Vi har fået en ny beboer på matriklen.
En doven fyr, som bare bliver hvor man sætter ham, men som skal fodres grundigt og nusles og pusles om.
Til gengæld for al den omsorg, regner jeg med at få noget tilbage. Det, jeg gerne vil have, er at han bobler lidt, og begynder at lugte lidt syrligt.
Sådan en husven lyder måske ikke rar - men han gør jo bare det, en surdej skal.
For han er en våd surdej - startet op af mel og vand og ikke andet, og så skal min kærlige omsorg og daglige fodring og omrøring gerne resultere i, at en venligsindet gærkultur eller to flytter ind.
Så nej - det har intet med utroskab at gøre, når jeg snuser interesseret til denne her lille fyr, som sidder i sin blå plastskål på mit køkkenbord.
Jeg satser bare på lidt syrlighed og lidt bobler, så jeg kan bage et rugbrød :-)
mandag, januar 30, 2012
søndag, januar 29, 2012
Livsnyderens madplan uge 5
På Facebook skrev jeg glad og tilfreds igår, at nu var der lagt madplan for næste uge, og købt ind til det, vi skulle spise.
Bruno og jeg er begyndt at sætte os sammen om lørdagen og lave madplan - og så køber vi ind lørdag eftermiddag, så der maksimalt skal købes et brød, lidt mælk, måske et par tomater i løbet af ugen. Dejligt overskueligt og billigt, og man slipper for at stå og glo fortabt ned i køledisken kl. 16.30 og forsøge at finde på noget hurtigt, spændende og sundt man kan lave til aftensmad (det lykkes i øvrigt sjældent at møde alle de kriterier).
En enkelt spurgte efter vores ugeplan - til inspiration. Jeg havde egentlig sat mig til tasterne for at sende den til hende, men tænkte: Jeg skriver den ind på bloggen. Når jeg laver et blogindlæg, kan alle mine Facebookvenner se det som en NetworkedBlogs-post, og så kan evt. nysgerrige jo bare bide til bolle.
Måske vil jeg lave det til et ugentligt tilbagevendende punkt herinde - hvem ved :-)
Her kommer den ihvertfald:
Mandag:
Bolognaise (rest fra fryseren) med squashstrimler, gulerodssalat og broccoli samt pasta
Tirsdag:
Rodfrugtbøffer med ovnkartofler og salat
Onsdag:
Risotto med champignon, ærter og majs (og måske kylling)
Torsdag:
Tomatsuppe med pasta og bradepandebrød
Fredag:
Fiskedag (Bruno køber ind på dagen - tilbehøret afhænger af fisken).
Der er ingen plan for igår - for der var vi i byen. Der er heller ingen plan for idag - ikke fordi vi skal springe maden over, men fordi vi besøger min søde svigermor og Bent, og der skal vi nok blive fodret af.
Vi har alle ingredienser i hus, pånær til fredagsmenuen. Bruno er familiens fiskekok - sådan er det bare.
God uge 5 - og velbekomme derude.
Bruno og jeg er begyndt at sætte os sammen om lørdagen og lave madplan - og så køber vi ind lørdag eftermiddag, så der maksimalt skal købes et brød, lidt mælk, måske et par tomater i løbet af ugen. Dejligt overskueligt og billigt, og man slipper for at stå og glo fortabt ned i køledisken kl. 16.30 og forsøge at finde på noget hurtigt, spændende og sundt man kan lave til aftensmad (det lykkes i øvrigt sjældent at møde alle de kriterier).
En enkelt spurgte efter vores ugeplan - til inspiration. Jeg havde egentlig sat mig til tasterne for at sende den til hende, men tænkte: Jeg skriver den ind på bloggen. Når jeg laver et blogindlæg, kan alle mine Facebookvenner se det som en NetworkedBlogs-post, og så kan evt. nysgerrige jo bare bide til bolle.
Måske vil jeg lave det til et ugentligt tilbagevendende punkt herinde - hvem ved :-)
Her kommer den ihvertfald:
Mandag:
Bolognaise (rest fra fryseren) med squashstrimler, gulerodssalat og broccoli samt pasta
Tirsdag:
Rodfrugtbøffer med ovnkartofler og salat
Onsdag:
Risotto med champignon, ærter og majs (og måske kylling)
Torsdag:
Tomatsuppe med pasta og bradepandebrød
Fredag:
Fiskedag (Bruno køber ind på dagen - tilbehøret afhænger af fisken).
Der er ingen plan for igår - for der var vi i byen. Der er heller ingen plan for idag - ikke fordi vi skal springe maden over, men fordi vi besøger min søde svigermor og Bent, og der skal vi nok blive fodret af.
Vi har alle ingredienser i hus, pånær til fredagsmenuen. Bruno er familiens fiskekok - sådan er det bare.
God uge 5 - og velbekomme derude.
lørdag, januar 28, 2012
Livsnyderens træningscykler
Da jeg startede med at lave bodypump i sensommeren, var jeg helt sikker på at jeg ihvertfald ikke gad spinne.
Jeg har spinnet stort set hver vinter de sidste 8-10 år - lige undtaget det år (2007/2008) hvor jeg brugte vinteren til at komme i løbe-form til Middelfart Halvmaraton. Som regel er jeg tændt i oktober, hvor jeg normalt begynder på det, og når så forårssolen begynder at kikke frem, hænger spinningen mig langt ud af halsen, og jeg er klar til at lave noget helt andet - og helst udendørs.
Ingen tvivl om at udendørs motion står højt på hitlisten. Allerhelst vil jeg løbe mig en tur, og det var også løbet, jeg tog fat på igen, da en stædig albue-overbelastning satte mig ud af spillet på bodypump-holdet.
Det gik faktisk også ret godt, det der løb.
Men da jeg efter jul begyndte at løbe 5 km ture på asfalt, fordi de "bløde" stier ikke er oplyst, og det var mørkt når jeg nåede hjem, løb jeg lige i armene på en skinnebensbetændelse. Øv, øv, øv.
Så nu er jeg - af nød - tilbage på spinningcyklen. Den er ikke såå god ved albuen, men med lidt omtanke går det. Jeg bliver sindssyg når jeg ikke får brændt lidt krudt af!! :D
Og til min overraskelse nyder jeg spinningen. Der er gået tilpas længe til at det er sjovt igen :-)
På den måde er jeg nu kommet hele vejen rundt i min træningscyklus :-)
Ude på arbejde er der en kollega, der for sjov (håber jeg) kalder mig fitness-dronningen. Det er ikke ret klædeligt - jeg får billeder af Jane Fonda og firser-hår og store benvarmere. Men måske er det i virkeligheden lidt suspekt at kunne lide at dyrke motion? Det kan jeg ihvertfald - og jeg er også nødt til det, for ellers kan jeg ikke holde til mit stillesiddende arbejdsliv, har jeg for længst fundet ud af. Jeg får ondt i skuldre og ryg, for ikke at nævne at jeg bliver flæsket som en slagtegris - så det er ganske heldigt at jeg godt kan lide at røre mig.
Der var engang en fysioterapeut som så lidt bekymret på mig og sagde, at jeg jo i virkeligheden ikke var skabt til at sidde på kontor - men at jeg skulle ha' været skovhugger eller sådan noget :-) Det synes jeg ikke lød ret feminint, men inden jeg nåede at protestere sagde han også, at jeg nok ikke skulle tage min BMI ALT for bogstaveligt - "Du har til enhver tid omkring 5 kg. muskler mere på kroppen end gennemsnitskvinden," sagde den rare mand.
Så nu kan jeg trøste mig med, at når jeg ikke kan tvinge mit BMI under 22, så er det bare fordi muskler vejer mere end fedt :o)
Og når alt andet fejler, så hopper jeg på et par høje sko eller støvler - - det er fantastisk for mit BMI.
Og for mit ego :o)
Jeg har spinnet stort set hver vinter de sidste 8-10 år - lige undtaget det år (2007/2008) hvor jeg brugte vinteren til at komme i løbe-form til Middelfart Halvmaraton. Som regel er jeg tændt i oktober, hvor jeg normalt begynder på det, og når så forårssolen begynder at kikke frem, hænger spinningen mig langt ud af halsen, og jeg er klar til at lave noget helt andet - og helst udendørs.
Ingen tvivl om at udendørs motion står højt på hitlisten. Allerhelst vil jeg løbe mig en tur, og det var også løbet, jeg tog fat på igen, da en stædig albue-overbelastning satte mig ud af spillet på bodypump-holdet.
Det gik faktisk også ret godt, det der løb.
Men da jeg efter jul begyndte at løbe 5 km ture på asfalt, fordi de "bløde" stier ikke er oplyst, og det var mørkt når jeg nåede hjem, løb jeg lige i armene på en skinnebensbetændelse. Øv, øv, øv.
Så nu er jeg - af nød - tilbage på spinningcyklen. Den er ikke såå god ved albuen, men med lidt omtanke går det. Jeg bliver sindssyg når jeg ikke får brændt lidt krudt af!! :D
Og til min overraskelse nyder jeg spinningen. Der er gået tilpas længe til at det er sjovt igen :-)
På den måde er jeg nu kommet hele vejen rundt i min træningscyklus :-)
Ude på arbejde er der en kollega, der for sjov (håber jeg) kalder mig fitness-dronningen. Det er ikke ret klædeligt - jeg får billeder af Jane Fonda og firser-hår og store benvarmere. Men måske er det i virkeligheden lidt suspekt at kunne lide at dyrke motion? Det kan jeg ihvertfald - og jeg er også nødt til det, for ellers kan jeg ikke holde til mit stillesiddende arbejdsliv, har jeg for længst fundet ud af. Jeg får ondt i skuldre og ryg, for ikke at nævne at jeg bliver flæsket som en slagtegris - så det er ganske heldigt at jeg godt kan lide at røre mig.
Der var engang en fysioterapeut som så lidt bekymret på mig og sagde, at jeg jo i virkeligheden ikke var skabt til at sidde på kontor - men at jeg skulle ha' været skovhugger eller sådan noget :-) Det synes jeg ikke lød ret feminint, men inden jeg nåede at protestere sagde han også, at jeg nok ikke skulle tage min BMI ALT for bogstaveligt - "Du har til enhver tid omkring 5 kg. muskler mere på kroppen end gennemsnitskvinden," sagde den rare mand.
Så nu kan jeg trøste mig med, at når jeg ikke kan tvinge mit BMI under 22, så er det bare fordi muskler vejer mere end fedt :o)
Og når alt andet fejler, så hopper jeg på et par høje sko eller støvler - - det er fantastisk for mit BMI.
Og for mit ego :o)
søndag, januar 08, 2012
Livsnyderen rapporterer fra en fredszone
Det har været en toplækker weekend, selv efter livsnyder-standard.
Jeg vil ikke plage jer med detaljerne, bare sige, at der har været
Fredag fik jeg endda monteret en Parrot i min bil, som skal gøre det muligt for mig at snakke i telefon - helt lovligt - mens jeg kører. Der ud over kan den lille gøje også lade min telefon og spille musik fra telefon (eller iPod) ud igennem radioen. Tror det bliver et lækkert lille kæledyr at ha' i bilen! Gøjen er en julegave fra min søde og gavmilde mand, som var træt af at høre om mine kvaler med diverse halvdårlige løsninger - jeg var selv for nærig til at købe den gode, rigtige (og lidt dyre) løsning.
Jeg bliver nok nødt til at prøve den imorgen, når jeg kører til eller fra arbejde!
I formiddags burde jeg nok egentlig have lagt et par arbejdstimer, men jeg endte med at mene, jeg trængte til at holde fri. Så det gjorde jeg. Så må jeg bare knokle lidt mere imorgen.
Så det blev en søndag med fred og ro, og en løbetur i lys og tørvejr! Sikke en luksus.
Dagens sure opgave var at aflyse de førstkommende bookninger, jeg har lavet i fitness-centeret. Jeg har overbelastet mit albueled, men håber hele tiden at det nok er klar lige om lidt igen. Lægen gav mig en gang gigtpiller, men de virkede ikke ud over den periode, jeg tog dem... æv!
Heldigvis duer mine ben, så jeg benytter styrketræningspausen til at få godt gang i mit løb igen. Det er drønhårdt og jeg løber langsomt, men det er noget, jeg kan gøre noget ved.
Vi forsøger også at leve lidt sundt. Så der er ikke noget kage-guf og chokolade og chips her på matriklen. Jeg satser også lidt på at vores vegetar-indslag i kosten vejer i den rigtige retning. Det holder nemlig stadig ved, og vi er rigtig glade for den gode variation, det giver i kosten. Hvis jeg ser tilbage på den seneste uge, har vi faktisk spist vegetarisk 4 dage ud af 7 - og af de tre tilbageværende dage har vi fået fisk en af dagene!
Mellem jul og nytår købte jeg en ny veggie-kogebog - Vegetarisk Vellyst. I fredags testede vi den - vi serverede Chili sin Carne for vores gæster, og det var faktisk et hit. Der er masser af andre sjove og spændende opskrifter i bogen, som jeg er klar til at teste.
Oven i er vi kommet igang med at lave kostplan en uge frem af gangen. Det er SÅ dejligt - især når vi får planlagt det som i denne uge, hvor vi lavede planen lørdag og købte alt det ind, vi overhovedet kunne til ugen. Så er det sq nemt. Og planen er naturligvis tilpasset de ting, vi skal i løbet af ugen. Det er helt vildt så meget nemmere livet er, når man ikke skal være opfindsom på kommando, og ikke skal fare rundt og glo fortvivlet ned i køledisken 16.30 om eftermiddagen flere gange om ugen.
Jeg har nået et punkt i mit liv, hvor jeg bare er nødt til at opfinde systemer, som kan gøre livet lettere ... ellers tilter jeg.
En anden ting, jeg også er nødt til - er at få min nattesøvn. Så det her snikke-snakke indlæg bliver ikke længere.
Hav en god uge derude - og godnat.
Jeg vil ikke plage jer med detaljerne, bare sige, at der har været
- hyggeligt besøg af dejlige venner
- lækker frokost på stam-cafeen
- afslapning
- tosomhed
- endda en enkelt løbetur
Fredag fik jeg endda monteret en Parrot i min bil, som skal gøre det muligt for mig at snakke i telefon - helt lovligt - mens jeg kører. Der ud over kan den lille gøje også lade min telefon og spille musik fra telefon (eller iPod) ud igennem radioen. Tror det bliver et lækkert lille kæledyr at ha' i bilen! Gøjen er en julegave fra min søde og gavmilde mand, som var træt af at høre om mine kvaler med diverse halvdårlige løsninger - jeg var selv for nærig til at købe den gode, rigtige (og lidt dyre) løsning.
Jeg bliver nok nødt til at prøve den imorgen, når jeg kører til eller fra arbejde!
I formiddags burde jeg nok egentlig have lagt et par arbejdstimer, men jeg endte med at mene, jeg trængte til at holde fri. Så det gjorde jeg. Så må jeg bare knokle lidt mere imorgen.
Så det blev en søndag med fred og ro, og en løbetur i lys og tørvejr! Sikke en luksus.
Dagens sure opgave var at aflyse de førstkommende bookninger, jeg har lavet i fitness-centeret. Jeg har overbelastet mit albueled, men håber hele tiden at det nok er klar lige om lidt igen. Lægen gav mig en gang gigtpiller, men de virkede ikke ud over den periode, jeg tog dem... æv!
Heldigvis duer mine ben, så jeg benytter styrketræningspausen til at få godt gang i mit løb igen. Det er drønhårdt og jeg løber langsomt, men det er noget, jeg kan gøre noget ved.
Vi forsøger også at leve lidt sundt. Så der er ikke noget kage-guf og chokolade og chips her på matriklen. Jeg satser også lidt på at vores vegetar-indslag i kosten vejer i den rigtige retning. Det holder nemlig stadig ved, og vi er rigtig glade for den gode variation, det giver i kosten. Hvis jeg ser tilbage på den seneste uge, har vi faktisk spist vegetarisk 4 dage ud af 7 - og af de tre tilbageværende dage har vi fået fisk en af dagene!
Mellem jul og nytår købte jeg en ny veggie-kogebog - Vegetarisk Vellyst. I fredags testede vi den - vi serverede Chili sin Carne for vores gæster, og det var faktisk et hit. Der er masser af andre sjove og spændende opskrifter i bogen, som jeg er klar til at teste.
Oven i er vi kommet igang med at lave kostplan en uge frem af gangen. Det er SÅ dejligt - især når vi får planlagt det som i denne uge, hvor vi lavede planen lørdag og købte alt det ind, vi overhovedet kunne til ugen. Så er det sq nemt. Og planen er naturligvis tilpasset de ting, vi skal i løbet af ugen. Det er helt vildt så meget nemmere livet er, når man ikke skal være opfindsom på kommando, og ikke skal fare rundt og glo fortvivlet ned i køledisken 16.30 om eftermiddagen flere gange om ugen.
Jeg har nået et punkt i mit liv, hvor jeg bare er nødt til at opfinde systemer, som kan gøre livet lettere ... ellers tilter jeg.
En anden ting, jeg også er nødt til - er at få min nattesøvn. Så det her snikke-snakke indlæg bliver ikke længere.
Hav en god uge derude - og godnat.
onsdag, januar 04, 2012
Livsnyderens lyse onsdag
Det har faktisk været en god uge, af første-uge-efter-ferien-uger at være.
Mandag mærkede jeg lidt at ferien var slut - at jeg måske var kommet til at sove lidt for sent, og at dagen var startet på et tidspunkt, hvor jeg den seneste uge har ligget og snuet.
Ellers har det faktisk været rimeligt ud af landevejen.
Idag var jeg til evalueringsmøde, med hele det store projekt, som vores lille team har været en del af det sidste halve år. Vi har lavet vores systemer klar til at tage Jyske Banks Totalkonto i brug, og det har været en omfattende og ret spændende opgave. Oven i købet er Jyske Bank glade - de får en løsning som på mange punkter er bedre end den, de har idag.
Det var nemt at komme i tanker om gode ting at sige om projektet, selvom der naturligvis også var ting, som kunne have været bedre - sådan er det vist altid.
Jeg fik snakket lidt med nogen af dem, jeg ikke ser så tit - det gode ved min virksomhed er, at der er dejlige mennesker overalt hvor man vender sig hen.
Og så fik jeg oven i købet ryddet et par opgaver af vejen, da mødet var slut, og jeg sad hjemme ved pc'en - nogen af de opgaver, jeg har skubbet foran mig.
Imorgen er det torsdag - jeg skal ud at løbe en tur. Det har jeg fået godt gang i mens det var juleferie, og nu skal der holdes fast. Det lykkedes mig at komme ud at løbe i stormvejret igår, jeg var temmelig stolt af mig selv, da jeg kom hjem med kolde kinder efter at have kæmpet mig igennem en mur af vind på vej hjem ad Sjællandsgade.
Undervejs så jeg enkelte forfrosne hundeluftere, og kun en enkelt anden løber. Jeg mødte også en mand, der slingrede temmelig meget - det var nede i mørket på Nørre Voldgade, og engang ville jeg nok have været lidt bange. Han så dog bare lidt usikker ud på benene - han havde vist indtaget noget stærkere end sportsvand - og jeg er overbevist om at jeg både kunne ha' væltet staklen og løbet fra ham ... så jeg løb bare i en god bue udenom hans slingrekurs.
Da jeg var hjemme igen var jeg fuld af lækker efter-løbs-energi. Uh, hvor har jeg savnet at løbe! Og jeg elsker jo at løbe, mindst lige så meget om vinteren som om sommeren!
Fredag er det hjemme-dag - og en ekstra god en af slagsen. Jeg bliver nok nødt til at tage et par timer fri, for jeg skal til Kolding og ha' monteret et håndfri-sæt i min bil. Det har jeg fået af Bruno - så nu ser jeg frem til at sludre med min mor mens jeg kører hjemad. Mon ikke Bruno gi'r frokost, mens de monterer det nyeste gadget? Til aften får vi gæster - min dejlige veninde og hendes kæreste kommer, og der er absolut ingen tvivl om at det nok skal blive sjovt og hyggeligt!
Tilmed er dagen tiltaget med hele 12 minutter! Det synes jeg er skønt, og måske er det lige de 12 minutters lys der er faldet ind i mit liv, og har fordrevet det indigoblå.
Dagen er nu heller ikke ringere af at et andet lys - mit livs, nemlig - i aften er kommet hjem efter en 2 dages tur til Sverige :-)
For at citere Benny Andersen: Livet er ikke det værste, man har.
Mandag mærkede jeg lidt at ferien var slut - at jeg måske var kommet til at sove lidt for sent, og at dagen var startet på et tidspunkt, hvor jeg den seneste uge har ligget og snuet.
Ellers har det faktisk været rimeligt ud af landevejen.
Idag var jeg til evalueringsmøde, med hele det store projekt, som vores lille team har været en del af det sidste halve år. Vi har lavet vores systemer klar til at tage Jyske Banks Totalkonto i brug, og det har været en omfattende og ret spændende opgave. Oven i købet er Jyske Bank glade - de får en løsning som på mange punkter er bedre end den, de har idag.
Det var nemt at komme i tanker om gode ting at sige om projektet, selvom der naturligvis også var ting, som kunne have været bedre - sådan er det vist altid.
Jeg fik snakket lidt med nogen af dem, jeg ikke ser så tit - det gode ved min virksomhed er, at der er dejlige mennesker overalt hvor man vender sig hen.
Og så fik jeg oven i købet ryddet et par opgaver af vejen, da mødet var slut, og jeg sad hjemme ved pc'en - nogen af de opgaver, jeg har skubbet foran mig.
Imorgen er det torsdag - jeg skal ud at løbe en tur. Det har jeg fået godt gang i mens det var juleferie, og nu skal der holdes fast. Det lykkedes mig at komme ud at løbe i stormvejret igår, jeg var temmelig stolt af mig selv, da jeg kom hjem med kolde kinder efter at have kæmpet mig igennem en mur af vind på vej hjem ad Sjællandsgade.
Undervejs så jeg enkelte forfrosne hundeluftere, og kun en enkelt anden løber. Jeg mødte også en mand, der slingrede temmelig meget - det var nede i mørket på Nørre Voldgade, og engang ville jeg nok have været lidt bange. Han så dog bare lidt usikker ud på benene - han havde vist indtaget noget stærkere end sportsvand - og jeg er overbevist om at jeg både kunne ha' væltet staklen og løbet fra ham ... så jeg løb bare i en god bue udenom hans slingrekurs.
Da jeg var hjemme igen var jeg fuld af lækker efter-løbs-energi. Uh, hvor har jeg savnet at løbe! Og jeg elsker jo at løbe, mindst lige så meget om vinteren som om sommeren!
Fredag er det hjemme-dag - og en ekstra god en af slagsen. Jeg bliver nok nødt til at tage et par timer fri, for jeg skal til Kolding og ha' monteret et håndfri-sæt i min bil. Det har jeg fået af Bruno - så nu ser jeg frem til at sludre med min mor mens jeg kører hjemad. Mon ikke Bruno gi'r frokost, mens de monterer det nyeste gadget? Til aften får vi gæster - min dejlige veninde og hendes kæreste kommer, og der er absolut ingen tvivl om at det nok skal blive sjovt og hyggeligt!
Tilmed er dagen tiltaget med hele 12 minutter! Det synes jeg er skønt, og måske er det lige de 12 minutters lys der er faldet ind i mit liv, og har fordrevet det indigoblå.
Dagen er nu heller ikke ringere af at et andet lys - mit livs, nemlig - i aften er kommet hjem efter en 2 dages tur til Sverige :-)
For at citere Benny Andersen: Livet er ikke det værste, man har.
lørdag, december 31, 2011
Livsnyderen tager afsked med 2011
Egentlig gad jeg ikke skrive sådan et indlæg her. Og det bliver ikke nogen kavalkade over alle mine blog-bedrifter, for de har været få og langt imellem.
Men jeg fik alligevel lyst til at sige farvel til 2011, som har været et år som de fleste - et broget kludetæppe med et helt andet mønster end det, jeg havde forventet.
Meget blev selvfølgelig som planlagt og forventet. Jeg har ikke skiftet job, mand eller hus i 2011. Jeg har ikke kastet mig ud i vilde projekter og nye hobbies.
Det har været et travlt år, men det var også forventet. Jobmæssigt har jeg haft ekstremt meget om ørerne, og det har både været sjovt og hårdt. Jeg har dog holdt mit overarbejde nede, for jeg gider ikke arbejde 20 timer ekstra om ugen. 20 timer om måneden må være nok - jeg tror rigtig meget det handler om at prioritere, og vælge at skippe overflødige møder, aktiviteter med videre. Så kan man faktisk nå utroligt meget uden at arbejde som et Mærsk-jakkesæt.
Når jeg tænker på 2011 synes jeg at jeg har været træt. Nok især fordi jeg er stået tidligt op og har arbejdet over om morgenen. Min elskede har ikke haft meget fornøjelse af mit selskab om aftenen, for mangt en TV-avis har skinnet sit blå lys på mit sovende ansigt i sofaen.
I slutningen af året forrådte min krop mig lidt. Måske har jeg ikke været god nok ved den, for selvom jeg har kæmpet for at holde gang i træning og løb, har det bestemt ikke været noget fantastisk træningsår. Ihvertfald kunne min læge i december konstatere, at mit blodtryk var i overkanten af, hvad det burde være. Så så man lige min underkæbe ramme mit ene knæ med et klap, for det havde jeg ikke forventet. Her har jeg gået og blæret mig af mit altid mega-lave blodtryk (det har ligget på omkring 120/70), og så får man sådan en måling klasket i hovedet, som ser helt anderledes ud.
Jeg er ikke på piller, for lægen og jeg blev enige om at se tiden an en måned, og lave en række blodtryksmålinger igen, hen over en weekend. Så må jeg lige prøve at give den lidt gas med træning og være bedre ved mig selv, og se om det ikke giver pote - ellers står den nok på blodtryksmedicin fremadrettet.
Hvad angår kærligheden, har 2011 været et fint år. Min Bruno og jeg kunne fejre 10 års bryllupsdag i november, og jeg glæder mig stadig hver eneste dag over at dele liv lige præcis med ham.
Men vi bliver jo ældre. For i 2011 er mine børn blevet 15, 18 og 24 (!!), og mine søskende rangerer i år fra 51 (min smukke, unge storesøster) til 54 (min distingverede ældste bror). Jeg er den eneste i børneflokken, der endnu ikke kan mønstre et gråt hår i parykken (min frisør har tjekket uden held).
Min mor er lige her i julen fyldt 78, og det er jo ligegodt en sjat.
Der er også sket det sære, at print på mælkekartoner, risposer og i bøger er blevet mindre og mere gnidret i år. Derfor har man kunnet se mig med briller fra Tiger balancerende på næsespidsen, i forsøget på at modvirke denne mærkelige tendens. Jeg vil overveje at få et par ordentlige langsynsbriller i 2012, men indtil videre lever jeg i benægtelse. Og jeg garanterer, at så snart det er muligt, vil jeg stæse ned på den lokale øjenklinik og få fikset nær- og langsyn, lige så hurtigt som du kan sige "medarbejderobligationsudbetaling".
Så farvel 2011. Jeg ved ikke helt, om jeg nåede at komme til at holde af dig, men nu er du uomtvisteligt forbi. Du går derhen, hvor brugte år går hen for at dø, og jeg går ind i 2012 - lidt skeptisk, men fortrøstningsfuld, for 2012 er bare et smukkere tal end 2011.
Godt nytår - er du nået helt her ned til slutningen af blogindlægget, skal du sørme ha' en nytårshilsen med. Jeg ønsker mig selv og alle jer andre, at I har kræfter og overblik til at træffe de rigtige valg, så 2012 kan blive et godt år for os alle.
Over and out.
Men jeg fik alligevel lyst til at sige farvel til 2011, som har været et år som de fleste - et broget kludetæppe med et helt andet mønster end det, jeg havde forventet.
Meget blev selvfølgelig som planlagt og forventet. Jeg har ikke skiftet job, mand eller hus i 2011. Jeg har ikke kastet mig ud i vilde projekter og nye hobbies.
Det har været et travlt år, men det var også forventet. Jobmæssigt har jeg haft ekstremt meget om ørerne, og det har både været sjovt og hårdt. Jeg har dog holdt mit overarbejde nede, for jeg gider ikke arbejde 20 timer ekstra om ugen. 20 timer om måneden må være nok - jeg tror rigtig meget det handler om at prioritere, og vælge at skippe overflødige møder, aktiviteter med videre. Så kan man faktisk nå utroligt meget uden at arbejde som et Mærsk-jakkesæt.
Når jeg tænker på 2011 synes jeg at jeg har været træt. Nok især fordi jeg er stået tidligt op og har arbejdet over om morgenen. Min elskede har ikke haft meget fornøjelse af mit selskab om aftenen, for mangt en TV-avis har skinnet sit blå lys på mit sovende ansigt i sofaen.
I slutningen af året forrådte min krop mig lidt. Måske har jeg ikke været god nok ved den, for selvom jeg har kæmpet for at holde gang i træning og løb, har det bestemt ikke været noget fantastisk træningsår. Ihvertfald kunne min læge i december konstatere, at mit blodtryk var i overkanten af, hvad det burde være. Så så man lige min underkæbe ramme mit ene knæ med et klap, for det havde jeg ikke forventet. Her har jeg gået og blæret mig af mit altid mega-lave blodtryk (det har ligget på omkring 120/70), og så får man sådan en måling klasket i hovedet, som ser helt anderledes ud.
Jeg er ikke på piller, for lægen og jeg blev enige om at se tiden an en måned, og lave en række blodtryksmålinger igen, hen over en weekend. Så må jeg lige prøve at give den lidt gas med træning og være bedre ved mig selv, og se om det ikke giver pote - ellers står den nok på blodtryksmedicin fremadrettet.
Hvad angår kærligheden, har 2011 været et fint år. Min Bruno og jeg kunne fejre 10 års bryllupsdag i november, og jeg glæder mig stadig hver eneste dag over at dele liv lige præcis med ham.
Men vi bliver jo ældre. For i 2011 er mine børn blevet 15, 18 og 24 (!!), og mine søskende rangerer i år fra 51 (min smukke, unge storesøster) til 54 (min distingverede ældste bror). Jeg er den eneste i børneflokken, der endnu ikke kan mønstre et gråt hår i parykken (min frisør har tjekket uden held).
Min mor er lige her i julen fyldt 78, og det er jo ligegodt en sjat.
Der er også sket det sære, at print på mælkekartoner, risposer og i bøger er blevet mindre og mere gnidret i år. Derfor har man kunnet se mig med briller fra Tiger balancerende på næsespidsen, i forsøget på at modvirke denne mærkelige tendens. Jeg vil overveje at få et par ordentlige langsynsbriller i 2012, men indtil videre lever jeg i benægtelse. Og jeg garanterer, at så snart det er muligt, vil jeg stæse ned på den lokale øjenklinik og få fikset nær- og langsyn, lige så hurtigt som du kan sige "medarbejderobligationsudbetaling".
Så farvel 2011. Jeg ved ikke helt, om jeg nåede at komme til at holde af dig, men nu er du uomtvisteligt forbi. Du går derhen, hvor brugte år går hen for at dø, og jeg går ind i 2012 - lidt skeptisk, men fortrøstningsfuld, for 2012 er bare et smukkere tal end 2011.
Godt nytår - er du nået helt her ned til slutningen af blogindlægget, skal du sørme ha' en nytårshilsen med. Jeg ønsker mig selv og alle jer andre, at I har kræfter og overblik til at træffe de rigtige valg, så 2012 kan blive et godt år for os alle.
Over and out.
fredag, december 30, 2011
Livsnyderens selektive kropshukommelse
Da jeg løb nede ved Lillebælt idag, var vandet næsten blikstille.
Måske var det bare det tunge tråd og det besværede åndedræt fra en vis motionist, der lavede de krøller, der var på overfladen.
Det fik mig til at tænke.
Jeg har tit hørt, at kroppen har sin egen hukommelse. Kroppen husker det, vi gør ved den, siger nogen. Det lyder lidt new age, og jeg ved ikke, om der er noget videnskabeligt belæg for det.
Uanset, så tror jeg at min krop har en meget selektiv hukommelse.
For hvorfor er det meget lettere for den at huske, hvor overvægtig jeg var engang (og stræbe efter at opnå den vægt igen), end at huske at jeg løb et halvmaraton for langt kortere tid siden? Dumme krop!
Efter dagens løbetur gjorde jeg mig umage for at huske den virkeligt gode fornemmelse jeg havde i min krop, mens jeg smed mit svedige løbetøj på badeværelsesgulvet og gik i bad. Den vil jeg gerne have at min krop husker på.
onsdag, december 07, 2011
Livsnyderens indigoblå dag
Det meste af tiden er jeg temmelig glad og ligevægtig. Mit liv er jo egentlig også vældig dejligt - jeg har en mand, jeg er meget glad for, jeg har et godt forhold til både hans og mine egne børn, og hvad angår mit job, er det vel ikke forbigået nogen, at jeg synes, at det jeg laver er sjovt.
Min økonomi er i orden, jeg bor et sted, jeg er glad for, og vi har fornøjelsen af at have gode venner, som vi kan grine og snakke og have gode oplevelser sammen med.
Alligevel er mit liv ikke altid lysegrønt. Der er nemlig også det indigoblå.
Det indigoblå sniger sig nogen gange ind i mit liv.
Der er altid en grund - og det er ikke fordi jeg er depressiv af natur, men det er som regel et sammenfald af forskellige ting - for eksempel kombinationen af travlhed, vintermørke og ting på privatsiden, som tynger - hver for sig er de til at bære, men tilsammen kan de stække smilebåndene på denne her ellers så letsindede livsnyder.
Lige nu kikker jeg ud fra det indigoblå. I behøver ikke bekymre jer for mig, for jeg er ok, og jeg passer på mig selv. Men der er ikke helt den samme glæde og energi som ellers. Livsnydere kan altså også have sorger og mørke timer. Eller, indigoblå timer.
Når jeg er i det indigoblå, tænker jeg alt for meget. Jeg bekymrer mig, og giver mig selv skylden for alt muligt lige fra vinterkrigen mellem Rusland og Finland og til finanskrisen. Eller noget i den stil. Jeg tuder på sagesløse veninder, og på min stakkels mand, når jeg skal forklare, hvad der er galt. Og jeg tuder ellers ikke ret tit, kan jeg oplyse om.
Dagene i det indigoblå er overskyede, og de stjæler min energi. Og selvom jeg forsøger at leve livet som normalt, kan jeg godt mærke, at jeg ikke er i stand til at give så meget som ellers. Når solen skinner, ser jeg det gennem det blå filter, inde fra det der hul, jeg er i.
Jeg kommer ud lige om lidt. Jeg skal bare være færdig med at snakke med mig selv, og finde ud af hvad jeg skal gøre for at finde mine ben igen. I mellemtiden er jeg lidt mere tyndhudet, træt og muligvis lidt mere stille end ellers.
I aften tror jeg bare jeg ruller mig sammen i sofaen, og går i seng så snart jeg kan slippe afsted med det.
Jeg kender en, som godt gider putte mig - heldigvis :-)
Min økonomi er i orden, jeg bor et sted, jeg er glad for, og vi har fornøjelsen af at have gode venner, som vi kan grine og snakke og have gode oplevelser sammen med.
Alligevel er mit liv ikke altid lysegrønt. Der er nemlig også det indigoblå.
Det indigoblå sniger sig nogen gange ind i mit liv.
Der er altid en grund - og det er ikke fordi jeg er depressiv af natur, men det er som regel et sammenfald af forskellige ting - for eksempel kombinationen af travlhed, vintermørke og ting på privatsiden, som tynger - hver for sig er de til at bære, men tilsammen kan de stække smilebåndene på denne her ellers så letsindede livsnyder.
Lige nu kikker jeg ud fra det indigoblå. I behøver ikke bekymre jer for mig, for jeg er ok, og jeg passer på mig selv. Men der er ikke helt den samme glæde og energi som ellers. Livsnydere kan altså også have sorger og mørke timer. Eller, indigoblå timer.
Når jeg er i det indigoblå, tænker jeg alt for meget. Jeg bekymrer mig, og giver mig selv skylden for alt muligt lige fra vinterkrigen mellem Rusland og Finland og til finanskrisen. Eller noget i den stil. Jeg tuder på sagesløse veninder, og på min stakkels mand, når jeg skal forklare, hvad der er galt. Og jeg tuder ellers ikke ret tit, kan jeg oplyse om.
Dagene i det indigoblå er overskyede, og de stjæler min energi. Og selvom jeg forsøger at leve livet som normalt, kan jeg godt mærke, at jeg ikke er i stand til at give så meget som ellers. Når solen skinner, ser jeg det gennem det blå filter, inde fra det der hul, jeg er i.
Jeg kommer ud lige om lidt. Jeg skal bare være færdig med at snakke med mig selv, og finde ud af hvad jeg skal gøre for at finde mine ben igen. I mellemtiden er jeg lidt mere tyndhudet, træt og muligvis lidt mere stille end ellers.
I aften tror jeg bare jeg ruller mig sammen i sofaen, og går i seng så snart jeg kan slippe afsted med det.
Jeg kender en, som godt gider putte mig - heldigvis :-)
søndag, november 27, 2011
Livsnyderens halvhedenske jul
Jeg kan godt lide jul, selvom jeg ikke er kristen.
Der er masser af ting at synes om:
Stearinlysene over alt i huset, som lyser op i mørket.
Lyskæderne i havens buske, som gør tusmørket kl. 16 lidt lettere at bære.
De lækre småkager, og hyggelige sammenkomster med gode venner.
God, hjemmelavet glögg, både den hvide og den røde slags.
Havregrynskonfekt!
Familien, der samles og hygger, spiser, spiller spil.
Fridagene og roen.
Jeg synes det er en dejlig, hyggelig årstid, selvom jeg fint kunne undvære gaveræset. Jeg synes det er svært at finde på gode gaveønsker, og jeg kender forbavsende mange, som har det på samme måde.
Vores juleaften er helt almindelig, med juletræ og julesalmer. Vi går ikke i kirke, og vi beder ikke bordbøn eller læser juleevangeliet. Salmerne har vi dog stadig - mange af dem er smukke, og minder mig om min barndoms skønne familiejul. Og når man elsker at synge så meget som jeg gør, er julesalmerne fine at samles med familien om.
En af de virkeligt gode ting ved julen er, at det er der, dagene vender og begynder at blive længere. Når jeg tænder kalenderlys og adventsstage, er det i virkeligheden nedtælling til det. I mit hoved, ihvertfald. Oprindelig var julen jo også en hedensk lysfest, og det er da i den grad værd at fejre, at mørket snart begynder at slippe sit tag og dagene snart begynder at længes.
Jeg glæder mig til lyset kommer igen - og i mellemtiden tænder jeg lys i mørket omkring mig.
(Her er min yndlingssalme - Blomstre som en rosengård. Det er det fantastiske kor X-tetten, som synger den - jeg er nr. 4 fra højre.)
Der er masser af ting at synes om:
Stearinlysene over alt i huset, som lyser op i mørket.
Lyskæderne i havens buske, som gør tusmørket kl. 16 lidt lettere at bære.
De lækre småkager, og hyggelige sammenkomster med gode venner.
God, hjemmelavet glögg, både den hvide og den røde slags.
Havregrynskonfekt!
Familien, der samles og hygger, spiser, spiller spil.
Fridagene og roen.
Jeg synes det er en dejlig, hyggelig årstid, selvom jeg fint kunne undvære gaveræset. Jeg synes det er svært at finde på gode gaveønsker, og jeg kender forbavsende mange, som har det på samme måde.
Vores juleaften er helt almindelig, med juletræ og julesalmer. Vi går ikke i kirke, og vi beder ikke bordbøn eller læser juleevangeliet. Salmerne har vi dog stadig - mange af dem er smukke, og minder mig om min barndoms skønne familiejul. Og når man elsker at synge så meget som jeg gør, er julesalmerne fine at samles med familien om.
En af de virkeligt gode ting ved julen er, at det er der, dagene vender og begynder at blive længere. Når jeg tænder kalenderlys og adventsstage, er det i virkeligheden nedtælling til det. I mit hoved, ihvertfald. Oprindelig var julen jo også en hedensk lysfest, og det er da i den grad værd at fejre, at mørket snart begynder at slippe sit tag og dagene snart begynder at længes.
Jeg glæder mig til lyset kommer igen - og i mellemtiden tænder jeg lys i mørket omkring mig.
(Her er min yndlingssalme - Blomstre som en rosengård. Det er det fantastiske kor X-tetten, som synger den - jeg er nr. 4 fra højre.)
fredag, november 25, 2011
Livsnyderen i det politiske hjørne
I disse dage forhandles om et lovforslag, som jeg har ventet på længe.
Det er ikke fordi det ændrer min situation i det daglige, eller på nogen måde giver mig eller nogen af mine fordele.
For jeg taler om "starthjælpen", som blev indført af den tidligere regering - velsagtens for at Pia Kjærsgaard & Co. kunne glæde sig over at have marginaliseret småtbemidlede udlændinge endnu mere. Eller som det hedder på Pia-speak "motiveret dem til at integrere sig og komme i arbejde".
Starthjælpen blev indført i 2003 og er en barberet bistandsydelse, som gives til folk, som de sidste 8 år har opholdt sig 7 af årene udenfor Danmark, og som ikke kan forsørge sig selv. Det skulle, som nævnt, motivere udlændinge til ikke at hvile på den edderdunspude, som bistandshjælpen jo er (det ved alle, som Dolph siger), og i stedet gå ud og få sig et job. Og integrere sig, og spise frikadeller.
For vi ved jo alle sammen hvor fantastisk effektfuld negativ motivation er.
At starthjælpen ikke fungerede som det angiveligt var meningen, viste sig efter nogle år. Som forudsagt kom der ikke flere af målgruppen i arbejde - de blev bare mere marginaliserede og mere fattige, og når man er fattig, er det svært at få råd til sende ungerne til fodbold og spejder og den slags ... og så bliver de også dårligere integreret.
Alligevel lavede man ikke loven om.
Da folketingsvalget var på trapperne, var jeg meget splittet. Jeg er vist det, man kan kalde en borgerlig radikal (selv kan jeg godt lide udtrykket "social-liberal"), og absolut ikke nogen fan af hverken SF eller Enhedslisten (jeg er ikke så vild med statens overtagelse af industrien og den slags). Hvad angår Socialdemokraterne, føler jeg mig lidt mere i familie ... men jeg er aldrig blevet helt revet med af Helle Thorning.
Men de borgerlige partier kunne jeg altså ikke stemme på. Når jeg laver sådan nogen hvem-er-du-enig-med tests, står DF altid som den jeg er ALLERMEST uenig med - - og så er det jo lidt svært at gå ind for en regering, som er totalt i lommen på dem. For det følte jeg, at de var. Venstre kan jeg ellers blive enig med om mange ting, men den der uhellige alliance måtte jeg tage afstand fra.
Alligevel var jeg glad over valgets resultat. For vi fik Pia K. fra fadet, og en anden god ting var, at de Radikale havde et godt valg. Jeg tænkte, at hvis de kunne få det til at fungere, var det okay. Socialt hjerte med borgerlig økonomipolitik - det er lige op af min boldgade!
For et par uger siden hørte jeg i P1 en udsendelse om to danske kvinder, der begge levede på starthjælp, og det var simpelthen fortvivlende. Begge kvinder havde problemer, der forhindrede dem i at komme på arbejdsmarkedet - den ene var kommet hjem til Danmark med PTS (Posttraumatisk Stress) efter at have levet i udlandet med en voldelig ægtefælle.
Forestil dig at have 41 kr. om dagen at leve for. Min indignation blev gen-tændt! Heldigvis sluttede udsendelsen (som var optaget i august) med, at de ringede til en af kvinderne og fortalte, at en afskaffelse af starthjælpen var planlagt af den nuværende regering. Hun var så lykkelig, for nu kunne hun få råd til at købe de jerntabletter, lægen sagde hun skulle have, og hun kunne komme til tandlæge.
Jeg er så glad for at vi kommer af med starthjælpen, for den kan vi simpelthen ikke være bekendt. Jeg ved godt riget fattes penge - men den blev jo heller ikke indført som et besparende tiltag dengang.
Nu kan vi få ryddet op i nogen af de ting, der lever som forkrøblede bastarder af en V-far og en DF-mor i vores lovgivning. Væk skal de! Så kan jeg godt leve med at se Ole Sohn som Erhvervs- og vækstminister for en tid, selvom det kryber i mig. For slet ikke at nævne Villy Søvndal ... suk.
Det er store vaskedag, og så kan det være vi om 4 år kan få en regering hen over midten, når lov-bastarderne er aflivet.
Det er ikke fordi det ændrer min situation i det daglige, eller på nogen måde giver mig eller nogen af mine fordele.
For jeg taler om "starthjælpen", som blev indført af den tidligere regering - velsagtens for at Pia Kjærsgaard & Co. kunne glæde sig over at have marginaliseret småtbemidlede udlændinge endnu mere. Eller som det hedder på Pia-speak "motiveret dem til at integrere sig og komme i arbejde".
Starthjælpen blev indført i 2003 og er en barberet bistandsydelse, som gives til folk, som de sidste 8 år har opholdt sig 7 af årene udenfor Danmark, og som ikke kan forsørge sig selv. Det skulle, som nævnt, motivere udlændinge til ikke at hvile på den edderdunspude, som bistandshjælpen jo er (det ved alle, som Dolph siger), og i stedet gå ud og få sig et job. Og integrere sig, og spise frikadeller.
For vi ved jo alle sammen hvor fantastisk effektfuld negativ motivation er.
At starthjælpen ikke fungerede som det angiveligt var meningen, viste sig efter nogle år. Som forudsagt kom der ikke flere af målgruppen i arbejde - de blev bare mere marginaliserede og mere fattige, og når man er fattig, er det svært at få råd til sende ungerne til fodbold og spejder og den slags ... og så bliver de også dårligere integreret.
Alligevel lavede man ikke loven om.
Da folketingsvalget var på trapperne, var jeg meget splittet. Jeg er vist det, man kan kalde en borgerlig radikal (selv kan jeg godt lide udtrykket "social-liberal"), og absolut ikke nogen fan af hverken SF eller Enhedslisten (jeg er ikke så vild med statens overtagelse af industrien og den slags). Hvad angår Socialdemokraterne, føler jeg mig lidt mere i familie ... men jeg er aldrig blevet helt revet med af Helle Thorning.
Men de borgerlige partier kunne jeg altså ikke stemme på. Når jeg laver sådan nogen hvem-er-du-enig-med tests, står DF altid som den jeg er ALLERMEST uenig med - - og så er det jo lidt svært at gå ind for en regering, som er totalt i lommen på dem. For det følte jeg, at de var. Venstre kan jeg ellers blive enig med om mange ting, men den der uhellige alliance måtte jeg tage afstand fra.
Alligevel var jeg glad over valgets resultat. For vi fik Pia K. fra fadet, og en anden god ting var, at de Radikale havde et godt valg. Jeg tænkte, at hvis de kunne få det til at fungere, var det okay. Socialt hjerte med borgerlig økonomipolitik - det er lige op af min boldgade!
For et par uger siden hørte jeg i P1 en udsendelse om to danske kvinder, der begge levede på starthjælp, og det var simpelthen fortvivlende. Begge kvinder havde problemer, der forhindrede dem i at komme på arbejdsmarkedet - den ene var kommet hjem til Danmark med PTS (Posttraumatisk Stress) efter at have levet i udlandet med en voldelig ægtefælle.
Forestil dig at have 41 kr. om dagen at leve for. Min indignation blev gen-tændt! Heldigvis sluttede udsendelsen (som var optaget i august) med, at de ringede til en af kvinderne og fortalte, at en afskaffelse af starthjælpen var planlagt af den nuværende regering. Hun var så lykkelig, for nu kunne hun få råd til at købe de jerntabletter, lægen sagde hun skulle have, og hun kunne komme til tandlæge.
Jeg er så glad for at vi kommer af med starthjælpen, for den kan vi simpelthen ikke være bekendt. Jeg ved godt riget fattes penge - men den blev jo heller ikke indført som et besparende tiltag dengang.
Nu kan vi få ryddet op i nogen af de ting, der lever som forkrøblede bastarder af en V-far og en DF-mor i vores lovgivning. Væk skal de! Så kan jeg godt leve med at se Ole Sohn som Erhvervs- og vækstminister for en tid, selvom det kryber i mig. For slet ikke at nævne Villy Søvndal ... suk.
Det er store vaskedag, og så kan det være vi om 4 år kan få en regering hen over midten, når lov-bastarderne er aflivet.
onsdag, november 23, 2011
Livsnyderen synes man er forpligtet
Man har en forpligtelse til at tænke før man taler.
Og har man en ledende stilling har man også en forpligtelse til at tænke sig om, før man drikker sig bagstiv og siger til en ny-fraskilt kollega, "om hun ikke snart skal have en ny mand."
Sexchikane? Det ved jeg ikke. Det kommer helt an på konteksten, det er sagt i. Men dumt, plat og måske endda sårende - det synes jeg faktisk den kommentar er.
En minister (som godt nok ikke var minister dengang, men velsagtens noget ved musikken i partiet) med en sexchikanesag - ja, man kan vel glæde sig over, at han ikke er ligestillingsminister.
Lettere roe-lam må han ihvertfald være, når han åbner sit store gab og lader sådan en lummerhed slippe ud.
Værre endnu står det da næsten til med kommentatorerne på de onlinemedier jeg har set.
Besynderligt nok står mennesker i kø for at bakke op om platte-Carsten og fordømme hende, han (måske) har bagt på. For hun er garanteret selv ude om det, og sikke en sart snerpe. Hun skulle vist være blevet hjemme fra julefrokost, når hun er sådan en mimose.
Okay så.
Når vi som kvindelige kolleger går til julefrokost, skal vi altså tage det som en opfordring til mændene: "Kom og henstøn snapse-lugtende dumheder i mit øre, og rag mig lidt på låret."
Nej fandme nej. Skal nogen beføle mine lårbasser, skal det være pr. invitation. Ikke fordi "når hun nu er mødt op til julefrokost, må hun da også være lidt frisk!".
Endnu værre bliver det, hvis befamleren er en overordnet. Man tøver måske lige lidt mere med at give sin chef et solidt puf, hvis han bliver nærgående - vil måske gerne lige løse det i mindelighed. Måske lader man sine grænser overskride lidt mere.
Hvad er man for en chef, hvis man sætter sine folk i den situation??
Mine drenge kan ihvertfald vide sig sikre i forvisningen om, at jeg ikke kunne finde på at begynde at lapdance på dem, eller noget tilsvarende - og jeg er ikke engang chef, bare en simpel projektleder.
Men hvis kulturen er sådan, som det ser ud til på onlinemedierne, så er jeg jo bare en kedelig livsnyder. Eller noget.
Og har man en ledende stilling har man også en forpligtelse til at tænke sig om, før man drikker sig bagstiv og siger til en ny-fraskilt kollega, "om hun ikke snart skal have en ny mand."
Sexchikane? Det ved jeg ikke. Det kommer helt an på konteksten, det er sagt i. Men dumt, plat og måske endda sårende - det synes jeg faktisk den kommentar er.
En minister (som godt nok ikke var minister dengang, men velsagtens noget ved musikken i partiet) med en sexchikanesag - ja, man kan vel glæde sig over, at han ikke er ligestillingsminister.
Lettere roe-lam må han ihvertfald være, når han åbner sit store gab og lader sådan en lummerhed slippe ud.
Værre endnu står det da næsten til med kommentatorerne på de onlinemedier jeg har set.
Besynderligt nok står mennesker i kø for at bakke op om platte-Carsten og fordømme hende, han (måske) har bagt på. For hun er garanteret selv ude om det, og sikke en sart snerpe. Hun skulle vist være blevet hjemme fra julefrokost, når hun er sådan en mimose.
Okay så.
Når vi som kvindelige kolleger går til julefrokost, skal vi altså tage det som en opfordring til mændene: "Kom og henstøn snapse-lugtende dumheder i mit øre, og rag mig lidt på låret."
Nej fandme nej. Skal nogen beføle mine lårbasser, skal det være pr. invitation. Ikke fordi "når hun nu er mødt op til julefrokost, må hun da også være lidt frisk!".
Endnu værre bliver det, hvis befamleren er en overordnet. Man tøver måske lige lidt mere med at give sin chef et solidt puf, hvis han bliver nærgående - vil måske gerne lige løse det i mindelighed. Måske lader man sine grænser overskride lidt mere.
Hvad er man for en chef, hvis man sætter sine folk i den situation??
Mine drenge kan ihvertfald vide sig sikre i forvisningen om, at jeg ikke kunne finde på at begynde at lapdance på dem, eller noget tilsvarende - og jeg er ikke engang chef, bare en simpel projektleder.
Men hvis kulturen er sådan, som det ser ud til på onlinemedierne, så er jeg jo bare en kedelig livsnyder. Eller noget.
søndag, oktober 09, 2011
Livsnyderweekend
Åh, det har været en dejlig weekend!
Sprængfyldt med alle de gode ting, som gør livet værd at leve:
Hus-sitteren er booket, så der ikke er nogen der løber med vores hjem, mens vi er væk :-)
Der har været kaffedrikning i sofaen og hygge over lækker aftensmad, og masser af god snak.
Mine batterier er ladet op til en ny uge.
Jeg håber bare, at mit anfald af tinnitus fra gårsdagens koncert når at holde helt op! Jeg glemte ørepropperne ... dem husker jeg næste gang.
Sprængfyldt med alle de gode ting, som gør livet værd at leve:
- fremskridt i vores karnapværelses-projekt
- hygge med ham, jeg elsker
- løbe- og gåture
- en spontan koncert i Det Bruunske Pakhus (Led Zeppelin-coverbandet Physical Graffiti)
- mulighed for at sove indtil man ikke gider sove mere
Hus-sitteren er booket, så der ikke er nogen der løber med vores hjem, mens vi er væk :-)
Der har været kaffedrikning i sofaen og hygge over lækker aftensmad, og masser af god snak.
Mine batterier er ladet op til en ny uge.
Jeg håber bare, at mit anfald af tinnitus fra gårsdagens koncert når at holde helt op! Jeg glemte ørepropperne ... dem husker jeg næste gang.
lørdag, oktober 08, 2011
Den maskuline livsnyder
Jeg er kommet igang med at løbe igen ... igen. Og det føles som om skaden, jeg løb (haha) ind i nogle måneder efter Lillebælt Halvmaraton i 2009, endelig er gået i sig selv.
For at passe på mig selv besluttede jeg at starter rigtig, rigtig forsigtigt op. Så jeg fandt dourun.dk's begynderprogram frem og kikkede på uge 1. Og så startede jeg i uge 4 (der er også grænser for HVOR forsigtig man skal være).
Lige nu er jeg igang med uge 7, og det går rigtig, rigtig godt. I vinter gjorde mit baglår ondt inden jeg var ude af Fasanvej, men jeg har endnu ikke mærket noget til det, så jeg håber det er væk for stedse.
Jeg har opdateret min løbegarderobe lidt. Jeg elsker at løbe i tights der går ned over knæene, men ejede kun et enkelt par. For nylig købte jeg to par mere, så jeg er godt med igen. Jeg har også, i forbindelse med vores vejfest, hvor der var kræmmermarked, købt min nabos meget let brugte nike løbejakke. Kæft den er lækker! Den kommer til at hænge på mig i hele lang-ærme-sæsonen.
Der er bare det, at min nabo altså er en mand. Og det er nok derfor den der løbejakke passer mig så super perfekt.
Jeg kan nemlig ikke ret godt med dame-løbetøj. Jo, dametights er fint nok, selvom jeg ejer både dame- og herretights. Men løbetrøjer og -jakker ... jeg er simpelthen ikke petite nok til de damestørrelser, de opererer i. En herrestørrelse løbetrøje i small eller medium passer mig meget bedre end en str. 40 eller L i damestørrelse - herretrøjen er lang nok, og bred nok over skuldrene og brystet. Og alligevel ikke løs alle de forkerte steder.
Efterhånden har jeg jo lært det nogenlunde. Og køber herremodellerne, fordi de simpelthen ofte passer mig bedre. Men så er der alle de der damemodeller, jeg har fået til diverse firma-arrangementer og kvindeløb. Selv i mine tynde perioder passer de mig ikke rigtigt - for når de så passer mig over skuldrene, er de alt for store ned over kroppen.
Jeg er åbenbart lidt maskulin i faconen, men jeg tager det ikke så tungt. Indtil videre har jeg endnu aldrig oplevet, at folk løb skrigende bort når jeg kom ind i et rum, og gift og moder er jeg da også blevet :-)
Jeg har faktisk også tit lyst til at gå ind i herrebutikker, for jeg synes tit at de jeans jeg ser der, er meget smartere end dem i damebutikkerne. Men jeg har ikke været modig nok endnu.
Måske kommer det :-)
For at passe på mig selv besluttede jeg at starter rigtig, rigtig forsigtigt op. Så jeg fandt dourun.dk's begynderprogram frem og kikkede på uge 1. Og så startede jeg i uge 4 (der er også grænser for HVOR forsigtig man skal være).
Lige nu er jeg igang med uge 7, og det går rigtig, rigtig godt. I vinter gjorde mit baglår ondt inden jeg var ude af Fasanvej, men jeg har endnu ikke mærket noget til det, så jeg håber det er væk for stedse.
Jeg har opdateret min løbegarderobe lidt. Jeg elsker at løbe i tights der går ned over knæene, men ejede kun et enkelt par. For nylig købte jeg to par mere, så jeg er godt med igen. Jeg har også, i forbindelse med vores vejfest, hvor der var kræmmermarked, købt min nabos meget let brugte nike løbejakke. Kæft den er lækker! Den kommer til at hænge på mig i hele lang-ærme-sæsonen.
Der er bare det, at min nabo altså er en mand. Og det er nok derfor den der løbejakke passer mig så super perfekt.
Jeg kan nemlig ikke ret godt med dame-løbetøj. Jo, dametights er fint nok, selvom jeg ejer både dame- og herretights. Men løbetrøjer og -jakker ... jeg er simpelthen ikke petite nok til de damestørrelser, de opererer i. En herrestørrelse løbetrøje i small eller medium passer mig meget bedre end en str. 40 eller L i damestørrelse - herretrøjen er lang nok, og bred nok over skuldrene og brystet. Og alligevel ikke løs alle de forkerte steder.
Efterhånden har jeg jo lært det nogenlunde. Og køber herremodellerne, fordi de simpelthen ofte passer mig bedre. Men så er der alle de der damemodeller, jeg har fået til diverse firma-arrangementer og kvindeløb. Selv i mine tynde perioder passer de mig ikke rigtigt - for når de så passer mig over skuldrene, er de alt for store ned over kroppen.
Jeg er åbenbart lidt maskulin i faconen, men jeg tager det ikke så tungt. Indtil videre har jeg endnu aldrig oplevet, at folk løb skrigende bort når jeg kom ind i et rum, og gift og moder er jeg da også blevet :-)
Jeg har faktisk også tit lyst til at gå ind i herrebutikker, for jeg synes tit at de jeans jeg ser der, er meget smartere end dem i damebutikkerne. Men jeg har ikke været modig nok endnu.
Måske kommer det :-)
torsdag, september 01, 2011
Livsnyderen om held i uheld
Min rare svigerfar er igen-igen på sygehuset med sin lungesygdom. Han lider af KOL - og han er en sej banan, som lider i stilhed. Men ind imellem må han ind og justeres i medicin, når det skralder for meget, og det har det gjort på det sidste.
Det er synd for ham, og for min svigermor, at han ikke har det godt.
Men der er lidt godt i sådan en dum situation. For i morgen henter Bruno nemlig sin mor, og så skal hun forkæles lidt hernede i weekenden. Det er rigtig længe siden de har kunnet besøge os sidst, fordi min svigerfar ikke kan holde til turen, så der er sket meget i huset, siden hun var her sidst.
Jeg glæder mig til at hygge om min søde svigermor!
Det er synd for ham, og for min svigermor, at han ikke har det godt.
Men der er lidt godt i sådan en dum situation. For i morgen henter Bruno nemlig sin mor, og så skal hun forkæles lidt hernede i weekenden. Det er rigtig længe siden de har kunnet besøge os sidst, fordi min svigerfar ikke kan holde til turen, så der er sket meget i huset, siden hun var her sidst.
Jeg glæder mig til at hygge om min søde svigermor!
søndag, august 28, 2011
Livsnyderen spidser valg-blyanten
Så blev der for alvor fløjtet til valgkamp i fredags, selvom parterne da har været igang med opvarmningen uendeligt længe.
Jeg synes ikke det var et øjeblik for tidligt, for det virker lidt på mig som om der går lidt deadlock i tingene, når alle ved at der bliver folketingsvalg lige om lidt ... men ikke præcis hvornår.
Hjemme hos os bliver der snakket meget politik, hele året. Vi er ikke altid enige om alt, men vi kan godt lide at diskutere, og ungerne er efterhånden så store at de har meninger, og spørgsmål til os om, hvad vi mener om det ene, og hvad det andet i øvrigt betyder?
Jeg synes det er svært ikke at interessere sig for politik, og jeg har aldrig helt forstået hvad folk mener, når de siger "Jeg interesserer mig ikke for politik."
For den politik, der føres i et land, har jo indflydelse på vores allesammens liv. På hvor meget vi betaler i skat, på hvordan vores børn bliver passet og undervist, på udviklingen af det vejnet vi kører på i vores bil, og på alle mulige andre aspekter af vores liv.
Så jeg har altid interesseret mig fra politik, stort set fra jeg var gammel nok til at fatte, hvad der blev sagt i TV-avisen (altså ... det meste af tiden. Engang imellem kan det såmænd være uforståeligt nok, men jeg er ikke sikker på at det har med min fatteevne at gøre).
En af de ting, der faktisk først gik op for mig, da jeg var ret voksen, var hvor uendelig stor pris vi skal sætte på, at vi har demokrati, og dermed ret til at stemme. Måske var det i virkeligheden murens fald, det gjorde mig opmærksom på, at alle mennesker dybest set gerne vil have indflydelse på de beslutninger, der sætter rammerne om deres liv. Især hvis de har prøvet IKKE at have det.
Min dybe respekt for det demokrati vi har, udløser af og til lange og højstemte taler, med mine arme børn som tilhørere. De bærer dog over med det, for det betyder også, at hos os er en valgaften en festaften.
Der er sengetid for en tid annulleret, og familien samles om fjernsynet, hvor vi følger stemmetællingen, og snakker om valget. Det kan godt være, at nogle af os er skuffede når valgets resultat gøres op, men demokratiet betyder jo, at de flestes stemmer tæller. Og så er det alligevel en festdag.
Traditionen medfører også ostebord med kiks og et lille glas rødvin til de voksne. Der er en særlig stemning og hygge lige den aften.
Så vi glæder os til den 15. september - til en valgaften på godt og ondt, men især på godt.
fredag, august 26, 2011
Den klamme livsnyder
For ikke så længe siden så jeg en dame, der skrev i en avis (eller et andet sted ... har faktisk glemt hvor) at mange har en uhygiejnisk uvane: nemlig at tage deres mobiltelefon med på toilettet.
Det spekulerede jeg noget over.
Jeg har nemlig ofte fået tiden under mit "morgentoilette" (som vi kalder det her - det, der trænger sig på når man har overstået havregrynene og morgenkaffen) med et spil Words eller en lille kabale.
Det var dog lidt svært for mig at se hvori det uhygiejniske bestod, eftersom mine fingre ikke havde foretaget sig noget væmmeligere end at trække mine bukser ned, før jeg berørte min iPhones glatte overflade. Og eftersom jeg efter endt "morgentoilette" lagde den i lommen igen, for derefter at gøre hvad man gør og herefter vaske hænder, må jeg indrømme at jeg affærdigede den hygiejne-bekymrede dame med et skuldertræk. For jeg regner faktisk ikke med, at min bukseknap og -linning er en væmmelig rede for livsfarlige bakterier.
Jeg havde egentlig næsten glemt det igen, da en diskussion på mit arbejde gjorde mig opmærksom på at jeg tog FULDSTÆNDIG fejl. Emnet var, hvor usigeligt klamt det er at læse blade på toilettet!! Jamen alle de bakterier!!
Her blev jeg lidt interesseret, for det kunne jo være, at nogen havde fundet på spændende anvendelser af ugeblade, som jeg hidtil ikke havde hørt om, men nej. Det er simpelthen så ulækkert at læse et blad på toilettet. Den blotte TILSTEDEVÆRELSE af et vandkloset er simpelthen nok, uanset hvilke nærmest overlægeagtige afvaskninger man udsætter sine hænder for efter endt ærinde.
Der er simpelthen luftbårne lortebakterier overalt på dit badeværelse! Da en kollega så sagde: "Jamen, står din tandbørste ikke derude?" endte diskussionen lidt. Jeg syntes det var en fantastisk replik, må jeg indrømme. Men jeg er da lidt bekymret.
Og jeg har slet ikke tid til at skrive mere. Jeg skal hen og overbevise Bruno om, at vi skal have installeret luftsluser udenfor alle vores (3) toiletter. Gerne med kemiske brusebade.
fredag, august 19, 2011
Livsnyderens bønner
Som sædvanlig vejer jeg liiidt mere end jeg burde, nu hvor min sommerferie er forbi.
Så da vi skulle starte på arbejde igen - her for et par uger siden - snakkede vi om mad, og hvordan vi skal spise fremadrettet.
Nu er jeg så heldig at jeg har en mand, som OGSÅ bliver lidt for polstret engang imellem. Så vi snakkede om hvordan vi skulle have sat maden i system og gjort den lidt mere sund. Emnet "madplan" kom op. Vi har i perioder - lange perioder - lavet madplan en gang om ugen, og egentlig ELSKER vi det. Når den altså ER lavet.
For når vi har en madplan
- står vi ikke ved køledisken 16.15 og ser desperate ud, fordi vi lige 1-2-3 skal finde på noget sundt, lækkert, varieret mad på vej hjem fra arbejde.
- ender vi ikke med at spise det samme (med små variationer) 3 gange på samme uge.
- kan vi købe stort ind EN gang, og så kun supplere med småting.
- sparer vi tid, penge og bekymringer.
Problemet var bare, at få lavet den der sk*de madplan. Spørgsmålet "Hvad skal vi finde på?" var nærliggende.
Så da vi snakkede om mad og madplan og sundhed, der sidst i ferien, kom jeg op med en ide som jeg har gået og puslet lidt med, efter jeg havde læst en artikel i Samvirke engang i sommer.
Vegetarmad.
Ikke, at jeg synes vi skal blive vegetarer. Men der er rigtig mange gode grunde til at spise mindre kød. En af de rigtig gode er, at det er godt for miljøet. En anden er, at det er sundt at variere sin kost mest muligt - og at smide et par vegetarmåltider ind, er en måde at gøre det på.
Men den vægtigste grund var, at jeg trængte til at vi begyndte at tænke anderledes, og lave andre retter end vi plejer. Og så havde jeg set den her opskrift på rodfrugtbøffer, der bare så super lækker ud.
Bruno syntes det var en god ide, og han foreslog vi også indførte en fiskedag om ugen. Så det har vi gjort. Og jeg har investeret i en spændende vegetarkogebog - jeg må sige at jeg er begejstret!
For vegetarmad er lækkert. Lækkert og mættende, og det, at kød ikke er en ingrediens, giver bare en variation, som jeg synes er herlig. Det ville sikkert være det samme, hvis en livslang vegetar begyndte at spise kødretter et par gange om ugen.
Idag fik vi lima-bønner som var bagt i ovnen med en chilitomatsauce og cheddar over - tilbehøret var hjemmelavet tomatsalsa, og ditto hvedetortillaer samt guacamole. MAND, det smagte godt!
Jeg glæder mig allerede til at prøve den Chili sin carne, som er i kogebogen - hvor kødet er erstattet af forskellige bønner. Jeg elsker bønner :-) ... og det er endnu en glimrende undskyldning for at lave guacamole.
Noget af det lidt sære er, når jeg nævner at vi er begyndt at spise mindre kød. Så er der altså nogen, der bliver helt stødte, og nærmest sure over det. "Skal I nu til at være vegetarer? Bilder I jer ind at det er sundt? Ja, JEG kan ihvertfald ikke undvære.... (indsæt selv en eller anden slags kød)."
Nej ... vi skal IKKE være vegetarer. Og vegetarmad kan naturligvis både være sund og usund - der er en hel, lækkert udseende og fedende afdeling i vegetarbogen om desserter.
Vi er IKKE gået i new-age mode og tror på krystalhealing og sære vibrationer i vand. Vi er stadig skeptikere til kernen.
Vi vil bare gerne spise mere varieret - og med de nye vegetarretter kunne man godt sige, at mine bønner var blevet hørt...
tirsdag, august 09, 2011
Livsnyderen bruger børnearbejde
Inden sommerferien snakkede jeg lommepenge med Kristian. Han har altid haft masser af penge på kistebunden, men på det sidste er han begyndt at få lidt mere forbrug. Han er blevet ældre, og det kan man jo se - også hvad det angår.
Så vi blev enige om, at her efter ferien skulle hans lommepenge sættes op - mod at han skulle lave lidt mere i huset.
Og han kan jo sagtens. På det sidste har jeg fundet ud af, at han faktisk har hænderne skruet rigtig godt på. Ham kan kan fint sætte til at hjælpe til, når der skal skæres og skrælles, ryddes op og ordnes.
Igår startede jeg på arbejde. Kristian skal først i skole på mandag, så da jeg tog på arbejde, lagde jeg en seddel til ham - han skulle tømme opvaskemaskinen (plejer han nu også at gøre helt uopfordret) og hænge vasketøj op.
Og da jeg i dag stod i kælderen for at tage vasketøjet ned, måtte jeg konstatere, at det er han faktisk god til. Også det.
De bliver jo store, de unger. Bodil tager kørekort, og Kristian er en næsten voksen ung mand. Og det er jo "de små" vi her snakker om. Det er lidt underligt, men det er godt nok også dejligt!! Jeg er slet ikke i tvivl om, at Kristian bliver hver en krone af sin "lønforhøjelse" værd.
lørdag, august 06, 2011
Livsnyderen spekulerer på hvordan
Nu har jeg lige straks brugt hele min 3 ugers ferie op.
Den har været god! En uge i Østrig, med lidt blandet vejr, men med udelt skønhed i omgivelserne, og med dejligt selskab af mine to yngste poder samt min bedre halvdel.
Vi har vandret, badet, shoppet, kørt bil, og haft den ondeste krig kørende i "500" - og andre spil.
Så kom vi hjem, og da jeg var færdig med alt vasketøjet efter et par dage, holdt det op med at regne - og blev lækkert, varmt, dansk sommervejr. Så der blev drukket caipirinha i haven og grillet alverdens ting på grillen.
I denne sidste uge af ferien var min mor på visit. Det var hyggeligt - ikke mindst en tur ned på den engelske (kun for voksne damer) med tjekkisk øl og pubmad til frokost.
Igår vred vi alt ud af den sidste feriedag! Bruno, Andreas og jeg var i Vejle, hvor vi til Andreas' store fryd så Claus Elming (spørg mig ikke ... jeg synes han er liiidt irriterende) og Dennis Ritter (kan jeg så LIDT bedre forstå) for ikke at forglemme en LIDT træt Chris Anker Sørensen, som trods sin ikke særligt top-agtige placering på konge-etapen af Post Danmark Rundt (for det var den, vi besøgte) fik dagens største bifald alle 4 gange han kørte op ad Kiddesvej. Det er tilsyneladende hårdt at blive far!
Ovenpå den hårde eftermiddag valgte vi at lade Katia stå for aftensmaden. Det var som altid en herlig pasta-oplevelse, og vi gik mætte og glade hjem.
(Vi er vilde med Katias pastaretter. Det værste er at vælge hvilken en, man skal have ;)
Idag er det lørdag, og helt faktuelt er det ikke ferie mere .... bare weekend :-(
Andreas har taget toget og er på vej hjem til Aalborg, så om lidt vil jeg strippe lagner mv. af sengetøjet i gæsteværelset og lade det gå i dvale igen, indtil nogen kommer her på overnattende besøg.
Jeg vil have vasket i bund, strøget strygetøjet, og jeg vil forsøge mentalt at forberede mig på at skulle være arbejds-agtig igen.
Nu har jeg dasket rundt uden sko, make-up og BH i store dele af de sidste 3 uger, og mit hår har ikke set et hårprodukt i ugevis. Kan jeg overhovedet finde ud af at tage pænt tøj uden hængerøv på? Kan jeg ramme vipperne med min mascara (joooh det kan jeg nok ... jeg testede faktisk igår)? Kan jeg finde ud af at være professionel, planlægge og estimere, orientere mig i opgaverne? Har drengene snorksovet i mit fravær, så jeg kommer tilbage til en katastrofe (= ingen fremdrift de sidste 3 uger)? Er der opstået uforudsete problemer?
Kan jeg komme igennem en hel arbejdsdag uden at kaste mig i en sofa 10 minutter med en bog? Kan jeg overhovedet få øjne før kl. 8.30??
....mon ikke jeg finder ud af det, selvom det virker lidt uoverskueligt. For jeg glæder mig også. Det bliver dejligt at se kollegerne igen, og selv køreturen til Silkeborg glæder jeg mig til - det der frirum med lydbog og kaffe op gennem det midterste af Jylland.
Lige nu har jeg en halv lørdag og en hel søndag, hvor jeg bare skal nyde at det er sommer, og at jeg egentlig slet ikke er ked af at skulle afsted mandag morgen.
Selvom jeg da godt lige kunne ha' brugt et par feriedage mere.
tirsdag, juli 05, 2011
Livsnyderen om at leve lykkeligt til sine dages ende
I aften faldt jeg om i sofaen og faldt ind i et tv-program, hvor konceptet er, at et ungt par skal giftes - og manden skal planlægge det hele! *GISP!*
Underforstået: Det er jo en katastrofe - for kvinder vil jo bestemme det hele, og begrebet Bridezilla har ramt de danske kyster fra USA, hvor det helt sikkert er opstået.
Et af de første klip, der blev vist, var bruden der sagde "Ja, du skal jo rigtigt ned på knæ, for ellers vil jeg ikke giftes med dig." Og det så ud som om hun mente det. På trods af at hun allerede HAVDE taget valget om at leve sammen med manden, og også havde et barn med ham.
For det skal jo være på den rigtige måde. Min måde.
Sjovt nok viste det sig at bruden blev glad og positivt overrasket over det helt alternative arrangement, som gommen arrangerede. På trods af bombastiske udtalelser omkring at hun ikke ville giftes med ham, hvis kjolen var fra Lilly, og meget andet. Så blev hun glad og rørt, og nød dagen, som han havde gjort sig umage med at planlægge.
Ellers levede hun da godt op til den der gængse nu-er-vi-flyttet-sammen-så-jeg-bestemmer stereotyp, hvor mandens akvarier røg som det første ("De er jo grimme, og passer ikke til mine guld-buddhaer") og hun "vidste hvordan hun ville have det" - hvad angik alt fra boligindretning og til hvad de skulle foretage sig på ferier.
Og manden smilede bovlamt og tamt, og lignede et kastreret æsel. Aj, det gjorde han ikke, han var da en nydelig mand, men altså lidt kastreret i det.
Så det var bare sådan en pudsig ting at opleve, hvor positiv hun var, den der pige, som blev gift i en Lilly-model (som hun syntes var smuk) i en kirke (hun ville giftes på rådhuset) med en efterfølgende fest på Danmarks Akvarium (hun ville gerne ind i Cirkusbygningen, og havde ikke noget "forhold til fisk"). Glad og smilende og stolt og glad for sin perfekte bryllupsdag.
Hvad er det så, der gør at nogle kvinder tilsyneladende forvandler sig til parforholds-zilla'er - for det er jo ikke bare når der skal holdes bryllup, at nogle kvinder opfører sig som maniske hærchefer midt i en stillingskrig?
Jeg forstår det ikke, og jeg kender ikke årsagen. (Og jeg er jo naturligvis altid totalt zen og i balance)
Jeg kunne godt små-filosofere over, at det kunne være fordi kvinder idag både skal være perfekte mødre, elskerinder og have perfekte karrierer imens de lige smækker en gang speltboller til børnehavestuen sammen, mens de læser op på tantra-sex og forbereder sig til en 10 km løbetur med indbyggede intervaller. Men ret beset ved jeg det ikke, og fatter ikke en bjælde.
For de virker jo ikke lykkelige, og mændene bliver sq da heller ikke gladere over at blive fortrængt til lokummet, fordi deres hyggeværksteder er inddraget i samtalekøkkenet.
På den anden side er der så meget, jeg ikke forstår, fordi jeg er født med et halvt y-kromosom et eller andet sted i min ellers pænt feminint buttede krop. Eller fordi jeg er en halvgammel krage efterhånden, som ikke fatter hvordan det står til med nutidens mænd.
I så fald er jeg glad for min model 1959. Han er ikke sådan at bosse rundt med, har jeg fundet ud af.
Med mindre jeg beordrer ham til at smide sig i sofaen og se Tour de France. ;)
Abonner på:
Opslag (Atom)