Faktisk kan jeg godt lide at se X-faktor, især når de pinlige er sorteret fra, og de resterende synger rent (det kniber så lidt i år, synes jeg). Der er tit nogle gode sange, fremført på en ny måde, og det er da lidt hyggeligt.
Men jeg har det bare lidt belastet med det der drama, der piskes op omkring det. Alt det der tuderi, og krammeri, og de der kæmpestore candyfloss-ord, der bliver brugt.
Mange af deltagerne snakker i interviews om ting, der er vigtige for dem. Så bruger de næsten med usvigelig sikkerhed udtrykket "....betyder ALT for mig." F.eks.: "Min far betyder alt for mig." "Musikken betyder alt for mig." "Det betyder alt for mig, at vi har hinanden i den her konkurrence."
Hvor mange forskellige ting kan betyde alt for den samme person? Og klasker de sammen, visner og dør, hvis den ting bliver taget fra dem? Eller er det et ord der er stort og sukret og fuldt af luft, som candyfloss?
Jeg kan altid - med et træt suk - forudsige, hvornår Pernille Rosendal begynder at tude, og hvornår Blachmann sætter sig indøvede nu-er-jeg-bevæget-ansigt op. Og to fredage i træk har en dommer måttet sende en deltager hjem og begge gange er det blevet trukket ud i det uendelige, selvom jeg da slet ikke har været et sekund i tvivl om hvem de ville vælge.
Der er også det der udsøgt frygtelige program, "Toppen af poppen". Vi har set det et par gange, og jeg ved ikke helt hvorfor. Magen til kendis-hyklerisk rygklapperi skal man da lede længe efter. Er sikker på det påvirker blodsukkeret på den helt forkerte måde.
Og så er der en uendelig strøm af tilsvarende programmer, som aften efter aften dækker min sendeflade, for først omkring den tid, hvor jeg overvejer at gå i seng, giver plads til film eller lignende, som jeg måske kunne have lyst til at se.
Fælles for programmerne er, at de stiller følelser og drama til rådighed for seeren. Man kan sidde fuldstændig passiv i sofaen derhjemme og opleve nederlag, svig, skuffelse, triumf, loyalitet, jubel og spænding, uden at bevæge et øjenbryn. En slags andenhånds-liv, hvis man mangler noget i det liv, man har i hverdagen.
Men det ER andenhånds. Og overdrevet. Og i sin essens uendeligt ligegyldigt.
Så vi skal huske engang imellem at slukke for det der tv, og mærke kærligheden, sejrene, begejstringen, smerten, dramaet, begæret og LIVET i vores eget liv.
4 kommentarer:
Jeg kommer sådan til at tænke på Peter Adolphsens kortprosatekst Blodig Kærlighed:
Der var engang en mand, som elskede en kvinde, der ikke elskede ham. ”Jeg vil hellere dø end leve uden dig” sagde han. ”Pis mig i øret” svarede hun. ”Jeg skal bevise det for dig” mumlede han, men da var hun allerede gået. Samme aften huggede han det yderste led af sin venstre pegefinger af og puttede det i en konvolut sammen med en note skrevet med den blodige finger: ”Elsk mig, ellers er det hånden næste gang”. En måned senere modtog hun en pakke med en afhugget hånd, men stadig afviste hun ham. Det næste skridt var at sætte hele armen af, men da svigtede hans mod, og han måtte leve resten af livet enhåndet og alene. De mødtes igen som gamle mennesker, og hun sagde: ”Der kan du selv se: Du ville ikke hellere dø end leve uden mig.” og han svarede: ”Ja, det har jeg efterhånden indset.” ”Ha, hvor er du morsom: Efter-hånden…” vrængede hun og gik sin vej.
(fra "Små Historier 2" - 2000)
Jamen det er jo det!!
God historie - tak Kristina :-)
Jeg indrømmer, at jeg er ved at blive temmelig dansknørdet...
Sproget er bare nogle gange for stort til vores hverdag... Så gem det dog til, når det virkelig gælder - ellers bliver det hele bare til tomme klicheer...
Jeg synes det er skønt at du er dansknørdet :) Jeg har selv en solid rem af huden, og du har så evigt ret.
Tør vædde på at du også hader, når nogen siger "bekræftige" eller "bekræftigelse".... :D
Send en kommentar