Ingen kom eller gik der. Kun årene. Støvet faldt, tyst. Ingen stemmer brød tavsheden, ingen hænder skilte gardinerne for at se ud.
Så døde damen, som havde lejemål til lejligheden, og lejligheden blev åbnet.
Alt stod som for 70 år siden ... for første gang i en menneskealder trådte nogen ind og brød stilheden.
Da jeg læste nyheden om lejligheden igår, pirrede det min fantasi helt vildt. Den der lejlighed, efterladt en dag. Måske lå der en bog på et sofabord. Måske stod et glas i vasken i køkkenet. Nogen har smidt sine hjemmesko i et hjørne. En hårbørste på et toiletbord.
Og stilhed. Stilhed. Stilhed. Støvet der falder, årene der passerer. Svage lyde af verden der passerer forbi. Udenfor.
Hvis jeg var forfatter, ville jeg skrive en bog, med afsæt i den der forladte lejlighed, hvor livet fortsatte rundt om.
Det kunne blive en fantastisk, dyster, sær historie, tror jeg.
1 kommentar:
Uhh ja, sådan nogle steder drager også mig helt enormt!
I kraft af mit job, kommer jeg indimellem hos en kvinde, som stadig bor i sit barndomshjem. En kæmpekasse af en smuk patriciervilla fra 1800-tallet med en stor have og et (engang) yndigt muret lysthus nede i hjørnet af haven. Huset trænger SÅ meget til en kærlig hånd, da der ikke er gjort noget ved det i meget meget lang tid og alt bærer da også præg af det. Først for nyligt, blev der fx. sørget for, at der kunne komme varmt vand til førstesalen.
Men alt ser ud som dengang den gamle postmester købte villaen i begyndelsen af 1900-tallet. Det blodrøde tapet med fløjlsbløde konturer, guldkanterne ved panelerne, hallen med lysekronen, de smukke gamle (punkterede) ruder, det gamle gobelin-lignende tapet i de højloftede stuer, de franske døre og al den ånd, som stedet har.
Jeg sværger på, at der er "noget" i det hus!
Den dag det sættes til salg, så skal jeg vise dig det ;-)
Send en kommentar