Som barn havde mine forældre og min moster og onkel sommerhus tæt sammen, og fra jeg var ret lille var det en yndlingsting at smutte ned til dem, helt selv.
Hos min moster stod den på saftevand og mariekiks med tandsmør, og nogen gange fik jeg lov til at læse i min lidt ældre fætters meget velorganiserede Anders And-blade. De havde også en puddelhund og en skildpadde, og min onkel var sømand og fuld af fantastiske historier.
Og så havde han en høj og rungende latter, som han slet ikke var fedtet med.
Da min mor kom på arbejdsmarkedet igen efter en lang børnepasningspause, var jeg 5 år. Jeg kom ikke i børnehave - men i stedet ind til min moster og onkel. Min moster var nemlig hjemmegående.
Så den stod på mosterlig omsorg og gåture med hunden Bibi i Østre Anlæg, hvor der både var legepladser og en kæmpe sø (synes jeg dengang) med ænder og svaner.
Min moster blev en gammel dame. Hun var 86, og gad ikke rigtig mere. Men det er underligt at der nu bor nogle andre i lejligheden i Teglvænget.
For nylig fik jeg via min mor et ukomplet kaffestel, som har været min mosters. 9 kaffekopper, fire underkopper og tolv desserttallerkner, med de smukkeste roser og guldborter.
Aldeles opvaskemaskine-uegnede, men perfekte til mit hyggelige lille opvaskemaskine-frie sommerhus.
Og de bliver ikke gemt til særlige lejligheder. Enhver kop kaffe nydes fra nu af i de smukke, tynde kopper. Og med en kærlig tanke til min moster.