Livsnyderens dobbelte statsborgerskab

Sidst I hørte fra mig, erklærede jeg 2014 for et fantastisk år. Det håber jeg stadig på, men føler også at Nemesis napper mig i haserne.

Jeg har fået dobbelt statsborgerskab, nemlig. Er blevet borger i et land hvor nattesøvn nogen gange er en by i en fjern egn, og hvor jeg aldrig helt kender min dagsform.

I mandags smed jeg et gennemsvedt og ildelugtende håndklæde i min arbejdsmæssige boksering, og fik dermed statsborgerskab i Stressland. Og det er lidt et lorteland, skulle jeg hilse og sige. 

Siden da har jeg sovet meget, tænkt meget og set utroligt meget Breaking Bad. Jeg har nemlig slet ikke kunnet koncentrere mig om bogstaver i en bog. 

Heldigvis begynder jeg at kunne læse igen. Men igår, f.eks., konstaterede min krop, at det var søndag, og søndag aften plejer jeg jo at være vågen til kl. brækpose, mens min hjerne myldrer rundt som en myretue.

Og uanset hvor meget jeg forsøgte at forklare den, at der altså ikke stod arbejde på programmet idag, så myldrede tankerne rundt i min sagesløse hjerneskal, og søvnen udeblev. Heldigvis er jeg efterhånden en dreven søvnløshedspilot, så jeg stod op og læste en halv times tid, så jeg sov da inden kl. 1.30. Mit statsborgerskab tillader jo også, at jeg trækker stikket og tager en lur i løbet af dagen, så det skal nok gå altsammen.

Nogen dage føler jeg mig ret normal, så meget at jeg overvejer, hvorfor jeg egentlig går hjemme og laver ingenting. Men ved tanken om rent faktisk at møde på arbejde får jeg mavepine og koldsved, så jeg er nok ikke HELT klar endnu.

Faktisk har jeg nogen gange svært ved at komme ud af huset, fordi steder med mange mennesker giver mig håndsved og utilpashed. Bare en lille smule, men nok til at jeg skal overtale mig selv lidt.

Det mærkelige er, at jeg jo faktisk har et fint job, i et godt og menneskevenligt firma og med skønne, skønne kolleger (som i øvrigt har sendt mig blomster, vin og massevis af varme og kærlige hilsner) - desværre kan man alligevel godt blive stressramt, når der ligger mere på arbejdstallerkenen end man kan spise.

Jeg får hjælp, og jeg skal nok komme stærkt tilbage. Jeg ved ikke helt, om jeg tror på den der med, at det gør mig stærkere, hvis det ikke slår mig ihjel. Men klogere, det bliver man forhåbentlig.

Hvis skyld det er, at jeg er stressramt, er egentlig ikke særligt interessant. 
Jeg ved bare, at jeg har gjort det så godt jeg kunne, og at jeg både er dygtig, flittig og stærk. Og ikke mindst samvittighedsfuld.

Derfor deler jeg også mit nye, dobbelte statsborgerskab med jer her, hvor hele verden kan se det. Det er ikke skamfuldt, det er bare noget der er sket. Og det skal nok blive godt igen. 

Jeg har ikke tænkt mig at publicere hver eneste lille ting som sker, for det her er (trods navnet) ikke en bekendelsesblog. Men kryds fingre for mig, derude.

Og hav en tryg og god mandag.