Hvis du spørger mig, er ca. 90% af disse inspirerende citater det argeste crap, som man siger på ny-jysk, men lige den her kildede mig lidt mere end vanligt. Der stod nemlig:
One day she remembered, that the only person that could make her happy was HERSELF…. so she took back her power, re-claimed her place in the world and shined like never before!Det sjove var egentlig, at jeg igår aftes sad og filosoferede over netop det. Jeg tror rigtig mange kan genkende det der med ….
…. man møder en person, som man forelsker sig i. Man tænker, at vedkommende kan gøre en lykkelig, og så hælder man en hel masse kræfter ind i at relationen skal gøre netop det - fylde en op og gøre en komplet og stærk og lykkelig.
En dag går man derfra, og siger "Han/hun gjorde mig ikke lykkelig."
Og i virkeligheden er det jo mig selv, der skal sørge for at jeg er lykkelig. Selvfølgelig er en god partner med til at give mig lykke i livet. Jeg er på den front en utroligt heldig kartoffel, og der er ingen tvivl om at ham jeg deler dobbeltdyne med er med til at gøre mine dage lysere og smukkere.
Men det er ikke, og det har aldrig været, hans ansvar at gøre mig lykkelig.
Jeg siger heller ikke, at alle parforhold står at redde. Nogen gange er den vej, der gør dig lykkelig, nemlig den der fører ud af parforholdet.
Det er vigtigt for mig at være noget i kraft af mig selv. At have et job, der tilfredsstiller mig, at gøre ting i min fritid, som giver mig energi. At opsøge fællesskaber som opfylder de behov jeg har - og jeg har masser af behov, masser af sider, som min partner ikke kan eller skal dække.
Engang imellem stopper jeg op, midt i vores semisymbiotiske tosomhed og tænker: hvordan ville dit liv være, hvis du ikke var i det her forhold? Hvem ville du være?
Svaret skal helst være, at mit liv ville være godt på en anden måde, og at jeg ville være præcis den samme, bare single. Dermed ikke sagt at man ikke præger og udvikler hinanden, når man er i et forhold. Men der er en grundsubstans i enhver person, som ikke sådan lige lader sig ændre. En identitet, som man bærer med sig, ligesom fingeraftryk og øjenfarve.
Man skal aldrig opgive, miste sig selv og sin integritet, fordi man er i et forhold.
Det er meget nemt at synke ind i sådan en par-somhed, men jeg tror det er døden for kærligheden. Både fordi man lægger ansvaret for sin egen lykke fra sig, og fordi man holder op med at være den der unikke person, som den anden forelskede sig i. I stedet bliver man sådan en par-enhed, hvor man ikke rigtigt er noget selv …
Ham jeg deler dobbeltdyne med er en kæmpestor og dejlig tilstedeværelse i mit liv. Jeg er uendeligt taknemmelig for hans kærlighed og respekt og støtte. Men selvom vi er forbundne, så er vi IKKE én person. Og det er vigtigt - ihvertfald for mig.
Og jeg er også utroligt glad for at jeg ikke har ansvar for at dække alle hans behov. Jeg vil gerne have en partner, som kommer hjem med sine egne oplevelser og indtryk som giver energi ind i vores liv, i stedet for at han kommer hjem og forventer at jeg skal "være" det hele. Jeg gider for eksempel ikke drøne rundt i skoven på en mountainbike, eller se Formel 1 med ham.
Lige så lidt som han deler min interesse for SciFi og skrækfilm, og min hang til at musicere.
Det er helt som det skal være, tror jeg. Jeg har brug for at være mig. Han har brug for at være ham - og vi har det utroligt hyggeligt når vores veje krydser hinanden her hjemme i huset Rosa.
Så start nu, hvis du ikke allerede er igang. Det er kun dig, der kan sørge for at søge de veje, der gør dig til et helt og lykkeligt menneske.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar