Livsnyderen er fødselsdagsklar!

Der er skrækkeligt meget uro og ufred i verden lige nu.

I Japan kæmper de med en stor naturkatastrofe, og i Libyen slås en gammel egoist mod sit folk. Det murrer og rumler i det hele taget meget dernede i Nordafrika.

Her i Fredericia er det anderledes fred og fryd og gammen, vi har på tapetet. Denne uge står i et ganske bestemt tegn - og nej, det er ikke i bilkøbets tegn. Eller jo, det er det lidt, men det er sekundært.

Den store begivenhed i denne uge er, at familiens yngste pode fylder år - 15 år, bliver han, min store lille dreng :-)

Det vil blive fejret i dagevis, vil det :)

Min mor kommer herned, så hun kan være her på selve dagen, på torsdag, og i weekenden kommer også min søster og svoger og min skøre og søde niece (hende, som er jævnaldrende med Bodil). Det bliver hyggeligt og dejligt med en familie-fejring, først med mormor, og så med drengens yndlings-moster (okay, hun ER så også den eneste).

Jeg glæder mig voldsomt til at se dem alle - og har endda taget en fridag torsdag, så jeg kan hygge med min mor og være hjemme til at tage kærligt mod Kristian, når han får fri fra skole. Fredag arbejder jeg hjemme, det er rigtig dejligt!

Ellers føler jeg mig en lillebitte smule amputeret. For Bruno er kommet hjem fra København, og lige pludselig er vi en to-personers-et-bils-familie. Altså: jeg er bil-løs. Det er godtnok mange år siden jeg har været det, og jeg holder ikke af den manglende fleksibilitet.

Til gengæld glæder jeg mig stærkt til mit nye køretøj!

Men forrest i bevidstheden står den store drengs fødselsdag. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan vi fejrede hans fødselsdag for 3 år siden, da vi gik og malede vores nye hus ... herregud en lille fyr :-)

Han er godtnok blevet stor og lang og voksen at se på siden.

Livsnyderen og smagsdommerne

(Advarsel: stærk sarkasme kan være anvendt)

Lige for øjeblikket går jeg og overvejer hvilken ny bil, jeg skal købe.

Den sorte slambert er sat til salg - for kørekomforten i en C1 står bare ikke mål med mange km. tilbagelagt hver uge.

Så er det, at det går op for mig, at der er et par slående lighedspunkter imellem at arbejde med brugervenlighed på internettet, og det at købe ny bil.

Og hvad er det så?? Spørger den opvakte læser naturligvis. Johh ... lyt nøje efter ... det kommer nemlig lige her:

Alle er eksperter!!

Og ... de er ikke bare eksperter ... de er også meget, meget, MEGET klogere end dig. De kender dine behov bedre end du selv gør, og har afgrundsdyb indsigt i hvor vigtigt det er for dig at din bil har bakkesensor, bluetooth og et bestemt logo på fronten.

Tror de ihvertfald.

Tilsyneladende træder der en eller anden mekanisme i kraft, når man kommer til at sige, at man kikker på ny bil. En ganske betragtelig procentdel af dine bekendte føler sig tilsyneladende så usikre på deres eget valg af bilmærke og -model, at de føler en ubændig trang til at få dig fuldstændig overbevist om, at det er det HELT rigtige. For hvis det lykkes, kan de jo føle sig lidt mere sikre. Ikke?

Ihvertfald får du at vide, at den bil, du overvejer (og måske endda har læst specs, tests og detaljer om, og ligefrem prøvekørt) er det argeste pis, og umuligt kan være et godt køb. Og så forventes du at smile venligt og svare høfligt, når du indirekte får at vide at du er en inkompetent idiot.

SÅ SLAP DOG AF!

Og lad mig vælge bil uden at blive hånet og "vejledt". Jeg fatter ikke hvad der lige sker med almindelig takt og tone, når nogen hører, at jeg vil købe en ny bil??

Whoa ... sagde livsnyderen

Mit input-barometer står på ADVARSEL - RISIKO FOR OVERLOAD, og alligevel er jeg lidt halv-ekstatisk.

For hvor er der længe imellem den slags kurser, som jeg er på lige nu.

Siden jeg blev projektleder for godt 1,5 år siden (1 år og omkring 8 måneder, tror jeg) har jeg fået masser af opbakning og klap og positiv respons. Samtidig har jeg efterlyst værktøjer og uddannelse.

Og jeg har tænkt: det kan bare ikke passe at jeg er så god, når jeg dybest set leder efter den metode som man på engelsk kalder "flying by the seat of my pants". Altså, at handle på intuition og erfaring.

Naturligvis ved jeg lidt om ledelse. Man har vel læst lidt litteratur, og set eksempler til efterfølgelse (såvel som det modsatte). Men selvom jeg godt kan lide tanken om at være et pragteksemplarisk naturtalent, køber jeg den ikke helt.

Jeg har fået ros og ros og ros. Og tænkt, at jeg må gøre det okay, men også tænkt, at jeg sørme også er heldig med at have et dygtigt, velsammenkørt team at arbejde med.

Og idag fik jeg faktisk en god dosis feedback - ikke på, hvad jeg er god til (for en gangs skyld) men konkret feedback på hvad jeg bør arbejde med at blive bedre til.

Jubi-yeah!!

Der var sørme lige et par ting, som jeg kunne blive rigtig meget bedre til. Og det var da lidt af en lettelse, for jeg kom jo ikke herover for at få bekræftet at jeg var fantastisk (for jeg ved jo godt at man ikke bare griber god ledelse ud af luften), men for at få nogle hints til, hvad jeg kunne gøre bedre!

Og sådan er det her kursus bare. Jeg kommer hjem med

1. et klarere billede af hvad mine styrker og svagheder er
2. en håndfuld værktøjer, som rent faktisk ER værktøjer - dvs. jeg kan hive dem op af tasken og tage dem i brug, når jeg møder en situation hvor jeg mangler dem

og hvor er det bare fedt!

Det er dælan dulme bare et trucker-godt kursus, det her! Men jeg tror jeg skal bruge et par dage på at fordøje det hele...

Livsnyderen lærer

Jeg er på kursus i disse dage.

Fra igår til imorgen skal jeg lære om professionel teamledelse, og mand, er det et kompakt kursus. Gårsdagen var lige på og hårdt, få og korte pauser, fra kl. 10, da vi ankom og indtil kl. 18 i aftes.

Jeg var komplet smadret da jeg 21.30 væltede om i min seng, satte Albert (min mac) på min mave og nuppede et afsnit af House. Jeg har en bog med at læse i, men det syntes at være for stor en indsats at læse i den igår aftes.

Til daglig står jeg tidligt op - ofte omkring 5.30 - så igår valgte jeg at sætte mit vækkeur til 7.30, som var det seneste tidspunkt jeg kunne vågne op og på komfortabel vis nå at være med på kurset fra 8.30. At jeg så reelt vågnede en times tid før gjorde ikke noget - bare det at sove indtil man vågner af sig selv er jo en voldsom luksus :-)

Lige om lidt skal jeg ned i kursuslokalet. Jeg glæder mig til endnu en action packed og lærerig dag lige her på Hotel Radisson Blu HC Andersen.

Er føtex sej? undrer Livsnyderen

Jeg må erkende at jeg er en lillebitte anelse træt af Føtex' irriterende ny reklame-jingle: "Føtex er sej - vi gør mere for dig!"

Men engang imellem elsker jeg også Føtex.... fordi: DET ER DER man lige kan svinge forbi på vej hjem fra fitnesscentret kl. lidt over normal spisetid, finde en lækker ret med kylling, parmaskinke og grøntsager som er lige til at smække i ovnen med parmaskinke - og voila, så har man også på den travle dag fået sund, velsmagende mad (som har taget 10 minutter i effektiv arbejdstid).

Mere af den sunde slags "færdigmad", tak! Det holder 100 - og gør mig i stand til at bære over med selv den mest irriterende tv-reklame.

Livsnyderen samler tråde op

Indenfor den sidste uge har jeg lavet aftaler om at ses med to skønne kvinder, som livet ellers næsten havde skilt mig fra.

Fælles for dem er, at de er sjove, varme, dybe, kloge og lattermilde. Og de har begge to været nogen, jeg mest så gennem arbejde.

Den ene er en skøn dame, jeg mødte, da jeg var aktiv i fagforeningen. Vi sad i hver vores kredsbestyrelse, var næsten lige gamle, og da vi mødtes for omkring 10 år siden, var vi begge meget nyforelskede. Vi havde det utroligt sjovt sammen, og snakkede godt. Der var så mange punkter, hvor vi lignede hinanden, og forstod hinanden.

Vi søgte hinandens selskab, men selvom vi var enige om at holde kontakten, fes det alligevel lidt ud da jeg stoppede med fagforeningsarbejdet. Men hurra for Facebook - for her blev vi venner for et par år siden, så vi kunne følge en smule med i hinandens liv.

For nylig begyndte vi at skrive lidt mere sammen igen, og nu har vi lavet en konkret aftale om at ses. Det er jeg glad for, for hende her har bare manglet i mit liv. Jeg ser stærkt frem til at indhente det forsømte med hende!

Den anden er en tidligere kollega. Vi arbejdede sammen for noget der ligner 5-6 år siden, tror jeg. I dagligdagen havde vi en fed kemi - vi arbejdede godt sammen, grinede godt sammen og snakkede godt sammen. Desværre stoppede hun på Bankdata igen, og igen fes det lidt ud ... hun boede ovre i vestjylland, og fik et job tættere på sin bolig, hvor hun fik meget travlt. Ind imellem har vi skrevet sammen, men mere er det ikke blevet til.

Nu er det sådan, at hun arbejder i Jyske Bank - og da jeg for et par måneder siden blev flyttet derop, blev vi enige om, at NU skulle vi snart ses! Nu har vi lavet en frokostaftale, og det glæder jeg mig meget til.

Hele to skønne damer, som jeg har aftaler med i den nærmeste tid. Det er jeg glad for. Gode mennesker kan man ikke have for mange af i sit liv :-)

Livsnyderen svinger penslen

I vinter var jeg på afdelingsseminar med min afdeling.

En af de ting, vi skulle lave, var at male billeder - under kyndig vejledning fra Anette Walther, som er en billedkunstner ovre i Strib.

Jeg havde en fest! Det var sjovt! Og jeg tænkte, at det ville jeg frygtelig gerne dele med Bodil.

Så da jeg kom hjem kikkede jeg på Anettes hjemmeside og så til min glæde, at hun jævnligt afholder workshops.

Så jeg skrev mig op til den næste, for 2 personer :-)

Det var idag, og vi har bare hygget os, Bodil og jeg. Det er sjovt at lege med former og farver, og jeg kunne mærke at jeg lige var LIDT mere modig denne gang. Mit ene billede er jeg faktisk rimeligt tilfreds med, og så er alt jo godt :)

Men det er lidt pudsigt. Anette sagde flere gange "Husk at skrive dit navn på" ... og jeg var sådan lidt.... NO WAY! For hvis jeg signerer mit billede, er det lige som om jeg tror det er kunst - og det er det jo ikke. Der ramte jeg lige min blufærdighedsgrænse, eller noget :D

Jeg har fået lidt blod på tanden, og overvejer at anskaffe mig en stak akrylfarver, nogle lærreder og lidt forskelligt, så jeg kan slutte mig til hæren af amatørmalende damer midt i 40'erne .... vildt kliche, men det er skægt at male, og jeg tror det er sundt for hjernen at blive brugt på denne her måde. Hvis billederne bliver møg-grimme, kan jeg jo bare male dem over og starte forfra. Eller give dem til Bodil, så hun kan male dem over.

Jeg må hellere se om jeg kan finde mig en alpehue.

Darwins danske "bedstefar"

I aften har jeg lært noget nyt.

På vej hjem fra Aalborg (jeg har idag været på Hjørring Sygehus med Andreas, som har fået fikset det håndled, han slog i stykker for 1,5 år siden) idag hørte jeg en mega-interessant radioudsendelse om videnskabelig udvikling gennem tiden.

Det handlede om jordens alder, og geologi.

Allerførst var der nogle biskopper, som af et godt hjerte forsøgte at bidrage til den videnskabelige videnspulje. De talte generationer i det gamle testamente, og mente at de der ud fra kunne beregne jordens skabelse til at have været 4004 år før Kristi fødsel.

Godt forsøgt - fejlen var selvfølgelig at deres udgangspunkt var helt ude i hampen. For Bibelen er jo nok ikke ligefrem videnskabelige optegnelser.

Det var faktisk først langt senere, at der begyndte at komme seriøse bud på jordens alder, og idag ved vi ret præcist (inden for en million år :D) at jorden er 4.567.000.000 år gammel. Og det er jo ligegodt en sjat, men ham Biskop Usher havde fat i noget - - det var noget med "4" først!

Det rigtigt sjove i udsendelsen var dog historien om Nicolas Steno - eller Niels Steensen, som han hed på dansk. Han var en københavner, som blev født i 1638, og han ville være videnskabsmand. Så han læste til læge. Det var dog ikke lige hvad han havde tænkt sig - lidt for meget "bartskærer" og lidt for lidt videnskab.

Så Steno skiftede til anatomi, hvor han faktisk blev et rigtigt stort navn - bl.a. ved at konstatere at hjertet er en muskel. Han blev faktisk så anerkendt, at han turnerede Europa, og bl.a. reviderede datidens syn på, hvordan hjernen fungerer.

Da var det en italiensk hertug - en af Medici'erne - fik øje på ham. Han fik sendt et haj-hoved til Steno, så han kunne sturdere hajtænders lighed med visse sære sten, man fandt oppe i bjergene - og så var Stenos vej til geologi skabt.

For Steno begyndte at undre sig over fossiler af havdyr, som blev fundet langt fra den nærmeste kyst, og det ledte ham frem til, at jorden ikke bare var en statisk ting som stod som den var skabt af gud, men at den er under evig forandring.

Han var godtnok liiige på kanten engang imellem - for det var dengang Inkvisitionen havde skarpe blikke for, hvis videnskabsmænd fandt ud af noget, der ikke passede med bibelen - for så kunne det jo ikke passe. Men det lykkedes ham ved hjælp af diplomati og sikkert også fordi han var en oprigtigt troende katolik, at undgå at blive 30 cm kortere.

Steno udgav flere videnskabelige skrifter undervejs i sin karriere, og rent faktisk endte hans metoder med at være grundlaget for den moderne geologi.

For Charles Lyell, som udgav Pricipia (Principles of geologi) skrev faktisk i sin indledning, at hans teorier hvilede på Stenos principper. Og nævnte Lyell var en af Darwins store inspirationskilder såvel som ven og mentor.

At Steno ikke er mere kendt idag, skyldes først og fremmest, at han ikke var englænder. Hans religiøsitet gjorde ham også udstødt - i Danmark fordi han var konverteret til katolicismen, og længere sydpå fordi han oprindeligt var lutheraner.

Manden lod ikke sin religiøse baggrund stå i vejen for sin videnskab, for han mente, at når videnskaben og bibelen ikke stemte overens, var det fordi bibelen blev tolket forkert :) - relativt sundt udgangspunkt, hvis du spørger mig.

Nogle mener faktisk, at hans bidrag til den moderne videnskab var på niveau med Newtons - og at det er ganske uretfærdigt, at hans eftermæle ikke er større.

Uanset hvad, synes jeg det er lidt sejt, at vi i Danmark har en videnskabsmand, som har været med til at danne grundlag for Darwins vigtige evolutionsteori - om end ad omveje :)

Livsnyderen taler ud om undertrykte mænd

På Facebook har jeg lige fulgt en diskussion om mænd og kvinder - apropos sidste indlæg.

Her handler det meget om den der stereotyp, der går på at "kvinderne har taget magten" så de både bestemmer hvordan hjemmet skal se ud, hvilken bil familien skal have osv osv osv.

De onde, onde kvinder kører kort sagt de stakkels mænd helt ned, hvorefter de kommer til at kede sig med de svage tøffelhelte, de selv har skabt, og så bliver de skilt, fordi de vil have en rigtig mand.

Fra den anden side lyder det at mændene er svage og ligeglade, og har glemt at være mænd. Kvinderne vil have en mand som kan åbne døre og købe blomster, og i øvrigt bolle dem på køkkenbordet uden at spørge først.

Sig mig, hvor findes de der par, ude i den rigtige verden? Og hvis kvinderne er så magtfulde, hvorfor afspejler det sig så ikke i vores pensionsopsparinger og lønninger, og i vores andel af lederstillinger ude på arbejdsmarkedet?

Jeg fatter slet ikke det der - - og jeg fatter ikke de der parforhold, som bliver en krig.

For pokker, vi flytter jo sammen med nogen, fordi vi elsker dem. Ikke fordi vi vil vinde over dem, bestemme over dem og lave om på dem!

Og så tænker jeg PUHA - hvor er jeg heldig!

Jeg tror ikke så tit Bruno lukker døre op for mig, men han kan godt skubbe min stol ind når vi er til fest. Og han slæber ikke blomsterkoste hjem flere gange om ugen. Hvad køkkenbordet angår, finder vi bestemt ud af det ;) - og han behandler mig som et passende mix af bedste ven, en gudinde og yndlings-legekammerat.

Vi snakker tit om, hvor rart det er at være ligeværdige. At man ikke altid skal være den stærke/svage eller kloge/uvidende. At vi begge har styr på vores fælles økonomi. At vi kan sparre med hinanden, og byde ind med kvalificerede råd, når en af os har noget, der lige skal vendes engang.

Og nej. Det er ikke mig der bestemmer, hvordan vi indretter vores hjem. Det kan vi godt finde ud af at blive enige om - jeg tror for øvrigt også, at jeg ville få stress af at skulle forholde mig til det selv :D

Hvad sjov er der i at have magtkampe, når der er plads til at elske?

Livsnyderen om kønskamp og alt det der

Nu er det snart kvindernes internationale kampdag.

Der er helt sikkert nogen der synes, at det er helt overflødigt, at kvindekønnet har en kampdag.

For ser man tv og læser aviser, så er der ingen ende på klummer af og udsendelser om mænd, der føler sig helt vildt domineret og undertrykt og kørt over af kvinder. Kvinderne vil styre alting, og bestemme hvordan alting skal foregå, og mændene føler sig truede på deres maskulinitet.

Og det er da også et faktum, at diverse videregående uddannelser idag domineres af kvinder. Så vi ser ind i en fremtid, hvor det er kvinderne, der kommer til at sidde på de videnstunge jobs.

Engang var jeg til et foredrag med Martin Østergaard, en selvudråbt ekspert i parforhold, som vist nærmest mente at vi skulle regressere til gamle dage, hvor mænd var mænd og får var angste. Eller noget.

Men hvad er fakta, og hvad er noget sludder?

Det er ihvertfald et fakta, at vi i 2011 i Danmark ikke har ligeløn. Ja, det vil sige, der er lige løn for lige arbejde. Mandefagene er bare lidt mere lige end kvindefagene, så den reelle lønforskel i den offentlige sektor er 15-20%.

Man kan så spekulere over, om det arbejde, der udføres i de traditionelle mandefag virkelig er 15-20% mere værd, eller om et fag automatisk bliver mindre værd, hvis det er domineret af kvinder.

Som det f.eks. er sket med lærerjobbet.

Traditionelt var læreren landsbyens store mand. En autoritet. "Skolelæreren," sagde man med ærefrygt i stemmen. Så gik der mange år, og en dag var det mest kvinder, der søgte ind på seminariet. Idag er skolelærere dem, som medierne kan jagte, og lønnen er ikke på nogen måde skyhøj taget i betragtning af, hvor lang en uddannelse lærerne har taget, og hvor stort et ansvar de har.

En anden ting, som kan trigge min bekymringsrynke i panden er det faktum, at kvinder typisk har langt mindre pensionsopsparing end mænd. Hovedårsagen er barselsorloven - for når kvinder går på barsel, stopper indbetalingen til pensionen ofte. Og barslen er jo ikke blevet kortere de senere år. Ganske vist kan mænd også tage en del af barslen - men er det ikke tit sådan, at det unge forældrepar bedst kan undvære kvindens (i forvejen lavere) løn?

For slet ikke at nævne de tilfælde, hvor man har prioriteret at sætte ind på mandens pensionsopsparing - - og forholdet er endt i skilsmisse.

Nu tager jeg for givet, at kvinden tjener mindst - men sådan er det tit, også fordi vi har en tendens til at vælge mænd, som er ældre end os selv, og derfor har et lønmæssigt forspring frem for os selv.

Så det kan godt være, at mændene synes, vi bestemmer for meget, og at bekymrer sig for om de i fremtiden bliver de lavt-uddannede. Men idag er der stadig forskel til mændenes fordel.

For kan det passe, at vi skal opføre os som mænd, og søge mod mandefag, for at få (økonomisk) anerkendelse og muligheder? Og hvorfor er der flere mandlige ledere, når kvinder er lige så gode til at lede? Hvorfor er de høje lederstillinger ikke attraktive for kvinder?

Vi er derhenne, hvor man ikke kan tale om undertrykkelse og bevidst forskelsbehandling. Og jeg tror i mange tilfælde, at vi skal arbejde med vores holdninger - begge køn.

Og nu har jeg slet ikke været inde på spørgsmål som

• Vurderes kvinder i højere grad på deres udseende end mænd?
• Hvordan fordeles opgaver i hjemmet mellem mand og kvinde?
• Hvordan påvirker MTV-kvindebilledet ligestillingen?
• Hvorfor er en voksen mand distingveret og en voksen kvinde (over?)moden?
• Hvorfor er det meget værre når en kvinde er promiskuøs end når en mand er det?

Der er nok at tage fat på. Men måske er det ikke så meget kamp, som det er gode debatter, vi har brug for.

Så lad os have vores dag, drenge. Hvis I engang bliver de lavtlønnede, kan I overtage den.

Tillykke med fødselsdagen, Livsnyder!!

Hovsa .... jeg har lige opdaget at min blog har 5 års fødselsdag idag!!

Det er da lidt vildt.

Siden mit første, famlende indlæg for 5 år siden, er der gået mange ord gennem bloggen her. Der har også været mange stille perioder.

Mange har kommenteret, og fulgt mig i glade stunder såvel som i triste. En overgang havde jeg tæller på antal besøg, men det blev jeg træt af - jeg skriver nemlig for mig selv - og så blev den pillet af.

Tak til jer, der har læst med - jeg garanterer ikke at Livsnyderen som blog holder 5 år mere, men hey! hvem ved??

Skål og tillykke til mit alter ego - Livsnyderen.

Livsnyderen planlægger

Til april er det 3 år siden at vi tømte vores 70'er hus i Snoghøj for de sidste flyttekasser og flyttede her ind på Fasanvej - i vores charmerende rødstensvilla fra 1926, tæt på by og banegård.

Noget af det vi faldt for dengang var husets kønne karnap - og vi kunne se det for os: rummet, som kort sagt var grimt med de brune 70'er vinduer, legeværelsestæppet (og det mærkelige tofarvede trægulv nedenunder), det gyselige cigarkasseloft og de umalede vægge kunne blive en hyggelig kombination af kontor og opholdsstue - uden tv, naturligvis. To kønne stole i karnappen, et lille bord til en kop kaffe eller et glas rødvin, bløde farver, gulvet afhøvlet, nye vinduer ... det kunne blive SÅ lækkert!!

Vinduerne fik vi skiftet i vinteren 08-09, og det legeværelsestæppet er for længst røget ud. Men loftet og væggene står stadig umalede, og rummet er, ud over at være kontor, det sted vi sætter ting ind. :-(

Men nu skal det være slut!

Igår satte vi os ned med den projektliste, vi oprindelig lavede over ting, vi ville have gjort i huset. Listen var lang dengang, og rigtig meget var streget over. Men vi trængte til at få overblik, og til at få kategoriseret opgaverne i store og små opgaver, og den slags opgaver man skal have håndværkere til.

Eller rettere ... jeg havde ihvertfald behov for det :)

Da vi stregede og skrev og kategoriserede og prioriterede igår, bestemte vi at den første af de lidt større projekter, vi vil lave, skulle være karnapværelset.

Og vi er allerede så småt igang. For første skridt er at få ryddet op derinde, og smidt alt det ud, som vi ikke vil gemme. Og idag er jeg nået igennem den stigereol, der står derinde - så den er klar til at tømme, pille ned og sætte i kælderen.

Der er lang vej - for der skal nye lofter op - og de skal sidde lidt højere end de gamle. Væggene er besat med celoflex, som er skrækkeligt brændbart, så det skal ned, og i stedet skal der gips op. Måske skal væggen ind mod stuen laves lidt højere - den er lavet efter at loftet er sænket. Vi skal have en elektriker ud og lave flere stikkontakter (pt. er der EN stikkontakt derinde!), og en gulvmand ud for at høvle gulvet af. Der skal males, og rummet skal møbleres på ny.

Et par gode lænestole, det lille bord, en sofa som skal kunne laves om til gæsteseng, lamper, et nyt arbejdsbord - men jeg kan næsten allerede se det for mig, og det bliver SÅ dejligt at få lavet!

Sikke en energi vi har - mon det er foråret, der melder sig?

Livsnyderen om andenhåndsliv

Jeg har det sådan lidt blandet med nutidens tv-underholdning (og ja - jeg ved godt, at når man siger "nutidens et-eller-andet", så er man ved at være lidt halvgammel!!).

Faktisk kan jeg godt lide at se X-faktor, især når de pinlige er sorteret fra, og de resterende synger rent (det kniber så lidt i år, synes jeg). Der er tit nogle gode sange, fremført på en ny måde, og det er da lidt hyggeligt.

Men jeg har det bare lidt belastet med det der drama, der piskes op omkring det. Alt det der tuderi, og krammeri, og de der kæmpestore candyfloss-ord, der bliver brugt.

Mange af deltagerne snakker i interviews om ting, der er vigtige for dem. Så bruger de næsten med usvigelig sikkerhed udtrykket "....betyder ALT for mig." F.eks.: "Min far betyder alt for mig." "Musikken betyder alt for mig." "Det betyder alt for mig, at vi har hinanden i den her konkurrence."

Hvor mange forskellige ting kan betyde alt for den samme person? Og klasker de sammen, visner og dør, hvis den ting bliver taget fra dem? Eller er det et ord der er stort og sukret og fuldt af luft, som candyfloss?

Jeg kan altid - med et træt suk - forudsige, hvornår Pernille Rosendal begynder at tude, og hvornår Blachmann sætter sig indøvede nu-er-jeg-bevæget-ansigt op. Og to fredage i træk har en dommer måttet sende en deltager hjem og begge gange er det blevet trukket ud i det uendelige, selvom jeg da slet ikke har været et sekund i tvivl om hvem de ville vælge.

Der er også det der udsøgt frygtelige program, "Toppen af poppen". Vi har set det et par gange, og jeg ved ikke helt hvorfor. Magen til kendis-hyklerisk rygklapperi skal man da lede længe efter. Er sikker på det påvirker blodsukkeret på den helt forkerte måde.

Og så er der en uendelig strøm af tilsvarende programmer, som aften efter aften dækker min sendeflade, for først omkring den tid, hvor jeg overvejer at gå i seng, giver plads til film eller lignende, som jeg måske kunne have lyst til at se.

Fælles for programmerne er, at de stiller følelser og drama til rådighed for seeren. Man kan sidde fuldstændig passiv i sofaen derhjemme og opleve nederlag, svig, skuffelse, triumf, loyalitet, jubel og spænding, uden at bevæge et øjenbryn. En slags andenhånds-liv, hvis man mangler noget i det liv, man har i hverdagen.

Men det ER andenhånds. Og overdrevet. Og i sin essens uendeligt ligegyldigt.

Så vi skal huske engang imellem at slukke for det der tv, og mærke kærligheden, sejrene, begejstringen, smerten, dramaet, begæret og LIVET i vores eget liv.

Livsnyderen lytter

Efterhånden er de 182 km til Silkeborg blevet rutine.

I starten var det en pinsel - ikke mindst på grund af føret, som var alt andet end optimalt i december. Men også fordi det var uvant for mig at bruge så meget tid på at køre bil.

Til at starte med hørte jeg musik. Alle pop-stationerne, som jeg normalt hører. P3, Skala FM, Nova ... i den dur.

Hold da helt bøtte, hvor blev jeg træt af:

1. De samme 15 popnumre i varierende rækkefølge
2. Mega-hyper-overfriske radioværter (hvorfor er det altid to mænd og en kvinde? Kan nogen forklare mig det?)
3. Rædselsfulde amatøragtige radioreklamer

Jeg kan ellers godt klare noget popmusik, men det blev bare for meget. Så gik der lidt tid, hvor jeg satte min iPhone til, og hørte det musik, der lå på den. Det er også okay, men musik, musik, musik ... nogen gange gider man bare IKKE høre musik.

Så var der en dag jeg skiftede radioen over på P1, og nu er jeg fan.

Jeg er godt klar over, at man reelt kan vælge og vrage på P1, fordi de fleste programmer ligger som podcasts, men jeg synes lidt af charmen er IKKE at vælge. Jeg sætter mig i bilen en tidlig morgen eller en eftermiddag, og aner ikke, hvad jeg skal blive klogere på idag.

Måske er det japansk kultur, og baggrunden for at de har den forfatning, de har idag.

Måske er det den måde, lyde virker på vores nervesystem.

Måske er det om byplanlægning, der tager hensyn til de subsistensløse.

Måske er det analyse af tallene bag efterlønsreformen.

Jeg ved det ikke før jeg tænder for min bilradio, men det er altid øjenåbnende og særdeles underholdende.

De dage, jeg ikke hører P1, er der en lydbog inde over. Tiden går bare SÅ hurtigt, når jeg kan sidde og lytte til en god krimi eller noget god faglitteratur. Og på den måde føles tiden i bilen ikke spildt, det er nærmest afslapning - ikke i samme grad som når jeg snupper bussen, men alligevel - hjernen bliver sporet væk fra arbejde, og over på noget andet.

Næste efterår er det slut med at køre til Silkeborg. Men jeg tror ikke, jeg holder op med at høre P1.

Det er underholdning, som man bliver klogere af.

Luksus-Livsnyderen

På en helt almindelig uge er jeg i Silkeborg 4 dage ud af 5.

Hvis vejret er fornuftigt, og jeg har nok at lave, møder jeg tidligt 2 eller 3 dage - så kører jeg hjemmefra så tidligt, at jeg er på min plads omkring 7.10. Det giver mig mindst en times tid med god arbejdsro til at få en masse fra hånden, og jeg kan med god samvittighed køre hjem igen lidt før kl. 15. Når jeg gør det, er jeg nemlig hjemme på samme tid, som hvis jeg havde arbejdet i Erritsø.

Efter at have mødt så tidligt to eller tre dage, trænger jeg til at sove LIDT længere end til 5.25.

Og da det heldigvis er sådan, at min transporttid er arbejdstid, kan jeg med god samvittighed møde lidt senere.

De dage, hvor jeg kører hjemmefra på samme tid som jeg gjorde, da jeg arbejdede i Erritsø, kan det ikke svare sig at jeg kører til Silkeborg i min lille bil. Så der triller jeg bare ud til Erritsø, og sætter bilen - og sætter mig om bord i en rummelig og komfortabel bus.

Bussen kører til Silkeborg hver dag, med de Bankdata-ansatte, som måtte have behov for at blive transporteret derop og hjem - den forlader Bankdata i Erritsø kl. 8, og kører hjem igen kl. 14.45.

I bussen er der termokander med kaffe, og flasker med vand. Du kan vælge at sludre med kolleger, du kan tage en lur, du kan arbejde lidt, eller du kan læse en bog. Det er totalt luksus, og en dejlig afstressende måde at komme retur på arbejde - især sådan en dag sidst på ugen, hvor du har mødt tidligt og knoklet igennem et par dage.

Det er skønt at have den mulighed! Det er helt klart med til at få min arbejdsuge til at hænge sammen på en god måde, især de dage, hvor der er dårligt føre: der vælger jeg konsekvent at tage bussen.

Idag fik jeg læst Lars Keplers "Hypnotisøren" færdig - den var god! Og mine skuldre var lige så langt nede som de kan komme :)

Næste weekend skal jeg: INGENTING!

Hen over aftensmaden gik det op for Bruno og mig, at vi A-B-S-O-L-U-T ingen planer har for weekenden!

Altså ... lidt træning skal der jo nok til, og Bruno skal til optikeren lørdag formiddag, men derudover? ZILCH, som de siger i USA når de mener "Intetsomhelst".

Mine unger kommer på weekend, så mon ikke vi skal forsøge at etablere noget gedigen familiehygge over et brætspil og nogle gode måltider mad?

Jeg vil til bunds i strygetøjet, og ha' strikket de yogasokker færdige, som jeg er temmelig langt med. Jeg har nemlig lige fået julegave af min svigermor (penge - for en bog jeg fik dobbelt, og som hun fik pengene tilbage for), og de gik som tilskud til noget lækkert garn, som jeg vil strikke en trøje af til mig selv.

Men først skal yogasokkerne jo lissom af vejen! Det går ikke at lægge et strikketøj halvfærdigt til side og starte på et nyere og mere spændende :o)

Jeg LOVER højt og helligt ikke at bringe billeder af strikketøjet ... så højt er mit ambitionsniveau som strikketante eller som håndarbejds-blogger simpelthen ikke. ;o)

Jeg vil have læst lidt mere i Lars Keplers "Hypnotisøren" - jeg har endelig fået rigtig hul på den, og den er jo rigtig spændende.

Og allermest vil jeg sove lørdag og søndag morgen, til jeg vågner helt af mig selv! Det synes jeg at jeg trænger til, for der er som regel 2 eller 3 rigtig tidlige morgener i løbet af ugen, og jeg når ofte at oparbejde et mindre søvnunderskud. Så sover jeg LÆNGE lørdag og søndag - - helt til kl. 8 eller 8.30!

En tår rødvin skal jeg ihvertfald have!! Sidste weekend var rødvinsløs, for mine smagsløg var havarerede på de der elendige pinjekerner. Den bitre smag har heldigvis næsten forladt min mund, så fredag er jeg klar til en flaske Villa Mt. Eden!

Alle muligheder står åbne, for vi skal ikke besøge eller ha' besøg af nogen. Så meget som jeg nyder at se vores venner og familie, er det livsensnødvendigt at have nogle af de weekender, hvor man ikke har planer. Det er rigtig afkobling, og der hvor jeg kommer godt ned i gear.

Og - psst - har I opdaget at det snart er forår?? Dagen er blevet mærkbart længere, og i weekenden bliver det plusgrader!! Og snart er det 1. marts - og så vil jeg forsøge mig med lidt løb igen, efter at have holdt en kiropraktoranbefalet vinterpause.

Mmmmm - weekend!! Tænk så meget fornøjelse man kan have af den, når man allerede begynder at glæde sig til den onsdag aften :D

Livsnyderen ser balletfilm

I aften var Bodil og jeg i Fredericias lækre, nye biograf for at se filmen Black Swan - en thriller, som udspiller sig indenfor balletverdenen.

Uafhængig af hinanden havde vi hørt om filmen, og havde lyst til at se den - og det kunne vi jo lige så godt gøre sammen.

Jeg vil ikke komme med en anmeldelse af filmen, for det er der masser af andre det har gjort - både blogs og avisanmeldelser - men den var drolan spilme god!

En fin psykologisk thriller, hvor Natalie Portman spillede helt F-A-N-T-A-S-T-I-S-K ... og balletscenerne gav mig lyst til at prøve en tur i den kgl. ballet ... måske kunne man godt blive grebet lidt af at se dans, på den måde?

Den næste film, jeg vil i bio og se, er den spansk/mexicanske Biutiful med Javier Bardem - den har premiere her i Fredericia i starten af marts, og det er jo snart. Og der ved jeg, at jeg sagtens kan lokke Bruno med :-)

Den huslige livsnyder

Det har været RIGTIG søndag idag!!

Først sov jeg indtil jeg vågnede af mig selv (skøn, skøn søndagsluksus) kl. 8.30. Så stod Bruno og jeg op og lavede amerikanske pandekager med blåbær og banan -- vores absolutte favoritmorgenmad.

Så fik Bruno lige trimmet lokkerne, og så trillede han en tur ud i vinterlandskabet på MTB.

Imens kastede jeg mig ud i et bage-eksperiment - jeg har fundet en opskrift på kanel-og-rosin-bagels, som skulle prøves af. Og den slags tager lidt tid, for bagels skal æltes, koges og derefter bages.

De blev rimeligt lækre, og da jeg var færdig, kom Bruno hjem igen.

Vi tog en pose bagels med ud og besøgte en sygemeldt veninde, som er ved at komme sig over en rygoperation... det var hyggeligt at se hende og hendes kæreste og børn.

Nu er vi hjemme igen, og jeg tror det bliver en pizza-aften. Kristian er kommet hjem fra sin far - de har været på skiferie - og i morgen skal han i skole igen. Det lyder til han har haft en skøn tur, og ugen er bare fløjet afsted.

Sådan en søndag, som bare går med dejlige, hyggelige, afslappede ting, er bare guld værd. Det er sådan en dag der sætter overskud ind på kontoen.

Nu vil jeg nyde min søndag aften i total afslappet zen :)

Livsnyderen advarer om pinjekerner!!

Igår da jeg spiste frokost oplevede jeg noget sært. Den sandwich, jeg spiste (med kylling og bacon) smagte mega underligt. En sær, bitter bismag - men den lugtede fint, og var frisksmurt.

Lidt efter tog jeg en banan, for jeg tænkte jeg skulle have den sære smag væk - og bananen smagte ... bittert. Så prøvede jeg en karamel, og et stykke brød ... uanset hvad jeg spiste eller drak, så smagte det bittert, lidt ligesom når man får et glas hvidvin eller juice efter man har børstet tænder.

Puha!

Da smagen stadig var der i morges, begyndte jeg at undre mig over hvad pokker det kunne være. Kunne det være det tandarbejde, som jeg har siddende midlertidigt i munden, som var begyndt at afgive et eller andet?

Når man nu er mig, er svaret lige ved hånden ... eller rettere, for enden af fingrene. Jeg klappede Albert op (min mac) og gik ind på netdoktor.dk. OG til min store glæde fandt jeg faktisk løsningen på, hvorfor maden ikke smager godt for øjeblikket.

Pinjekerner.

I onsdags kom bonussøn Lasse på visit, og vi lavede italienske kyllingruller med parmaskinke og mozzarella, og dertil salat - og pasta med grøn pesto.

Pestoen var hjemmelavet. Jeg havde ude i Føtex stået ved hylden med pinjekerner og overvejet om jeg skulle vælge de sædvanlige, eller jeg skulle prøve de økologiske, som lige kostede et par kroner mere. Det kunne jo være de smagte bedre.......

.....så jeg drog hjem med en pose små, økologiske pinjekerner produceret i Kina. Og det gør jeg aldrig, aldrig mere. For den bitre smag skyldes sandsynligvis disse pinjekerner - det er et fænomen som kaldes "pine mouth" eller "pinjemund" på dansk, og det kommer ofte 1-3 dage efter man har indtaget små pinjekerner - ofte fra Kina. Det kan vare op til 3-4 uger, men jeg håber sørme det klinger af snart!!

Til alle jer andre: LAD VÆRE AT KØBE DE SMÅ PINJEKERNER!!! Forestil jer at selv chokolade og rødvin smager grimt. Det er ingen spøg.

Nå - - jeg har en plasticbeholder med hjemmelavet pesto jeg skal hen og ha' smidt i skraldespanden.

Livsnyderen og nørderne

Der hvor jeg arbejder, er der mange intelligente mennesker af begge køn.

Vi snakker her i høj grad om personer med matematisk-logiske evner, selvom firmaet også huser lidt mere generalistiske typer (som mig selv).

For at starte med mig - så er jeg sådan en, som kunne have valgt det ene eller det andet. Jeg havde pæne karakterer i både de sproglige og de matematiske fag, men valgte at gå på matematisk linje på gymnasiet.

Nogen stor matematiker ville jeg nok aldrig være blevet. Det var naturfagene - især biologi og kemi - som tændte mig, så det var i den grad ad omveje jeg endte på det nu hedengangne studie, som hed "Edb-assistent". Edb-assistenten var sådan en kog-sammen uddannelse, med vægt på programmering af forskellige platforme, og en del projekt-orienterede fag. Man var en it-håndværker når man blev færdig - eller måske snarere en trainee, når man tager i betragtning hvor kort en uddannelse det var.

I modsætning til mange af mine kolleger blev jeg ret hurtigt TRÆT af at programmere. Jeg plejer at sige, at for mig var det ligesom at gætte kryds-og-tværs - - vældig sjovt i sommerferien, men så går nyheden li'som af det. Og i virkeligheden er jeg nok ikke helt detaljeorienteret nok til sådan et arbejde ... så jeg drev over i noget kundevendt, og er indtil videre endt som projektleder.

Mange af mine kolleger er meget dygtigere programmører end jeg nogensinde kunne have gjort mig forhåbninger om at blive. Og mange af dem ville man nok betragte som lidt nørdede.

For mig er ordet "nørdet" faktisk positivt ladet. Jeg kan godt lide nørder, og synes at filmindustrien gør dem skammeligt uret i måden, de fremstiller den klassiske nørd på.

En nørd kan nemlig sagtens være social, sjov, pæn og gift. Og alligevel en ægte nørd.

Nogen nørder er generte (jeg kender en, som er LIDT bange for fremmede mennesker - og socialt begavet nok til at lave sjov med det), og nogen kan huske de mest utrolige ting omkring datoer for sportsbegivenheder og pladeudgivelser. Men for mig er det dejlige, givende kolleger.

Jeg skal give dig 5 grunde til, at jeg er vild med nørder...:

1. Nørder er intelligente. De ved en masse, ofte om nogle ret quirky og spændende ting. Det er fedt.
2. Nørder har ofte et dejligt, bizart twist på deres humor. Nok bla. pga. punkt 1.
3. Nørder kan hjælpe dig, hvis din computer gør sære ting - og de gør det som regel gerne. Især hvis det kan klares med et par gode råd - for de har det med at komme til at hænge på andres pc-problemer.
4. Nørder er en fest at arbejde sammen med, og de er som regel smadder gode til at balancere hvornår vi har det sjovt, og hvornår vi arbejder.
5. Nørder sætter pris på at have generalister til at tage sig af de ting, som de er mindre gode til - og som vi generalister excellerer i :)

Jeg kunne sikkert lave listen meget længere, hvis jeg gad. F.eks. kunne jeg nævne den der ud-af-kroppen-oplevelse jeg nærmest kan få når jeg kommer til at overhøre to af gutterne diskutere et eller andet spil, de har spillet i weekenden. Eller alle de underlige insider-jokes som bla. kan involvere batterier og stickytack, røde hæftemaskiner, klokkeslættet 13.37, japanske verber og meget andet.

Kan godt være jeg ikke er en ægte nørd - men bare en hang-around eller en wannabe. Men det er okay. Jeg har min daglige gang i nørdland, mit adgangskort - og jeg kan lide atmosfæren der.