Så er jeg i gang med at gå igen!
I den sidste uge har jeg haft lov til at støtte på mit knæ igen - og gå lidt mere omkring end bare ruten mellem soveværelse, badeværelse, stue og køkken.
Jeg kan hjælpe til med aftensmad og vasketøj igen (ok - jeg har snydt LIDT og vasket en enkelt maskinfuld eller to) - og JEG MÅ KØRE BIL IGEN!
Jeg har været på en lille gåtur nede i byen (havde ærinde på apoteket), og nøjj hvor har jeg savnet at komme udenfor! Den første tur i supermarked var nærmest et emotionelt højdepunkt på min uge. Hurra! Fri igen!
Her, en uge efter jeg er blevet "sluppet fri" og tre uger efter min knæ-operation, kan jeg gå op og ned af trapperne på den "normale" måde, og jeg humper også meget mindre end før.
Især nedad trappen er lidt udfordrende - man tænker ikke normalt over det, men den bevægelse når man skal have det raske ben ned til næste trappetrin (vægt på det opererede knæ, som bøjes lidt) er lidt spændende. Lige der kan jeg mærke at mine knæ-muskler har et stykke vej til normal styrke - det er lidt gelé-agtigt!
Og jeg skal stadig lige tænke over hvad jeg skal i løbet af en dag, og dosere brugen af knæet nøje.
Igår var jeg super-huslig om formiddagen, og til middag var mit knæ rigtig, rigtig træt, så jeg satte mig med frokost og ispose i sofaen. Og så sparede jeg på det resten af dagen.
Men mon ikke det bliver ved med at gå fremad - så jeg ikke ligner en gammel sørøver med træben, når jeg starter på arbejde igen.
Ting jeg glæder mig til:
- Gåture. Rigtige gåture, som varer TIMER.
- At kunne kravle igen, og generelt støtte på knæet på den måde … det opdager man faktisk hvor tit man har brug for!
- TRÆNING! Jeg føler mig som en fed, slap sofakartoffel!
- Ikke at skulle tænke over hvor meget jeg går og står, så knæet kan holde ud en hel dag.
Egentlig havde jeg forestillet mig at skrive mere omkring mit stressforløb, da jeg lagde det første indlæg på bloggen.
Men sådan er det ikke blevet.
Jeg havde tænkt mig at det kunne være terapeutisk. Det kunne det måske også, men det er også rigtig sårbart at dele for meget. Og jeg gad ikke forsøge at være stresset på en overskudsagtig måde --- det hænger ikke rigtig sammen, vel?
For 2 uger siden fik jeg opereret noget menisk ud af mit knæ, og det er gået rigtig fint. Nu må jeg endda begynde at bruge benet lidt igen.
Og jeg har det rigtig godt. Føler mig som mig selv igen. Så jeg har besøgt mine lækre kolleger ude på arbejde igår, med en hjemmebagt kage, og jeg har med input fra min psykolog fået lagt en plan for, hvornår og hvordan jeg skal tilbage på arbejde.
Jeg glæder mig rigtig meget!
Den 31. marts starter jeg igen. Blødt. 4 dage om ugen, 5 timer om dagen. Jeg glæder mig ubeskriveligt meget.
Jeg har fået det lige præcis som jeg gerne ville. Har fået lov til at lave det jeg ønskede mig at vende tilbage til. Og til evt. bekymrede, så skal jeg ikke tilbage og have den samme arbejdsbelastning som jeg efterlod. Men jeg skal tilbage til samme område og samme kolleger, og det er jeg glad for.
Nu skal mit ben lige genoptrænes helt - i papirerne står der 4-6 ugers sygemelding, og jeg vil gerne lige have det skånsomt igang, før jeg skal på arbejde med det. Det giver også mit hoved et par uger til at blive endnu stærkere.
Jeg kan godt mærke at jeg bliver hurtigt træt, når der sker mange ting. Igår var jeg først hos psykologen, derefter ude på arbejde hvor jeg snakkede med rigtig mange mennesker (dejligt!). Jeg gik hjem og sov på sofaen bagefter - jeg var decideret udmattet :D
Men jeg har overlevet. Jeg har stirret ned i dybet, og dybet har stirret igen. Det fik ikke tag i mig, men det der sug i maven vil blive hos mig altid.
Jeg har haft dage hvor jeg bare havde lyst til at finde et mørkt sted at ligge i fosterstilling. Jeg har været vred. Jeg har været på et sted, hvor jeg ikke kunne forestille mig nogensinde at få lyst til at gå på arbejde igen.
Jeg ved ikke om man bliver stærkere. Jeg tror ikke på "whatever doesn't kill you makes you stronger", for nogen gange efterlader hård modgang dig stækket og knækket, og så skal der arbejdes for at genvinde sin styrke. Jeg har mødt mennesker som aldrig kom 100% igen, uanset.
Ihvertfald bliver man klogere på sig selv, selvom jeg egentlig syntes jeg allerede var ret langt nede i mine egne hjerterødder.
Jeg vil heller aldrig sige at dette var en positiv oplevelse, som jeg ikke ville være foruden, ikke engang i bakspejlet. Måske er jeg blevet klogere, men det var dyrekøbt. Alt for dyrekøbt.
Men jeg er her endnu, og jeg er i live.
