Her i Stressland går det faktisk okay.
Der er gode dage og dårlige dage - men heldigvis kan jeg se at vægtskålene tipper lige så stille, til fordel for de gode.
Stressland er et sært sted at være. Eller rettere, her i grænselandet, hvor jeg er det meste af tiden. På gode dage fatter jeg ikke hvorfor jeg går her hjemme og fiser den af. Men så kommer der en frisk brise fra højre og jeg vælter. Og så er det, jeg godt ved hvorfor jeg lige er checket ud.
Men som sagt, der bliver flere af de gode dage. Jeg begynder at kunne finde ud af at gøre 2 ting på samme tid igen. Og jeg savner kollegerne og det at have en hverdag.
Kollegerne er en kæmpe, kæmpe del af at jeg tror på at jeg nok skal komme tilbage igen. Nogen dage (de dårlige) føler jeg at jeg sidder her, glemt i min sofa, mens livet (det pulserende, dejlige liv) farer forbi.
Men så kommer der en hilsen fra en kollega. Fra facebook, på mail, via sønnebarnet eller min kære husbond, eller en sms.
"Har du det godt? Håber du snart kommer tilbage - vi savner dig!"
Kære, dejlige, helt ubetaleligt gode kolleger - det betyder bare så pisse-meget for mig at I ikke har glemt mig, og at I tænker på mig! Lige fra dem jeg har siddet på kontor med og som gi'r et kram ude i Føtex, hen over brother-from-another-mother der kommer uanmeldt forbi og til hilsner fra dem min mand møder til spinning.
Ham der smed mig en stak episoder af Walking Dead på hans externe drev.
Hende der skrev til mig på face.
Hende der sendte en hilsen med Bruno.
Alle de søde kommentarer og beskeder på fjæset.
Tillidsrepræsentanten som kom forbi.
HR-chefen, som skælder ud når jeg synes jeg skal tilbage nuuuuu!
Når jeg tænker på det, er jeg klar til at komme tilbage i morgen. Men jeg har lige en knækket menisk og et knæ der skal opereres på torsdag.
Jeg lover, når knæet er i orden, så er jeg også. Kæft jeg savner jer, peeps!
