var jeg rask de tre dage op til påskeferien, hvor jeg holdt fri. Der havde jeg nogle hyggelige, dejlige dage med mine to yngste, og nød solen og haven til fulde.

Nu vil jeg bare gerne være rask igen. En uge er nok. Skal vi ikke bare aftale det så?

Livsnyderen gør status på en lørdag morgen

Børn-i-huset-status: 2 ud af 3 til stede, en sovende på værelset med kæreste

Ægtemandsstatus: 1 stk kaffedrikkende lækkermås siddende ved spisebordet

Husstatus: Nogenlunde rent, omend noget rodet

Vejrstatus: Solskin og ikke meget blæst

Havestatus: Trænger voldsomt til en forårshånd

Humørstatus: Mild og glad, med en sær trang til havearbejde (det sidste sker IKKE tit)

Jeg må vist ud i den have idag. Havemøblerne skal frem, og jeg har allerede plaget Bruno med forespørgsler om hvorvidt vi har algefjerner i huset. Han så lidt træt ud, for han forestillede sig allerede at han blev sat i arbejde :D

I skrivende stund rejser han sig og går i kælderen. Hans planer går vist mere i retning af at få samlet sin cykel, så den kan komme ud og køre en tur i det gode vejr - og det skal der sørme også være plads til.

Mon ikke vi når alt det, vi skal idag?

Livsnyderens op- og nedture

Det går lidt op og ned på jobbet for tiden.

Siden vi lancerede i februar, har stort set alle mine gutter været lånt ud til et andet projekt, og jeg har sammen med en enkelt rundet af og fikset de småting som altid dukker op, når man har sat noget igang.

Og så har jeg haft sådan nogle spadestik-opgaver.

Dvs. jeg har fået stukket nogle meget overfladisk beskrevne opgaver, og er blevet bedt om at grave spadestikket dybere. Typisk på nogle ting, hvor jeg ikke selv har den viden, det kræver.

Nu er det sådan, at vi på Bankdata tit kombinerer analyse- og projektlederrollen. Selvom det ret beset er to forskellige ting. Jeg kan sagtens lave analyse - jeg har gjort det før, og det plejer at virke. Men jeg må nok erkende, at analyse er ikke lige det, jeg tænder på. Det er den ANDEN rolle - den med projektledelse - jeg synes er RIGTIG sjov.

Så det har dælen dulme været op ad bakke med de der analyseopgaver, og jeg har haft LIDT en tendens til at kaste mig over alle mulige ANDRE opgaver uden smålig skelen til prioritering og den slags kedelige ting. Men i sidste uge besluttede jeg at NU skulle det være - når jeg havde torsdagens projektafslutning (en herlig begivenhed indeholdende en procesevaluering, en drabelig dyst i gocarts, en god middag med herlige vine på Radisson i Silkeborg i selskab med 5 drenge i alderen 28 - 48) overstået, ville jeg simpelthen kaste mig FRÅDENDE over mine analyseopgaver.

Og så har det altså bare været en produktiv uge. Især idag har jeg fået sat håndtag på og gang i nogle opgaver, det føles bare RIGTIG godt. Imorgen tager jeg igen en ordentlig bid - jeg skal arbejde hjemmefra (lige bortset fra at jeg skal en tur til frisøsen og have organiseret min efterhånden temmelig høstak-agtige manke), og jeg regner med at have ultra-meget tjek på tingene, når jeg møder mandag morgen.

Typisk mig. Jeg er altid pletvis effektiv - sådan fungerer jeg bare. Og måske trængte jeg bare til at dalre lidt, for de første par måneder af året (og den sidste af det gamle) var bare monster-travle. Altså ... det er jo ikke fordi jeg ikke har LAVET noget .... jeg har nok bare ikke liiige kunnet tage mig sammen til at få hul på førsteprioriteterne.

Skaden er dog til at overskue, for der går nogle uger (tidligst primo maj) inden jeg får mit team tilbage fra udlån. Og til den tid regner jeg med at have masser af guf de kan kaste sig over.

Jeg er nemlig hurtig. Og effektiv. Det meste af tiden.

Nåmen - hovedårsagen og budskabet med dette indlæg er: DAMN det føles godt, når det "spøgelse" der ligger i hjørnet af mit skrivebord efter en ihærdig indsats på et par dage indtager helt menneskelige dimensioner :-)

Synes bare lige jeg ville dele ;o)

Firsertanker

For en uges tid siden hørte jeg en gammel sang i radioen.

Helt præcis var den fra 1981 - det år, hvor jeg blev 15, og startede på gymnasiet.

Sangen vakte minder om en helt anden tid, hvor jeg var yngre og verden var anderledes - og de sange, man hørte og dyrkede lød på en anden måde, end de gør nu.

Den hed "Vienna" og var med et britisk band, Ultravox. Soundet var køligt, tåget, blåtonet - distanceret og lidt håbløst.

Og sådan husker jeg også lidt den tid.

Ikke fordi jeg havde en trist og forfærdeligt barn- og ungdom, for det havde jeg ikke. Men jeg kan godt huske de der tidlig-firsere, hvor musikken var ekstrem (i den modsatte ende af skalaen fandt du punkmusikken), arbejdsløsheden enorm og den kolde krigs lammende trussel en realitet.

Et af mine yndlingsbands var danske Malurt, der sang om "Neonsolen" - a-bomben, som ville gøre det af med os allesammen, og hvordan vi bare skulle leve i nuet og elske, for lige pludselig kunne vi være væk.

Så det var de fakta, vi levede med. At vi kunne uddanne os til arbejdsløshed, hvis ikke krigen ville bryde ud og gøre en ende på menneskeheden. Det lyder dramatisk, men i mit hoved (og sikkert også i andre unges) var det noget, vi forholdt os til.

Vi var generationen, som der ikke var brug for, og som måske aldrig ville nå at blive gamle.

Og pudsigt er det jo så, at jeg faktisk aldrig har været arbejdsløs, og nu hastigt nærmer mig min 45 års fødselsdag.

Men jeg forstod de der sange - både Malurts atomkrigs-lyrik, Ultravox's kolde, håbløse toner, og Clash' opfordringer til oprør. For det var tiden.

Måske var alt dette også medvirkende til, at så mange af mine jævnaldrende knækkede. En veninde røg ind og ud af psyk, led af spiseforstyrrelser og ville nogen gange dø. En klassekammerat - en fyr - stod helt af mentalt. Jeg mødte ham en sen eftermiddag ved skolen (jeg havde været til kor), hvor han bare stirrede glasagtigt på mig, da jeg spurgte hvad han lavede der på den tid. Få dage senere blev han indlagt på den lukkede, hvor jeg i øvrigt stødte på ham, da jeg besøgte min veninde, der på det tidspunkt var indlagt også.

Jeg selv? Jeg klarede mig. For et par år siden læste jeg min dagbog fra dengang, og blev lidt forskrækket. Idag havde der nok været en AKT-medarbejder eller en skolepsykolog der havde spottet mig, for det, jeg læste, lugtede af depression. Ihvertfald efterlod gymnasieårene mig trist, udmattet og forfærdeligt skoletræt, og trods mit ret gode intellekt valgte jeg den kortest mulige uddannelse - for jeg orkede simpelthen ikke at tænke på et længere studium.

Tristheden voksede jeg fra. Og den kolde krig sluttede. Men jeg gad vide hvordan det ville have præget mig, hvis jeg havde været 10 år ældre, og var vokset op i 70'erne i stedet?

Livsnyderen møder livsklog powerprinsesse

Jeg har hørt, at der findes et særligt sted i helvede for kvinder, som ikke hjælper hinanden.

Nu kunne jeg godt tænke mig at udskifte "kvinder" med "mennesker" ... men der er jo en del sandhed i det.

Lone "Powerprinsesse" Rasmussen kommer nok aldrig til at kende det der særlige sted i helvede, for hun har faktisk viet sit liv til at forsøge at lære andre kvinder at elske sig selv og få det bedste ud af den værdi, de selv repræsenterer.

Jeg læste hendes bog "Fra pæn pige til powerprinsesse" sidste år, og var helt vild med hendes tilgang til det. For når hun fortæller, er det enkle principper og på et grundlag, som baserer sig på personlige erfaringer frem for tillærte teorier.

Meget af det, hun er kommet frem til, er erfaringer, jeg også selv har gjort mig, og da jeg gik til foredrag med hende tidligere i denne uge, var det ikke fordi jeg regnede med at lære en hel masse nyt. Men efter at have læst bogen lovede jeg mig selv, at jeg ville gå ind og se Lone live, hvis jeg fik chancen.

Så tirsdag aften sad jeg i det Bruunske Pakhus, og jeg tror jeg var den eneste, der ikke var sammen med en eller flere veninder. Og jeg vil sige, at Lone leverede varen. Jeg gik faktisk derfra, inspireret og beriget af den energi og inderlighed, hun lægger for dagen. Sådan en dejlig dame, med et kæmpe-enormt hjerte, og det skinner bare igennem, at hun brænder for at hjælpe og støtte andre kvinder.

Jeg ville ENORMT gerne have læst en bog som hendes, da jeg var 25. Og jeg håber inderligt, at hun holder foredrag igen i Fredericia til efteråret, så vil jeg ta' en veninde med :)

Forår for Livsnyderen

Sikke et herligt forårsvejr det var igår - og ser ud til at blive idag!

Igår fik jeg endda lokket mine ben ud at løbe en tur - den første udendørs i et halvt års tid, sådan cirka! Ja, for turene på løbebåndet i Dansk Fitness, de tæller ikke rigtig helt på samme måde.

Af en eller anden ukendt årsag gik det bare forrygende. Om det var det dejlige vejr, de tørre, rare stier på volden, den lune vind fra Lillebælt eller min fantastiske grundform (rund) vides ikke, men mine ben ville gerne løbe, og de bad ikke om lov til at gå efter 5 minutter. Faktisk løb de hele vejen - knap 5 km - kun med et stop ved banken, hvor jeg var inde og sætte den check ind, som jeg fik for Slamberten.

Det var en lækker løbetur, men idag betaler mine ben prisen - mine muller er pænt ømme.

Men det føles godt, og jeg er frisk nok til at fejre det søde unge menneske, som har fødselsdag idag :-)