Livsnyderen tager afsked med 2011

Egentlig gad jeg ikke skrive sådan et indlæg her. Og det bliver ikke nogen kavalkade over alle mine blog-bedrifter, for de har været få og langt imellem.


Men jeg fik alligevel lyst til at sige farvel til 2011, som har været et år som de fleste - et broget kludetæppe med et helt andet mønster end det, jeg havde forventet.


Meget blev selvfølgelig som planlagt og forventet. Jeg har ikke skiftet job, mand eller hus i 2011. Jeg har ikke kastet mig ud i vilde projekter og nye hobbies.


Det har været et travlt år, men det var også forventet. Jobmæssigt har jeg haft ekstremt meget om ørerne, og det har både været sjovt og hårdt. Jeg har dog holdt mit overarbejde nede, for jeg gider ikke arbejde 20 timer ekstra om ugen. 20 timer om måneden må være nok - jeg tror rigtig meget det handler om at prioritere, og vælge at skippe overflødige møder, aktiviteter med videre. Så kan man faktisk nå utroligt meget uden at arbejde som et Mærsk-jakkesæt.


Når jeg tænker på 2011 synes jeg at jeg har været træt. Nok især fordi jeg er stået tidligt op og har arbejdet over om morgenen. Min elskede har ikke haft meget fornøjelse af mit selskab om aftenen, for mangt en TV-avis har skinnet sit blå lys på mit sovende ansigt i sofaen.


I slutningen af året forrådte min krop mig lidt. Måske har jeg ikke været god nok ved den, for selvom jeg har kæmpet for at holde gang i træning og løb, har det bestemt ikke været noget fantastisk træningsår. Ihvertfald kunne min læge i december konstatere, at mit blodtryk var i overkanten af, hvad det burde være. Så så man lige min underkæbe ramme mit ene knæ med et klap, for det havde jeg ikke forventet. Her har jeg gået og blæret mig af mit altid mega-lave blodtryk (det har ligget på omkring 120/70), og så får man sådan en måling klasket i hovedet, som ser helt anderledes ud.


Jeg er ikke på piller, for lægen og jeg blev enige om at se tiden an en måned, og lave en række blodtryksmålinger igen, hen over en weekend. Så må jeg lige prøve at give den lidt gas med træning og være bedre ved mig selv, og se om det ikke giver pote - ellers står den nok på blodtryksmedicin fremadrettet.


Hvad angår kærligheden, har 2011 været et fint år. Min Bruno og jeg kunne fejre 10 års bryllupsdag i november, og jeg glæder mig stadig hver eneste dag over at dele liv lige præcis med ham.


Men vi bliver jo ældre. For i 2011 er mine børn blevet 15, 18 og 24 (!!), og mine søskende rangerer i år fra 51 (min smukke, unge storesøster) til 54 (min distingverede ældste bror). Jeg er den eneste i børneflokken, der endnu ikke kan mønstre et gråt hår i parykken (min frisør har tjekket uden held).
Min mor er lige her i julen fyldt 78, og det er jo ligegodt en sjat.


Der er også sket det sære, at print på mælkekartoner, risposer og i bøger er blevet mindre og mere gnidret i år. Derfor har man kunnet se mig med briller fra Tiger balancerende på næsespidsen, i forsøget på at modvirke denne mærkelige tendens. Jeg vil overveje at få et par ordentlige langsynsbriller i 2012, men indtil videre lever jeg i benægtelse. Og jeg garanterer, at så snart det er muligt, vil jeg stæse ned på den lokale øjenklinik og få fikset nær- og langsyn, lige så hurtigt som du kan sige "medarbejderobligationsudbetaling".


Så farvel 2011. Jeg ved ikke helt, om jeg nåede at komme til at holde af dig, men nu er du uomtvisteligt forbi. Du går derhen, hvor brugte år går hen for at dø, og jeg går ind i 2012 - lidt skeptisk, men fortrøstningsfuld, for 2012 er bare et smukkere tal end 2011.


Godt nytår - er du nået helt her ned til slutningen af blogindlægget, skal du sørme ha' en nytårshilsen med. Jeg ønsker mig selv og alle jer andre, at I har kræfter og overblik til at træffe de rigtige valg, så 2012 kan blive et godt år for os alle.


Over and out.

Livsnyderens selektive kropshukommelse

Da jeg løb nede ved Lillebælt idag, var vandet næsten blikstille.

Måske var det bare det tunge tråd og det besværede åndedræt fra en vis motionist, der lavede de krøller, der var på overfladen.

Det fik mig til at tænke.

Jeg har tit hørt, at kroppen har sin egen hukommelse. Kroppen husker det, vi gør ved den, siger nogen. Det lyder lidt new age, og jeg ved ikke, om der er noget videnskabeligt belæg for det.

Uanset, så tror jeg at min krop har en meget selektiv hukommelse.

For hvorfor er det meget lettere for den at huske, hvor overvægtig jeg var engang (og stræbe efter at opnå den vægt igen), end at huske at jeg løb et halvmaraton for langt kortere tid siden? Dumme krop!

Efter dagens løbetur gjorde jeg mig umage for at huske den virkeligt gode fornemmelse jeg havde i min krop, mens jeg smed mit svedige løbetøj på badeværelsesgulvet og gik i bad. Den vil jeg gerne have at min krop husker på.

Livsnyderens indigoblå dag

Det meste af tiden er jeg temmelig glad og ligevægtig. Mit liv er jo egentlig også vældig dejligt - jeg har en mand, jeg er meget glad for, jeg har et godt forhold til både hans og mine egne børn, og hvad angår mit job, er det vel ikke forbigået nogen, at jeg synes, at det jeg laver er sjovt.

Min økonomi er i orden, jeg bor et sted, jeg er glad for, og vi har fornøjelsen af at have gode venner, som vi kan grine og snakke og have gode oplevelser sammen med.

Alligevel er mit liv ikke altid lysegrønt. Der er nemlig også det indigoblå.

Det indigoblå sniger sig nogen gange ind i mit liv.

Der er altid en grund - og det er ikke fordi jeg er depressiv af natur, men det er som regel et sammenfald af forskellige ting - for eksempel kombinationen af travlhed, vintermørke og ting på privatsiden, som tynger - hver for sig er de til at bære, men tilsammen kan de stække smilebåndene på denne her ellers så letsindede livsnyder.

Lige nu kikker jeg ud fra det indigoblå. I behøver ikke bekymre jer for mig, for jeg er ok, og jeg passer på mig selv. Men der er ikke helt den samme glæde og energi som ellers. Livsnydere kan altså også have sorger og mørke timer. Eller, indigoblå timer.

Når jeg er i det indigoblå, tænker jeg alt for meget. Jeg bekymrer mig, og giver mig selv skylden for alt muligt lige fra vinterkrigen mellem Rusland og Finland og til finanskrisen. Eller noget i den stil. Jeg tuder på sagesløse veninder, og på min stakkels mand, når jeg skal forklare, hvad der er galt. Og jeg tuder ellers ikke ret tit, kan jeg oplyse om.

Dagene i det indigoblå er overskyede, og de stjæler min energi. Og selvom jeg forsøger at leve livet som normalt, kan jeg godt mærke, at jeg ikke er i stand til at give så meget som ellers. Når solen skinner, ser jeg det gennem det blå filter, inde fra det der hul, jeg er i.

Jeg kommer ud lige om lidt. Jeg skal bare være færdig med at snakke med mig selv, og finde ud af hvad jeg skal gøre for at finde mine ben igen. I mellemtiden er jeg lidt mere tyndhudet, træt og muligvis lidt mere stille end ellers.

I aften tror jeg bare jeg ruller mig sammen i sofaen, og går i seng så snart jeg kan slippe afsted med det.
Jeg kender en, som godt gider putte mig - heldigvis :-)