onsdag, juli 22, 2015

Livsnyderens blomstrede kaffestel


I foråret døde min moster. Hun var en dejlig dame, som gennem tiden har fyldt i mit liv.

Som barn havde mine forældre og min moster og onkel sommerhus tæt sammen, og fra jeg var ret lille var det en yndlingsting at smutte ned til dem, helt selv. 

Hos min moster stod den på saftevand og mariekiks med tandsmør, og nogen gange fik jeg lov til at læse i min lidt ældre fætters meget velorganiserede Anders And-blade. De havde også en puddelhund og en skildpadde, og min onkel var sømand og fuld af fantastiske historier.

Og så havde han en høj og rungende latter, som han slet ikke var fedtet med.

Da min mor kom på arbejdsmarkedet igen efter en lang børnepasningspause, var jeg 5 år. Jeg kom ikke i børnehave - men i stedet ind til min moster og onkel. Min moster var nemlig hjemmegående.

Så den stod på mosterlig omsorg og gåture med hunden Bibi i Østre Anlæg, hvor der både var legepladser og en kæmpe sø (synes jeg dengang) med ænder og svaner.

Min moster blev en gammel dame. Hun var 86, og gad ikke rigtig mere. Men det er underligt at der nu bor nogle andre i lejligheden i Teglvænget.

For nylig fik jeg via min mor et ukomplet kaffestel, som har været min mosters. 9 kaffekopper, fire underkopper og tolv desserttallerkner, med de smukkeste roser og guldborter.

Aldeles opvaskemaskine-uegnede, men perfekte til mit hyggelige lille opvaskemaskine-frie sommerhus.

Og de bliver ikke gemt til særlige lejligheder. Enhver kop kaffe nydes fra nu af i de smukke, tynde kopper. Og med en kærlig tanke til min moster.

tirsdag, juli 14, 2015

Livsnyderen lever!

Jo - jeg er her endnu! Lige her hvor jeg hele tiden har været.

Eller ... noget af tiden er jeg her. 

Siden sidst har jeg både været ude at rejse - - var i USA og besøge skønne New York (og skønne Roberta, min veninde som bor på de kanter), og bagefter var Bruno og jeg i Canada.

Der besøgte vi min reserve-far - jeg har selv fundet ham på internettet og adopteret ham, og han er bare en super god far, selvom jeg først har fået ham som hel voksen! Han bor på en hestefarm sammen med sin kone, ude på landet nord for Toronto. 

Det er dejligt at have familie, både den slags man er født med, og den slags man samler op undervejs.

Jeg har også haft min første bisættelse som Humanistisk Ceremonileder (læs mere her), og det gik rigtig godt. Jeg føler mig stadig rigtig heldig med at være engageret i det arbejde - det er rigtig givende, og man møder dejlige mennesker. 

Både de spændende, kloge og rare mennesker, som har klædt mig på til jobbet (gruppen af CL'er) og det, at møde familier i sorg, som viser mig den tillid at dele en trist tid i deres liv med mig, og lade mig stå for deres afsked.

Skal jeg nævne to ting, som er sket inden for det sidste par år, som har gjort mig til et gladere menneske, er det helt klart CL-tjansen hos HS og det skønherlige tirsdagsband, som i øvrigt hedder Fairy's Tail - man kan like os på Facebook!!

Lige nu er det sommerferie der fylder. Og den der sublime flaske Chablis som står på bordet foran mig. Og - selvfølgelig - ham den smækre på den anden side af bordet. 

Nu vil han ud og gå en aftentur. Så det gør vi. Man er vel en lydig hustru. Eller noget.

God sommer til jer alle!

tirsdag, marts 24, 2015

Retningsforvirret livsnyder

Jeg er virkeligt dårlig til at kende forskel på højre og venstre.

Det gik for alvor op for mig for mange år siden, da jeg skulle tage kørekort - når kørelæreren sagde "Drej til højre", var der ca. 50% chance for at det var det, jeg gjorde.

Jeg har prøvet alle mulige tricks. Tænkt "den hånd jeg skriver med" når jeg skulle huske på højre. Prøvet at huske det på de ringe, jeg har på. I dag har jeg endda en tatovering på mit højre håndled, som burde gøre det nemt for mig, men nej. 

Min familie har efterhånden lært, at hvis jeg kører, og de skal forklare hvor jeg skal køre hen, skal de pege og sige "Den vej" i stedet for "til højre" eller "til venstre".

Jeg har simpelthen ikke en klar fornemmelse af hvad der er højre og hvad der er venstre. 

Jeg skal altid lige tænke over det.

Jeg har en teori om, at min manglende evne til at kende forskel på højre og venstre hænger sammen med, at jeg ikke har en voldsomt dominant hånd. Jeg er højrehåndet, men har meget let ved at bruge venstre hånd til alt muligt.

Men det er bare en teori.

For nogen mennesker er højre/venstre lige så indlysende som op og ned. Og op og ned, det har jeg altså styr på! Men det andet? Jeg lærer det nok aldrig!

Og nogen gange er det virkelig træls for 117 gang på en dag at skulle stoppe op og tænke over hvilken retning højre er.

Tænk hvis jeg lige kunne få en softwareopdatering som fiksede det - det ville være smart! :-)

søndag, marts 08, 2015

Livsnyder og humanist

Jeg er som bekendt ikke troende. Hvis jeg skal komme lidt tættere på en beskrivelse af min livsanskuelse, vil jeg sige at jeg er humanist.

En sekulær humanist - sådan en som jeg er - er en, som baserer sit livssyn på videnskabelige erkendelser og menneskelig fornuft. Vi mener, at mennesket er værdifuldt i sig selv, og at det er vigtigt at arbejde for det fælles bedste. 

For et par år siden opdagede jeg, at der fandtes en forening i Danmark, som hedder Humanistisk Samfund. Det er en forening som bl.a. tilbyder sekulære ceremonier - fx. navngivningsfester, konfirmationer, bryllupper og begravelser.

Det synes jeg var ret fedt. For vi har nogen gange snakket om, hvad man som ikke-religiøs gør, især omkring begravelser. Når man nu ikke vil have Jesus og præsten blandet ind i det - hvem sætter så rammerne op for sådan noget? Det kunne jo godt være vanskeligt at stå med selv - man er ked af det fordi man har mistet, og er måske ikke i stand til at styre en højtidelighed.

Så jeg meldte mig ind. 

For et års tid siden så jeg at der var et info-møde om det, at være aktiv ift. de ceremonier foreningen tilbyder. Og jeg tænkte, at det måske var noget for mig.

Mødet var i maj sidste år. I fredags blev jeg certificeret ceremonileder - sådan en som forestår humanistiske begravelser - efter at have gennemgået en kapelprøve og en eksamination.

Og hvor er jeg glad for at jeg gik til det møde. Jeg har mødt nogen virkeligt dejlige mennesker, som jeg har et stort værdifællesskab med. Oven i får jeg chancen for at gøre noget, som har værdi for andre.

Hvis du vil vide mere, kan jeg anbefale at kikke lidt på foreningens hjemmeside, som jeg linker til ovenfor. Og meld dig ind, hvis du virkelig har sympati for sagen! Det er ikke særligt dyrt, og vi er en fattig forening :-)

Verden kan altid bruge en humanist mere, tænker jeg.