Livsnyderens blomstrede kaffestel

I foråret døde min moster. Hun var en dejlig dame, som gennem tiden har fyldt i mit liv.

Som barn havde mine forældre og min moster og onkel sommerhus tæt sammen, og fra jeg var ret lille var det en yndlingsting at smutte ned til dem, helt selv. 

Hos min moster stod den på saftevand og mariekiks med tandsmør, og nogen gange fik jeg lov til at læse i min lidt ældre fætters meget velorganiserede Anders And-blade. De havde også en puddelhund og en skildpadde, og min onkel var sømand og fuld af fantastiske historier.

Og så havde han en høj og rungende latter, som han slet ikke var fedtet med.

Da min mor kom på arbejdsmarkedet igen efter en lang børnepasningspause, var jeg 5 år. Jeg kom ikke i børnehave - men i stedet ind til min moster og onkel. Min moster var nemlig hjemmegående.

Så den stod på mosterlig omsorg og gåture med hunden Bibi i Østre Anlæg, hvor der både var legepladser og en kæmpe sø (synes jeg dengang) med ænder og svaner.

Min moster blev en gammel dame. Hun var 86, og gad ikke rigtig mere. Men det er underligt at der nu bor nogle andre i lejligheden i Teglvænget.

For nylig fik jeg via min mor et ukomplet kaffestel, som har været min mosters. 9 kaffekopper, fire underkopper og tolv desserttallerkner, med de smukkeste roser og guldborter.

Aldeles opvaskemaskine-uegnede, men perfekte til mit hyggelige lille opvaskemaskine-frie sommerhus.

Og de bliver ikke gemt til særlige lejligheder. Enhver kop kaffe nydes fra nu af i de smukke, tynde kopper. Og med en kærlig tanke til min moster.

Livsnyderen lever!

Jo - jeg er her endnu! Lige her hvor jeg hele tiden har været.

Eller ... noget af tiden er jeg her. 

Siden sidst har jeg både været ude at rejse - - var i USA og besøge skønne New York (og skønne Roberta, min veninde som bor på de kanter), og bagefter var Bruno og jeg i Canada.

Der besøgte vi min reserve-far - jeg har selv fundet ham på internettet og adopteret ham, og han er bare en super god far, selvom jeg først har fået ham som hel voksen! Han bor på en hestefarm sammen med sin kone, ude på landet nord for Toronto. 

Det er dejligt at have familie, både den slags man er født med, og den slags man samler op undervejs.

Jeg har også haft min første bisættelse som Humanistisk Ceremonileder (læs mere her), og det gik rigtig godt. Jeg føler mig stadig rigtig heldig med at være engageret i det arbejde - det er rigtig givende, og man møder dejlige mennesker. 

Både de spændende, kloge og rare mennesker, som har klædt mig på til jobbet (gruppen af CL'er) og det, at møde familier i sorg, som viser mig den tillid at dele en trist tid i deres liv med mig, og lade mig stå for deres afsked.

Skal jeg nævne to ting, som er sket inden for det sidste par år, som har gjort mig til et gladere menneske, er det helt klart CL-tjansen hos HS og det skønherlige tirsdagsband, som i øvrigt hedder Fairy's Tail - man kan like os på Facebook!!

Lige nu er det sommerferie der fylder. Og den der sublime flaske Chablis som står på bordet foran mig. Og - selvfølgelig - ham den smækre på den anden side af bordet. 

Nu vil han ud og gå en aftentur. Så det gør vi. Man er vel en lydig hustru. Eller noget.

God sommer til jer alle!

Retningsforvirret livsnyder

Jeg er virkeligt dårlig til at kende forskel på højre og venstre.

Det gik for alvor op for mig for mange år siden, da jeg skulle tage kørekort - når kørelæreren sagde "Drej til højre", var der ca. 50% chance for at det var det, jeg gjorde.

Jeg har prøvet alle mulige tricks. Tænkt "den hånd jeg skriver med" når jeg skulle huske på højre. Prøvet at huske det på de ringe, jeg har på. I dag har jeg endda en tatovering på mit højre håndled, som burde gøre det nemt for mig, men nej. 

Min familie har efterhånden lært, at hvis jeg kører, og de skal forklare hvor jeg skal køre hen, skal de pege og sige "Den vej" i stedet for "til højre" eller "til venstre".

Jeg har simpelthen ikke en klar fornemmelse af hvad der er højre og hvad der er venstre. 

Jeg skal altid lige tænke over det.

Jeg har en teori om, at min manglende evne til at kende forskel på højre og venstre hænger sammen med, at jeg ikke har en voldsomt dominant hånd. Jeg er højrehåndet, men har meget let ved at bruge venstre hånd til alt muligt.

Men det er bare en teori.

For nogen mennesker er højre/venstre lige så indlysende som op og ned. Og op og ned, det har jeg altså styr på! Men det andet? Jeg lærer det nok aldrig!

Og nogen gange er det virkelig træls for 117 gang på en dag at skulle stoppe op og tænke over hvilken retning højre er.

Tænk hvis jeg lige kunne få en softwareopdatering som fiksede det - det ville være smart! :-)

Livsnyder og humanist

Jeg er som bekendt ikke troende. Hvis jeg skal komme lidt tættere på en beskrivelse af min livsanskuelse, vil jeg sige at jeg er humanist.

En sekulær humanist - sådan en som jeg er - er en, som baserer sit livssyn på videnskabelige erkendelser og menneskelig fornuft. Vi mener, at mennesket er værdifuldt i sig selv, og at det er vigtigt at arbejde for det fælles bedste. 

For et par år siden opdagede jeg, at der fandtes en forening i Danmark, som hedder Humanistisk Samfund. Det er en forening som bl.a. tilbyder sekulære ceremonier - fx. navngivningsfester, konfirmationer, bryllupper og begravelser.

Det synes jeg var ret fedt. For vi har nogen gange snakket om, hvad man som ikke-religiøs gør, især omkring begravelser. Når man nu ikke vil have Jesus og præsten blandet ind i det - hvem sætter så rammerne op for sådan noget? Det kunne jo godt være vanskeligt at stå med selv - man er ked af det fordi man har mistet, og er måske ikke i stand til at styre en højtidelighed.

Så jeg meldte mig ind. 

For et års tid siden så jeg at der var et info-møde om det, at være aktiv ift. de ceremonier foreningen tilbyder. Og jeg tænkte, at det måske var noget for mig.

Mødet var i maj sidste år. I fredags blev jeg certificeret ceremonileder - sådan en som forestår humanistiske begravelser - efter at have gennemgået en kapelprøve og en eksamination.

Og hvor er jeg glad for at jeg gik til det møde. Jeg har mødt nogen virkeligt dejlige mennesker, som jeg har et stort værdifællesskab med. Oven i får jeg chancen for at gøre noget, som har værdi for andre.

Hvis du vil vide mere, kan jeg anbefale at kikke lidt på foreningens hjemmeside, som jeg linker til ovenfor. Og meld dig ind, hvis du virkelig har sympati for sagen! Det er ikke særligt dyrt, og vi er en fattig forening :-)

Verden kan altid bruge en humanist mere, tænker jeg.

Livsnyderlørdag med gys og strøm i.

I går var en rigtig skæg og hyggelig dag.

Det hyggeband, jeg synger i, havde nemlig et lille spillejob, lige her midt i Fredericia. 

Sådan noget kan dagen godt gå med. Vi startede med at stille de pavillioner, som gjorde det ud for scene, op - lige omkring kl. 10 om formiddagen. Det regnede. Meget.

Så slæbte vi kabinetter og stativer og instrumenter og andet gear, op af kælderen fra vores øvelokale, og ud bag i biler og trailere, og kørte det derhen, hvor vi skulle spille. Nogen som vidste mere end mig, satte det hele sammen igen.

Og jeg skulle hilse og sige, at et trommesæt fylder bagagerummet i en Skoda Octavia stationcar HELT op, især når trommeslageren er en glad dreng som var ung i 80'erne (dengang hvor trommesæt var STORE).

Læg dertil lidt parkeringsbesvær (fordi øvelokalet ligger lige midt i byen) og andet sjov, så kan sådan en gang opsætning godt være udfordrende.

Koncerten (som bestod af 8 sange - jeg har jo kun været med ½ år) - gik vist godt nok. Det var sjovt, omend man ikke står ret godt på sådan en halvvåd græsplæne, og så var der et eller andet der gav mig stød i læberne når jeg kom til at sætte dem mod mikrofonen, da vi gentog forestillingen. Der var nemlig ikke gulv i hele teltet - så trommesættet og nogen af kabinetterne havde forret til de plader der var til rådighed.

Men det var skægt og hyggeligt, og for første gang prøvede bandet at have en roadie (Bruno) og dansere (3-4 små tøser på 5-6 år som dansede foran scenen og mellem sangene hvinede "hvor er I goooooode" - - et lidt andet segment end vi egentlig troede vi henvendte os til).

Vi var egentlig bare lidt pauseunderholdning til arrangementet, som var en halloween-ting, hvor familier kunne gå rundt på Fredericias voldanlæg og blive skræmt af uhyggelige græskarhoveder og trolde, hekse, spøgelser, zombier, pindemonstre og mange andre væmmelige ting.

Jeg er frisk igen en anden gang! 

Livsnyderen undrer sig over kromosomklubber

Der er noget, jeg til stadighed undrer mig over.
Noget, som jeg ikke helt forstår nødvendigheden af, eller hvorfor folk finder det specielt og interessant. 

Det er alle mulige arrangementer som hedder noget med "Dame-", "Mande-", "Pige-" eller "Herre-" til at begynde med.

Altså, jeg kan selvfølgelig bedst gøre mig klog på hunkønsdelen. For jeg er jo ikke en mand, og kan derfor ikke udtale mig om hvad mennesker med Y-kromosomer har af specielle behov.


I min gamle afdeling havde vi en "pigeaften" engang imellem. Eller, jeg er ikke sikker på om det hed sådan. Men os med to X-kromosomer mødtes en håndfuld gange om året og spiste, snakkede og drak et glas vin sammen. 
Det var meget hyggeligt, helt sikkert!

Men nogen gange tænkte jeg at jeg godt ville have hygget mig med nogen af de andre kolleger, dem med Y-kromosomerne, også.

Vi var ikke så mange kvinder, så det var nemt at samle os - det havde straks været en større sag hvis det var hele afdelingen.

Og jeg deltog, for det var hyggeligt, men jeg må indrømme at jeg ikke havde noget specielt behov. Altså for samværet med personer med ene X-kromosomer. Havde der været nogen Y-kromosomer til stede, ville det ikke have ødelagt det mindste for mig.

Måske illustreres det af noget, jeg blev spurgt om sådan en aften. Nemlig, om jeg ikke syntes det var lidt træls at jeg var den eneste kvinde i mit daværende projekt. Jeg tog lige et par sekunder om at svare, for jeg skulle lige lave et mentalt tjek - - næh, der var ikke andre kvinder. Og dermed serverede svaret sig selv. Jeg havde det egentlig fint med at være eneste kvinde.

Jeg ville helt sikkert også have haft det fint med at der var flere kvinder. I mit nuværende projekt er vi hele to kvinder. Det giver ingen problemer.


Men seriøst, jeg synes altså at vi mennesker er så meget mere end vores køn, og jeg bliver altid overrasket, når jeg forventes at have mere til fælles med nogen af mit eget køn end nogen af det modsatte.


Ikke at køn er ligemeget. Jeg sætter stor pris på at vi er to køn. Det gør livet nuanceret og spændende.

Men jeg er nok tilbøjelig til at se mennesker. Se humoren, fagligheden, empatien, den skæve vinkel, intelligensen, frem for de der X og Y-kromosomer. Nogen mennesker har jeg rigtig meget kemi med, nogen mindre. 



Jeg har en ven (med Y-kromosom) som har det på samme måde. Han går troligt med til mandetingene, men han har heller ikke rigtig fanget det. Er heller ikke så meget til for meget "mandehørm". 

For mænd gør det jo også. De har endda loger, hvor kvinder ikke må være med. Og det tilsvarende findes vist også for kvinder.


Dermed ikke sagt at jeg ikke kommer i kvinde-forsamlinger og nyder det. Et eksempel er X-tetten. 

Men vi er jo en dame-vokalgruppe, fordi det at synge arrangementer for lige stemmer (kun kvindestemmer) er det, vi gør. Jeg har også gået til sport og spillet på dame-hold. Fint nok.

Men der er jo en årsag til, at man har kønsopdelingen. Ikke fordi vi har bestemt at vi er en kromosomklub.



Jeg vil ikke rynke på næsen af køns-ekskluderende forsamlinger og arrangementer. Jeg erkender, at nogen tilsyneladende har det behov.

Jeg forstår det bare ikke. Det gør jeg helt ærligt ikke.

Livsnyderens Lykke-liste

Jeg har hørt at man bliver et lykkeligere menneske over at være taknemmelig.
Jeg tror endda, jeg engang har skrevet et indlæg om det. 
Øjeblik - tjekker lige!

Joh - den er god nok. For et år siden skrev jeg om at være taknemmelig. Egentlig imponerende - på det tidspunkt var jeg godt på vej med ekspresfart ind i Stressland, og måske handlede mit indlæg også om selvbehandling.

I dag er jeg mange ting - optaget, travl, nogen gange endda lidt tidspresset, men stresset, det er jeg ikke.

Ja, det vil sige, i dag er jeg ikke engang nogen af de ovenstående ting, for det er lørdag, jeg er halvsyg og alene hjemme, så jeg har foræret mig selv en fridag i sofaen med en god Vuelta-etape, computer og en dåsecola.

Noget jeg også er for tiden, er ret lykkelig. Selv efter livsnyder-standard. Med fare for at lyde lalleglad og alt det.

Måske burde jeg være bekymret over rynkerne rundt om øjnene og min dalende seksuelle kapital (eller whatever), men det er jeg ærligt talt ikke. 

Min liste over lykke-ting er faktisk ganske omfangsrig. Og det helt uden Kählervaser, designermøbler, meditationsteknikker eller medlemsskab af golfklub.

I får ikke hele listen. Den er nemlig min, og noget af den er privat.

Men I skal da ikke snydes for lidt af det, som hælder diesel i min personlige brændstoftank.

• Bruno. Selvfølgelig. Han er god for mig, og det superfede er, at han synes han er lige så heldig med mig, som jeg synes jeg er med ham.
• Mine børn og bonusbørn. Hvor er de faldet heldigt ud. Og jeg er glad for det gode forhold jeg har til både dem og deres kærester.
• Min farmor-status. Børnebørn er perler af koncentreret glæde i livets champagneglas.
• Mit job. Jeg troede på et tidspunkt at det aldrig ville ske - men jeg er blevet glad for arbejdet igen.
• X-tetten - som er blevet ENDNU bedre af, at vi har fået en ny, veluddannet og særdeles inspirerende dirigent, som har pustet nyt liv i gamle travere (her taler jeg naturligvis om sangene og ikke sangerne!!) og introduceret nye yndlingsnumre.
• Tirsdagsbandet - som ud over et sted hvor jeg får lov til at synge, også er et sted hvor jeg er sammen med 4 af de rareste, hyggeligste og skjønneste gutter man kunne forestille sig. Shhh! Ikke sige det videre! De får bare storhedsvanvid af det!
• Motionen - som der er ved at komme gang i igen, efter en knæoperations-induceret pause. Endelig kan jeg styrketræne og spinne igen! Det ender med at jeg også skal have løbeskoene frem!
• Åndehullet nord på - Lille Rosa - som står og venter på besøg fra os.

Jajaja jeg ved det godt! Endnu et feelgood-indlæg fra mig ... jeg ender med runde hjørner og billeder af pelargonier og dampende kaffekopper.

Men hey! Hvad skal man gøre, når man bare sidder en lørdag med vuelta på TV, sit favorit-saritæppe hen over mavsen, tæerne på sofabordet og føler sig som en happy camper.

God lørdag til jer alle derude!