Jeg er virkeligt dårlig til at kende forskel på højre og venstre.
Det gik for alvor op for mig for mange år siden, da jeg skulle tage kørekort - når kørelæreren sagde "Drej til højre", var der ca. 50% chance for at det var det, jeg gjorde.
Jeg har prøvet alle mulige tricks. Tænkt "den hånd jeg skriver med" når jeg skulle huske på højre. Prøvet at huske det på de ringe, jeg har på. I dag har jeg endda en tatovering på mit højre håndled, som burde gøre det nemt for mig, men nej.
Min familie har efterhånden lært, at hvis jeg kører, og de skal forklare hvor jeg skal køre hen, skal de pege og sige "Den vej" i stedet for "til højre" eller "til venstre".
Jeg har simpelthen ikke en klar fornemmelse af hvad der er højre og hvad der er venstre.
Jeg skal altid lige tænke over det.
Jeg har en teori om, at min manglende evne til at kende forskel på højre og venstre hænger sammen med, at jeg ikke har en voldsomt dominant hånd. Jeg er højrehåndet, men har meget let ved at bruge venstre hånd til alt muligt.
Men det er bare en teori.
For nogen mennesker er højre/venstre lige så indlysende som op og ned. Og op og ned, det har jeg altså styr på! Men det andet? Jeg lærer det nok aldrig!
Og nogen gange er det virkelig træls for 117 gang på en dag at skulle stoppe op og tænke over hvilken retning højre er.
Tænk hvis jeg lige kunne få en softwareopdatering som fiksede det - det ville være smart! :-)
Jeg er som bekendt ikke troende. Hvis jeg skal komme lidt tættere på en beskrivelse af min livsanskuelse, vil jeg sige at jeg er humanist.
En sekulær humanist - sådan en som jeg er - er en, som baserer sit livssyn på videnskabelige erkendelser og menneskelig fornuft. Vi mener, at mennesket er værdifuldt i sig selv, og at det er vigtigt at arbejde for det fælles bedste.
For et par år siden opdagede jeg, at der fandtes en forening i Danmark, som hedder Humanistisk Samfund. Det er en forening som bl.a. tilbyder sekulære ceremonier - fx. navngivningsfester, konfirmationer, bryllupper og begravelser.
Det synes jeg var ret fedt. For vi har nogen gange snakket om, hvad man som ikke-religiøs gør, især omkring begravelser. Når man nu ikke vil have Jesus og præsten blandet ind i det - hvem sætter så rammerne op for sådan noget? Det kunne jo godt være vanskeligt at stå med selv - man er ked af det fordi man har mistet, og er måske ikke i stand til at styre en højtidelighed.
Så jeg meldte mig ind.
For et års tid siden så jeg at der var et info-møde om det, at være aktiv ift. de ceremonier foreningen tilbyder. Og jeg tænkte, at det måske var noget for mig.
Mødet var i maj sidste år. I fredags blev jeg certificeret ceremonileder - sådan en som forestår humanistiske begravelser - efter at have gennemgået en kapelprøve og en eksamination.
Og hvor er jeg glad for at jeg gik til det møde. Jeg har mødt nogen virkeligt dejlige mennesker, som jeg har et stort værdifællesskab med. Oven i får jeg chancen for at gøre noget, som har værdi for andre.
Hvis du vil vide mere, kan jeg anbefale at kikke lidt på foreningens hjemmeside, som jeg linker til ovenfor. Og meld dig ind, hvis du virkelig har sympati for sagen! Det er ikke særligt dyrt, og vi er en fattig forening :-)
Verden kan altid bruge en humanist mere, tænker jeg.
