Livsnyderen funderer på en lørdag

For nogen tid siden blev jeg ringet op af en blogger, som jeg snart gennem mange år har udvekslet kommentarer med, og som jeg ind imellem har haft en-til-en kontakt med på nettet.

Det var en sjov og rar overraskelse, for hun er en dejlig dame, med masser af vinkler på alt muligt.

Hun var dog lidt bekymret for mig, fordi jeg skriver sjældnere, og fordi hun syntes at mine indlæg virkede lidt for rosenrøde - for kunne det passe, at alting bare er så godt her, i min ende af den rigtige verden?

Det tænkte jeg længe over, og siden da har jeg ind imellem funderet over det.

Og jeg må bare erkende - jo, det er det. Mit liv er virkelig uden de store knaster og relativt frit for weltschmertz.

Jeg er sammen med en mand, som gør mig lykkelig morgen, middag og aften. Selv når han ikke er her (som nu - han er på cykletur på Söderåsen i Skåne) gør det mig utroligt glad at se hans ansigt for mig og tænke på, at han kommer hjem engang i aften. Vores samliv er lykkeligt, gensidigt givende og - beklager - fuldstændig uproblematisk. På de godt og vel 10 år vi har boet sammen, har vi nok skændtes 2 gange.

Vi er ikke altid enige om alting, men vi rummer hinanden med kærlighed og finder løsninger.

Mine børn er vokset op til at være dejlige voksne og næsten-voksne. Når man har sammenlagt 5 børn (3 biologiske og 2 tilgiftede) er der selvfølgelig bekymringer - men ikke af en karakter, som holder mig vågen om natten. Mine biologiske børns far har jeg et venskabeligt og godt forhold til, selvom det da i perioder ikke har været så let som nu.

Min øvrige familie har jeg det godt med. Og ja, vores forældre er ikke nye mere - de er alle i 70'erne - og sygdom og alder giver naturligvis bekymringer, det kan ikke undgåes. Men vi har det godt med hinanden, alle sammen. Min mor er heldigvis rask for en dame på 77, og klar i hovedet som de færreste der er 30 år yngre kan prale af. Min svigermor er noget af det sejeste og mest positive jeg kender, selvom min svigerfar i perioder har det meget skidt - han har KOL, som jo er ret invaliderende.

På jobbet trives jeg som aldrig før. Jeg elsker det jeg laver, og holder oprigtigt af mine nærmeste kolleger - gutterne i teamet. De er søde, sjove og dygtige mennesker, som tydeligvis godt gider gi' den en skalle, og vi har det hyggeligt samtidig med at vi får lavet en masse. Også en masse spas :)

Jeg bor i et dejligt hus, som min elskede og jeg selv har valgt og som vi sætter i stand, og jeg nyder at være tæt på byen og livet der. Jeg er vild med de små, hyggelige pletter i vores lille have (f.eks. formiddagssolen på terrassen ved køkkendøren, som jeg lige nu nyder godt af). Vores forhold til naboerne er godt og fredeligt.

Selv min bil gør mig lykkelig :) Når jeg henter den i P-huset efter en arbejdsdag, smiler jeg til den, når den med lygteblinken hilser mig velkommen. Så giver den mig en dejlig, komfortabel køretur, hvor der er serveret kaffe (hvis jeg altså lige har husket at lave det, inden jeg gik ned til den) og der bliver læst historier (det bedste er Jo Næsby, læst højt af Bent Otto Hansen - han har en SKØN oplæserstemme). Køreturen går gennem smukke hedelandskaber, og føles faktisk ikke længere særligt lang.

Jamen for søren. Jeg tænker af og til som førnævnte blogger, at jeg da er blevet totalt lalleglad og tilfreds med alt for lidt, men når jeg tjekker efter, synes jeg bare jeg har utroligt meget. Inklusive alle muligheder for at forbedre mit liv og mig selv endnu mere.

At jeg tilmed er heldig at være sat på jorden med et lyst og optimistisk sind, gør nok ikke sagen bedre. Eller måske gør den - for mig.

For jeg ER så tilfreds, og mit liv ER så godt. Der vokser ikke et farvekoordineret blomsterflor i min have, og mine hverdagstallerkner er stadig de kedelige hvide som vi købte i en stor kasse med 12-af-hver da vi flyttede sammen. Mine havemøbler skaller af (så de er lidt for sent blevet shabby chik) og jeg burde tabe et eller andet sted mellem 5 og 10 kg. (men jeg gider ikke). Det roder i min reol, og min lillebitte græsplæne trænger til at blive slået. Mit nuværende strikketøj har været igang i et halvt år, og er kun halvt færdigt.

Men jeg har det ret fint. Livet er godt.

Også når jeg mærker efter helt ned i maven.

Livsnyderens lørdagseventyr

Engang imellem tager Bruno og jeg på eventyr.

Altså ikke sådan de store, episke eventyr - bare nogle små nogen, hvor man ser det store i det små. Og sådan et var vi på igår.

Vi har et hold bekendte, som ynder at tage på vandreture, og det lyder meget, meget hyggeligt og dejligt! Så vi har snakket lidt om, at det kunne vi også godt tænke os. Men man skal jo starte i det små - især når man som Bruno har en dum diskos i ryggen man skal tænke på. Så igår havde vi planlagt en lidt længere gåtur på Addit Næs, ikke så langt fra Silkeborg. Bruno har cyklet deroppe, og er meget begejstret for terrænet, og han havde et fint 4 cm kort, som vi kunne bruge deroppe i skoven.

Igår morges pakkede vi en rygsæk, da vi var færdig med morgenmad og andre gøremål, og hoppede i bilen. I Brædstrup stoppede vi ved bageren og købte en hindbærsnitte (nam nam), og snart var vi ude på nogle MEGET små skovveje. Heldigvis vidste Bruno hvor vi var, så han fik parkeret automobilet, og så gik den ud af skovveje over stok og sten.

Vi gik ca. 10 km på Addit Næs (jeg havde glemt at lade min Garmin, så den døde efter 7 km), og vi mødte kun få mennesker undervejs - skovfogden og en enkelt kondiløber. Man må sige, at det er noget anderledes end at gå på Trelde Næs eller i Kongebroskoven, hvor man nærmest skal have færdselsregler for at håndtere de mange gående, cyklende og løbende.

Undervejs fandt vi et hyggeligt sted, hvor vi lige satte os og drak kaffe og spiste vores snitte, mens vi kikkede på en lille bæk, hvor vi kikkede på vandløbere, snegle og andre smådyr. Der var også en myg, som gerne ville i kontakt med Bruno, men han var ikke særligt interesseret.

Tilbage ved bilen igen kørte vi lige et par kilometer op til Klostermølle, ikke langt fra Gl. Ry. Her gik vi igen et par kilometer eller 3, måske - op på et højdepunkt, som hedder Sukkertoppen.

Det er virkelig en naturoplevelse at gå deroppe! Det er et stort område, og Bruno påstod at han kunne lave 10 tilsvarende gåture deroppe, hvor man ikke gik på de samme stier. Og det var smukt, afvekslende, og dejligt u-overrendt. Man føler lidt mere, at man er ude i naturen, når der ikke er hundeluftere og kondiløbere for hver hjørne man drejer om :-)

Til gengæld var der alt muligt andet at se på ... store, vidtfavnende udsigter, med træer i alle nuancer af grønt. Små, rislende vandfald, og masser af smukke søer, som lå og gemte sig mellem de mange træer. Steder, hvor skoven pludselig lukkede sig op, og blev til hedelandskab.

Og så snakker man så godt når man går. Vi fik talt om alt mellem himmel og jord, og ikke mindst fabuleret om alle de steder, vi gerne vil vandre. Vi fik planlagt en weekendtur i kano på gudenåen, og vandreture fra hytte til hytte i Sverige ... og meget andet.

Det er i den grad value for money, sådan en gåtur. Vi gav 28 kr. for et par hindbærsnitter, og så havde vi kaffe, vand og et par colaer, som Bruno omhyggeligt havde viklet i vådt avispapir, så han kunne overraske mig med en kold cola på det helt rigtige tidspunkt, med i rygsækken. For det fik vi en skøn naturoplevelse, motion (ja, for flere timers gang - i alt vel 12-14 km er vel en slags motion), og kvalitetssamvær med hinanden.

Dagen sluttede vi af med at køre til Silkeborg og spise græsk mad. Jeg har jo min daglige gang i byen, og havde spottet at der lå en græsk restaurant ved navn Zorba (jeg tror der er en lov, som siger at græske restauranter SKAL hedde Hellas eller Zorba), som jeg godt kunne tænke mig at prøve. Der fik vi sen frokost/tidlig aftensmad: 8 mezes (småretter) og til dessert chokoladekage med vanilleis. På trods af chokoladekage kunne vi nu godt smage hvidløg fra den virkeligt gode tzatziki, da vi kørte hjemad. Det var super lækkert mad (naturligvis med en Mythos øl til), og jeg spiser gerne derinde igen.

Det var en dejlig dag. Den var godt brugt, og igår aftes kunne vi godt sidde roligt i sofaen og slappe af :)

Musik med morgendis og skæve harmonier

Da jeg havde fødselsdag (inden jeg blev syg - og nu er jeg i øvrigt stort set rask igen!) fik jeg en cd i fødselsdagsgave af Bruno.

CD'en var Agnes Obels debut-album, og den har bare kørt rigtig mange gange siden.

Måske så I Agnes Obel i P3-guld - eller var det zulu-awards? - hun fik ihvertfald en eller anden pris for bedste debut-album, og optrådte med sangen Riverside. Missede du det, så du måske X-factor, hvor de rødhårede tvillinger optrådte med samme sang - smukt, men ikke så smukt som originalen.

Det er et ret specielt album. Obels bløde stemme akkompagneres bl.a. af et meget klassisk-lydende klaver, og i et af numrene er det harpemusik, som bærer den musikalske puls.

Der er sære, skæve harmonier, som får mig til at tænke på kølig tåge over en engelsk hede, og der er helt specielle rytmiske konstruktioner - og alt i alt giver det et helt unikt album, hvor jeg bliver ved med at finde nye, spændende detaljer.

De sidste dage har Obel leveret soundtrack til morgensol over Vejle Fjord, og hun har båret mig ud over den midtjyske hede og hjem. Jeg er sikker på at jeg kører lidt roligere, når jeg lytter.

Livsnyderen lærer en lektie

Man skal ikke være kæphøj.

Nu er jeg på ingen måde overtroisk - ellers kunne jeg godt have sunket en ekstra gang og ærgret mig over, at jeg i lørdags erklærede mig rask med flyvende fanfarer og truttende trompeter.

Det. Er. Jeg. Nemlig. Ikke.

Søndag blev en skidt dag, og idag gik jeg til læge igen og lod ham høre min rasle-hoste. Han lyttede lidt med stetoskopet, og så fik jeg en recept på noget penicillin.

Så NU bliver jeg snart rask.

Blev der sagt.

Livsnyderen lever!

Igår var jeg faktisk i tvivl om jeg ville blive klar til arbejde på mandag.

Jeg var faktisk lidt i tvivl om jeg NOGENSINDE ville blive rask igen (okay, jeg var LIDT ynkelig ... indrømmet).

Jeg hostede og var dødtræt og kunne ikke rigtig fornemme bedringen nogen steder.

Idag er den heldigvis tydelig.

Jeg er stadig træt. Jeg hoster stadig lidt, men lungerne bliver dernede hvor de hører hjemme. Og jeg havde ligefrem overskud til at tage rigtig tøj på idag (noget som ikke var hængerøv og stræk) og gå med Bruno ned til den gamle Kemira-kontorbygning og se udstillingen om Fredericia C.

Vi har nemlig en lille ny på vej her i byen ... bydel, altså! Vi slap for nogle år siden af med en stor, beskidt gødningsfabrik som lå midt i byen, ned mod vandet - og der skal være en lækker, ny bydel, med boliger, butikker, grønne områder ... det er SÅ spændende, og jeg glæder mig til at se "den lille ny" tage form lige midt i min by.

Og en række forslagsstillere har givet deres bud på, hvordan det kunne sættes sammen - og det kan man så gå ned og kikke på i disse dage.

Vi var enige om, at vi godt kunne se os selv i en lækker lejlighed dernede om 20 år, når vi nærmer os pensionsalderen (hvad den så måtte være til den tid). Det er bare rigtig spændende - og vildt dejligt at komme udenfor matriklen og se lys og andre mennesker igen :)

Da vi kom tilbage, fik vi en kop kaffe, og så en film på tv (dvs. Bruno så film, jeg så de første 10 min. og faldt prompte i søvn i sofaen - helt frisk er jeg altså ikke).

Nå - pointen var egentlig bare, at jeg er i live stadigvæk. Og snart kørende på fuld kraft igen :)

Livsnyderens ømme hostemuskler

Mens solen har skinnet over et sommerligt Danmark her i påsken, har jeg hostet, snottet, nyst og haft ondt i halsen.

Feber har jeg også haft, og selvom jeg ihærdigt har forsøgt at hhv. ignorere og kurere mig selv med positive tanker og selvforkælelse, har det ikke hjulpet alverden. Jeg nærmer mig ugedagen for det tidspunkt hvor jeg sagde: "Jeg tror jeg er ved at få en rigtig sommerforkølelse."

Nu er jeg sygemeldt på 2. dag, og lige pt. er der ikke meget der tyder på at jeg kommer på job imorgen - jeg har det nemlig ikke udpræget bedre end igår. :-(

Jeg overvejer dog at gå ned til lægen idag, og få tjekket min hals - det er den, der synes at være det slemmeste sted. For et par dage siden var jeg nervøs for min hoste - men den er taget lidt af og har efterladt mig med et stor-ømt mellemgulv.

Tilsyneladende skal der tages revanche for, at jeg kom gennem vinteren uden en eneste influenza - hrmpff! Jeg er ikke en særlig tålmodig patient, og det værste er, at jeg er nødt til at begrænse min læsning, mit tv-kikning og mit pc-brug temmelig meget, for ellers bliver den milde hovedpine der følger med influenzaen til en tung, dunkende sag - i værste tilfælde en slem migræne.

Så jeg tusser lidt rundt, sover lidt på sofaen, sidder lidt i skyggen udenfor, læser en lille smule, tusser lidt rundt igen, åbner pc'en et kvarter ... og sådan går en hel dag, for hvis jeg laver noget der er hårdere, er jeg gennemsvedt og træt som et alderdomshjem. Der ryger en del the og med jævne mellemrum et par panodiler ned - og panodilerne følges som regel af hedestigninger, et sikkert tegn på feber, der slåes ned.

Det er forfærdeligt kedeligt, og jeg ville meget hellere på arbejde :-( men jeg må bare være tålmodig og blive rask. Det er nemlig også en smitsom sag, tilsyneladende - Bodil blev syg i weekenden, og Bruno har måttet give op og tager hjem fra arbejde idag med samme symptomer som jeg har.

I det mindste var jeg rask de tre dage op til påskeferien, hvor jeg holdt fri. Der havde jeg nogle hyggelige, dejlige dage med mine to yngste, og nød solen og haven til fulde.

Nu vil jeg bare gerne være rask igen. En uge er nok. Skal vi ikke bare aftale det så?

Livsnyderen gør status på en lørdag morgen

Børn-i-huset-status: 2 ud af 3 til stede, en sovende på værelset med kæreste

Ægtemandsstatus: 1 stk kaffedrikkende lækkermås siddende ved spisebordet

Husstatus: Nogenlunde rent, omend noget rodet

Vejrstatus: Solskin og ikke meget blæst

Havestatus: Trænger voldsomt til en forårshånd

Humørstatus: Mild og glad, med en sær trang til havearbejde (det sidste sker IKKE tit)

Jeg må vist ud i den have idag. Havemøblerne skal frem, og jeg har allerede plaget Bruno med forespørgsler om hvorvidt vi har algefjerner i huset. Han så lidt træt ud, for han forestillede sig allerede at han blev sat i arbejde :D

I skrivende stund rejser han sig og går i kælderen. Hans planer går vist mere i retning af at få samlet sin cykel, så den kan komme ud og køre en tur i det gode vejr - og det skal der sørme også være plads til.

Mon ikke vi når alt det, vi skal idag?

Livsnyderens op- og nedture

Det går lidt op og ned på jobbet for tiden.

Siden vi lancerede i februar, har stort set alle mine gutter været lånt ud til et andet projekt, og jeg har sammen med en enkelt rundet af og fikset de småting som altid dukker op, når man har sat noget igang.

Og så har jeg haft sådan nogle spadestik-opgaver.

Dvs. jeg har fået stukket nogle meget overfladisk beskrevne opgaver, og er blevet bedt om at grave spadestikket dybere. Typisk på nogle ting, hvor jeg ikke selv har den viden, det kræver.

Nu er det sådan, at vi på Bankdata tit kombinerer analyse- og projektlederrollen. Selvom det ret beset er to forskellige ting. Jeg kan sagtens lave analyse - jeg har gjort det før, og det plejer at virke. Men jeg må nok erkende, at analyse er ikke lige det, jeg tænder på. Det er den ANDEN rolle - den med projektledelse - jeg synes er RIGTIG sjov.

Så det har dælen dulme været op ad bakke med de der analyseopgaver, og jeg har haft LIDT en tendens til at kaste mig over alle mulige ANDRE opgaver uden smålig skelen til prioritering og den slags kedelige ting. Men i sidste uge besluttede jeg at NU skulle det være - når jeg havde torsdagens projektafslutning (en herlig begivenhed indeholdende en procesevaluering, en drabelig dyst i gocarts, en god middag med herlige vine på Radisson i Silkeborg i selskab med 5 drenge i alderen 28 - 48) overstået, ville jeg simpelthen kaste mig FRÅDENDE over mine analyseopgaver.

Og så har det altså bare været en produktiv uge. Især idag har jeg fået sat håndtag på og gang i nogle opgaver, det føles bare RIGTIG godt. Imorgen tager jeg igen en ordentlig bid - jeg skal arbejde hjemmefra (lige bortset fra at jeg skal en tur til frisøsen og have organiseret min efterhånden temmelig høstak-agtige manke), og jeg regner med at have ultra-meget tjek på tingene, når jeg møder mandag morgen.

Typisk mig. Jeg er altid pletvis effektiv - sådan fungerer jeg bare. Og måske trængte jeg bare til at dalre lidt, for de første par måneder af året (og den sidste af det gamle) var bare monster-travle. Altså ... det er jo ikke fordi jeg ikke har LAVET noget .... jeg har nok bare ikke liiige kunnet tage mig sammen til at få hul på førsteprioriteterne.

Skaden er dog til at overskue, for der går nogle uger (tidligst primo maj) inden jeg får mit team tilbage fra udlån. Og til den tid regner jeg med at have masser af guf de kan kaste sig over.

Jeg er nemlig hurtig. Og effektiv. Det meste af tiden.

Nåmen - hovedårsagen og budskabet med dette indlæg er: DAMN det føles godt, når det "spøgelse" der ligger i hjørnet af mit skrivebord efter en ihærdig indsats på et par dage indtager helt menneskelige dimensioner :-)

Synes bare lige jeg ville dele ;o)

Firsertanker

For en uges tid siden hørte jeg en gammel sang i radioen.

Helt præcis var den fra 1981 - det år, hvor jeg blev 15, og startede på gymnasiet.

Sangen vakte minder om en helt anden tid, hvor jeg var yngre og verden var anderledes - og de sange, man hørte og dyrkede lød på en anden måde, end de gør nu.

Den hed "Vienna" og var med et britisk band, Ultravox. Soundet var køligt, tåget, blåtonet - distanceret og lidt håbløst.

Og sådan husker jeg også lidt den tid.

Ikke fordi jeg havde en trist og forfærdeligt barn- og ungdom, for det havde jeg ikke. Men jeg kan godt huske de der tidlig-firsere, hvor musikken var ekstrem (i den modsatte ende af skalaen fandt du punkmusikken), arbejdsløsheden enorm og den kolde krigs lammende trussel en realitet.

Et af mine yndlingsbands var danske Malurt, der sang om "Neonsolen" - a-bomben, som ville gøre det af med os allesammen, og hvordan vi bare skulle leve i nuet og elske, for lige pludselig kunne vi være væk.

Så det var de fakta, vi levede med. At vi kunne uddanne os til arbejdsløshed, hvis ikke krigen ville bryde ud og gøre en ende på menneskeheden. Det lyder dramatisk, men i mit hoved (og sikkert også i andre unges) var det noget, vi forholdt os til.

Vi var generationen, som der ikke var brug for, og som måske aldrig ville nå at blive gamle.

Og pudsigt er det jo så, at jeg faktisk aldrig har været arbejdsløs, og nu hastigt nærmer mig min 45 års fødselsdag.

Men jeg forstod de der sange - både Malurts atomkrigs-lyrik, Ultravox's kolde, håbløse toner, og Clash' opfordringer til oprør. For det var tiden.

Måske var alt dette også medvirkende til, at så mange af mine jævnaldrende knækkede. En veninde røg ind og ud af psyk, led af spiseforstyrrelser og ville nogen gange dø. En klassekammerat - en fyr - stod helt af mentalt. Jeg mødte ham en sen eftermiddag ved skolen (jeg havde været til kor), hvor han bare stirrede glasagtigt på mig, da jeg spurgte hvad han lavede der på den tid. Få dage senere blev han indlagt på den lukkede, hvor jeg i øvrigt stødte på ham, da jeg besøgte min veninde, der på det tidspunkt var indlagt også.

Jeg selv? Jeg klarede mig. For et par år siden læste jeg min dagbog fra dengang, og blev lidt forskrækket. Idag havde der nok været en AKT-medarbejder eller en skolepsykolog der havde spottet mig, for det, jeg læste, lugtede af depression. Ihvertfald efterlod gymnasieårene mig trist, udmattet og forfærdeligt skoletræt, og trods mit ret gode intellekt valgte jeg den kortest mulige uddannelse - for jeg orkede simpelthen ikke at tænke på et længere studium.

Tristheden voksede jeg fra. Og den kolde krig sluttede. Men jeg gad vide hvordan det ville have præget mig, hvis jeg havde været 10 år ældre, og var vokset op i 70'erne i stedet?

Livsnyderen møder livsklog powerprinsesse

Jeg har hørt, at der findes et særligt sted i helvede for kvinder, som ikke hjælper hinanden.

Nu kunne jeg godt tænke mig at udskifte "kvinder" med "mennesker" ... men der er jo en del sandhed i det.

Lone "Powerprinsesse" Rasmussen kommer nok aldrig til at kende det der særlige sted i helvede, for hun har faktisk viet sit liv til at forsøge at lære andre kvinder at elske sig selv og få det bedste ud af den værdi, de selv repræsenterer.

Jeg læste hendes bog "Fra pæn pige til powerprinsesse" sidste år, og var helt vild med hendes tilgang til det. For når hun fortæller, er det enkle principper og på et grundlag, som baserer sig på personlige erfaringer frem for tillærte teorier.

Meget af det, hun er kommet frem til, er erfaringer, jeg også selv har gjort mig, og da jeg gik til foredrag med hende tidligere i denne uge, var det ikke fordi jeg regnede med at lære en hel masse nyt. Men efter at have læst bogen lovede jeg mig selv, at jeg ville gå ind og se Lone live, hvis jeg fik chancen.

Så tirsdag aften sad jeg i det Bruunske Pakhus, og jeg tror jeg var den eneste, der ikke var sammen med en eller flere veninder. Og jeg vil sige, at Lone leverede varen. Jeg gik faktisk derfra, inspireret og beriget af den energi og inderlighed, hun lægger for dagen. Sådan en dejlig dame, med et kæmpe-enormt hjerte, og det skinner bare igennem, at hun brænder for at hjælpe og støtte andre kvinder.

Jeg ville ENORMT gerne have læst en bog som hendes, da jeg var 25. Og jeg håber inderligt, at hun holder foredrag igen i Fredericia til efteråret, så vil jeg ta' en veninde med :)

Forår for Livsnyderen

Sikke et herligt forårsvejr det var igår - og ser ud til at blive idag!

Igår fik jeg endda lokket mine ben ud at løbe en tur - den første udendørs i et halvt års tid, sådan cirka! Ja, for turene på løbebåndet i Dansk Fitness, de tæller ikke rigtig helt på samme måde.

Af en eller anden ukendt årsag gik det bare forrygende. Om det var det dejlige vejr, de tørre, rare stier på volden, den lune vind fra Lillebælt eller min fantastiske grundform (rund) vides ikke, men mine ben ville gerne løbe, og de bad ikke om lov til at gå efter 5 minutter. Faktisk løb de hele vejen - knap 5 km - kun med et stop ved banken, hvor jeg var inde og sætte den check ind, som jeg fik for Slamberten.

Det var en lækker løbetur, men idag betaler mine ben prisen - mine muller er pænt ømme.

Men det føles godt, og jeg er frisk nok til at fejre det søde unge menneske, som har fødselsdag idag :-)

Livsnyderen er fødselsdagsklar!

Der er skrækkeligt meget uro og ufred i verden lige nu.

I Japan kæmper de med en stor naturkatastrofe, og i Libyen slås en gammel egoist mod sit folk. Det murrer og rumler i det hele taget meget dernede i Nordafrika.

Her i Fredericia er det anderledes fred og fryd og gammen, vi har på tapetet. Denne uge står i et ganske bestemt tegn - og nej, det er ikke i bilkøbets tegn. Eller jo, det er det lidt, men det er sekundært.

Den store begivenhed i denne uge er, at familiens yngste pode fylder år - 15 år, bliver han, min store lille dreng :-)

Det vil blive fejret i dagevis, vil det :)

Min mor kommer herned, så hun kan være her på selve dagen, på torsdag, og i weekenden kommer også min søster og svoger og min skøre og søde niece (hende, som er jævnaldrende med Bodil). Det bliver hyggeligt og dejligt med en familie-fejring, først med mormor, og så med drengens yndlings-moster (okay, hun ER så også den eneste).

Jeg glæder mig voldsomt til at se dem alle - og har endda taget en fridag torsdag, så jeg kan hygge med min mor og være hjemme til at tage kærligt mod Kristian, når han får fri fra skole. Fredag arbejder jeg hjemme, det er rigtig dejligt!

Ellers føler jeg mig en lillebitte smule amputeret. For Bruno er kommet hjem fra København, og lige pludselig er vi en to-personers-et-bils-familie. Altså: jeg er bil-løs. Det er godtnok mange år siden jeg har været det, og jeg holder ikke af den manglende fleksibilitet.

Til gengæld glæder jeg mig stærkt til mit nye køretøj!

Men forrest i bevidstheden står den store drengs fødselsdag. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan vi fejrede hans fødselsdag for 3 år siden, da vi gik og malede vores nye hus ... herregud en lille fyr :-)

Han er godtnok blevet stor og lang og voksen at se på siden.

Livsnyderen og smagsdommerne

(Advarsel: stærk sarkasme kan være anvendt)

Lige for øjeblikket går jeg og overvejer hvilken ny bil, jeg skal købe.

Den sorte slambert er sat til salg - for kørekomforten i en C1 står bare ikke mål med mange km. tilbagelagt hver uge.

Så er det, at det går op for mig, at der er et par slående lighedspunkter imellem at arbejde med brugervenlighed på internettet, og det at købe ny bil.

Og hvad er det så?? Spørger den opvakte læser naturligvis. Johh ... lyt nøje efter ... det kommer nemlig lige her:

Alle er eksperter!!

Og ... de er ikke bare eksperter ... de er også meget, meget, MEGET klogere end dig. De kender dine behov bedre end du selv gør, og har afgrundsdyb indsigt i hvor vigtigt det er for dig at din bil har bakkesensor, bluetooth og et bestemt logo på fronten.

Tror de ihvertfald.

Tilsyneladende træder der en eller anden mekanisme i kraft, når man kommer til at sige, at man kikker på ny bil. En ganske betragtelig procentdel af dine bekendte føler sig tilsyneladende så usikre på deres eget valg af bilmærke og -model, at de føler en ubændig trang til at få dig fuldstændig overbevist om, at det er det HELT rigtige. For hvis det lykkes, kan de jo føle sig lidt mere sikre. Ikke?

Ihvertfald får du at vide, at den bil, du overvejer (og måske endda har læst specs, tests og detaljer om, og ligefrem prøvekørt) er det argeste pis, og umuligt kan være et godt køb. Og så forventes du at smile venligt og svare høfligt, når du indirekte får at vide at du er en inkompetent idiot.

SÅ SLAP DOG AF!

Og lad mig vælge bil uden at blive hånet og "vejledt". Jeg fatter ikke hvad der lige sker med almindelig takt og tone, når nogen hører, at jeg vil købe en ny bil??

Whoa ... sagde livsnyderen

Mit input-barometer står på ADVARSEL - RISIKO FOR OVERLOAD, og alligevel er jeg lidt halv-ekstatisk.

For hvor er der længe imellem den slags kurser, som jeg er på lige nu.

Siden jeg blev projektleder for godt 1,5 år siden (1 år og omkring 8 måneder, tror jeg) har jeg fået masser af opbakning og klap og positiv respons. Samtidig har jeg efterlyst værktøjer og uddannelse.

Og jeg har tænkt: det kan bare ikke passe at jeg er så god, når jeg dybest set leder efter den metode som man på engelsk kalder "flying by the seat of my pants". Altså, at handle på intuition og erfaring.

Naturligvis ved jeg lidt om ledelse. Man har vel læst lidt litteratur, og set eksempler til efterfølgelse (såvel som det modsatte). Men selvom jeg godt kan lide tanken om at være et pragteksemplarisk naturtalent, køber jeg den ikke helt.

Jeg har fået ros og ros og ros. Og tænkt, at jeg må gøre det okay, men også tænkt, at jeg sørme også er heldig med at have et dygtigt, velsammenkørt team at arbejde med.

Og idag fik jeg faktisk en god dosis feedback - ikke på, hvad jeg er god til (for en gangs skyld) men konkret feedback på hvad jeg bør arbejde med at blive bedre til.

Jubi-yeah!!

Der var sørme lige et par ting, som jeg kunne blive rigtig meget bedre til. Og det var da lidt af en lettelse, for jeg kom jo ikke herover for at få bekræftet at jeg var fantastisk (for jeg ved jo godt at man ikke bare griber god ledelse ud af luften), men for at få nogle hints til, hvad jeg kunne gøre bedre!

Og sådan er det her kursus bare. Jeg kommer hjem med

1. et klarere billede af hvad mine styrker og svagheder er
2. en håndfuld værktøjer, som rent faktisk ER værktøjer - dvs. jeg kan hive dem op af tasken og tage dem i brug, når jeg møder en situation hvor jeg mangler dem

og hvor er det bare fedt!

Det er dælan dulme bare et trucker-godt kursus, det her! Men jeg tror jeg skal bruge et par dage på at fordøje det hele...

Livsnyderen lærer

Jeg er på kursus i disse dage.

Fra igår til imorgen skal jeg lære om professionel teamledelse, og mand, er det et kompakt kursus. Gårsdagen var lige på og hårdt, få og korte pauser, fra kl. 10, da vi ankom og indtil kl. 18 i aftes.

Jeg var komplet smadret da jeg 21.30 væltede om i min seng, satte Albert (min mac) på min mave og nuppede et afsnit af House. Jeg har en bog med at læse i, men det syntes at være for stor en indsats at læse i den igår aftes.

Til daglig står jeg tidligt op - ofte omkring 5.30 - så igår valgte jeg at sætte mit vækkeur til 7.30, som var det seneste tidspunkt jeg kunne vågne op og på komfortabel vis nå at være med på kurset fra 8.30. At jeg så reelt vågnede en times tid før gjorde ikke noget - bare det at sove indtil man vågner af sig selv er jo en voldsom luksus :-)

Lige om lidt skal jeg ned i kursuslokalet. Jeg glæder mig til endnu en action packed og lærerig dag lige her på Hotel Radisson Blu HC Andersen.

Er føtex sej? undrer Livsnyderen

Jeg må erkende at jeg er en lillebitte anelse træt af Føtex' irriterende ny reklame-jingle: "Føtex er sej - vi gør mere for dig!"

Men engang imellem elsker jeg også Føtex.... fordi: DET ER DER man lige kan svinge forbi på vej hjem fra fitnesscentret kl. lidt over normal spisetid, finde en lækker ret med kylling, parmaskinke og grøntsager som er lige til at smække i ovnen med parmaskinke - og voila, så har man også på den travle dag fået sund, velsmagende mad (som har taget 10 minutter i effektiv arbejdstid).

Mere af den sunde slags "færdigmad", tak! Det holder 100 - og gør mig i stand til at bære over med selv den mest irriterende tv-reklame.

Livsnyderen samler tråde op

Indenfor den sidste uge har jeg lavet aftaler om at ses med to skønne kvinder, som livet ellers næsten havde skilt mig fra.

Fælles for dem er, at de er sjove, varme, dybe, kloge og lattermilde. Og de har begge to været nogen, jeg mest så gennem arbejde.

Den ene er en skøn dame, jeg mødte, da jeg var aktiv i fagforeningen. Vi sad i hver vores kredsbestyrelse, var næsten lige gamle, og da vi mødtes for omkring 10 år siden, var vi begge meget nyforelskede. Vi havde det utroligt sjovt sammen, og snakkede godt. Der var så mange punkter, hvor vi lignede hinanden, og forstod hinanden.

Vi søgte hinandens selskab, men selvom vi var enige om at holde kontakten, fes det alligevel lidt ud da jeg stoppede med fagforeningsarbejdet. Men hurra for Facebook - for her blev vi venner for et par år siden, så vi kunne følge en smule med i hinandens liv.

For nylig begyndte vi at skrive lidt mere sammen igen, og nu har vi lavet en konkret aftale om at ses. Det er jeg glad for, for hende her har bare manglet i mit liv. Jeg ser stærkt frem til at indhente det forsømte med hende!

Den anden er en tidligere kollega. Vi arbejdede sammen for noget der ligner 5-6 år siden, tror jeg. I dagligdagen havde vi en fed kemi - vi arbejdede godt sammen, grinede godt sammen og snakkede godt sammen. Desværre stoppede hun på Bankdata igen, og igen fes det lidt ud ... hun boede ovre i vestjylland, og fik et job tættere på sin bolig, hvor hun fik meget travlt. Ind imellem har vi skrevet sammen, men mere er det ikke blevet til.

Nu er det sådan, at hun arbejder i Jyske Bank - og da jeg for et par måneder siden blev flyttet derop, blev vi enige om, at NU skulle vi snart ses! Nu har vi lavet en frokostaftale, og det glæder jeg mig meget til.

Hele to skønne damer, som jeg har aftaler med i den nærmeste tid. Det er jeg glad for. Gode mennesker kan man ikke have for mange af i sit liv :-)

Livsnyderen svinger penslen

I vinter var jeg på afdelingsseminar med min afdeling.

En af de ting, vi skulle lave, var at male billeder - under kyndig vejledning fra Anette Walther, som er en billedkunstner ovre i Strib.

Jeg havde en fest! Det var sjovt! Og jeg tænkte, at det ville jeg frygtelig gerne dele med Bodil.

Så da jeg kom hjem kikkede jeg på Anettes hjemmeside og så til min glæde, at hun jævnligt afholder workshops.

Så jeg skrev mig op til den næste, for 2 personer :-)

Det var idag, og vi har bare hygget os, Bodil og jeg. Det er sjovt at lege med former og farver, og jeg kunne mærke at jeg lige var LIDT mere modig denne gang. Mit ene billede er jeg faktisk rimeligt tilfreds med, og så er alt jo godt :)

Men det er lidt pudsigt. Anette sagde flere gange "Husk at skrive dit navn på" ... og jeg var sådan lidt.... NO WAY! For hvis jeg signerer mit billede, er det lige som om jeg tror det er kunst - og det er det jo ikke. Der ramte jeg lige min blufærdighedsgrænse, eller noget :D

Jeg har fået lidt blod på tanden, og overvejer at anskaffe mig en stak akrylfarver, nogle lærreder og lidt forskelligt, så jeg kan slutte mig til hæren af amatørmalende damer midt i 40'erne .... vildt kliche, men det er skægt at male, og jeg tror det er sundt for hjernen at blive brugt på denne her måde. Hvis billederne bliver møg-grimme, kan jeg jo bare male dem over og starte forfra. Eller give dem til Bodil, så hun kan male dem over.

Jeg må hellere se om jeg kan finde mig en alpehue.

Darwins danske "bedstefar"

I aften har jeg lært noget nyt.

På vej hjem fra Aalborg (jeg har idag været på Hjørring Sygehus med Andreas, som har fået fikset det håndled, han slog i stykker for 1,5 år siden) idag hørte jeg en mega-interessant radioudsendelse om videnskabelig udvikling gennem tiden.

Det handlede om jordens alder, og geologi.

Allerførst var der nogle biskopper, som af et godt hjerte forsøgte at bidrage til den videnskabelige videnspulje. De talte generationer i det gamle testamente, og mente at de der ud fra kunne beregne jordens skabelse til at have været 4004 år før Kristi fødsel.

Godt forsøgt - fejlen var selvfølgelig at deres udgangspunkt var helt ude i hampen. For Bibelen er jo nok ikke ligefrem videnskabelige optegnelser.

Det var faktisk først langt senere, at der begyndte at komme seriøse bud på jordens alder, og idag ved vi ret præcist (inden for en million år :D) at jorden er 4.567.000.000 år gammel. Og det er jo ligegodt en sjat, men ham Biskop Usher havde fat i noget - - det var noget med "4" først!

Det rigtigt sjove i udsendelsen var dog historien om Nicolas Steno - eller Niels Steensen, som han hed på dansk. Han var en københavner, som blev født i 1638, og han ville være videnskabsmand. Så han læste til læge. Det var dog ikke lige hvad han havde tænkt sig - lidt for meget "bartskærer" og lidt for lidt videnskab.

Så Steno skiftede til anatomi, hvor han faktisk blev et rigtigt stort navn - bl.a. ved at konstatere at hjertet er en muskel. Han blev faktisk så anerkendt, at han turnerede Europa, og bl.a. reviderede datidens syn på, hvordan hjernen fungerer.

Da var det en italiensk hertug - en af Medici'erne - fik øje på ham. Han fik sendt et haj-hoved til Steno, så han kunne sturdere hajtænders lighed med visse sære sten, man fandt oppe i bjergene - og så var Stenos vej til geologi skabt.

For Steno begyndte at undre sig over fossiler af havdyr, som blev fundet langt fra den nærmeste kyst, og det ledte ham frem til, at jorden ikke bare var en statisk ting som stod som den var skabt af gud, men at den er under evig forandring.

Han var godtnok liiige på kanten engang imellem - for det var dengang Inkvisitionen havde skarpe blikke for, hvis videnskabsmænd fandt ud af noget, der ikke passede med bibelen - for så kunne det jo ikke passe. Men det lykkedes ham ved hjælp af diplomati og sikkert også fordi han var en oprigtigt troende katolik, at undgå at blive 30 cm kortere.

Steno udgav flere videnskabelige skrifter undervejs i sin karriere, og rent faktisk endte hans metoder med at være grundlaget for den moderne geologi.

For Charles Lyell, som udgav Pricipia (Principles of geologi) skrev faktisk i sin indledning, at hans teorier hvilede på Stenos principper. Og nævnte Lyell var en af Darwins store inspirationskilder såvel som ven og mentor.

At Steno ikke er mere kendt idag, skyldes først og fremmest, at han ikke var englænder. Hans religiøsitet gjorde ham også udstødt - i Danmark fordi han var konverteret til katolicismen, og længere sydpå fordi han oprindeligt var lutheraner.

Manden lod ikke sin religiøse baggrund stå i vejen for sin videnskab, for han mente, at når videnskaben og bibelen ikke stemte overens, var det fordi bibelen blev tolket forkert :) - relativt sundt udgangspunkt, hvis du spørger mig.

Nogle mener faktisk, at hans bidrag til den moderne videnskab var på niveau med Newtons - og at det er ganske uretfærdigt, at hans eftermæle ikke er større.

Uanset hvad, synes jeg det er lidt sejt, at vi i Danmark har en videnskabsmand, som har været med til at danne grundlag for Darwins vigtige evolutionsteori - om end ad omveje :)

Livsnyderen taler ud om undertrykte mænd

På Facebook har jeg lige fulgt en diskussion om mænd og kvinder - apropos sidste indlæg.

Her handler det meget om den der stereotyp, der går på at "kvinderne har taget magten" så de både bestemmer hvordan hjemmet skal se ud, hvilken bil familien skal have osv osv osv.

De onde, onde kvinder kører kort sagt de stakkels mænd helt ned, hvorefter de kommer til at kede sig med de svage tøffelhelte, de selv har skabt, og så bliver de skilt, fordi de vil have en rigtig mand.

Fra den anden side lyder det at mændene er svage og ligeglade, og har glemt at være mænd. Kvinderne vil have en mand som kan åbne døre og købe blomster, og i øvrigt bolle dem på køkkenbordet uden at spørge først.

Sig mig, hvor findes de der par, ude i den rigtige verden? Og hvis kvinderne er så magtfulde, hvorfor afspejler det sig så ikke i vores pensionsopsparinger og lønninger, og i vores andel af lederstillinger ude på arbejdsmarkedet?

Jeg fatter slet ikke det der - - og jeg fatter ikke de der parforhold, som bliver en krig.

For pokker, vi flytter jo sammen med nogen, fordi vi elsker dem. Ikke fordi vi vil vinde over dem, bestemme over dem og lave om på dem!

Og så tænker jeg PUHA - hvor er jeg heldig!

Jeg tror ikke så tit Bruno lukker døre op for mig, men han kan godt skubbe min stol ind når vi er til fest. Og han slæber ikke blomsterkoste hjem flere gange om ugen. Hvad køkkenbordet angår, finder vi bestemt ud af det ;) - og han behandler mig som et passende mix af bedste ven, en gudinde og yndlings-legekammerat.

Vi snakker tit om, hvor rart det er at være ligeværdige. At man ikke altid skal være den stærke/svage eller kloge/uvidende. At vi begge har styr på vores fælles økonomi. At vi kan sparre med hinanden, og byde ind med kvalificerede råd, når en af os har noget, der lige skal vendes engang.

Og nej. Det er ikke mig der bestemmer, hvordan vi indretter vores hjem. Det kan vi godt finde ud af at blive enige om - jeg tror for øvrigt også, at jeg ville få stress af at skulle forholde mig til det selv :D

Hvad sjov er der i at have magtkampe, når der er plads til at elske?