Livsnyderen om had og kærlighed

Det her blogindlæg kom for en uges tid siden på min engelske blog - lige da jeg skrev det, synes jeg det havde rigtig meget relevans også for dem, der læser med der, nemlig mine amerikanske venner.

Men det har små-rumlet siden ... så her kommer det, nu på dansk.

I Danmark kan vi godt lide at tænke på os selv som tolerante.

Og i nogle henseender troede jeg faktisk, at vi var det.

Men den anden aften så jeg TV - der var et program om had-forbrydelser imod bøsser. En del af udsendelsen viste en skjult kamera-optagelse af to fyre som gik sammen ned af Strøget, noget af vejen hånd i hånd, noget af vejen med armen om hinanden.

Jeg var himmelfalden - ikke alene vendte folk sig og gloede efter dem, nogle sendte dem vrede blikke, og hen på aftenen var der endda nogle, der råbte "Homoer!" og det, der var værre, efter dem.

Der sad jeg så og tænkte: Er det her det tolerante, frisindede Danmark, hvor mennesker af samme køn kan gifte sig, adoptere og leve i fred?

Jeg følte mig flov, og vred.

Jeg kender en del mennesker som er sådan indrettet, at de elsker nogen af deres eget køn. Det er sådan en information jeg lægger mærke til og noterer mig - ligesom hvis jeg hører at nogen spiller musik i deres fritid, er vildt gode til skak, bor langt væk eller har diabetes. Det er en information om den person, som jeg bruger til at forstå dem. Eller ikke bruger til noget overhovedet.

Jeg arbejder et stort sted, så der er en del af mine kolleger som er homoseksuelle. De er kolleger som alle andre. Nogle er laaaangt ude af skabet, andre holder kortene tættere til kroppen. En del af dem har deres partner med til firmafest og hallo! Det er ikke noget problem! Ikke noget vi lægger mærke til.

Jo, selvfølgelig syntes jeg det var sjovt at hilse på Michaels samlever, for jeg kender ham rimeligt godt og har hørt en masse om fyren.

Men altså, ikke det store drama. Du er bøsse eller lesbisk, og hvad så?

Da min mands datter kom hjem for nogle år siden for at fortælle os at hun havde fået en kæreste, og at det var en pige, var det absolut heller ikke noget drama. Vi vil gerne se vores børn lykkelige. Og da vi fandt ud af at vores nye familiemedlem var sjov, sød og bare generelt en elskelig tøs, var vi bare glade. For hun gjorde vores pige lykkelig.

Hadet, volden, tilråbene ... det er mig meget fremmed. Det gør mig trist. Jeg bliver oprørt og vred. Det får mig til at undres - hvad gør mennesker så hadefulde og små og bange?

Og det får mig til at spekulere på:

Hvordan kan man hade nogen på grund af hvem de elsker?