Den taknemlige Livsnyder

I denne uge læste jeg at en af nøglerne til at være et lykkeligt menneske, er at være taknemmelig, og at give udtryk for det.

Nogle forskere havde lavet et forsøg, hvor de lavede en "tilfredshedstest" på en gruppe mennesker. Herefter bad de gruppen lukke øjnene og tænke på en person, som havde haft stor positiv indflydelse på deres liv.

Når de havde tænkt på en person, skulle de skrive nogle sætninger om hvad den specifikke person betød for dem, og på hvilken måde de havde haft indflydelse på deres liv.

Derefter blev de bedt om at ringe personen op (hvis det var muligt) og læse det, de netop havde skrevet ned, højt. 

Efterfølgende fik de lavet en ny "tilfredshedstest", og den viste, at især dem, som ikke var særligt lykkelige eller tilfredse, var blevet væsentlig mere tilfredse.

Konklusion: hvis du er opmærksom på det gode, andre gør for dig, og vel at mærke giver udtryk for det, bliver du selv et lykkeligere menneske.

Og på sådan en lørdag formiddag med hjertet fuldt af mine ungers selskab (og ikke mindst besøg af mit søde barnebarn) er det svært ikke at have utroligt nemt ved at føle mig taknemmelig og glad.

For den gode, varme kontakt jeg har med mine børn. De gider mig godt.

For ham jeg deler liv med - han gør mit liv sjovere og varmere.

For mit job, som er udfordrende (og lidt frustrerende nogen gange), spændende, og hvor jeg ikke mindst er omgivet af utroligt kompetente og gode og søde kolleger og samarbejdspartnere.

For mit gode helbred og min fornuftige økonomi.

For at jeg stadig har min dejlige mor.

Jeg er kort sagt en lykkens pamjulefis - en taknemlig livsnyder.

Og nu har jeg sagt det.

Jeg afventer nu et voldsomt lykke-humørhop :-)

Livsnyderens velsmagende minde

For utroligt mange år siden boede jeg i Struer. 

Jeg var helt ung, og kendte overhovedet ikke byen - men en forelskelse havde landet mig i limfjordsbyen der ude vestpå. 

Det var en hyggelig by, og jeg mødte masser af søde mennesker. Jeg boede der fra 1985 til 1989. I perioden arbejdede jeg på Bang & Olufsen - faktisk indtil jeg fik ældstesønnen i 1987. Så var jeg på barsel (og arbejdsløs i et halvt år) indtil jeg startede på EDB-skolen i Skive i 1988. 

Kærligheden holdt ikke, og i slutningen af 1989 flyttede jeg til Skive. 

Og siden har jeg faktisk ikke været tilbage i Struer. I mange år havde jeg slet ikke lyst. Nok fordi byen var arnestedet for mit første store personlige nederlag - nemlig det kuldsejlede forhold, der oprindelig bragte mig dertil.

Facebook har bragt mig i kontakt med et par tidligere kolleger fra byen, og det er sjovt at vide de er der endnu. 

Noget af det, jeg husker allerbedst var de sjove fredage på aftenholdet i B&O. Om fredagen skulle vi gøre maskinerne rene og rydde op, og det medførte altid en masse fis og ballade. Jeg husker fx. en morsom tradition med at køre hinanden rundt i VILDSKAB i nogle store trækasser med hjul under. Kasserne stod ved nogle store maskiner og opsamlede papiraffald fra ruller med elektriske komponenter.

En pige som hed Lotte fik jeg engang kørt ud foran et hold fine besøgende, som var på rundvisning en aften ... jeg gav kassen et godt skub og den trillede lige forbi de forundrede gæster - mens hun smilede undskyldende og jeg gemte mig storgrinende bag et eller andet.

Jeg tror også det var en fredag, vi fik den geniale ide at fylde lommerne på vores arbejdsleders jakke med indholdet af de der små mølkugleposer som lå ved de elektriske komponenter, når man pakkede dem ud. Og dengang vi med en injektionssprøjte fyldte skumgummipuden på hans stol med vand - man kunne ikke se det, men da han satte sig blev han noget fugtig bagi.

Det var hyggeligt og skægt, og fredag aften fik vi også altid mad fra den lokale grillbar - Grill-Pubben. Jeg skulle næsten altid have pindebøf. Oksekødsterninger stegt og godt krydrede, med pommes frites og et pølsebrød, og med kold bernaisecreme. UHM det var godt!

Jeg har ikke fået det siden jeg flyttede, men jeg kan stadig huske duften og smagen. Det hed pindebøf fordi man spiste det med en spids træpind. Og det var det store hit sådan en fredag aften.

Fredag aften endte vi også af og til med at snuppe en enkelt øl på Pingvinen nede på Søndergade.

Pingvinen ligger der endnu, ved jeg - og nu er det her, man kan få pindebøf.

En dag skal jeg til Struer igen. Gæt hvad jeg skal have til frokost, den dag :-)

Livsnyderens fuldgode torsdag

Efter en forrygende travl arbejdsdag, satte jeg kursen lige ud mod mit fitness-center. Jeg har ellers morgentrænet her i sommer, men nu trækker terrassen ikke længere så meget som de ekstra 45 minutters søvn. 

Så den stod på lidt styrketræning og min første spinning i noget der ligner et halvt års tid. 

Puha det var hårdt ... men jeg har brug for lidt ekstra kardio, og så ligger det jo lige til højrebenet.

Kævver jeg var balret da timen nærmede sig sin afslutning. Faktisk var jeg så træt at selv udstrækningsdelen var næsten uoverskuelig. Badet var hårdt tiltrængt og det var lækkert.

Bagefter måtte jeg konstatere at jeg lige trængte til en frisk streg om øjet og lidt mascara - jeg skulle nemlig ikke lige hjem i sofaen - næææh den stod på en lækker pasta-date med Bruno.

Sådan en date bliver jo ikke ringere af at man så kommer hjem til en smuk buket fra sin dejlige mand :) og så lige ud af døren igen.

Når jeg går ud at spise, får jeg ofte lidt flere kalorier end jeg måske i virkeligheden har godt af. Men herregud. Det er jo ikke hver dag man gør det.

God mad er mere end brændstof for kroppen, og når jeg får et rigtig godt måltid mad stopper jeg op. Nyder synet. Dufter til det - prøver at finde ud af hvad det dufter af. Finder duften af den friske pasta, nyder at skille duftene fra hinanden. Glæder mig til smagen.

Smager langsomt og nydende på maden .... smager og mærker teksturen og følelsen af maden i munden. Mærker hvordan mine smagsløg åbner sig og hvordan varmen fra maden føles.

Dufter til vinen. Slynger den rundt og nyder gardinerne på glasset og duften som lukker sig op. Smager, nyder.

Prøver at nyde hele måltidet, hele glasset langsomt, bevidst. Taler lidt, deler smagsoplevelser. Glæder mig over at det lige præcis er ham, der sidder overfor mig.

Så kan man sq altid tælle kalorier i morgen.

Livsnyderen i forhøjet beredskab

En dag læste jeg i avisen om et ubehageligt sexisme-fænomen, som vi nærmest tager for givet.

Det er ikke fordi jeg er en jamrende rødstrømpe. Det ved I, som kender mig, og I, som læser med her også godt. Faktisk blev jeg lidt mærkeligt til mode over det jeg læste, og det har rumsteret i mig siden.

Fordi jeg faktisk uden at tænke over det har levet hele mit liv lidt forsigtigt og lidt i forhøjet beredskab - simpelthen fordi jeg er kvinde.

Jeg er ikke bange, når jeg går ude om aftenen. Men jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke var meget opmærksom hvis jeg er på øde steder - især hvis går alene, og hører skridt bag mig, eller ser en mand komme imod mig. 
Ikke bange, men i forhøjet beredskab.

Jeg tænker da over, hvor jeg færdes, og hvornår. Jeg slår blikket væk og er afvisende. 

Jeg har oplevet at en mand blottede sig for mig. Det var i en biograf - han satte sig ved siden af mig og hev sit lem frem. Jeg gik fra biografen, sagde ikke noget til nogen - jeg var ung og alene og i DEN grad på udebane, for det var i Chicago.

Jeg er blevet befølt af fremmede mænd på steder, hvor der var trængsel. Jeg er endda blevet befølt af mænd jeg kendte, i situationer hvor jeg helt sikkert slet ikke inviterede til det.

Det er noget, man lever med som kvinde. Man tager sine forholdsregler, forhøjer sit beredskab, undgår øjenkontakt, går andre veje. Ikke stort og dramatisk, man gør det bare som en selvfølgelighed. Jeg har ikke søgt psykolog eller grædt mig i søvn over det.

Før jeg læste artiklen havde jeg ikke tænkt over, at i realiteten begrænser den adfærd, nogle få mænd udviser, min handlefrihed. Den kontrollerer i nogen grad mit liv.

Jeg blev lidt rasende da det gik op for mig. Både rasende på de mænd, der synes det er okay at opføre sig sådan - lige fra blotteren i biografen og til kollegaen, der synes det var okay at rage på mig, fordi jeg havde sagt ja til at danse.

Jeg blev også rasende på mig selv, og på samfundet, om jeg så må sige, fordi jeg bare tilpasser mig og indpasser mig og begrænser mig selv. Og fordi det forventes af mig, at jeg gør det.

Fordi vi har ligesom fået hård hud over for det her fænomen. Vi tænker slet ikke over det. Det er som når man er rigtig længe i en svinestald, så man slet ikke kan lugte lorten mere.

En dag læste min mand så noget i avisen om en trend i Japan, der vistnok hed tog-gramseri - hvor mænd tog toget alene med det formål at gramse på kvinder. Han syntes godtnok det var noget underligt noget (heldigvis - han er en af de gode mænd som der er flest af), men jeg skoggerlo nærmest: "Skulle det være en nyhed?!"

Så fortalte jeg ham at de fleste kvinder har oplevet at blive krænket seksuelt i en eller anden grad, og at de fleste af os har det der evigt forhøjede beredskab. Han var nærmest lamslået, for han anede det ikke. Ingen - inklusive jeg - havde nogensinde fortalt ham det.

Men hvad pokker gør man ved det? Jeg aner det ikke, men jeg accepterer ikke bare længere at sådan er det. 

Jeg er rasende over det. 
Og det tror jeg er godt, så det har jeg tænkt mig at blive ved med at være.