Der er sket noget helt vanvittigt i mit liv.
For 2 dage siden sad jeg på et patienthotel med 3470 gram rendyrket skønhed og lykke i armene.
Jeg er blevet farmor - wow!!
:D
fredag, januar 04, 2013
tirsdag, januar 01, 2013
Livsnyderen om risiko og ansvar
På det seneste er jeg flere gange i diverse medier stødt på beskrivelser af et mystisk aggregat, som er udviklet i Sydafrika. Det er en dims, som kvinder kan indføre i skeden, og som vil tilføje en eventuel voldtægtsmand skade og smerter, hvis han forsøger sig med vaginal voldtægt af kvinden.
Man kan mene meget om sådan en dims, og min umiddelbare reaktion er, at hvis der er sagt nej, så er man lidt selv ude om det, hvis dunkedyret lider overlast.
Dingenoten er diskuteret vidt og bredt, og meningerne er mange. Det, der dog fik mine alarmklokker til at bimle, var en udtalelse fra en politimand i denne artikel fra BT:
"- Efter min mening er det bedste værn mod voldtægt, at man undgår at bringe sig i situationer, hvor man er særligt udsat. Det handler i høj grad om, hvor man færdes og hvornår og hvor fuld man er, siger vagtchefen.
Han tilføjer, at man i mange tilfælde kan afbøde det ved at tage en taxa, få nogen til at følge sig hjem eller at drikke sig i godt humør i stedet for fuld.
- Der sker selvfølgelig ting, som man ikke har mulighed for at gardere sig mod. Men vi ser også en del voldtægter, der kunne have været undgået med lidt sund fornuft."
Han tilføjer, at man i mange tilfælde kan afbøde det ved at tage en taxa, få nogen til at følge sig hjem eller at drikke sig i godt humør i stedet for fuld.
- Der sker selvfølgelig ting, som man ikke har mulighed for at gardere sig mod. Men vi ser også en del voldtægter, der kunne have været undgået med lidt sund fornuft."
Således taler den gode lovhåndhæver. Og der er da noget om, at man kan undgå risikofyldte situationer.
Men jeg synes det er problematisk, når en embedsmand står frem i pressen og siger: "Her får du lige en opskrift på at undgå voldtægt, unge dame."
For mig at se gør udtalelsen nemlig lige præcis det, at ansvaret for om man ender som voldtægtsoffer eller ej, bliver offerets.
Og kan det nogensinde være andet end gerningsmandens ansvar?
Politimanden kunne jo have fortsat, at man også kunne tænke over, hvordan man klædte sig. At man ikke skulle vise hud - og at man jo i øvrigt var sikrere, hvis man nøjedes med at færdes ude om dagen, og helst sammen med et mandligt familiemedlem. Burka, anyone?
Jeg ved godt jeg sætter det på spidsen, men jeg synes at det bør understreges med lårtykke, knaldrøde streger at GERNINGSMANDEN ALENE ER ANSVARLIG når kvinder voldtages.
Om jeg så danser can-can splitterragende nøgen ned midt igennem Jomfru Ane Gade nytårsaftensnat med en hegnspæl i øret, giver det ikke nogen ret til at tiltvinge sig adgang til mig seksuelt. Basta.
mandag, december 10, 2012
Livsnyderen har hørt det med!
Mens jeg sad og funderede over et indlæg om sære, irriterende og sjove formuleringsfejl, trillede der en mail ind i min mailboks.
En flink mand ville gerne fortælle mig om mulighederne ved min blog.
De må være sultne ... med de der 7-8 hits om dagen jeg vel efterhånden får (aner det ikke - - har ikke tæller på, men jeg skriver jo ikke voldsomt tit nu om dage) kan der ikke være alverden salg i det.
Jeg spurgte dog hvad det gik ud på - det KUNNE jo være noget interessant, men det viste det sig ikke at være.
Om jeg måske ville skrive noget om poker.
....poker???
Jeg har skrevet et venligt svar til ham, at det tror jeg godt nok ikke jeg vil. For jeg kan nok kun komme i tanker om en enkelt ting som er mere kedeligt end poker, og det er golf. Og så forklarede jeg, at jeg i øvrigt kun skriver nu om dage, når jeg mener et eller andet, og at jeg absolut ikke mener noget som helst om poker.
Altså, jeg tænker lidt at de MÅ være sultne, eller have for lidt at lave, for:
Men det har jeg ikke. Jeg kan højst komme op med småsure (hvis jeg har en dårlig tastaturdag) eller skarpe og sindrige (på en god dag) blogindlæg om snerpethed og den danske folkesjæl i øvrigt.
Og skrive at jeg får fniller når folk skriver "hip som haps" eller "bekræftige".
Poker har det sgutte noget med at gøre. Og jeg garanterer, at dette bliver det tætteste, I får på en post om poker EVER!
Og tak til mine fire læsere .. håber I er der endnu :D
UPDATE: Har lige opdaget at jeg HAR tæller på ... hele 500 hits om ugen? Mon den er i stykker? Det lyder som ALT for meget!!
En flink mand ville gerne fortælle mig om mulighederne ved min blog.
De må være sultne ... med de der 7-8 hits om dagen jeg vel efterhånden får (aner det ikke - - har ikke tæller på, men jeg skriver jo ikke voldsomt tit nu om dage) kan der ikke være alverden salg i det.
Jeg spurgte dog hvad det gik ud på - det KUNNE jo være noget interessant, men det viste det sig ikke at være.
Om jeg måske ville skrive noget om poker.
....poker???
Jeg har skrevet et venligt svar til ham, at det tror jeg godt nok ikke jeg vil. For jeg kan nok kun komme i tanker om en enkelt ting som er mere kedeligt end poker, og det er golf. Og så forklarede jeg, at jeg i øvrigt kun skriver nu om dage, når jeg mener et eller andet, og at jeg absolut ikke mener noget som helst om poker.
Altså, jeg tænker lidt at de MÅ være sultne, eller have for lidt at lave, for:
- de skriver til en meget u-hypet blog med maksimalt 4 faste læsere og ganske uden rundhjørnede, vaseline-tonede billeder af håndarbejde, blomster og strikketøj (der er ihvertfald langt imellem snapsene)
- de skriver til en blogger som er nede på 1-2 indlæg på en måned
- de har tydeligvis ikke læst nogen af de 1-2 indlæg, for der er ihvertfald ingen af dem der handler om noget der bare MINDER om poker.
Men det har jeg ikke. Jeg kan højst komme op med småsure (hvis jeg har en dårlig tastaturdag) eller skarpe og sindrige (på en god dag) blogindlæg om snerpethed og den danske folkesjæl i øvrigt.
Og skrive at jeg får fniller når folk skriver "hip som haps" eller "bekræftige".
Poker har det sgutte noget med at gøre. Og jeg garanterer, at dette bliver det tætteste, I får på en post om poker EVER!
Og tak til mine fire læsere .. håber I er der endnu :D
UPDATE: Har lige opdaget at jeg HAR tæller på ... hele 500 hits om ugen? Mon den er i stykker? Det lyder som ALT for meget!!
søndag, december 02, 2012
Livsnyderen om frustration og skyldsanbringelse
Så blev det søndag ovenpå en vældigt hæsblæsende uge.
Tirsdag og onsdag stod begge på X-tetten-øveaftner, for på tirsdag er det julekoncert - og det bliver måske den sidste i lang tid (måske bare den sidste), for fra 2013 står vi uden dirigent. Vi søger og leder efter den rigtige person, og håber det lykkes.
I mellemtiden satser vi på et brag af en optræden på tirsdag, når vi optræder i Middelfart kirke sammen med de andre kor (ja, altså ikke sammen med, men til samme koncert).
Torsdag og fredag var besat med juleagtige arrangementer også, og lørdag bød både på en brunch og besøg om aftenen. Lige nu er jeg så klasket ud i sofaen, mens Bruno okser rundt på MTB med sin vintercup-makker et eller andet sted ovre på Fyn. Vaskemaskinen snurrer, og lige om lidt skal jeg have planlagt næste uges mad - for når Bruno kommer hjem, skal vi en tur op i reservedomicilet og ha' lukket for vandet, for de truer med hård frost.
I løbet af ugen har jeg dog nået at interessere mig lidt for verden omkring mig også. Jeg nåede at se den adoptions-dokumentar som bragte sindene i kog ude i fædrelandet, og jeg medgiver, at det var en trist affære.
Hvor er det synd, at kyniske mennesker lokker en fattig familie til at bortadoptere deres børn! Og hvor er det trist, at der ikke er mere hjælp til adoptivforældrene, når det ene barn vantrives og ikke kan knytte sig, fordi hun er traumatiseret af forløbet.
Det var utroligt rart at opleve danskernes empati med den lille pige. Rigtig mange mennesker har givet udtryk for frustration og medfølelse, og hvis den kraft, der var i al den kærlige medfølelse, kunne omdannes til god energi til Masho, ville hun være helet på nul komma fem.
Danskernes frustration og vrede har været stor. Desværre synes jeg den har været rettet et helt forkert sted hen. Jeg blev også vred og ked af det, og havde lyst til at ruske Danadopt og de etiopiske myndigheder.
Mange har rettet deres frustration mod de danske adoptivforældre, som nærmest er blevet offentligt korsfæstet. Skulle man dømme efter de kommentarer, man læser rundt omkring, er de nærmest at sidestille med Josef Fritzl og Adolf Hitler.
Jeg må da indrømme, at mine øjenbryn også rynkede sig undervejs i dokumentaren. Der faldt nogle kommentarer, og blev sagt nogle ting, som jeg nok ville have formuleret anderledes. Jeg tænkte dog, at det var en dokumentar af en times varighed jeg så, og at der kunne ligge meget bag. At jeg nok ikke så alle nuancerne.
Min konklusion var, at de uheldige kommentarer nok var resultatet af frustration og sorg hos nogle adoptivforældre, som egentlig bare ville have børn at elske og være noget for, men som ikke kunne nå den datter, de rigtig gerne ville elske og elskes af.
Hvor meget af skylden der lå i deres egen måde at tackle det på, synes jeg ikke helt, jeg kunne vurdere på det relativt spinkle grundlag. Så det lod jeg være med at lave helt endelige vurderinger på.
For hvor mange af os har ikke ind imellem reageret på en måde, som vi nødig ville se på TV, når vores unger har teet sig tosset? Har de fleste af os ikke engang imellem tænkt - og måske snerret - "møgunge!" af vores afkom? Jeg ved ihvertfald, at jeg ikke har været en perfekt, engleagtig overskudsmor i alle de 25 år, jeg har haft børn.
Jeg synes at det var modigt at de forældre at stå frem og stå ved de følelser, de har haft i processen. At det er en vigtig dokumentar, fordi vi er nødt til at sikre, at børn ikke unødvendigt rives væk fra deres biologiske forældre og bliver til handelsvarer i et rigt land. At adoptivforældre kan være sikre på, at de virkelig ER den bedste udvej for børn, som ellers skulle leve et kærlighedsløst liv i fattigdom på et børnehjem.
Og jeg synes faktisk det er hjertevarmende og smukt, at så mange danskere føler så varmt for Masho og hendes skæbne. Men at de måske skulle lade tvivlen komme hendes adoptivforældre til gode, og gå mere efter de rigtige skyldige i den sørgelige sag, som lige den adoption blev til.
Tirsdag og onsdag stod begge på X-tetten-øveaftner, for på tirsdag er det julekoncert - og det bliver måske den sidste i lang tid (måske bare den sidste), for fra 2013 står vi uden dirigent. Vi søger og leder efter den rigtige person, og håber det lykkes.
I mellemtiden satser vi på et brag af en optræden på tirsdag, når vi optræder i Middelfart kirke sammen med de andre kor (ja, altså ikke sammen med, men til samme koncert).
Torsdag og fredag var besat med juleagtige arrangementer også, og lørdag bød både på en brunch og besøg om aftenen. Lige nu er jeg så klasket ud i sofaen, mens Bruno okser rundt på MTB med sin vintercup-makker et eller andet sted ovre på Fyn. Vaskemaskinen snurrer, og lige om lidt skal jeg have planlagt næste uges mad - for når Bruno kommer hjem, skal vi en tur op i reservedomicilet og ha' lukket for vandet, for de truer med hård frost.
I løbet af ugen har jeg dog nået at interessere mig lidt for verden omkring mig også. Jeg nåede at se den adoptions-dokumentar som bragte sindene i kog ude i fædrelandet, og jeg medgiver, at det var en trist affære.
Hvor er det synd, at kyniske mennesker lokker en fattig familie til at bortadoptere deres børn! Og hvor er det trist, at der ikke er mere hjælp til adoptivforældrene, når det ene barn vantrives og ikke kan knytte sig, fordi hun er traumatiseret af forløbet.
Det var utroligt rart at opleve danskernes empati med den lille pige. Rigtig mange mennesker har givet udtryk for frustration og medfølelse, og hvis den kraft, der var i al den kærlige medfølelse, kunne omdannes til god energi til Masho, ville hun være helet på nul komma fem.
Danskernes frustration og vrede har været stor. Desværre synes jeg den har været rettet et helt forkert sted hen. Jeg blev også vred og ked af det, og havde lyst til at ruske Danadopt og de etiopiske myndigheder.
Mange har rettet deres frustration mod de danske adoptivforældre, som nærmest er blevet offentligt korsfæstet. Skulle man dømme efter de kommentarer, man læser rundt omkring, er de nærmest at sidestille med Josef Fritzl og Adolf Hitler.
Jeg må da indrømme, at mine øjenbryn også rynkede sig undervejs i dokumentaren. Der faldt nogle kommentarer, og blev sagt nogle ting, som jeg nok ville have formuleret anderledes. Jeg tænkte dog, at det var en dokumentar af en times varighed jeg så, og at der kunne ligge meget bag. At jeg nok ikke så alle nuancerne.
Min konklusion var, at de uheldige kommentarer nok var resultatet af frustration og sorg hos nogle adoptivforældre, som egentlig bare ville have børn at elske og være noget for, men som ikke kunne nå den datter, de rigtig gerne ville elske og elskes af.
Hvor meget af skylden der lå i deres egen måde at tackle det på, synes jeg ikke helt, jeg kunne vurdere på det relativt spinkle grundlag. Så det lod jeg være med at lave helt endelige vurderinger på.
For hvor mange af os har ikke ind imellem reageret på en måde, som vi nødig ville se på TV, når vores unger har teet sig tosset? Har de fleste af os ikke engang imellem tænkt - og måske snerret - "møgunge!" af vores afkom? Jeg ved ihvertfald, at jeg ikke har været en perfekt, engleagtig overskudsmor i alle de 25 år, jeg har haft børn.
Jeg synes at det var modigt at de forældre at stå frem og stå ved de følelser, de har haft i processen. At det er en vigtig dokumentar, fordi vi er nødt til at sikre, at børn ikke unødvendigt rives væk fra deres biologiske forældre og bliver til handelsvarer i et rigt land. At adoptivforældre kan være sikre på, at de virkelig ER den bedste udvej for børn, som ellers skulle leve et kærlighedsløst liv i fattigdom på et børnehjem.
Og jeg synes faktisk det er hjertevarmende og smukt, at så mange danskere føler så varmt for Masho og hendes skæbne. Men at de måske skulle lade tvivlen komme hendes adoptivforældre til gode, og gå mere efter de rigtige skyldige i den sørgelige sag, som lige den adoption blev til.
lørdag, november 24, 2012
Livsnyderen ser på den lyse side
Jeg savner stadig slet ikke køreturen til Silkeborg, selvom jeg slet ikke får hørt nok P1 nu om dage :)
Men oven på euforien over at være tilbage i Erritsø, kan jeg godt mærke at hverdagen melder sig. Mine nye opgaver er meget anderledes end dem, jeg løste sammen med teamet i min gamle afdeling.
Faktisk er det jeg arbejder med rimeligt spændende, men jeg savner at have det der fælles mål med en gruppe mennesker. Nu har jeg 1/2 ressource siddende i huset, ellers sidder de udviklere, som skal lave forandringerne, i et andet firma, som har til huse hhv. i Israel og USA.
Så mit job har et stort koordineringsindhold, og ikke så meget klassisk projektledelse. Det er spændende og udfordrende, men måske ikke tilfredsstillende på samme vis som det jeg lavede før.
Jeg håber at der kommer et rigtigt menneske-projekt til mig i løbet af 2013!
Heldigvis har jeg et dejligt netværk af gode mennesker omkring mig.
Jeg nævner i flæng mangeårs-kollega-veninden, bonussønnen fra mit tidligere team, min rødhårede drenge-veninde, mine fine kontorkammerater (som bl.a. tæller en tidligere projektkollega og et par rare unge mennesker som jeg før har haft fornøjelsen af, fordi de var grænseflader til mit gamle projekt), de dygtige og søde mennesker i den afdeling, jeg er udlånt til, og alle de mange andre mennesker, som er med til at gøre min arbejdsdag lidt sjovere og bedre.
Når tingene bliver lidt "blah!" er det de gode relationer, der giver et smil om munden og lyst til at møde om morgenen.
Tak for det, gode kolleger. Jeg gi'r en øl til julefrokosten :-)
Men oven på euforien over at være tilbage i Erritsø, kan jeg godt mærke at hverdagen melder sig. Mine nye opgaver er meget anderledes end dem, jeg løste sammen med teamet i min gamle afdeling.
Faktisk er det jeg arbejder med rimeligt spændende, men jeg savner at have det der fælles mål med en gruppe mennesker. Nu har jeg 1/2 ressource siddende i huset, ellers sidder de udviklere, som skal lave forandringerne, i et andet firma, som har til huse hhv. i Israel og USA.
Så mit job har et stort koordineringsindhold, og ikke så meget klassisk projektledelse. Det er spændende og udfordrende, men måske ikke tilfredsstillende på samme vis som det jeg lavede før.
Jeg håber at der kommer et rigtigt menneske-projekt til mig i løbet af 2013!
Heldigvis har jeg et dejligt netværk af gode mennesker omkring mig.
Jeg nævner i flæng mangeårs-kollega-veninden, bonussønnen fra mit tidligere team, min rødhårede drenge-veninde, mine fine kontorkammerater (som bl.a. tæller en tidligere projektkollega og et par rare unge mennesker som jeg før har haft fornøjelsen af, fordi de var grænseflader til mit gamle projekt), de dygtige og søde mennesker i den afdeling, jeg er udlånt til, og alle de mange andre mennesker, som er med til at gøre min arbejdsdag lidt sjovere og bedre.
Når tingene bliver lidt "blah!" er det de gode relationer, der giver et smil om munden og lyst til at møde om morgenen.
Tak for det, gode kolleger. Jeg gi'r en øl til julefrokosten :-)
onsdag, november 21, 2012
Det forunderlige internet
Da jeg var 20 år gammel, var der ikke noget internet eller nogen mobiltelefoner. Som teenager havde jeg pennevenner - bl.a. i USA - og der gik altid mindst 3 uger fra man sendte et brev afsted til sin penneven, og indtil man fik svar tilbage.
Der var meget, meget langt til andre verdensdele.
Nu sender vi emails til vore venner på den anden side af jorden, og er vi online på samme tid, kan vi chatte eller snakke via Skype. Det er nemt at nå hinanden.
Vi tager internettet for givet, men engang imellem overrasker det mig stadig.
For nogle dage siden "syntes jeg godt om" et billede på en europæisk FB-side for humanister, og pludselig lå der en venneanmodning fra en albansk pige.
Normalt afviser jeg venneanmodninger fra folk jeg ikke ved, hvem er - men jeg blev lidt nysgerrig.
Så jeg accepterede og skrev - hvis vi skal være venner, må jeg vide hvem du er, og hvorfor du har anmodet om mit venskab.
Det viste sig at Anxhela er 21 og planlægger at tage en Master i Danmark. Og så ville hun gerne kende nogen her, så hun kunne høre lidt om landet.
Nu udveksler vi historier om os selv og vores lande, og det er sjovt og spændende.
Og det leder mig frem til en tanke, som af og til har strejfet mig.
Jeg tror, at internettet er den faktor, som på sigt kan fjerne krig og sult og ulighed i verden. For internettet giver os mulighed for - som Anxhela - at række ud og røre nogen, som bor langt væk.
Internettet gør det utroligt nemt at dele viden og ideer, og internettet gør det svært at holde information fra folk. Gør det sværere at undertrykke.
Frihed, demokrati og lighed har det med at smitte. Når man ser andre have de ting, vækker det ønsker om selv at få velstand og indflydelse på eget liv.
Verden er blevet mindre. Vi får sat ansigt på mennesker, som vi ellers aldrig ville have mødt (og måske heller aldrig møder IRL).
Og jo flere af os der kender nogen på kryds og tværs, jo sværere er det at promovere fjendebilleder.
Så ku' nogen ikke sætte noget heldækkende wifi op i Gaza?
Der var meget, meget langt til andre verdensdele.
Nu sender vi emails til vore venner på den anden side af jorden, og er vi online på samme tid, kan vi chatte eller snakke via Skype. Det er nemt at nå hinanden.
Vi tager internettet for givet, men engang imellem overrasker det mig stadig.
For nogle dage siden "syntes jeg godt om" et billede på en europæisk FB-side for humanister, og pludselig lå der en venneanmodning fra en albansk pige.
Normalt afviser jeg venneanmodninger fra folk jeg ikke ved, hvem er - men jeg blev lidt nysgerrig.
Så jeg accepterede og skrev - hvis vi skal være venner, må jeg vide hvem du er, og hvorfor du har anmodet om mit venskab.
Det viste sig at Anxhela er 21 og planlægger at tage en Master i Danmark. Og så ville hun gerne kende nogen her, så hun kunne høre lidt om landet.
Nu udveksler vi historier om os selv og vores lande, og det er sjovt og spændende.
Og det leder mig frem til en tanke, som af og til har strejfet mig.
Jeg tror, at internettet er den faktor, som på sigt kan fjerne krig og sult og ulighed i verden. For internettet giver os mulighed for - som Anxhela - at række ud og røre nogen, som bor langt væk.
Internettet gør det utroligt nemt at dele viden og ideer, og internettet gør det svært at holde information fra folk. Gør det sværere at undertrykke.
Frihed, demokrati og lighed har det med at smitte. Når man ser andre have de ting, vækker det ønsker om selv at få velstand og indflydelse på eget liv.
Verden er blevet mindre. Vi får sat ansigt på mennesker, som vi ellers aldrig ville have mødt (og måske heller aldrig møder IRL).
Og jo flere af os der kender nogen på kryds og tværs, jo sværere er det at promovere fjendebilleder.
Så ku' nogen ikke sætte noget heldækkende wifi op i Gaza?
fredag, oktober 26, 2012
Zumba revisited
Jeg har gået og taget tilløb.
Jeg har været inde på Dansk Fitness' side og kikket og meldt mig til, og fra igen. Det ene spinninghold efter det andet.
Egentlig har jeg ikke haft voldsom lyst. Jeg bliver træt af spinning, altså ikke sådan pyha-svedig-fysisk-træt (det gør jeg også, men det er jo godt), men trivielt-jeg-gider-ikke-træt.
Da jeg sad inde på tilmeldingssiden i forgårs havde jeg pludselig meldt mig til Zumba idag. Vupti. Jeg var tæt på at melde mig fra igen, men lod være.
Og jeg havde helt glemt det - glemt, hvor sjovt det er. Jeg kan stadig huske rigtig meget af det, og det føltes som en lille eftermiddagsfest, som endte med sved på panden og en god følelse i kroppen.
Kan godt være at jeg kunne melde mig til nogle ting, som jeg ville forbrænde flere kalorier på eller bygge flere muskler ved. Men der er sgutte meget motion som bare går ud på at danse, ryste røv og ha' det sjovt. Det er det, jeg kalder "gratis motion" fordi det ikke føles som om man gør noget pligt-agtigt.
Bagefter sagde jeg til vores søde instruktør at jeg snart kommer igen. Til helvede med spinning.
Jeg vil hellere ryste røv.
Jeg har været inde på Dansk Fitness' side og kikket og meldt mig til, og fra igen. Det ene spinninghold efter det andet.
Egentlig har jeg ikke haft voldsom lyst. Jeg bliver træt af spinning, altså ikke sådan pyha-svedig-fysisk-træt (det gør jeg også, men det er jo godt), men trivielt-jeg-gider-ikke-træt.
Da jeg sad inde på tilmeldingssiden i forgårs havde jeg pludselig meldt mig til Zumba idag. Vupti. Jeg var tæt på at melde mig fra igen, men lod være.
Og jeg havde helt glemt det - glemt, hvor sjovt det er. Jeg kan stadig huske rigtig meget af det, og det føltes som en lille eftermiddagsfest, som endte med sved på panden og en god følelse i kroppen.
Kan godt være at jeg kunne melde mig til nogle ting, som jeg ville forbrænde flere kalorier på eller bygge flere muskler ved. Men der er sgutte meget motion som bare går ud på at danse, ryste røv og ha' det sjovt. Det er det, jeg kalder "gratis motion" fordi det ikke føles som om man gør noget pligt-agtigt.
Bagefter sagde jeg til vores søde instruktør at jeg snart kommer igen. Til helvede med spinning.
Jeg vil hellere ryste røv.
søndag, oktober 21, 2012
Nypuritanismens triumf del II
På morgenens rundsurfning gen-faldt jeg lige over historien med Martin Spang Olsens underbuksetur i haven.
Kort fortalt var denne ellers nydelige mands naboer blevet stødte over, at han gik ud i sin egen have i underbukser. For det var ulækkert at se på.
At Spang Olsen (pæn, velholdt mand) ligefrem skulle være ulækker at se på i underbukser, er ret overraskende. Og igen, kunne de ikke bare lade være med at glo ind i hans have, som han i øvrigt med fuld ret færdes i?
Altså, det er jo ikke som om han har stået på sin fortrappe og lavet helikopteren efter dem, som kom forbi, tænker jeg.
Personligt kan jeg godt lide at være i min have, når solen skinner - og jeg er ikke altid iført heldækkende burka, selvom jeg er bagbo til en etage-ejendom.
Hvis jeg lægger mig nederst i haven, bag hegnet om min have-terrasse, så skal man være ualmindeligt determineret for at belure mig.
Og det er ikke fordi jeg lider af frygtelig angst for at nogen skal få et glimt af mine let tyngdekraftramte 46-årige ynder, men fordi jeg ikke ønsker at støde nogen.
Men skulle en nabo komme til at se hud i min baghave, så tænker jeg nok at de overlever.
For præcis som i amme-sagen, så har man jo altid den frihed at man kan kikke den anden vej.
Så skal vi ikke bare blive enige om, at det er det vi gør?
PS: Hr. Spang Olsen måtte da godt bo ved siden af mig - også i underbukser.
Kort fortalt var denne ellers nydelige mands naboer blevet stødte over, at han gik ud i sin egen have i underbukser. For det var ulækkert at se på.
At Spang Olsen (pæn, velholdt mand) ligefrem skulle være ulækker at se på i underbukser, er ret overraskende. Og igen, kunne de ikke bare lade være med at glo ind i hans have, som han i øvrigt med fuld ret færdes i?
Altså, det er jo ikke som om han har stået på sin fortrappe og lavet helikopteren efter dem, som kom forbi, tænker jeg.
Personligt kan jeg godt lide at være i min have, når solen skinner - og jeg er ikke altid iført heldækkende burka, selvom jeg er bagbo til en etage-ejendom.
Hvis jeg lægger mig nederst i haven, bag hegnet om min have-terrasse, så skal man være ualmindeligt determineret for at belure mig.
Og det er ikke fordi jeg lider af frygtelig angst for at nogen skal få et glimt af mine let tyngdekraftramte 46-årige ynder, men fordi jeg ikke ønsker at støde nogen.
Men skulle en nabo komme til at se hud i min baghave, så tænker jeg nok at de overlever.
For præcis som i amme-sagen, så har man jo altid den frihed at man kan kikke den anden vej.
Så skal vi ikke bare blive enige om, at det er det vi gør?
PS: Hr. Spang Olsen måtte da godt bo ved siden af mig - også i underbukser.
lørdag, oktober 20, 2012
Nypuritanismens triumf
"Pak så de hængebryster væk!" Det er et af de virkeligt kvalificerede indlæg i den debat, der pt. verserer omkring hvorvidt det er i orden at amme sine børn offentligt.
Siden jeg var ung og havde spædbørn, er bryster tilsyneladende blevet anstødelige og væmmelige. Ihvertfald når de bruges til det formål, som de fra naturens hånd egentlig er beregnet til: nemlig at give næring til spædbørn.
Ihvertfald føler nogen sig stærkt generet, hvis en mor skulle finde på at lægge sit barn til på en café eller restaurant. Det er jo decideret ULÆKKERT at se et spædbarn spise på den måde, som naturen har bestemt det! Føj! Hvad ligner det at vise at bryster kan være andet end silikonepumpede seksualobjekter?
På den anden side er det nok ikke bare det, som det handler om. For jeg har også hørt, at man nu om dage bliver nidstirret af de omkringliggende, hvis man smider toppen på stranden.
Hvor kom den der ny-puritanisme fra? Er det en eller anden ekstrem reaktion på omkringknalderiet i diverse realityshows, Linse Kesslers junger pumpet op på samtlige glittede blades ikke-helt-forreste sider (ja, så er hun jo heller ikke lækrere, vel?) og den der seksualisering af samfundet som vi hele tiden hører om?
Ja, jeg fatter det ikke. For jeg er fra en tid hvor det var normalt, at underdelen af bikinien var væsentligt mere forvasket end overdelen. Hvilket passede mig fint, for indtil jeg var 10-12 år brugte jeg egentlig mest mine storebrødres aflagte badebukser, så overgangen var ikke så voldsom.
Og som 4. barn i en stor familie med et meget lille sommerhus, var overdreven fysisk blufærdighed altså heller ikke lige på menuen.
Så at en ammende mor i et hjørne af en café pludselig er stødende, væmmelig, appetitødelæggende og forfærdelig efterlader mig stærkt måbende.
Jeg tænker lidt, at ham den sure, som kommenterer i artiklen, som jeg linker til ovenfor, vel bare kunne lade være med at glo på den ammende mors bryster.
Så skal vi ikke bare blive enige om, at det er det vi gør?
Siden jeg var ung og havde spædbørn, er bryster tilsyneladende blevet anstødelige og væmmelige. Ihvertfald når de bruges til det formål, som de fra naturens hånd egentlig er beregnet til: nemlig at give næring til spædbørn.
Ihvertfald føler nogen sig stærkt generet, hvis en mor skulle finde på at lægge sit barn til på en café eller restaurant. Det er jo decideret ULÆKKERT at se et spædbarn spise på den måde, som naturen har bestemt det! Føj! Hvad ligner det at vise at bryster kan være andet end silikonepumpede seksualobjekter?
På den anden side er det nok ikke bare det, som det handler om. For jeg har også hørt, at man nu om dage bliver nidstirret af de omkringliggende, hvis man smider toppen på stranden.
Hvor kom den der ny-puritanisme fra? Er det en eller anden ekstrem reaktion på omkringknalderiet i diverse realityshows, Linse Kesslers junger pumpet op på samtlige glittede blades ikke-helt-forreste sider (ja, så er hun jo heller ikke lækrere, vel?) og den der seksualisering af samfundet som vi hele tiden hører om?
Ja, jeg fatter det ikke. For jeg er fra en tid hvor det var normalt, at underdelen af bikinien var væsentligt mere forvasket end overdelen. Hvilket passede mig fint, for indtil jeg var 10-12 år brugte jeg egentlig mest mine storebrødres aflagte badebukser, så overgangen var ikke så voldsom.
Og som 4. barn i en stor familie med et meget lille sommerhus, var overdreven fysisk blufærdighed altså heller ikke lige på menuen.
Så at en ammende mor i et hjørne af en café pludselig er stødende, væmmelig, appetitødelæggende og forfærdelig efterlader mig stærkt måbende.
Jeg tænker lidt, at ham den sure, som kommenterer i artiklen, som jeg linker til ovenfor, vel bare kunne lade være med at glo på den ammende mors bryster.
Så skal vi ikke bare blive enige om, at det er det vi gør?
torsdag, oktober 18, 2012
På den anden side...
Det er gået rigtig godt med vores store konvertering i weekenden. Men det kan du læse om i aviserne, hvis du altså søger.
Jeg har arbejdet en del timer, men der er mange, som har arbejdet meget mere. Mine dygtige kolleger har udvist en utrolig vilje til at komme de problemer, som uværgerligt kommer efter sådan en manøvre, til livs. Jeg er stolt af at arbejde et sted, hvor der er så megen dedikation og vilje og holdånd - for det er der.
Det er rigtig dejligt at være godt på den anden side - og jeg glæder mig til at arbejdslivet normaliseres helt.
Nu er vi i grønt beredskab - og det er snart weekend, en arbejdsfri en af slagsen :)
Det glæder jeg mig til.
torsdag, oktober 11, 2012
Næsten som juleaften!
Idag er der officielt sagt "Gi' den gas!" til at sætte gang i den konvertering, som gerne skal resultere i, at vi søndag kan lukke vores netbank op for Jyske Banks kunder.
I morgen aften lukker Jyske Bank deres systemer ned. Jeg er sikker på, at det ikke bliver uden vemod, for mange af medarbejderne har lagt hjerte og kræfter i de systemer, og der er for så vidt ikke det mindste i vejen med dem. Men de får ikke meget tid til at dvæle over det - for foran os venter en spændende weekend med masser af arbejde.
Konti, posteringer, renteoplysninger, kundedata, og tusindvis af andre oplysninger, skal trækkes ud af Jyske Banks systemer, og hældes ned i de helt rigtige huller i vores. Det er et stort puslespil, som har krævet mange mandetimer, og som er testet mange gange. Vi har haft testkonverteringer og prøvekonverteringer, hvor vi har prøvekørt processen.
Når oplysningerne er kørt ind engang lørdag aften, kommer der en masse mennesker og tester, at det ser rigtigt ud. Og når det er kontrolleret, kommer der en ny flok, som skal teste, at systemerne opfører sig som de skal med de nye data.
Forhåbentlig bliver alting meldt godkendt og klar i løbet af søndag, for efter planen lukker vi Jyske Banks netbankkunder ind kl. 15.
Mandag morgen møder en hel masse medarbejdere ind, og skal bruge de nye systemer, de har fået. Forud for mandag har rigtig mange af dem været på uddannelse, men der er også medarbejdere fra vores andre pengeinstitutter ude i filialerne for at hjælpe de nye samarbejdspartnere i fællesskabet godt igang.
Mandag er hotlines i banken og hos os bemandet fra 5 - 20.00. Jeg har trukket den tidlige tjans og skal møde kl. 5, men så kan jeg glæde mig over at jeg allerede har fri kl. 18.00 :-)
Vi er rustet til tænderne for at kunne hjælpe vores nye, store bank med spørgsmål og problemer, der kunne opstå den første tid.
Det er bare så spændende! Vi har arbejdet for og ventet på denne weekend så længe, og nu er den her ENDELIG!!
....og idag havde jeg sidste dag i Silkeborg. Det var lidt underligt og vemodigt og dejligt på en gang.
I morgen aften lukker Jyske Bank deres systemer ned. Jeg er sikker på, at det ikke bliver uden vemod, for mange af medarbejderne har lagt hjerte og kræfter i de systemer, og der er for så vidt ikke det mindste i vejen med dem. Men de får ikke meget tid til at dvæle over det - for foran os venter en spændende weekend med masser af arbejde.
Konti, posteringer, renteoplysninger, kundedata, og tusindvis af andre oplysninger, skal trækkes ud af Jyske Banks systemer, og hældes ned i de helt rigtige huller i vores. Det er et stort puslespil, som har krævet mange mandetimer, og som er testet mange gange. Vi har haft testkonverteringer og prøvekonverteringer, hvor vi har prøvekørt processen.
Når oplysningerne er kørt ind engang lørdag aften, kommer der en masse mennesker og tester, at det ser rigtigt ud. Og når det er kontrolleret, kommer der en ny flok, som skal teste, at systemerne opfører sig som de skal med de nye data.
Forhåbentlig bliver alting meldt godkendt og klar i løbet af søndag, for efter planen lukker vi Jyske Banks netbankkunder ind kl. 15.
Mandag morgen møder en hel masse medarbejdere ind, og skal bruge de nye systemer, de har fået. Forud for mandag har rigtig mange af dem været på uddannelse, men der er også medarbejdere fra vores andre pengeinstitutter ude i filialerne for at hjælpe de nye samarbejdspartnere i fællesskabet godt igang.
Mandag er hotlines i banken og hos os bemandet fra 5 - 20.00. Jeg har trukket den tidlige tjans og skal møde kl. 5, men så kan jeg glæde mig over at jeg allerede har fri kl. 18.00 :-)
Vi er rustet til tænderne for at kunne hjælpe vores nye, store bank med spørgsmål og problemer, der kunne opstå den første tid.
Det er bare så spændende! Vi har arbejdet for og ventet på denne weekend så længe, og nu er den her ENDELIG!!
....og idag havde jeg sidste dag i Silkeborg. Det var lidt underligt og vemodigt og dejligt på en gang.
onsdag, oktober 10, 2012
Musiknæring
Det ville være forkert, hvis jeg udråbte mig selv til musikjunkie.
Jeg kan nemlig sagtens løbe, arbejde og sågar køre i bil uden at der kører musik i baggrunden.
Faktisk motionerer jeg sjældent til musik. Hvis jeg løber, synes jeg det er rart at høre fugle såvel som trafikken omkring mig.
Hvis jeg arbejder, er der ofte nogen omkring mig, som kan have brug for at kontakte mig, så jeg bruger kun musikken hvis det er strengt nødvendigt - som en slags "enecelle" hvor jeg er sværere at kontakte, hvis jeg skal koncentrere mig om noget.
Når jeg kører bil, hører jeg ofte taleradio - P1 eller 24/7. Helst P1, faktisk. Eller lydbøger. Men af og til hører jeg musik. Meget, meget sjældent radio - faktisk er min telefon oftest leverandør af det, der kommer ud af højttalerne.
Jeg hører også musik når jeg laver mad - alene, altså, for Bruno synes tit at mit musik er "støj". Spotify er en herlig kilde til ny og gammel musik.
Siden jeg fik min første blokfløjte har jeg også i et eller andet omfang været musik-udøver. Jeg spiller lidt guitar, og så synger jeg jo. Stemmen er mit førsteinstrument, det er der ingen tvivl om.
Så mit forhold til musikken er mangeårigt, dybt og følelsesladet. Også selvom jeg ofte har brug for at der bare er stille, der hvor jeg er.
Musik gør noget ved mennesker - det påvirker os og kan hjælpe os videre, når vi sidder fast i noget.
Når jeg har været allerlængst nede, har musikken trøstet mig. Da vinteren var mørkest og hårdest og mit humør længst nede, midt i vinteren mellem 2010 og 2011, var det Agnes Obel og Mads Langer der trøstede mig.
Hvis en dag har været stresset og frustrerende, spiller jeg Pink eller Linkin Park så højt at mine ører næsten bløder, og hvis jeg er glad og bare skal underholdes, lader jeg telefonen scramble mellem de mange og MEGET forskellige sange på min telefon.
Scramblefunktionen finder nogen gange musik frem, som jeg lidt havde glemt. I denne uge er ugens "fund" My Chemical Romance - for nylig gik der totalt Carpark North i den.
Og selvfølgelig medførte sommerens Leonard Cohen koncert, at jeg hørte Famous Blue Raincoat og Alexandra Leaving - og så var jeg jo nødt til at købe Adam Cohens album "Like a Man" også.
Cohen Jr. kan anbefales - hans stemme minder om farmands, og genren er lidt derhen efter, men han har et glimt i øjet og en skæv vinkel, som adskiller sig fra Leonard Cohens unge desperate år. For en Cohen-feinschmecher er det også sjovt at høre de mange referencer til faderens sange.
Jeg bytter tit musikhints med mine sønner. Det resulterer i at jeg af og til hører dubstep og "nu metal" - noget af det er skide godt, og selv når jeg ikke bliver fanget, tror jeg det er vigtigt ind imellem at høre noget HELT andet end det man plejer - smagen og ørerne bliver dovne, hvis man ikke udfordrer dem lidt.
Kort sagt kan jeg ikke forestille mig en hverdag uden musik, et liv uden de stemninger, musikken giver.
Og så er det bare lidt sjovere at lave mad, hvis man kan gøre det med et par dansetrin blandet i.
Jeg kan nemlig sagtens løbe, arbejde og sågar køre i bil uden at der kører musik i baggrunden.
Faktisk motionerer jeg sjældent til musik. Hvis jeg løber, synes jeg det er rart at høre fugle såvel som trafikken omkring mig.
Hvis jeg arbejder, er der ofte nogen omkring mig, som kan have brug for at kontakte mig, så jeg bruger kun musikken hvis det er strengt nødvendigt - som en slags "enecelle" hvor jeg er sværere at kontakte, hvis jeg skal koncentrere mig om noget.
Når jeg kører bil, hører jeg ofte taleradio - P1 eller 24/7. Helst P1, faktisk. Eller lydbøger. Men af og til hører jeg musik. Meget, meget sjældent radio - faktisk er min telefon oftest leverandør af det, der kommer ud af højttalerne.
Jeg hører også musik når jeg laver mad - alene, altså, for Bruno synes tit at mit musik er "støj". Spotify er en herlig kilde til ny og gammel musik.
Siden jeg fik min første blokfløjte har jeg også i et eller andet omfang været musik-udøver. Jeg spiller lidt guitar, og så synger jeg jo. Stemmen er mit førsteinstrument, det er der ingen tvivl om.
Så mit forhold til musikken er mangeårigt, dybt og følelsesladet. Også selvom jeg ofte har brug for at der bare er stille, der hvor jeg er.
Musik gør noget ved mennesker - det påvirker os og kan hjælpe os videre, når vi sidder fast i noget.
Når jeg har været allerlængst nede, har musikken trøstet mig. Da vinteren var mørkest og hårdest og mit humør længst nede, midt i vinteren mellem 2010 og 2011, var det Agnes Obel og Mads Langer der trøstede mig.
Hvis en dag har været stresset og frustrerende, spiller jeg Pink eller Linkin Park så højt at mine ører næsten bløder, og hvis jeg er glad og bare skal underholdes, lader jeg telefonen scramble mellem de mange og MEGET forskellige sange på min telefon.
Scramblefunktionen finder nogen gange musik frem, som jeg lidt havde glemt. I denne uge er ugens "fund" My Chemical Romance - for nylig gik der totalt Carpark North i den.
Og selvfølgelig medførte sommerens Leonard Cohen koncert, at jeg hørte Famous Blue Raincoat og Alexandra Leaving - og så var jeg jo nødt til at købe Adam Cohens album "Like a Man" også.
Cohen Jr. kan anbefales - hans stemme minder om farmands, og genren er lidt derhen efter, men han har et glimt i øjet og en skæv vinkel, som adskiller sig fra Leonard Cohens unge desperate år. For en Cohen-feinschmecher er det også sjovt at høre de mange referencer til faderens sange.
Jeg bytter tit musikhints med mine sønner. Det resulterer i at jeg af og til hører dubstep og "nu metal" - noget af det er skide godt, og selv når jeg ikke bliver fanget, tror jeg det er vigtigt ind imellem at høre noget HELT andet end det man plejer - smagen og ørerne bliver dovne, hvis man ikke udfordrer dem lidt.
Kort sagt kan jeg ikke forestille mig en hverdag uden musik, et liv uden de stemninger, musikken giver.
Og så er det bare lidt sjovere at lave mad, hvis man kan gøre det med et par dansetrin blandet i.
søndag, oktober 07, 2012
På vej i seng siger jeg lige...
Egentlig burde jeg ligge i min seng nu. I morgen skal jeg nemlig til Silkeborg for næstsidste gang, og så plejer jeg jo at stå lidt tidligt op.
Men vi er næsten lige kommet hjem fra en dejlig weekend i Lille Rosa, som sluttede med middagsmad hos min søde mor i Storvorde. Hun laver stadig superlækker mad, selvom hun undervejs fortæller adskillige gange at hun ikke kan finde ud af det mere.
Lidt spontant endte det med at min Aalborg-residerende søn og svigerdatter også dukkede op, og der var mad nok - og hjertevarme.
Det har bare været den smukkeste efterårsweekend. Lørdag gik jeg hele vejen fra vores sommerhus, og ind til den by, som ligger 10-11 km. længere nordpå ad kysten. Det tog nogle timer, men det var nu ingen sag i gode vandrestøvler og med den smukkeste natur omkring sig.
Farverne lige nu er utrolige. De brændte farver på træer og græs og bevoksningen på strandengen, og ud over havet og himlen et spil af blå, lilla og lyserøde nuancer. Der var næsten vindstille, og jakken endte med at hænge om livet, fordi der var så lunt.
Jeg fik hilst på nogle andre sommerhusejere, nusset en ko, skræmt et par kalve og småsludret med en mand, som hjalp mig med at finde Nordsøstien igen. Jeg fik tjekket, at åen, som jeg har sejlet gummibåd og fisket i som barn, var der endnu, og at min søsters sommerhus stod fredeligt lige der hvor det plejer at stå.
Og så stødte Bruno til i slutbyen, hvor vi fik lækre fisk til frokost på havnen. Jeg fik et lift hjem til sommerhuset, og så var der kaffe på kanden og en lækkerlur på sofaen.
Så bliver livet ikke meget bedre.
søndag, september 23, 2012
Søndags-standby
Jeg er på standby idag.
Og det er ikke fordi jeg står i et hjørne med en rød lampe, der blinker.
Nej, jeg har rådighedsvagt, og har haft det siden kl. 8 i morges. På mit arbejde er de nemlig igang med 3. prøvekonvertering - generalprøven på det store klimaks den 13-14. oktober, hvor vi I VIRKELIGHEDEN kører alle Jyske Banks oplysninger ind i vores systemer.
Jeg er en del af beredskabet. Det vil sige, jeg og mit team skal træde til, hvis der i de afsluttende kontroller opstår problemer, som skyldes de ændringer vi har lavet til systemerne for at få dem til at passe til vores nye, store bank.
Sidst - til 2. prøvekonvertering - var vi mødt ind. Og eftersom der ikke skete en bjælde, blev det lavet om til at vi skulle have vagt UDEN at møde ind.
Indtil videre har jeg ikke hørt en lyd. Jeg går ellers rundt med skarpladt og nyopladet telefon i lommen, men den er stille som en mus. Den har fulgt mig ned i vaskekælderen og ud i haven, og mens jeg sad ude i en stol i solen og tjente penge mens jeg læste "Fifty Shades Freed".
Det er godt, at der ikke sker noget - jeg håber, at det betyder at alt triller som det skal - men det er også lidt underligt sådan at være på standby. Jeg har lyst til at logge på for at se hvordan det går, men vi må helst ikke belaste vores fjernopkobling unødigt.
Så jeg tøjler min nysgerrighed og regner med at intet nyt er godt nyt.
Kl. 22 i aften er min rådighedsvagt slut, og så er jeg ikke standby længere.
Før den rigtige konvertering - det bliver så spændende, at det næsten ikke er til at holde ud :-)
Og det er ikke fordi jeg står i et hjørne med en rød lampe, der blinker.
Nej, jeg har rådighedsvagt, og har haft det siden kl. 8 i morges. På mit arbejde er de nemlig igang med 3. prøvekonvertering - generalprøven på det store klimaks den 13-14. oktober, hvor vi I VIRKELIGHEDEN kører alle Jyske Banks oplysninger ind i vores systemer.
Jeg er en del af beredskabet. Det vil sige, jeg og mit team skal træde til, hvis der i de afsluttende kontroller opstår problemer, som skyldes de ændringer vi har lavet til systemerne for at få dem til at passe til vores nye, store bank.
Sidst - til 2. prøvekonvertering - var vi mødt ind. Og eftersom der ikke skete en bjælde, blev det lavet om til at vi skulle have vagt UDEN at møde ind.
Indtil videre har jeg ikke hørt en lyd. Jeg går ellers rundt med skarpladt og nyopladet telefon i lommen, men den er stille som en mus. Den har fulgt mig ned i vaskekælderen og ud i haven, og mens jeg sad ude i en stol i solen og tjente penge mens jeg læste "Fifty Shades Freed".
Det er godt, at der ikke sker noget - jeg håber, at det betyder at alt triller som det skal - men det er også lidt underligt sådan at være på standby. Jeg har lyst til at logge på for at se hvordan det går, men vi må helst ikke belaste vores fjernopkobling unødigt.
Så jeg tøjler min nysgerrighed og regner med at intet nyt er godt nyt.
Kl. 22 i aften er min rådighedsvagt slut, og så er jeg ikke standby længere.
Før den rigtige konvertering - det bliver så spændende, at det næsten ikke er til at holde ud :-)
tirsdag, september 18, 2012
En sur gammel rødstrømpe taler ud
På Facebook florerer for tiden et "sjovt" billede, som hedder "Verdens korteste eventyr".
I sin enkelhed går det sådan her:
"Der var engang en ung mand, som spurgte en ung pige: Vil du gifte dig med mig?
Den unge pige svarede "Nej".
Og den unge mand levede herefter lykkeligt og kørte motorcykel, tog på fiske- og jagtture, spillede en masse golf, drak øl og whisky og havde penge i banken, lod toiletsædet være oppe og pruttede når han havde lyst.
Slut."
Suk, suk, suk.
Jeg bliver så træt når jeg læser den slags, for det er hverken kreativt, sjovt eller originalt. Jeg har det nemlig sådan, at hvis en vits er kreativ, sjov og original, må den godt være sexistisk (mod det ene eller det andet køn), racistisk eller andet der slutter på -tisk. For så er den jo SJOV, og så er der jo en pointe med den.
Trætheden bliver ikke mindre af at det er en cementering af den der trend med at parforholdet er en magtkamp, hvor kvinderne altid har overtaget over de stakkels, stakkels mænd.
En ting er, at det er ynkeligt, når mænd sætter sig op som ofre, der ikke selv formår at tage magten i deres eget liv og sætte præg på det parforhold, som man må formode at de frivilligt er gået ind i, og som de som sådan har ca. 50% af ansvaret for.
Men jeg bliver da også lidt træt af at blive puttet i sådan en kasse der har klistermærket "Beregnende-og-sjovheds-dræbende-pengegrisk-kælling" solidt klasket på forsiden - - for er det sandheden, at kvinder KUN tænker på at få en mand i sine garn, så hun kan suge alle hans penge ud af ham, forbyde ham at have det sjovt og mentalt kastrere ham?
Og jo, jo, jo, jo, jo, jeg VED jo godt at det er "for sjov". Og at jeg er en kedelig party-pooper.
Men det ER jo ikke sjovt. Det er sexistisk agression kamufleret som en vittighed. Og det er næsten lige så sexistisk mod mændene (for de fleste af de dejlige, kloge og spændende mænd jeg kender, har sq for meget nosser til at lade sig "tæmme" på den ovenfor beskrevne måde) som det er mod os kvinder (der jo ret beset også er en slags mennesker, og som sådan lige så forskellige som mennesker er flest).
For det er ikke lige meget hvad vi griner af. Jo mere sådan en "sjov sandhed" bliver gentaget, jo mere cementerer vi nogle åndssvage myter om mennesker baseret på deres køn.
Så kald mig en gammel sur rødstrømpe, som bare får for lidt sex.
Bare jeg må fnise, når du gør det.
For jeg har jo ret.
I sin enkelhed går det sådan her:
"Der var engang en ung mand, som spurgte en ung pige: Vil du gifte dig med mig?
Den unge pige svarede "Nej".
Og den unge mand levede herefter lykkeligt og kørte motorcykel, tog på fiske- og jagtture, spillede en masse golf, drak øl og whisky og havde penge i banken, lod toiletsædet være oppe og pruttede når han havde lyst.
Slut."
Suk, suk, suk.
Jeg bliver så træt når jeg læser den slags, for det er hverken kreativt, sjovt eller originalt. Jeg har det nemlig sådan, at hvis en vits er kreativ, sjov og original, må den godt være sexistisk (mod det ene eller det andet køn), racistisk eller andet der slutter på -tisk. For så er den jo SJOV, og så er der jo en pointe med den.
Trætheden bliver ikke mindre af at det er en cementering af den der trend med at parforholdet er en magtkamp, hvor kvinderne altid har overtaget over de stakkels, stakkels mænd.
En ting er, at det er ynkeligt, når mænd sætter sig op som ofre, der ikke selv formår at tage magten i deres eget liv og sætte præg på det parforhold, som man må formode at de frivilligt er gået ind i, og som de som sådan har ca. 50% af ansvaret for.
Men jeg bliver da også lidt træt af at blive puttet i sådan en kasse der har klistermærket "Beregnende-og-sjovheds-dræbende-pengegrisk-kælling" solidt klasket på forsiden - - for er det sandheden, at kvinder KUN tænker på at få en mand i sine garn, så hun kan suge alle hans penge ud af ham, forbyde ham at have det sjovt og mentalt kastrere ham?
Og jo, jo, jo, jo, jo, jeg VED jo godt at det er "for sjov". Og at jeg er en kedelig party-pooper.
Men det ER jo ikke sjovt. Det er sexistisk agression kamufleret som en vittighed. Og det er næsten lige så sexistisk mod mændene (for de fleste af de dejlige, kloge og spændende mænd jeg kender, har sq for meget nosser til at lade sig "tæmme" på den ovenfor beskrevne måde) som det er mod os kvinder (der jo ret beset også er en slags mennesker, og som sådan lige så forskellige som mennesker er flest).
For det er ikke lige meget hvad vi griner af. Jo mere sådan en "sjov sandhed" bliver gentaget, jo mere cementerer vi nogle åndssvage myter om mennesker baseret på deres køn.
Så kald mig en gammel sur rødstrømpe, som bare får for lidt sex.
Bare jeg må fnise, når du gør det.
For jeg har jo ret.
søndag, september 16, 2012
I slutningen af en dejlig weekend
Så sidder man her i slutningen af en rigtig dejlig weekend. Vejret har været godt, især idag, hvor solen har skinnet ned på mig og min søde mand, som har arbejdet flittigt i haven.
Der er blevet friseret græsplæne og luget bede og svitset ukrudt, og det sidste rabarber er blevet høstet (og forvandlet til en laber kage). Og så tænker jeg - gad vide om det her er den sidste tur i haven i år? Gad vide om der bliver flere frokoster på terrassen, og nydetid i haven uden jakke?
Og så blev jeg lidt trist, for jeg kunne jo godt se de rødgule farver i pæretræet. Og jeg har jo lagt mærke til, at dagene er blevet kortere.
Men på den anden side. Så hader jeg virkelig havearbejde. INTENSIVT!
Vi har verdens mindste have - virkelig! Græsplanen er ikke stort mere end et frimærke, og der er kun 2 bede. Alligevel vokser den til i hønsetarm og mælkebøtter, for jeg er meget bedre til at finde et hyggeligt hjørne med en bog i en havestol, end jeg er til at knokle rundt og luge.
Så jeg har faktisk truet med at hyre en havemand - det eneste, der har holdt mig tilbage er risikoen for, at staklen ville grine sig en gang akut brok til, når han så den lillebitte have. Men jeg gider det godtnok bare ikke.
Det har hjulpet, at vi har anskaffet en ukrudtsbrænder, for min yndlingshadeopgave er at luge mellem fliser. Men stadig ... GAAAB!
Så det er klart den lyse side af efterår: ikke så meget havearbejde!
Og jeg ved, at det bliver forår igen.
Der er blevet friseret græsplæne og luget bede og svitset ukrudt, og det sidste rabarber er blevet høstet (og forvandlet til en laber kage). Og så tænker jeg - gad vide om det her er den sidste tur i haven i år? Gad vide om der bliver flere frokoster på terrassen, og nydetid i haven uden jakke?
Og så blev jeg lidt trist, for jeg kunne jo godt se de rødgule farver i pæretræet. Og jeg har jo lagt mærke til, at dagene er blevet kortere.
Men på den anden side. Så hader jeg virkelig havearbejde. INTENSIVT!
Vi har verdens mindste have - virkelig! Græsplanen er ikke stort mere end et frimærke, og der er kun 2 bede. Alligevel vokser den til i hønsetarm og mælkebøtter, for jeg er meget bedre til at finde et hyggeligt hjørne med en bog i en havestol, end jeg er til at knokle rundt og luge.
Så jeg har faktisk truet med at hyre en havemand - det eneste, der har holdt mig tilbage er risikoen for, at staklen ville grine sig en gang akut brok til, når han så den lillebitte have. Men jeg gider det godtnok bare ikke.
Det har hjulpet, at vi har anskaffet en ukrudtsbrænder, for min yndlingshadeopgave er at luge mellem fliser. Men stadig ... GAAAB!
Så det er klart den lyse side af efterår: ikke så meget havearbejde!
Og jeg ved, at det bliver forår igen.
tirsdag, september 11, 2012
Livsnyderens flow-dag
Jeg har bare haft sådan en mega dejlig dag idag.
Måske startede det i virkeligheden med, at idag var begyndelsen på min arbejdsmæssige tilbagevenden til Erritsø. For det var det. Fra denne uge af vil jeg være at finde 2 dage om ugen på Teknikervej.
Jeg har fået en plads i Betalingsformidlingsafdelingen, som egentlig ikke er den afdeling jeg skal være i fremadrettet - men jeg er udlånt til at løbe et par opgaver i mål der i første omgang.
Så idag startede jeg som føl (eller .. måske egentlig som "halvgammel hoppe") for en kollega (ja ... det vil sige, han er ikke ansat i firmaet men hyret ind som ekstern konsulent, men han har været her så længe at det mere føles kollegialt), hvis projekt jeg skal overtage, når hans kontrakt udløber 31.10.
Jeg fik stoppet en frygtelig masse viden i hovedet (gad vide om det hele stadig er der imorgen?) og nød i mit stille sind alle de "Hej-hvad-laver-du-her"-hilsner jeg mødte, når jeg gik ud og hentede kaffe.
Og det er jo ikke fordi jeg ikke har været glad for at være i Silkeborg. Søde kolleger, fine forhold, og en lidt dyr beliggenhed midt i en lækker gågade (dyr, når man kommer til at vandre en tur ned af gaden i sin frokostpause). Men føler mig bare som den fortabte søn (eller datter), som er vendt hjem, når jeg går rundt i de velkendte lokaler på Teknikervej.
En ekstra bonus er den ekstra nattesøvn. Og morgenmaden sammen med Bruno og Kristian kimser jeg heller ikke af.
Og de nye opgaver ser spændende ud! Jeg er så klar på det!!
Oven i tog jeg forbi centret på vej hjem. Min nye rutine er: køre ud til centret lige fra arbejde, løbe en tur, styrketræne skuldre/ryg/arme. Og jeg havde en af de dage hvor det var rart at løbe. Jeg ved af erfaring at de bliver flere og flere jo mere jeg holder fast i 3 ugentlige ture, så selvom ulysten stikker hovedet frem ind imellem, får den ikke lov!
Nu sidder jeg mæt og glad i sofaen, selv strygetøjet har jeg fået has på.
Hvad faen kan man egentlig ønske sig mere, sådan en tirsdag aften.
fredag, september 07, 2012
Så til søs...!
Ind imellem er vi så heldige på mit arbejde, at vi bliver færdige med et projekt, og får lov til at holde et sjovt og spændende afslutningskalas.
Og i juni måned igangsatte vi en temmelig stor bunke kodeændringer - mange af dem bliver godtnok først taget i brug her om en måneds tid, når Jyske Bank kommer ind i vores systemer, men projektet er faktisk slut, og vi er videre til andre opgaver.
Jeg havde ikke lige nogen gode ideer, så jeg efterlyste forslag - - og der var en af gutterne, der havde en god ide. Han blev straks udskrevet til en lille tomands-komite, og så var vi igang med at planlægge.
Og i går var vi afsted: 10 mand som skulle ud på de vilde vover. Dagens udflugt gik nemlig til Middelfart, hvor vi fordelt på to både skulle sejle matchrace hos Match Racing Denmark.
Fire timer hvor vi først øvede os i i det hele taget at få skuden til at sejle fremad - derefter stod den på konkurrence! Det var bare herresjovt - jeg har aldrig forestillet mig at jeg ville synes det var sjovt at sejle, men det var bare en fest.
I dag kan jeg godt mærke de der timer i halv skovskiderstilling ovre ved forsejlet, mens jeg rykkede i snore sammen med gutterne. Der er dømt ømme muller i arme, skuldre, baglår og baller.
Men hvis nogen mangler en gast ... så er jeg frisk, vil jeg lige sige :-)
Og i juni måned igangsatte vi en temmelig stor bunke kodeændringer - mange af dem bliver godtnok først taget i brug her om en måneds tid, når Jyske Bank kommer ind i vores systemer, men projektet er faktisk slut, og vi er videre til andre opgaver.
Jeg havde ikke lige nogen gode ideer, så jeg efterlyste forslag - - og der var en af gutterne, der havde en god ide. Han blev straks udskrevet til en lille tomands-komite, og så var vi igang med at planlægge.
Og i går var vi afsted: 10 mand som skulle ud på de vilde vover. Dagens udflugt gik nemlig til Middelfart, hvor vi fordelt på to både skulle sejle matchrace hos Match Racing Denmark.
Fire timer hvor vi først øvede os i i det hele taget at få skuden til at sejle fremad - derefter stod den på konkurrence! Det var bare herresjovt - jeg har aldrig forestillet mig at jeg ville synes det var sjovt at sejle, men det var bare en fest.
I dag kan jeg godt mærke de der timer i halv skovskiderstilling ovre ved forsejlet, mens jeg rykkede i snore sammen med gutterne. Der er dømt ømme muller i arme, skuldre, baglår og baller.
Men hvis nogen mangler en gast ... så er jeg frisk, vil jeg lige sige :-)
mandag, september 03, 2012
Tilbage til Erritsø ... om ikke så længe!
Hvis det er rigtigt at gamle mennesker altid synes, at tiden går helt vildt hurtigt ... så er jeg skisme nok ved at komme op i årene.
For hvad sker der lige for at der kun er 40 dage, eller noget i den stil, til den der K-dag (den store konvertering af Jyske Bank ind i vores systemer)?? Det er jo bare lige et par dage siden Slamberten og jeg satte kursen mod Silkeborg i vintermørket.
Men ... Slamberten er jo skiftet ud, og der er lige pludselig gået godt og vel 1,5 år - faktisk nærmere 2.
Mit fremtidige job er på plads, mere eller mindre, og jeg er godt tilfreds ... selvom jeg allerede er lånt ud til en anden afdeling for en tid :o) Jeg er så småt i gang med et par opgaver, og dermed begynder jeg at lukke lige så stille ned for mine aktiviteter i Silkeborg.
På torsdag skal vi have projektafslutning .. og det bliver lidt underligt og vemodigt, for om få uger spredes teamet for alle vinde. Det er lidt mærkeligt. For det har jo været nogle gode år, vi har arbejdet sammen, synes jeg, og det er trygt og velkendt.
Men jeg tror det bliver rigtig godt. Det er sundt (om end lidt angstprovokerende) at blive smidt ud i noget nyt, og ind imellem tænker jeg, at jeg nok godt kunne have fundet på at søge videre uanset, bare for at prøve noget andet.
Jeg glæder mig til at få mine morgener tilbage. Til at møde kl. 8 i Erritsø, i stedet for kl. 8 i Silkeborg. Til at spise morgenmad sammen med Bruno og Kristian - og til at kunne cykle på arbejde igen :-)
For hvad sker der lige for at der kun er 40 dage, eller noget i den stil, til den der K-dag (den store konvertering af Jyske Bank ind i vores systemer)?? Det er jo bare lige et par dage siden Slamberten og jeg satte kursen mod Silkeborg i vintermørket.
Men ... Slamberten er jo skiftet ud, og der er lige pludselig gået godt og vel 1,5 år - faktisk nærmere 2.
Mit fremtidige job er på plads, mere eller mindre, og jeg er godt tilfreds ... selvom jeg allerede er lånt ud til en anden afdeling for en tid :o) Jeg er så småt i gang med et par opgaver, og dermed begynder jeg at lukke lige så stille ned for mine aktiviteter i Silkeborg.
På torsdag skal vi have projektafslutning .. og det bliver lidt underligt og vemodigt, for om få uger spredes teamet for alle vinde. Det er lidt mærkeligt. For det har jo været nogle gode år, vi har arbejdet sammen, synes jeg, og det er trygt og velkendt.
Men jeg tror det bliver rigtig godt. Det er sundt (om end lidt angstprovokerende) at blive smidt ud i noget nyt, og ind imellem tænker jeg, at jeg nok godt kunne have fundet på at søge videre uanset, bare for at prøve noget andet.
Jeg glæder mig til at få mine morgener tilbage. Til at møde kl. 8 i Erritsø, i stedet for kl. 8 i Silkeborg. Til at spise morgenmad sammen med Bruno og Kristian - og til at kunne cykle på arbejde igen :-)
lørdag, september 01, 2012
En ven jeg aldrig mødte
Idag har jeg kondoleret datteren til en ven, jeg aldrig mødte.
Jeg vidste godt det stod skidt til med Thomas, og at det var et spørgsmål om tid nu - men alligevel var det trist læsning, den statusopdatering hans datter satte op i hans navn: at Thomas var sovet ind.
Jeg "mødte" Thomas i 2010. Han var læser af min blog (selvom den allerede dengang var lidt hensygnende), og selvom han aldrig kommenterede, skrev han til mig en dag på Facebook og fortalte mig, at han syntes godt om mine indlæg.
Vi blev Facebookvenner, og jeg fandt ud af at Thomas var på alder med mig - måske et par år ældre, fraskilt med et par voksne børn, at hans passion var at spille musik, og at han boede smukt i Stockholms skærgård.
Jeg fandt også ud af at Thomas var alvorligt syg. Han havde cancer, og ind imellem var det skidt - men så blev det bedre igen, og så kom der billeder af smukke, klare morgener over skærgården og af hans bil og hans guitar og hvad der nu ellers fyldte.
Ind imellem skrev vi lidt sammen. Skriverierne og hans facebook-liv gav et billede af et generøst og positivt menneske med en stor kærlighed til sine venner, til rockmusik og til livet generelt.
De seneste par måneder ved jeg har været slemme. Facebookopdateringerne var sparsomme, og de få der var, fortalte om angst og sygdom og cancer, som havde spredt sig.
I morges kom så den statusopdatering på Thomas' profil. Hans datter skrev at han er gået bort, kampen mod kræften tabt.
Jeg blev trist og berørt, og syntes egentlig, at det var lidt underligt. For jeg har jo aldrig mødt Thomas. Men vi har udvekslet tanker og hilsner og sjove kommentarer, og på sin vis var han en ven. Så jo - idag får jeg våde øjne, når jeg tænker på Thomas. Jeg kom aldrig til Stockholm mens tid var (for så ville jeg have arrangeret at drikke en kop kaffe med ham), og jeg fik aldrig hilst på ham i den rigtige verden.
Det gør ikke så meget, er jeg kommet frem til. Vi var venner alligevel. Ikke tætte venner, men jeg nød at følge hans liv, og han mit. Jeg kommer til at savne hans tilstedeværelse på nettet.
Thomas er væk - men han lever videre i de utroligt mange mennesker, som jeg kan se holdt af ham, og i hjerterne på hans familie og nære venner. Jeg kendte ham og kendte ham ikke - men jeg ville ønske, han havde slået kræften og stadig var her.
Sære internet, som lader os røre andres liv, og kende og ikke kende på samme tid.
Jeg vidste godt det stod skidt til med Thomas, og at det var et spørgsmål om tid nu - men alligevel var det trist læsning, den statusopdatering hans datter satte op i hans navn: at Thomas var sovet ind.
Jeg "mødte" Thomas i 2010. Han var læser af min blog (selvom den allerede dengang var lidt hensygnende), og selvom han aldrig kommenterede, skrev han til mig en dag på Facebook og fortalte mig, at han syntes godt om mine indlæg.
Vi blev Facebookvenner, og jeg fandt ud af at Thomas var på alder med mig - måske et par år ældre, fraskilt med et par voksne børn, at hans passion var at spille musik, og at han boede smukt i Stockholms skærgård.
Jeg fandt også ud af at Thomas var alvorligt syg. Han havde cancer, og ind imellem var det skidt - men så blev det bedre igen, og så kom der billeder af smukke, klare morgener over skærgården og af hans bil og hans guitar og hvad der nu ellers fyldte.
Ind imellem skrev vi lidt sammen. Skriverierne og hans facebook-liv gav et billede af et generøst og positivt menneske med en stor kærlighed til sine venner, til rockmusik og til livet generelt.
De seneste par måneder ved jeg har været slemme. Facebookopdateringerne var sparsomme, og de få der var, fortalte om angst og sygdom og cancer, som havde spredt sig.
I morges kom så den statusopdatering på Thomas' profil. Hans datter skrev at han er gået bort, kampen mod kræften tabt.
Jeg blev trist og berørt, og syntes egentlig, at det var lidt underligt. For jeg har jo aldrig mødt Thomas. Men vi har udvekslet tanker og hilsner og sjove kommentarer, og på sin vis var han en ven. Så jo - idag får jeg våde øjne, når jeg tænker på Thomas. Jeg kom aldrig til Stockholm mens tid var (for så ville jeg have arrangeret at drikke en kop kaffe med ham), og jeg fik aldrig hilst på ham i den rigtige verden.
Det gør ikke så meget, er jeg kommet frem til. Vi var venner alligevel. Ikke tætte venner, men jeg nød at følge hans liv, og han mit. Jeg kommer til at savne hans tilstedeværelse på nettet.
Thomas er væk - men han lever videre i de utroligt mange mennesker, som jeg kan se holdt af ham, og i hjerterne på hans familie og nære venner. Jeg kendte ham og kendte ham ikke - men jeg ville ønske, han havde slået kræften og stadig var her.
Sære internet, som lader os røre andres liv, og kende og ikke kende på samme tid.
Abonner på:
Opslag (Atom)