Livsnyderens blomstrede kaffestel

I foråret døde min moster. Hun var en dejlig dame, som gennem tiden har fyldt i mit liv.

Som barn havde mine forældre og min moster og onkel sommerhus tæt sammen, og fra jeg var ret lille var det en yndlingsting at smutte ned til dem, helt selv. 

Hos min moster stod den på saftevand og mariekiks med tandsmør, og nogen gange fik jeg lov til at læse i min lidt ældre fætters meget velorganiserede Anders And-blade. De havde også en puddelhund og en skildpadde, og min onkel var sømand og fuld af fantastiske historier.

Og så havde han en høj og rungende latter, som han slet ikke var fedtet med.

Da min mor kom på arbejdsmarkedet igen efter en lang børnepasningspause, var jeg 5 år. Jeg kom ikke i børnehave - men i stedet ind til min moster og onkel. Min moster var nemlig hjemmegående.

Så den stod på mosterlig omsorg og gåture med hunden Bibi i Østre Anlæg, hvor der både var legepladser og en kæmpe sø (synes jeg dengang) med ænder og svaner.

Min moster blev en gammel dame. Hun var 86, og gad ikke rigtig mere. Men det er underligt at der nu bor nogle andre i lejligheden i Teglvænget.

For nylig fik jeg via min mor et ukomplet kaffestel, som har været min mosters. 9 kaffekopper, fire underkopper og tolv desserttallerkner, med de smukkeste roser og guldborter.

Aldeles opvaskemaskine-uegnede, men perfekte til mit hyggelige lille opvaskemaskine-frie sommerhus.

Og de bliver ikke gemt til særlige lejligheder. Enhver kop kaffe nydes fra nu af i de smukke, tynde kopper. Og med en kærlig tanke til min moster.

Livsnyderen lever!

Jo - jeg er her endnu! Lige her hvor jeg hele tiden har været.

Eller ... noget af tiden er jeg her. 

Siden sidst har jeg både været ude at rejse - - var i USA og besøge skønne New York (og skønne Roberta, min veninde som bor på de kanter), og bagefter var Bruno og jeg i Canada.

Der besøgte vi min reserve-far - jeg har selv fundet ham på internettet og adopteret ham, og han er bare en super god far, selvom jeg først har fået ham som hel voksen! Han bor på en hestefarm sammen med sin kone, ude på landet nord for Toronto. 

Det er dejligt at have familie, både den slags man er født med, og den slags man samler op undervejs.

Jeg har også haft min første bisættelse som Humanistisk Ceremonileder (læs mere her), og det gik rigtig godt. Jeg føler mig stadig rigtig heldig med at være engageret i det arbejde - det er rigtig givende, og man møder dejlige mennesker. 

Både de spændende, kloge og rare mennesker, som har klædt mig på til jobbet (gruppen af CL'er) og det, at møde familier i sorg, som viser mig den tillid at dele en trist tid i deres liv med mig, og lade mig stå for deres afsked.

Skal jeg nævne to ting, som er sket inden for det sidste par år, som har gjort mig til et gladere menneske, er det helt klart CL-tjansen hos HS og det skønherlige tirsdagsband, som i øvrigt hedder Fairy's Tail - man kan like os på Facebook!!

Lige nu er det sommerferie der fylder. Og den der sublime flaske Chablis som står på bordet foran mig. Og - selvfølgelig - ham den smækre på den anden side af bordet. 

Nu vil han ud og gå en aftentur. Så det gør vi. Man er vel en lydig hustru. Eller noget.

God sommer til jer alle!