Egentlig havde jeg forestillet mig at skrive mere omkring mit stressforløb, da jeg lagde det første indlæg på bloggen.
Men sådan er det ikke blevet.
Jeg havde tænkt mig at det kunne være terapeutisk. Det kunne det måske også, men det er også rigtig sårbart at dele for meget. Og jeg gad ikke forsøge at være stresset på en overskudsagtig måde --- det hænger ikke rigtig sammen, vel?
For 2 uger siden fik jeg opereret noget menisk ud af mit knæ, og det er gået rigtig fint. Nu må jeg endda begynde at bruge benet lidt igen.
Og jeg har det rigtig godt. Føler mig som mig selv igen. Så jeg har besøgt mine lækre kolleger ude på arbejde igår, med en hjemmebagt kage, og jeg har med input fra min psykolog fået lagt en plan for, hvornår og hvordan jeg skal tilbage på arbejde.
Jeg glæder mig rigtig meget!
Den 31. marts starter jeg igen. Blødt. 4 dage om ugen, 5 timer om dagen. Jeg glæder mig ubeskriveligt meget.
Jeg har fået det lige præcis som jeg gerne ville. Har fået lov til at lave det jeg ønskede mig at vende tilbage til. Og til evt. bekymrede, så skal jeg ikke tilbage og have den samme arbejdsbelastning som jeg efterlod. Men jeg skal tilbage til samme område og samme kolleger, og det er jeg glad for.
Nu skal mit ben lige genoptrænes helt - i papirerne står der 4-6 ugers sygemelding, og jeg vil gerne lige have det skånsomt igang, før jeg skal på arbejde med det. Det giver også mit hoved et par uger til at blive endnu stærkere.
Jeg kan godt mærke at jeg bliver hurtigt træt, når der sker mange ting. Igår var jeg først hos psykologen, derefter ude på arbejde hvor jeg snakkede med rigtig mange mennesker (dejligt!). Jeg gik hjem og sov på sofaen bagefter - jeg var decideret udmattet :D
Men jeg har overlevet. Jeg har stirret ned i dybet, og dybet har stirret igen. Det fik ikke tag i mig, men det der sug i maven vil blive hos mig altid.
Jeg har haft dage hvor jeg bare havde lyst til at finde et mørkt sted at ligge i fosterstilling. Jeg har været vred. Jeg har været på et sted, hvor jeg ikke kunne forestille mig nogensinde at få lyst til at gå på arbejde igen.
Jeg ved ikke om man bliver stærkere. Jeg tror ikke på "whatever doesn't kill you makes you stronger", for nogen gange efterlader hård modgang dig stækket og knækket, og så skal der arbejdes for at genvinde sin styrke. Jeg har mødt mennesker som aldrig kom 100% igen, uanset.
Ihvertfald bliver man klogere på sig selv, selvom jeg egentlig syntes jeg allerede var ret langt nede i mine egne hjerterødder.
Jeg vil heller aldrig sige at dette var en positiv oplevelse, som jeg ikke ville være foruden, ikke engang i bakspejlet. Måske er jeg blevet klogere, men det var dyrekøbt. Alt for dyrekøbt.
Men jeg er her endnu, og jeg er i live.
2 kommentarer:
Jeg håber virkelig, du har det så godt, som det lyder i dit indlæg. Det var meget positiv læsning, og det virker til, at du (og din psykolog) har styr på det, der kan fås styr på.
Og så vil jeg ønske dig meget held og lykke med at komme tilbage og undgå den samme stressede situation. Der er det dejligt med en arbejdsplads, der forstår, hvad der skal til for at kunne beholde sine medarbejdere. Helst skulle det så også ske, uden at der skal en sygemelding til.
PØJ PØJ!
Conny, jeg HAR en rigtig god arbejdsplads - og jeg skal nok have EKSTREMT meget fokus på ikke at ryge i stress igen.
Jeg ville gerne have undgået sygemelding. Den kunne have været undgået, og det er ærgrerligt at det endte med sådan en.
Men det kan jeg ikke bruge til så meget nu. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme på arbejde igen - og tror på at det ikke bare er mig som er blevet klogere af skade :)
Send en kommentar