Det meste af tiden er jeg temmelig glad og ligevægtig. Mit liv er jo egentlig også vældig dejligt - jeg har en mand, jeg er meget glad for, jeg har et godt forhold til både hans og mine egne børn, og hvad angår mit job, er det vel ikke forbigået nogen, at jeg synes, at det jeg laver er sjovt.
Min økonomi er i orden, jeg bor et sted, jeg er glad for, og vi har fornøjelsen af at have gode venner, som vi kan grine og snakke og have gode oplevelser sammen med.
Alligevel er mit liv ikke altid lysegrønt. Der er nemlig også det indigoblå.
Det indigoblå sniger sig nogen gange ind i mit liv.
Der er altid en grund - og det er ikke fordi jeg er depressiv af natur, men det er som regel et sammenfald af forskellige ting - for eksempel kombinationen af travlhed, vintermørke og ting på privatsiden, som tynger - hver for sig er de til at bære, men tilsammen kan de stække smilebåndene på denne her ellers så letsindede livsnyder.
Lige nu kikker jeg ud fra det indigoblå. I behøver ikke bekymre jer for mig, for jeg er ok, og jeg passer på mig selv. Men der er ikke helt den samme glæde og energi som ellers. Livsnydere kan altså også have sorger og mørke timer. Eller, indigoblå timer.
Når jeg er i det indigoblå, tænker jeg alt for meget. Jeg bekymrer mig, og giver mig selv skylden for alt muligt lige fra vinterkrigen mellem Rusland og Finland og til finanskrisen. Eller noget i den stil. Jeg tuder på sagesløse veninder, og på min stakkels mand, når jeg skal forklare, hvad der er galt. Og jeg tuder ellers ikke ret tit, kan jeg oplyse om.
Dagene i det indigoblå er overskyede, og de stjæler min energi. Og selvom jeg forsøger at leve livet som normalt, kan jeg godt mærke, at jeg ikke er i stand til at give så meget som ellers. Når solen skinner, ser jeg det gennem det blå filter, inde fra det der hul, jeg er i.
Jeg kommer ud lige om lidt. Jeg skal bare være færdig med at snakke med mig selv, og finde ud af hvad jeg skal gøre for at finde mine ben igen. I mellemtiden er jeg lidt mere tyndhudet, træt og muligvis lidt mere stille end ellers.
I aften tror jeg bare jeg ruller mig sammen i sofaen, og går i seng så snart jeg kan slippe afsted med det.
Jeg kender en, som godt gider putte mig - heldigvis :-)
4 kommentarer:
hej Lizelotte
Det er ikke så rart at være i den indigoblå, men på den anden side, så kan alting ikke være lyserødt / pastel altid :o) Tænker den indigoblå kan have en vigtig funktion med at danne kontrast ?
Håber den meget mørke farve snart fader ud, og giver plads for lidt lysere ditto :o)
hilsen Mona
Håber du har sovet godt, kender godt til den der mørke farve, heldigvis kommer vi jo ud derfra igen :-)
Mona Elisabet, er der noget jeg IKKE er, så er det pastelfarvet ;-)
Lene, det er rigtigt, og det er kontrasterne der gør lyset så dejligt. Nogen gange er det bare vanskeligt at se sig ud af det der indigoblå.
Du har da en stor fordel ved, at der er en som vil putte dig på minusdagene :)
Hilsen
Mikkel
iphone reparation
http://iphonereparationer.dk/
Send en kommentar