Livsnyderen i forhøjet beredskab

En dag læste jeg i avisen om et ubehageligt sexisme-fænomen, som vi nærmest tager for givet.

Det er ikke fordi jeg er en jamrende rødstrømpe. Det ved I, som kender mig, og I, som læser med her også godt. Faktisk blev jeg lidt mærkeligt til mode over det jeg læste, og det har rumsteret i mig siden.

Fordi jeg faktisk uden at tænke over det har levet hele mit liv lidt forsigtigt og lidt i forhøjet beredskab - simpelthen fordi jeg er kvinde.

Jeg er ikke bange, når jeg går ude om aftenen. Men jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke var meget opmærksom hvis jeg er på øde steder - især hvis går alene, og hører skridt bag mig, eller ser en mand komme imod mig. 
Ikke bange, men i forhøjet beredskab.

Jeg tænker da over, hvor jeg færdes, og hvornår. Jeg slår blikket væk og er afvisende. 

Jeg har oplevet at en mand blottede sig for mig. Det var i en biograf - han satte sig ved siden af mig og hev sit lem frem. Jeg gik fra biografen, sagde ikke noget til nogen - jeg var ung og alene og i DEN grad på udebane, for det var i Chicago.

Jeg er blevet befølt af fremmede mænd på steder, hvor der var trængsel. Jeg er endda blevet befølt af mænd jeg kendte, i situationer hvor jeg helt sikkert slet ikke inviterede til det.

Det er noget, man lever med som kvinde. Man tager sine forholdsregler, forhøjer sit beredskab, undgår øjenkontakt, går andre veje. Ikke stort og dramatisk, man gør det bare som en selvfølgelighed. Jeg har ikke søgt psykolog eller grædt mig i søvn over det.

Før jeg læste artiklen havde jeg ikke tænkt over, at i realiteten begrænser den adfærd, nogle få mænd udviser, min handlefrihed. Den kontrollerer i nogen grad mit liv.

Jeg blev lidt rasende da det gik op for mig. Både rasende på de mænd, der synes det er okay at opføre sig sådan - lige fra blotteren i biografen og til kollegaen, der synes det var okay at rage på mig, fordi jeg havde sagt ja til at danse.

Jeg blev også rasende på mig selv, og på samfundet, om jeg så må sige, fordi jeg bare tilpasser mig og indpasser mig og begrænser mig selv. Og fordi det forventes af mig, at jeg gør det.

Fordi vi har ligesom fået hård hud over for det her fænomen. Vi tænker slet ikke over det. Det er som når man er rigtig længe i en svinestald, så man slet ikke kan lugte lorten mere.

En dag læste min mand så noget i avisen om en trend i Japan, der vistnok hed tog-gramseri - hvor mænd tog toget alene med det formål at gramse på kvinder. Han syntes godtnok det var noget underligt noget (heldigvis - han er en af de gode mænd som der er flest af), men jeg skoggerlo nærmest: "Skulle det være en nyhed?!"

Så fortalte jeg ham at de fleste kvinder har oplevet at blive krænket seksuelt i en eller anden grad, og at de fleste af os har det der evigt forhøjede beredskab. Han var nærmest lamslået, for han anede det ikke. Ingen - inklusive jeg - havde nogensinde fortalt ham det.

Men hvad pokker gør man ved det? Jeg aner det ikke, men jeg accepterer ikke bare længere at sådan er det. 

Jeg er rasende over det. 
Og det tror jeg er godt, så det har jeg tænkt mig at blive ved med at være.