Livsnyderens arbejdsfryd

Efter en temmelig mat december, kan jeg uden skam melde, at min arbejdsglæde er tilbage ... også i den grad!

Og den her uge er bare startet ... godt!

Vi har travlt i teamet. Søndag den 6. februar sætter vi en hel masse brugervenlighedsforbedringer igang - så hvis du er kunde i Sydbank, Ringkjøbing Landbobank, Nørresundby Bank, Nordjyske Bank eller en af vores andre banker, og du ind imellem bevæger dig ind i investeringsfunktionerne, så vil du kunne glæde dig over at det hele bliver meget mere lækkert, pænt og let at bruge.

Men der er stadig et par uger til, og det har virkelig stået på brændende pæle, eller hvad man siger... der har været ting der drillede, var uafklarede og ikke ville som vi ville. Så helt indtil slutningen af sidste uge frygtede jeg, at vi blev nødt til at udskyde.

MEN takket være nogle dygtige og dedikerede kolleger, ser det hele nu meget bedre ud. Vi har godtnok også knoklet.

Lige fra programmører (som har kodet og undersøgt og knoklet) hen over vores tester (som har testet og gentestet adskillige gange) og vores mand i Sydbank (som har hjulpet med test og båret over med os) og til mig (som har forsøgt at holde overblik og hovedet køligt og samtidig lave mine andre opgaver). Og lige nu ser det bare ud til at lykkes.

Når vi kan sætte det igang om et par uger, og det forhåbentlig bare kører, så bliver det en stor tilfredsstillelse! Så er der andre opgaver der skal løses, og en lille smule opfølgning på det, vi har lavet, men på en eller anden måde er en forløsning at afslutte noget, som man har arbejdet på længe. For den her proces startede allerede sidste forår for mig - og sidst på sommeren for de øvrige projektdeltageres vedkommende.

Hvad vi skal lave bagefter, vides ikke helt endnu. Men det bliver garanteret noget, der på en eller måde er relateret til konverteringen af vores store, nye bank - Jyske Bank. Helt sikkert er det, at der er masser af opgaver til os, og at vi nok skal blive udfordret.

Jeg glæder mig :-)

PS: Jeg ved det godt ... jeg er lalleglad. Men det er jeg lige nu. Er det ikke okay??

Livsnyderens ode til lejet

Hver aften når jeg lægger mig i min seng, glæder jeg mig over den. Jeg har nemlig en helt fantastisk skøn seng :-)

Gennem årene har jeg haft mange senge. Da jeg var alene med Andreas, havde jeg en 3/4 vandseng, og den var jeg meget glad for. Så flyttede jeg sammen med Bodil og Kristians far - som ind i forholdet bragte en dobbelt udæmpet vandseng. Det var en mere blandet fornøjelse, for han var noget mere kuldskær end jeg, og når jeg skruede lidt ned for vandtemperaturen, skruede han op ;-)

Da vi fik børn sammen, røg den ud - som højgravid med bækkenløsning kunne jeg bare SLET ikke komme ud af den seng uden en fastmonteret kran. Så blev det til almindelige boksmadrasser, og det var heller ikke så tosset.

Da Bruno og jeg flyttede sammen, sov vi allerførst på et par ældgamle springmadrasser. Så noget af det første vi købte sammen, var en rigtig god 3/4 boksmadras med en god overmadras. Jeg var lidt skeptisk, for jeg syntes at en 3/4 seng var lidt lille. Vi købte også en dobbeltdyne - og den har vi aldrig fortrudt, for det er hyggeligt at man ikke er pakket ind i hver sin dyne, men ligger under den samme.

Jeg har dog døjet en del med skuldre og lænd. Og når jeg er øm, har jeg brug for at have plads nok at ligge på. Så gennem et par år agiterede jeg for en dobbeltseng - og det fik jeg sidste sommer, hvor vores 3/4 seng blev degraderet til gæsteværelsesseng. Til stor glæde for Andreas, som ofte har lånt vores gæsteværelse i ugevis om sommeren, når han har haft sommerjob på Coca Cola.

Nu har vi to boksmadrasser med en stor, fælles koldskumsovermadras. Da vi ikke vejer det samme, har vi forskellige madrasser, og aldrig i mit liv har jeg ligget bedre i min seng. Madrassen er blød på de rigtige steder og fast hvor den skal være det, og den har en speciel skulderzone. Når jeg ligger mig i min seng, er det som om den tager imod mig, former sig efter mig og støtter op omkring min ryg - det er skønt.

Lidt mere plads har det også været dejligt at få - og sengen er jo ikke større, end man lige kan stikke hånden over og nå den anden.

Det betyder utroligt meget, at man ligger godt i sin seng. Når jeg rammer madrassen om aftenen, er jeg ofte træt, og så er der intet bedre end at føle, at man lægger sig på en sky, som om man var en lille, træt basunengel. Den gode nattesøvn er fantastisk vigtig for livskvaliteten - din dag bliver faktisk tit så god som din søvn har været.

Så igen i aften vil jeg lægge mig på mit leje med et lille, tilfreds suk, og føle at livet er godt - fordi jeg har haft kræfter til at bruge mig selv træt idag, og fordi jeg nu kan ligge mig ned og hvile. Og fordi jeg ligger så pokkers godt i den seng :-)

Livsnyderen om den danske selvhadstrend

Hvad er det, der sker med danskere for tiden?

Det er blevet moderne at rakke ned på Danmark. Vi er ikke internationale nok, vi er småtskårne, racistiske mennesker, og den er helt gal med vores samfund.

Vi kan ikke lide folk der ikke kommer udefra, og vi går bare her og hygger os i vores lille smørhul (det sidste er fandme også for dårligt, det kan jeg godt se!!).

Det bliver der skrevet og blogget og kommenteret og facebooket en masse omkring. Senest har Dankortsystemet stået for skud - fordi en herboende finder det problematisk at bruge andre betalingskort i landets butikker og cafeer. Hm. Ja. Det er da uheldigt, kan jeg godt se, men det ser man da i masser af lande. Ikke at det er en undskyldning - det burde bestemt løses - men det er ikke noget specielt dansk.

Ikke desto mindre får alle disse kritiske indlæg diverse kommentarer med på vejen såsom: "Det er også typisk dansk."

"Jamen, sådan ER det jo altid i lille Danmark."

"Det er også for dårligt."

"Man er jo nærmest flov over at være dansker."

Og så er det jeg sidder og kradser mig lidt i parykken. Og nogen gange bliver jeg sq lidt harm og råber ud i lokalet (hvor min familie kikker forvirret på mig) "Gu' er jeg da EJ flov over at være dansker!!".

Nej - Danmark er ikke perfekt, ejheller er alle danskere perfekte. Og det er helt okay at forholde sig kritisk til vores system og vores sindelag, det er jo vejen til diskussion og udvikling.

Men jeg gider kraftpetervælteme ikke smide mig selv rundt i den der selvflaggellerende mudderpøl, hvor alt dansk er noget lort, og alt er i vejen med Danmark. Hæv lige blikket lidt, spænd hageremmen og kom ind i kampen igen!

Jep - der findes racistiske og småtskårne mennesker her i landet. Og der findes en masse mennesker som er åbne og positive og grundlæggende nysgerrige overfor andre kulturer.

Er vi internationale nok? Det ved jeg ikke. Jeg anser mig selv for at være europæer i højere grad end dansker. Og mon jeg er den eneste? Faktisk anser jeg mig selv for at være MENNESKE allerførst.....

Den samme kritik kunne man rette mod masser af andre lande. F.eks. er der da ikke ret mange regioner, hvor indbyggerne er så gode til engelsk, som skandinavien. Er det ikke en slags internationalitet?

Og hvor internationale skal vi være?

En ting jeg græmmer mig over, er vores udlændingepolitik. Den er stram på de helt forkerte steder, i min bog. Den forsøger at løse et gammelt integrationsproblem med nogle lappeløsninger, som rammer med spredehagl. Den er i mine øjne dårlig og lidt pinlig, men den gør mig sørme ikke flov over at være dansker?? Jeg mener - jeg synes faktisk det er FEDT at leve i et demokrati, hvor jeg kan stemme (og endda på mere end to næsten ens partier, som de fx. gør i USA) på dem, jeg synes skal bestemme. Det betyder så, at jeg ikke altid får ret, men jeg har stemt, har jeg. Og så har jeg lov til at brokke mig :-)

Jeg tror egentlig, det handler om, at retorik, hvor vi nedgør os selv, er blevet moderne.

Men jeg krummer tæer, når jeg ser folk rakke ned på det land, jeg bor i. Og jeg ved godt, der er en hårfin linje - men jeg synes godt jeg kan skelne mellem en reel kritik (som det blogindlæg jeg læste om dankortet) og nedrakning (ofte set i kommentarer til kritik-indlæg).

Selv er jeg da heller ikke bleg for at sige til, når jeg ser noget foregå i mit land, som jeg ikke bryder mig om - f.eks. hvordan man behandler homoseksuelle.

Men hvis nu man lige hæver sig lidt op over den førnævnte mudderpøl. Så kan man måske tørre mudderet ud af øjnene og se

• at vi lever i et land hvor vi har demokrati
• at vi lever i et land hvor vi har et skattefinansieret sundhedssystem
• at vi lever i et land hvor vi har et ditto uddannelsessystem
• at vi kan udtale os om alle de ovenstående (og alt muligt andet) uden at blive pisket, diskrimineret imod eller smidt i fængsel

..og jeg kunne godt fortsætte, men du fanger pointen, ikke?

Hvorfor hader vi os selv og vores land så meget? Og hvorfor hyler så mange med, når hylekorslederne går igang med deres "jeg-er-flov-over-at-være-dansker"-tirade?

Breaking news!!

Af en eller anden grund er den helt store dille indenfor nutidens journalistik at vise BREAKING NEWS.

I mit hoved er det noget med helt store politiske begivenheder, naturkatastrofer eller exceptionelt alvorlige biluheld med mange involverede.

Det er IKKE

• at de royale nyfødte bliver behandlet for gulsot (det gjorde Andreas også som baby - det var ret udramatisk)
• at Paradise-Amalie har fået et smilehul forærende af sin far
• at Pia Kjærsgaard er uenig med Villy Søvndal om noget

Men det er sådan cirka i det lag, vi ofte bevæger os, når de danske medier dækker noget.

F.eks. har tv2 news VIRKELIG dækket den royale familieforøgelse. Komplet med reportager fra en tom gang på rigshospitalet, og grafik af ruten fra Rigshospitalet til Amalienborg.

Vi må konstatere, at det er et MEGET lille land vi lever i. For kors, hvor er det uinteressant.

Jeg spekulerer lidt på, hvad de mon vil kalde det, hvis der sker noget, som reelt ER at betragte som "Breaking news"?

Livsnyderen om gamle hunde og nye tricks

Nu har jeg i lidt mere end en måned haft arbejdsplads i Silkeborg.

Det har været hårdere, end jeg havde regnet med. På forhånd syntes jeg ikke, det var et problem - med de gode vilkår, vi blev tilbudt, var det jo til at håndtere, og jeg er egentlig ret fleksibel oven i hovedet.

Eller, det synes jeg da ihvertfald selv at jeg er.

Men til min egen store overraskelse ramte flytningen mig som et læs mursten - hårdt.

Der var flere årsager til det.

Køreturen. Der er 91 km til Silkeborg, og de sidste 40 (ca.) er på landevej. Læg dertil mørke morgener, masser af sne og frostgrader der sætter salt ud af funktion. Selvom jeg ikke er en ængstelig chauffør, eller bange for at køre, fordi der er lidt glat, er det trættende og udfordrende at køre den lange vej, når man hele tiden har alle sanser på højkant for at imødegå alle mulige situationer. Og december med sne, sort is og lignende morsomheder, bød på rigeligt med udfordringer på turen.

De nye rammer. Et nyt hus. Masser af nye mennesker. Vi skulle finde ud af, hvor vi fandt tingene, og vi er stadig ikke i stand til selv at booke mødelokaler - så vi skulle spørge nogle af kollegerne fra Jyske It om hjælp til det ene og det andet. Vi kan godt holde videomøde, men hvis vi skal vise ting frem i vores systemer, slår teknikken ikke til.

Nye arbejdsvilkår - fordi vores kørsel er arbejdstid, er der jo mindre tid at arbejde i. Turen fra Erritsø til Fredericia tager omkring en time og 15 minutter, og selvom vi alle har sagt ja til en bonusordning, hvor vi bliver ekstra belønnet, hvis vi når et fastsat antal overarbejdstimer det næste års tid, er der altså ikke mange der arbejder de 12,5 timer ekstra om ugen, som det ville kræve for at opnå samme arbejdstid. Så vi kan nå mindre, og det er frustrerende og besværligt - ikke mindst for projektlederen, som skal få enderne til at nå sammen. Det er nu gået rimeligt godt - nok mest fordi jeg er en del af et fedt team, som har ydet virkeligt godt.

En ændret hverdag.... mange af mine arbejdsdage starter, når jeg kører fra Erritsø kl. 6 om morgenen - fordi jeg vælger at lægge mit overarbejde om morgenen. Andre dage arbejder jeg hjemme, og andre igen tager jeg senere til Silkeborg og arbejder ikke over.

Jeg er pludselig langt fra mine børn, min frisør, min læge, min kiropraktor, min tandlæge. Det kræver lidt mere logistisk planlægning.

Så alt i alt har der været meget, der har været anderledes. Besværligt og ind imellem lidt svært at se den dybere mening med. Selvom jeg godt ved, at det kommer til at give mening på sigt, er det en svær pille at sluge, når det går ud over kadencen i projektet og hverdagen.

Hos mig har det faktisk givet lidt stress-symptomer. Læg nøje mærke til at jeg IKKE siger, at jeg har stress, eller har haft det - men der er nogle velkendte lamper, der har blinket lidt gult. Det mest karakteristisk har været, at min søvn har været dårlig. Jeg har sovet dårligt, vågnet mange gange, og haft svært ved at falde i søvn - især de nætter, hvor jeg skulle til Silkeborg dagen efter. Mit humør har været mere svingende, og latteren har været lidt sværere at finde. Arbejdsglæden - som ellers er stor - er udeblevet fra mit liv.

Åbenbart i en grad, så min afdelingsleder (som ellers er en travl mand) har lagt mærke til det: "Du har længere til smil," sagde han "og du er jo ellers en glad pige." Godt set af ham, synes jeg - vi har ikke arbejdet sammen ret længe, og han er arbejdsmæssigt godt hængt op, fornemmer jeg.

Jeg har ind imellem også oplevet, at der er kommet urimeligt meget brok ud af min mund. Og sådan gider jeg bare slet overhovedet ikke at være. Det er ligesom om der er nogen, der overtager min krop, mens jeg selv sidder magtesløs oppe på den ene skulder og siger "Hov, stop det der!! Sådan er jeg ikke, jeg er for fa'en både positiv og forandringsparat!"

Så jeg har arbejdet rigtig meget med mig selv, tænkt meget over hvordan jeg kunne få arbejdsglæden og smilet igen, og jeg tror jeg er ved at have fundet et mindset og nogle daglige rutiner, som kan få det til at fungere. Og så har jeg en aftale med min dygtige coach-kollega, som har lovet at hjælpe mig med at få ryddet op i tankerodet.

Og i denne uge er det forunderlige så sket. Jeg har siddet oppe i Silkeborg og har hørt mig selv le ... ja, sådan rigtig le, nærmest skraldergrine ... og jeg har følt mig glad og overskudsagtig. Og vigtigst af alt: Jeg har sovet som et spædbarn.

Så det kan godt være at du kan lære en halvgammel tæve nye tricks. Det tager bare lidt tid.

Juhuu ... jeg er her endnu :D

Jeg er altså ikke blevet væk - det har bare ikke været bloggen, jeg har haft fokus på.

Min december kom og gik, rigtig hurtigt. Jeg har været til advendtsblomsterbinding, julefrokost og et par julekoncerter med X-tetten (som gik rigtig godt) - holdt juleferie, selvom jeg egentlig havde bestemt mig til at arbejde flere dage end jeg gjorde, og vænnet mig til at køre frem og tilbage til Silkeborg.

Jeg har været træt om aftenen, og har ikke fået trænet helt så meget som i november.

Men nu er der lidt luft igen. Juleferien er slut, en dejlig nytårsaften ligger bag mig, og et friskt, nyt år strækker sig ud foran mig.

Jeg har ikke lavet nogle nytårsforsætter - og jeg har ikke noget egentligt mål for 2011.

Det er blevet tøvejr (jeg håber det er et tidligt forårstegn), og dagen er blevet omkring 20 minutter længere. Jeg glæder mig til forår, for jeg har fundet ud af, at det ikke er min favoritdisciplin at køre 182 km om dagen på skøjtebaneglatte veje.

Måske bliver jeg en flittigere blogger i 2011 - det må vi se næste år ved denne tid. Men jeg er her altså endnu.

Sprællevende og i fornuftig form.

Livsnyderen om had og kærlighed

Det her blogindlæg kom for en uges tid siden på min engelske blog - lige da jeg skrev det, synes jeg det havde rigtig meget relevans også for dem, der læser med der, nemlig mine amerikanske venner.

Men det har små-rumlet siden ... så her kommer det, nu på dansk.

I Danmark kan vi godt lide at tænke på os selv som tolerante.

Og i nogle henseender troede jeg faktisk, at vi var det.

Men den anden aften så jeg TV - der var et program om had-forbrydelser imod bøsser. En del af udsendelsen viste en skjult kamera-optagelse af to fyre som gik sammen ned af Strøget, noget af vejen hånd i hånd, noget af vejen med armen om hinanden.

Jeg var himmelfalden - ikke alene vendte folk sig og gloede efter dem, nogle sendte dem vrede blikke, og hen på aftenen var der endda nogle, der råbte "Homoer!" og det, der var værre, efter dem.

Der sad jeg så og tænkte: Er det her det tolerante, frisindede Danmark, hvor mennesker af samme køn kan gifte sig, adoptere og leve i fred?

Jeg følte mig flov, og vred.

Jeg kender en del mennesker som er sådan indrettet, at de elsker nogen af deres eget køn. Det er sådan en information jeg lægger mærke til og noterer mig - ligesom hvis jeg hører at nogen spiller musik i deres fritid, er vildt gode til skak, bor langt væk eller har diabetes. Det er en information om den person, som jeg bruger til at forstå dem. Eller ikke bruger til noget overhovedet.

Jeg arbejder et stort sted, så der er en del af mine kolleger som er homoseksuelle. De er kolleger som alle andre. Nogle er laaaangt ude af skabet, andre holder kortene tættere til kroppen. En del af dem har deres partner med til firmafest og hallo! Det er ikke noget problem! Ikke noget vi lægger mærke til.

Jo, selvfølgelig syntes jeg det var sjovt at hilse på Michaels samlever, for jeg kender ham rimeligt godt og har hørt en masse om fyren.

Men altså, ikke det store drama. Du er bøsse eller lesbisk, og hvad så?

Da min mands datter kom hjem for nogle år siden for at fortælle os at hun havde fået en kæreste, og at det var en pige, var det absolut heller ikke noget drama. Vi vil gerne se vores børn lykkelige. Og da vi fandt ud af at vores nye familiemedlem var sjov, sød og bare generelt en elskelig tøs, var vi bare glade. For hun gjorde vores pige lykkelig.

Hadet, volden, tilråbene ... det er mig meget fremmed. Det gør mig trist. Jeg bliver oprørt og vred. Det får mig til at undres - hvad gør mennesker så hadefulde og små og bange?

Og det får mig til at spekulere på:

Hvordan kan man hade nogen på grund af hvem de elsker?

Livsnyderen vinker farvel... og på gensyn.

Imorgen tager jeg hul på den sidste uge på Teknikervej - ihvertfald i denne omgang.

Teknikervej er det hus, som er kommet til sidst, af Bankdatas bygninger. Oprindeligt sad vi allesammen på Erritsø Bytorv - der var 220 af os, sådan cirka, da jeg startede i 1991. I løbet af 90'erne blev vi rigtig mange flere, og der blev bygget et hus på Østergårdsvej, lige ved siden af Bankdatas gamle bygninger. Det er der siden blevet bygget til, og for omkring 4-5 år siden lejede Bankdata Teknikervej 1.

Jeg flyttede på Teknikervej for godt 3,5 år siden. Det skete, da jeg tog springet fra mit gamle forretningsområde, og over til eBanking-området. Med tungen lige i munden og hjertet oppe i halsen. Men jeg var nødt til det, for det, jeg havde lyst til at lave, kunne jeg ikke komme til i min gamle afdeling. Og så trængte jeg nok også voldsomt til luftforandring.

Nyt forretningsområde. Nyt job - for tidligere var jeg en blanding af Servicedesk-konsulent og Produktkonsulent, og i mit nye område skulle jeg være Projektkonsulent.

Da jeg startede sad vi vel 50-60 mennesker på Teknikervej. Det var specielle omgivelser - en gammel lampefabrik, hvor vi sad i kontordelen og i det gamle showroom. Ude bagved var der en kæmpestor lagerhal, hvor vi havde skilt den ene ende af til verdens mest højloftede mødelokaler - og så var der de små mødelokaler, højt oppe af en hønsestige under loftet - med udsigt til lagerhallen.

Det endte med at Bankdata købte bygningerne, og så blev der renoveret og gjort lækkert. Den gamle lagerhal blev til lækre, nye kontorer i 2 etager, og "det gamle" blev shinet voldsomt op. Ydersiden af bygningerne fik en omgang, og så var "fremtidens udviklingshus" født.

Jeg har haft det rigtig, rigtig godt på Teknikervej. Jeg har fået udfordringer og er blevet vist tillid, og ikke mindst nydt samarbejdet med nogle virkeligt dejlige kolleger. Heldigvis flytter kollegerne med, og forhåbentlig også det gode arbejdsmiljø.

Alligevel er det lidt sært. Teknikervej har været rammen om den bedste del af mit arbejdsliv, for der er ingen tvivl om at jeg har fået lov til at folde mig ud og bruge mange flere sider af mig selv, end nogen sinde før.

Men det skal nu nok gå! Det er fine rammer vi får i Silkeborg, og de sjove, søde og hyggelige gutter i teamet bliver nok ikke anderledes fordi vi skifter postnummer.

Fremtiden står åben. Der bliver endnu flere muligheder og chancer. Og jeg ved, jeg kommer tilbage til Fredericia igen.

Men det er da med et lille stik i hjertet jeg vil pakke mine ting på fredag.

Livsnyderens endorfin-rush

Wow ... jeg havde en vaskeægte endorfin-rush i lørdags!!

Det er godtnok ved at være længe siden. Jeg har trænet tilpas meget til at jeg nyder det - og bliver rastløs, hvis jeg ikke får trænet nok.

Som nogen af jer måske ved, løb jeg Lillebælt Halvmaraton i 2009. Efter løbet kom jeg godt igang igen - men "løb ind i" en skade i august 2009. Mit højre baglår/balle gjorde ondt når jeg løb - og selv efter en flere måneder lang pause fra løb, var det stadig tosset.

I løbet af foråret kom jeg igang med at løbe igen - men smertefrit var det ikke. Måske var det dumt - men jeg VILLE løbe, så jeg satsede på at fokusere på de perioder hvor det ikke gjorde ondt.

Så fik massøren på arbejde fat i mig. Hun var optimistisk til at starte med, men hen over sommeren var hun lige ved at opgive mig. Selv når jeg kom hver uge, startede hun forfra med en muskulatur i baglår, baller og lænd, som var totalt overspændt og låst. Så jeg startede hos en kiropraktor i sommer, og besluttede at få det sjove motion - og starte derfra.

Den stod altså på kiropraktor, massør og zumba et par gange om ugen.

Kiropraktoren fik i løbet af et par måneder hul på det. . . godt hjulpet af at jeg gradvis byggede på min zumbatime. Variation har været nøgleordet for min træning, og på en perfekt uge laver jeg 2 * zumba, 2 * styrketræning (ofte samme dag som zumba) og 2* spinning om ugen. Smid der oven i et yogahold (befalet af kiropraktoren), og lige der tror jeg, du finder nøglen til mit forbedrede velvære.

Jeg har lovet kiropraktoren at jeg ikke begynder at løbe "rigtigt" før til foråret. "Giv det nu lidt ro," siger hun. Men jeg må godt løbe en lille smule på løbebånd, som opvarmning til styrketræning, så det gør jeg.

I lørdags fik jeg min sædvanlige halve time på båndet. Et par minutters gang, 5 min. løb, et par minutters gang, 10 min. løb, et par minutters gang og 5 min. løb - og til sidst gang indtil de 30 min. er nået.

Jeg gav den gas! Den fik lige lidt mere hastighed end ellers, og det gik fantastisk. Det var faktisk først da jeg kom hjem, at det gik op for mig at der INGEN smerter var i forbindelse med løbet - YES! Så nu glæder jeg mit til tirsdag, hvor jeg skal på båndet igen... :-)

Efter løbeturen i lørdags styrketrænede jeg - lidt ryg, lidt mave, fuld gas i benpressen og ellers fokus på skuldre, ryg, arme. Det er så godt for mit belastede bevægeapparat.

For nogle måneder siden gik det op for mig, at jeg var holdt op med at sætte min træningstaske ind på passagersædet. Fordi bevægelsen gjorde ondt. Nu kan jeg igen, på grund af sådan nogle træningspas som i lørdags.

Men det aller-allerbedste var følelsen i kroppen da jeg sad hjemme og spiste frokost bagefter. Den er svær at forklare. Men et velvære, en afslappethed og en balance som jeg KUN får, når jeg har trænet hårdt og godt. Næsten en lykkefølelse, men på det fysiske plan.

Det er lige der at træningen bliver mere end en nødvendig vedligeholdelse. For det er det jo også.

Det er den følelse i kroppen, jeg går efter.

Den er heldigvis vanedannende.

Livsnyderen indad og udad

Idag var jeg til spinning ved en af mine favorit-spinning-instruktører.

Elin spiller skide god musik, den passer altid til det antal omdrejninger, hun vil have os til at køre, træningen er dejligt varieret, og så er hun bare en glad humørbombe.

Efter spinningtimen stod vi og sludrede lidt - jeg havde et par spørgsmål om watt-tal, og da vi begge er et par sludrechatoller faldt snakken jo lidt på det ene og det andet. Elin nævnte at hun får ekstra energi fra den respons, hun får fra os af holdet ... "De fleste instruktører har det sådan," sagde hun "fordi vi er ekstroverte." (Ekstrovert = udadvendt)

"Ha," sagde jeg så, "jeg vil vædde på du er gift med en introvert mand!" sagde jeg så - og ganske rigtigt, det er hun :)

Jeg har jo den her teori om, at man skal veje hinanden op. En meget ekstrovert person vil søge en partner som ikke er ekstrovert - ikke for at "få plads" som man måske kunne tro - men fordi de synes en introvert er spændende at "pakke ud".

Og på magisk vis giver det en god balance med en indadvendt og en udadvendt person - man lærer af hinanden. Den hurtige sætter lidt gang i den langsomme, og den langsomme får den hurtige til lige at klappe hesten og komme ned på jorden.

Og det sjove er, at i mit parforhold er det jo slet ikke sådan, at jeg snakker ørerne af Bruno og han må kæmpe for at få et ben til jorden.

Han har nemlig masser at sige, og fordi han kender mig så godt, får jeg det HELE at høre :-)

Og jeg lytter, fordi han er klog og eftertænksom, og fordi hans vinkel på tingene er anderledes end min, og jeg måske kan lære noget af det. Om ikke andet, så at der er forskellige måder at gribe ting an på, og at hans fungerer godt for ham, selvom min ville være anderledes.

Vi er i balance, og fylder nogenlunde lige meget. Nogen aftener er det ham der snakker mens jeg siger "hmmmm,", andre gange er det mig der fortæller i 10 minutter om et eller andet der optager mig.

Når jeg ser mig om, ser jeg ofte andre par med samme konstellation. Det er lidt forskelligt om det er den ene eller den anden part der er ekstrovert, og graden varierer også. Jeg synes også at have observeret, at mennesker som ikke er udtalt det ene eller det andet, tit finder sammen med nogen af samme slags.

Jeg tror det fungerer, det med balancen :) Det gør ihvertfald hjemme hos os.

Hvad mener du? Og hvad med dig? Er du introvert eller ekstrovert, og hvad er din kæreste/partner/ægtefælle?

Livsnyderen lyttede!

Her for nylig så jeg, at Joan Ørting skulle komme til byen og holde foredrag. Spændende, tænkte jeg, og så glemte jeg alt om det igen.

Indtil en bekendt pludselig havde to billetter til salg på Facebook - dem skyndte jeg mig at købe.

Joan Ørting er jo en dame, som skiller vandene. Nogen synes hun er forfærdelig og alt for meget. Jeg synes hun er rimeligt cool. Hun sætter sin røv op i klaskehøjde, og tør være åben omkring sit eget sexliv - og jeg tror det er vigtigt, at modige mennesker som hende tør gå forrest og pille lidt af tabuemnerne ned fra hylderne.

Det gør, at vi andre også kommer til at tale om de ting - og den slags redder parforhold.

Erotik og sex er en del af livet. Og det er en vigtig del, synes jeg.

Når man er i et parforhold, er det erotikken, sexlivet, der er det sted, hvor vi er rigtig tæt, det er der, vi kan udtrykke vores kærlighed og samhørighed allerbedst. Det er der, vi cementerer og reparerer, og har man et godt, kærligt og givende sexliv, så har man overskud til at give den anden albuerum, og til at se igennem fingre med småting. Så kan man være rummelig og accepterende og kærlig.

Og den anden vej rundt - det er vist det, man kalder en god cirkel.

Men tilbage til Joan Ørtings foredrag. Ind i Bøgeskovhallen i aften kom en lille, rødhåret kvinde. Fra min plads på første række - lidt ude til siden - blev jeg væltet omkuld af et varmt og glad smil og en udstråling som en masseovn.

Og tjubang, så var foredraget i gang. Du får ikke noget referat her, men jeg kan fortælle, at selvom titlen var Sex og Sport, så var der mere sex end sport ... og helt ærligt, det var også okay. Med fagter, sjove lyde og masser af ord fortalte Joan om forskellen mellem mænds og kvinders seksualitet, farerne for dødvande i kærlighedslivet, og hvordan man holder gnisten. Der var små, kærlige los til begge køn - og konkrete tips til hvad man kan gøre for at gøre livet og samlivet endnu bedre.

Og så må jeg sige - at hvis jeg før syntes at Joan var "rimeligt cool", så synes jeg nu hun er dejlig! En smuk, smilende kvinde, som udstråler en enorm varme, begejstring og imødekommenhed. Jeg tror hende, når hun siger, at hun synes det er hyggeligt at komme rundt til foredrag, for det var tydeligt at mærke. Selvfølgelig lever hun af at sælge sig selv og sine bøger, men jeg er ikke i tvivl om at hun elsker sit job og sin mission - og det at gøre en forskel.

Jeg ved ikke hvordan hun gjorde det, men hun rakte ud og rørte ved mit hjerte.

Nu er jeg Joan-fan :-)

Livsnyderens autist-test

På Facebook har der kørt sådan en test, hvor man svarer på en række spørgsmål, og så fik man sit autist-indeks.

Jeg var ikke særligt autistisk ifølge testen, som gik meget på hvordan man foretrækker at arbejde og tilbringe sin tid, og hvilke sociale kompetencer man har.

Jeg har ellers nogen gange tænkt at jeg måske har en rem af huden ... bare en lille en. Det er nemlig blevet klart for mig, at jeg af og til springer formaliteter, smalltalk og almindelig social smørelse over, hvis jeg lige er i det målrettede mode.

For målrettet og resultatorienteret er jeg vist, selvom jeg er opvokset i 70'ernes folkeskole, hvor vi skulle arbejde i grupper hele tiden og helst være næsten lige gode (MAND jeg hadede gruppearbejde!!).

Nogen gange bliver jeg bare helt overrasket (og en lille smule flov) fordi jeg bare drøner der ud af. Og nogen gange glemmer etiketten, fordi mit fokus 100% er at komme fra A til B. Helst hurtigt og uden svinkeærinder, tak.

Men jeg arbejder med det. Det gør jeg virkelig. Så bær over :D

Livsnyderen om at stjæle slik fra børn

Igår var det vistnok halloween ... en "event" som diskoteker, ugeblade og supermarkeder har besluttet sig til at indføre i Danmark (der er penge i lortet).

I den anledning viste de uhyggelige film på TV ... hahahaaa - vi så ghostbusters 2 - og bagefter kom der "Åndernes magt".

Jeg har aldrig set det før, men hørt meget om det, så jeg bestemte mig lige for at se det inden jeg gik i seng. Det var vældigt underholdende på en bizar måde.

En ung mand bor i en lejlighed og han oplever, at der er ting der siger "bump" om natten. Og så er der noget med nogen tallerkner der falder på gulvet, og en "fælles drøm" om en mand med fuldskæg som både den unge mand og hans bofælle har .... ja okay, fælles er så meget sagt, men der er en mand med skæg i begge deres drømme.

Uuuuuuha .... det er ren "Paranormal Activity" lige der.

SÅ kommer mediet ind i billedet. En ex-præst i et ekstremt grimt jakkesæt, som minder skræmmende meget om Søren Krarup. Han vandrer rundt i lejligheden og leverer et skoleeksempel på, hvordan man koldlæser.

Dvs. han fyrer en hel række "fakta" (læs: gæt) af, og ind imellem rammer han plet - og selvom det kun er ca. hver 10. gang det sker, bliver den unge mand i lejligheden helt stor i hovedet.

Krarup-klonen kommer frem til, at det unge menneske har fået en klæbe-ånd med hjem, og herefter fulgte en forklaring, som jeg ikke helt kunne høre, fordi min bullshit-detektor overdøvede ordene med BIIIIIIP-lyde.

Men konklusionen var at de satte sig ned og tog hinanden i hænderne, for at få ånden til at vise sig. Det gjorde den naturligvis ikke. Ånder findes ikke. Så skulle den give et tegn på at den ville blive, og ellers skulle den smutte.

Jakkesættet sagde flere gange "Jeg kan dufte tobak" eller "Mærker du svedlugten", men den unge mand bed dog ikke på. Så det var han helt alene med. Måske skulle han lægge cigaretterne på hylden, vores medie, og købe en bedre deo.

Lige som jeg var begyndt at tænke, om de ikke snart opgav at få en åndelig manifestation, skete aftenens clou: GLASBORDET VED SOFAEN GIK "SPONTANT" I STYKKER! Naturligvis var det ikke der, kameraet pegede hen, men vi hørte lyden og hørte de overraskede hyl. (jeg gætter på at de ikke havde indviet deltagerne i, da de riggede det)

Det var en helt igennem lattervækkende udsendelse - og lidt kvalmefremkaldende også.

Man burde jo overveje en alternativ karriere. Folk står i kø derude for at blive snydt, og de er klar til at tro på hvad som helst, bare man præsenterer dem for en gang hokus-pokus og måske en bog med et indisk eller kinesisk inspireret cover. Jeg har talegaverne og intuitionen til at kunne blive en fantastisk koldlæser.

Jeg har bare ikke kynismen til det. Det er jo som at stjæle slik fra børn.

Nemt og umoralsk.

Fagre nye verden

Tiden nærmer sig til - til at den Sorte Slambert skal til at finde vej til Silkeborg hver dag.

Idag er datoen 8. november blevet meldt ud - nu må vi se, jeg synes der er meget, der stadig er lidt uafklaret. Men når dagen kommer, så triller jeg forventningsfuldt derop.

Idag har jeg både set hele Jyske Banks bestyrelse, og mødt min nye chef. Altså ikke min nærmeste leder - han hedder pt. Mogens, og ham vil jeg godt lige beholde lidt længere - men ham, som er chef for det område, min afdeling hører under. Han hedder Benny, og virker som en rigtig fin fyr.

Hvis han er lige så god til at danse som min nuværende chef, så har vi en vinder ;-)

Bestyrelsen for vores nye bank var på rundvisning. Og Bankdata elsker at vise rundt i det fine, nye kontorhus, som jeg er så heldig at sidde i, så selvfølgelig kom de forbi ude på gangen.

Der kunne de så sidde og se mig og resten af teamet - vi sad og så meget alvorlige ud. Jeg havde endda puttet mine bamser (Kaj og en tøjtiger) i skuffen for at det skulle se lidt seriøst ud.

Misforstå mig nu ikke - vi arbejder faktisk pænt seriøst, men der er, og der skal være, plads til lidt spas.

Og kontoret har glasvæg ud til gangen, så jeg tænkte det godt lige måtte fremstå lidt arbejdsagtigt.

Pludselig så jeg en mand ude på gangen, som jeg kender, og så måtte jeg jo lige ud og hilse på - et knus fik jeg endda også. Det var en god tillidsmandskollega, som jeg både har siddet i edb-udvalget og været til repræsentantskabsmøder og meget andet sammen med. Vi er facebookvenner, men det var virkelig hyggeligt at at se ham i levende live :)

Forundringen hos vores rundvisende direktør, Lene, var til at se ... det kom vist bag på hende at jeg var på kram med et JB-bestyrelsesmedlem ;-)

Lige nu venter jeg spændt på mere nyt og flere detaljer. Og jeg ser med stor spænding og fortrøstning på fremtiden - jeg er slet ikke spor i tvivl om, at der bliver endnu flere spændende, sjove og udviklende jobs i det store, nye Bankdata, for sådan nogen som mig.

Livsnyderen ser Luksusfælden

Efter at have siddet sammen med min husbond og lagt budget for 2011, var det lidt pudsigt at jeg kom til at tænde for TV - og så var det Luksusfælden, der tonede frem.

Jeg kan godt lide at se det engang imellem. Især fordi jeg godt kan lide Mette Reissmann ... hun har en god og sober måde at håndtere folk på, og så har jeg faktisk mødt hende og talt med hende, da hun for mange år siden arbejdede i finanssektoren ... jeg tror det var i Lokale Pengeinstitutter, hvor hun var juridisk konsulent.

Til gengæld kan jeg få helt ondt i hovedet af at rykke mig i håret og slå mig for panden - - for det er utroligt, hvor langt ude af kontakt med virkeligheden, folk kan være. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan man kan bringe sig i en situation hvor man månedligt bruger 8-10000 kr. mere hver måned, end de tjener.

Jeg kan godt forstå at man kan få lyst til at skide på budgetterne engang imellem, og måske købe noget, man ikke har råd til. Det er menneskeligt at ønske sig noget, især når man ser at andre har råd til det. Jeg er splittet mellem at blive dybt irriteret, og at have utroligt ondt af de mennesker, som ender med at stå skoleret foran Mette og Gustav - på landsdækkende TV.

Men ... virkelighedstjek!!! Hvis du bruger 2000 kr. hver gang du tjener 1000 kr., så ender du altså med at være økonomisk på skideren. Og hvis du lukker øjnene længe nok, så ender du et sted, hvor du ikke har ret mange valg.

OG så er vi tilbage der, hvor vi sad og lagde budget. Idag har vi pænt med penge at lægge budget med, så det er egentlig simpelt nok. Men jeg har også prøvet at være alenemor på SU, og alligevel få lagt lidt til side hver måned til uforudsete udgifter. Det giver en dejlig ro i maven at vide hvad man har at gøre med - det føles godt at have en plan at følge.

Dermed ikke sagt at jeg er et perfekt, økonomisk eksempel. Det har nogle gange rodet, men jeg har altid fået lavet virkelighedstjekket, inden jeg endte i en økonomisk sump. Der, hvor valgene er få, og vejen ud i gældfrihed er lang og ualmindelig kedelig.

Langt kedeligere end at sætte sig og få lavet det der budget. Så længe tager det jo heller ikke :-)

Livsnyder med fridage

Nu ser jeg ind i et par fridage - dejligt.

Skolernes efterårsferie er begyndt, og mit dejlige datterbarn er dampet af på ferie med sin far - de skal på cruise på Nilen. Kristian (som er mere til skiferier med sin far) bliver hjemme hos mig, og derfor har jeg taget et par fridage - mandag til onsdag mere præcist.

Idag kører jeg en tur til Aalborg og besøger min mor, sammen med Kristian. Bruno bliver hjemme og plejer et hold i ryggen - så det er bare mig og min store dreng.

Vi bliver i Aalborg til imorgen, og så giver Andreas og Kristina frokost. Andreas tager med hjem på miniferie :-) - og onsdag tager han nordpå igen.

Så vi skal hygge os, skal vi. Mon ikke der bliver set nogen film, spillet nogle spil og bagt lidt kager og brød ... og hygget grundigt igennem!

Bruno har ikke ferie, men jeg skal nok sørge for at hans hjemmesko står ved kaminen og kaffen er klar når han kommer hjem fra job :-)

Der skal nydes grundigt, for vi har fortjent det.

Et hul i tiden

I 70 år stod en herskabslejlighed i Paris urørt hen.

Ingen kom eller gik der. Kun årene. Støvet faldt, tyst. Ingen stemmer brød tavsheden, ingen hænder skilte gardinerne for at se ud.

Så døde damen, som havde lejemål til lejligheden, og lejligheden blev åbnet.

Alt stod som for 70 år siden ... for første gang i en menneskealder trådte nogen ind og brød stilheden.

Da jeg læste nyheden om lejligheden igår, pirrede det min fantasi helt vildt. Den der lejlighed, efterladt en dag. Måske lå der en bog på et sofabord. Måske stod et glas i vasken i køkkenet. Nogen har smidt sine hjemmesko i et hjørne. En hårbørste på et toiletbord.

Og stilhed. Stilhed. Stilhed. Støvet der falder, årene der passerer. Svage lyde af verden der passerer forbi. Udenfor.

Hvis jeg var forfatter, ville jeg skrive en bog, med afsæt i den der forladte lejlighed, hvor livet fortsatte rundt om.

Det kunne blive en fantastisk, dyster, sær historie, tror jeg.

Livsnyderen tjekker tændrørene

Der hvor jeg arbejder, laver vi IT til en række danske banker. Indtil for nylig hed den største Sydbank - men for en måneds tid siden skete der ting og sager. Jyske Bank, som ellers har haft deres egen udviklingsafdeling, melder sig ind i foreningen, og KABUM! så bliver vi lige 70% større end vi var før.

Det er fedt fordi det stiller vores virksomhed stærkere. Men sådan noget gør man jo ikke, uden det har omkostninger.

En masse mennesker oppe i Silkeborg er kede af det. Det system, de har udviklet på - for nogens vedkommende i mange år - skal bare lukke og slukke. Og det er sandsynligvis et ganske udmærket system. Deres job skal måske flytte til Bankdata.

Alle dem, som arbejder i vores drift, er heller ikke for glade. Deres job flytter til JN Data i Silkeborg. Og det er ikke fordi de ikke har gjort det godt - vi har haft en utrolig veltrimmet og effektiv driftsafdeling.

Det er altsammen politiske beslutninger.

I 2012 skal vi være klar til at konvertere Jyske Bank over på vores systemkompleks. Der skal laves en masse analyse, der skal kodes konverteringsprogrammer, og vores systemer skal på nogle områder videreudvikles for at kunne rumme Jyske Banks forretning - ligesom alt skal stresstestes i systemerne - for at vokse med 70% er jo ligegodt en sjat.

Lige nu skal vi starte med at blande blod. Og i den forbindelse skal en masse mennesker fra Silkeborg komme til Fredericia, og vice versa.

Jeg er en af dem, der fra november skal finde sit skrivebord i Silkeborg. Så den Sorte Slambert skal ud og trille på landevejen på et dagligt basis, ihvertfald frem til konverteringen. Så regner jeg med, at der er et job til mig i Fredericia.

Meget tyder på, at jeg skal finde mig et andet forretningsområde. Men det ved jeg ikke engang med sikkerhed endnu.

Heldigvis bliver det med kørsel i arbejdstiden, og betalt kørsel. Så det kommer ikke til at gå urimeligt meget ud over det liv, jeg har, som ikke handler om arbejde. Og selvom det er lidt træls og besværligt, så tror jeg bestemt på, at vi ser ind i en rigtig spændende fremtid. Der bliver en større legeplads at boltre sig på.

For vores udvikling øges ikke bare med det, der skal til for at servicere en stor, ny medlemsbank. Vores ejere - bankerne - har besluttet at der skal lægges 3o% ekstra udvikling oven i - så den synergieffekt og nogle af de (store!!) besparelser bankerne får ud af det, skal bruges til at være lidt mere fremme i skoene, rent udviklingsmæssigt.

Før var vi vel omkring 350 der lavede udvikling i Bankdata. Fra 2012 bliver der 475 i Fredericia og 150 i Silkeborg, der skal lave udvikling.

Det bliver MANGE udviklingsprojekter. En STOR legeplads. :-)

Livsnyderen om at kikke ind i andres liv

Jeg kan godt lide Facebook.

Det er små vinduer ind til andres liv, som man helt uforpligtende kan kikke ind af - og man har fået lov til det :-)

OK - der er nogen, der stiller lidt mere frem i vinduet end jeg ville gøre - men bliver det for meget, kan man jo altid fjerne folk fra sit newsfeed - så jeg synes ikke, det er et problem.

Det er altid spændende at se, at der ligger en venneanmodning eller en besked på Facebook - er der nogen fra fortiden, måske endda nogen man har tænkt på, hvor de blev af, som dukker op? Nogen gange får jeg dog anmodninger fra folk, som er vildtfremmede. Dem ignorerer jeg. Hvis jeg ikke ved, hvem de er, så skal de ikke være venner med mig.

For nylig fik jeg et brev i min Facebook indbakke fra en læser af min blog. Han har aldrig kommenteret, men han har læst med, og han ville gerne fortælle mig, at han var glad for at læse mine poster. Det blev jeg glad for. Vi skrev lidt frem og tilbage, og efter lidt tid sendte jeg ham en venneanmodning.

Nu kan vi begge to kikke lidt på hinandens liv - han kan se mit her på bloggen, og i Facebook, og jeg kan lure ind på ham - på hans hus der ligger smukt i naturen, hans fine bil, hans kønne blonde datter, og følge med i de helbredsproblemer, han har. Det er tankevækkende og spændende at lære ham at kende, høre hvordan han får livet til at give mening på trods af de udfordringer han har.

Og han er en af de Facebookere som rammer balancen fint - han er personlig, men ikke privat. Noget af det, jeg selv har tænkt meget over i al den tid, jeg har haft min blog (fem år til februar - wow!).

For et socialt væsen som mig, en, der er nysgerrig på sine medmennesker, er Facebook en gave. Det er herligt at følge gamle venner uden den store indsats, og dejligt at man blot kan række ud og nå dem, man måtte have lyst og overskud til at have lidt mere kontakt med.

Man bestemmer jo selv, hvad man vil lægge ud, og hvordan man vil bruge det.

Livsnyderen om fleksibilitet og stabilitet

I eftermiddag var jeg til en reception for en kollega, som havde 25 års jubilæum. Det sker faktisk ret jævnligt i mit firma - folk har en tendens til at blive hængende på Bankdata :-)

Jeg gik hen for at sige tillykke med jubilæet, og hørte gratulanten lige før mig sige "... og skal jeg så sige tillykke eller skal jeg kondolere?"

Den her jubilant var kvik nok til prompte at bede om et tillykke, for han har ikke en eneste gang i de 25 år oplevet ikke at have lyst til at gå på arbejde. I talen fra direktøren fremgik det da også, at han har lavet rigtig mange forskellige ting i firmaet - og han er sådan en type der bare altid møder en med et smil og en hurtig kommentar.

Den med at kondolere har jeg faktisk hørt rigtig, rigtig mange gange - og måske har jeg også selv sagt det i sjov. Men idag kom jeg til at tænke - hvorfor siger vi egentlig det? Dybest set er det jo skrækkeligt negativt, selv hvis det er sagt i spøg. For hvis vores jubilar skulle kondoleres, så skulle han jo være rejst for læge, længe siden.

Men der er en eller anden tendens til, at mange år på samme arbejdsplads - det er pr. definition noget dårligt. Så er du ufleksibel, tryghedsnarkoman, ikke forandringsparat og måske endda stagneret. Det ligger lidt underforstået, at du nok ikke kan bruges andre steder. Det er usexet, utrendy og ikke særligt fashionabelt at fejre 10-15-20-25 års jubilæum.

Der er to ting i det her.

Den første er: Når man arbejder på en stor arbejdsplads, er det rent faktisk muligt at have en god, jobmæssig udvikling. Man kan skifte job, fagområde, kolleger, chef. Man kan lære nyt og møde udfordringer. Så nej - man er ikke nødvendigvis stagneret og støvet. Men det er da en fed luxus at kunne få nyt job uden at skifte arbejdsplads.

Den anden er: Jeg kender intelligente, dejlige mennesker, som har lavet det samme i rigtig mange år. Og jeg mener virkelig det samme. Samme job, med små ændringer, gennem mange år. De fleste af dem gør det rigtig, rigtig godt, er stolte af det, og glade for det.

Er det ikke okay? Er de ikke værdifulde og gode medarbejdere? Vel er de så! Og det er da godt at der er god blanding af dem, der gerne vil have ændringer, og dem, der har det fint med tingene, som de er ... for så har du både stabilitet og fleksibilitet i din organisation.

Jeg synes vi skal have respekt for de medarbejdere, som ikke har så meget behov for nødvendigvis at flytte sig i en lodret eller en vandret karriere. Dem, som i stedet sidder og er rigtig dygtige til det, de gør.

Og når jeg om godt et halvt års tid har været på Bankdata i 20 år (for det satser jeg da på at komme til at opleve) - så vil jeg være stolt og glad over at have været en del af en god, effektiv, spændende, medarbejdervenlig arbejdsplads i så lang tid. Stolt af at være et tandhjul i en stor maskine, og glad for alle de dejlige mennesker, jeg har arbejdet sammen med i alle disse år.

Så der er ikke nogen der skal kondolere mig den dag. Men man må godt sige tillykke, selvom det "kun" er 20 år.