Min mand og jeg bor i et skønt gammelt hus fra 1926. Delvis moderniseret, noget af det af os selv i de snart 6 år vi har boet her, noget var gjort inden vi flyttede ind.
En af de rare ting er, at der er toiletter på alle 3 planer - badeværelser i kælderen og på 1. sal. I stueetagen er der sådan et lille "skab" med et toilet og en lillebitte håndvask - meget praktisk.
I dette lille rum er der et vindue. Det sidder indvendigt på væggen, og åbner indad, og så kan det lukkes med en lille hasp. Udenfor er der murede "tremmer" - så udefra ses det som aflange åbninger i muren, ikke som et vindue.
Da vi skiftede alle husets vinduer, overså vi detteher primitivt haspede og ikke-termoglassede vindue. Med det resultat, at toilettet - som alene er opvarmet af en let underdimensioneret el-gulvvarme, og i øvrigt er et hjørne-rum med 2 ydervægge - er MEGET koldt om vinteren. Især når temperaturen dropper under 0.
For tiden bruger jeg jo det her toilet en del - fordi jeg er hjemme. Og jeg har frosset, har jeg. Og nogen gange endda gået ovenpå for at tisse.
Gennem flere år har jeg også foreslået diverse intelligente løsninger til min kære husbond, som behændigt har svaret henholdende - og ingenting er sket.
Men nu har jeg fået et frostfrit toilet - og her er opskriften på handy-kvindens eget lille isolerings-hack:
Man tager:
- en kasseringsværdig ekstradyne
- en genbrugs-plasticsæk
Herefter gør man følgende:
- Fold dynen i en passende størrelse, som passer i vindueshullet. Måske skal du lige prøve et par gange, for det skal passe rimeligt godt - hellere folde lidt for stort end lidt for lille.
- Stop den foldede dyne i plasticsækken
- Åbn vindue og indfør dyne i plasticsæk i vindueshul
- Luk vinduet og afvent at rumtemperaturen mirakuløst kommer over 12 grader celcius for første gang i 2 uger
- Nyd at der ikke formes istapper på din mås når du benytter toilettet.
På et eller andet tidspunkt bliver nogen vel træt af at se på en blå dyne i plasticsæk og får ringet til tømreren for at få et nyt vindue i. Måske bliver det mig - men skisme først når udendørstemperaturen bliver mere human, eller jeg ikke er hjemme til at fryse mens vinduet bliver skiftet!
Sidst I hørte fra mig, erklærede jeg 2014 for et fantastisk år. Det håber jeg stadig på, men føler også at Nemesis napper mig i haserne.
Jeg har fået dobbelt statsborgerskab, nemlig. Er blevet borger i et land hvor nattesøvn nogen gange er en by i en fjern egn, og hvor jeg aldrig helt kender min dagsform.
I mandags smed jeg et gennemsvedt og ildelugtende håndklæde i min arbejdsmæssige boksering, og fik dermed statsborgerskab i Stressland. Og det er lidt et lorteland, skulle jeg hilse og sige.
Siden da har jeg sovet meget, tænkt meget og set utroligt meget Breaking Bad. Jeg har nemlig slet ikke kunnet koncentrere mig om bogstaver i en bog.
Heldigvis begynder jeg at kunne læse igen. Men igår, f.eks., konstaterede min krop, at det var søndag, og søndag aften plejer jeg jo at være vågen til kl. brækpose, mens min hjerne myldrer rundt som en myretue.
Og uanset hvor meget jeg forsøgte at forklare den, at der altså ikke stod arbejde på programmet idag, så myldrede tankerne rundt i min sagesløse hjerneskal, og søvnen udeblev. Heldigvis er jeg efterhånden en dreven søvnløshedspilot, så jeg stod op og læste en halv times tid, så jeg sov da inden kl. 1.30. Mit statsborgerskab tillader jo også, at jeg trækker stikket og tager en lur i løbet af dagen, så det skal nok gå altsammen.
Nogen dage føler jeg mig ret normal, så meget at jeg overvejer, hvorfor jeg egentlig går hjemme og laver ingenting. Men ved tanken om rent faktisk at møde på arbejde får jeg mavepine og koldsved, så jeg er nok ikke HELT klar endnu.
Faktisk har jeg nogen gange svært ved at komme ud af huset, fordi steder med mange mennesker giver mig håndsved og utilpashed. Bare en lille smule, men nok til at jeg skal overtale mig selv lidt.
Det mærkelige er, at jeg jo faktisk har et fint job, i et godt og menneskevenligt firma og med skønne, skønne kolleger (som i øvrigt har sendt mig blomster, vin og massevis af varme og kærlige hilsner) - desværre kan man alligevel godt blive stressramt, når der ligger mere på arbejdstallerkenen end man kan spise.
Jeg får hjælp, og jeg skal nok komme stærkt tilbage. Jeg ved ikke helt, om jeg tror på den der med, at det gør mig stærkere, hvis det ikke slår mig ihjel. Men klogere, det bliver man forhåbentlig.
Hvis skyld det er, at jeg er stressramt, er egentlig ikke særligt interessant.
Jeg ved bare, at jeg har gjort det så godt jeg kunne, og at jeg både er dygtig, flittig og stærk. Og ikke mindst samvittighedsfuld.
Derfor deler jeg også mit nye, dobbelte statsborgerskab med jer her, hvor hele verden kan se det. Det er ikke skamfuldt, det er bare noget der er sket. Og det skal nok blive godt igen.
Jeg har ikke tænkt mig at publicere hver eneste lille ting som sker, for det her er (trods navnet) ikke en bekendelsesblog. Men kryds fingre for mig, derude.
Og hav en tryg og god mandag.
December måned var ikke noget at skrive hjem om, og det var november sådan set heller ikke. Men det er en række historier, som ikke hører hjemme her.
Til gengæld har jeg haft en dejlig juleferie - og en lang en af slagsen, helt fra den 19. december og til på mandag, hvor jeg starter på jobbet igen.
Jeg har bøvlet lidt med helbredet, men der er ved at være styr på det igen, tror jeg. Og en juleaften med min dejlige mand, vores mødre, alle mine unger samt verdens dejligste lille barnebarn (som nu er fyldt ET ÅR!!) satte et travlt, men dejligt næsten-punktum for et år som faktisk i det store og hele ikke har været noget at prale af.
Noget jeg har gået og bestemt med mig selv, her i min ekstralange juleferie, er at mit 2014 skal handle om mig. Jeg skal være god ved mig selv, og god for mig selv.
Jeg har bestemt at mit nytårsforsæt skal handle om at leve og elske meget mere. Og om at gøre flere ting som gør mig glad, for jeg kan mærke at noget af den bedste energi jeg fik i 2013 kom lige der hvor jeg gjorde lige præcis sådan noget.
Jeg har bestemt mig for at turde gå efter det jeg har lyst til - uden skelen til om andre, udenforstående, synes at det er rigtigt eller forkert. Og uden at slå mig selv i hovedet med at jeg nok ikke kan.
SÅ selvfølgelig skal jeg synge i 2014 - lige så meget som jeg kan komme afsted med. Med X-tetten, til soloundervisning, i bruseren og når jeg ellers kan komme til det.
Men jeg skal også gøre det gode for den krop, jeg bor i. Derfor har jeg gjort noget lidt vanvittigt, her i det første kvartal af 2014. Jeg har meldt mig til et trænings- og kostvejledningshold, som kører frem til 1. april.
Der vil blive stillet krav til mig, og jeg kommer til at træne mere end jeg er vant til.
Og ja, jeg regner da med at der ryger nogen kg. Men hovedårsagen er, at jeg vil gøre noget for MIG og have fokus på mig selv. Jeg vil føle mig let, stærk og glad, som jeg VED jeg gør når jeg træner og spiser på den rigtige måde.
Jeg regner også med at jeg får flyttet fokus væk fra nogen ting, som jeg ikke gider bruge kræfter på mere, og over på min egen glæde, mit eget velvære.
Livet er for kort til kun at eksistere - jeg vil leve, og være lykkelig.
2014 bliver et klasse-år.
