Firsertanker

For en uges tid siden hørte jeg en gammel sang i radioen.

Helt præcis var den fra 1981 - det år, hvor jeg blev 15, og startede på gymnasiet.

Sangen vakte minder om en helt anden tid, hvor jeg var yngre og verden var anderledes - og de sange, man hørte og dyrkede lød på en anden måde, end de gør nu.

Den hed "Vienna" og var med et britisk band, Ultravox. Soundet var køligt, tåget, blåtonet - distanceret og lidt håbløst.

Og sådan husker jeg også lidt den tid.

Ikke fordi jeg havde en trist og forfærdeligt barn- og ungdom, for det havde jeg ikke. Men jeg kan godt huske de der tidlig-firsere, hvor musikken var ekstrem (i den modsatte ende af skalaen fandt du punkmusikken), arbejdsløsheden enorm og den kolde krigs lammende trussel en realitet.

Et af mine yndlingsbands var danske Malurt, der sang om "Neonsolen" - a-bomben, som ville gøre det af med os allesammen, og hvordan vi bare skulle leve i nuet og elske, for lige pludselig kunne vi være væk.

Så det var de fakta, vi levede med. At vi kunne uddanne os til arbejdsløshed, hvis ikke krigen ville bryde ud og gøre en ende på menneskeheden. Det lyder dramatisk, men i mit hoved (og sikkert også i andre unges) var det noget, vi forholdt os til.

Vi var generationen, som der ikke var brug for, og som måske aldrig ville nå at blive gamle.

Og pudsigt er det jo så, at jeg faktisk aldrig har været arbejdsløs, og nu hastigt nærmer mig min 45 års fødselsdag.

Men jeg forstod de der sange - både Malurts atomkrigs-lyrik, Ultravox's kolde, håbløse toner, og Clash' opfordringer til oprør. For det var tiden.

Måske var alt dette også medvirkende til, at så mange af mine jævnaldrende knækkede. En veninde røg ind og ud af psyk, led af spiseforstyrrelser og ville nogen gange dø. En klassekammerat - en fyr - stod helt af mentalt. Jeg mødte ham en sen eftermiddag ved skolen (jeg havde været til kor), hvor han bare stirrede glasagtigt på mig, da jeg spurgte hvad han lavede der på den tid. Få dage senere blev han indlagt på den lukkede, hvor jeg i øvrigt stødte på ham, da jeg besøgte min veninde, der på det tidspunkt var indlagt også.

Jeg selv? Jeg klarede mig. For et par år siden læste jeg min dagbog fra dengang, og blev lidt forskrækket. Idag havde der nok været en AKT-medarbejder eller en skolepsykolog der havde spottet mig, for det, jeg læste, lugtede af depression. Ihvertfald efterlod gymnasieårene mig trist, udmattet og forfærdeligt skoletræt, og trods mit ret gode intellekt valgte jeg den kortest mulige uddannelse - for jeg orkede simpelthen ikke at tænke på et længere studium.

Tristheden voksede jeg fra. Og den kolde krig sluttede. Men jeg gad vide hvordan det ville have præget mig, hvis jeg havde været 10 år ældre, og var vokset op i 70'erne i stedet?