Livsnyderens halvhedenske jul

Jeg kan godt lide jul, selvom jeg ikke er kristen.

Der er masser af ting at synes om:

Stearinlysene over alt i huset, som lyser op i mørket.
Lyskæderne i havens buske, som gør tusmørket kl. 16 lidt lettere at bære.
De lækre småkager, og hyggelige sammenkomster med gode venner.
God, hjemmelavet glögg, både den hvide og den røde slags.
Havregrynskonfekt!
Familien, der samles og hygger, spiser, spiller spil.
Fridagene og roen.

Jeg synes det er en dejlig, hyggelig årstid, selvom jeg fint kunne undvære gaveræset. Jeg synes det er svært at finde på gode gaveønsker, og jeg kender forbavsende mange, som har det på samme måde.

Vores juleaften er helt almindelig, med juletræ og julesalmer. Vi går ikke i kirke, og vi beder ikke bordbøn eller læser juleevangeliet. Salmerne har vi dog stadig - mange af dem er smukke, og minder mig om min barndoms skønne familiejul. Og når man elsker at synge så meget som jeg gør, er julesalmerne fine at samles med familien om.

En af de virkeligt gode ting ved julen er, at det er der, dagene vender og begynder at blive længere. Når jeg tænder kalenderlys og adventsstage, er det i virkeligheden nedtælling til det. I mit hoved, ihvertfald. Oprindelig var julen jo også en hedensk lysfest, og det er da i den grad værd at fejre, at mørket snart begynder at slippe sit tag og dagene snart begynder at længes.

Jeg glæder mig til lyset kommer igen - og i mellemtiden tænder jeg lys i mørket omkring mig.

(Her er min yndlingssalme - Blomstre som en rosengård. Det er det fantastiske kor X-tetten, som synger den - jeg er nr. 4 fra højre.)

Livsnyderen i det politiske hjørne

I disse dage forhandles om et lovforslag, som jeg har ventet på længe.

Det er ikke fordi det ændrer min situation i det daglige, eller på nogen måde giver mig eller nogen af mine fordele.

For jeg taler om "starthjælpen", som blev indført af den tidligere regering - velsagtens for at Pia Kjærsgaard & Co. kunne glæde sig over at have marginaliseret småtbemidlede udlændinge endnu mere. Eller som det hedder på Pia-speak "motiveret dem til at integrere sig og komme i arbejde".

Starthjælpen blev indført i 2003 og er en barberet bistandsydelse, som gives til folk, som de sidste 8 år har opholdt sig 7 af årene udenfor Danmark, og som ikke kan forsørge sig selv. Det skulle, som nævnt, motivere udlændinge til ikke at hvile på den edderdunspude, som bistandshjælpen jo er (det ved alle, som Dolph siger), og i stedet gå ud og få sig et job. Og integrere sig, og spise frikadeller.

For vi ved jo alle sammen hvor fantastisk effektfuld negativ motivation er.

At starthjælpen ikke fungerede som det angiveligt var meningen, viste sig efter nogle år. Som forudsagt kom der ikke flere af målgruppen i arbejde - de blev bare mere marginaliserede og mere fattige, og når man er fattig, er det svært at få råd til sende ungerne til fodbold og spejder og den slags ... og så bliver de også dårligere integreret.

Alligevel lavede man ikke loven om.

Da folketingsvalget var på trapperne, var jeg meget splittet. Jeg er vist det, man kan kalde en borgerlig radikal (selv kan jeg godt lide udtrykket "social-liberal"), og absolut ikke nogen fan af hverken SF eller Enhedslisten (jeg er ikke så vild med statens overtagelse af industrien og den slags). Hvad angår Socialdemokraterne, føler jeg mig lidt mere i familie ... men jeg er aldrig blevet helt revet med af Helle Thorning.

Men de borgerlige partier kunne jeg altså ikke stemme på. Når jeg laver sådan nogen hvem-er-du-enig-med tests, står DF altid som den jeg er ALLERMEST uenig med - - og så er det jo lidt svært at gå ind for en regering, som er totalt i lommen på dem. For det følte jeg, at de var. Venstre kan jeg ellers blive enig med om mange ting, men den der uhellige alliance måtte jeg tage afstand fra.

Alligevel var jeg glad over valgets resultat. For vi fik Pia K. fra fadet, og en anden god ting var, at de Radikale havde et godt valg. Jeg tænkte, at hvis de kunne få det til at fungere, var det okay. Socialt hjerte med borgerlig økonomipolitik  - det er lige op af min boldgade!

For et par uger siden hørte jeg i P1 en udsendelse om to danske kvinder, der begge levede på starthjælp, og det var simpelthen fortvivlende. Begge kvinder havde problemer, der forhindrede dem i at komme på arbejdsmarkedet - den ene var kommet hjem til Danmark med PTS (Posttraumatisk Stress) efter at have levet i udlandet med en voldelig ægtefælle.

Forestil dig at have 41 kr. om dagen at leve for. Min indignation blev gen-tændt! Heldigvis sluttede udsendelsen (som var optaget i august) med, at de ringede til en af kvinderne og fortalte, at en afskaffelse af starthjælpen var planlagt af den nuværende regering. Hun var så lykkelig, for nu kunne hun få råd til at købe de jerntabletter, lægen sagde hun skulle have, og hun kunne komme til tandlæge.

Jeg er så glad for at vi kommer af med starthjælpen, for den kan vi simpelthen ikke være bekendt. Jeg ved godt riget fattes penge - men den blev jo heller ikke indført som et besparende tiltag dengang.

Nu kan vi få ryddet op i nogen af de ting, der lever som forkrøblede bastarder af en V-far og en DF-mor i vores lovgivning. Væk skal de! Så kan jeg godt leve med at se Ole Sohn som Erhvervs- og vækstminister for en tid, selvom det kryber i mig. For slet ikke at nævne Villy Søvndal ... suk.

Det er store vaskedag, og så kan det være vi om 4 år kan få en regering hen over midten, når lov-bastarderne er aflivet.

Livsnyderen synes man er forpligtet

Man har en forpligtelse til at tænke før man taler.

Og har man en ledende stilling har man også en forpligtelse til at tænke sig om, før man drikker sig bagstiv og siger til en ny-fraskilt kollega, "om hun ikke snart skal have en ny mand."

Sexchikane? Det ved jeg ikke. Det kommer helt an på konteksten, det er sagt i. Men dumt, plat og måske endda sårende - det synes jeg faktisk den kommentar er.

En minister (som godt nok ikke var minister dengang, men velsagtens noget ved musikken i partiet) med en sexchikanesag - ja, man kan vel glæde sig over, at han ikke er ligestillingsminister.
Lettere roe-lam må han ihvertfald være, når han åbner sit store gab og lader sådan en lummerhed slippe ud.

Værre endnu står det da næsten til med kommentatorerne på de onlinemedier jeg har set.
Besynderligt nok står mennesker i kø for at bakke op om platte-Carsten og fordømme hende, han (måske) har bagt på. For hun er garanteret selv ude om det, og sikke en sart snerpe. Hun skulle vist være blevet hjemme fra julefrokost, når hun er sådan en mimose.

Okay så.

Når vi som kvindelige kolleger går til julefrokost, skal vi altså tage det som en opfordring til mændene: "Kom og henstøn snapse-lugtende dumheder i mit øre, og rag mig lidt på låret."

Nej fandme nej. Skal nogen beføle mine lårbasser, skal det være pr. invitation. Ikke fordi "når hun nu er mødt op til julefrokost, må hun da også være lidt frisk!".

Endnu værre bliver det, hvis befamleren er en overordnet. Man tøver måske lige lidt mere med at give sin chef et solidt puf, hvis han bliver nærgående - vil måske gerne lige løse det i mindelighed. Måske lader man sine grænser overskride lidt mere.
Hvad er man for en chef, hvis man sætter sine folk i den situation??

Mine drenge kan ihvertfald vide sig sikre i forvisningen om, at jeg ikke kunne finde på at begynde at lapdance på dem, eller noget tilsvarende - og jeg er ikke engang chef, bare en simpel projektleder.

Men hvis kulturen er sådan, som det ser ud til på onlinemedierne, så er jeg jo bare en kedelig livsnyder. Eller noget.