søndag, marts 08, 2009

Rejsedrømme

Kan godt være min løbekarriere ikke lige går så fantastisk lige nu.

Så er det godt at jeg kan se frem til nogle dejlige ferier her i 2009.

Bortset fra den kæreste-forlængede-getaway-smuttur til Barcelona, som min elskede og jeg har på planen her i foråret, har vi lige booket sommerferie. Kan I gætte hvor hen?

NIX - snydt! Vi skal IKKE til Provence i år!! Vi har nemlig lige booket en bådferie i England - en uge i Norfolk Broads.

Det bringer minder frem! I 1981 var jeg med mine 4 søskende (ja, okay, så ... mine 3 søskende og min næsten-bror, svoger Carsten) på bådferie i Norfolk Broads i den fantastiske båd Tideway II. Tideway II er dog for længst pensioneret, så vi har booket en lidt mere nutidig model.

Jeg mindes dog stadig turen i 1981, som stadig bringes op .. og historierne bliver ikke dårligere med årene. Der var bådshagen, som forsøgte at ombringe min bror Kim ved flere lejligheder (ved bl.a. at filtre sig ind i kystbevoksning og forsøge at hive ham overbord - og den knækkede vist også til sidst). Der var Kurt, der tiltede på Captains Chair, og den aften, hvor Carsten påstod, at motoren lå i den forkerte ende af båden (han havde sat sig på den modsatte side af bordet af hvad han plejede), der var "Doktordansen" som foregik en våd nat på bådens dæk, og det var vist også den aften jeg fik indtaget Pernod og Cola i mængder, som gjorde at jeg ikke drak cola i flere uger bagefter - og først er begyndt at drikke Pernod indenfor de sidste par år!

Men ikke mindst var der de smukke omgivelser, naturområder med skov og sivklædte bredder, småbitte åer og idylliske engelske landsbyer ... jeg har længtes tilbage til Norfolk Broads lige siden.

I 1999 var jeg på en kort visit - min daværende mand og vores børn ferierede i Sydengland, og han gav efter for mine lønlige bønner og gik med til at tage et smut forbi Norfolk. Der var vi på en 2-timers tur ude på the Broads, og det var præcist lige så smukt, lækkert og idyllisk som jeg huskede det. Selv så mange år efter.

Nu er der gået 28 år (WHAT!! Kan det passe!!!!) og nu vender jeg endelig tilbage. Sådan rigtigt.

Jeg glæder mig!!

5 kommentarer:

anjoe sagde ...

Med så mange minder i bagagen, ja da må en "ommer" klart nok til med ny besætning ;-)

Lene sagde ...

Jeg har altid haft en drøm om en bådferie. Den er da blevet endnu større nu ;-)

Lizelotte sagde ...

Anjoe, det er virkelig en mangeårig drøm der går i opfyldelse ... jeg er lidt anglofil...

Lene, det er den skønneste ferieform - jeg har prøvet det både i England og i Frankrig.

Tina - omme i London sagde ...

Jeg har set din besked om ferien og skal nok svare saa snart som muligt, med lidt ideer. Det er SAA fedt at have noget at se frem til.
Er det i Juli I skal afsted?

Lizelotte sagde ...

Hej Tina ... dejligt :D Jep - det er sidste halvdel af juli. Og så ER en tur forbi London jo et must, når vi alligevel er "på de kanter".