lørdag, september 06, 2014

Livsnyderens Lykke-liste

Jeg har hørt at man bliver et lykkeligere menneske over at være taknemmelig.
Jeg tror endda, jeg engang har skrevet et indlæg om det. 
Øjeblik - tjekker lige!

Joh - den er god nok. For et år siden skrev jeg om at være taknemmelig. Egentlig imponerende - på det tidspunkt var jeg godt på vej med ekspresfart ind i Stressland, og måske handlede mit indlæg også om selvbehandling.

I dag er jeg mange ting - optaget, travl, nogen gange endda lidt tidspresset, men stresset, det er jeg ikke.

Ja, det vil sige, i dag er jeg ikke engang nogen af de ovenstående ting, for det er lørdag, jeg er halvsyg og alene hjemme, så jeg har foræret mig selv en fridag i sofaen med en god Vuelta-etape, computer og en dåsecola.

Noget jeg også er for tiden, er ret lykkelig. Selv efter livsnyder-standard. Med fare for at lyde lalleglad og alt det.

Måske burde jeg være bekymret over rynkerne rundt om øjnene og min dalende seksuelle kapital (eller whatever), men det er jeg ærligt talt ikke. 

Min liste over lykke-ting er faktisk ganske omfangsrig. Og det helt uden Kählervaser, designermøbler, meditationsteknikker eller medlemsskab af golfklub.

I får ikke hele listen. Den er nemlig min, og noget af den er privat.

Men I skal da ikke snydes for lidt af det, som hælder diesel i min personlige brændstoftank.



  • Bruno. Selvfølgelig. Han er god for mig, og det superfede er, at han synes han er lige så heldig med mig, som jeg synes jeg er med ham.
  • Mine børn og bonusbørn. Hvor er de faldet heldigt ud. Og jeg er glad for det gode forhold jeg har til både dem og deres kærester.
  • Min farmor-status. Børnebørn er perler af koncentreret glæde i livets champagneglas.
  • Mit job. Jeg troede på et tidspunkt at det aldrig ville ske - men jeg er blevet glad for arbejdet igen.
  • X-tetten - som er blevet ENDNU bedre af, at vi har fået en ny, veluddannet og særdeles inspirerende dirigent, som har pustet nyt liv i gamle travere (her taler jeg naturligvis om sangene og ikke sangerne!!) og introduceret nye yndlingsnumre.
  • Tirsdagsbandet - som ud over et sted hvor jeg får lov til at synge, også er et sted hvor jeg er sammen med 4 af de rareste, hyggeligste og skjønneste gutter man kunne forestille sig. Shhh! Ikke sige det videre! De får bare storhedsvanvid af det!
  • Motionen - som der er ved at komme gang i igen, efter en knæoperations-induceret pause. Endelig kan jeg styrketræne og spinne igen! Det ender med at jeg også skal have løbeskoene frem!
  • Åndehullet nord på - Lille Rosa - som står og venter på besøg fra os.

Jajaja jeg ved det godt! Endnu et feelgood-indlæg fra mig ... jeg ender med runde hjørner og billeder af pelargonier og dampende kaffekopper.

Men hey! Hvad skal man gøre, når man bare sidder en lørdag med vuelta på TV, sit favorit-saritæppe hen over mavsen, tæerne på sofabordet og føler sig som en happy camper.

God lørdag til jer alle derude!

tirsdag, september 02, 2014

Livsnyderens kønskamp på herretoilettet

På IT-fabrikken hvor jeg arbejder, er der mange toiletter (naturligvis, for vi er jo en del mennesker).

Jeg har ikke helt forstået systemet ... men nogen er dametoiletter, andre herretoiletter og nogen er bare ... toiletter.

Det som er tættest på det kontor, jeg sidder på for tiden, er i forbindelse med en garderobe. Der er et dametoilet, som også er bruser, og så er der et herretoilet, som er en forgang med en håndvask, og adgang til to toiletter.

I dag skulle jeg bruge et toilet, og som det af og til sker, var dametoilettet optaget. 

Praktisk som jeg er, smuttede jeg da bare ud på herretoilettet. Jeg mener - der er jo ikke noget pissoir, eller i den stil, så det kan vel lidt være hip som hap.
Ind imellem møder jeg nogen, som kommer med sjove kommentarer når det er mig, som kommer ud fra en af boksene.

I dag stod der en rar mandlig kollega og vaskede hænder, da jeg kom ud, og selvom jeg kun kender ham meget overfladisk, gættede jeg på at han var nørdet nok til at forstå min afværgemanøvre: Den for Star Wars fans kendte håndbevægelse, ledsaget af sætningen: "These are not the droids you are looking for."

Han grinede bare af mig, og så var det det.

Men der er da lige et akavet øjeblik, når man sådan vader ud af herretoilettet, umiskendeligt hunkønsagtig.

Godt man arbejder et sted, hvor en lille bemærkning på nørdisk redder det meste. :-)