Igår aftes lå jeg og spekulerede ... hvad er det lige jeg vil med min blog.
Jeg blev enig med mig selv om, at jeg hver dag ville glæde mig over et eller andet herinde, og ad den vej langsom præsentere mig selv for dem, der måtte læse med...
En af de ting, jeg dagligt glæder mig over, er mine unger.
Længst i vej er Andreas, som fylder 19 til sommer. Jeg synes ikke det er så længe siden, han var en lille, tyk fyr, som charmerede sig igennem hele Baldersvejkollegiet i Skive, hvor han og jeg boede, da han var lille.
Hans far er amerikaner, og han og jeg gik hver til sit da Andreas var 1½. Andreas besøger ham hver sommer i USA, og har det dejligt derovre :-)
Men på forunderlig vis er han blevet en sød, intelligent og følsom ung mand, med en dejlig skæv humor og sin egen lidt forsigtige nysgerrighed på tilværelsen. At han samtidig er høj, køn og veltrænet er blot med til at få det stolte moderhjerte til at svulme yderligere...
Han går pt. i 3g - sproglig - og aner ikke, hvad han vil ... bortset fra at han trænger til en politisk ukorrekt pause i skolegangen til næste år.
Og jeg forstår ham jo! Efter 3g rejste jeg selv til USA, og det er han egentlig et produkt af :-)
Andreas ligner sin amerikanske far, men han er blond ligesom mig, og han har nogen udprægede ligheder med mig i sin karakter. Bogligheden kommer nok også fra mig.
Han er bare mere forsigtig.
Også når han kører bil.
Og jeg er fantastisk stolt af ham.
2 kommentarer:
Min ældste hedder også Andreas men har nok derudover INTET til fælles med din Andreas - måske lige bortset fra at være UTROLIG køn :-)
Min Andreas er 10 år og er handicappet. dvs at han ALDRIG kommer til at klare sig selv. Da vi fik hans diagnose var vores allerførste tanke "hvordan skal han dog klare sig når vi engang ikke er her mere " ! Tja sikke en tanke at få når man står med en lille dreng på 14 mdr. Nu tænker vi ikke så meget på det mere, men tanken strejfer os da ind i mellem. Men heldigvis kan vi også glædes over hans fremskridt og hans altid smittende latter. Og over hans søstres kærlighed til ham når de enten hjælper eller driller ham - altid med glimt i øjet, for hos os står humoren i højsæde så klare vi hverdagens stabadser lidt bedre.
Jeg glæder mig til at læse mere om dig og din familie.
Yrsa, der er ikke noget, man kan bekymre sig mere over end de kære børn ...
Min dejlige bonusdatter, Christina, er født døv - og jeg ved det har givet og stadig giver anledning til mange bekymringer hos hendes far. Jeg tror dog nok, at han kan se det går hende godt - hun er 24 og læser til socialpædagog, og har masser af gåpåmod på trods af sit kommunikationshandicap...
Send en kommentar