Den taknemlige Livsnyder

I denne uge læste jeg at en af nøglerne til at være et lykkeligt menneske, er at være taknemmelig, og at give udtryk for det.

Nogle forskere havde lavet et forsøg, hvor de lavede en "tilfredshedstest" på en gruppe mennesker. Herefter bad de gruppen lukke øjnene og tænke på en person, som havde haft stor positiv indflydelse på deres liv.

Når de havde tænkt på en person, skulle de skrive nogle sætninger om hvad den specifikke person betød for dem, og på hvilken måde de havde haft indflydelse på deres liv.

Derefter blev de bedt om at ringe personen op (hvis det var muligt) og læse det, de netop havde skrevet ned, højt. 

Efterfølgende fik de lavet en ny "tilfredshedstest", og den viste, at især dem, som ikke var særligt lykkelige eller tilfredse, var blevet væsentlig mere tilfredse.

Konklusion: hvis du er opmærksom på det gode, andre gør for dig, og vel at mærke giver udtryk for det, bliver du selv et lykkeligere menneske.

Og på sådan en lørdag formiddag med hjertet fuldt af mine ungers selskab (og ikke mindst besøg af mit søde barnebarn) er det svært ikke at have utroligt nemt ved at føle mig taknemmelig og glad.

For den gode, varme kontakt jeg har med mine børn. De gider mig godt.

For ham jeg deler liv med - han gør mit liv sjovere og varmere.

For mit job, som er udfordrende (og lidt frustrerende nogen gange), spændende, og hvor jeg ikke mindst er omgivet af utroligt kompetente og gode og søde kolleger og samarbejdspartnere.

For mit gode helbred og min fornuftige økonomi.

For at jeg stadig har min dejlige mor.

Jeg er kort sagt en lykkens pamjulefis - en taknemlig livsnyder.

Og nu har jeg sagt det.

Jeg afventer nu et voldsomt lykke-humørhop :-)

Livsnyderens velsmagende minde

For utroligt mange år siden boede jeg i Struer. 

Jeg var helt ung, og kendte overhovedet ikke byen - men en forelskelse havde landet mig i limfjordsbyen der ude vestpå. 

Det var en hyggelig by, og jeg mødte masser af søde mennesker. Jeg boede der fra 1985 til 1989. I perioden arbejdede jeg på Bang & Olufsen - faktisk indtil jeg fik ældstesønnen i 1987. Så var jeg på barsel (og arbejdsløs i et halvt år) indtil jeg startede på EDB-skolen i Skive i 1988. 

Kærligheden holdt ikke, og i slutningen af 1989 flyttede jeg til Skive. 

Og siden har jeg faktisk ikke været tilbage i Struer. I mange år havde jeg slet ikke lyst. Nok fordi byen var arnestedet for mit første store personlige nederlag - nemlig det kuldsejlede forhold, der oprindelig bragte mig dertil.

Facebook har bragt mig i kontakt med et par tidligere kolleger fra byen, og det er sjovt at vide de er der endnu. 

Noget af det, jeg husker allerbedst var de sjove fredage på aftenholdet i B&O. Om fredagen skulle vi gøre maskinerne rene og rydde op, og det medførte altid en masse fis og ballade. Jeg husker fx. en morsom tradition med at køre hinanden rundt i VILDSKAB i nogle store trækasser med hjul under. Kasserne stod ved nogle store maskiner og opsamlede papiraffald fra ruller med elektriske komponenter.

En pige som hed Lotte fik jeg engang kørt ud foran et hold fine besøgende, som var på rundvisning en aften ... jeg gav kassen et godt skub og den trillede lige forbi de forundrede gæster - mens hun smilede undskyldende og jeg gemte mig storgrinende bag et eller andet.

Jeg tror også det var en fredag, vi fik den geniale ide at fylde lommerne på vores arbejdsleders jakke med indholdet af de der små mølkugleposer som lå ved de elektriske komponenter, når man pakkede dem ud. Og dengang vi med en injektionssprøjte fyldte skumgummipuden på hans stol med vand - man kunne ikke se det, men da han satte sig blev han noget fugtig bagi.

Det var hyggeligt og skægt, og fredag aften fik vi også altid mad fra den lokale grillbar - Grill-Pubben. Jeg skulle næsten altid have pindebøf. Oksekødsterninger stegt og godt krydrede, med pommes frites og et pølsebrød, og med kold bernaisecreme. UHM det var godt!

Jeg har ikke fået det siden jeg flyttede, men jeg kan stadig huske duften og smagen. Det hed pindebøf fordi man spiste det med en spids træpind. Og det var det store hit sådan en fredag aften.

Fredag aften endte vi også af og til med at snuppe en enkelt øl på Pingvinen nede på Søndergade.

Pingvinen ligger der endnu, ved jeg - og nu er det her, man kan få pindebøf.

En dag skal jeg til Struer igen. Gæt hvad jeg skal have til frokost, den dag :-)

Livsnyderens fuldgode torsdag

Efter en forrygende travl arbejdsdag, satte jeg kursen lige ud mod mit fitness-center. Jeg har ellers morgentrænet her i sommer, men nu trækker terrassen ikke længere så meget som de ekstra 45 minutters søvn. 

Så den stod på lidt styrketræning og min første spinning i noget der ligner et halvt års tid. 

Puha det var hårdt ... men jeg har brug for lidt ekstra kardio, og så ligger det jo lige til højrebenet.

Kævver jeg var balret da timen nærmede sig sin afslutning. Faktisk var jeg så træt at selv udstrækningsdelen var næsten uoverskuelig. Badet var hårdt tiltrængt og det var lækkert.

Bagefter måtte jeg konstatere at jeg lige trængte til en frisk streg om øjet og lidt mascara - jeg skulle nemlig ikke lige hjem i sofaen - næææh den stod på en lækker pasta-date med Bruno.

Sådan en date bliver jo ikke ringere af at man så kommer hjem til en smuk buket fra sin dejlige mand :) og så lige ud af døren igen.

Når jeg går ud at spise, får jeg ofte lidt flere kalorier end jeg måske i virkeligheden har godt af. Men herregud. Det er jo ikke hver dag man gør det.

God mad er mere end brændstof for kroppen, og når jeg får et rigtig godt måltid mad stopper jeg op. Nyder synet. Dufter til det - prøver at finde ud af hvad det dufter af. Finder duften af den friske pasta, nyder at skille duftene fra hinanden. Glæder mig til smagen.

Smager langsomt og nydende på maden .... smager og mærker teksturen og følelsen af maden i munden. Mærker hvordan mine smagsløg åbner sig og hvordan varmen fra maden føles.

Dufter til vinen. Slynger den rundt og nyder gardinerne på glasset og duften som lukker sig op. Smager, nyder.

Prøver at nyde hele måltidet, hele glasset langsomt, bevidst. Taler lidt, deler smagsoplevelser. Glæder mig over at det lige præcis er ham, der sidder overfor mig.

Så kan man sq altid tælle kalorier i morgen.

Livsnyderen i forhøjet beredskab

En dag læste jeg i avisen om et ubehageligt sexisme-fænomen, som vi nærmest tager for givet.

Det er ikke fordi jeg er en jamrende rødstrømpe. Det ved I, som kender mig, og I, som læser med her også godt. Faktisk blev jeg lidt mærkeligt til mode over det jeg læste, og det har rumsteret i mig siden.

Fordi jeg faktisk uden at tænke over det har levet hele mit liv lidt forsigtigt og lidt i forhøjet beredskab - simpelthen fordi jeg er kvinde.

Jeg er ikke bange, når jeg går ude om aftenen. Men jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke var meget opmærksom hvis jeg er på øde steder - især hvis går alene, og hører skridt bag mig, eller ser en mand komme imod mig. 
Ikke bange, men i forhøjet beredskab.

Jeg tænker da over, hvor jeg færdes, og hvornår. Jeg slår blikket væk og er afvisende. 

Jeg har oplevet at en mand blottede sig for mig. Det var i en biograf - han satte sig ved siden af mig og hev sit lem frem. Jeg gik fra biografen, sagde ikke noget til nogen - jeg var ung og alene og i DEN grad på udebane, for det var i Chicago.

Jeg er blevet befølt af fremmede mænd på steder, hvor der var trængsel. Jeg er endda blevet befølt af mænd jeg kendte, i situationer hvor jeg helt sikkert slet ikke inviterede til det.

Det er noget, man lever med som kvinde. Man tager sine forholdsregler, forhøjer sit beredskab, undgår øjenkontakt, går andre veje. Ikke stort og dramatisk, man gør det bare som en selvfølgelighed. Jeg har ikke søgt psykolog eller grædt mig i søvn over det.

Før jeg læste artiklen havde jeg ikke tænkt over, at i realiteten begrænser den adfærd, nogle få mænd udviser, min handlefrihed. Den kontrollerer i nogen grad mit liv.

Jeg blev lidt rasende da det gik op for mig. Både rasende på de mænd, der synes det er okay at opføre sig sådan - lige fra blotteren i biografen og til kollegaen, der synes det var okay at rage på mig, fordi jeg havde sagt ja til at danse.

Jeg blev også rasende på mig selv, og på samfundet, om jeg så må sige, fordi jeg bare tilpasser mig og indpasser mig og begrænser mig selv. Og fordi det forventes af mig, at jeg gør det.

Fordi vi har ligesom fået hård hud over for det her fænomen. Vi tænker slet ikke over det. Det er som når man er rigtig længe i en svinestald, så man slet ikke kan lugte lorten mere.

En dag læste min mand så noget i avisen om en trend i Japan, der vistnok hed tog-gramseri - hvor mænd tog toget alene med det formål at gramse på kvinder. Han syntes godtnok det var noget underligt noget (heldigvis - han er en af de gode mænd som der er flest af), men jeg skoggerlo nærmest: "Skulle det være en nyhed?!"

Så fortalte jeg ham at de fleste kvinder har oplevet at blive krænket seksuelt i en eller anden grad, og at de fleste af os har det der evigt forhøjede beredskab. Han var nærmest lamslået, for han anede det ikke. Ingen - inklusive jeg - havde nogensinde fortalt ham det.

Men hvad pokker gør man ved det? Jeg aner det ikke, men jeg accepterer ikke bare længere at sådan er det. 

Jeg er rasende over det. 
Og det tror jeg er godt, så det har jeg tænkt mig at blive ved med at være.

Livsnyderens 70'er-fornemmelser

Jeg er lige kommet hjem fra en skønherlig weekend i vores beskedne sommerresidens. Der er bare så godt at være.

Ikke mindst en augustweekend med det dejligste sommervejr.

Der er mange årsager til at jeg elsker at være deroppe. På en eller anden måde holder jeg HELT fri deroppe i plantagen.

Denne weekend bød på lidt malen, en lørdagsforsumpning i dejlig rosevin og sol, pandekager med is til aftensmad, hjemmebagt brød til morgenkaffen under geviret og en 10 km søndagsgåtur i landskabet.

I sommerhuset er der også ting jeg er rigtig glad for, og som passer netop der. Du har set mine frimærkepuder... men der er meget mere.

Et par ting fik jeg i sommer. Den ene var en helt fantastisk second hand bakke, som min skønne søster købte til mig på et lokalt marked. Den er rød og rustik og jeg bliver glad når jeg ser på den.

Efterhånden har den fragtet mange måltider ud på en af vores terrasser, og den gør det godt.

Rød går lidt igen oppe i sommerhuset. Her i sommer forærede min søster mig en skøn og lidt kitchet sag - jo, hende har jeg faktisk været heldig med!

Denne fine petroleumslampe har boet i min søsters sommerhus, som engang var mine forældres. Lampen købte min søster og jeg engang til min mor - hos den købmand som dengang lå oppe ved enden af grusvejen. 

Vi var meget stolte da vi gav hende den, for vi syntes den var utroligt flot. Nu spreder den nostalgisk sommerstemning i Lille Rosa.

Nogen synes sådan et 70'er-hus partout skal males hvidt og fyldes med nyt fra IKEA. Det synes vi ikke. Og så passer røde bakker og kitchede petroleumslamper jo ind som fod i hose.

Livsnyderen under beskydning

Efter at have været deltidsvegetar i et par år, er jeg efterhånden ved at have udviklet visse forsvarsreflekser. 

Det er jo som man næsten ikke kan undgå at opdage, når man åbner facebook eller internettet generelt, en nærmest afgudsagtig dyrkelse af svinekød, især i formen pulled pork (smager også rigtig godt!) og bacon.

Seriøst, så tror jeg aldrig jeg vænner mig til den reaktion som jeg otte gange ud af ti får, når "hvad-skal-I-have-at-spise" emnet kommer op i frokostpausen, og det bliver min tur, og jeg svarer "Vi skal have linsebøffer / falaffelburgere / kartoffelpandekager / grøntsagstærte."

De fleste gange føler jeg mig lidt som en modig soldat, som stikker hovedet op af skyttegraven og kaster en håndgranat - for derefter at smide mig fladt ned for at undgå fjendtlig beskydning fra flere sider.

"Skal du ikke have kød? Jamen det er jo ikke mad? Vil I godt være bekendt at spise kaninernes mad for næsen af dem?" ... og så fremdeles, og kødædernes ansigter er nærmest fortrukket i en blanding af væmmelse og bekymring. Og så et eller andet aggressivt, som jeg for min død ikke kan fatte hvor kommer fra.

Som jeg før har nævnt, spiser vi kun kød 2-3 gange om ugen, på en normal uge. Vi gør det ikke fordi vi er kostreligiøse, men for variationens og smagens skyld. At det oveni er godt for miljøet at spise lidt mindre kød, er jo en god sideeffekt.

Det fungerer super godt for os. Vi forsøger ikke at få andre overbevist om at de skal gøre det samme. Hvorfor, kære kødædere, reagerer I så som om vi er Jehovas Vidner som forsøger at få jer til at forsage blodtransfusioner og alt der er sjovt?

Faktisk synes jeg det er en utrolig mangel på pli. Jeg sidder da heller ikke og siger "Helt ærligt, det er da ulækkert at stege røget fedt helt hårdt og brunt på panden - adr!" eller "Neeeej spiser I døde dyr?? Kan I mærke kranspulsårerne blive stive af det?" eller noget i den stil. Eller rynker på næsen over jeres hakkebøffer med brun sovs.

Live and let live, guys! Vær lidt åbne! Måske ville I endda (som jeg) finde ud af at man både bliver mæt, glad og genopladet af proteiner i bønne/ linse / whatever form, og at det dertil smager dejligt. Måske er I også lidt småtrætte af pasta bolognaise og de der 7 andre retter I skifter imellem. 

Måske er I ikke - fred være med det. Men tænk lige en gang mere inden I kaster jer ud i jeres rædselshyl over at jeg begår den utænkelige helligbrøde ikke at spise dyrekød til min aftensmad. 

På forhånd tak :)

Livsnyderens måske-unika-puder

Da vi købte vores sommerhus sidste år, købte jeg en række småting til at pifte lidt op og sætte eget præg på huset.

Det er lidt underligt at overtage et møbleret hus. Lidt sværere at gøre det til sit eget, når interiøret fortæller nogle andre menneskers historie.

Noget af det jeg købte, var et par sjove puder. Jeg købte dem mest pga deres orange islæt, men også fordi de var sjove. 

En bekendt var lidt vild med dem og ville gerne have fat i nogen tilsvarende, men da jeg undersøgte dem for fabrikat osv, kunne jeg konstatere at der ikke var skyggen af dette - heller ingen vaskeanvisning og den slags.

Derfor spurgte jeg i forretningen hvor de var købt - et outlet for Bahne. Damen i butikken kunne godt huske puderne, og hun mente faktisk de var lavet til dekoration ifm en fotoreklame.

Så måske er mine tilfældigt indkøbte puder unika - og det bliver de jo ikke mindre seje af :-)

Nyt fra Lille Rosa

 Igen i år nyder vi to uger i sommerhuset i det nordøstlige Jylland.

Det har været den efterhånden vanlige blanding af afslapning, socialisering med den herboende del af Saxkjær-klanen, motion og praktiske gøremål.

Der er blevet gået ture, læst i solen (og i skyggen), set Tour, skiftet gulvtæppe, løbet ture, grillet, bygget stakit, kørt ture og maler lidt træværk... og meget andet. 

Vejret har været SKØNT, og det ser jo ud til at fortsætte. 

Nu rinder de to uger mod enden, og vi slutter af med en uges ferie hjemme i det store Rosa-hus. Det glæder vi os nu også til. Vi har lige en stue som skal filtes og males, og så skal vi hygge med mine to yngste. Mon ikke også min bonus-søn kommer forbi med kæresten, og lur mig om vi ikke skal ses med min ældstesøn, hans kæreste og lille lækre Frederikke?

Sidstnævnte familie er rykket tættere på - fra Aalborg til Vejle, og det er dejligt. Min søn er færdig med sin uddannelse og starter på job i et større IT-firma i starten af august :)

Og som sagt skulle vejret også være med os i næste uge. Livet er godt.

Og Lille Rosa står jo og venter på os - så mon ikke vi har nogle dejlige sensommer-weekender i udsigt.

// sen-udgivet da det har "hængt" i blogger.

Livsnyderen om kød og bønner

Jeg kan godt lide kød.

Jeg kan også godt lide bønner - i alle mulige afskygninger: grønne bønner, hestebønner, edamame-bønner, butter beans, kidney beans.

Lige for tiden raser debatten om kød og bønner, men det handler ikke om "min" slags bønner - derimod handler det om de bønner, som udtales over halalslagtet kød.

Mange ting bliver sagt i den debat. Dem, som raser mod at man fx. bruger halalslagtet kød på hospitaler, påpeger at det er en inhuman aflivningsmetode, fordi dyret får overskåret halspulsåren.

Dem der ikke er imod siger, at det ikke er særligt forskelligt fra almindelige slagtningsmetoder, og at koranen i øvrigt foreskriver at dyret ikke har følt angst, sult eller tørst op til slagtningen.

I Danmark bedøves dyr før slagtning, uanset om det er den ene eller den anden slags slagtning, som praktiseres.

Personligt er jeg hamrende ligeglad med, om en heksedoktor fremmumler besværgelser over kødet, eller kaster vievand på det - bare dyrene behandles så humant som det er muligt i industrien (og vievandet er sterilt). Jeg tror ikke på guder, så for mig har det ingen betydning - negativt eller positivt.

Og jeg fatter ikke rigtig den her debat, som for mig at se raser om hvorvidt man skal aflive dyr på den ene eller den anden ret humane måde. Og om man som ikke muslim skal have mulighed for at sige fra om der siges bønner over kødet.

Gode medborgere, brug dog jeres stemme og jeres passion for i stedet at interessere jer for det liv, som dyrene i vores fødevareindustri har OP TIL det øjeblik de bliver slagtet! Tremmekalve, burkyllinger og grise med skuldersår ... var det ikke snarere deres liv, vi skulle tage at få hevet frem i lyset og denne gang måske også få gjort noget ved?

Spis lidt mindre kød (erstat evt. med nogen af alle de dejlige, spiselige bønner, jeg nævner øverst) og køb i stedet det dyrere kød fra fritgående dyr - tal med dit dankort, og gør livet for de dyr, der ender på vores spiseborde, bedre.

Køb økologiske æg, fra høns som har haft et anstændigt liv. Tænk dyrevelfærd når du handler.

De dage, uger, måneder, år et slagtedyr lever, skal ikke drukne i en agurketidsdebat om de timer, de bliver slagtet, hvis man spørger mig.

Livsnyderens barnlige glædesøjeblik

I går aftes syntes Bruno og jeg ikke, at tanken om at lave mad var tillokkende. 

Så vi drog ud i sommerlandet for at få stillet vores sult. 

Her hvor vi er, er turisterne mange og det kan være fhv svært at finde et godt måltid mad. Den nærliggende badeby bugner af grill- og pizzabarer som kalder sig restauranter, så alt i alt var udsigterne triste. 

Ved havnen fandt vi dog et sted som så lidt mere tilforladeligt ud. Vi satte os, og fandt ret hurtigt ud af af at vi ville have stjerneskud. 

Manden min foreslog en øl til, men jeg havde spottet en hvidvin (Trimbach, Alsace, Pinot Blanc) som jeg havde lyst til, og det hoppede han gladeligt med på - han stoler på mig, min gode mand :-)

Stor og næsten barnlig var min glæde, da vinen ankom .... Med de helt rigtige Alsace-glas med en lang grøn stilk :)

Så kunne det ikke gå helt galt med maden, og det gjorde det heller ikke.

Til gengæld har jeg fået et lille behov for at få mig et par af de spøjse glas ;)

Livsnyder på åndelig vandretur

I nærheden af min sommerresidens ligger en lejrskole. Jeg kommer jævnligt forbi på løbe- eller gåture.

Lejrskolen er ejet af en kristen organisation, og det meste af tiden står den tom. 

Rundt om lejren går mange stier, og her har ejerne etableret en "åndelig vandretur". Pile leder vandreren rundt ad stier, hvor man så kan møde nogle opgaver, som skal få vandreren til at tænke over sit liv og fokus, og det er ko i sig selv en god ide. 

Desværre kommer opgaverne med en facitliste, og facit er naturligt nok altid at få vandreren til at følge "den sande vej".

Den anden dag var min bedre halvdel på en helt almindeligt u-åndelig vandretur, og her stødte jeg på en af opgaverne, som fik mig til at le...

Mellem to træer var et blåt nylonreb udspændt mellem to træer. Opgaven gik på, at man skulle vælge to træer UDEN reb imellem. Så skulle man stille sig hen til det ene, lukke øjnene og forsøge at finde vej hen til det andet træ.

Bagefter skulle man gå hen til de to sammenbundne træer, lukke øjnene og med rebet som støtte gå fra det ene til det andet.

Pointen kommer her: følte du dig tryggeste og sikrest ved den første eller den anden vandring? Den anden, ikke? Det er fordi du har brug for Guds vejledning - uden ham vandrer du blindt i mørket.

Jeg grinede lidt da jeg læste det.

For de kunne jo bare gå med åbne øjne. Så kan man også selv bestemme hvilke træer man vil hen til.

Livsnyderens heftige uge

Her i mit hjørne af verden har det været en heftig uge.

Mandag bød på nogle triste, men sikkert nødvendige nedskæringer på arbejde. 26 kolleger ud af omkring 665 - ikke stor-fyringer, som nogen af vores konkolleger har været ramt af rundt om i finans-it, men alligevel ... der var folk iblandt jeg rigtig godt kunne lide, og vi er absolut ikke vant til den slags: sidste gang der var fyrerunde på Bankdata var jeg i 20'erne.

Så blev jeg væltet lidt omkuld tirsdag aften af et hovedpineanfald. Det varede mere eller mindre til torsdag formiddag - bvadr.

Og så er der jo min arbejdssituation. Det har taget lidt tid for mig at lande tilbage i Erritsø. Jeg har såmænd haft nok arbejde - men ikke lige den type arbejde som jeg trives bedst med: sammen med et team.
Ikke at opgaven ikke har været spændende og udfordrende - jeg har bare savnet at arbejde med et team, og oven i har det været uklart hvad jeg skulle EFTER denne opgave.

Det blev afklaret i løbet af denne uge - på en god måde. Og efter at det blev 110% officielt igår at jeg fra efter påske starter på et "rigtigt" projekt igen, har jeg kunnet mærke hvor meget uvisheden faktisk har fyldt hos mig.
For hvor er jeg glad, og lettet over at det firma, hvor jeg føler mig rigtig hjemme, kan tilbyde mig opgaver som stemmer overens med det, jeg gerne vil. Hurra!

Så det har været udsving der ville noget - fra tristhed og trykket stemning mandag, til glædesdans og yes-arm sidst på ugen. Pyha.

Nu er det fredag, og jeg har heldigvis valgt at tage ferie i næste uge. Hep-hey!
Der skal hygges igennem, og hviles ud. Træningen har jeg overstået idag, så imorgen står den på længe-sovning, og langstrakt morgenmad med kaffe og morgenaviser.... mmmmmmm!

Lidt forår - så ville livet være tæt på perfekt.

Livsnyderen mod fjerne galakser

Siden jeg var en lille unge med snotnæse i 70'erne, har jeg været tosset med Science Fiction.

Det var nok gode, gamle Månebase Alpha, som startede det. Jeg sad der trofast hver uge, og så på alle de strabadser og sære rumvæsener, som Commander Koenig og Dr. Russel (som lignede Ingrid fra "Ingrid og Lillebror") var udsat for.

Jeg fulgte op med uanede mængder af den danske Sci-Fi forfatter Niels E. Nielsen (måske var han skyld i at jeg var verdens første emo som teenager, for der var meget ondskab og atomkrig i hans bøger), og så væltede Star Wars jo også ind over os i de år.

Modsat mine veninder, som sværmede for blonde Luke Skywalker, var jeg hemmeligt forelsket i Han Solo. Han var for lækker! 

Jeg læste også Arthur C. Clarke og Isaac Asimov - og så alt hvad der kom, som bare lugtede lidt af fremtid. 1984 og Fagre Nye Verden - det gjorde noget ved min fantasi, og transporterede mig væk fra den almindelige, kedelige hverdag.

Sidst i 80'erne var jeg voksen. Det forhindrede mig ikke i at være top-vild med den "nye" generation i Star Trek. Og det er jeg for så vidt stadigvæk.

Lige pt. er jeg igang med en DVD-boks med hele The Next Generation-serien. Syv sæsoner. Jeg ser dem mest på min laptop, for Bruno deler ikke helt min begejstring for fremtidsfilm. Måske ser jeg lovlig meget, for ind imellem drømmer jeg om det om natten. En nat for nogle uger siden drømte jeg, at jeg var kaptajn på en et intergalaktisk skib - og det var faktisk en lille smule træls at vågne op og bare være projektleder på Bankdata.

Idag gik jeg tur med Bruno, og pludselig var jeg igang med at forklare ham, hvorfor Star Trek er så godt. Er ikke helt sikker på, at han er overbevist, selvom jeg har mange gode argumenter.

Det, jeg rigtig godt kan lide, er den måde som Gene Roddenberry forestillede sig, at menneskeheden ville udvikle sig på. De er rigtig, rigtig civiliserede, på den rare måde. De rejser rundt i universet, og møder alle mulige arter på forskellige planeter. Altid behandler de dem, de møder med respekt, og også indbyrdes er respekten i højsædet.

Kvinder er lige så gode som mænd. Der er ingen forkerte hudfarver. Selvom man kun er 15, kan man godt være en vigtig del af maskineriet, hvis man har kompetencer. Man kan være betydningsfuld hvis man er teknisk, eller hvis man er empat og psykolog. Religion fylder ikke ret meget - men bliver af og til nævnt, fx. hvis en hinduistisk højtid fejres.

Til gengæld er videnskab i højsædet, lærdom betydningsfuld, etik essentiel.

Når man ser et afsnit af TNG, er der altid en morale. Ikke på pegefinger-måden, men der har været tænkt over, at det ikke bare skulle være 40 minutters action og en happy ending.
Faktisk så jeg et interview med en forfatter på serien, som havde udarbejdet et forslag til et afsnit, som han forelagde for Roddenberry. Der var en masse hændelser, og problemer, som blev løst til sidst, men Roddenberry var ikke tilfreds. Han spurgte forfatteren: "Men hvad er pointen i det her afsnit?"
Så gik det op for forfatteren, at der skulle være en læring, en pointe, en morale. Det er et godt, højt ambitionsniveau for en tv-serie, synes jeg.

Derfor elsker jeg Star Trek. 

Derfor - og fordi jeg er pokkers godt underholdt, når jeg rejser ud i universet med kloge Picard, flotte, begavede Riker med det frække glimt i øjet, logiske Data, som er mere menneskelig end han selv ved, og Dr. Crusher, som ikke er bange for noget - heller ikke for at give kaptajnen ordrer.

Engage!

Livsnyderen lægger billet ind på den ledige position

Så blev der da lige et ledigt job nede i Vatikanet.

Skulle man ikke lige lægge billet ind der? Jeg tænker faktisk, at jeg ville blive en utroligt god pave. 

Hvad jeg mener med det??

Joh, for det første har jeg en utrolig god fantasi, så jeg vil tro at jeg sagtens kan modtage nogle beskeder ovenfra. Det kræver bare rigelige mængder god Amarone, og det må man da ha' adgang til der lige midt i Rom.

Så har jeg tit lagt mærke til at paven siger nogen utroligt anstødelige ting. Det kan jeg også godt. Jeg er bare nummeret sjovere end paven.

Jeg kunne da også godt tænke mig at være omgivet af pæne unge præster. Man kunne nok rydde lidt op i staben dernede. Og pænt bor man jo, i den tilhørende tjenestebolig.

Jeg tror også at jeg kunne gøre en masse godt - eftersom "synd" ikke lige er et begreb jeg bruger, kan jeg jo tilgive en masse ting, som den gamle (og lidt kedelige - let's face it) pave syntes var forfærdeligt syndigt. Hvis jeg var pave måtte man for eksempel godt både elske med sig selv og med andre, helt uden at være gift. 

Tøjet ser lidt fjollet ud. Men mon ikke man kunne finde en god designer til at fikse det op? Eller bare afskaffe det der pjatte-outfit og indføre Desigualkjole til pavinden i stedet? Så kunne man også bruge en masse af den katolske kirkes penge på noget godt og opbyggeligt - til uddannelse, skoler og mad og prævention i fattige lande.

Jeg godtnok ikke katolik (eller troende, for den sags skyld), men pyt - herhjemme har vi også præster som ikke tror sådan helt bogstaveligt på gud. Der er også lige den detalje at jeg er gift og absolut ikke har i sinde at leve i cølibat. Men det er tiden jo ligesom også løbet fra, tænker jeg. Tror Bruno er en værdig pavinde-ægtemand. 

Jeg garanterer, at jeg er billigere i drift, kønnere, sjovere, mere retfærdig og tilgivende og garanteret også bedre til at bruge kirkens penge på en god måde end ham den sure Ratzinger. Der ville komme lidt mere gang i Vatikanet, er jeg overbevist om!

Og jeg kunne da godt se mig selv bo i Rom. 

Hvor mon jeg skal sende ansøgningen hen?

Livsnyderens nye epoke

Der er sket noget helt vanvittigt i mit liv.

For 2 dage siden sad jeg på et patienthotel med 3470 gram rendyrket skønhed og lykke i armene.

Jeg er blevet farmor - wow!!

:D

Livsnyderen om risiko og ansvar

På det seneste er jeg flere gange i diverse medier stødt på beskrivelser af et mystisk aggregat, som er udviklet i Sydafrika. Det er en dims, som kvinder kan indføre i skeden, og som vil tilføje en eventuel voldtægtsmand skade og smerter, hvis han forsøger sig med vaginal voldtægt af kvinden.

Man kan mene meget om sådan en dims, og min umiddelbare reaktion er, at hvis der er sagt nej, så er man lidt selv ude om det, hvis dunkedyret lider overlast. 

Dingenoten er diskuteret vidt og bredt, og meningerne er mange. Det, der dog fik mine alarmklokker til at bimle, var en udtalelse fra en politimand i denne artikel fra BT:

"- Efter min mening er det bedste værn mod voldtægt, at man undgår at bringe sig i situationer, hvor man er særligt udsat. Det handler i høj grad om, hvor man færdes og hvornår og hvor fuld man er, siger vagtchefen.

Han tilføjer, at man i mange tilfælde kan afbøde det ved at tage en taxa, få nogen til at følge sig hjem eller at drikke sig i godt humør i stedet for fuld.

- Der sker selvfølgelig ting, som man ikke har mulighed for at gardere sig mod. Men vi ser også en del voldtægter, der kunne have været undgået med lidt sund fornuft."

Således taler den gode lovhåndhæver. Og der er da noget om, at man kan undgå risikofyldte situationer.

Men jeg synes det er problematisk, når en embedsmand står frem i pressen og siger: "Her får du lige en opskrift på at undgå voldtægt, unge dame." 

For mig at se gør udtalelsen nemlig lige præcis det, at ansvaret for om man ender som voldtægtsoffer eller ej, bliver offerets. 

Og kan det nogensinde være andet end gerningsmandens ansvar?

Politimanden kunne jo have fortsat, at man også kunne tænke over, hvordan man klædte sig. At man ikke skulle vise hud - og at man jo i øvrigt var sikrere, hvis man nøjedes med at færdes ude om dagen, og helst sammen med et mandligt familiemedlem. Burka, anyone?

Jeg ved godt jeg sætter det på spidsen, men jeg synes at det bør understreges med lårtykke, knaldrøde streger at GERNINGSMANDEN ALENE ER ANSVARLIG når kvinder voldtages.

Om jeg så danser can-can splitterragende nøgen ned midt igennem Jomfru Ane Gade nytårsaftensnat med en hegnspæl i øret, giver det ikke nogen ret til at tiltvinge sig adgang til mig seksuelt. Basta.

Livsnyderen har hørt det med!

Mens jeg sad og funderede over et indlæg om sære, irriterende og sjove formuleringsfejl, trillede der en mail ind i min mailboks.

En flink mand ville gerne fortælle mig om mulighederne ved min blog.

De må være sultne ... med de der 7-8 hits om dagen jeg vel efterhånden får (aner det ikke - - har ikke tæller på, men jeg skriver jo ikke voldsomt tit nu om dage) kan der ikke være alverden salg i det.

Jeg spurgte dog hvad det gik ud på - det KUNNE jo være noget interessant, men det viste det sig ikke at være.

Om jeg måske ville skrive noget om poker.

....poker???

Jeg har skrevet et venligt svar til ham, at det tror jeg godt nok ikke jeg vil. For jeg kan nok kun komme i tanker om en enkelt ting som er mere kedeligt end poker, og det er golf. Og så forklarede jeg, at jeg i øvrigt kun skriver nu om dage, når jeg mener et eller andet, og at jeg absolut ikke mener noget som helst om poker.

Altså, jeg tænker lidt at de MÅ være sultne, eller have for lidt at lave, for:

1. de skriver til en meget u-hypet blog med maksimalt 4 faste læsere og ganske uden rundhjørnede, vaseline-tonede billeder af håndarbejde, blomster og strikketøj (der er ihvertfald langt imellem snapsene)
2. de skriver til en blogger som er nede på 1-2 indlæg på en måned
3. de har tydeligvis ikke læst nogen af de 1-2 indlæg, for der er ihvertfald ingen af dem der handler om noget der bare MINDER om poker.

Tænk hvis jeg havde sådan en rigtig feelgood blog, med lyseblå mønsterbaggrund, eller en superskarp modeblog (fnis ... mig med en modeblog, den er god. Når jeg tænker på at jeg havde ældsteveninden til at gå og smække mig over fingrene et år i træk fordi jeg ikke måtte købe mere sort tøj) .... så kunne jeg jo nærmest være velhavende, hvis der ikke skal mere til.

Men det har jeg ikke. Jeg kan højst komme op med småsure (hvis jeg har en dårlig tastaturdag) eller skarpe og sindrige (på en god dag) blogindlæg om snerpethed og den danske folkesjæl i øvrigt. 

Og skrive at jeg får fniller når folk skriver "hip som haps" eller "bekræftige".

Poker har det sgutte noget med at gøre. Og jeg garanterer, at dette bliver det tætteste, I får på en post om poker EVER!

Og tak til mine fire læsere .. håber I er der endnu :D

UPDATE: Har lige opdaget at jeg HAR tæller på ... hele 500 hits om ugen? Mon den er i stykker? Det lyder som ALT for meget!!

Livsnyderen om frustration og skyldsanbringelse

Så blev det søndag ovenpå en vældigt hæsblæsende uge.

Tirsdag og onsdag stod begge på X-tetten-øveaftner, for på tirsdag er det julekoncert - og det bliver måske den sidste i lang tid (måske bare den sidste), for fra 2013 står vi uden dirigent. Vi søger og leder efter den rigtige person, og håber det lykkes.

I mellemtiden satser vi på et brag af en optræden på tirsdag, når vi optræder i Middelfart kirke sammen med de andre kor (ja, altså ikke sammen med, men til samme koncert).

Torsdag og fredag var besat med juleagtige arrangementer også, og lørdag bød både på en brunch og besøg om aftenen. Lige nu er jeg så klasket ud i sofaen, mens Bruno okser rundt på MTB med sin vintercup-makker et eller andet sted ovre på Fyn. Vaskemaskinen snurrer, og lige om lidt skal jeg have planlagt næste uges mad - for når Bruno kommer hjem, skal vi en tur op i reservedomicilet og ha' lukket for vandet, for de truer med hård frost.

I løbet af ugen har jeg dog nået at interessere mig lidt for verden omkring mig også. Jeg nåede at se den adoptions-dokumentar som bragte sindene i kog ude i fædrelandet, og jeg medgiver, at det var en trist affære.

Hvor er det synd, at kyniske mennesker lokker en fattig familie til at bortadoptere deres børn! Og hvor er det trist, at der ikke er mere hjælp til adoptivforældrene, når det ene barn vantrives og ikke kan knytte sig, fordi hun er traumatiseret af forløbet.

Det var utroligt rart at opleve danskernes empati med den lille pige. Rigtig mange mennesker har givet udtryk for frustration og medfølelse, og hvis den kraft, der var i al den kærlige medfølelse, kunne omdannes til god energi til Masho, ville hun være helet på nul komma fem. 

Danskernes frustration og vrede har været stor. Desværre synes jeg den har været rettet et helt forkert sted hen. Jeg blev også vred og ked af det, og havde lyst til at ruske Danadopt og de etiopiske myndigheder. 
Mange har rettet deres frustration mod de danske adoptivforældre, som nærmest er blevet offentligt korsfæstet. Skulle man dømme efter de kommentarer, man læser rundt omkring, er de nærmest at sidestille med Josef Fritzl og Adolf Hitler.

Jeg må da indrømme, at mine øjenbryn også rynkede sig undervejs i dokumentaren. Der faldt nogle kommentarer, og blev sagt nogle ting, som jeg nok ville have formuleret anderledes. Jeg tænkte dog, at det var en dokumentar af en times varighed jeg så, og at der kunne ligge meget bag. At jeg nok ikke så alle nuancerne.

Min konklusion var, at de uheldige kommentarer nok var resultatet af frustration og sorg hos nogle adoptivforældre, som egentlig bare ville have børn at elske og være noget for, men som ikke kunne nå den datter, de rigtig gerne ville elske og elskes af.
Hvor meget af skylden der lå i deres egen måde at tackle det på, synes jeg ikke helt, jeg kunne vurdere på det relativt spinkle grundlag. Så det lod jeg være med at lave helt endelige vurderinger på.

For hvor mange af os har ikke ind imellem reageret på en måde, som vi nødig ville se på TV, når vores unger har teet sig tosset? Har de fleste af os ikke engang imellem tænkt - og måske snerret - "møgunge!" af vores afkom? Jeg ved ihvertfald, at jeg ikke har været en perfekt, engleagtig overskudsmor i alle de 25 år, jeg har haft børn.

Jeg synes at det var modigt at de forældre at stå frem og stå ved de følelser, de har haft i processen. At det er en vigtig dokumentar, fordi vi er nødt til at sikre, at børn ikke unødvendigt rives væk fra deres biologiske forældre og bliver til handelsvarer i et rigt land. At adoptivforældre kan være sikre på, at de virkelig ER den bedste udvej for børn, som ellers skulle leve et kærlighedsløst liv i fattigdom på et børnehjem.

Og jeg synes faktisk det er hjertevarmende og smukt, at så mange danskere føler så varmt for Masho og hendes skæbne. Men at de måske skulle lade tvivlen komme hendes adoptivforældre til gode, og gå mere efter de rigtige skyldige i den sørgelige sag, som lige den adoption blev til.

Livsnyderen ser på den lyse side

Jeg savner stadig slet ikke køreturen til Silkeborg, selvom jeg slet ikke får hørt nok P1 nu om dage :)

Men oven på euforien over at være tilbage i Erritsø, kan jeg godt mærke at hverdagen melder sig. Mine nye opgaver er meget anderledes end dem, jeg løste sammen med teamet i min gamle afdeling.


Faktisk er det jeg arbejder med rimeligt spændende, men jeg savner at have det der fælles mål med en gruppe mennesker. Nu har jeg 1/2 ressource siddende i huset, ellers sidder de udviklere, som skal lave forandringerne, i et andet firma, som har til huse hhv. i Israel og USA.
Så mit job har et stort koordineringsindhold, og ikke så meget klassisk projektledelse. Det er spændende og udfordrende, men måske ikke tilfredsstillende på samme vis som det jeg lavede før.

Jeg håber at der kommer et rigtigt menneske-projekt til mig i løbet af 2013!

Heldigvis har jeg et dejligt netværk af gode mennesker omkring mig. 

Jeg nævner i flæng mangeårs-kollega-veninden, bonussønnen fra mit tidligere team, min rødhårede drenge-veninde, mine fine kontorkammerater (som bl.a. tæller en tidligere projektkollega og et par rare unge mennesker som jeg før har haft fornøjelsen af, fordi de var grænseflader til mit gamle projekt), de dygtige og søde mennesker i den afdeling, jeg er udlånt til, og alle de mange andre mennesker, som er med til at gøre min arbejdsdag lidt sjovere og bedre. 

Når tingene bliver lidt "blah!" er det de gode relationer, der giver et smil om munden og lyst til at møde om morgenen.

Tak for det, gode kolleger. Jeg gi'r en øl til julefrokosten :-)

Det forunderlige internet

Da jeg var 20 år gammel, var der ikke noget internet eller nogen mobiltelefoner. Som teenager havde jeg pennevenner - bl.a. i USA - og der gik altid mindst 3 uger fra man sendte et brev afsted til sin penneven, og indtil man fik svar tilbage.

Der var meget, meget langt til andre verdensdele.

Nu sender vi emails til vore venner på den anden side af jorden, og er vi online på samme tid, kan vi chatte eller snakke via Skype. Det er nemt at nå hinanden.

Vi tager internettet for givet, men engang imellem overrasker det mig stadig. 

For nogle dage siden "syntes jeg godt om" et billede på en europæisk FB-side for humanister, og pludselig lå der en venneanmodning fra en albansk pige. 
Normalt afviser jeg venneanmodninger fra folk jeg ikke ved, hvem er - men jeg blev lidt nysgerrig.

Så jeg accepterede og skrev - hvis vi skal være venner, må jeg vide hvem du er, og hvorfor du har anmodet om mit venskab.

Det viste sig at Anxhela er 21 og planlægger at tage en Master i Danmark. Og så ville hun gerne kende nogen her, så hun kunne høre lidt om landet.

Nu udveksler vi historier om os selv og vores lande, og det er sjovt og spændende.

Og det leder mig frem til en tanke, som af og til har strejfet mig.

Jeg tror, at internettet er den faktor, som på sigt kan fjerne krig og sult og ulighed i verden. For internettet giver os mulighed for - som Anxhela - at række ud og røre nogen, som bor langt væk.

Internettet gør det utroligt nemt at dele viden og ideer, og internettet gør det svært at holde information fra folk. Gør det sværere at undertrykke.
Frihed, demokrati og lighed har det med at smitte. Når man ser andre have de ting, vækker det ønsker om selv at få velstand og indflydelse på eget liv.

Verden er blevet mindre. Vi får sat ansigt på mennesker, som vi ellers aldrig ville have mødt (og måske heller aldrig møder IRL).

Og jo flere af os der kender nogen på kryds og tværs, jo sværere er det at promovere fjendebilleder.

Så ku' nogen ikke sætte noget heldækkende wifi op i Gaza?