I går sad jeg lige og nynnede en sang, som jeg har sunget som en del af min solo-undervisning. Det er en sød lille sag, som hedder Miss Celie's Blues.
Og så kom jeg til at tænke på det der solosang-projekt jeg har gang i.
Det kan godt være det virker lidt meningsløst, for jeg går ikke og kikker efter sammenhænge hvor jeg kan BRUGE det til noget - jeg leder ikke efter et band eller noget. Og jeg er 47 år gammel og har ingen illusioner om at der er gået en stor stjerne tabt i mig. For det første har jeg intet sangskrivertalent, og for det andet er min stemme ikke på nogen måde exceptionel.
Jeg lyder som en glad amatør - bedre end mange og dårligere end endnu flere.
Men når jeg synger, bliver jeg glad. Hvis en uge har været lort, ved jeg at den bliver LIDT bedre onsdag kl. 17.55. Og den glæde jeg får onsdag aften, kan jeg bære med mig resten af ugen.
Jeg synger for min skyld. Fordi mit hjerte bliver lettere og min sjæl yngre.
Og det lyder faktisk heller ikke helt tosset ;-)
